Rengøring

Jyderne glemte aldrig rengøringen

De store revolutioner går uden om Jylland, og derfor har jyderne aldrig glemt, hvordan man gør rent.
Af Kristian Herlufsen | 29. december 2009
Rengøringskost
Et oprør gik uden om Jylland, og derfor er jyderne bedst til at gøre rent i dag

Jyderne holder fast i traditioner og støvkost

Enhver generation tager afstand fra den generation, der er ældre end dem selv. Og i 1968 var der for alvor oprør i Danmark og verden. De unge ville væk fra de småborgerlige værdier, og et pænt og ryddeligt hjem blev lidt for småborgerligt for deltagerne i ungdomsoprøret.

Værdierne var i stedet de rodede og lidt casual, fortæller livsstilsekspert Henrik Byager, der bl.a. er kendt fra programmet Kender du typen.

»Det går ikke ustraffet hen over en nation, når en hel generation siger nej til rengøring,« siger Henrik Byager.

Men oprøret var primært i de store byer, da byerne er foranderlige.

»Oprøret gik helt uden om Jylland. Her spiser man stadig samme mad, bevarer traditionerne og bliver ikke skilt. Tingene ændrer sig ikke i samme grad, og derfor er jyderne heller ikke glemt, hvordan man gør rent.«

Vi bliver jyder igen

I byerne er indbyggerne ved at finde frem til de »jyske« værdier igen. For det er nu meget rart med rene tallerkener i skabet.

»Tidligere har det været sådan, at man godt måtte være lidt casual og afslappet, når det gælder nullermænd. Men nu finder vi tilbage til de gamle dyder. The basics er på vej tilbage,« siger Henrik Byager.

Storbyfolket finder ikke inspiration på landet, men argumenterer derimod for større renlighed på baggrund af helt andre argumenter.

»Sundheden er blevet vigtig. Det er ikke sjovt at ligge på gulvet og nyse rundt i nullermænd. Vi er mere optagede af vores egen sundhed, og dermed er rengøring på banen igen.«

LÆS SENESTE SAMVIRKE