ALLE JULEPLATTERS FAR

»Et lille skridt for et menneske, men et stort skridt for menneskeheden.«

Med disse ord hoppede Neil Armstrong ned på Månen. Hans skridt sank dybt ned i månestøvet og efterlod tydelige fodaftryk. Månestøvet lignede sne.

Det var en sommernat i 1969, Sven Vestergaard sad som mange andre og så på, at amerikanerne landsatte en mand på månen.

Næste dag på jobbet på Den kongelige Porcelænsfabrik - kom hans direktør forbi: »Var det ikke noget for dig Sven, at tegne en platte for månelandingen? «

Sven Vestergaard var uddannet som porcelænsmaler og tog uden betænkning opgaven på sig. Han komponerede en tegning med månens overflade, hvor astronautens fodspor er på vej ud i horisonten, efter han har plantet det amerikanske flag - som om han vil gå hjem mod den store Jord, der svæver lokkende midt i billedet.

Det var Sven Vestergaards første platte. Et lille skridt på vejen mod det der senere skulle blive en stor kunstnerisk produktion af juleplatter og berømmelse i udlandet.

Der skulle gå syv år, før månestøvet lagde sig og blev skiftet ud med sne og skøjter. Samtidig med udnævnelsen til tegnestuechef i 1976 kom Vestergaards første juleplatte. Men først fra 1986 tegnede han dem regelmæssigt hvert år, og i år er det blevet til 22 af slagsen.

Først da markedsføringen i 90'erne ændredes fra at handle om en »Juleplatte«, som alene sælger i den vestlige verden, til at handle om en »Årsplatte «, hvor Asien også kan være med, begyndte det at gå stærkt.

SIGNERER PLATTER

I december måned vil den snart 75-årige kunstner drage til Japan, for som en anden scenevant forfatter eller musiker at signere hundredevis af platter dagen lang med sin egen signatur og tilføje de japanske skrifttegn, som køberne ønsker skal pryde plattens bagside.

I Japan vil man fejre, at det er platte nr. 100, og at den markerer året 2007. Motivet er Nyhavn med opankrede sejlskibe og som altid med sne. For mormors juleplatte, der før hang hjemme på væggen over sofaen, er rejst hjemmefra. Den er blevet til en af Royal Copenhagens kultprodukter, hvor de største markeder nu ligger i Japan, efterfulgt af USA og Italien.

Men da julen markerer det forgangne år, hedder den netop frigivne platte i Danmark og resten af den vestlige verden »2006«. Platten starter altså som årsplatte i Asien, for siden at dukke op som juleplatte herhjemme og det øvrige vestlige marked året efter. Det vil sige, at Nyhavn med de opankrede sejlskibe i vintervejr dukker op i Danmark som juleplatte næste år.

Det er godt nok som en del af et salgsshow, at Sven Vestergaard gennem den sidste halve snes år har rejst til fjernøsten, men båndene knyttes stadig tættere til Japan - også som inspirationskilde til fremtidige motiver.

»Man kan ikke være den samme, når man vender hjem fra Japan. Det har helt klart inspireret min tegnestil at have været derude,« erklærer han.

Når Sven Vestergaard tegner sine platter som tilsyneladende er så danske, så danske i deres motiv, sker det i en japansk arbejdskimono. Fra sit tegnebord ser han direkte ind i øjnene på et japansk dragehoved eller over på en halv meter høj og fed sumobryder. Inde i stuen står en samurairustning.

»En af vore venner ude i Japan havde bestilt 800 platter til sine forretningsforbindelser og ville også give mig en gave. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle ønske mig, så jeg sagde - noget med samuraier.«
Sven Vestergaard smiler: »Tænk, så kom han med en hel rustning, jeg tror, sådan en koster over 35.000 kr.« Klukkende viser han billeder frem af sig selv i samurairustning. Med sit gråsprængte skæg ser han meget autentisk ud.

BØRN SOM MOTIV

Nogle gange tager det få dage at få motivet til platten til at falde på plads, andre gange tager det langt længere. Motiverne drejer sig altid om romantiske vintermotiver fra Danmark og Grønland. Der har oftest været børn på platterne, for de er gode at fortælle historier ud fra, hævder Sven Vestergaard. En uudtømmeligt motivkreds må man formode, for sammen med sin kone Vera har de tilsammen otte børn og 20 børnebørn.

Flere og flere skitsebøger bliver slået op og bladret hen til et motiv, der har ledt til en platte. Han tegner altid ude i naturen - ved Slagelse og omegn hvor han bor.

Et motiv til en nylig platte havde som arbejdstitel: »Dyrene derude«. Den er tegnet ude i den bagvedliggende skov. På en lille forårstur medhunden Teddy og børnebørn skitserede han en lille lysning med nogle gamle frønnede træer.

Børnene tegnede han ind, som om de stod og så på nogle hjortekid.

Hjemme på arbejdsværelset, hvor Sven Vestergaard til stadighed arbejder 3-4 timer hver dag stykker han så skitserne sammen, kommer sne på og skaber den endelige stramme komposition.

Samtidig tegner Sven Vestergaard figurer, der passer til platten, men som sælges separat. 2006- motivet med Kronborg og de fem nordiske svaner får følgeskab af et barnepar som Hamlet og Ophelia og en brusende svane.

Processen gennem fabrikken tager til gengæld et par år. Sven Vestergaards forslag skal nå igennem en godkendelse af direktion og salgsselskaber ude i verden, som første stop. Herefter tager en modellør over og overfører motivet til en gipsprototype.

Han graverer de mørkere partier dybe, så malingen kan lægge sig der. Og de lyse partier bliver høje, så malingen, der påføres som støv, kan børstes væk igen og dermed efterlade hvide sneområder.

I den endelige produktion sprøjter porcelænsmalere maling på platten og børster atter maling væk af flere omgange, før plattens motiv står perfekt. Herefter får platten sin endelige blanke overglasur og går til brænding. Der er også detaljer,detaljer, der laves i hånden, f.eks. er stjerner på nattehimlen en lille udkratning med en kniv.

HESTE OG BYER

Fra han gik i lære som 16-årig som porcelænsmaler til i dag næsten 60 år senere, har Sven Vestergaard tegnet utallige mængder af motiver for fabrikken, fra hesteplatter med præmierede galopheste som motiv, over platter for tyske byer, eller kæmpebowlen til fabrikkens 200 års jubilæum. Selvom motivbowler og lignende håndværk ikke sælger længere, er der stadig et stort behov for Sven Vestergaards evner, så meget at han ikke behøver at fremhæve sig selv som designer.
Han er Mr. Royal Copenhagen, naturligt - ydmygt. Måske er det derfor, han er så værdsat i Japan? For det er ganske i tråd med den japanske kultur, hvor man indtil for få år siden var livslangt ansat på sin virksomhed, og det at være i lære som kunsthåndværker kunne tage årtier, førend man kunne betragtes som mester.

Henrik Lund-Larsen er projektlærer på Danmarks Designskole