Genbrug

Genbrugsbutikker truet af internethandel

Der er blevet længere mellem brugt tøj af ordentlig kvalitet i sækkene til Frelsens Hær. Internethandlen får skylden.
Af Anne Henriksen | 27. januar 2010
Ung pige med computer
Det er nemt at købe genbrug hjemme fra sofaen, så er man heller ikke afhængig af åbningstider

Har man tøj af god kvalitet, sælger man det det selv over nettet

Når de frivillige i Frelsens hær åbner sækkene med brugt tøj, er der efterhånden langt mellem snapsene. Særligt de seneste 12 måneder har organisationen kunnet mærke et fald i mængden af tøj i så fin stand, at det kan sælges i butikkerne og dermed skaffe penge til Frelsens Hærs aktiviteter og nødhjælpsarbejde.

»Det er under 10 procent af det, vi får ind, der er af høj nok kvalitet til, at det kan sælges i Danmark,« fortæller Lars Lydholm, der er informationschef i Frelsens Hær.

Han mener, at det er den teknologiske udvikling og de mange steder på internettet, der formidler kontakt mellem private købere og sælgere, der er skyld i den negative udvikling:

»Har man mærkevarer eller andet tøj af god kvalitet, sælger man det det selv over nettet,« siger Lars Lydholm.

GENBRUG FOREGÅR I STØRRE STIL ONLINE

Internettet har med websites som Den blå avis, Gul og Gratis, QXL og Trendsales gjort det langt lettere for private købere og sælgere af for eksempel brugt tøj at komme i kontakt med hinanden. I de fleste tilfælde kan man gratis registrere sig som bruger og byde på det par jeans eller den bluse, man gerne vil have. Man kan også selv sætte en vare til salg. Den nye måde at handle på er populær. Online-basaren Trendsales har, siden den blev lanceret i 2002, oplevet en hastigt og støt voksende interesse fra danskerne. 80 procent af brugerne af Trendsales er kvinder.

Nej tak til affald

Et helt andet problem er, at mange danskere glemmer, at det tøj, der kommer i containeren, skal være brugbart.

»Hvis tøjet ikke er godt nok til at give til venner eller familie, er det altså heller ikke godt nok til, at vi kan sælge det,« forklarer Lars Lydholm og beklager, at hele 30 procent af det donerede tøj nærmest er affald med huller og malerpletter.

»Måske tænker folk, at det er en god måde at smide deres aflagte tøj ud på, men vi bruger ressourcer på at sortere det og betaler en afgift for at få det destrueret på forbrændingsanstalten, så man kunne godt ønske sig, at folk nogle gange udviste lidt større selvjustits,« slutter han af.

De resterende 60 procent af det donerede tøj sælges til udlandet eller gives væk under humanitære katastrofer, hvor der er et akut behov.

Frelsens Hær indsamler mellem 7000 - 8000 tons tøj om året.  Det bedste sælges i de 22 butikker, der giver omtrent tre millioner kroner i overskud.

LÆS SENESTE SAMVIRKE