Flyverdragter med høj sikkerhed

Flyverdragter produceres med omtanke - for sikkerheden er vigtig, når børn leger. Hos Coop bruger man op til et år på at få en ny flyverdragt klar
Af Kristian Herlufsen | Foto: Samvirke | 26. august 2010
En rød flyverdragt

En flyverdragt er noget, mange børn har brug for, når det bliver efterår. Og en flyverdragt skal være slidstærk og have praktiske lukninger.

Men lukningerne skal også være sikre, for lange snore og bælter kan sætte sig fast i samlingen på rutsjebanen, i busdøren eller i et træ, som en modig pode er klatret op i – i så fald kan en snor i hætten være livsfarlig, hvis man hænger fast i en gren.

Sådan læser du mærkerne

Åndbarhed
En flyverdragt skal være åndbar, så barnet kan slippe af med varme og ikke føler sig klam. Er åndbarheden lav, kommer barnet ofte til at fryse. Åndbarheden opgøres i antal gram vanddamp, der kan slippe ud for hver kvadratmeter stof i en tidsperiode og kan se sådan ud: 3000g/m2/24 hours.

Slidstyrke
Stofs slidstyrke testes ved at gnide det med sandpapir under et vist tryk.Testen hedder martindaletest, og slidstyrken opgøres i et tal, der er deleligt med 1000. Arbejdstøj i god kvalitet har et martindale-tal på 40.000.

Vandtæthed

Vand må ikke nemt trænge gennem stoffet. En del af beskyttelsen sker ved at lave tappede syninger.Flyverdragtens vandtæthed undersøges ved at sætte et rør på dragten. Jo højere vandstanden kan blive i røret, jo mere vandtæt er flyverdragten. Typisk kan man hælde vand op til 1,5 meter, inden stoffet ikke længere kan modstå vandet, og det derfor trænger igennem.

 
Hvert år sker der ulykker, hvor børn kommer til skade på grund af udformningen af deres tøj, og især de sidste 10-15 år har der været stor opmærksomhed på at gøre børnetøj mere sikkert, fortæller Dorthe G. Rasmussen fra Sikkerhedsstyrelsen, der blandt andet er ansvarlig for, at produkter på det danske marked er sikre.

Alle produkter, som sælges på det danske marked, skal leve op til produktsikkerhedsloven, der stiller krav om produkters indholdsstoffer eller for eksempel udformningen af en flyverdragt.
 
Senere har Sikkerhedsstyrelsen udvidet standarden med en række gode råd til, hvordan snore, stropper og bånd kan udformes på børnetøj.

»Børn leger, og der skal være plads til vildhed. Anbefalingerne går især på snorenes længde,« siger Dorthe G. Rasmussen, som understreger, at det tøj, som danskerne kan købe i danske butikker, generelt er sikkert at bruge.

12 måneder om en flyverdragt

Hos Coop Trading, der køber ind til andelsbutikkerne i Norden, er sikkerheden en af de mange ting, man arbejder med, inden en ny flyverdragt skal ud i supermarkederne.

På Coops flyverdragter i mærket Friends er hætten sat på med knapper, ingen snore hænger udenfor, og skal flyverdragten strammes i livet, sker det med en elastik, der løber indvendigt, fortæller Lisette Højmark Nielsen, der er juniorindkøber hos Coop Trading.
»Vi vil gerne slå mærkevareproducenterne på kvaliteten, og de sidste tre år er vi blevet kåret til bedst i test i enten Norge, Sverige eller Danmark. Og sidste år i alle tre lande,« siger Lisette Højmark Nielsen.

Sikkerhed i børnetøj

Børnetøj skal være sikkert, og fælles retningslinjer i hele Europa skal sikre, at børn ikke kommer til skade eller mister livet på grund af det tøj, som de har på.

Retningslinjerne er defineret i standarden DS/ EN 14682, som primært beskæftiger sig med snore, bånd og bændler i tøjet. Hvis du selv syr børnenes tøj, så husk at overholde de samme regler.

Generelle regler

Standarden om sikkerhed i børnetøj er lang, og her er et udpluk af reglerne: Der må ikke være knuder på snore eller bånd. Snore og bånd i løbegang skal være fastsyet i midten, så snoren ikke kan trækkes ud. Vedhæng på lynlåsen må ikke være længere end 7,5 cm. Løkker, sløjfer og lignende må ikke være mere end 7,5 cm i omkreds.

Andre bindebånd eller snore i børnetøj må ikke hænge længere ned end til ærmets eller tøjets kant. Ved nederste kant på benene skal bånd og snore være syet indvendigt.

Særligt for tøj til børn under 7 år

Ingen snore eller bånd i området omkring barnets hoved eller hals - for eksempel i hætte og krave og ingen skulderstropper.
Coop har derudover selv stillet et krav om, at hætter på overtøj ikke må være fastsyet, men skal kunne tages helt af.

PVC, nikkel og imprægnering

Miljøstyrelsen har gennemført en undersøgelse af børnetøj. En del af tøjet indeholdt PVC i tryk, nikkel i knapper og lynlåse eller er beskyttet med imprægnering, der indeholder fluorstoffer.

Producenterne er ikke forpligtede til at mærke tøjet med indholdsstoffer, så spørg butikken eller søg på producentens hjemmeside, hvis du vil undgå stofferne. Coop Trading stiller blandt andet krav til, at der ikke findes nikkel, PVC og fluorimprægnering i produkter til Coop-butikkerne.

Mere om bag om varen

LÆS SENESTE SAMVIRKE