Fly

Dit flysæde bliver smallere

Flyselskaberne gør sæderne smallere for at kunne have flere passagerer om bord. Det betyder, at det bliver sværere at få ballerne til at være mellem armlænene. Det er især de passagerer på længere distancer, der kommer til at lide under det.
Af Kristian Herlufsen | Illustration: Mette Ehlers | 24. juni 2010
Tyk flypassager
Det er ikke din bagende, der bliver større. Flyselskaberne er begyndt at gøre sæderne smallere for at få plads til flere passagerer ombord på flyene

Mange flysæder bliver stadig mindre

Afstanden mellem armlænene bliver kortere og kortere hos nogle selskaber, fortæller Flemming Poulsen, der er direktør i viviro. com, som samler viden om rejsemarkedet og formidler flybilletter.

»Det er især på de fly, som flyver lange ture, at flyselskaberne gør sæderne lidt mindre. Typisk sker det for at kunne putte et ekstra sæde ind på hver række, og det giver god mening, hvis man skal tjene flere penge eller sælge billigere billetter.«

For at få kabalen til at gå op gør flyselskaberne også midtergangen lidt smallere, så der på et fly kan sidde for eksempel otte passagerer i flyets bredde mod tidligere syv.

Charterselskaber reklamerer for benplads, der er standard hos andre

Trods det er især charterselskaberne gode til at promovere, at de har gjort benpladsen bedre. »Men nu er den bare på højde med ruteselskabernes - og den ekstra benplads sker på bekostning af pladsen til passagerernes bagender,« siger Flemming Poulsen.

En af de største destinationer for danskere i Asien er Thailand, og her har charterselskabet TUI Fly Nordic plads til 180 passagerer mere om bord end ruteselskabet Thai Airways, der flyver den samme strækning med samme flytype.

At de lidt smallere sæder kan findes på flyene, der flyver langt, skyldes, at det her er nemmere at presse ekstra sæder ind, da der ofte er to midtergange, man kan hugge centimeter fra. Samtidig er de fly, man bruger inden for Europas grænser, udnyttet til den passagergrænse, som myndighederne har sat for at sikre, at alle kan evakueres.

Tykke må betale ekstra i USA

I USA - der er kendt som det land i verden, hvor der er flest overvægtige - er selskaberne begyndt at tage ekstra betaling, hvis man ikke kan være i deres flysæde. Fylder maven og bagenden to sæder, skal man betale for to. South West Airlines tilbyder dog refusion af den ene billet, hvis der ikke er udsolgt på flyet, og en overvægtig har booket to pladser for at være sikker på at komme med.

Tykke passagerer er ikke et problem i Danmark

Selvom danskerne vokser og vokser, er problemet med tykke passagerer ikke så stort som i USA. De danske ruteselskaber har sjældent passagerer, der ikke kan være i sædet.

»Det er ekstremt sjældent, vi oplever, at en passager ikke kan sidde i vores sæder.Udgangspunktet er, at man skal kunne sidde forsvarligt fastspændt - det handler først og fremmest om sikkerhed. Er det normale sikkerhedsbælte ikke tilstrækkeligt, har vi forlængere,« fortæller Anne-Mette Philipsen, der er kommunikationskonsulent i SAS.

Hos Cimber Sterling er meldingen den samme. Flyselskabet oplever overvægtige passagerer så sjældent, at det ikke har formuleret en politik for, hvordan tykke passagerer skal forholde sig.

De tykke køber to i forvejen

»De få passagerer, der ikke kan være i et sæde, ved det godt selv og køber ofte et sæde ekstra i forvejen,« siger Signe Thorup, der er informationschef i Cimber Sterling.

For at finde et bredt flysæde skal man have øjnene med sig - og være heldig: »Det er en jungle, hvis man vil finde et flysæde, der har en god bredde. Det bedste, man kan gøre, er, at tjekke, hvor mange sæder der typisk er i den bestemte flytype, og hvor mange der er i det fly, som man kan rejse med. Men flyselskaberne kan jo skifte flytype, inden man skal afsted,« siger Flemming Poulsen, direktør i viviro.com

LÆS SENESTE SAMVIRKE