Fødder

6 % af danske kvinder har over 40 par sko

Sko er en stor passion for mange kvinder. Jo flere sko, jo bedre, synes devisen at være hos de 6 procent af danske kvinder, som har over 40 par. Sko kan tilfredsstille kvinders sanser, mener  terapeuter, som råder mænd til at give kvinder sko i gave.
Af Didde Rishøj | 30. juli 2010
En bunke af sko
Sko tilfredsstiller kvinders sans for berøring, smag, lugt, syn og lyd. For mange kvinder kommer selv chokolade og sex på andenpladsen.

Kvinder har mange sko

Kvinder er glade for sko. Kvinder er meget glade for mange sko. Faktisk så glade, at seks procent af danske kvinder har over 40 par af dem stående. De fleste kvinder – 38 procent – har mellem 11 og 20 par sko at skifte imellem.

Norske Rebecca Eugenie beskriver sig selv som en fanatisk sko-elsker på sin blog, og forsøger at forklare, hvad det er med kvinder og deres umættelige behov for sko.

»Vi behøver nemlig matchende sko til alle anledninger. Vi behøver dem i alle former, faconer og farver. Sko er en livsnødvendighed. Og selv om 90 procent af mine sko er dårlige og forfærdelige, og jeg overvejer forbehandling bagefter. Så kan jeg ikke dy mig, jeg må stadig have de mest upraktiske, for de har jo mest stil!« skriver Rebecca Eugenie.

Sko tilfredsstiller kvinders sanser

Ingen af de adspurgte mænd i undersøgelsen fra FDB Analyse har over 40 par sko, og for hankønnet er det mest almindeligt at have mellem to og fem par sko. Det er heller ikke mænd, der i et væld af blogs og fora på internettet deler deres sidste skokøb, kommenterer andres valg eller opdaterer hinanden med sidste nyt fra skofronten. Det er primært kvinder.

De australske terapeuter og bestsellerforfatter Allan og Barbara Pease forsøger i bogen »Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko« at forklare, hvad der er med kvinder og sko:

»Sko tilfredsstiller kvinders sans for berøring, smag, lugt, syn og lyd. Kvinder kærtegner det bløde ruskind i den nye sæsons sandaler, indånder dugten af nye læderstøvler, lytter til den sexede lyd af stiletter mod fortorvet, savler ved tanken om et par nye pumps og drømmer om at sive sig i fitness-centret iført sidste mode inden for sportssko. For mange kvinder kommer selv chokolade og sex på andenpladsen,« skriver de i bogen.

Giv en sko og få et bedre kærlighedsliv

Smukke sko fjerner opmærksomheden fra andre problematiske steder på kvindens krop, mener de to terapeuter, som en del af forklaringen på mange kvinders umættelige skoindkøb. En tur i en skobutik er altid en sikker succes. For modsat tøj, der måske sidder dårligt eller bliver for småt, hvis kvinden har lagt sig ud, så skal man ikke gå på slankekur for at passe et par sko. Alt, der behøves, er at kende sit skonummer.

Terapeuterne råder mænd til at benytte sig af deres viden om kvinders kærlighed til sko i stedet for at irriteres over den.

»Gå i skobutikker med hende og skriv dig bag øret, hvilke mærker, størrelser og farver hun foretrækker. Så kan du senere komme tilbage til forretningen, købe skoene og give dem hende ved en særlig lejlighed. Hvis du vil opnå ekstra effekt, skal du give hende dem, mens hendes veninder er til stede. Du bliver ikke bare centrum for kvinders snak i hele byen – dit kærlighedsliv vil også blive stærkt forbedret.«

LÆS SENESTE SAMVIRKE