Skrald

Danmark har et grønt bælte

Der går en linje fra Hvide Sande til Bornholm, hvor borgerne er bedre til at sortere deres affald end i resten af landet.
Af Lars Aarup | 1. december 2008

Der er stor forskel på, hvor meget af vores husholdningsaffald der ryger usorteret til forbrænding. Det viser en ny opgørelse, som Samvirke har lavet på baggrund af tal fra Miljøstyrelsen og Videncenter for Affald.

Tværs hen over landet – fra Hvide Sande over Fyn og København til Bornholm – er man god til at sortere affald, mens specielt Nordjylland og Lolland-Falster sender mere affald til forbrænding.

Turisternes affald spreder sig

Civilingeniør Janus Kirkeby fra Videncenter for Affald er ikke overrasket over, at der er regionale forskelle – men der kan være mange forklaringer på, hvorfor landkortet ser ud, som det gør.
 
»Tyndt beboede områder med mange turister vil alt andet lige slå mere ud i sådan en opgørelse, simpelthen fordi turisternes affald kommer til at fylde i statistikken. Men når det er sagt, så er der stadig så store forskelle, at det ikke kan forklares med turisterne,« siger Janus Kirkeby.
 
Han peger på, at nogle af de kommuner, der forbrænder mindst affald, også er dem, der gør mest ud af at sortere fra til kompostering og biogasanlæg.
 
»Hvis man har to spande under køkkenvasken eller ude ved vejen, så udgør indholdet af den grønne spand en hel del af det samlede affald,« forklarer Janus Kirkeby.
 
Den grønne spand er til kartoffelskræller, kaffefiltre og lignende, og det kan godt udgøre 25-30 procent af ens affald, så hvis man får dét væk, så er det virkelig noget, der tæller i miljøregnskabet, tilføjer han.

LÆS SENESTE SAMVIRKE