Her bør du gemme pengene for tyven

Kontanter er tyvenes favorit til at stoppe i lommen. Derfor bør man, hvis man ligger inde med et større pengebeløb, skjule dem godt i hjemmet, således at tyvene ikke får glæde af dem.
indbrudstyv

Tænk utraditionelt, når du opbevarer noget af stor værdi i dit hjem. Skuffer er alt for oplagt et gemmested, og tyvene roder dem med garanti igennem.

Vi gør det let for tyven

”Vi er vanemennesker, og mange af os gemmer penge og andre værdigenstande i skuffer og lignende, og det er nogle af de første steder, tyvene kigger,” fortæller Riccardo Krogh Pescatori, konsulent ved Forsikring og Pension.
Derfor er det vigtigt, at man tænker sig om, før man lægger pengene et sted, man selv mener er trygt og godt for at minimere udbyttet, hvis man en dag får besøg af tyven.

Gode huskeregler

  • Stess tyven. Tyven har ofte travlt, og vil ikke bruge unødigt tid. Så gør lidt for, at tyven skal bruge tid på at finde frem til dine værdigenstande.
  • Tænk utraditionelt. Hvor er det mindst sandsynligt, at tyven leder efter dine værdigenstande. Brug skjorte eller jakkelommer, gemte skrin oven på høje skabe eller i bestikskuffen, vaskemaskinen etc.
  • Sørg for at tyven ikke får adgang til dit hjem. Det bedste er selvfølgelig, hvis man slet ikke giver tyven mulighed for at komme ind og rode i dit hjem. Sørg for at have nogle gode låse, og bed eventuelt naboer om at holde øje med dit hjem, hvis du er hjemmefra i længere tid.

Stress tyven og gem værdierne

”Man skal huske, at tyvene ofte er under et tidspres, så hvis man gør det besværligt for tyven at få fat i dine penge og værdier, så stresser det tyven, og på den måde kan man minimere tyvens udbytte,” forklarer Riccardo Krogh Pescatori.
Derfor bør man heller ikke bare lade sin bærbare computer stå fremme, men gemme den under sengen eller under dynen. Ligesådan kan det være en fordel at fastmontere en fladskærm til væggen.

Tænk utraditionelt og gem kontanterne i inderlommen

Hvis man skal gemme sine penge, skal man altså finde et sted, som tyvene ikke umiddelbart tænker på, og som ikke er let at finde.
”Man kan eksempelvis gemme sine kontanter eller værdigenstande i en inderlomme i en jakke i et skab,” siger Riccardo Krogh Pescatori og fortsætter: ”Køkkengrej såsom bestik og lignende er heller ikke særligt attraktivt for tyve, så det er heller ikke et sted, de umiddelbart kigger, og derfor et godt sted at gemme sine værdier”.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Udstyr hjemmet med gode låse

Den bedste løsning vil selvfølgelig være helt at forhindre tyvene i at skaffe sig adgang og kende sine forholdsregler, hvilket blandt andet er at sørge for, at ens hjem er udstyret med gode låse.
”En anden rigtig god ting er, hvis man har mulighed for at skaffe sig en pengeboks og opbevare sine værdier deri. Det er også stressende for tyven, især hvis det er en pengeboks, som sidder fast eller er muret ind i en væg. Det er især godt, hvis man har mange dyre smykker, som man ikke har samme glæde ved, hvis man opbevarer dem i en bankboks,” siger Riccardo Krogh Pescatori.

Læs mere om