Sådan får du de bedste jordbær

Du kan få store, velsmagende jordbær over en lang sæson. Læs, hvad der skal til for at få de bedste jordbær, og hvilke jordbærsorter, der er gode.

Hvor meget du skal vande dine jordbær, afhænger af jordforhold, nedbørsmængde og mængden af solstråler.

Masser af sol, vand i afmålte mængder og gødning på det rigtige tidspunkt

Krydrer du det med jævnlig lugning og et blandet udvalg af jordbærsorter, kan du høste store flotte jordbær over de næste mange uger.

Giv jordbær masser af sol

- For at få flotte røde bær, skal planten stå et sted med masser af sol. Skal du have fuldt udbytte af jordbærplanten det følgende år, skal den desuden plantes om efteråret.

- Men vi sælger også rigtig mange jordbærplanter i disse måneder. De står med blomst og ryger direkte i jorden og kan så høstes om et par uger til en måned alt efter, hvilken sort, der er tale om, fortæller gartner Ilse Christensen på Aldershvile Planteskole i Bagsværd.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vent med gødning af jordbær til efteråret

- De nye jordbærsorter er meget robuste og meget modstandsdygtige over for sygdomme. Planterne har dog stadig godt af gødning, men det meste bør gives i efteråret.

- Hvis en jordbærplante gødes for kraftigt om foråret, vil bladene vokse og planten blive for tæt. Bladene vil desuden skygge for bærrene, og da planten er for tæt, vil det danne fugt og fare for gråskimmel, fortæller jordbærkonsulent Ole Scharff, GarteneriRådgivningen.

Planterne kan gødes lidt med PK-gødning (fosfor-kalcium gødning).

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vand jordbær grundigt og ikke for tit

Hvor meget du skal vande dine jordbær, afhænger af jordforhold, nedbørsmængde og mængden af solstråler. Med det skiftende danske vejr kan det derfor være svært at komme med håndfaste udmeldinger, men en tommelfingerregel tør gartneren godt at udstikke:

- Maj og juni plejer generelt at være mindre regnfulde, end vi oplever dem. Her og i tørkeperioder må man i bogstaveligste forstand stikke en finger i jorden og mærke efter, hvornår jorden trænger til vand, så den ikke udtørrer.

- Det er bedre at vande ordentlig et par gange om ugen end at klatvande hver dag. En tommefingerregel er, at en vandkande med 10 liter vand svarer til 10 mm regn. En kvadratmeter har brug for 30 mm regn, derfor skal du bruge 3 vandkander. Så er planten grundvandet, det vil sige, at det ikke kun er vandet på overfladen.

- Derefter kan du vente med at vande, til du igen kan stikke fingeren i jorden og mærke, at der skal mere fugt til jorden, hvis ikke planten skal udtørre, forklarer gartner Ilse Christensen.

Plant flere jordbærsorter

Har du plads, foreslår hun, at du planter flere forskellige slags jordbærsorter, så du har til hele jordbærsæsonen.

- Der findes både tidlige og sene sorter. Derfor kan det være en god idé, at blande sine sorter, så man køber et par håndfulde hver af tre forskellige sorter, der bærer frugt på forskellige tidspunkter i sæsonen, siger Ilse Christensen.

Vælg f.eks. Dybdahl og Honeoye

I ”gamle dage” var Dybdahl den sort, der var på alles læber. I dag findes der et hav af nye, som er velegnede til havebrug.

- En tidlig meget populær sort er Honeoye. Den er meget modstandsdygtig og har en syrlig lidt sur smag og kan normalt høstes i haverne fra midt i juni. I år er vi dog 14 dage forsinket, men man kan fremskynde sæsonen ved at lægge fiberdug over planterne. Det kan beskytte dem mod den nattefrost, vi i år har haft ind til for ganske nylig.

- Men med dage med varmt vejr, skal man huske at tage fiberdugen af, så der ikke opstår fugt og mug på planterne. Og så snart der findes blomster, skal man helt tage fiberdugen af, forklarer Ole Scharff.

Bestøvning giver flotte jordbær

- Blomsterne skal bestøves af honning- og humlebier eller fluer og myg, der naturligt kommer i haven. Jo flere gange jordbærret er blevet bestøvet, jo større og mere velformet vil det være, forklarer Ole Scharff.

Jordbær til midt på sæsonen

Vil du forlænge jordbærsæsonen, er sorter som Korona og Polka et godt bud.

- Både Korona og Polka er hårdføre planter med pænt udbytte, men man kan også vælge sorter, der bærer lidt i hele sæsonen. Det kunne f.eks. være Florin, Ostara eller Evie, der er remonterende planter. De er dekorative og hyggelige at gå og kigge på i hele sommerhalvåret, fortæller Ilse Christensen.

Løbende lugning af jordbær er nødvendigt

Det ser dog kun pænt ud, hvis bedet bliver luget.

- Specielt med nyplantede jordbær er det nødvendigt at luge ofte. Ellers får planten ikke luft og lys nok. Hvis du vil lette arbejdet lidt, kan du plante dem i et højbed. Her vil der være mindre ukrudt, og du vil samtidig skåne ryggen, foreslår Ilse Christensen.

Hun foreslår desuden, at jordbærplanterne bliver udskiftet hvert 3.-4. år.

- Det giver næsten sig selv. Når man kan se, de ikke bærer mere, bør planterne udskiftes.

Læs mere om