9 råd, der gør din pasta helt perfekt

Pasta skal ikke klumpe sammen på din tallerken som en klistret grød, og den skal ikke begraves i søer af tomatsovs. Læs her, hvordan du behandler pastaen på den helt rigtige måde.
pasta med tomatsovs i tallerken

Nej, nej, hæld ikke et par dråber olie i kogevandet, og skyl ikke din pasta i koldt vand. Sådan ville en italiener aldrig gøre.

Fyld koldt vand i en stor, stor gryde 

Kasserollen til blødkogte æg skal du gemme til netop æggene. Den duer nemlig ikke til pasta. Du skal have køkkenets store gryde frem og fylde den med vand. Der skal være mindst 1 liter vand for hver 100 gram pasta.

Beregn pasta-mængden

Kog ikke for meget pasta, og kog ikke til flere dage. Pasta smager mindre godt, når det varmes op dagen derpå. Den rette mængde er cirka 125 gram til hver person.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vandet skal bulderkoge

Bring vandet i kog, brug låg, mens det koger op, så går det hurtigere. Vandet skal bulderkoge, og så skal låget af igen.

Hæld al pastaen i på én gang og rør hurtigt rundt. Hold øje med, at vandet hele tiden koger, til pastaen er færdig.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvis pastaen klistrer, når du koger den, er det fordi:

  • Gryden er for lille
  • Der er for lidt vand i gryden
  • Vandet koger ikke hele vejen igennem tilberedningen

Rør igen, hvis pastaen begynder at kliste eller lægge sig på bunden af gryden. 

Tilsæt salt, når du koger pasta

Der skal salt i pastavandet. Det giver pastaen smag, og det er vigtigt, at selve pastaen og ikke bare fyldet har smag.

For en italiener er pastaen mere interessant end den sovs eller det fyld, den bliver serveret med. Der skal bruges 10 gram groft køkkensalt for hver liter vand eller en cirka en håndfuld, hvis der for eksempel er 5 liter vand i gryden.

Ikke olie i kogevandet, tak

Der skal ikke olie i kogevandet. En italiener ville aldrig bruge det. Olie hæmmer kun kogevandet i at bulderkoge på den rigtige måde, og kogning er alfa og omega for den rette tilberedning af pasta.

Test pastaen flere gange, mens den koger

Regn ikke slavisk med den kogetid, der står på pastapakken. Test pastaen, og smag på den flere gange undervejs.

Brug en gaffel til at fiske et stykke pasta op, og lad det afkøle en anelse, før du smager. Du har måske hørt, at italienerne siger, at pastaen skal være al dente. Det kan oversættes: Til tanden.

I praksis betyder det, at når du bider i pastaen, skal du fornemme en hård kerne i midten. På den anden side må der ikke være rester af melsmag i den.

Lige præcis når den balancerer mellem hård kerne og ingen melsmag er der, er pastaen klar. Cirkatider på færdigkogt pasta er 2-3 minutter, når pastaen er frisk og 5-7 minutter, når den er tørret.

Server straks, når pastaen er rygende varm

Pasta skal helst være så varm, at du er lige ved at brænde læberne på den. Pastakogning er derfor det sidste, du skal gøre, inden du spiser pastaen.

Bliver pastaen kold, begynder den at klistre. Skyl den endelig ikke i koldt vand, som mange gør, for at undgå klistret pasta.

Klistring skal i stedet undgås ved at koge pasta i rigeligt vand, ved høj varme og ved at servere pastaen straks.

Brug kun koldt vand, hvis pastaen skal serveres koldt i en pastasalat.

Bland pasta med sovs eller fyld

Vi danskere er tilbøjelige til at sætte en gryde med pasta og en gryde med sovs på bordet, og så blander man selv pasta og sovs på sin tallerken.

Prøv at gøre som italienerne, de blander sovs og pasta direkte på et fladt fad, og server straks.

Husk at spare lidt på sovsen. Det er en misforståelse at begrave pasta i en masse sovs. Tværtimod fungerer sovs i Italien som det lille krydderi, der kun lige lægger sig om pastaen.

Kilde: Danitalia.dk, madanmelder og halvt italiener Andreas Harder m.fl.