Kan du spise dit ukrudt?

Ukrudt som skvalderkål, mælkebøtter og brændenælder kan spises.

Du behøver ikke smide alt ukrudt væk. Både mælkebøtter og skvalderkål kan bruges i en salat, mens du også kan lave brændenældesuppe.

Spis dit ukrudt

  • Skvalderkål er en dejlig grøntsag, så du kan prøve at spise dig ud af dit ukrudtsproblem. De friske, sprøde skvalderkålsskud smager lidt af gulerod og peber. Skvalderkål kan bruges som krydderurt og i alle retter, hvor man ellers ville bruge spinat. Skvalderkålen kommer frem i begyndelsen af april, og kan plukkes helt frem til september måned. De friske skud er fulde af vitaminer.
  • De gule mælkebøtter er en meget almindelig ukrudtsplante i græsplænen. Mælkebøtteblade er gode i salater og andre retter, hvor det passer med bladenes lidt bitre smag. Ristede mælkebøtterødder har desuden været brugt i kaffeerstatning ligesom cikorieplanten. Pas på saften fra stænglerne, der kan give brune pletter på huden og tøjet, når den tørrer ind.
  • Brændenælder kan bruges til brændenældesuppe og tilberedes på samme måde som spinat. Hvis du brækker stilkene af lige over jorden, kan du plukke nælderne uden at brænde dig. Men brug havehandsker for en sikkerhedsskyld. Lægges brændenælderne i lunkent vand en halv times tid, brænder de næsten ikke bagefter.

Kilde: Haveselskabet

Læs mere om