Kend din and – se, hvordan den konventionelle, fritgående og økologiske and har levet

Er forvirringen total, når du står med hovedet nede i køledisken og skal vælge, hvilken and der skal på julebordet eller bordet til Mortensaften? Samvirke gør dig klogere på forskellen mellem konventionelle ænder, fritgående og økologiske ænder og de forskellige anderacer.
Ænder på græs

Køledisken bugner med ænder, men der er stor forskel på, hvor meget plads ænderne har haft i deres liv, og hvor hurtigt de er blevet slagtet.

En and er ikke bare en and 

I køledisken kan du finde flere forskellige anderacer, og de forskellige racer kan være opdrættet på forskellige måder. Det kan gøre selv den mest bevidste forbruger forvirret.

Samvirke giver dig her et overblik, som forhåbentlig kan gøre dig klogere og være til hjælp, når du skal vælge anden til julemiddagen eller til Mortensaften. 

Den almindelige pekingand og den kødfulde berberiand

Pekinganden er sammen med Berberianden nok de mest almindelige andetyper i vores kølediske herhjemme. Pekinganden kendes også som den almindelige landand, og den nedstammer fra den vilde gråand.

Pekinganden er en svømmefugl, hvilket er medvirkende til, at den har større fedtdepoter end eksempelvis berberianden. Af samme grund må der påregnes et lidt større svind, når man tilbereder en pekingand.

Moskusand

Moskusanden stammer fra Sydamerika og har meget smagfuldt kød. En tam moskusand kaldes forberberiand.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Berberiand - er saftig og smagfuld

Berberianden er en tam moskusand og stammer fra et varmere klima end pekinganden, hvorfor den ikke har det samme behov for store fedtdepoter. Den har således et relativt lavt fedtindhold, når man har skåret det synlige fedt væk.

Beberiandens kød er saftigt og smagfuldt, og det er primært fra berberiænder, at forarbejdede varer med andekød stammer, da det er en stor and og den dermed giver det bedste udbytte. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Moulardand – krydsning mellem pekingand og berberiand

Moulardanden er en anden andetype, man kan støde på i kølediskene. Moulardanden er simpelthen bare en krydsning af pekinganden og beberianden.

Sådan har ænderne levet

Konventionel and 

  • Adgang til det fri: Nej, typisk ikke.
  • Plads inde: Intet krav.
  • Plads ude: Intet krav.
  • Slagtealder: Intet krav.
  • Foder: Intet krav.

Skrabeand

  • Adgang til det fri: Nej, typisk ikke.
  • Plads inde: 25 kilo and pr. kvadratmeter.
  • Plads ude: Nej, typisk ingen adgang.
  • Slagtealder: Pekingand 49 dage, berberihunand 70 dage, berberihanand 84 dage, moulard 65 dage.
  • Foder: Nej, ingen krav. 

Fritgående and

  • Adgang til det fri: Ja.
  • Plads inde: 25 kilo and pr. kvadratmeter ligesom skrabeænder.
  • Plads ude: 2 kvadratmeter udeareal pr. and. 
  • Slagtealder: Samme som skrabeand. 49-84 dage, alt efter racen. 
  • Foder: Mindst 70 procent korn i sidste halvdel af andens levetid.

Frilandsand

  • Frilandsænder skal være af en langsomtvoksende race. 
  • Adgang til det fri: Ja.
  • Plads inde: Hanner og moulardænder: maks. 8 ænder eller 35 kilo pr. kvadratmeter. For hunner maks. 10 ænder eller 25 kilo pr. kvadratmeter.
  • Plads ude: Mindst 2 kvadratmeter pr. and, dog mindst 3 kvadratmeter pr. moulardand.
  • Slagtealder: Samme som fritgående ænder, dog skal moulardænder være mindst 92 dage. 
  • Foder: Mindst 70 procent korn i sidste halvdel af andens levetid.
  • Herudover skal der, hvis ænderne karakteriseres som frilandsænder med ”fuld frihed”, ingen hegn være om andegården samt meget mere plads pr. and.  

Økologiske ænder

  • Adgang til det fri: Ja.
  • Plads inde: Maksimalt 10 ænder eller 21 kilo pr. kvadratmeter. Hvis ænderne er i mobile huse, må der maksimalt være 16 ænder eller 30 kilo pr. kvadratmeter indendørsareal. 
  • Plads ude: Mindst 4 kvadratmeter pr. and, dog kan arealet være 2,5 kvadratmeter, hvis ænderne går i mobile huse. 
  • Slagtealder: Samme som fritgående ænder, dog skal moulardænder være mindst 92 dage.
  • Foder: Skal være økologisk, og der skal være adgang til grovfoder. Herudover skal der anvendes en langsomt voksende race, hvis slagtealderen er lavere end de opstillede krav.