Læserbreve - Hvor er det danske kød?

1. januar 2008

Josefina Midjord og Jens-Ole Dam:

Vi læser med glæde Samvirke, dog december 2007: Chefredaktør Flemming Jørgensen skriver som overskrift på side 3: Køb dansk kød.

Vi ønsker ikke at købe andet end dansk kød, men, Flemming Jørgensen, ta' med på indkøb, næste gang din familie skal købe kød.

I vores lokale Kvickly har vi mange gange kikket samtlige kødpakker igennem for at finde DANSK kød, det meste er desværre fra Brasilien (og naturligvis Australien). Hvor har vi ofte forladt butikken UDEN at købe kød (vi har aldrig haft ønske om at købe kød fra Brasilien) - nogle gange kører vi så 15 kilometer til SuperBrugsen, her kan vi tit være heldige at finde godt dansk oksekød, men desværre må vi oftest gå til det lille lokale slagteri/butik for at få opfyldt vores kødønsker, naturligvis må vi »lægge flere penge på disken«, men vi vil under ingen omstændigheder købe kød fra Brasilien.

Vi undrer os bare over, hvorfor vi ikke kan købe dansk kød i Kvickly, og vil naturligvis gerne have svar på dette, og så oplever vi naturligvis Flemming Jørgensens overskrift som en stor hån, samtidig med at Samvirke bringer tre sider om samme kedelige emne. Vi så gerne, at Coop lever op til den viden, som jo findes om kød fra Brasilien.

 

SVAR fra Flemming Jørgensen, chefredaktør:

Det er desværre rigtigt, at dansk kød i hvert fald, når det gælder oksekød kan være svært at få fat på i danske supermarkeder og varehuse, herunder også i Coop Danmarks. Da supermarkeder og varehuse som udgangspunkt har de varer på hylderne, som de indkøbsansvarlige forventer kan sælges, er det vigtigt, at kunderne giver udtryk for, hvilke varer de ønsker. Akkurat som I nu gør med jeres henvendelse, og som I har gjort i jeres Kvickly.

 

I forbindelse med Samvirkes artikler har jeg været i kontakt med flere ledende medarbejdere i Coop Danmark, og jeg forstår, at Kvickly og de øvrige Coop-ejede kæder køber udenlandsk oksekød, fordi det ikke er muligt at købe dansk oksekød i god kvalitet i tilstrækkelige mængder. Meget dansk oksekød stammer fra malkekvæg, fordi for få danske landbrug satser på kødkvæg. Dette gælder desværre også for økologisk kød.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

LÆS SENESTE SAMVIRKE