Samvirke samvirke@fdb.dk

Kærlighedens tyranni

Ingen kan rigtig finde ud af, hvad den er for en størrelse. Kærligheden. Nogle mener ikke at kunne leve uden den, andre ikke med den
Af Jens Kerte | 1. august 2005

Alle jagter kærligheden. Speed-dating er eksplosivt populært blandt de unge, smarte og rappe. Ved et enkelt caféarrangement får deltagerne over en snes muligheder for at møde den eneste ene. Tre minutter til hvert stævnemøde.

Men kærligheden er som et vildt dyr, som river og flår, når man bare vil lege med det. Kærligheden kan også være svær at spotte, for der er total forvirring om, hvordan den ser ud. Et græsk ordsprog siger, at »kærlighed kræver fornuft og ydmyghed, harens bløde spring og ørnens hurtighed.«

For nogle er kærlighed »et bur med tremmer af lykke,« mens den for franskmændene rummer »livets største glæde og livets største sorg.« »All you need is love,« synger The Beatles i gruppens evergreen af samme navn. Andre siger, at »kærligheden er en tyran, som ikke skåner nogen.«

Blandt et halvt hundrede opslagsord i Aschehougs store citatbog er de 22 sider i afsnittet »Om kærlighed« i omfang kun overgået af kapitlet »Om arbejde og forretninger« og skarpt forfulgt af sentenserne »Om penge.«

Meningerne stritter i alle retninger, men alle er enige om, at kærligheden er ekstremt vanskelig. Nu om dage bliver vi gift og skilt som aldrig før. I løbet af de seneste ti år er antallet af vielser steget med næsten ti procent til 35.000 om året. Også det tilsvarende antal skilsmisser på 15.000 er rekordhøjt.

Kærligheden er så besværlig, at Suzanne Brøgger allerede under ungdomsoprøret for over 30 år siden skrev en selvbiografisk bestseller med titlen og budskabet Fri os fra kærligheden. Kunstneren mente som ungt menneske, at kærligheden var undertrykkende og stod hende og hendes jævnaldrende i vejen for et frit, afvekslende og eksperimenterende sexliv.

»Der findes en flig af galskab i al kærlighed,« sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche i 1800-tallet. Men den holder ikke længere set med den moderne videnskabs øjne. Nu skelner eksperterne skarpt mellem forelskelse og kærlighed. Det er de forelskede, der bevæger sig på randen af et nervøst sammenbrud. Parterne i et længerevarende kærlighedsforhold er bare snusfornuftige på grænsen til det kedsommelige.

 

FORELSKELSENS KULLER.

Både forelskelsen og kærligheden har hjemme i hjernen og ikke i hjertet, som digterne ellers mener. De vil så gerne rime hjerte på smerte.

 

Dybt inde bag kraniet i den mest primitive del af hjernen, den såkaldte krybdyrhjerne, har forelskelsen til huse, mens kærligheden bl.a. bor i nærheden af hjernebarken, centret for fornuft.

De vanvittigt forelskede bliver belønnet med signalstoffet dopamin, som suser rundt i den primitive del af hovedet og gør parterne kulrede med mentale op- og nedture. Tilstanden minder om at være på stoffer, og både mænd og kvinder kan på det nærmeste blive afhængige af forelskelse. Af samme årsag skifter nogle partnere i ét væk. Det har bl.a. den amerikanske antropolog Helen Fisher fra Rutgers University, New Jersey, beskrevet i sin seneste bog, Why we love.

Andre forsøg viser, at det især er hormonet vasopressin, der er på spil i længerevarende, monogame forhold, hvor forbindelsen i stedet for hed sex i en kortere periode mere drejer sig om samliv, tryghed og yngelpleje i det lange, seje træk. Altså dyb, varm kærlighed, når kemien er i orden. Amerikaneren mener, at kærlighed i form af gensidig respekt og afhængighed kan læres med årene. En forudgående, hidsig forelskelse er ikke nødvendig.

Lignende tanker lancerede den italienske sociolog og filosof Francesco Alberoni allerede i 1980'erne i sin bestsellertrilogi om kærlighed, venskab og erotik.

Han mener, at »forelskelsen udspringer af en depressiv overbelastning, som igen skyldes manglende mulighed for at finde noget af værdi i den daglige tilværelse.«

Både den realiserede forelskelse og den romantiske kærlighed er en ukendt størrelse mange steder på Jorden, hvor ægteskaber i Afrika, Mellemøsten og Asien ofte er arrangeret af forældrene uden om de to involverede unge.

Pardannelsen mand/kvinde betragtes som en slags fusion af to familier ud fra økonomiske og andre praktiske hensyn.

Sådan foregik det også i Europa langt op i historien. Forestillingen om den romantiske kærlighed optrådte første gang for kun 800 år siden. Og da kun i litteraturen.

Især Bibelen har godt nok endnu længere leveret saftige historier side op og side ned om både kærlighed og sex. Men på den ene side drejer det sig om Guds kærlighed og på den anden om synd, fortabelse og forbandelser.

 

FARLIGE FORBINDELSER.

Ordbøgerne definerer kærlighed som »en dyb følelse af at holde af nogen eller noget.«

 

Når den opfattelse bliver pisket op med erotisk begær på tværs af familiære bånd, sociale skel og religiøse forskelle, har vi balladen.

Opfindelsen af den romantiske kærlighed daterer sig til 11-1200-tallet med beretningerne om Tristan og Isolde og deres ulykkelige alliance. Det var i tiden efter korstogene, da trubadurerne i Provence begyndte at kvæde om dengang, kong Mark sendte sin nevø, Tristan, til Irland for at hente monarkens unge brud, Isolde. Ulykkeligvis forelskede de to unge sig i hinanden på tilbagerejsen.

Den forbudte kærlighed blev ikke mindre spændende af, at Isolde artigt giftede sig med kongen, mens hun i det skjulte fortsat dyrkede Tristan. Den farlige forbindelse sluttede, da de to unge på forskellig vis omkom som følge af deres kærlighed.

Tragedien om den umulige kærlighed er siden blevet genbrugt i et utal af andre beretninger, lige fra Shakespeares Romeo og Julie til ugens novelle i Romanbladet.

Adskillige malere og billedhuggere har også forsøgt at fastholde nogle af kærlighedens utallige udtryk. Der er f.eks. Rodins Kysset, Edvard Munchs Jalousi og Gustav Klimts Kærlighed, alle hovedværker i den internationale kunsthistorie fra slutningen af 1800-tallet.

Sidstnævnte maleri viser en ganske ung og tilsyneladende meget uskyldig kvinde af det bedre borgerskab i færd med at hengive sig til en noget ældre og mere erfaren herre, angiveligt en sigøjner.

Mennesket har tilsyneladende en svaghed for den håbløse kærlighed. Det fastslog hofpræsten Andreas Kapellanus allerede i den tidlige middelalder i en håndbog om lægemidler mod kærlighed: »Hvis kærligheden er let at opnå, har den ringe værdi. Vanskeligheder gør den kostbar.«

Alligevel ender historien ikke altid ulykkeligt. Det er historien om adelskvinden Marie Grubbe et bevis på.

Hun blev i 1600-tallet først tvangsgiftet med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Ægteskabet holdt ikke. Derefter stod hun ligeledes på familiens foranledning brud med adelsmanden Palle Dyre. Den gik heller ikke. Men så kastede hun sig af egen fri vilje i armene på den en del yngre kusk og senere færgemand Søren Sørensen Møller: På trods af den sociale deroute blev det lykken for den selvstændige kvinde. Lige indtil ægtemanden i en brandert skød en skipper og blev sendt på livsvarigt strafarbejde.

Ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon var Marie Grubbe »en viljestærk og egensindig kvinde, der insisterede på kærlighedens ret og var villig til at betale dens pris.«

Hendes livs drama har da også inspireret flere danske forfattere til diverse romaner, historier og fortællinger samt en opera. Lige fra Ludvig Holberg, Steen Steensen Blicher og J.P. Jacobsen til Sven Lange og Juliane Preisler.

Også H.C. Andersen skriver med beundring om Marie Grubbe i eventyret Hønse-Grethes familie, selv om den evige ungkarl mente, at »det er med kærlighed som med skildpadde. De fleste kender den kun forloren.«

Den dom faldt dog lang tid inden, kong Edward den 8. af England i 1936 opgav hele sit kongerige efter mindre end et år på tronen for at få papir på sin elskede, Wallis Simpson.

Hun var både amerikaner og fraskilt to gange, så hende ville hverken den anglikanske kirke eller det britiske parlament vide af ved kongens side.

Men det ville Edward, så han sagde sin royale stilling op for at følge sit hjerte. Eller sin hjerne, som videnskaben mener. I hvert fald giftede han sig efter abdikationen med sin Wallis, og parret bosatte sig i Frankrig, hvor de to levede lykkeligt til deres dages ende.

 

EN SEKUNDÆR FØLELSE.

»At elske er at håbe,« proklamerede den britiske forfatter Anna Barbauld, da kærlighedsdigterne for alvor gjorde deres entre på romantikkens litterære scene i Europa for 200 år siden.

 

Kærligheden og håbet udgør stadig to centrale følelser i de fleste moderne menneskers indre liv. Men det var de første kristne, der allerede kort efter korsfæstelsen af Jesus placerede budskaberne om både tro, håb og kærlighed centralt i deres forkyndelse.

Alle tre følelser skal ifølge Bibelen især rettes mod Gud, men Jesus tilføjede kærligheden og medfølelsen et menneskeligt ansigt. I Det ny testamente slår apostlen Paulus fast: »Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.« Det er fordi, kærligheden ifølge kristendomm en findes i alle gode egenskaber.

Ikke desto mindre placerer adskillige af vor tids adfærdspsykologer kærlighed i skuffen med såkaldt sekundære følelser. Dér er de i selskab med følelser som bl.a. stolthed, skadefryd og lykke, der har det tilfælles, at de betragtes som blandinger af de medfødte primære følelser.

Blandt de primære følelser findes følelser som vrede, glæde, bedrøvelse m.fl.

I kraft af sin sekundære placering som blandingsfølelse af hengivenhed, respekt, ømhed, beundring og mere til - foruden det dér udefinerlige - findes der mange forskellige former for kærlighed, som da også betragtes som navnet for de tusinde følelser.

Kærlighed knytter de fysisk elskende sammen, men der findes også kærlighed til familien, vennerne, sandheden, partiet, kæledyret og sporten foruden Gud, konge og fædreland og meget, meget mere.

»Hvad er kærlighed mod en bøf med løg?« spurgte den britiske dramatiker, kritiker og samfundsdebattør George Bernard Shaw.

Men kom ikke og sig til en nybagt mor, at hendes moderkærlighed er en sekundær følelse.

»Hvis kærligheden er en illusion, så til helvede med virkeligheden.« Elsa Gress

»Man siger, at kærligheden ikke har grænser, men netop grænserne er det interessante.« Jean-Luc Godard

»Kærlighed er det puds, man har spillet os for at sikre slægternes beståen.« W. Somerset Maugham

»Det eneste, vi aldrig får nok af, er kærlighed. Og det eneste, vi aldrig giver nok af, er kærlighed.« Henry Miller

»Kærlighed sejrer over alt, undtagen fattigdom og tandpine.« Mae West

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hjem for sømænd og cyklister

På Thyborøn Sømandshjem må man gerne komme ned til middagsmaden i strømpesokker
Af Lise Mortensen Høy | 1. august 2005

»Syn's du selv, at den her sovs hænger ved kartoflerne? « er et typisk spørgsmål, hvis den brune sovs på Thyborøn Sømandshjem ikke flyder tykt nok.

»Her er kontant afregning, og det kan jeg altså godt lide. Når sætningen starter med »syn's du selv,« er der helt sikker noget galt. Men de siger også, når maden smager godt,« griner Malene Toft, der i en alder af 29 år allerede har kunnet kalde sig bestyrer af Thyborøn Sømandshjem i tre år.

Madmor, sjælesørger, mor, hotelvært - og hende, der sørger for, at sovsen og det hele hænger sammen, beskriver meget godt Malenes funktioner på stedet.

»Sømandshjemmet er jo netop et hjem. Både for mig og for fiskerne. Vi har ti værelser til fastboende fiskere, og der bor både fiskere med fast adresse og nogle, der er her i en periode, mens de fisker fra Thyborøn.«

 

FORMIDDAGSHYGGE.

Mellem ni og ti om formiddagen kommer alle forbi for at drikke kaffe og blive opdateret med de seneste nyheder fra Thyborøn.

 

Her sidder Verner, der er godt oppe i 70'erne. Ved siden af ham sidder Niels Christian, der også er fast ved kaffen, begge er kommet på Sømandshjemmet siden midt i 1940'erne.

Fritz ved den anden side af bordet har halvpart i en større fiskekutter, men fiskekvoterne forhindrer ham i at sejle ud i dag - trods det gode vejr.

»Der er snart så mange sild, at vi kan gå på vandet. Men vi må ikke fange dem,« siger han og byder Malene en cigaret med et lunt smil.

Bifangster, kvoter og den nye formand for fiskeriforeningen bliver lige vendt rundt om bordet.

Malene slår sig ned med sin formiddagskaffe, og Hans på 85 fortæller endnu engang om den gang, han sagde til fiskeriministeren, at hun bare skulle læse Bibelen.

»Havet er uudtømmeligt, står der skrevet. Så de skal bare lade os fiske, det vi vil« Snakken går livligt i et par timer, mens fiskere kommer og går.

»Hvis der er nogen, der siger, at mænd ikke sladrer - så kan jeg i hvert fald fortælle noget andet,« siger Malene Toft.

 

MORS MAD.

Da kaffen er drukket, går Niels Christian og Verner ud i køkkenet og skræller kartoflerne til de mellem 30 og 50 fiskere, der forventes til aftensmad på Sømandshjemmet. Det er østkystfiskerne, der ligger herude i Thyborøn for tiden, mange i mindre kuttere med kun én mand om bord. De spiser og holder deres aftener i Sømandshjemmets dagligstue og går kun nødtvungent hjem ved lukketid klokken 23.

 

Øl og spiritus findes ikke på menukortet, dog serveres light øl og superlight øl.

Listen over dagens ret lyder på stegt flæsk med persillesovs, hakkebøf med bløde løg, frikadeller med stuvet hvidkål - boller i karry er den eneste ret med ris, men det viser sig, at den også bliver serveret med kartofler.

Ti kartofler per mand regner de to kartoffelskrællere med.

»De er sultne, når de har været på havet hele dagen.«

Deres begrundelse for det frivillige arbejde kommer uden tøven:

»Vi vil gerne hjælpe Sømandshjemmet, og vi vil også gerne hjælpe Malene. Hvis der ikke er et Sømandshjem, jager man jo de unge ud på restauranter og værtshuse, og så kommer de til at drikke for meget øl.«

Da Sømandshjemmet for fem år siden skrantede og var ved at lukke, trådte begge til sammen med deres koner. I alt er de fire pensionistpar, der skiftes til at passe Sømandshjemmet i weekenderne, hvad der blandt andet indebærer aftensmad til mellem 30 og 50 sultne fiskere.

»Hvis der er meget a la carte i restauranten, ringer vi efter Malene.«

Malene er med alle steder. Der er selvfølgelig det overordnede ansvar for, at det hele kører, og at de syv ansatte har det godt. Men det er også Malene, der har ansvaret for maden.

»Det er jeg rigtig glad for, for jeg elsker at lave mad.«

Maden er mors mad; den er sådan »hjemlig«, siger fiskerne.

Og det er der meget andet, der er. Når rejsemontørerne flytter ind, kommer de tit og spørger Malene, om det er i orden, at de kommer ned og spiser i strømpesokker - for det virker ligesom mere hyggeligt.

En del af de fastboende betaler for fuld kost, og de har fri adgang i køkkenet.

»De kommer bare ud og ser, hvad der er i gryderne eller smører sig en mad om aftenen. Ellers er det jo ikke deres hjem,« siger Malene.

»Når jeg har travlt, bliver de lige sat til at røre i sovsen eller passe panden, og de spiser lige så tit sammen med os ude i køkkenet. Det er ufatteligt så mange, vi kan sidde rundt om vores lille bord herude.«

Det er også Malene, der lægger øre og skulder til, når nogen har problemer. Nogle gange må hun også have den store pegefinger frem og sige: »Hallo - drikker du ikke for meget,« og enkelte gange må hun bortvise en, der ikke betaler regningen.

Normalt er Malenes lejlighed på førstesalen privat område, men hvis en af hendes fiskere banker på, og hun kan se, han har det rigtig skidt, ja, så kommer han ind til en god snak.

»Det her bliver aldrig et 37 timers job, men jeg er her jo, fordi jeg kan lide det. Og jeg vidste, hvad jeg gik ind til, for jeg er næsten vokset op hos min moster og onkel på Sømandshjemmet i Hvide Sande. Selvfølgelig skal jeg sætte en grænse, men når det er alvorligt, er jeg der,« siger Malene:

»Faktisk er jeg uddannet pædagog, og det er sikkert meget godt.«

 

FÆLLES JUL.

Da Malene fik jobbet som bestyrer, flyttede hun ind i tjenesteboligen, og da hun bor alene, sidder hun tit og hygger sig med de andre i Sømandshjemmets dagligstue om aftenen. Jul og nytår fejrer hun sammen med sine fiskere, det er en del af jobbet.

 

»Alle hjælper, og det er rigtig hyggeligt. Jeg holder også jul for min mor og min bror, så det er sådan set mine traditioner og min jul, vi holder. Sidste år var vi 13 juleaften.«

Sømandsmissionen har kredse af damer landet rundt, der strikker eller køber julegaver til alle på sømandshjemmene, og gaverne indeholder et personligt brev fra giveren - med svaradresse.

»Der sidder tit én og kniber en tåre, når han åbner pakken. Og de fleste sender et brev tilbage og siger tak.«

 

FAKTA


Der er sømandshjem i København, Fredericia, Århus, Aalborg, Østerby, Frederikshavn, Skagen, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande. Sømandshjemmene er selvstændige enheder, der driftsmæssigt skal løbe rundt. Indenlandsk Sømandsmission er en paraplyorganisation, der står for større vedligeholdelsesopgaver mv. på hjemmene. Sømandsmissionen har tætte bånd til Indre Mission. Indenlandsk Sømandsmission blev stiftet i 1905.

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Vi skal redde den hjemmelavede mad, interview med kok og skribent Katrine Klinken

Katrine Klinken vil redde hverdagens måltid: Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag
Af Inger Abildgaard | 1. august 2005

Mad burde være enkelt, men mange kan ikke overvinde angsten for køkkenet

Mad hver dag burde være enkelt, alligevel er det åbenbart svært. »Det er svært at drive nogen i køkkenet,« siger kokken Katrine Klinken. Som en køkkengeneral er hun vant til at styre børn, når de erobrer køkkenet med knive, kar og kasseroller. Og mange børn på skoler og kurser vil lære at lave mad. Det er hendes erfaring, at vi alle har potentiale til at lave mad, men vi er lidt forskrækkede og angste for køkkenet, og det er en skam. Det hjemmelavede måltid skal reddes, før det er for sent, siger hun. Børn trænger til at lære at koge kartofler og kende ti æblesorter fra hinanden.

Katrine Klinken er uddannet kok hos bl.a. kokken Erwin Lauterbach, og hun er medlem af Det Gastronomiske Akademi.

Jeg kan ikke udholde synet af majskobler i maj

Selv har hun lavet mad, fra hun var 10 år. Hun havde fast maddag og børnenes Koge- og Bagebog som hjælp. Et værk, hun stadig har derhjemme.

»Det var en lægefamilie og meget almindeligt, men måltidet betød meget, og det var vigtigt at skaffe ordentlige råvarer. Det var rundt efter te og ost, hen til slagteren og om tirsdagen til fiskehandleren.

Jeg har altid vidst, at man ikke kan købe hvad som helst i den første butik. Og så var vi knyttet til et stort hus på Lolland med frugthave. Jeg lever et byliv nu, men har på rygmarven, hvad der kommer op af jorden, hvornår der er hindbær, hvordan man kobler med sæsonerne. Der er ikke så meget nyt i det, men det er vigtigere end nogensinde.«

Hun kan ikke holde synet ud af majskolber i maj. Midt i aspargessæsonen!

Det er hele den forfladigelse af fødevarerne, som heller ikke er nogen ny snak, medgiver hun. Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag.

Det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel

Jeg tror faktisk, det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel.« Mennesker er fremmede for jord, blod, lugte og det faktum, at nogle ting ikke lugter så godt, som de smager. Stærk ost, f.eks. Man kan godt kalde det fremmedgørelse, mener hun, og hvis vi er fremmede for råvarerne, er det ikke underligt, at nogle bliver nærmest angstfyldte og tilbageholdende i køkkenet. Katrine Klinken har sammenmed ligesindede planer om kogedemonstrationer på gadeplan med anvisninger på, hvad man f.eks. gør med en fennikel. At vise folk, at superduper og samtidig enkel mad kan laves i hverdagen af enhver husfar og husmor, men det kræver selvfølgelig lidt umage.

 

Der må da være nogen, der stadig kan finde ud af at hakke et løg

»Desværre appelleres der massivt til folks dovenskab,« hævder hun ærgerligt, og fremdrager fra sin taske under cafebordet et avistillæg fra Fødevareindustrien sendt ud med Berlingske Tidende i marts. Hovedindholdet kan læses på forsidens fede rubrik: »Vi vil have mad, der er nem, bekvem og lækker«.

 

De bekvemme løsninger appellerer til dovenskaben, også der, hvor det er så simpelt, at man ikke behøver hjælp. Vi får små skrubbede kartofler året rundt, færdig dressing, barbecuesovs, tzatziki. Der er så mange penge i den dovenskab.«

Man skal ikke male det sort. Vi får at vide hvert år, at madlavningen er for jævnt nedadgående. Man ser mønsteret på de hele kyllinger, der kun bliver lagt i kummerne op til weekenden, ellers er det parterede kyllinger hele ugen. Men der er trods altstadig mange uforarbejdede fødevarer i handelen som løg, kartofler og gulerødder, så nogle må der jo være, som stadig kan hakke et løg, mener hun.

 

Madlavning i skolekøkkenet strander nemt på uoverskueligt roderi, og det er ærgerligt

For den, der har set Katrine Klinken dirigere piger i femte klasse igennem projekter som creme brulée, falder tilnavnet generalen på plads. Hun forstår godt, at mange lærere og andre synes, at det er anstrengende at sætte det store apparat i gang i køkkenet, for når først man er gået i gang med råvarerne, venter også det kedelige. Det er ikke noget problem med voksne, de ved, at klokken halv fem skal man til at løbe stærkt, der venter en kæmpe opvask, og tiden er ikke til at sidde og hygge. Men madlavning i skolekøkkenet kan hurtigt strande på alt det roderi, og læreren må tænke på f.eks. skraldespandene, som ikke kan stå weekenden over.

 

»Man bliver træt af det, vil jeg gerne hilse og sige. Det kræver disciplin, ikke for disciplinens skyld, men for projektets skyld.«

»Børn kan lære utroligt meget, og hvis de prøver igen nogle gange, bliver det helt vidunderligt. Man har begyndelsen til et repertoire: Nu kan jeg lave min egen vanilleis eller lagkagebund. Succesoplevelser er altid motiverende, men hvis det kikser, og der bare er en stor opvask, så gider man ikke igen.«

Så let som ingenting kommer det ikke, heller ikke hos Katrine Klinken. Man skal gøre sig umage, og man »skal være over det«. Det siges, at japanerne er 10 år om at lære at koge ris. Og hvor lang tid tager det ikke at lære at bage et perfekt rugbrød eller bare at koge et æg?

Følg processen, det er kravet for en god håndværker i køkkenet

»Det giver ikke point i sofi stikerede sammenhænge, men når jeg koger spaghetti sammen med børn, så fisker vi en spaghetti op og prøver den efter først 8 så 10, 12 og 14 minutter. Hvornår er den kogt rigtigt? Man må være lidt på, som når man stikker i en kartoffel og følger processen. Det er kravet for en god håndværker. Det lærer man ikke med microbølgeovnen og popcornene på 90 sekunder.

Det er ikke sådan, man laver mad. At lave mad selv, det er lyst til at kaste sig ind i den madlavningsproces og sige: Nu er jeg her, det er hver eneste lille detalje, der har betydning og gør helheden stor. Men det er selvfølgelig min fascination.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Den store illusion

Trompe l´oeil-malerier udvisker grænsen mellem virkelighed og illusion
Af Tom Erik Kampman | 1. august 2005

Hvis man tager på sommerferie på Malta, kan man på naboøen Gozo opleve et mærkeligt optisk bedrag i hovedstaden Victoria, hvor byens stolthed, k ate d ra le n, l igger. Udef ra virker den ikke synderligt interessant. Det er indenfor, at man møder bedraget: For har katedralen en kuppel, eller har den ikke?

Kuplen skulle have været der, men pengene slap op under byggeriet. Beskueren kigger egentlig på et fladt loft, men får fornemmelsen af en tredimensionel oplevelse. Den sicilianske kunstner Antonino Manuele har skabt værket, og man kan stå længe med nakken tilbage, før det går op for én, at der er tale om et synsbedrag. Hvis man går ud til en af siderne, er det mere tydeligt, hvordan det er skabt.

Kirkens gæster er i virkeligheden ofre for et synsbedrag, et såkaldt trompe l´oeil. Betegnelsen er fransk og betyder »bedrager øjet«. Begrebet bruges om malerier, som er malet med det formål at få folk til for et kort øjeblik at tro, at det er en virkelig genstand, de står foran og ikke et maleri.

 

KAPPESTRID I SYNSBEDRAG.

Trompe l´oeil går helt tilbage til antikken, hvor den romerske forfatter Plinius den ældre fortæller om en kappestrid mellem to berømte malere fra antikkens Grækenland: Zeuxis og Parrhasios.

 

Zeuxis havde malet en vindrueklase, som var så naturtro, at fuglene fløj ned for at hakke i den. Det ville Parrhasios ikke have siddende på sig, så på sit billede malede han et forhæng. Da Zeuxis kom forbi for at se maleriet, bad Parrhasios ham om at trække forhænget til side, så han kunne se det. Og da gik det op for Zeuxis, at han også var offer for et synsbedrag.

En anden kendt historie er om den italienske maler og arkitekt Giotto (1267-1337). Som ung elev malede han en flue på et af sine portrætter. Fluen virkede så levende, at hans læremester Cimabue flere gange forsøgte at vifte den væk, før han fandt ud af, at den var en del af maleriet.

 

DEN TREDJE DIMENSION.

De almindelige flade billeder har to dimensioner: højde og bredde. Men som betragter af trompe l´oeil kan man opleve en tredje dimension, som strækker sig bagud eller indad.

 

Dybdeillusionen bliver skabt af de linier, der peger mod det såkaldte forsvindingspunkt, som er det sted, hvor de parallelle linjer tilsyneladende mødes i horisonten.

Det er den samme fornemmelse, vi har, når vi står på en jernbanebro og kigger på skinnerne. Selvom skinnerne løber parallelt, ser det ud, som om de mødes i horisonten. Men i virkeligheden har de den samme afstand til hinanden.

Reglerne for det kaldes lineært perspektiv og blev udviklet i 1400-talet, da man på et fladt lærred ville gengive de tre dimensioner, som det menneskelige øje opfatter: højde, bredde og længde.

Det var især de italienske renæssancekunstnere med deres rationelle tankegang, der brugte det lineære perspektiv i kunsten, og illusionen, som malerierne skabte, var et teatralsk virkemiddel med sin pompøse, symbolske fremstilling.

Et af det mest berømte værker er skabt af Andrea Mantegna (1431-1506). I det nordlige Italien har han malet loftet i hertugpaladset i Mantua, så hele rummet virker meget højere, end det i virkeligheden er. Når man kigger op, ser man en balkon, der synes at åbne sig mod himlen.

Den samme fornemmelse giver barokkunstneren Andrea Pozzos (1642-1709) loftsmaleri i Sankt Ignatiuskirken i Rom, der er malet i perioden fra 1691 til 1694. Maleriet forestiller Sankt Ignatius, som stiger til himmels på en sky båret af engle. Den virkelighedstro gengivelse spiller sammen med bygningen, og det er svært at se, hvor kirkens mure og søjler ender, og maleriet begynder.

I 1600-tallet satte krig og pest sine spor rundt om i Europa, og det betød en opblomstring for trompe l´oeil-maleriet.

Det store illusionsnummer spillede en stor rolle i baroktiden, hvor trompe l´oeil kunne bruges af enevælden til at iscenesætte sig selv og udviske alle tanker om krig og økonomiske problemer.

En af de kunstnere, som var en mester inden for det felt, var hollænderen Cornelius Gijsbrechts (ca. 1630-1675). Han var en af de såkaldte vandrekunstnere, som tog fra by til by og blev kendt for sine store illusionsnumre i form af trompe l´oeil-malerierne. I 1668 kaldte den danske konge Frederik III Gijsbrechts til København, hvor han blev hofmaler for ham og efterfølgeren Christian V.

Gijsbrechts´ billeder til de to danske konger indeholder symboler på magt, rigdom og udsyn. Samlingen af objekter, der er malet så naturtro, at du har lyst til at gribe ud efter dem, er med til at iscenesætte opfattelsen af den enevældige konge. Det er kongelige proklamationer, solkompas, trompeter, perlekæder og ægte persiske tæpper, der giver illusionen af storhed.

 

MALERIETS TOTALTEATER.

Gijsbrechts´ malerier har fællestegn med stilleben med sine arrangerede motiver og totale fravær af mennesker. Men i forhold til stilleben rummer trompe l´oeil en scenografi , der nærmest minder om totalteater. Grænserne for rumfornemmelsen og vores opfattelse af, hvad der er virkelighed og illusion, bliver sat på en prøve.

 

Mange af kunsterne leger med den kendsgerning, at vi i virkeligheden betragter et billede og lader maleriet handle om maleriet selv: den iscenesatte virkelighed.

Gijsbrechts´ Bagsiden af et indrammet maleri (1670) er et motiv, der i første omgang giver sig ud for at være virkelighed. Umiddelbart tror man, at det er et maleri med bagsiden vendt udad og har lyst at vende det om for at se, hvad der er på forsiden. Ved et nærmere eftersyn viser det sig, at man er blevet taget ved næsen, at man har troet på maleriets udsagn og forvekslet billede med virkelighed.

Kunstneren leger med vores opfattelsesevne og får os til at stille spørgsmålet: Hvad er et maleri i det hele taget?

 

DET UBEVIDSTE LAG.

Den belgiske surrealist René Magritte (1898-1967) stillede det meget mere kontant op i det 20. århundrede, da han med sit værk Ceci n'est pas une pipe (1929) konkluderede, at piben på hans billede ikke var en pibe, men et maleri af en pibe.

 

Som en del af surrealismen brugte René Magritte også trompe l´oeil til at udfordre betragteren og åbne for nye fortolkningsmuligheder. Men når Magritte ligesom Gijsbrecht laver et maleri med en samling naturtro effekter stillet op som et stilleben, er hans intention en anden end den, de danske kongers hofmaler havde.

Magritte bruger den tredimensionelle effekt til at bryde muren mellem det ubevidste og virkeligheden ned. De naturtro gengivelser handler om det, der foregår inde i vores hoveder og får os til at stille spørgsmålstegn ved virkeligheden og om den virkelige verden måske blot er en illusion, som vi har skabt i vores hoveder.

Det 20. århundredes surrealister adskiller sig derfor fra 1400-tallets renæssance-kunstnere, som ønskede at afbilde verden præcis, som den var.På trods af deres naturtro udtryk er Magrittes billeder i udgangspunktet en illusion, men deres tredimensionelle udtryk får beskueren til at finde flere skjulte lag inde bag det, man umiddelbart ser.

Med sin tredimensionelle og naturtro gengivelse virker trompe l´oeil på overfl aden som en del af virkeligheden. Men i kraft af at vores opfattelsesevne bliver sat på prøve, tvinger det beskueren ubevidst til at tænke på virkeligheden kontra illusionen.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Reklamer på spil

Produkter og reklamer i film og tv-serier er et velkendt og omdiskuteret fænomen. Nu rykker reklamerne ind i computerspil
Af Mogens Østergaard | 1. august 2005

Mørk nat og omringet af skudklare fjender. Helten har kun én mulighed tilbage, hvis han skal overleve. Øjeblikkelig at tilkalde solid forstærkning - med sin Sony Ericsson mobiltelefon.

Computerspil af i dag er kendetegnet ved flere ting. De er ofte vanvittigt intelligent lavet. Graden af realisme er meget høj. Spillene føles meget livagtige og indeholder gerne komplekse problemstillinger. Tit er spillene temmelig tidskrævende. Og så er de i øvrigt fyldt med reklamer af enhver slags.

Den typiske spiller er ikke længere kun et barn eller en teenager. Aldersgruppen mellem 18 - 35 år har også taget computerspillene til sig samtidig med, at de fravælger fjernsynet i stigende omfang, viser en undersøgelse fra det engelske firma Hive, der følger udviklingen i medievaner.

Efterspørgslen på computerspil er nu blevet så stor, at omsætningen på de nye spil ofte matcher indtjeningen på store og dyre spillefilm. Og den udvikling har reklamebranchen fået øje på. Til glæde for spilproducenterne.

 

MASSER AF REKLAMER.

Electronic Arts (EA) er verdens absolut største producent og distributør af computerspil.

 

EAs software dækker simpelt hen alt - lige fra spillekonsollerne hos Sony, Microsoft og Nintendo (PlayStation 2, XBox, Nintendo Gamecube mv.) til spil på almindelig computer.

Spillene er også verdens mest sælgende, og omfatter i flæng The Sims, som med over 56 millioner solgte eksemplarer er verdens mest solgte spil nogensinde. Det er titler som FIFA, Ringenes Herre, James Bond (Golden Eye), Harry Potter (Fangen fra Azkaban), Need For Speed - Underground 2, og Battlefield.

»Der er masser af reklamer - i alle vores spil. Og det er der en god grund til. I gennemsnit koster det hver gang ca. 70 millioner danske kroner at udvikle et spil. Reklameindtægterne bidrager i væsentligt omfang til finansieringen af vores spil,« siger Morten Nielsen, marketingdirektør i den danske afdeling af EA.

Størrelsen af reklameindtægterne er en velbevaret forretningshemmelighed. Konkurrencen i spilverdenen er hård.

Selv i spillet The Sims, som primært spilles af børn og meget unge, er der reklamer. Paradoksalt nok for også at øge spillets realisme.

»Spillet indeholder reklamer for blandt andet McDonald's, Pepsi og for Intel, som er storproducent af processorer til computere. Reklamerne er ikke spor skjulte. De er åbenlyse, men de »stikker ikke ud«, da de er godt integrerede i spillets omgivelser, for ellers ødelægges oplevelsen af spillet meget let,« siger marketingdirektør Morten Nielsen fra EA.

Eksemplerne på reklamer i spil er talrige. I James Bond-spillet Golden Eye reklameres der blandt andet for deodoranten Axe. Øvrige reklamer i spillene hos EA omfatter Coca-Cola, Adidas, Honda, Seven-up samt gængse produkter fra Colgate- Palmolive, Proctor &Gamble og AutoZone. Resten af spilbranchen har også set lyset.

Atari samarbejder med Nokia, Samsung og Powerade, og koncerner som Nestlé, Sprite, Puma, Motorola, Nike og Starbucks optræder i forskellige spil hos en række forskellige spilproducenter. Integreringen af reklamen i spillet sker ofte på en meget subtil måde. I Tom Clancy's Splinter Cell Pandora Tomorrow skal agenten bruge sin Sony Ericsson P900 mobiltelefon for at kunne komme videre til næste niveau. I spillet Worms 3D skal figuren drikke lidt af sin lille Red Bull-sodavand for at kunne hoppe højere op og dermed løse sin opgave.

Gennemslagskraften for reklamer i et computerspil er uhyre stor. En spiller udsættes for gentagen eksponering, hver gang der spilles. Mange computerspil kan spilles helt op mod halvt eller hundrede gange, førend de »brænder ud« og bliver uinteressante.

 

NUL ALKOHOL OG SEX.

Reklamer i computerspil er allerede nu en meget stor trend, og den bliver meget, meget større i fremtiden. Computerspil omsætter i dag næsten på højde med de dyre og storsælgende spillefilm. Efterspørgslen er uhyre stor, både hos børn og unge, men også i aldersgruppen 18-35 år.

 

»Spil er i dag et socialt fænomen. FIFA er for eksempel et typisk »vennespil«, som man spiller sammen med sin vennekreds. Det er et naturligt og helt integreret supplement i omgangen med hinanden. Man tager lige et spil, inden man går i byen fredag aften - eller før en kamp på tv. Og man kan jo samtidig spille mod andre hold online på nettet - over hele verden,« siger Morten Nielsen.

Visse reklamer siger EA dog nej til. Reklamer, der afspejler en klar politisk holdning, og reklamer for alkohol og sex. EAs reklamepolitik appellerer især til familier. Alle skal i princippet kunne tåle at se og høre reklamen.

»Vi reklamerer for eksempel ikke for Tuborg øl eller for andre alkoholprodukter. I øvrigt er Tuborg heller ikke selv interesseret i at reklamere, når børn bruger spillet,« siger Morten Nielsen.

 

SKJULTE REKLAMER ER FORBUDT.

Reklamer optræder altid på én af to måder. Skjult eller åbent.

 

»Skjulte reklamer vil sige, at forbrugeren ikke bliver opmærksom på, at der er tale om en reklame. Forbrugeren har samtidig heller ikke umiddelbart mulighed for at gennemskue, at der er tale om en reklame, for reklamen er meget snedigt integreret i omgivelserne. Skjulte reklamer er forbudt efter den danske markedsføringslov. Reklamer må ikke »gemme« sig, men skal derimod tydeligt vise, at de er reklamer,« siger jurist Birgitte Wested fra Forbrugerombudsmanden.

Børn er storforbrugere af computerspil. De starter meget tidligt, ofte længe før de når skolealderen.

Computerspillene har en central rolle i børns liv, og spillene er nøje tilpasset børnenes udviklingstrin.

»I forhold til børn skal virksomhederne udvise særlig varsomhed. Børn er i sagens natur ikke så udviklede som voksne og kan derfor ikke gennemskue tingene på samme måde, og så er børn i øvrigt modtagelige på et helt andet niveau. Derfor vil Forbrugerombudsmanden være langt mere tilbøjelig til at statuere, at der er tale om skjult reklame, hvis reklamen i et spil primært retter sig mod børn frem for mod de voksne,« siger jurist Birgitte Wested.

Selv om reklamerne i et spil ikke er skjult, men helt åbenbare, kan det ikke udelukkes, at der alligevel er et problem i forhold markedsføringsloven. Det gælder særligt ved spil, som først og fremmest retter sig mod børn og unge.

»Der vil imidlertid være tale om en konkret vurdering fra sag til sag. Hvis åbenbare reklamer, der er rettet direkte mod børn, tilstræber at påvirke spillerne massivt, vedvarende, ensidigt og påtrængende, vil reklamen kunne anses for at være i strid med markedsføringsloven. Endnu har vi ikke haft sager af den type, men det er jo nok kun et spørgsmål om tid,« siger Birgitte Wested.

 

REKLAMER VIRKER.

»Reklamer har mange niveauer. Lige fra, at man blot nøjes med at se dem og til, at man faktisk går en meget direkte forbindelse med dem, for eksempel som en del af handlingen i et computerspil. Og jo dybere relationen med reklamen er, jo bedre påvirker den - i al fald som udgangspunkt. Det gælder både for voksne og børn,« siger forsker i børn og reklame Ph.D. Lars Pynt Andersen fra Syddansk Universitet.

 

»For øjeblikket er der faktisk to sideløbende udviklinger i gang. Reklamerne er blevet meget intelligente og har med computerspillene fundet en uhyre effektiv platform. Samtidig er normalt udviklede børn allerede fra syvårs-alderen temmelig bevidste om, at de udsættes for reklamer. Visse 10-årige er i dag overraskende nok mere kvikke til at aflæse reklamers forsøg på markedsføring, end selv de fleste voksne og midaldrende er.

Reklamerne i computerspil har en tydelig og mærkbar effekt på spillerne, men til syvende og sidst handler det om, at forældre, lærere og venner påvirker børnene i langt højere grad, end reklamer gør. Forældre er imidlertid ikke altid bevidste omkring reklamerne i børnenes spil, og så kan det faktisk godt være et problem,« mener Lars Pynt Andersen.

»Reklamer i computerspil har stor gennemslagskraft. Mange spil spilles 100 gange, førend de bliver uinteressante«

 

FAKTA


I maj måned 2005 udsendte Forbrugerombudsmanden en vejledning om skjult reklame. Vejledningen kan fås på hjemmesiden www.forbrug.dk eller via www.fs.dk

 

Computerspil mærkes med anbefaling af alder og oplysning om indhold af vold, sex, narko, diskrimination, frygt og bandeord, men ikke med oplysning om eventuelt reklameindhold inde i spillet. Nærmere oplysning om mærkningens enkelte symboler og betydning fås via Medierådets hjemmeside www.medieraadet.dk, som indeholder talrige gode råd og oplysninger til forældre omkring overdrevent spilleri, spillestop før sengetid, længden af pauser m.m.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Ikke alene men ensom

Thomas Pedersen levede en hel barndom med en psykisk syg og dybt alkoholiseret mor og en far, der ikke havde det meget bedre. Først som 16-årig fik han hjælp.
Af Maria Rørbæk | 1. august 2005

Hjemme hos Thomas lugtede der altid.

Den hvide sofa i stuen var ikke længere hvid, men plettet af øl, hvidvin og tobak. I køkkenet stod gryder med gamle madrester.

Brændt medisterpølse eller indtørret brun sovs.

»Min mor var som regel fuld ved middags- eller eftermiddagstid. Så havde hun det med at dejse omkuld. Nogle gange nåede hun ind i seng, men tit faldt hun om i køkkenet eller i stuen. Så bar jeg hende ind i seng. Andre gange var hun på værtshus eller hos en kæreste,« fortæller han.

Den nu 27-årige Thomas Pedersen voksede op i Herlev uden for København.

Hans indre biograf spiller barndomsfilm fra boligkvarteret Hjortespring.

»Det var sådan nogle rigtige betonklodser. Der bor flere tusinde mennesker, tror jeg Dér boede jeg i en lejlighed sammen med min mor og min søster. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel. Hvorfor ved jeg ikke, for det er ikke noget, vi har talt om. Vi var for det meste hos min mor, men besøgte min far hver anden weekend, og når min mor blev indlagt på den lukkede. Hun var psykisk syg, maniodepressiv, og jeg mener, hun var indlagt omkring seks gange i løbet af min barndom.«

Selv om Thomas havde sin to år ældre søster, kunne han næsten lige så godt have været enebarn. »Vi levede i to parallelle verdener og havde ikke rigtigt noget med hinanden at gøre. Det er først efter, at vi er blevet voksne, at vi har fået et søskendeforhold. Min søster reagerede meget anderledes end mig. Hun var mere udadreagerende, mens jeg vendte det indad,« siger Thomas, der ikke har lyst til at fortælle mere om søsteren.

»Det er hendes liv. Jeg vil kun fortælle om mit liv.«

Toastbrød med ketchup

Når Thomas genkalder sig sin barndom, trænger én bestemt følelse stærkest igennem: Ensomhed.

»Senere i mit liv har jeg oplevet, at der kan være en samhørighedsfølelse mellem et barn og en voksen.

Engang da jeg var pædagogmedhjælper, var jeg for eksempel på tur med en lille gruppe børnehavebørn. Vi gik gennem en granplantage og fik pludselig øje på et lille rådyrkid. Alle ville røre ved det, men vi lod være, fordi det ikke ville være godt for kiddet. Bagefter mærkede jeg en helt speciel nærhed, når børnene talte om oplevelsen. Når de spurgte: »Thomas, kan du huske dengang, vi så det lille rådyr,« fik jeg en følelse af, at vi havde noget sammen. Den følelse har jeg aldrig nogensinde haft sammen med min mor eller min far.«

Thomas kan kun huske ganske få gange, hvor han har spist sammen med moderen.

»Nogle gange fik jeg penge, så jeg kunne gå ned på grillen. Andre gange tog jeg et toastbrød med ketchup. Jeg spiste også enormt mange dåser makrel og en hel masse slik, som jeg købte for penge, jeg havde stjålet i min mors pung.«

Moderen vækkede aldrig Thomas om morgenen. Han stod selv op, tog tøj på og gik i skole uden at spise morgenmad.

»Der blev aldrig nogensinde lavet morgenmad til mig, og tit var der slet ikke noget at spise. Men selv om der var, spiste jeg det ikke... Jeg tror, det er kroppens måde at reagere på, når man ikke får så meget mad. Man vænner sig til at leve af så lidt som muligt.«

Henne i skolen sørgede lærerne engang i mellem for, at Thomas fik mad, når nogle af de andre børn havde noget i overskud. Ellers husker han ikke, at de gav ham særlig omsorg. I dag undrer det ham meget, at ingen greb ind. Han pjækkede tit fra skole og kom gennemsnitligt kun et par dage om ugen. Han var også tynd. Den absolut mindste i klassen.

»Det er en gåde for mig, at indsatsen ikke var kraftigere. Måske har mine forældre idylliseret situationen og overbevist lærerne om, at det ikke var så slemt.«

TV-shop om natten

Som dreng var Thomas tit ude om aftenen. Da han var 10-12 år, hang han ud med unge i begyndelsen af 20erne. Om sommeren mødtes de nede på legepladsen i boligkvarteret.

Så sad de og sludrede til 1-2-tiden om natten.

»Jeg tror, de ældre var sammen med mig, fordi de havde medlidenhed med mig og følte, at de skulle tage lidt hånd om mig. Og så var det jo dem, der var ude på det tidspunkt. Børn på min alder var lagt i seng.«ved at falde i søvn og sad og så fjernsyn om natten.

»Jeg har set enormt meget tv-shop, fordi det var det, der blev sendt så sent. Det var bare for at få tiden til at gå. Når jeg så kom ind i seng og skulle sove, var der fred og mørke. Så begyndte tankerne at vælte ind over mig. Det var ikke rigtige ord, mere fornemmelser. Fornemmelsen af, at et eller andet var galt. Måske var det på det tidspunkt af dagen, hvor jeg mærkede mig selv og livet allermest. Så græd jeg mig tit i søvn.«

Hjemme hos faderen gik det lidt bedre end hos moderen, men der var ikke den store forskel. »Min far var enormt passiv. Han levede alene, og han drak alene. Han var ikke så krævende som min mor, for han sørgede selv for sit drikkeri. Min mor drak oven på sin medicin, og så kunne hun næsten ikke gå. Derfor valgte jeg selv at gå ud og købe hvidvin og øl for hende. Nogle gange skældte jeg ud over, at hun drak så meget, men hun skabte bare sin egen virkelighed. Det var altid alle andre end hende, der var noget galt med.«

Vendepunktet

Da Thomas gik i niende klasse, kom han tæt på pædagogen Ulla, der arbejdede i ungdomsklubben.

»Måske fortalte en af de andre hende, at den var gal hos mig. I hvert fald begyndte Ulla at spørge til mig, og en dag brød jeg grædende sammen og fortalte det hele. Hun syntes, det var tankevækkende, at der ikke var blevet taget hånd om det noget før og lovede at hjælpe mig.«

Det endte med, at Thomas flyttede til Præstø, hvor Ullas mand arbejde på en skole for sent udviklede unge. Thomas kom til at bo sammen med nogle af de sent udviklede samtidig med, at Ulla og hendes mand tog sig særligt af ham.

»Efter et stykke tid begyndte jeg at kunne mærke, at de to mennesker faktisk holdt af mig. Det var svært. Når Ulla fortalte mig, at hun holdt af mig, gjorde det ondt inden i...«

Thomas var i pleje i to år, indtil han fyldte 18 år. Han fik mange venner i Præstø, og havde det rigtig godt.

»Jeg fik lov til at være, ja, ikke barn, men så ung. Jeg lærte også at lave mad, at gå i bad hver dag og gebærde mig blandt andre mennesker. Men jeg fik ikke rigtigt bearbejdet de oplevelser, jeg havde haft. Det var der ikke tid til.«

Da han flyttede hjemmefra i egen lejlighed, var det hele ved at gå galt.

»Jeg faldt ned i et sort hul. Jeg skulle gå på teknisk skole, men faldt fra. I stedet begyndte jeg at ryge hash. Jeg lukkede mig inde i mig selv og havde ikke lyst til at se nogen.«

Baglandet

Heldigvis havde en af Thomas nye venner hørt om Baglandet, der er et mødested for tidligere anbragte, og Thomas tog kontakt. »For første gang i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke var alene med mine oplevelser. Det var enormt befriende at møde andre mennesker, der havde været noget lignende igennem. Vi spiser sammen, snakker sammen og har en oprigtig interesse for hinanden. Der er også mulighed for at tale med personalet.«

Thomas er snart kommet i Baglandet i ti år, og han møder så vidt muligt op én gang om ugen. Til hverdag arbejder han deltid i en videoforretning. Sideløbende prøver han at opbygge sit eget firma, www.solobasen.dk, hvor han blandt andet tilbyder at holde foredrag om social arv og omsorgssvigt, samtidig med at han tager en uddannelse inden for kommunikation og psykoterapi.

Når han tænker tilbage, er han især ked af og forundret over, at han i hele sin barndom var omgivet af mennesker.

»Det er skræmmende, at så mange vælger at vende ryggen til, selv om de kan se, at naboen har det ad helvede til. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at gribe ind, og at nogle ikke ved, hvad de skal gøre, men der er altid noget at gøre. I det mindste kan man snakke med andre om det, så man kan finde ud af at gøre noget sammen.«

Spørgsmålet om, hvorfor Thomas har klaret sig så godt trods de hårde odds, får ham til at tænke.

»Jeg har fået en gave, fordi jeg har et roligt sind og er så lille. Hvis jeg havde været en stor aggressiv kleppert, havde jeg sikkert haft adskillige voldsdomme. Jeg har også været heldig at møde nogle mennesker, der har været gode for mig, og så har jeg altid haft en evne til at drømme. Da jeg var lille, var det ikke konkrete ideer. Jeg tænkte bare, at noget burde være anderledes.«

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Brønden er livets ven

En kommunalreform i det vestafrikanske land Niger betyder, at høvdingehierarkier afløses af lokalråd. De skal løse opgaver og problemer decentralt - og for eksempel forvalte brøndens livgivende vand
Af Nanna Callisen Friis og Christian Lund | 1. juli 2005

På grænsen til verdens største ørken, Sahara, er vand et helt centralt omdrejningspunkt for alt liv. Og man forstår det godt. Her er tørt og varmt, og så langt øjet rækker er der sand, sand og atter sand. Området kaldes Sahel. Det er arabisk og betyder kyst - Ørkenhavets kyst.

Nærmest som et fatamorgana kan der pludselige være en dal midt i det uendelige tørre landskab. Og i dalen ligger brønden omgivet af et par træer og buske. Her venter flere hundrede kameler, kvæg, får og geder på at komme til at drikke. Brønden er livets ven - og et kosmopolitisk samlingssted. For her mødes folk fra de forskellige etniske grupper, der udgør Nigers kulturelle kludetæppe.

I Diffa i det østlige Niger er der varmt og støvet - dagstemperaturen når nemt op på 45 grader, og der er ingen skygge for den stærke sol. Regnen er sparsom og uforudsigelig. Det ene år kan det regne i juli, men ikke i august. Det næste år er der måske områder, hvor det slet ikke regner. På grænsen til Sahara er landbrug ikke muligt. Men man kan holde kvæg, hvis man er villig til at bevæge sig. Kamelen er særlig egnet i disse egne, hvor der er store afstande mellem de forskellige græsningsområder, som benyttes hen over året. Kamelen kan drikke op til 100 liter vand på én gang. Men så kan den til gengæld også gå uden vand i 5-6 dage i de perioder af året, hvor det er knap så varmt, og græsset stadig er grønt og saftigt. Det er disse forhold, der gør kamelen specielt egnet til livet i Diffa på grænsen mellem Sahels sparsomme vegetation og Saharas sand.

Nomaderne har gennem generationer tilpasset sig vilkårene og bevæger sig ofte hundredvis af kilometer om året med deres flokke af dyr. I perioder kan hele familien være på farten. Andre gange bliver kvinder, børn og gamle i en lejr ved en brønd, mens de unge mænd vandrer med kvæget for hele tiden at finde de bedste græsgange.

Mobilitet er forudsætningen for tilværelsen i Diffa. Men det omvandrende liv er langt fra anarkistisk. Mennesker og dyr er afhængige af vand, og nomaderne bevæger sig fra brønd til brønd og lader deres kvæg græsse på de omkringliggende græsgange.

 

TØRSTIGE KAMELER.

Omkring brønden er der larm og liv. Kamelerne er tørstige efter flere dage på farten og venter flokvis på, at det bliver deres tur. Det er fortrinsvis de unge, der laver det hårde arbejde med at hente vand op. En lille araberpige på omkring seks år står ved sin flok af omkring 25 kameler. Med en lille kæp dirigerer hun dem frem til brønden, når det er deres tur. En ung Peuhl med den karakteristiske slanke skikkelse forlader netop brønden med en stor hjord af kvæg. Det er et betroet hverv at passe kvæget, da kvæget er familiens vigtigste ejendom, og omkring brønden hersker en særlig orden. Alle ved, hvad de skal gøre. Vandet hentes op i omsyede bilslanger, der bruges som baljer. Det er hårdt arbejde. Baljen kan rumme ca. 50 liter vand, og nogle steder er grundspejlet så lavt, at man må grave op til 60 meter ned for at finde vandet. Det tager lang tid med så dybe brønde, når man skal vande en stor flok kvæg. Derfor bruger man æsler eller kameler til at trække vandet den lange vej op. Hvert år sker der uheld ved brønden. Hvis man kommer ind i hejsespillet, kan man let blive trukket med ned i brønden.

 

Ingen ejer jorden, men historisk har brøndene tilhørt forskellige klaner og familier. Det betyder, at man skal spørge om lov til at vande sine dyr ved de brønde, man kommer forbi. Ifølge god skik nægter man ikke gæster adgang til sin brønd. Man ved jo, at man selv er afhængig af adgangen til andres brønde, når ens eget kvæg bevæger sig fra græsgang til græsgang.

Når der er rigeligt med græs omkring ens brønd, kan gæsterne blive længe. Men er det et dårligt år, er gæstfriheden mere begrænset, og de må rejse videre efter tre dage. Sådan sikrer den familie, der ejer brønden, at deres ressourcer ikke overudnyttes. Gæstfriheden er fundamental, men ikke uendelig.

Mobilitet og gæstfrihed er imidlertid ingen forsikring mod konflikter og problemer. Paradoksalt nok har den franske koloniadministration og siden den nigerske regering i sine bestræbelser på at hjælpe befolkningen lagt grunden til mange konflikter.

 

OFFENTLIGE BRØNDE.

For at sikre en optimal udnyttelse af græsgangene satte man sig for at etablere et fintmasket netværk af offentlige brønde, så nomadernes bevægelsesfrihed blev så stor som mulig. Det har imidlertid haft dramatiske negative konsekvenser. Når ingen ejer brønden, kan ingen begrænse andres ophold ved den og de omkringliggende græsgange. Resultatet var overudnyttelse, krise og blodige konflikter mellem de forskellige grupper.

 

Tilbagevendende tørkeperioder har ofte tilspidset konkurrencen om ressourcerne, og andre begivenheder har tillige spillet ind. Borgerkrigen i nabolandet Tchad i 1990'erne fik mange nomader til at foretrække de nigerske græsgange og den »fri« adgang til brøndene.

I løbet af årtiet blev situationen helt uholdbar. Borgerkrigen i Tchad betød ikke alene en strøm af flygtninge, men tillige en strøm af våben ind i Diffa. Fulanierne organiserede sig i væbnede militser, Toubouerne og araberne gjorde det samme, og de slagsmål mellem grupperne, der før kunne koste enkelte liv, blev dødsensfarlige i en helt anden skala.

Mange tålmodige forsøg på at forhandle sig til forståelse mellem Peuhl, Toubouer og Arabere resulterede mod slutningen af 1990'erne i en skrøbelig fred. Opgaven, befolkningen nu står over for, er at få genetableret et system, hvor mobilitet og adgang til vand og græsgangene kan finde sted uden brug af våben; hvor man kan finde en balance mellem mobilitet, gæstfrihed og ansvarlighed i forhold til udnyttelsen af de ressourcer, alle er afhængige af.

 

BORGERNE SKAL TÆLLES.

En mulig løsning på konflikterne er de nye kommuner og lokalråd, som fra juli 2004 formelt fik indflydelse på forvaltningen af brøndene. Men der venter en række store udfordringer for de nye lokalråd.

 

Et problem er, at de nye lokalråd kendetegnes ved, at de fleste medlemmer er analfabeter uden nogen erfaring i formel lokalpolitik. Der er også usikkerhed om, hvad lokalrådene skal lave, og de har stort set intet budget.

Commune Pastorale de Foulatari hedder en af de nye kommuner i Niger. Her er ingen veje, ingen elektricitet, ingen skoler, ingen banker, ja i Foulatari er der end ikke et marked. Er man ikke lokalkendt, må man navigere efter enten stjerner eller GPS for at finde frem til byen.

Lokalrådet består af 11 valgte medlemmer, heraf to kvinder. Lokalrådet har en valgt borgmester, men styres de facto af høvdingen. Kvinderne i rådet er høvdingens kone og søster. I et land som Niger, i en egn som Diffa, er der nok at tage fat på, og lokalrådet har lavet en liste over de ting, de gerne vil prioritere. Det første er en optælling af borgerne i kommunen. Sidste optælling blev foretaget i slutningen af 80'erne, og med befolkningens hastige vækst og store mobilitet har hverken regering eller lokalråd nogen viden om dens størrelse. De næste punkter på dagsordenen er mere klassiske: brønde og en skole.

 

GAMLE FJENDER SAMARBEJDER.

Brøndene er fortsat livsnerven i samfundene. Men vedligeholdelsen koster penge, og spørgsmålet om, hvem der skal betale hvor meget, hvem der skal samle ind, og hvordan der opbygges tillid mellem de forskellige etniske grupper, der indtil for nylig nærmest var i krig med hinanden, melder sig. Faktisk kan det katastrofalt lave uddannelsesniveau i landet bogstaveligt talt få det hele til at løbe ud i sandet. Den nuværende mangel på information om rettigheder og pligter i forhold til adgang til naturressourcerne - så som vand og græsningsarealer - truer mulighederne for at etablere en fredelig forvaltning.

 

I verdens nok fattigste land fungerer det officielle skolesystem stort set ikke. Mindre end 15 procent af befolkningen kan læse og skrive, og mindre end 20 procent af børnene indskrives i folkeskolen. Særligt i de områder af landet, hvor de nomadiske eller halv-nomadiske befolkningsgrupper lever, er skolegang en stor mangelvare. Det er en udfordring: hvordan kan man gå i skole, når ens familie bevæger sig rundt i landet efter græs til kvæget?

Den udfordring har flere små grupper af omvandrende kvæghyrder taget op. Med støtte fra CARE har de har taget initiativ til selv at skabe skoler og uddannelsesmuligheder i de fjerneste områder af Niger ved at gå sammen om løn til en lærer og etablere en slags kantine, så børnene ikke undervises på tom mave.

Udfordringerne med at etablere skoler synes at skabe en helt konkret platform for samarbejde og genopbygning af tilliden mellem Diffas mange nomader. Således sker der en erfaringsudveksling omkring etablering af skoler mellem Peuhl og de arabere, der er kommet fra Tchad for ti år siden. Gamle fjender synes nu at have en fælles dagsorden.

At kunne læse betyder, at man ikke så let bliver snydt, at man kan forstå kontrakter, at man kan skrive til de statslige myndigheder, at man kan læse instruktionen på pakken med medicin til sine dyr osv. At kunne læse og skrive samt at kende sine rettigheder og pligter bliver på den måde en forudsætning for, at der kan findes fredelige måder at fordele de knappe naturressourcer på og sikre adgang til det livgivende vand.


Nanna Callisen Friis er programkoordinator i CARE.
Christian Lund er professor ved Internationale Udviklingsstudier på RUC

Samvirke samvirke@fdb.dk

Balladen om kostrådene

1. juli 2005

»Kostrådene duer ikke,« buldrede forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders i forrige nummer af Samvirke. Og i samtlige andre medier i vores lille konsensusland. Vi spiser efter kostråd, der er udtænkt i en tid, hvor maven skulle fyldes billigt, og derfor æder vi os fede i stivelsesholdige kartofler og hvidt brød, lyder budskabet fra Tor Nørretranders i hans bog Menneskeføde.

Nørretranders smed en eksplosiv varm kartoffel ind i ernæringsdebatten, ernæringseksperterne greb den og gav igen.

Samvirkes læsere var også hurtige på aftrækkeren. Bladet var knap på gaden, før debatten bølgede på www.samvirke.dk.

Nørretranders er helt ude i hampen i sit opgør med kostrådene og promoveringen af sin bog om sund ernæring, lød kommentaren i et indlæg, der fortsætter med et forsvar for stivelseholdig mad, hvor der f.eks. peges på »de mange risspisende nationer i Sydøstasien,« hvor befolkningen ikke er overvægtig. Skribenten spørger også: »vi har meget effektive enzymer i både spyttet og tarmen, som præcis egner sig til at fordøje stivelse. Hvorfor har vi det, hvis det slet ikke er meningen, at vi skal spise stivelse?«

Et faktum, som flere andre debatindlæg på www.samvirke.dk også hæfter sig ved.

Men ikke alle er sure på Tor Nørretranders. Et par indlæg roser ham for at åbne debatten og slå ned på det usunde hvide hvedebrød og gluten. Et enkelt indlæg påstår, at hvede ligefrem kan være årsag til autisme hos børn.

Andre bibringer diskussionen et globalt perspektiv ved at påpege, at et højere forbrug af kød og mejeriprodukter hos en stadig voksende verdensbefolkning vil sætte miljøet og planetens ressourcer under så voldsomt et pres, at det vil forårsage tab af natur og biologisk mangfoldighed. Også denne måneds synspunkt på side 31 peger på det problem.

Her hos FDB har der også været hovedrysten og hævede stemmer på gangene som følge af Nørretranders angreb på madpyramiden.

»FDBs madpyramide var oprindeligt en model for kost, som både skulle være sund og billig. Det er der ikke noget odiøst i, så længe rådene vitterligt er sunde, og det er de,« udtaler Ole Jepsen, forbrugerpolitisk chef i FDB.

Også Ernæringsrådet holder fast i, at der ikke er en sundhedsmæssig risiko ved at spise kartofler, ris og pasta. Men man skal spise groft og vælge fuldkorn, når det gælder fødevarer med meget stivelse i.

Og så er frugt og grønt i rigelige mængder stadig god tone.

Altså ikke den helt store afvigelse fra den stenalderkost, som Tor Nørretranders har gjort sig til talsmand for. Han indrømmede også selv i Politiken, at han da nok ville liste et par nyopgravede, danske sommerkartofler med på tallerknen.

Og således nåede vi igen - næsten - konsensus i det danske sommerland. Bon appetit.


Redaktionen

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Pliiing plong

Klassiske musikere spiller andet end Bach og Beethoven. Men vor tids komponister kalder det »ny musik«. Vi besøger laboratoriet, hvor der files og blæses på livet løs
Af Anne Middelboe Christensen | 1. juli 2005

Sangerinden skærer tænder, så det skurrer. Hun hvisler smukt som en prinsesse, der ikke får sin vilje. Spidser læberne og slipper lyden ud - et lille, blødt fløjt, som hun følger med øjnene, som kiggede hun efter en sæbeboble... Puff.

Publikum klukker af grin. Jo, det er rigtigt: De griner! Her midt i Diamantens klassiske koncertsal sidder de og lytter til »ny musik« - og morer sig! Den slags musik, som ellers har ry for at være svær og elitær og lutter pling-plong.

Men her trives den ny musik åbenbart. Det er Athelas Sinfonietta Copenhagen, der har inviteret sopranen Susanne Elmark til at performe i et værk af den koreansk-tyske komponist Unsuk Chin. Musikken lyder som et mareridt à la »Alice i lydland«. Men da sangerinden dukker op iført pigekjole med pink skærf og kæmpesløjfe i håret, tager hun alligevel pippet fra de fleste i salen. Også fra Danmarks »grand old man«, komponisten Per Nørgård, der ikke er bleg for at grine først nede på tilskuerpladserne. Det havde man alligevel ikke ventet.

»Du skal opleve ny musik live,« siger Athelas' kunstneriske leder, Anders Beyer.

Han vil formidle musikken i en ny indpakning. Gerne med en visuel performance, der kan bringe musikerne i dialog med publikum, så pling-plong bliver til ping-pong.

Slagtøjspilleren må mindst være James Bond. Han står med ryggen mod muren og slår fra sig mod angriberne - eller er det bare dirigenten og oboen? Så banker han pludselig armene bagud på to hemmelige knapper, og lyden forsvinder i et brøl...

 

STANKEN AF AVANTGARDE.

»Musikerne i Athelas er håndplukkede fra landets andre orkestre,« lyder det stolt fra Anders Beyer.

 

»Musikerne vil gerne tre ting: De vil udfordres musikalsk og teknisk. De vil arbejde med begavede dirigenter. Og så ønsker de sig at spille for rigtig mange mennesker.«

Men det er tydeligvis svært at nå ud til et bredere publikum. Derfor er ensemblet ved at ændre sin publikumsstrategi. Athelas vil af med avantgardestanken, der klæber til den ny musik: Athelas vil appellere til folks nysgerrighed om kunst, der er skabt lige nu.

Begrebet »ny musik« dækker godt nok værker komponeret helt tilbage til tiden fra omkring 1950 og frem til i dag. I 1950 bandlyste komponisterne melodien og skønhedsharmonien, som den fandtes hos Mozart og Mahler. Allerede omkring 1. Verdenskrig havde Arnold Schønberg brudt med dur &mol-klangene i sin såkaldte »tolvtonemusik «. Men efter 2. Verdenskrig introducerede tyskeren Karlheinz Stockhausen, ungareren György Ligeti og franskmanden Pierre Boulez en egentlig »moderne« musik. For de fleste ører var lyden utilgængelig. Men inde bagved skjulte sig alverdens strukturer og principper.

Hestehårene flagrer. Strygerne kradser vrængelyde frem med deres buer. Åndedragene fra bratchen og violinerne glider ind i lyden. Med ét hakker de buerne ned på strengene som angrebslystne fugle. De lyder som teenagere på tunede knallerter.

De modernistiske komponisters struktur var bygget op omkring »rækker« af toner. På de berømte Darmstadt-kurser lærte Stockhausen sine kolleger at afdække de avancerede nodemønstre forfra og bagfra, ud fra rytme, melodi og harmoni. Og amerikaneren John Cage fulgte efter med sine provokerende »tilfældighedsprincipper«, hvor han bl.a. kastede terninger, der afgjorde tonerækkernes placering.

Men de fleste almindelige lyttere stod af. Også selv om musikken efterhånden blev blødt op, og der sågar indlistede sig nogle passager med rigtige melodier. Der var stadig alt for meget tikke-di-hak. Næ, så hellere Beethoven og Bach.

 

LOKKETONER TIL TANGO.

»Da vi inviterede til Let's Tango-performance i marts, blev billetterne revet væk,« siger Anders Beyer tilfreds om Athelas' seneste publikumssucces.

 

»Vi måtte endda sælge generalprøvebilletter. Det er dér, vi skal hen!«

Til Let's Tango-performancen havde scenografen Hans-Oluf Tani da også fået Dronningesalen til at skinne passioneret rosenrødt. Dansere smægtede ind i hidsige drej - og svedte på et filmlærred. Det rygtedes.

Men til prinsessekoncerten nogle uger senere mangler sensuella-effekterne. James Bond står i hvert fald temmelig alene med sine trommer. Her er kun den sædvanlige kerne af et halvt hundrede musikelskere med store ører. Inden koncerten sidder nogle mænd i en spotlight. Den albansk-engelske komponist Thoma Simaku taler om sit værk, som straks efter skal uropføres af soloviolonisten Peter Sheppard Skærved.

»Jeg har skrevet musikken til Peters måde at spille på,« siger Simaku lykkeligt.

»Jamen, jeg forsøger jo bare at tolke musikken, sådan som jeg forestiller mig, at du har tænkt den,« svarer Skærved beæret.

»Han har fyldt nodepapiret fuldstændigt med kommentarer i alle mulige farver,« replicerer komponisten beundrende - og spændt.

»Jamen, jeg prøver jo bare på at krybe helt ind i dine tanker - og under din hud,« siger violinisten.

Så går han ud. Og træder tilbage ind på scenen med andægtig sideskilning og uropførelsessmil.

Laaaaaangssooooomt. Buen ridser i strøg af uendelighed. Violinisten står med samlede ben og luder lidt i hoften. Violinen gør sig tungere, og violinisten må læne sig bagover, bagover... I allersidste øjeblik hopper han hidsigt baglæns, væk fra gnisterne fra de andre instrumenter - der straks efter eksploderer.

Den ny musik er næsten altid hundesvær. Rent teknisk prøver komponisterne ofte nye ting af.

»Når jeg ser et nyskrevet partitur første gang, tænker jeg tit, at det er da umuligt at spille,« siger bratchisten Ida Speyer Grøn, der både er medlem af Chamber Orchestra of Europe og Athelas.

»Det interessante er så at få det til at lykkes alligevel.«

Noget andet er musikernes oplevelse af at skulle opdyrke nyt land.

»Hvis vi spiller Brahms, er vi ikke i tvivl om slutfacit, for den klassiske musik har så mange traditioner,« siger Claus Myrup, der er koncertmester for bratchgruppen i Radiosymfoniorkestret og hyppig gæst hos Athelas.

»Ny musik er en helt anderledes udfordring. Komponisten Anders Nordentoft og jeg har f.eks. arbejdet tæt sammen. Først forsøger jeg at finde en vej gennem hans noder alene. Så spiller jeg for ham, og så kommenterer han mit spil. F.eks. hvis jeg har spillet et sted meget romantisk - og han ikke har tænkt det spor romantisk. Som musiker er det en gave at få sådan en dialog med komponisten.«

I dag er der et stigende publikum til musik af en komponist som Anders Nordentoft - om ikke i Danmark, så i udlandet. Anders Nordentoft fik sig et scenisk gennembrud i 2002 med musikforestillingen On this Planet, der blev uropført af Athelas og siden er udgivet på både cd og dvd på det statsstøttede, nationale pladeselskab Dacapo Records, der står bag de fleste udgivelser af ny dansk musik.

»Faktisk sælges 70 procent af vores cd'er til udlandet gennem vores internationale netværk. I Danmark sælger vi typisk kun 100-500 eksemplarer af en cd,« siger Dacapos marketingkoordinator, Cecilie Rosenmeier.

For unge komponister kan det dog være svært at sikre sig pladsen på en af Dacapos årlige 30 cd-udgivelser.

»Derfor sælger vi nu open space-cd'er, der kun består af et cover og så selve cd'en. Alt det om komponisten og kunsthistorien kan man i stedet læse på vores hjemmeside,« forklarer Cecilie Rosenmeier.

»Desuden byder vores nye portal www.openspace.dk også på mindre etablerede komponister. Her præsenterer vi også enkelttracks og »soundscapes«, hvor brugeren også selv vil kunne komponere musik ud fra lydbidder, som komponister har lagt ind. For vi vil utrolig gerne gøre det mere spontant og mere lystbetonet at lytte til ny musik - og købe ny musik.«

Mandolinen ligner en dame, der spiller bridge. Sirlig-sirlig og rasende hurtig til at blande kortene, nå nej, til at flå i strengene. Trompeten trutter gadedrengehop, indtil celloen minder ham om hans alder - og giver ham dæmper på.

 

LYSTBETONET SOM KODEORD.

Den ny musik vil hellere end gerne slippe af med sit belastende image af at være svær og nørdet. Den vil gerne have ry af at være underholdende - og morsom! Athelas har haft succes med sin tango-alliance. Men spørgsmålet er, hvor grænsen går. For må den ny musik godt blande sig med mainstreamkulturen?

 

»Musik er jo også på mange måder en »kendthedskultur «. Folk går ind og lytter til Per Nørgård, simpelthen fordi de kender Per Nørgård,« siger Tivolis nye musikchef, pianisten Nikolaj Koppel.

»Men hvis jeg arrangerer et program udelukkende med ny musik, så kommer der sikkert 80 tilskuere - og jeg skal helst nå op på 1800! Tivoli får jo ikke offentlig støtte sådan som Radiosymfoniorkestret og Athelas. Men jeg vil da frygtelig gerne liste noget ny musik ind i Tivolis koncertsal sammen med noget mainstream.«

Tivolis Symfoniorkester er ikke ene om denne strategi.

»Radiosymfoniorkestret pakker jo også den ny musik ind i klassikerne,« forklarer Claus Myrup.

De rene ny musik-aftener, med komponisterne selv som væsentligste tilhørere, er ved at være fortid. Sjællands Symfoniorkester har dog de sidste sæsoner lanceret »Farlige koncerter«, når de udelukkende spiller ny musik - og det har efter sigende givet flere og gladere tilhørere. Den Kgl. Operas chef, Kasper Bech Holten, har valgt at satse på helaftensoperaer af de største navne inden for den ny musik, parallelt med klassikerne. Senest var det Poul Ruders' Proces Kafka. Og landets største formidler af ny musik, Danmark Radios P2, lader den ny musik få egne programmer midt i den klassiske flade. Alle drømmer imidlertid om at liste et mainstream-publikum med ind sammen med nørderne.

Performance-indpakning eller ej: Den ny musik skal sætte Hartmann og Heise i perspektiv. Og opførelserne af ny musik skal overbevise folk om, at det ikke er væsentligt, om de »forstår« det, der spilles - eller om de kan skelne nykomponeret skidt fra nykomponeret kanel. Det væsentlige er, at de lytter.

»Det, der fortjener det, skal såmænd nok også blive spillet om 20 år,« siger Claus Myrup roligt. Eller klukker han af grin?

Og prinsessepigen rækker tunge ad dirigenten. Men så fortryder hun. Samler kinderne og remser sig igennem alfabetet: A, B, F, Q... Puff. Pling-plong.

Anne Middelboe Christensen er cand.mag. og teateranmelder ved dagbladet Information

Hvad er ny musik?

Ny musik, ny kompositionsmusik, samtidsmusik, avantgardemusik. Begreberne dækker generelt musik komponeret efter 1950, både instrumentalmusik, vokalmusik og elektronisk musik samt »soundscapes« designet ud fra computersamplinger. Internationale komponistnavne er bl.a. Karlheinz Stockhausen, György Ligeti, Pierre Boulez, Arvo Pärt... Danske komponistnavne tæller bl.a. Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Karl Aage Rasmussen, Poul Ruders, Bo Holten, Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og Anders Nordentoft - og kvinderne Else Marie Pade og Birgitte Alsted.

Hvem er Athelas?

Athelas Sinfonietta Copenhagen blev etableret i 1990. Ensemblet består af professionelle musikere og spiller hovedsaglig ny musik og gerne uropførelser. Athelas' ledere har været komponisterne Klaus Ib Jørgensen, Poul Ruders, Karl Aage Rasmussen, Hans Abrahamsen - og siden 2004 musikskribent og tidskriftredaktør Anders Beyer. 1997-99 var Athelas husensemble for Danmarks Radio og var Dansk Statsensemble. I 2005 har Athelas spillet både i Makedonien og i Kina, og til september spiller ensemblet ved New Nordic Music Days i Skt. Petersborg. Athelas er nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2005.
www.athelas.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Der er noget i luften

Kan mund- og klovsyge blæse fra Sahara til England? Er det i virkeligheden bakterier, der laver regn? Og faldt selve livet ned fra himlen? Udforskningen af atmosfærens biologi er kun lige begyndt og giver foreløbig flere spørgsmål end svar
Af Anne-Sofie Forfang | 1. juli 2005

Usynligt for os eksisterer myriader af små levende væsener langt oppe i luften. Det såkaldte luftplankton svæver omkring, omtrent som havets plankton bevæger sig i vandet, og er en blandet landhandel af bittesmå insekter og edderkopper, pollenkorn og mikroorganismer.

Millioner af tons insekter svæver til enhver tid rundt i atmosfæren. Mange af disse smådyr bruger himlens luftstrømme som et effektivt transportmiddel, der sender dem vidt omkring. Nogle af smådyrene danner store sværme - hvad piloter på mindre fly af og til må sande, når de er så uheldige at flyve ind i dem.

Insekterne opholder sig i atmosfærens nederste lag, troposfæren, og findes sjældent over 2000 meters højde. Længere oppe i atmosfæren hersker der meget barske forhold - bl.a. ekstreme temperaturer, skadelig ultraviolet stråling og en udpræget vandmangel. Alligevel har også de højere luftlag overraskende vist sig at rumme liv. For få år siden mente man, at mikroorganismer som bakterier og virus, der tilfældigt blev ført højt op i atmosfæren, meget hurtigt ville blive slået ihjel. Men de seneste 10 års forskning har vist, at naturens allermindste væsener - mikroberne - findes levende helt op i 20-40 kilometers højde.

Det rejser spørgsmål om, hvor langt op i atmosfæren der egentlig findes liv. Allerede i 1970'erne hævdede russiske forskere at have fundet levende mikrober i højder mellem 48 og 77 km i det ekstremt kolde atmosfære-lag, der kaldes mesosfæren. Der er dog ikke lavet nyere forskning, der kan be- eller afkræfte russernes fund. Der eksisterer ingen viden om forekomsten af mikrober endnu højere oppe. Det er ganske enkelt ikke blevet undersøgt.

De senere års forskning har også budt på en anden overraskelse: Mikroberne kan overleve selv langvarige ophold i atmosfærens barske miljø, for eksempel en flere tusind kilometer lang tur over verdenshavene. Hvordan, de gør det, er endnu ikke fuldt opklaret. Men de sejlivede mikroorganismer har typisk et pigment, der beskytter mod UV-stråling, og er samtidig i stand til at danne en robust dvaletilstand, der modstår bl.a. udtørring og ekstreme temperaturer.

Nogle mikrober opnår måske også en vis beskyttelse ved at sætte sig fast på små partikler i bunden af større støvskyer. Forsker Gene Shinn fra US Geological Survey og hans kolleger, der har undersøgt livet i støvskyerne, mener, at støvet filtrerer en del af UV-strålingen fra.

 

FRYGTET STØV.

 Hvert år hvirvles ca. to milliarder tons støv op i atmosfæren, hovedsageligt via sandstorme i verdens ørkenområder, og føres af vinden mange tusinde kilometer bort. Særligt det røde støv fra Afrikas tørre områder og det gule støv fra den kolossale Gobi-ørken er med god grund frygtet i mange egne fjernt fra støvets oprindelse.

 

Sandstormene er blevet hyppigere igennem de seneste årtier, og den stigende støvmængde sættes sættes i forbindelse med øget forekomst af astma og allergi flere steder i verden. Man frygter ikke blot de små støvpartikler i sig selv, men også deres blandede last af kemikalierester, bakterier, virus og svampesporer. Det er målt, at luften over De Caraibiske Øer indeholder 2-8 gange flere levende mikroorganismer, når en afrikansk støvsky er blæst ind over området. Op til en tredjedel af de identificerede mikrober er bakterier og svampe, der kan forårsage sygdomme hos mennesker, dyr og planter.

En stor del af støvet fra Afrika har endestation i Sydamerika og Caraibien. Men af og til kan det røde støv også lægge sig over dele af Europa. Gene Shinn peger på, at England i 2001 blev ramt af en støvstorm fra Sahara, en uge før landet blev ramt af mund- og klovsyge, der hurtigt udviklede sig til en voldsom epidemi.

»Inkubationstiden er netop syv dage. Og samme virustype fandtes i det område, støvet kom fra. Det er et meget mistænkeligt sammenfald,« siger han.

En af årsagerne til koralrevenes ellers uforklarlige skranten verden over skal måske også søges i støvskyerne. Forskere har sporet årsagen til koralrevenes mystiske uddøen i Det Caraibiske Hav tilbage til svampen Aspergillus sydowii, der er fulgt med støvskyer fra Afrika.

En række nye spørgsmål trænger sig på: Hvor farligt er støvet reelt for mennesker og økosystemer? Hvorfor er sandstorme blevet hyppigere? Og hvad kan vi gøre ved det?

 

HIMMELSØER.

 Den østrigske ferskvandsekspert Birgit Sattler kunne i 2001 berette om endnu en interessant opdagelse. Under sit arbejde med mikrober, der lever i iskolde bjergsøer, kom hun til at spekulere på, om de også kunne leve i skyer.

 

Hendes forskerhold udtog en prøve fra en sky, der passerede en alpetop i tre kilometers højde, og undersøgte prøven under laboratorieforhold, der efterlignede skyens miljø. Til holdets store forbavselse viste det sig, at ikke blot var der levende bakterier i skyen - de var også aktive og i stand til at formere sig under skyens superafkølede forhold. Forskerne havde ellers forventet, at mikroberne højst var i stand til at overleve i passiv dvaletilstand. Konstateringen af, at skyerne tilsyneladende er beboede, har fået forskerne til at sammenligne klodens skysystemer med en gigantisk fladvandet sø.

Det er endnu ikke fastlagt, om sky-bakterier-ne er identiske med kendte bakterier på Jorden. En anden mulighed er, at der findes specialiserede mikrober, der tilbringer hele deres livscyklus i luften og som skjult for videnskaben danner et svævende økosystem. Forskerne søger også svar på, om de spiller en rolle i dannelsen af skyer og regn.

Nogle bakterier er kendt for at fremprovokere iskrystaller, hvilket ofte er første skridt i dannelsen af regndråber. Bakterien Pseudomonas syringae er så effektiv, at den somme tider tilsættes til maskiner, der fremstiller kunstig sne på skisportssteder. Nogle forskere mener, at bakterierne måske har udviklet den evne for at kunne fremprovokere regn, når de tilfældigt er ført op i luften med vinden og har brug for et transportmiddel for at komme ned på Jorden igen.

Alle disse spørgsmål forsøger bl.a. den engelske forsker Bruce Moffett nu at finde svar på. Med et sindrigt system af tråde udspændt på Hebridernes bjergtinder indsamler han sky-dråber og analyserer deres indhold af mikrober. Foreløbige analyser har vist, at skyerne indeholder bakterier af slægten Pseudomonas.

 

ATMOSFÆREN SOM TRANSITHAL.

Atmosfæren er ikke klart afgrænset, men begynder i ca. 100 kilometers højde at tynde gradvist ud imod det åbne rum. I rummet er forholdene endnu mere livsfjendske med ekstreme temperaturer samt voldsom elektromagnetisk og kosmisk stråling. Alligevel er tanken om levende mikrober i rummet ikke nær så absurd, som den var for bare 20 år siden.

 

I de senere år har forskerne fundet en række bakterier, der er ekstremt robuste (se boks). Det er i dag en anerkendt mulighed, at der eksisterer superbakterier, som vil kunne overleve en rejse mellem Jorden og en anden planet.

Astronom Chandra Wickramasinghe fra det engelske Cardiff Centre for Astrobiology hævder, at livet bogstaveligt talt faldt ned fra himlen i form af rum-mikrober - og altså slet ikke opstod her på Jorden ved kemiske reaktioner i urhavet, sådan som den gængse teori lyder. En anden af hans stærkt kontroversielle teorier er, at mængder af rum-mikrober dagligt daler ned til os gennem atmosfæren, og at nogle af dem måske er skyld i epidemier som Den Spanske Syge, kogalskab og SARS.

Ifølge Wickramasinghe er livet et kosmisk fænomen, og universet er fuldt af mikrober.

»Jordkloden er ikke en pansret boks, men et åbent system, der er i konstant udveksling med det ydre rum. Det er for eksempel svært at forestille sig, at mikrober ikke følger med materiale fra Jorden, der slynges ud i rummet,« siger han.

Det kan bl.a. ske som følge af meteornedslag.

De fleste andre forskere er dybt skeptiske overfor Wickramasinghe's teorier, men foreløbig findes der ikke data fra den øvre atmosfære, der kan bidrage til at bevise eller modbevise dem. Sammenlignet med anden biologisk forskning er granskningen af livet i luften stadig på begynderstadiet, eller som forsker Gene Shinn fra US Geological Survey siger: »Vi har kun kradset en lille smule i overfladen af atmosfærens økologi.«

Superbakterier

Fund af en række ekstremt robuste bakterier - såkaldte ekstremofiler - har ført til spekulationer om, at der måske findes mikrober, som kan overleve en længere rumrejse. Mest sandsynligt hvis de er indkapslet i et beskyttende materiale som for eksempel en meteorit.
Bakterien Deinococcus radiodurans modstår både stærk udtørring, DNA-nedbrydende kemikalier og radioaktiv stråling, der er flere tusinde gange stærkere end tålegrænsen for mennesker. Nogle bakterier stortrives i grønlandske gletschere, mens andre overlever mere end 100 graders varme. Og Det Døde Hav er slet ikke dødt, men vrimler med salttålende bakterier. Flere af de hypertolerante bakterier har vist sig at være usædvanligt effektive til at gendanne ødelagt DNA.
Den tid, som en rumrejse vil tage, er heller ikke nødvendigvis noget problem. Nogle bakterier har vist sig at kunne overleve i flere millioner år ved at gå i en dødlignende dvaletilstand. Senest har amerikanske forskere genoplivet en bakterie af slægten Bacillus, der tilsyneladende har tilbragt 250 millioner år i dvaletilstand.

Aerobiologi

Udforskningen af livet i luften - aerobiologi - er en gammel faggren. Allerede i midten af 1800-tallet analyserede Louis Pasteur prøver af luften taget fra høje bjergtinder, og senere tog man den moderne opfindelse, luftballonen, i brug. En af flyvningens pionerer, Charles Lindbergh, havde en særligt udviklet luftfanger fastgjort til sin flyvemaskine, så luftens mikrober kunne bringes med ned på jorden til nærmere undersøgelse. I dag studeres atmosfærens liv ofte ved hjælp af højteknologisk isenkram som specialudstyrede fly, radarudstyr og satellitter. Da den flybaserede forskning er ekstremt kostbar, er bjergtinder og luftballoner dog stadig populære.