Samvirke samvirke@fdb.dk

Linier i landskabet

Duftende syrener, tætte tjørnebuske og stynede poppeltræer, - hver egn har sit hegn - og de forskellige hegn fortæller historier fra en svunden tid
Af Helle Ravn | 1. maj 2005

De står der og trækker bånd gennem landskabet, når vi suser forbi i bilerne. De levende hegn langs vejene og mellem markerne. Vi hilser dem velkommen hvert forår, når de står blomstrende og duftende, og vi nyder synet af de mange skiftende farver om efteråret, men ellers lægger vi knapt mærke dem - og at de er forskellige fra egn til egn.

Hegnene bliver også mere og mere ens rundt i landet, og det er synd og skam, for de er en del af vores levende kulturarv. De har været der i århundreder, og selv inden for Danmarks regioner - som for eksempel Sydfyn - er der forskelle fra egn til egn. Forskelle som både er af kulturelle og naturmæssige årsager.

Heldigvis bliver der stadig plantet egnstypiske hegn. På hovedvej A 9 mellem Odense og Svendborg blev der for nogle år siden på en strækning plantet et syrenhegn, og syrenhegn hører netop hjemme på disse kanter. Ligeledes kan man i forblæste egne af og til se, at der er nyplantet hegn af seljerøn; seljerøn tåler nemlig et stort vindtryk. Den slags initiativer, kan man kun håbe, at såvel privatpersoner som offentlige instanser vil gøre efter.

 

MIN OG DIN MARK.

De gamle hegn fortæller blandt andet historien om, hvilke typer landbrug, der er - og har været - på stedet. I områder, hvor ejendommene har været små, er der ikke langt mellem hegnene, for de skulle markere ejendomsskellet. Man ser derfor tydeligt, at der er mange levende hegn i områder, hvor der har været husmandsudstykninger, mens der sjældent er levende hegn mellem de store godsmarker. Til gengæld kan man genkende et godsområde på steder, hvor der er mange eller lange stendiger.

 

De levende hegn blev oprindelig plantet for at indhegne bøndernes dyrkede marker, så løsgående husdyr ikke brød ind og gjorde skade på afgrøderne. Omkring herregårdene blev der derimod ofte lavet stendiger, hvorpå der også kunne plantes træer. Som adskillelse mellem landsbyernes ejerlav, blev der ligeledes ofte plantet hegn eller lavet jorddiger. Et ejerlav består af en helhed af bebyggelser og jordtilliggender som for eksempel en landsby og dens jorder eller herregårdens jorder. Ejerlavsgrænserne går ofte helt tilbage til middelalderen, og mange steder kan man endnu se sporene i landskabet, enten som lave jordvolde eller som levende hegn.

 

VISUELLE BÅND.

De levende hegn blev tidligere skåret ned cirka hvert syvende år, og grenene blev enten brugt som brændsel eller flettet til gærder. Enkelte steder står der endnu gamle stynede pile og popler i hegnene. De ældst bevarede popler og pile blev plantet omkring den tid, da driftsfællesskabet ophørte - det vil sige omkring 1800 - hvor den enkelte bonde skulle til at indhegne sine egne marker. Poppel eller pil blev plantet med tilpas afstand, så de grene, der blev skåret af dem ved styningen, netop svarede til den mængde, der skulle bruges til at lave et flettet gærde. Ganske praktisk, for på den måde undgik man at skulle transportere grenene.

 

Det Kongelige Danske Husholdningsselskab blev stiftet i 1769, og en af de ting, som man helt fra begyndelsen præmierede, var plantning af poppel og pil som hegning af markerne. Men de hegn, der eksisterer i dag, er i mindst lige så høj grad blevet plantet for at skabe læ mellem marker og ind til haver. Eller de er blevet plantet langs landevejene bl.a. for at fungere som snehegn. Først senere er man begyndt at plante hegn for at skabe visuelle bånd, der markerer vejforløbet. Desuden er der plantet mange hegn langs jernbanestrækninger såvel i nutiden som i jernbanernes barndom. Mange steder kan man stadig se, hvor de nedlagte småbaner gik, fordi rester af jernbanespor og de levende hegn endnu skærer linier tværs gennem landskabet.

FRODIGE FYN.

Fyn er den landsdel, hvor der findes flest levende hegn. De er i dag meget blandede med mirabeller, vilde æbler, navr, hassel og tjørn. De blandede hegn skifter udseende hele året rundt og er med til at give Fyn det frodige og afvekslende landskab. Om foråret starter det med, at mirabellerne blomstrer, og hegnene står som hvide skyer fulde af blomster. Og derefter følger mange andre forskellige blomstrende træer og buske: Hæg, syren, vilde æbler, tjørn, seljerøn, vild rose og til slut hyldens tunge og sødmefyldte blomsterstande. I omkring to måneder afløser den ene blomstring den anden, og fra august og helt frem til november er der igen farver på - og til tider også smag - for da kommer først mirabellerne, og derefter de vilde æbler (som regel hvinende sure), hyben, hyldebær, slåen og tjørnens bær.

 

Men også på Fyn er der forskelle på de levende hegn, og de blandede hegn er især karakteristiske på Sydfyn. Bevæger man sig nordpå fra Faaborg eller gennem den midterste del af Fyn begynder hegnene at skifte karakter, for her består de på lange strækninger udelukkende af syrener, og hvilket syn i blomstringstiden med de lange lilla bånd gennem landskabet! Og kommer man på cykel eller stiger ud af bilen, er der en berusende duft! Kommer man videre nordpå, nord for motorvejen eller den gamle hovedvej A 1, skifter hegnene igen karakter til i hovedsagen at bestå af hassel og tjørn. Så selv om man mener, at alle på Fyn er mere eller mindre ens, kan de gamle kulturgrænser stadig anes i landskabet.

 

DE JYSKE GRANTRÆER SLIPPER OP.

I det meste af Midt- og Vestjylland så man for 10 år siden kilometer efter kilometer af grantræer plantet som læhegn, men det jyske karakteristika er stærkt på retur. Kun hist og her er der i dag nåletræer tilbage, og de er som oftest gamle og giver kun meget dårligt læ, fordi de nederste grene for længst er gået ud.

 

I stedet er der igennem mange år blevet plantet blandede løvtræshegn, som Hedeselskabet står for at plante. Der er tilskud til at plante læhegn, såfremt det foregår efter de anvisninger, som lov om læhegn og læplantning udstikker. Heri står der:

»Ved anlæg af læhegn, skal der ved plantevalg og plantemetode tages hensyn til, at læhegnet i videst mulig omfang tilpasses det omgivende landskab.« Men samtidig står der, at der skal plantes mindst 75 procent løvfældende planter, og det stemmer rigtig dårligt overens med de jyske traditioner.

Det har resulteret i, at det jyske kulturlandskab for en stor grad er ændret, så der i stedet for de lange rækker af mørke grantræer står fem - og syv rækker løvfældende hegn, hvori der yderst sjældent er et eneste stedsegrønt træ. Selvfølgelig var de gamle læhegn af gran eller fyr i lige så høj grad en nyhed på heden efter Hedeselskabets stiftelse i 1866 og hedens begyndende opdyrkning, men også de er i dag en del af kulturarven - en del, som viser, at der engang har været hede på stedet. I dag kan det være vanskeligt at se, hvor landbrugslandet førhen gik over i det barske hedelandskab.

I Jylland blev der dog også plantet hegn, før Hedeselskabet begyndte at plante granhegn. Omkring Limfjorden blev der i begyndelsen af 1800-tallet plantet pilehegn, hvor Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab udlovede præmier for plantning af mindst 2000 hegnspile, og også E. Dalgas gik stærkt ind for plantning af pilehegn.

 

VILDE ROSER I SØNDERJYLLAND.

Allerede i Byloven for Als Nørreherred fra 1680 blev det påbudt boelsmænd at plante levende hegn af hassel og tjørn om pløjejord, og endnu eksisterer der i Sønderjylland en række af de gamle levende hegn bestående af en blanding af hassel og tjørn iblandet vilde roser og brombær. Ved nogle af de gamle smalle veje, som først begyndte at blive erstattet af lidt større veje efter Genforeningen i 1920, føler man ligefrem, at man kører i en grøn tunnel, for hegnene vokser næsten sammen som et tag.

 

 

PIL, POPPEL OG SUKKERROER.

På Lolland, Falster og dele af Sydsjælland blev der plantet vældig mange pile- og poppelhegn i slutningen af 1700-tallet, og især på Falster kan man stadig se nogle af de gamle stynede træer hist og her i hegnene. Almindeligvis skelnes der ikke synderligt mellem pil og poppel, og de er da også blevet plantet side om side. Men mange både pile og popler måtte vige pladsen, da sukkerroerne holdt deres indtog, fordi man mente, at træerne skyggede for afgrøderne og tog for meget kraft, og at rødderne voksede ind i drænrørene.

 

 

DE SJÆLLANDSKE TJØRNEHEGN.

På Sjælland er der blevet plantet færre hegn end i resten af landet. Det skyldes dels det mindre barske klima, men nok så meget, at sjællandske landmænd altid har dyrket markerne »helt ud i skellet«, og det har igen betydet, at sjællænderne har ryddet mange af de gamle hegn.

 

I et område syd for Køge har der fra 1700-tallet og frem til i dag været særlig mange hegn - både levende hegn og stendiger - på grund af det såkaldte kobbelbrug, som var en forløber for den egentlig udskiftning af jorden.

Hvidtjørn er - som i resten af landet - blevet plantet som levende hegn, især fordi tjørnehegn er yderst effektive som værn mod ind- og udtrængende dyr. Skammeligt er det, at så mange levende hegn er blevet fjernet på Sjælland, for der er næsten ikke noget mere sommerligt, end de hvide, stærkt duftende tjørnehegn. Men på Midtsjælland er der blevet plantet poppelhegn, og navr indgår som på Fyn ligeledes i de blandede hegn.


Helle Ravn er museumsinpektør på Langelands Museum



Samvirke samvirke@fdb.dk

Hash på recept i USA

I Californien kan man blive medicinsk marihuanapatient og få et hashryger-ID fra de lokale myndigheder. Men det har åbnet en strid med Bush-administrationen, så højesteret nu skal afgøre, hvem der egentlig bestemmer i Guds eget land.
Af Mads Ellesøe | Foto: Mads Ellesøe | 1. maj 2005

»Min personlige favorit er Purple Buddha, for den får dig til at grine, dude

Fyren med de røde øjne bag disken kigger på mig med et lurvet smil.

»Men hey, vi har 85 forskellige slags pot, så der er noget for enhver smag,« tilføjer han - ikke uden en vis stolthed.

Vi befinder os i en kælderbiks i San Francisco. Fra et par højttalere er Jim Morrison godt i gang med klimakset i »The End«. En fyr, der lige har røget et seriøst bonhoved af en meterhøj chillum, ser ud som om, han er godt på vej i samme retning.

Jeg er i gang med at købe fnisetobak i Amerikas Forenede Stater. Og på trods af, at besiddelse af hash i visse stater kan give op til 10 års fængsel, er mit forehavende fuldstændigt lovligt. Uden at særlig mange har opdaget det, er hash blevet så de facto legalt i visse dele af USA, at en sammenligning med Amsterdam er det mest oplagte. Sideløbende har Bushregeringen kæmpet imod efter bedste evne. Og hele balladen har nu udviklet sig til en retssag ved USAs højesteret. En sag, der skal afgøre, hvem der egentlig har bukserne på i Guds eget land.

Hash mod ondt i ryggen

Det startede med en annonce i den lokale avis »Medicinsk Cannabis Evaluering - kun 100 dollar i undersøgelsesgebyr. Billigst i Californien!«

Californien har siden 1996 haft en lov, der tillader »alvorligt syge californiere at bruge marihuana til medicinske formål, når den medicinske brug er fundet passende og blevet anbefalet af en kyndig læge.«

Klinikken ligger i et nedlagt butikslokale i downtown San Francisco. Indenfor står en kraftig pige bag køledisken i hvad, der indtil for nylig har været en sandwichshop. Kølemontrer, butiksdisk og cappucino-maskine står stadig i neonrørs-belysningen i det tarvelige lokale med falmede maling på væggen.

Efter ti minutters venten kommer en lille midaldrende dame ind ad døren med en patch-work-vest og et par John Lennon-briller med flerstyrkeglas. Hun ligner tværsummen af alle 68erpædagogerne fra min barndoms børnehave. Efter et slattent håndtryk bliver jeg inviteret ind bag et lille velourforhæng, der markerer overgangen fra venteværelse til konsultation. Hendes saglige smil og langsomme udtale tyder på, at hun selv har været en tur i klinikkens medicinskab.

Jeg havde forinden givet mig selv et løfte: Alt, jeg sagde til lægen, skulle være fuldstændigt sandt. Derfor havde jeg på ansøgningspapiret skrevet »stress« som min sygdom.

De røde øjne bag de runde briller kigger på mig, og den dvælende mund artikulerer langsomt:

»Ja, stress er jo ikke så stærk en årsag.«

Hvorefter lægen rækker mig sin pen og vender papiret over bordet med samme bevægelse som en forsikringssælger i Mr. Jardex tøj, der er ved at lukke en handel.

»Fejler du måske ikke også noget andet?« spørger hun, stadig med det jubelsaglige smil i hele ansigtet.

Jeg tænker mig godt om, mens jeg husker mig selv på mit ærlighedsmantra. Og svarer så, som sandt er, at jeg nogle gange har lidt ondt i ryggen, når jeg har siddet på en kontorstol hele dagen.

»Ja, det lyder godt,« siger hun og hjælper mig med at stave til backaches.

Vi rejser os op, og hun får de 100 dollar i evalueringsbegyr. Syv minutter efter, at jeg trådte ind bag velourforhænget, træder jeg ud igen. 100 dollar fattigere, men med et officielt papir i hånden, der verificerer, at jeg er medicinsk marihuanapatient. Papiret siger også, at min læge, efter at have diskuteret fordele og ulemper med mig, har vurderet, at marihuana vil være den bedste kur for min sygdom. Og at hun løbende vil overvåge min tilstand og rådgive mig i min behandling. Men det virker ikke som om, jeg skal tage de ting alt for alvorligt.

Foran køledisken spørger jeg pigen, om det vitterligt er en læge, jeg lige har snakket med.

»Ja, ja, vi er jo en medicinsk klinik,« siger hun og kigger på mig med et irriteret blik.

»Altså - det vil sige, det er ikke lægen selv, men hans assistent, der foretager selve vurderingen. Men hun rådfører sig løbende med ham,« tilføjer hun.

Udenfor viser en slags dørmand mig ind af en anden dør. For enden af en gang sidder en fyr tilbagelænet med benene oppe på et skrivebord og læser Goethe. Han kigger henkastet på mit nyerhvervede papir, trykker på knappen på et samtaleanlæg og siger: »One patient coming down.«

Ned af en trappe, for enden af en gang og bag en tyk dør med mindst fem låse, møder jeg en stemning og et udvalg, der giver overlegent baghjul til Christiania - selv i fristadens velmagtsdage. Rygerbulen er en materialisering af alle klicheer om, hvordan sådan et sted bør være. Lilla vægge, syrerock på anlægget og store sofaer til at stene i. Et par udknaldede typer sidder og ryger igennem på en kæmpe chillum, og jeg går ned for at handle i butikken i den ene ende af lokalet. Udvalget på 85 forskellige slags pot overvælder mig, så jeg køber et gram af ekspedientens favorit, Purple Buddha, og får at vide, at jeg kan slå mig ned i sofaerne, hvis jeg har lyst til at medicinere med det samme.

Da jeg et par dage senere får udstedt mit offi cielle ryger-id med billede, offi cielt logo og det hele hos San Franciscos myndigheder, er der ikke nogen problemer med papirerne. Til gengæld giver damen bag skranken mig et visitkort til en anden rygerbiks.

»Det er et godt sted for begyndere, honey,« siger hun og smiler venligt.

Lovlig rygning mod smerter

 Historien om medicinsk marihuana er dog andet og mere end hat og hippiebriller. For at finde ud af, hvad loven egentlig er beregnet til, besøger jeg Angel McClary Raich i San Francisco-forstaden Oakland.

Indtil 1997 sad den 39 årige husmor i rullestol og var totalt lammet i højre side af kroppen. Hendes krop er meget skrøbelig, og hun har blandt andet en hjernetumor, som ikke kan opereres, en tumor i livmoderen, ingen sultfølelse overhovedet og stærk fibromyalgi (muskelsmerter). For at bekæmpe sygdomme og lindre smerterne blev hendes sarte krop fyldt med alskens medicin, men halvdelen kastede hun op, og og den anden halvdel virkede ikke. Da hendes læge foreslog hende at prøve marihuana, blev hun vred.

»Jeg har altid opdraget mine børn til hverken at ryge eller drikke. Og så ville lægen have mig til at tage stoffer!?» fnyser den 39 årige husmor, der bor sammen med mand og to teenagebørn i et all-american forstadshus med tv i alle rum, lyserøde klinker på toiletvæggen og tolietbræt og spand, der matcher til.

Da alt andet var prøvet, forsøgte hun sig dog med marihuanaen alligevel. Med det resultat, at spasmerne holdt op, lammelserne forsvandt, og appetitten kom tilbage. I dag er Angel McClary Raich ude af kørestolen, men til gengæld nødt til at indtage cannabis hver anden time. Hun enten ryger, spiser eller forstøver og indhalerer det. Og der ryger mellem 50 og 100 gram pot indenbords hver uge afhængig af hendes tilstand. På trods af, at hun altså indtager mængder, der ville slå både Jimi Hendrix og Eik Skaløe i gulvet, bliver Angel McClary Raich ikke høj af det. Virkningen forsvinder ganske enkelt, når man indtager så store mængder.

Den noget lemfældige uddeling af marihuanatilladelser i blandt andet San Francisco er Angel McClary Raich ikke glad for.

»Det bør afgjort være mere reguleret. Så der ikke opstår en myte om, at vi er en flok hippier, der ryger for sjov. Jeg ville ønske, jeg kunne klare mig uden. For det er ikke sjovt at skulle indtage så meget cannabis hele tiden. Men uden det ville jeg dø,« siger hun og refererer til, at en domstol for et par år siden dømte hende til kun at måtte ryge to gange om ugen.

Efter en uge havde hun tabt adskillige kilo, havde store smerter og var tilbage i kørestolen. En indtrængende hasteappel fra hendes læge fik dommeren til at ombestemme sig.

I dag er Angel McClary Raich en af to kvinder fra Californien, der har lagt sag an mod Bushadministrationen. For mens de californiske myndigheder siden 1996 har hjulpet Angel og andre i hendes situation, så har myndighederne i Washington kæmpet indædt imod. Ifølge de føderale myndigheders love er de medicinske marihuanapatienter en flok narkomaner. Og det er blevet håndhævet hårdt, især efter Bush kom til magten. Hvilket har ledt til ganske spektakulære optrin af den slags, som amerikanerne bare er lidt bedre til end alle andre.

Som da den anden af sagsøgernes hjem blev stormet. Den 47-årige husmor Diane Monson stod og vaskede op, da politi og FBI-agenter fra antinarkopolitiet, DEA, i store, sorte landrovere og en helikopter indtog hendes hjem - en isoleret gård i et øde landområde i det nordlige Californien. Diane Monson lider af en sygdom i rygraden, der giver hende alvorlige smerter, og efter aftale med sin læge og de californiske myndigheder havde hun seks marihuanaplanter stående i sin have.

Da myndighederne fandt hendes planter, opstod der stor ståhej mellem det lokale politi og FBI-agenterne. Det lokale politi fik at vide af deres overordnede, at de skulle beskytte de seks potteplanter by all means necessary. Også hvis det betød, at de var nødt til at bruge skydevåben. Inden situationen udartede sig til et rendyrket politi-shootout, kom der dog besked fra højere sted om, at FBI-agenterne skulle have deres vilje.

Aktioner som denne fik borgmesteren fra den tilbagelænede surferby Santa Cruz til sammen med en række byrådsmedlemmer og to tidligere borgmestre at dele pot ud til medicinske patienter fra rådhusets trappe.

Myndighederne i Washington tog ikke aktionen pænt. Da DEAs talsmand, Richard Meyer, hørte om det californiske mediestunt, sagde han til en journalist:

»Er du seriøs? Det er jo ulovligt! Jeg er chokeret over, at byens ledere vil promovere marihuana på den måde. Hvilket signal sender det ikke til ungdommen?«

De føderale myndigheder holdt sig dog klogeligt væk fra rådhuset, og det massive medieopbud på selve dagen. Til gengæld intensiverede de deres raids på marihuana-farme i Californien.

En lokal Santa Cruz-farmer, der havde arbejdet tæt sammen med de californiske myndigheder om at dyrke hash til medicinske patienter, blev stormet om natten et par døgn efter. Aktioner som denne fik Californiens statsanklager, Bill Lockyer, til at skrive et vredt brev til USAs justitsminister, der er ansvarlig for DEA.

»Santa Cruz-farmeren repræsenterer ikke en stor fare for offentligheden og burde absolut ikke trække føderale politiressourcer væk fra kampen imod amfetamin-produktion, heroin-distribution eller international terrorisme - for bare at nævne et par mere værdige prioriteter.«

 

Krig mod stoffer

Og her er det så, at hele balladen skifter karakter fra at handle om hash til at handle om, hvem der egentlig bestemmer i Guds eget land.

For som retssagen ryger helt op til Højesteret, får Californien pludselig uventet støtte fra de konservative sydstater Alabama, Louisiana og Mississippi. Tre Bush-højborge, der normalt har en benhård linie over for alt stærkere end alkohol. Og som kan finde på at straffe førstegangsbrug af marihuana med op til ti år bag tremmer.

»Dette er ikke en sag om stoffer eller patienters fundamentale rettigheder,« sagde en advokat, der arbejder for Alabamas statsadvokat, til en lokal avis for nylig.

»Pointen er, at som et suverænt medlem af den føderale union må Californien selv træffe de svære politiske beslutninger, der influerer på statens borgere.«

Hvorfor nogle hashrygende patienter på USAs frisindende vestkyst pludselig har fået så meget opmærksomhed, forklares af Mark Moller, senioranalytiker hos det højreorienterede Cato institute i Washington DC.

»Sagen kommer formentlig til at danne præcedens i mange år fremover for hvem, der i sidste ende bestemmer,« fortæller han.

Mark Moller tør ikke spå om udfaldet af sagen.

»Det er lidt bagvendt, for de konservative medlemmer af Højesteret vil formentlig stemme for staternes ret til selv at bestemme. Altså stemme for medicinsk marihuana,« siger Mark Moller, der må siges at kende til både konservatisme og Højesteret.

Han var nemlig med i det team af topadvokater, der i 2000 overbeviste den amerikanske højesteret om, at Bush skulle være USAs præsident fremfor Al Gore, der ellers som bekendt fik flere stemmer.

En retssag , hvis resultat mange beskriver som mere politisk betinget end juridisk. Også hashsagen er ifølge Mark Moller mere end en juridisk magkamp.

»Sagen er politisk i den forstand, at Bush-administrationen gerne vil have den absolutte magt over, hvordan det her land håndterer the war on drugs. Og så vil de gerne score point hos den konservative og religiøse vælgerskare ved at slå hårdt ned på alle slags stoffer,« siger Mark Moller.

Sagen forventes afgjort til foråret. Indtil da befinder Angel McClary Raich og Californiens omkring 100.000 andre medicinske marihuanapatienter sig i et juridisk vadested.

Tilbage i hashklubben får jeg efter gentagne besøg og en del overtalelse lov til at tage billeder, dog under forudsætning af, at de kun bliver offentliggjort i Europa. For selv om alt er fuldstændigt legalt ifølge lokal lovgivning, så ved indehaveren, at offentlig opmærksomhed virker som en rød klud på FBI og DEA, der tidligere har stormet flere hashklubber. Han er sikker på, at efterretningsafdelingen ved den amerikanske ambassade i Danmark vil oversætte denne artikel og sende den til Washington. Det lykkedes mig at overbevise ham om, at de selvfølgelig har vigtigere ting at tage sig til. Skulle nogle fra Dag Hammarskjölds Allé 24 læse disse linier, så bevis venligst at jeg har ret.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Et hårdt og kort mandeliv

1. maj 2005

Danske mænd lever livet kort og hårdt. De spiser for meget, bevæger sig for lidt, ryger og drikker for meget alkohol. Og de knokler på arbejdet - men de snakker ikke om det. Og når de kommer til lægen er det ofte sent i forhold til deres sygdom. Sundhedsstyrelsen har derfor i samarbejde med Rigshospitalet, Selskab for Mænds Sundhed og Sex &Samfund også i år valgt at markere den internationale Mens' Health Week i uge 24 fra den 13.-19. juni.

Mændenes sundhedsuge lægger i år særlig vægt på mænds seksualitet, og landet over holdes en række »cafémøder« om emnet, ligesom der holdes arrangementer på arbejdspladser, hvor mænd kan få et sundhedstjek. Erfaringer også fra udlandet viser, at når mændene ikke kommer til lægen, så giver det mening at »lægen kommer til manden«.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kysse-kultur

I Biblen gør de det 46 gange, i Connecticut er det forbudt om søndagen, og de fleste af os vil helst hælde hovedet til højre, når vi gør det
Af Birgitte Svennevig | 1. maj 2005

Kys er uløseligt forbundet med menneskeheden.

Vi udveksler uskyldsrene babymøsser, stramme tantekys og lidenskabeligt dybe kys, vi sender luftkys og analyserer betydningen af fredskys og dødskys. Vi frygter judas-kysset, varmes af barnets blide sommerfuglekys, og vi glemmer aldrig det allerførste rigtige kys. Hjemvendte sønner kysser den fædrene jord, politikere kysser spædbørn, fodboldspillere kysser alle i nærheden, når de har scoret, og far kysser mor farvel om morgenen.

Som regel nyder vi et kys, men det hænder også, at vi væmmes ved det - måske vi ligefrem lider af filemafobi (angst for kys) - under alle omstændigheder fremkalder kysset altid følelser både hos de kyssende og hos dem, der er tilskuere til det.

Kys - både de private og dem i fuld offentlighed - har overlevet århundreders skiftende popularitet. Skiftende tider og regeringer har anskuet kysset som alt lige fra naturligt til samfundstruende (især det sidste), og det afspejler sig også i Europas historie: I 1200-tallet meddelte den indflydelsesrige katolske teolog og senere helgen Thomas af Aquino, at kys hørte til blandt dødssynderne, i 1439 forbød Henry VI kys i England, og i 1562 blev det forbudt ved dødsstraf at kysse hinanden offentligt i Neapel.

Nogle gange skulle årsagen til forbudene findes i tidens moral, andre gange var der særdeles praktiske årsager til kysse-forbudene. Kys kunne sprede sygdomme, og f.eks. Henry VI forsøgte at komme epidemier til livs, da han indførte kysseforbudet i England. Forbud og kyssediller afløste dog hurtigt hinanden i de europæiske hovedbyer; mens kys således var strengt forbudt i Neapel i 1500-tallet, kastede englænderne - som nu godt måtte kysse igen - sig ud i en populær kysseleg: Et æble blev stukket med så mange nelliker, som æblet overhovedet kunne holde, og en ung kvinde bar nu æblet rundt på markedet, indtil hun fandt en ung mand, hun gerne ville kysse. Ved at tilbyde ham æblet, tilbød hun samtidig et kys, og den unge mand accepterede tilbuddet ved at bide en af æblets nelliker ud (nellikerne havde i øvrigt den evne, at de klarede evt. dårlig ånde). Nu tilhørte æblet den unge mand, og han kunne give det videre til en ung kvinde, som han gerne ville have et kys af - således fortsatte kysselegen, til alle nellikerne i æblet var væk. Eftersom der kunne sidde op mod 100 nelliker i et æble, blev der udvekslet en hel del mundvand samt medfølgende bakterier og virusser i løbet af sådan en markedseftermiddag, så man begynder at forstå de periodevise kysseforbud i de menneskerige storbyer.

 

ROMERE MED FORKØLELSESSÅR.

Kysset, som vi kender det i dag, kan vi takke romerne for. Dette ordenselskende folk var det første til at kysse hinanden på munden, og man opererede med tre slags kys: basium mellem to bekendte, osculum mellem to nære venner og suavium mellem to elskende. Faktisk kyssede romerne så meget, at kejser Tiberius ikke så anden udvej end at forbyde al kysseri, da en uudryddelig epidemi af forkølelsessår indtog Rom.

 

Før romernes intensive brug af kysset som en kærlighedserklæring, er det svært at finde beviser for andre historiske folks brug af denne aparte aktivitet, og når det gælder om at spore kyssets ur-oprindelse, må flere teorier i spil.

En teori lyder, at kysset opstod, da forhistoriens mødre tyggede barnets mad og skubbede det fra sin egen mund ind i barnets mund med tungen. Velværet ved dette tidlige møde mellem to munde skulle altså have forankret sig i menneskets emotionelle hukommelse i en sådan grad, at vi stadig fyldes af lyst og velbehag, når vi presser vores mund mod en andens. Teorien lider imidlertid under det faktum, at de kulturer, hvis kvinder stadig mader deres børn på denne måde, ikke kysser hinanden. Det gælder f.eks. på Papua New Guinea, hvor kysset først kom i brug, da hvide europæerer etablerede sig på øen.

 

ER DU I BRUNST?

Måske har fødetygning slet ikke noget med kysseri at gøre, lyder en anden teori. Måske er kysset blot en udgave af en af dyrerigets vigtigste beskæftigelser; nemlig at finde ud af hvordan det er fat med andre artsmedlemmer. Er hunnen i brunst eller allerede drægtig? Er den anden syg og svag eller rask og stærk? Langt de fleste dyr bruger dufte til at sende og modtage informationer til og fra hinanden, og eftersom mennesket er udstyret med duftkirtler ved siden af næsen, er det måske her kyssets oprindelse skal findes. Måske lagde det tidlige menneske ud med at snuse til hinandens duftkirtler for at tjekke modparten ud. Måske det udviklede sig til en rituel næse-snuse-hilsen - tanken er ikke så usandsynlig, eftersom verden den dag i dag er befolket af naturfolk, der udtrykker venskab og hilsner ved at gnide næserne mod hinanden i det, vi kalder eskimo-kysset. Hunde, katte, heste og mange andre dyr praktiserer i øvrigt denne hilsen i stor stil. Næse-snuse-hilsenen var i hvert fald en kendt skik i Indien for ca. 3500 år siden, vidner en beskrivelse i et sanskrit værk om.

 

En trejde oprindelsesmulighed skal hentes i det tidlige menneskes fantasiverden. Måske troede vore forfædre, at de sendte en del af deres sjæl ind i et andet menneskes mund under et kys - altså at kysset var en slags mødested for sjæle.

 

SOM AT SPRINGE I FALDSKÆRM.

Hvor oprindelsen end skal findes, er det forståeligt, at kysset er blevet en så stor succes: Læber og tunge er to af de mest følsomme steder på vores krop. Side om side sidder nervespidserne her parate til at modtage stimulering og sende de indkommende signaler videre til hjernens særlige afdeling for euforiske følelser. Under et kys produceres de samme kemiske stimulerende stoffer som under faldskærmsudspring, bungee jumping og amfetaminindtag. Signalstoffet dopamin sætter gang i produktionen af hormonet oxytocin, der stimulerer lysten til kæl og kram, og stoffet norepinefrin stimulerer produktionen af adrenalin. Produktionen af endorfin - kroppens egen form for morfin - stiger også, når vi kysser.

 

Mens hjernens lystcenter vælter sig i signalstoffer, vælter tungerne rundt mellem hinanden i de åbne munde, og her er de ikke alene: Under et kys udveksler vi gennemsnitligt 278 kolonier af bakterier, hvoraf ingen dog har ondt i sinde. Spyt og eventuelle madrester af varierende opløsningsgrad bliver også udvekslet, og faktisk er aktivitetsniveauet så højt, at vi forbrænder hele 26 kalorier i minuttet, når vi kysser.

Kiloene må være raslet af de frimodige franskmænd og - kvinder, der i 1800-tallet mødtes i særlige kysse-klubber: 10-12 mennesker mødtes og tilbragte et par timer sammen med at udøve og forfine tungekyssets teknik. I 1863 fik kirken nok og forbød kysseklubberne, hvorefter tungekysset var henvist til at foregå under mindre formelle og skemalagte forhold - ikke at det på nogen måde truede tungekyssets overlevelse.

34 år senere, i 1897, kunne den franske antropolog Paul d'Enjoy berette, at kys på munden måske nok var en almindeligt kendt forekomst i Europa, men så sandelig ikke i det fjerne, eksotiske udland. Kinesere betragtede mundkysseriet med den største rædsel og opfattede det som en kannibalistisk handling. I Finland var kys direkte uanstændige - og det endda blandt folk, der ellers ikke havde noget imod at klæde sig nøgne for hinanden i saunaen.

Men i det gamle Europa var kysset ved at være mainstream - 1896 var året for det første filmkys i filmen The Kiss, og allerede 53 år tidligere havde filosoffen Søren Kierkegaard i sin bog Enten - Eller funderede over kysset og de mange lyde, det kunne frembringe. Smækkende, hvislende, klaskende, knaldende, drønende, fulde og hule lød de kys, han kunne høre fra de mørke kroge under en selskabelig sammenkomst hos en bekendt, noterede han i Enten - Eller.

 

TYNDSLIDT AF KYS.

En stor del af menneskehedens kys er landet på en modparts mund, men også hånden og foden har modtaget en ikke ubetydelig andel i tidens løb. Utallige kvindehænder er blevet berørt ganske flygtigt af opvartende kavalerers læber, og dette er stadig en gestus, der kan bringe ungdommens glød tilbage i aldrende frue-øjne.

 

Kyssede fødder derimod har traditionelt tilhørt gejstlige. Op gennem historien er pavers og biskoppers fødder blevet kysset af tilbedere og troende, og når en pavefod optræder i udødelig statueform kan det blive til rigtigt mange kys. Efter 800 års linde strøm af kys er Vatikanets statue af den første pave, St. Peter, blevet ganske tyndslidt af kys. Nærmere betegnet er det storetæerne, der flere gange er eroderet bort i en sådan grad, at det har været nødvendigt at forsyne statuen med nye kysbare storetæer.

Et sæt nye læber var måske også tiltrængte for det New Yorker-par, der i 2003 vandt verdensrekorden for det længste kys. I 30 timer, 59 minutter og 27 sekunder kyssede de.

Eftersom de opholdt sig i New York under kysset løb de ikke nogen risiko for at komme til at overtræde nogle af de bizarre amerikanske kysseregler, som findes i andre af landets stater.

I Indiana må skæggede mænd ikke kysse andre mennesker, i Nevada gælder forbudet kun mænd med overskæg, og det er kun kvinder, de ikke må kysse. I Hartford, Connecticut, må ægtemænd ikke kysse deres koner om søndagen, i Logan Logan County, Colorado, må en mand ikke kysse en sovende kvinde, i Baltimore er alle kys, der varer mere end et sekund, ulovlige. I Tulsa, Oklahoma, må et kys vare op til tre minutter, før det bliver en kriminel handling, og i Iowa er kysset legalt i fem minutter. I Boston, Massachusetts, er det ulovligt at kysse foran en kirke, og i Wisconsin er det forbudt at kysse i et tog.

Mens de amerikanske kysseforbud ikke lader til at være helt opdateret til moderne tid, er et nyt kysseforbud i Moskva netop indført af hensyn til moderne tider. I Moskva er offentlige personers skik med at kysse hinanden på kinderne ved møder så udbredt og tidskrævende, at byens lokalstyre nu helt har forbudt lokalpolitikerne at kysse på kinden. I stedet må lokalpolitikerne nøjes med at udtrykke deres hengivenhed for hinanden med håndtryk, når de samles til møder. En parlamentariker fra byen udtalte til radiostationen Ekho Moskvy, at de mange tv-billeder af kyssende politikere var blevet for forstyrrende og støttede altså forbudet.

Intet tyder på, at den vestlige verden er færdig med skiftevis at forbyde og opildne til kys.


Birgitte Svennevig er journalist


Fakta

Den gennemsnitlige dansker tilbringer sammenlagt to uger af sit liv med at kysse. To stive uger med trutmunden rettet mod et andet menneskes kind, pande eller mund og/eller med ens egen kind, pande eller mund udsat for en andens læber.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Miraklet Asbjørn

Erik Matthiesen glæder sig dagligt over sin lille søn. Først da han havde opgivet ønsket om et biologisk barn, skete miraklet
Af Maria Rørbæk | 1. maj 2005

Udefra er det hverdag: En far skubber en barnevogn hen over fortovet. Inde i Erik Matthiesen er det brusende glæde og stor taknemmelighed.

»Det kan stadig føles uvirkeligt. Jeg må stoppe op og tænke: Det her er... Det her sker...«

For godt et år siden havde Erik indstillet sig på, at han aldrig nogensinde skulle være biologisk far.

I mere end fire år havde han og hustruen Gitte Ånerud forsøgt at få et barn. Efter en række forsøg med kunstig befrugtning, gav de op.

»Biologisk set ville jeg kunne få børn med en anden, men for mig er og var det slet ikke en mulighed,« konstaterer Erik, der ikke har lyst til at komme ind på detaljerne om den medicinske baggrund for, at Gitte ikke kunne blive gravid.

14. august 1999 blev den nu 31-årige jurist gift med sin store kærlighed.

Han regnede med, at der hurtigt skulle komme børn i familien.

»Alle i min familie har fået børn, hvis de bare overvejede at kigge på hinanden. Jeg havde slet ikke tænkt, at det var noget, der ikke bare lykkedes,« siger han.

Men hans nu 33-årige hustru fik menstruation måned efter måned efter måned efter måned.

»Jeg ville utrolig gerne have mit eget barn, og ønsket blev større og større, jo længere tid, der gik. Rent biologisk tror jeg, der sker noget, når man bliver ældre. Ønsket om at få børn vokser, og når man så ikke kan, vokser det yderligere... Det handler nok om et helt basalt behov for at sætte et spor, der rækker videre. Og for at kunne præsentere verden for en anden, der ikke ved noget om den.«

Gitte og Erik kunne få tre reagensglasforsøg på statens regning, og de besluttede, at de ville stoppe, når de selv skulle til at betale.

»Uden en klar grænse er det meget svært at sige stop. Manden er ikke ret involveret i processen, så det var nemt for mig at sige, at vi lige skulle have et forsøg mere. Det var også svært for Gitte at sige stop, fordi det jo betød, at jeg ikke ville blive biologisk far. Derfor lagde vi det på en måde over i nogle andres hænder. Da det sluttede, og vi ikke kunne få flere forsøg fra det offentlige, var det faktisk en stor lettelse. Så vidste vi, at nu var det adoption.«

Inden man kan få tilladelse til at adoptere, skal man have besøg af en sagsbehandler, der spørger ind til familielivet. Det skete en onsdag i marts. Dagen efter meldte Erik og Gitte sig til et adoptionsbureau, der formidler børn fra Indien.

»Følelsesmæssigt var jeg nået dertil, at jeg var sikker på, at jeg kunne blive lige så glad for at adoptere. At jeg ville tænke: Det er også vores barn. Alligevel havde jeg stadig lidt ondt af mig selv. Når man adopterer, får man jo ikke den første tid med barnet, og man ved ikke, hvad det har med i rygsækken af oplevelser.«

HYSTERISK GLÆDE.

Gitte havde ikke haft menstruation i flere måneder, og hun og Erik regnede med, at det var fordi, kroppen var blevet stresset efter alle hormonbehandlingerne.

»Tanken om at hun kunne være gravid, havde slet ikke strejfet mig. Måske fordi, jeg ikke turde tænke det. Graviditet var ikke en mulighed for os,« fortæller Erik.

Lørdagen efter sagsbehandlerens besøg var parret inviteret til cocktailfest. Aftenen inden tog Gitte for en sikkerheds skyld en graviditetstest, så hun kunne drikke med god samvittighed.

»Jeg står ude i køkkenet og skræller kartofler, da Gitte kommer hysterisk grinende ud til mig. »Jeg er fandeme gravid,« siger hun, og så må jeg jo slippe kartoffelskrælleren. Vi lægger os ind på sengen og fniser hysterisk. Igen og igen ser vi på strimlen med de to blå streger. Det er som om, det ikke kan være sandt. I sådan en situation tror man jo, at man pludselig er blevet blå og hvid-farveblind,« fortæller Erik.

Da en veninde lidt efter kommer på besøg, tjekker de, om hun virkelig ser det samme.

Det gør hun, og Erik stæser ned på apoteket efter en test mere.

Den giver samme resultat, og senere viser det sig, at Gitte allerede er i niende uge.

»På overfladen blev vi selvfølgelig enormt glade, da vi opdagede, at Gitte var gravid, men jeg turde ikke give mig helt hen til følelsen af glæde. Jeg var så bange for, at det skulle gå galt. Rationelt er det selvfølgelig noget pjat. Hvis det endelig var gået galt, tror jeg ikke, jeg var blevet mere ked af det, fordi jeg havde været glad,« vurderer Erik.

MARERIDTET.

Fem uger inden den planlagte fødsel fik Gitte plukveer med korte mellemrum.

I al hast blev Gitte kørt ind på akutafdelingen. Nu var det nu, og der skulle laves kejsersnit på akutstuen på Hvidovre Hospital.

Erik fik en stol ved siden af Gittes hovedgærde. Der var hængt et grønt klæde op foran hendes mave, så han ikke kunne se selve operationen. Han kunne kun se lægerne og sygeplejerskernes ansigter.

»Et kejsersnit skal kun tage få minutter, og pludselig meldte tanken sig: »Det tager for lang tid.« Der var dødsens stille i lokalet. Ingen sagde en lyd, og jeg kunne se, at der var sprøjtet blod op på lægernes masker. Det føltes som om, der gik helt uendelig lang tid. Så blev der pludselig kaldt efter hjælp. Ingen forklarede noget, og det var helt grotesk ubehageligt. Jeg lå med hovedet ned mellem armene. »Hvad sker der nu? Er det en præst, de kalder på nu? Hvor galt er det?« Spørgsmålene løb gennem mit hoved, og jeg var vildt bange for svarene. Jeg begyndte at købslå med den Gud, jeg ikke tror på: »Åh, lad det gå godt, lad det gå godt. Det her kan vi ikke rejse os fra, hvis det går galt, så lad det gå godt, lad det gå godt.«

Endelig løftede fødselslægen noget op. 

»En slatten, livløs, slaskedukke, der var helt grå og helt tavs,« fortæller Erik.

Han turde ikke se hen på barnet, som tre læger straks kastede sig over, og da han hørte Gitte spørge, hvad de havde fået, løb fortvivlelsen gennem ham.

»Vi har jo ikke fået noget,« tænkte han.

»I har fået en lille dreng,« lød svaret.

Så endelig brød lyden af barneskrig igennem.

PLADS TIL GLÆDEN.

Bagefter forklarede overlægen, at livmoderen havde trukket sig sammen, så de ikke kunne få barnet ud.

»Selve fødslen var det det mest angstfyldte, jeg har oplevet i mit liv. Jeg var ved at miste det, jeg ønskede allermest, og jeg var helt magtesløs,« fortæller Erik.

Sønnen, Asbjørn, blev indlagt på afdelingen for tidligt fødte, og en ny bekymring afløste den gamle. Havde han taget skade af fødslen? Hvordan ville det nu gå med ham?

Det meste af tiden lå han i en kuvøse og var med Eriks ord »vores lille elektroniske baby.« Hans fod var forbundet med et apparat, der målte iltindholdet i blodet. Jo bedre, han havde det, jo mere ilt og jo højere tal.

»Når han blev lagt over på mig, steg værdien af iltindholdet et par grader. Det er nok lidt maskulint, at jeg så godt kunne lide at se på maskinen og tænke: Nu har han det altså godt. Når jeg sad sådan med ham, kunne jeg for første gang lægge bekymringen væk og give glæden plads. Jeg sad med bar mave og mærkede varmen fra hans krop. Kiggede på de små ører, fødderne, fingrene, neglebåndene. »Kunne vi virkelig finde ud af det, os der ikke kunne få børn,« tænkte jeg. Det var første gang, jeg lod storheden gribe mig. Jeg tænkte: »Nu er du sgu da blevet far.««

Nu er Asbjørn for længst kommet hjem fra hospitalet. Sund og rask.

På gulvet i stuen ligger hans legetæppe. Han kigger på farverne og hviner af glæde.

»Han er et mirakel. Det føler jeg dagligt. Det er alle børn vel, men det er noget særligt, at han dumpede ned i vores liv, lige som vi skulle indstille os på ikke at få vores egne børn Nogle af de bedste stunder er på puslebordet. Når han ligger dér og hygger sig, og jeg ikke kan lade være med at kilde ham. Eller når han sidder i badekarret under krydderihylden i køkkenet og slår i vandet, så det pjasker. Så har jeg den der brusende fornemmelse i kroppen, som man også har, når man er forelsket. Den der svævende, berusende fornemmelse af, at det her er godt. Det er super... Jeg tror ikke, min glæde er større end andre forældres, for jeg tror ikke, man kan sammenligne lykke. Men vi har fået en anden optik at se glæden igennem, og det gør den i hvert fald ikke mindre.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Menneskerettigheder som mærkevare

I dag bliver menneskerettigheder solgt ved hjælp af moderne markedsføringsmetoder. Men hvad sker der med tanker og værdier, når de bliver til kommercielle produkter?
Af Marie Nyhus og Claus Jacobsen | 1. maj 2005

Da nigerianske Amina Lawal fødte en datter i 2001, var der ingen i familien, der jublede. Barnet var født uden for ægteskab, og samme år havde 12 nigerianske delstater indført islamisk lov. Ifølge de lokale dommeres fortolkning af sharia beviste Amina Lawals graviditet, at hun var skyldig i utroskab. Den 22. marts 2002 blev Amina Lawal dømt til døden ved stening.

Amnesty International tog sagen op. Organisationen indsamlede 1,3 millioner underskrifter på verdensplan - mere end 70.000 danskere skrev under - og den 25. september 2003 blev Amina Lawal frikendt ved en højere sharia-domstol. I dag er hun stadig i live.

Frikendelsen var en stor sejr for menneskerettighederne. Og for Amnesty International, der endnu engang kunne markere sig som menneskerettighedernes vogter nummer ét. En solid organisation med et stærkt varemærke, ikke mindst i kraft af de mest moderne markedsføringsmetoder: Støttekoncerter med kendte rockbands, hvervekampagner og salg af tøj med det kendte logo, der signalerer menneskelighed - og modebevidsthed.

»Hvis du har B&O derhjemme, siger du: Jeg har god smag. Hvis du så tilføjer, at du støtter Amnesty, Røde Kors eller Børnefonden, så har du tegnet en streg til dit selvportræt,« siger fremtidsforskeren Rolf Jensen.

Ifølge Rolf Jensen erstattes informationssamfundet efterhånden af drømmesamfundet, som er styret af de såkaldte emotionelle markeder.

For organisationer som Amnesty International giver udviklingen mod drømmesamfundet mulighed for at markedsføre menneskerettighederne. Menneskerettighederne bliver et emotionelt produkt. Gennem organisationen køber forbrugeren mulighed for at yde omsorg - næsten en moderne form for aflad.

»Menneskerettigheder er en variant af lignelsen om Den Barmhjertige Samaritan hvor en godhjertet person træder til og hjælper et nødstedt medmenneske, « forklarer Rolf Jensen.

Rolf Jensen ser drømmesamfundet som en reaktion på en periode præget af positivisme - og tro på, at alt kan forklares rationelt. Men hvor videnskaben har talent for at forklare hvordan, svigter den, når det gælder om at forklare hvorfor. Dét skaber rum for følelser og fortællinger.

 

MENNESKER I CENTRUM.

Udviklingen i samfundet har fået organisationer som Amnesty International, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors til at benytte nye metoder for at profilere sig. Ved at bruge fortælletekniske principper, hvor den menneskelige historie sættes i centrum, kan en organisation opnå forbløffende resultater - som i tilfældet med Amnesty Internationals kampagne for Amina Lawal.

 

»Menneskerettighederne er en potentielt god vare, men de skal gøres konkrete. Vi skal se et billede af dem, der sidder i fængsel og have beskrevet de forhold, fangerne lever under. Sådan bliver Amnesty en følelse, du har,« siger Rolf Jensen.

Udover fortællingerne anvender flere organisationer de såkaldte face-to-face-kampagner til at hverve nye medlemmer. Organisationer som Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp sender simpelthen lønnede ansatte på gaden. På den måde får folk sat et ansigt på organisationen - et ansigt, der kan fortælle levende om organisationens arbejde. I drømmesamfundet afhænger engagement i organisationsarbejde nemlig af evnen til at fremkalde følelser:

»På de traditionelle markeder handler du med hjernen. Hvis du handler på de emotionelle markeder, køber du med hjertet,« siger Rolf Jensen.

 

EN DEL RETORIK.

Ordet menneskerettigheder har en umiddelbar positiv signalværdi, og derfor bruger en del politikere menneskerettighederne i deres retorik.

 

»Faren ved den udvikling er, at retorikken er ureflekteret i forhold til den oprindelige tanke bag menneskerettighederne. For det er ikke en metafysisk eller religiøs forestilling om universalitet, der bærer menneskerettighederne. Menneskerettighederne bliver båret af en et demokratisk fællesskab, der deler nogle konkrete, historiske erfaringer, først og fremmest fra 2. Verdenskrig,« siger Henrik Borup Nielsen, idehistoriker og underviser i menneskerettigheder på folkeuniversiteterne i Århus, Odense og Aalborg.

Idehistorikeren kalder det naiv universalisme, når vi betragter menneskerettighederne som en moralsk trumf, vi bruger til at slå modstandere oven i hovedet med. Debatten om menneskerettighedernes indhold er vigtig, så vi ikke bare går ind for menneskerettigheder og undlader at tage stilling til dem.

»I et demokrati må menneskerettighederne nødvendigvis altid diskuteres og udvikles,« siger Henrik Borup Nielsen.

Amnesty International er påpasselig med ikke at gøre menneskerettigheder til et tomt modefænomen, mener Stig Nielsen, som er pressechef i Amnesty Internationals danske afdeling.

»Vi håber selvfølgelig, at folk sætter sig ind i, hvad menneskerettigheder egentlig er. Men hvis nogen bruger vore produkter, fordi det er smart, kan jeg heller ikke se noget galt i det,« udtaler Stig Nielsen.

Da den danske afdeling af Amnesty International for 40 år siden blev grundlagt i København, var organisationen stærkt afhængig af frivillige aktivister. I dag er der mange lønnede ansatte - og en helt anden holdning til frivilligt arbejde. Mange frivillige melder sig for at få point til deres CV.

»Professionaliseringen af organisationerne er nødvendig, hvis man skal leve op til de krav, der stilles i det moderne samfund. Man kan ikke klare sig udelukkende på frivilligt arbejde og idealisme, « understreger Stig Nielsen.

Fra informationscheferne i Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors er meldingerne de samme: Det kan mærkes, at der er mange organisationer på markedet.

Amnesty Internationals vigtigste aktivitet er at sende breve til politiske fanger og ansvarlige politikere. De fleste medlemmer er passive støttemedlemmer, som stort set aldrig frankerer et brev. Alligevel er de afgørende for organisationens evne til at overleve uden statsstøtte, så dens kritik kan fremstå med maksimal troværdighed.

»Det er helt legitimt at være medlem uden at være aktiv. Kald det aflad - der kan være 117 gode grunde til, at folk ikke er aktive. Men det er trist, hvis de bare er medlemmer uden at vide, hvad det er, de støtter,« siger Stig Nielsen.

Han mener, at medlemmer, der ikke ved, hvad de støtter, hurtigt falder fra.

Tendensen er, at de nye forbrugere shopper mellem organisationerne.

»Vi mærker en stigende vilje til at støtte blandt den yngre del af befolkningen. Det kan vi bl.a. se ved vores landsindsamlinger, hvor stadig flere unge er med. Og jeg tror faktisk, at mange af dem samler ind for flere forskellige organisationer. Lysten til at gøre en forskel er nok større end trofastheden over for den enkelte organisation,« siger Claes Amundsen, kommunikationschef i Dansk Røde Kors.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

1?3svar - Er operationer vejen frem i kampen mod fedme?

1. maj 2005

Berit Lilienthal Heitmann Adj. Professor, ph.d Institut for Sygdomsforebyggelse:

»Operationer er kun for de meget overvægtige, hvor andre metoder til afmagring ikke virker. Kampen mod fedme handler selvfølgelig om, at hjælpe de mennesker, som allerede er fede, men især handler det om forebyggelse og om at sikre, at de nye generationer ikke udvikler overvægt.«


Nina Frahm Formand for Adipositasforeningen Selv fedmeopereret i 1982:

»Ja, når vi taler om fedme og mennesker, der har forsøgt sig med alle de mere eller mindre lødige tilbud, som samfundet indtil nu har præsteret at tilbyde, så er fedmeoperation et godt valg. Der er videnskabelige undersøgelser, der viser, at 90 procent af alle svært overvægtige godt kan tabe sig i en periode, men de tager desværre det hele på igen - plus ekstra kilo. Det er en stor fejl, at næsten alle de hidtidige tiltag, det private og offentlige marked har tilbudt, drejer sig om mad og motion.«


Jørgen Winther (MF) Sundhedsordfører (og læge), Venstre:

»Der er ingen tvivl om, at for nogle af de massivt overvægtige, og med det mener jeg folk, der er oppe og veje det dobbelte af deres idealvægt, er fedmeoperation en god løsning. For al erfaring viser, at personer, der er ekstremt overvægtige, har umådelig svært ved at tabe sig, og i de tilfælde er operation ofte det, der giver de bedste resultater. Selvfølgelig skal der også satses meget mere på forebyggelse af fedme, for der har vi slet ikke været gode nok, og derfor ser vi et stigende antal overvægtige i Danmark i dag. Det er jo alt andet lige bedst, hvis vi kan undgå, at folk bliver så ekstremt overvægtige, at operation bliver nødvendig.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Rigets ubåd helbreder

I kælderen under Rigshospitalet arbejder militær- og sygehuspersonale tæt sammen med at helbrede meget syge patienter i et trykkammer, hvor de behandles for dykkersyge, kulilteforgiftning og stråleskader
Af Jesper Viktor Larsen | 1. maj 2005

Klokken er 5.40 tirsdag morgen. På villavejen i Nykøbing Falster tatoveres bilruden af slagregn, og edderkoppen klamrer sig fast til sin hængekøje på sidespejlet. Gennem bilradioens højttalere sælger Kim Larsen bananer i et tempo, der får den sølvgrå Nissan til at accelerere fra 80 til 120 kilometer i timen. Forude venter små to timers kørsel nordpå ad motorvej E47 til Rigshospitalet.

Carsten Thomsen er på vej til trykkammeret på landets største hospital. En tur, han skal ud på fem gange om ugen i seks uger. For to år siden fik han konstateret kræft i tungen. En langvarig og ubeskrivelig pinefuld strålebehandling blev sat i gang. Kræften har lægerne fået bugt med, og Carsten er i dag rask, men strålebehandlingen har beskadiget kæben så meget, at den er begyndt at smuldre væk. Den proces prøver man nu på at stoppe ved at behandle den 47-årige nykøbingenser i trykkammer, så der forhåbentlig kommer nyt liv i det ødelagte væv.

Klokken er 7.40, da Carsten træder ind på afdeling 4092. Han hilser på de ansatte, der er ved at forberede dagens trykkammerbehandling. Han ifører sig det hvide hospitalstøj. Skænker en kop kaffe op, og snart ankommer de andre patienter.

 

EN ANDERLEDES AFDELING.

Mellem Rigshospitalets underjordiske betonfundamenter ligger afdeling 4092. Her behandler man dagligt patienter med bl.a. dykkersyge, kulilteforgiftninger og stråleskader. Selve trykkammeret - en cylinderformet metaltank, der bringer tankerne hen på en ubåd - spiller hovedrollen på afdelingen. De andre roller spilles af Søværnets dykkere og Rigshospitalets læger og sygeplejersker, der på imponerende vis, på trods af, eller måske netop på grund af forskelligheden, præsterer et tværfagligt samarbejde, der er unikt og til stor gavn for patienterne.

 

»Så har du sgu fået præstekraven på, Kurt,« kommer det fra teknikeren Michael, der er ved at hjælpe den ældre mand det særlige udstyr på, der altså bl.a. ligner en præstekrave.

De vidt forskellige faggrupper på afdeling 4092 har skabt en noget anderledes atmosfære, end det typisk er tilfældet på hospitaler.

»Vi har jo her med ofte meget syge patienter at gøre. Normalt når man behandler folk på et hospital, foregår det individuelt, men her er de en gruppe, der mødes hver dag og sidder to timer sammen i trykkammeret. Det er meget specielt,« forklarer den daglige leder af trykkammeret, overlæge Erik C. Jansen, der mener, at patienterne på den måde hjælper hinanden gennem forløbet.

Carsten Thomsen er meget imponeret over den helt specielle atmosfære, der fylder luften på afdeling 4092.

»En gang i sidste uge spurgte overlægen, om vi havde noget at fortolde, da vi gik ind i trykkammeret. Det er jo ikke ligefrem sådan, man forventer en overlæge taler, men alle morede sig,« fortæller Carsten, der faktisk hver dag ser frem til at blive mødt af det umage personale i kælderen på Riget.

 

KURTS BLÅ FINGRE.

Kurt, den ældre mand, der fik præstekraven på, har fået blå fingre. Da han på en USA-rejse steg ud af flyet, var hans hænder opsvulmede og havde ændret farve. Efter et stykke tid på et hospital i USA, blev han bragt hjem til Danmark. Fingrene var stadig blå, og smerterne næsten uudholdelige. Lægerne frygtede, at de var nødt til at amputere.

 

»Det hele her var fuldstændig blåt, og jeg havde store smerter på grund af trykket i fingrene. Det er egentlig en masse små blodpropper, der er opstået i fingrene,« forklarer Kurt og viser sine hænder frem.

Men efter foreløbig otte behandlinger i trykkammeret er det nu kun fingerspidserne, der er blå. Og Kurt er begyndt at kunne krydse fingre for, at også de yderste led på hænderne kan reddes.

Oprindelig blev trykkamre brugt til folk med dykkersyge, der langsomt skulle vendes til et lavere atmosfærisk tryk. Men i dag har mange andre patienter gavn af at komme i trykkammer.

Teknikken bag behandlingen er egentlig enkel. Det handler om atmosfærisk tryk og iltprocenter. Patienterne sætter sig ind i trykkammeret. I dag er det John, en dykker fra Søværnet, der placerer den specielle hjelm over hovedet på Carsten, som derefter giver sig til at læse B.T.

Så gør han det samme på Kurt og de andre patienter. Imens stiger trykket langsomt.

»Jeg går i slusen,« melder John via en mikrofon til sin kollega uden for trykkammeret.

Så sidder patienten i kammeret den næste halvanden time på hvad, der svarer til 15 meters dybde. Ud gennem hjelmene siver ren ilt. Koncentrationen af ilt er fem gange højere end den ilt, man normalt indånder. Det påvirker en lang række processer i kroppen. I Carstens tilfælde er den øgede iltprocent kombineret med det høje tryk med til at danne nye blodkar i det ødelagte væv omkring kæben. Og for Kurts vedkommende er det høje tryk med til at presse blodet længere og længere ud i fingrene.

Behandlingen varer små to timer. Mens patienterne er »neddykket«, taler de sammen eller læser avis. Udenfor sidder teknikeren Michael tilbagelænet. Hans hvide træsko dingler med overlegen ro på det yderste af tæerne, mens han holder skarpt øje med patienterne på video og styrer teknikken.

Halvanden time senere melder Michael: »Klar til opstigning.« Trykket sænkes langsomt, og efter fem minutters »opstigning« åbner en tekniker døren til trykkammeret.

 

SAMARBEJDE MED SØVÆRNET.

Det tværfaglige samarbejde har efterhånden stået på i en del år. I starten var Rigshospitalet kun i besiddelse af et monotrykkammer - et kammer, hvor man kun kunne behandle én patient af gangen. På Søværnets dykkerskole på Holmen har man ansvaret for at behandle folk med dykkersyge, og det har man gjort i årevis i deres trykkammer. Rigshospitalet var misundelige på Søværnets faciliteter. Den intensive trafik mellem Holmen og Rigshospitalet var uhensigtsmæssig, og der opstod flere farlige situationer, som kunne være undgået, hvis behandlingen udelukkende foregik på hospitalet, hvor patienterne befandt sig. Overlæge Erik C. Jansen sendte en ansøgning på 4,3 millioner af sted til Gad-Andresen Fonden, som blev imødekommet. Nu havde Rigshospitalet sit eget trykkammer med plads til fem patienter, men de manglede dykkerpersonalet med den fornødne tekniske ekspertise. Til gengæld kiggede Søværnets dykkerskole nu misundeligt efter Jansens imponerende trykkammer, og efter lidt flirteri indledte de to instanser et hedt parforhold, der stadig udvikler sig.

 

Udover den daglige behandling på afdeling 4092, så foregår der også banebrydende forskning. I samarbejde med Videnscenter for sårheling på Bispebjerg hospital forskes der på livet løs i, hvordan man kan behandle diabetespatienter med sår på fødderne, der ikke vil heles. Det er spændende udsigter, og ingen ved helt, hvor det ender, og hvilke sygdomme der med fordel kan behandles i overlæge Jansens trykkammer. Men hver dag bliver personalet klogere. Det ser ud til, at lægerne har fundet ud af, at Kurts blå fingre kan få sin oprindelige farve tilbage i trykkammeret. Dagens behandling er færdig for Carsten, Kurt og de andre patienter. Hjelmene tages af, og de forlader trykkammeret. Imens gør det næste hold sig parat til nedstigning.

»Er der nogle, der vil læse B.T.?« spørger Carsten og giver avisen videre.

Og så starter det hele igen. Det unikke samarbejde blandt Søværnets dykkere og Rigshospitalets personale, sammenholdet mellem patienterne, neddykningen til 15 meters dybde og overlæge Jansen og Michael, der diskuterer, hvis afdeling det egentlig er.

Den sølvgrå Nissan vender ryggen til Riget og sætter kursen mod Nykøbing Falster. Kl. 11.17 er Carsten Thomsen hjemme igen, parat til at kaste sig over arbejdet i sin konsulentvirksomhed.


Jesper Viktor Larsen er freelance-skribent.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Holdning og handling

1. maj 2005

Hæftet Holdning og handling 2004 sætter i journalistisk form fokus på FDBs forbrugerpolitiske indsats i året, der gik. Hæftet bringer også artikler om det at være forbrugerpolitisk organisation med FDBs særlige baggrund som brugsforeningsbevægelse. Læs for eksempel artiklerne om overgangen fra drift af dagligvarebutikker til rollen som forbrugerorganisation og aktiv ejer.

Hele hæftet kan downloades på www.fdb.dk. Det kan også bestilles på telefon 3947 0000.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Gæt en by

Verdens storbyer bliver bygget i glas og stål med gigantiske indkøbscentre omkranset af flersporede motorveje. Lokale særpræg forsvinder, når byerne ligner hinanden til forveksling
Af Laura Engstrøm | 1. maj 2005

Indenfor de seneste par år er der skudt to gigantiske indkøbscentre op i København. Her kan man købe Levi's og Gucci-briller, rulle op ad rulletrappen til det næste lag af butikker, og bliver man sulten kan man få italiensk, mexicansk eller kinesisk mad.

Og hvis det ikke var fordi, man vidste bedre, kunne man måske godt foranlediges til at tro, at man stod i en mall i Arizona eller i et af de nye shopping centre i Shanghai. For de fleste indkøbscentre er som lommer i byen uden tid og sted: Er man i troperne eller i Alaska? Er klokken 10 eller 20?

Der kommer også flere og flere millionbyer på verdenskortet, og de allerede eksisterende storbyer vokser eksplosivt. Lige som indkøbscentrene danner deres små, globale minibyer uden lokal identitet, ligner meget af det nye, der bliver bygget verden over hinanden: Kontorbygninger af glas og stål, boligblokke af beton. Det er en moderne international arkitektur, som vokser i takt med den økonomiske globalisering.

Bliver de nye kvarterer i storbyerne så globaliserede, så man i fremtiden ikke vil kunne se forskel på om, man står i et finanscenter uden for Paris eller i en ny bydel i Shanghai? Måske. Men sådan har arkitekturen nu været i århundreder, fortæller professor i byplanlægning på Kunstakademiets Arkitektskole, Jens Kvorning:

»I Europa har arkitekturen altid været international. I renæssancen var der f.eks. en bestemt måde at bygge et bypalæ på. Eller tag rådhuset i København. Det er en kopi af rådhuset i Siena. Arkitekter har altid opereret med globale modeller,« siger han.

Der er dog ikke mange steder, de internationale idealer har fået lov til at stå helt rendyrkede uden at blive farvet af en lokal tradition. Som da modernismens strømlinede ideer mødte den danske murermester-tradition.

»Modernismen havde mange idealer. Bl.a. skulle man bygge i en ren, hvid beton. Men i Danmark er mange af de modernistiske huse lavet i gule mursten,« forklarer Jens Kvorning.

 

DET GLOBALE VINDER.

Men hvor meget kan de lokale traditioner modstå de globale strømninger i dag? Er der f.eks. noget specielt dansk ved kontorhusene på Kalvebod Brygge i København eller ved Larsens opera på Holmen? Kunne de bygninger ikke lige så godt være rejst på gode byggegrunde i Cape Town eller Seattle?

 

Ét af de lande, hvor der bliver bygget rigtigt meget i disse år, er Kina. Og der er ikke meget af det, der ser kinesisk ud. Vestlige tegnestuer har da også masser at lave i det store land. Blandt andet det danske arkitektfirma Møller og Grønborg, som har vundet en konkurrence om at opføre en helt ny by til 300.000 indbyggere i Xianjiang, der grænser op til Kasakhstan (læs Samvirke 8, 2003). Forbilledet er Albertslund. Alligevel bliver Solens by, som den kommer til at hedde, ikke helt vestlig, fortæller direktør Niels Kjølhede fra Møller og Grønborg:

»I starten var den kinesiske bygherre meget interesseret i at få noget vestligt. De ville ikke stå tilbage for andre byer, og de ville gerne have, at det skulle være en international by. Men efterhånden som vi kom længere hen i processen, skulle det være mere og mere kinesisk. Så vi har taget udgangspunkt i landskabets karakter. Byplanen indeholder de stedlige kvaliteter og symbolværdier, der er i området. F.eks. går den gamle silkevej gennem området, og den får så en central place ring i byen. Vi vidste også, at mange kinesere går op i, om husene f.eks. vender rigtigt mod solen i forhold til de traditionelle feng shui-principper, så vi foreslog, at vi skulle bruge noget fra det, selv om den tankegang er lidt gammeldags.«

Bliver Solens By vestlig eller kinesisk? Det kan man ikke helt svare på, siger Niels Kjølhede. Den skulle gerne blive sin egen. Men mange andre nye byer og bykvarterer i Kina ser ud, som om de lige så godt kunne ligge i Vesten, fortæller Jens Kvorning:

»Når man ser på de nye byer i Kina, kan det synes lidt absurd, for det ligner kloner af vestlige byer. Mange kvarterer i de nye kinesiske byer kan lige så godt være et kvarter i Frankfurt eller London.«

 

INTERNATIONAL MIDDELKLASSE.

Flere boligområder i verdens storbyer bliver skåret over samme internationale læst. Moderne boligbyggeri bygget til en moderne livsstil. Og hvordan boligerne skal indrettes, kan beboerne måske få inspiration til i amerikanske tv-serier - ellers dumper der måske et Ikea-katalog ind ad døren. Det går rigtig godt for Ikea rundt om i verden - også i Kina, fortæller Ulf Swedberg fra Ikea.

 

»De unge, kinesiske byboere foretrækker en moderne, funktionel stil med et vestligt touch. De får mere og mere plads, og mange bor i nye lejligheder på omkring 80 kvm. Og siden åbningen af det første Ikea-varehus i Kina i 1998 er vores salg steget med 20 procent. Vi planlægger at åbne 10 varehuse de næste seks år. Så det går stærkt her,« mailer han fra Shanghai.

Det er ikke bare de unge kinesiske byboere, der gerne vil bo moderne. Der er et bestemt, socialt lag i verdens storbyer, som har mange af de samme ideer og drømme om at bo og leve, fortæller Jens Kvorning:

»Der er en voksende, global middelklasse, der har oparbejdet de samme normer. F.eks. deler den kreative, veluddannede middelklasse i Bangalore i Indien mange af de samme idealer som den kreative middelklasse i Vesten. De har mange af de samme drømme og ideer, f.eks. at man kan leve et hverdagsliv, som om man var på ferie. De drømmer om det lykkelige liv på stranden, og boliger ved vandet er f.eks. en boform, som tiltaler dem.«

Hvad er konsekvensen af, at mange af os kommer til at bo ens og opholde os i byrum, der ligner hinanden som jyske gågader? Det er svært at sige. For der er så mange modsatrettede strømninger, mener Jens Kvorning. Ens byrum - og boliger - giver ikke nødvendigvis det samme kulturelle liv:

»Hvis man tager en af de nye byer i Pearl River deltaet i Kina, så er flere af dem den rene, globale udgave. Her har man ikke ladet historien yde modstand. Men det er langt fra sikkert, at det samme kulturliv vil opstå i de byer, fordi rammerne er ens. Mange af de latinamerikanske byer blev bygget i den samme kolonistil, alligevel er de latinamerikanske byer blevet meget forskellige.«

 

DROP TRADITIONERNE.

Er der fordele ved de globaliserede byrum? Ja, mener en af tidens mest fremtrædende arkitekter, Rem Koolhas. Globaliseringen vil frigøre mennesket, fordi man ikke vil hænge fast i historiens dynd, mener han. Og hvad så hvis man ikke kan se forskel på, om man står i Dallas eller Dubai? Tiden er global, og arkitekturen er for længst blevet international. Det er kun forlorent at prøve at holde fast i gamle, lokale traditioner. Lad konservatismen fare og det moderne liv blomstre.

 

»Koolhas bygger videre på modernismens gamle grundtanker om, at formen skal følge funktionen. Og nu fungerer byerne på andre måder, end de gjorde tidligere. Men jeg mener, ikke de ideer holder. Man kan jo se på en by som København. Den fungerede fint som middelalderby. Den fungerede også fint som industriby, og nu fungerer den faktisk også fint som postindustriel by. Den har mange forskellige livsformer i sig,« siger Jens Kvorning.

Men hvad med fremtidens livsformer? Vil vi overhovedet have brug for at mødes i byerne, når vi kan snakke sammen over webcam'en?

»Der er ikke noget, der tyder på, at den nye teknologi gør byerne overflødige. Tværtimod. Informationsteknologien giver også et behov for fysisk tæthed. For vi har brug for at være tæt på hinanden, blandt andet fordi idéudvekslingen går meget hurtigere, når mennesker sidder direkte over for hinanden,« siger Jens Kvorning.


Laura Engstrøm er journalist.

Fakta

Halvdelen af os bor i byer I 1800 boede to pct. af verdens befolkning i byer. Og i det kommende århundrede forventes det, at byerne vil vokse i hidtil uset omfang. For 50 år siden var New York f.eks. den eneste by med en befolkning på over 10 millioner; nu findes der over 20 byer med så store befolkninger. I løbet af den samme 50-års periode steg antallet af byer med over en million indbyggere med mere end det firedobbelte - fra 80 til 365. Nu bor cirka halvdelen af verdens befolkning i byer.

Kilde: www.un.dk