Samvirke samvirke@fdb.dk

Alkohol er ikke for børn

1. juni 2005

EU Kommissionen advarer producenter af alkohol mod at markedsføre deres produkter så voldsomt over for børn. Forbrugerkommissær Markos Kyprianou ønsker, at producenterne vedtager en »code of conduct« for markedsføringen af alkoholiske drikke.

Kommissæren, der er cypriotisk, frygter i følge avisen Financial Times, at de nordeuropæiske drikkevaner blandt unge vil sprede sig til hele Europa.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Farvel til far

Mette Mortensen var kun 22 år, da hendes far døde af kræft. Hun gennemlevede en lang periode med sorg og savn og er nu kommet ud på den anden side
Af Maria Rørbæk | 1. juni 2005

Mette Mortensen var hos sin far, da han døde.

Sammen med moderen og andre familiemedlemmer stod hun ved sengen på Holstebro Sygehus.

»På skift bukkede vi os ned til hans ansigt og sagde farvel. Jeg sagde: »Jeg elsker dig,«« fortæller Mette.

På det tidspunkt havde hun allerede mistet kontakten med sin far.

Han hverken talte eller så på hende. Lidt efter holdt han op med at trække vejret.

»Det var meget mærkeligt at vide, at nu var han død,« fortæller Mette.

I dag er det toogethalvt år siden, at den unge studerende på Landbohøjskolen som 22-årig mistede sin far.

Han var længe syg af kræft, og Mette oplevede tre hårde år fyldt med sorg, angst, død og savn.

»Noget af det værste var usikkerheden. Da han var syg, ventede vi ofte på svar fra undersøgelser og prøver. Han kæmpede og prøvede at blive rask, og vi håbede og ønskede, men måtte alligevel acceptere alle de forfærdelige beskeder om, at hans tilstand blev værre. Bagefter, da han var død, var usikkerheden der stadig: Hvor længe skal jeg blive ved med at være så ked af det? Får jeg nogensinde et almindeligt liv igen?«

Mette, der er enebarn, havde lige taget hul på en helt ny tilværelse, da hendes far fik stillet diagnosen. Som næsten nyslået student var hun flyttet fra Struer til København sammen med kæresten Claus.

Der var lagt op til ungdomsliv og glæde.

»Men sorgen kom til at fylde rigtig meget, fra jeg var 21 til 24 år. Jeg var bare så ked af det.«

 

SVÆRE DAGE.

Både før og efter faderens død tilbragte Mette lang tid under dynen. Hun græd og tænkte sorte tanker.

 

»Lige inden min far døde, havde jeg svært ved at komme igennem dagene. Jeg kunne nærmest bare ligge derhjemme og synes, at det var forfærdelig synd for ham. Han havde så ondt. Noget af det allersværeste var, da han blev opereret og sagde: »Nu vil jeg væk fra det her helvede.««
 
Cirka hver tredje weekend tog Mette hjem med toget. Så håbede hun bare, at hun kunne få en plads for sig selv, så hun ikke behøvede forholde sig til andre mennesker på turen.

»Min far har altid været en stor del af mit liv, selv om han som revisor også arbejdede meget. Da jeg var lille, var det ham og mig, der stod først op om morgenen. Så hørte vi Rasmus Radiomus sammen. Om vinteren løb han gerne rundt med kælken, og da jeg begyndte at spille håndbold, var han tit med ude og se mig spille. Han gik også meget op i, at jeg skulle læse mine lektier. Jeg tror nok, han var lidt bekymret, fordi han syntes, jeg havde travlt med alt muligt andet end skolen,« fortæller Mette med et lille smil.

Familien havde hund, som Mette og faderen af og til luftede sammen. Så gik de langs Limfjorden og snakkede om stort og småt.

»Min far var meget nysgerrig og engageret i mit liv. Jeg har aldrig været i tvivl om, at han elskede mig.«

Engang imellem løb Mette også en tur sammen med forældrene, men ellers brugte hun som de fleste andre unge mest energi uden for familien.

»Mit fokus var, at jeg gik i gymnasiet, var kæreste med Claus, spillede håndbold og var sammen med veninderne,« siger hun.

 

DEN SIDSTE AFSKED.

Den 30. oktober 2002 var Mette hjemme i København.

 

Faderen havde været indlagt i en uge, og moderen ringede fra sygehuset og fortalte, at han havde det dårligt.

»Bagefter fik jeg sådan en lyst til at tage hjem til mine forældre. Det var ikke fordi, jeg tænkte, at han skulle dø, jeg ville bare gerne hjem. Også selv om det var midt i ugen, og jeg kun plejede at rejse i weekenden«

Mette var egentlig taget til forelæsning på Landbohøjskolen, men den var aflyst, og så løb hun spontant af sted for at nå et tidligere tog.

»Far vidste ikke, at jeg skulle komme, men da han så mig, smilede han ikke en eneste gang. Det gjorde det tydeligt, at han havde det meget dårligt. Hvis han bare havde haft det lidt bedre, ville han have været glad... Far skulle til en undersøgelse, og imens satte jeg mig ned og græd. Jeg græd så meget, at sygeplejerskerne slet ikke vidste, hvad de skulle gøre ved mig... Senere kom Claus også. Far har altid godt villet sige noget sjovt, og han fik da også lige spurgt Claus, om han havde de nyeste resultater fra superligaen... Den nat døde far. Lige før midnat. Det var helt utroligt, at jeg nåede hjem og kunne sige farvel til ham.«

I månederne efter begravelsen var Mette udmattet.

»Jeg fortsatte på studiet, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at læse. Jeg sad og så på bogstaverne og fulgte alle sætningerne, men når jeg nåede bunden af siden, vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg havde læst. Der var også en lang periode, hvor jeg slet ikke havde lyst til at tage med til festlige arrangementer. Det virkede for ligegyldigt i forhold til, hvad der var inde i mit hoved.«

Allerede mens faderen var syg, begyndte Mette at komme hos Unge og Sorg, der er en forening for unge med alvorligt syge eller døde forældre. Her deltog hun først i en sorggruppe for pårørende, så i en gruppe for efterladte. Det hjalp at tale med andre i samme situation og få konkrete råd af dem.

»I begyndelsen havde jeg meget svært ved at forstå, at min far var død. Jeg havde mange tanker om, at jeg kunne lukke øjnene, og når jeg åbnede dem igen, ville han være her. Så fik jeg det råd at skrive et afskedsbrev til ham, så jeg bedre kunne forstå, at jeg havde mistet min far. Han kommer ikke tilbage. Jeg fik også til opgave at ringe til mine veninder og direkte spørge: »Kommer du ikke? Jeg er så ked af det.« Veninderne var meget omsorgsfulde og ville gerne hjælpe mig, men det kan godt være svært. Når nogen dør, er der mange, der er bange for at spørge til det, fordi de ikke vil gøre den efterladte ked af det. Men jeg var jo ked af det. Jeg kunne ikke blive mere ked af det.«

 

FORTÆL, HVAD DU HAR BRUG FOR.

Claus forklarede selv Mette, at hun var nødt til at fortælle ham, hvad han skulle gøre. Ellers var det svært at hjælpe hende.

 

»Så jeg lærte at sige til ham: »Vil du ikke holde om mig nu?« Eller: »Jeg har brug for, at du er hos mig nu. Kan du ikke vente med det, du er i gang med.«

Mette får blanke øjne, når hun taler om Claus. På reolen i deres fælles stue står en ramme med billeder. Faderen er med på dét fra sommerhuset, dét fra Mettes studentergilde og dét, hvor han ganske ung sidder i bar mave og holder sin lille datter. Kun på ét billede er han ikke med.

»Jeg har lavet rammen for at mindes de ting, jeg gerne vil huske min far for, og så synes jeg også, der skulle være et billede af mig og Claus alene sammen. Han har været god ved mig og har hjulpet mig meget. Vi var lige flyttet sammen, og så skulle han leve med sygdom og død og sorg. Det er stort af en fyr på 21 år... Selv kunne jeg jo ikke undgå det...«

I dag fylder sorgen ikke længere så meget i Mettes liv, men savnet er der stadig.

»For nogle uger siden blev jeg færdig med min bacheloropgave og fik 11. Så tænkte jeg, at min far ville være blevet så stolt. Min mor var selvfølgelig også stolt, men hvis min far havde været her, ville jeg være blevet udnævnt til professor på stedet.«

Når Mette besøger sin mor, tager hun også ud til faderens gravsted.

»Så fortæller jeg ham lidt om, hvad der sker i mit liv. Bare små almindeligheder: Nu har vi købt en bil og er rigtig blevet hr. og fru Danmark. Nu har jeg bestået den og den eksamen. Forleden var Claus og jeg oppe og skændes om det og det. Jeg fortæller det samme, som jeg ville have fortalt, hvis han havde levet, og bagefter føler jeg, at jeg har snakket lidt med ham.«

Af og til dukker mindet om Mettes far op som et billede inde i hovedet.

Den første lange tid tvang det tårerne frem, men sådan er det ikke længere altid. Mette husker tydeligt første gang, der igen blev plads til glæden.

Det var et års tid efter, at han døde. Hun var til en koncert med Robbie Williams sammen med Claus og to veninder. Aftensolen skinnede, og himlen var blå.

Fra scenen fyrede Robbie Williams den af med Let me entertain you og Feel. Folk hujede og klappede med hænderne over hovedet, og Mette var helt med - lige som alle andre.

»Pludselig er min far inde i mit hoved, og jeg bliver ved med at være glad. Jeg står og har det helt vildt rart og tænker på, at min far ville være glad for at se, at jeg er der og har det godt.«


Læs mere om sorggruppen, som Mette Mortensen kom hos, på www.ungeogsorg.dk


Maria Rørbæk er journalist

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Dagligvarer på hjul

1. juni 2005

Fra 1. juli bliver det tilladt at sælge dagligvarer fra biler, så dagligvare-busser kan være på vej ud i landet. To forhandlere, der i forvejen har hjul under deres produkter, Hjem-Is og Aarstiderne, giver udtryk for, at de gerne vil udnytte de muligheder, som lovændringen åbner for.

»Det er ikke sådan, at vi står klar med et nyt sortiment. Men det er da klart, at vi går i gang med at undersøge, hvilke fordele det kan have for os. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der ikke sælges så meget is om vinteren,« siger administrerende direktør Claus Astrup-Larsen fra Hjem-Is til Dansk Handelsblad.

Umiddelbart betyder lovændringen, at alle dagligvarer fremover kan sælges fra biler. Kun tobak, alkohol og fyrværkeri er undtaget fra loven.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Snyd hospitalet - tag cyklen!

Det Økologiske Råd har som de første i Danmark regnet på det samfundsøkonomiske i at satse på øget cykling. Og en sådan investering viser sig at være særdeles rentabel. Derfor: parkér bilen og tag cyklen, det gavner både miljøet og folkesundheden 
Af Christian Ege, formand for Det Økologiske Råd | 1. maj 2005

Som moderne mennesker vil vi gerne være effektive. Det går hurtigt at køre børnene i bil til skole og så fortsætte videre i bil til arbejde. Vi ved godt, at vi skal have motion - og vi går skam også til fitness eller tennis, og børnene går til fodbold eller ridning. Men det er måske kun én eller to gange om ugen - og vi kører i bil derhen - så går det nemlig hurtigere. Men er det nu også så smart?

Den moderne, stillesiddende livsstil er en trussel mod vores sundhed. Vi sidder stadig mere og kigger på en skærm - om det så er tv eller pc, Playstation eller mobil-display - og så kører vi ellers i bil. Talrige undersøgelser viser, at daglig motion gør en stor forskel. De, der får mindst en halv times motion hver dag, vil have 30-50 procent mindre risiko for en række sygdomme og kan forvente flere sunde leveår. Man får færre hjerte/kar-sygdomme, sukkersyge, knogleskørhed, brystkræft og tyktarmskræft. Også rygsmerter og en del psykiske lidelser ser ud til at kunne reduceres betydeligt gennem motion. I Danmark såvel som i andre lande har sundhedsmyndighederne derfor startet kampagner for at få os til at motionere mere.

Hvis vi går og cykler mere, forbedrer det på én gang miljøet og folkesundheden. Så får vi motion, mens vi løser vores daglige transportbehov. Er der for langt til arbejde, er det ofte muligt at kombinere cyklen med kollektiv trafik. Men hvis man ikke cykler, har man tit et skævt billede af det at cykle - at det tager længere tid og er mere anstrengende, end det faktisk er. Man tror, at det regner langt oftere, end det gør, og at man som cyklist er mere udsat for luftforurening end bilisterne. F.eks. ved de færreste, at luftforureningen er værre inde i bilerne end ude i gadeluften. Mange forældre tror også, at det er farligere for deres børn at cykle, end det faktisk er. Skolevejene ved de fleste skoler er ret sikre - og hvis de ikke er det, kan der gøres noget ved det. Ofte skyldes usikre skoleveje, at så mange forældre kører deres børn i bil til skole - fordi de mener, at vejene er for usikre!

Danmark ligger ganske højt på listen over vestlige lande med megen cykeltrafik. Men cykling har ikke nogen fremtrædende plads i sundhedskampagnerne. Der er derimod flere andre lande, som gør meget for at fremme cykling - netop begrundet i ønsket om forbedret motion og sundhed. Herhjemme fjernede regeringen, der tiltrådte i 2001, de statslige puljer, hvor kommuner før kunne søge støtte til fremme af cykeltrafik. Og der er ikke sat noget andet i stedet.

Investeringer i trafiksektoren prioriteres ved hjælp af samfundsøkonomiske analyser. Men sådanne analyser retter sig i dag alene mod bil- og kollektiv trafik. De inddrager ikke virkningerne på de aktive transportformer gang og cykling og medregner heller ikke effekter på folkesundheden. Det Økologiske Råd har, for første gang i Danmark, regnet på samfundsøkonomien i at satse på øget gang og cykling. En sådan investering vil være særdeles rentabel for samfundet - ikke mindst takket være sundhedsgevinsterne, der er langt større end investeringerne i infrastruktur og kampagner. Beregningerne indgår i en rapport, som også nøje beskriver, hvilke forbedringer af sundheden, der kan opnås ved cykling, ligesom den beskriver problemerne med luftforurening i gademiljøet og med risikoen for ulykker. Endelig gives en række eksempler på kommuner og regioner i ind- og udland, som har gjort en særlig indsats for at fremme cykling. Rapporten er udarbejdet i samarbejde med Hjerteforeningen, Dansk Cyklistforbund og Skole&Samfund.

Vi håber, at rapporten kan inspirere til, at gang og cykling får en langt højere prioritet, så der skabes sammenhæng i sundheds-, miljø- og transportpolitikken. Der ligger nogle spændende muligheder i, at kommunerne efter strukturreformen får ansvaret for det forebyggende arbejde. Herefter vil kommuner kunne se en direkte interesse i at forbedre forholdene for cykling og dermed forbedre folkesundheden.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Miraklet Asbjørn

Erik Matthiesen glæder sig dagligt over sin lille søn. Først da han havde opgivet ønsket om et biologisk barn, skete miraklet
Af Maria Rørbæk | 1. maj 2005

Udefra er det hverdag: En far skubber en barnevogn hen over fortovet. Inde i Erik Matthiesen er det brusende glæde og stor taknemmelighed.

»Det kan stadig føles uvirkeligt. Jeg må stoppe op og tænke: Det her er... Det her sker...«

For godt et år siden havde Erik indstillet sig på, at han aldrig nogensinde skulle være biologisk far.

I mere end fire år havde han og hustruen Gitte Ånerud forsøgt at få et barn. Efter en række forsøg med kunstig befrugtning, gav de op.

»Biologisk set ville jeg kunne få børn med en anden, men for mig er og var det slet ikke en mulighed,« konstaterer Erik, der ikke har lyst til at komme ind på detaljerne om den medicinske baggrund for, at Gitte ikke kunne blive gravid.

14. august 1999 blev den nu 31-årige jurist gift med sin store kærlighed.

Han regnede med, at der hurtigt skulle komme børn i familien.

»Alle i min familie har fået børn, hvis de bare overvejede at kigge på hinanden. Jeg havde slet ikke tænkt, at det var noget, der ikke bare lykkedes,« siger han.

Men hans nu 33-årige hustru fik menstruation måned efter måned efter måned efter måned.

»Jeg ville utrolig gerne have mit eget barn, og ønsket blev større og større, jo længere tid, der gik. Rent biologisk tror jeg, der sker noget, når man bliver ældre. Ønsket om at få børn vokser, og når man så ikke kan, vokser det yderligere... Det handler nok om et helt basalt behov for at sætte et spor, der rækker videre. Og for at kunne præsentere verden for en anden, der ikke ved noget om den.«

Gitte og Erik kunne få tre reagensglasforsøg på statens regning, og de besluttede, at de ville stoppe, når de selv skulle til at betale.

»Uden en klar grænse er det meget svært at sige stop. Manden er ikke ret involveret i processen, så det var nemt for mig at sige, at vi lige skulle have et forsøg mere. Det var også svært for Gitte at sige stop, fordi det jo betød, at jeg ikke ville blive biologisk far. Derfor lagde vi det på en måde over i nogle andres hænder. Da det sluttede, og vi ikke kunne få flere forsøg fra det offentlige, var det faktisk en stor lettelse. Så vidste vi, at nu var det adoption.«

Inden man kan få tilladelse til at adoptere, skal man have besøg af en sagsbehandler, der spørger ind til familielivet. Det skete en onsdag i marts. Dagen efter meldte Erik og Gitte sig til et adoptionsbureau, der formidler børn fra Indien.

»Følelsesmæssigt var jeg nået dertil, at jeg var sikker på, at jeg kunne blive lige så glad for at adoptere. At jeg ville tænke: Det er også vores barn. Alligevel havde jeg stadig lidt ondt af mig selv. Når man adopterer, får man jo ikke den første tid med barnet, og man ved ikke, hvad det har med i rygsækken af oplevelser.«

HYSTERISK GLÆDE.

Gitte havde ikke haft menstruation i flere måneder, og hun og Erik regnede med, at det var fordi, kroppen var blevet stresset efter alle hormonbehandlingerne.

»Tanken om at hun kunne være gravid, havde slet ikke strejfet mig. Måske fordi, jeg ikke turde tænke det. Graviditet var ikke en mulighed for os,« fortæller Erik.

Lørdagen efter sagsbehandlerens besøg var parret inviteret til cocktailfest. Aftenen inden tog Gitte for en sikkerheds skyld en graviditetstest, så hun kunne drikke med god samvittighed.

»Jeg står ude i køkkenet og skræller kartofler, da Gitte kommer hysterisk grinende ud til mig. »Jeg er fandeme gravid,« siger hun, og så må jeg jo slippe kartoffelskrælleren. Vi lægger os ind på sengen og fniser hysterisk. Igen og igen ser vi på strimlen med de to blå streger. Det er som om, det ikke kan være sandt. I sådan en situation tror man jo, at man pludselig er blevet blå og hvid-farveblind,« fortæller Erik.

Da en veninde lidt efter kommer på besøg, tjekker de, om hun virkelig ser det samme.

Det gør hun, og Erik stæser ned på apoteket efter en test mere.

Den giver samme resultat, og senere viser det sig, at Gitte allerede er i niende uge.

»På overfladen blev vi selvfølgelig enormt glade, da vi opdagede, at Gitte var gravid, men jeg turde ikke give mig helt hen til følelsen af glæde. Jeg var så bange for, at det skulle gå galt. Rationelt er det selvfølgelig noget pjat. Hvis det endelig var gået galt, tror jeg ikke, jeg var blevet mere ked af det, fordi jeg havde været glad,« vurderer Erik.

MARERIDTET.

Fem uger inden den planlagte fødsel fik Gitte plukveer med korte mellemrum.

I al hast blev Gitte kørt ind på akutafdelingen. Nu var det nu, og der skulle laves kejsersnit på akutstuen på Hvidovre Hospital.

Erik fik en stol ved siden af Gittes hovedgærde. Der var hængt et grønt klæde op foran hendes mave, så han ikke kunne se selve operationen. Han kunne kun se lægerne og sygeplejerskernes ansigter.

»Et kejsersnit skal kun tage få minutter, og pludselig meldte tanken sig: »Det tager for lang tid.« Der var dødsens stille i lokalet. Ingen sagde en lyd, og jeg kunne se, at der var sprøjtet blod op på lægernes masker. Det føltes som om, der gik helt uendelig lang tid. Så blev der pludselig kaldt efter hjælp. Ingen forklarede noget, og det var helt grotesk ubehageligt. Jeg lå med hovedet ned mellem armene. »Hvad sker der nu? Er det en præst, de kalder på nu? Hvor galt er det?« Spørgsmålene løb gennem mit hoved, og jeg var vildt bange for svarene. Jeg begyndte at købslå med den Gud, jeg ikke tror på: »Åh, lad det gå godt, lad det gå godt. Det her kan vi ikke rejse os fra, hvis det går galt, så lad det gå godt, lad det gå godt.«

Endelig løftede fødselslægen noget op. 

»En slatten, livløs, slaskedukke, der var helt grå og helt tavs,« fortæller Erik.

Han turde ikke se hen på barnet, som tre læger straks kastede sig over, og da han hørte Gitte spørge, hvad de havde fået, løb fortvivlelsen gennem ham.

»Vi har jo ikke fået noget,« tænkte han.

»I har fået en lille dreng,« lød svaret.

Så endelig brød lyden af barneskrig igennem.

PLADS TIL GLÆDEN.

Bagefter forklarede overlægen, at livmoderen havde trukket sig sammen, så de ikke kunne få barnet ud.

»Selve fødslen var det det mest angstfyldte, jeg har oplevet i mit liv. Jeg var ved at miste det, jeg ønskede allermest, og jeg var helt magtesløs,« fortæller Erik.

Sønnen, Asbjørn, blev indlagt på afdelingen for tidligt fødte, og en ny bekymring afløste den gamle. Havde han taget skade af fødslen? Hvordan ville det nu gå med ham?

Det meste af tiden lå han i en kuvøse og var med Eriks ord »vores lille elektroniske baby.« Hans fod var forbundet med et apparat, der målte iltindholdet i blodet. Jo bedre, han havde det, jo mere ilt og jo højere tal.

»Når han blev lagt over på mig, steg værdien af iltindholdet et par grader. Det er nok lidt maskulint, at jeg så godt kunne lide at se på maskinen og tænke: Nu har han det altså godt. Når jeg sad sådan med ham, kunne jeg for første gang lægge bekymringen væk og give glæden plads. Jeg sad med bar mave og mærkede varmen fra hans krop. Kiggede på de små ører, fødderne, fingrene, neglebåndene. »Kunne vi virkelig finde ud af det, os der ikke kunne få børn,« tænkte jeg. Det var første gang, jeg lod storheden gribe mig. Jeg tænkte: »Nu er du sgu da blevet far.««

Nu er Asbjørn for længst kommet hjem fra hospitalet. Sund og rask.

På gulvet i stuen ligger hans legetæppe. Han kigger på farverne og hviner af glæde.

»Han er et mirakel. Det føler jeg dagligt. Det er alle børn vel, men det er noget særligt, at han dumpede ned i vores liv, lige som vi skulle indstille os på ikke at få vores egne børn Nogle af de bedste stunder er på puslebordet. Når han ligger dér og hygger sig, og jeg ikke kan lade være med at kilde ham. Eller når han sidder i badekarret under krydderihylden i køkkenet og slår i vandet, så det pjasker. Så har jeg den der brusende fornemmelse i kroppen, som man også har, når man er forelsket. Den der svævende, berusende fornemmelse af, at det her er godt. Det er super... Jeg tror ikke, min glæde er større end andre forældres, for jeg tror ikke, man kan sammenligne lykke. Men vi har fået en anden optik at se glæden igennem, og det gør den i hvert fald ikke mindre.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Menneskerettigheder som mærkevare

I dag bliver menneskerettigheder solgt ved hjælp af moderne markedsføringsmetoder. Men hvad sker der med tanker og værdier, når de bliver til kommercielle produkter?
Af Marie Nyhus og Claus Jacobsen | 1. maj 2005

Da nigerianske Amina Lawal fødte en datter i 2001, var der ingen i familien, der jublede. Barnet var født uden for ægteskab, og samme år havde 12 nigerianske delstater indført islamisk lov. Ifølge de lokale dommeres fortolkning af sharia beviste Amina Lawals graviditet, at hun var skyldig i utroskab. Den 22. marts 2002 blev Amina Lawal dømt til døden ved stening.

Amnesty International tog sagen op. Organisationen indsamlede 1,3 millioner underskrifter på verdensplan - mere end 70.000 danskere skrev under - og den 25. september 2003 blev Amina Lawal frikendt ved en højere sharia-domstol. I dag er hun stadig i live.

Frikendelsen var en stor sejr for menneskerettighederne. Og for Amnesty International, der endnu engang kunne markere sig som menneskerettighedernes vogter nummer ét. En solid organisation med et stærkt varemærke, ikke mindst i kraft af de mest moderne markedsføringsmetoder: Støttekoncerter med kendte rockbands, hvervekampagner og salg af tøj med det kendte logo, der signalerer menneskelighed - og modebevidsthed.

»Hvis du har B&O derhjemme, siger du: Jeg har god smag. Hvis du så tilføjer, at du støtter Amnesty, Røde Kors eller Børnefonden, så har du tegnet en streg til dit selvportræt,« siger fremtidsforskeren Rolf Jensen.

Ifølge Rolf Jensen erstattes informationssamfundet efterhånden af drømmesamfundet, som er styret af de såkaldte emotionelle markeder.

For organisationer som Amnesty International giver udviklingen mod drømmesamfundet mulighed for at markedsføre menneskerettighederne. Menneskerettighederne bliver et emotionelt produkt. Gennem organisationen køber forbrugeren mulighed for at yde omsorg - næsten en moderne form for aflad.

»Menneskerettigheder er en variant af lignelsen om Den Barmhjertige Samaritan hvor en godhjertet person træder til og hjælper et nødstedt medmenneske, « forklarer Rolf Jensen.

Rolf Jensen ser drømmesamfundet som en reaktion på en periode præget af positivisme - og tro på, at alt kan forklares rationelt. Men hvor videnskaben har talent for at forklare hvordan, svigter den, når det gælder om at forklare hvorfor. Dét skaber rum for følelser og fortællinger.

 

MENNESKER I CENTRUM.

Udviklingen i samfundet har fået organisationer som Amnesty International, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors til at benytte nye metoder for at profilere sig. Ved at bruge fortælletekniske principper, hvor den menneskelige historie sættes i centrum, kan en organisation opnå forbløffende resultater - som i tilfældet med Amnesty Internationals kampagne for Amina Lawal.

 

»Menneskerettighederne er en potentielt god vare, men de skal gøres konkrete. Vi skal se et billede af dem, der sidder i fængsel og have beskrevet de forhold, fangerne lever under. Sådan bliver Amnesty en følelse, du har,« siger Rolf Jensen.

Udover fortællingerne anvender flere organisationer de såkaldte face-to-face-kampagner til at hverve nye medlemmer. Organisationer som Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp sender simpelthen lønnede ansatte på gaden. På den måde får folk sat et ansigt på organisationen - et ansigt, der kan fortælle levende om organisationens arbejde. I drømmesamfundet afhænger engagement i organisationsarbejde nemlig af evnen til at fremkalde følelser:

»På de traditionelle markeder handler du med hjernen. Hvis du handler på de emotionelle markeder, køber du med hjertet,« siger Rolf Jensen.

 

EN DEL RETORIK.

Ordet menneskerettigheder har en umiddelbar positiv signalværdi, og derfor bruger en del politikere menneskerettighederne i deres retorik.

 

»Faren ved den udvikling er, at retorikken er ureflekteret i forhold til den oprindelige tanke bag menneskerettighederne. For det er ikke en metafysisk eller religiøs forestilling om universalitet, der bærer menneskerettighederne. Menneskerettighederne bliver båret af en et demokratisk fællesskab, der deler nogle konkrete, historiske erfaringer, først og fremmest fra 2. Verdenskrig,« siger Henrik Borup Nielsen, idehistoriker og underviser i menneskerettigheder på folkeuniversiteterne i Århus, Odense og Aalborg.

Idehistorikeren kalder det naiv universalisme, når vi betragter menneskerettighederne som en moralsk trumf, vi bruger til at slå modstandere oven i hovedet med. Debatten om menneskerettighedernes indhold er vigtig, så vi ikke bare går ind for menneskerettigheder og undlader at tage stilling til dem.

»I et demokrati må menneskerettighederne nødvendigvis altid diskuteres og udvikles,« siger Henrik Borup Nielsen.

Amnesty International er påpasselig med ikke at gøre menneskerettigheder til et tomt modefænomen, mener Stig Nielsen, som er pressechef i Amnesty Internationals danske afdeling.

»Vi håber selvfølgelig, at folk sætter sig ind i, hvad menneskerettigheder egentlig er. Men hvis nogen bruger vore produkter, fordi det er smart, kan jeg heller ikke se noget galt i det,« udtaler Stig Nielsen.

Da den danske afdeling af Amnesty International for 40 år siden blev grundlagt i København, var organisationen stærkt afhængig af frivillige aktivister. I dag er der mange lønnede ansatte - og en helt anden holdning til frivilligt arbejde. Mange frivillige melder sig for at få point til deres CV.

»Professionaliseringen af organisationerne er nødvendig, hvis man skal leve op til de krav, der stilles i det moderne samfund. Man kan ikke klare sig udelukkende på frivilligt arbejde og idealisme, « understreger Stig Nielsen.

Fra informationscheferne i Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors er meldingerne de samme: Det kan mærkes, at der er mange organisationer på markedet.

Amnesty Internationals vigtigste aktivitet er at sende breve til politiske fanger og ansvarlige politikere. De fleste medlemmer er passive støttemedlemmer, som stort set aldrig frankerer et brev. Alligevel er de afgørende for organisationens evne til at overleve uden statsstøtte, så dens kritik kan fremstå med maksimal troværdighed.

»Det er helt legitimt at være medlem uden at være aktiv. Kald det aflad - der kan være 117 gode grunde til, at folk ikke er aktive. Men det er trist, hvis de bare er medlemmer uden at vide, hvad det er, de støtter,« siger Stig Nielsen.

Han mener, at medlemmer, der ikke ved, hvad de støtter, hurtigt falder fra.

Tendensen er, at de nye forbrugere shopper mellem organisationerne.

»Vi mærker en stigende vilje til at støtte blandt den yngre del af befolkningen. Det kan vi bl.a. se ved vores landsindsamlinger, hvor stadig flere unge er med. Og jeg tror faktisk, at mange af dem samler ind for flere forskellige organisationer. Lysten til at gøre en forskel er nok større end trofastheden over for den enkelte organisation,« siger Claes Amundsen, kommunikationschef i Dansk Røde Kors.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Snyd sukkerhungeren

Det går ikke at sige, at nu skal vi være sunde og så blive ved med at bage drømmekage fra Brovst, men hvad skal vi så?
Af Inger Abildgaard | Jes Buusmann | 1. maj 2005
tallerken

Sukkertrangen forfølger os

Hører du til dem, der ikke bliver rigtig glad, når værtinden sætter glas med svale blegselleri og selvretfærdige gulerodsstave frem til velkomstdrinken? Så er du måske ikke alene.

Det store sukkerspøgelse forfølger store og små, lusker lakridser ned i skufferne på kontoret, hælder gigantiske matadormix-poser ned i skåle foran tv'et og kommer væltende med colaflasker, der er store nok til at slukke tørsten på en hest. Sukkerspøgelset er ude af kontrol, så »gammelmandssukkersyge « sætter ind allerede i klasseværelserne, og nye epidemier får navne som overvægt, fedme, livslede. Nogen må gøre noget ved det, så vi ikke bare snyder, så snart de kloge vender hovedet den anden vej.

Vi er madkulturelt ensporede, vi skal lære at holde af mere mangfoldig mad for at kvitte sukkeret

Derfor skal mere til end at arrangere gulerodsstave i glas en gang imellem. Vi skal blandt andet til at pille ved vores traditioner og måden, vi er sammen på. Vi skal lære at holde af mere mangfoldig mad og ikke være så madkulturelt ensporede, siger bromatolog og ph.D. Gitte Laub Hansen, Suhr's Videncenter. Hun en af de personer i Danmark, der har beskæftiget sig mest med danskernes spisevaner.



Børn, der får sukker vil have mere og mere sukker 

Gitte Laub Hansen fortæller, at i Holland er der lavet undersøgelser af, hvordan børn udvikler deres forkærlighed for sukker.Børn er mere følsomme over for at blive udsat for sukker end voksne. De har en helt anden respons på søde ting, end voksne har. Voksne vælger ud fra en mængde forskellige kriterier: ernæring, mode, økologi og oplevelse. Børn vælger primært ud fra smag, derfor er sukker interessant.

Og hvis børn en gang har fået meget sød juice i stedet for moderat sød juice, vil de næste gang foretrække den sødeste juice. Selvom forskeren de Graaf har påvirket børn med surt og bittert, opnåede han ikke den samme præference.

»Hvis de hollandske resultater holder, må vi undlade at stimulere børns sukkertrang. Både fordi børn er mere udsatte og sukkerfølsomme end voksne, og fordi det har stor betydning, hvad vi som forældre vænner dem til. Også industrien har et medansvar for, hvor sødt man vil lave et produkt som babymos,« siger Gitte Laub.

Restriktioner hjælper på børn, der er sukkersultne

Skrappe midler og restriktioner da hjælper de ikke. Den hollandske forsker har blandt andet undersøgt fire-femårige børns forhold til sukker sammenlignet med forældrenes holdning til sukker. Det viste sig, at jo mere forældrene havde holdt tilbage med sukker, jo mere foretrak undersøgelsens børn noget, der var sødt. Det nytter altså ikke, at vi er restriktive. Vi skal lægge os i selen på andre måder. Gitte Laub Hansen mener, at det drejer sig om at have en grundlæggende sund madkultur.

Børn skal udfordres ved spisebordet

»Vi skal ikke forhindre børn i at smage, heller ikke forhindre dem i at smage på noget sødt. Men børn skal udfordres ved bordet. Vi skal ikke give efter for, at de kun vil smage på noget, de ved, de kan lide. De kan alligevel ikke leve af vammelsød modermælk og babymos hele livet.«

Gør plads til aktiviteter, når I hygger jer


Udfordringen må være, at vi godt kan være sammen og spise, men ikke spiser blindt af det usunde, mener Gitte Laub, og at vi gover plads til fælles aktiviteter, når vi hygger os. Vi skal røre os, når vi er sammen med venner og familie, og ikke mindst til børnefødselsdage skal børnene op af stolene og væk fra kagebordet og sodavandsglassene.

»Vi får det bedre her og nu og på lang sigt. De fleste kender forandringen, når man pludselig anstrenger sig for at leve sundt. Det føles meget hurtigt bedre i kroppen, og på lang sigt mærker man, at maven fungerer, man får større overskud, og man får det sociale samvær, når man spiser sammen og motionerer sammen. Det går ikke at sige, at vi skal være sunde og blive ved med at bage drømmekage fra Brovst. Vi  må finde nogle veje, så vi har det sjovt, uden at vi absolut skal være usunde og for søde,« siger Gitte Laub.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Gæt en by

Verdens storbyer bliver bygget i glas og stål med gigantiske indkøbscentre omkranset af flersporede motorveje. Lokale særpræg forsvinder, når byerne ligner hinanden til forveksling
Af Laura Engstrøm | 1. maj 2005

Indenfor de seneste par år er der skudt to gigantiske indkøbscentre op i København. Her kan man købe Levi's og Gucci-briller, rulle op ad rulletrappen til det næste lag af butikker, og bliver man sulten kan man få italiensk, mexicansk eller kinesisk mad.

Og hvis det ikke var fordi, man vidste bedre, kunne man måske godt foranlediges til at tro, at man stod i en mall i Arizona eller i et af de nye shopping centre i Shanghai. For de fleste indkøbscentre er som lommer i byen uden tid og sted: Er man i troperne eller i Alaska? Er klokken 10 eller 20?

Der kommer også flere og flere millionbyer på verdenskortet, og de allerede eksisterende storbyer vokser eksplosivt. Lige som indkøbscentrene danner deres små, globale minibyer uden lokal identitet, ligner meget af det nye, der bliver bygget verden over hinanden: Kontorbygninger af glas og stål, boligblokke af beton. Det er en moderne international arkitektur, som vokser i takt med den økonomiske globalisering.

Bliver de nye kvarterer i storbyerne så globaliserede, så man i fremtiden ikke vil kunne se forskel på om, man står i et finanscenter uden for Paris eller i en ny bydel i Shanghai? Måske. Men sådan har arkitekturen nu været i århundreder, fortæller professor i byplanlægning på Kunstakademiets Arkitektskole, Jens Kvorning:

»I Europa har arkitekturen altid været international. I renæssancen var der f.eks. en bestemt måde at bygge et bypalæ på. Eller tag rådhuset i København. Det er en kopi af rådhuset i Siena. Arkitekter har altid opereret med globale modeller,« siger han.

Der er dog ikke mange steder, de internationale idealer har fået lov til at stå helt rendyrkede uden at blive farvet af en lokal tradition. Som da modernismens strømlinede ideer mødte den danske murermester-tradition.

»Modernismen havde mange idealer. Bl.a. skulle man bygge i en ren, hvid beton. Men i Danmark er mange af de modernistiske huse lavet i gule mursten,« forklarer Jens Kvorning.

 

DET GLOBALE VINDER.

Men hvor meget kan de lokale traditioner modstå de globale strømninger i dag? Er der f.eks. noget specielt dansk ved kontorhusene på Kalvebod Brygge i København eller ved Larsens opera på Holmen? Kunne de bygninger ikke lige så godt være rejst på gode byggegrunde i Cape Town eller Seattle?

 

Ét af de lande, hvor der bliver bygget rigtigt meget i disse år, er Kina. Og der er ikke meget af det, der ser kinesisk ud. Vestlige tegnestuer har da også masser at lave i det store land. Blandt andet det danske arkitektfirma Møller og Grønborg, som har vundet en konkurrence om at opføre en helt ny by til 300.000 indbyggere i Xianjiang, der grænser op til Kasakhstan (læs Samvirke 8, 2003). Forbilledet er Albertslund. Alligevel bliver Solens by, som den kommer til at hedde, ikke helt vestlig, fortæller direktør Niels Kjølhede fra Møller og Grønborg:

»I starten var den kinesiske bygherre meget interesseret i at få noget vestligt. De ville ikke stå tilbage for andre byer, og de ville gerne have, at det skulle være en international by. Men efterhånden som vi kom længere hen i processen, skulle det være mere og mere kinesisk. Så vi har taget udgangspunkt i landskabets karakter. Byplanen indeholder de stedlige kvaliteter og symbolværdier, der er i området. F.eks. går den gamle silkevej gennem området, og den får så en central place ring i byen. Vi vidste også, at mange kinesere går op i, om husene f.eks. vender rigtigt mod solen i forhold til de traditionelle feng shui-principper, så vi foreslog, at vi skulle bruge noget fra det, selv om den tankegang er lidt gammeldags.«

Bliver Solens By vestlig eller kinesisk? Det kan man ikke helt svare på, siger Niels Kjølhede. Den skulle gerne blive sin egen. Men mange andre nye byer og bykvarterer i Kina ser ud, som om de lige så godt kunne ligge i Vesten, fortæller Jens Kvorning:

»Når man ser på de nye byer i Kina, kan det synes lidt absurd, for det ligner kloner af vestlige byer. Mange kvarterer i de nye kinesiske byer kan lige så godt være et kvarter i Frankfurt eller London.«

 

INTERNATIONAL MIDDELKLASSE.

Flere boligområder i verdens storbyer bliver skåret over samme internationale læst. Moderne boligbyggeri bygget til en moderne livsstil. Og hvordan boligerne skal indrettes, kan beboerne måske få inspiration til i amerikanske tv-serier - ellers dumper der måske et Ikea-katalog ind ad døren. Det går rigtig godt for Ikea rundt om i verden - også i Kina, fortæller Ulf Swedberg fra Ikea.

 

»De unge, kinesiske byboere foretrækker en moderne, funktionel stil med et vestligt touch. De får mere og mere plads, og mange bor i nye lejligheder på omkring 80 kvm. Og siden åbningen af det første Ikea-varehus i Kina i 1998 er vores salg steget med 20 procent. Vi planlægger at åbne 10 varehuse de næste seks år. Så det går stærkt her,« mailer han fra Shanghai.

Det er ikke bare de unge kinesiske byboere, der gerne vil bo moderne. Der er et bestemt, socialt lag i verdens storbyer, som har mange af de samme ideer og drømme om at bo og leve, fortæller Jens Kvorning:

»Der er en voksende, global middelklasse, der har oparbejdet de samme normer. F.eks. deler den kreative, veluddannede middelklasse i Bangalore i Indien mange af de samme idealer som den kreative middelklasse i Vesten. De har mange af de samme drømme og ideer, f.eks. at man kan leve et hverdagsliv, som om man var på ferie. De drømmer om det lykkelige liv på stranden, og boliger ved vandet er f.eks. en boform, som tiltaler dem.«

Hvad er konsekvensen af, at mange af os kommer til at bo ens og opholde os i byrum, der ligner hinanden som jyske gågader? Det er svært at sige. For der er så mange modsatrettede strømninger, mener Jens Kvorning. Ens byrum - og boliger - giver ikke nødvendigvis det samme kulturelle liv:

»Hvis man tager en af de nye byer i Pearl River deltaet i Kina, så er flere af dem den rene, globale udgave. Her har man ikke ladet historien yde modstand. Men det er langt fra sikkert, at det samme kulturliv vil opstå i de byer, fordi rammerne er ens. Mange af de latinamerikanske byer blev bygget i den samme kolonistil, alligevel er de latinamerikanske byer blevet meget forskellige.«

 

DROP TRADITIONERNE.

Er der fordele ved de globaliserede byrum? Ja, mener en af tidens mest fremtrædende arkitekter, Rem Koolhas. Globaliseringen vil frigøre mennesket, fordi man ikke vil hænge fast i historiens dynd, mener han. Og hvad så hvis man ikke kan se forskel på, om man står i Dallas eller Dubai? Tiden er global, og arkitekturen er for længst blevet international. Det er kun forlorent at prøve at holde fast i gamle, lokale traditioner. Lad konservatismen fare og det moderne liv blomstre.

 

»Koolhas bygger videre på modernismens gamle grundtanker om, at formen skal følge funktionen. Og nu fungerer byerne på andre måder, end de gjorde tidligere. Men jeg mener, ikke de ideer holder. Man kan jo se på en by som København. Den fungerede fint som middelalderby. Den fungerede også fint som industriby, og nu fungerer den faktisk også fint som postindustriel by. Den har mange forskellige livsformer i sig,« siger Jens Kvorning.

Men hvad med fremtidens livsformer? Vil vi overhovedet have brug for at mødes i byerne, når vi kan snakke sammen over webcam'en?

»Der er ikke noget, der tyder på, at den nye teknologi gør byerne overflødige. Tværtimod. Informationsteknologien giver også et behov for fysisk tæthed. For vi har brug for at være tæt på hinanden, blandt andet fordi idéudvekslingen går meget hurtigere, når mennesker sidder direkte over for hinanden,« siger Jens Kvorning.


Laura Engstrøm er journalist.

Fakta

Halvdelen af os bor i byer I 1800 boede to pct. af verdens befolkning i byer. Og i det kommende århundrede forventes det, at byerne vil vokse i hidtil uset omfang. For 50 år siden var New York f.eks. den eneste by med en befolkning på over 10 millioner; nu findes der over 20 byer med så store befolkninger. I løbet af den samme 50-års periode steg antallet af byer med over en million indbyggere med mere end det firedobbelte - fra 80 til 365. Nu bor cirka halvdelen af verdens befolkning i byer.

Kilde: www.un.dk 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Linier i landskabet

Duftende syrener, tætte tjørnebuske og stynede poppeltræer, - hver egn har sit hegn - og de forskellige hegn fortæller historier fra en svunden tid
Af Helle Ravn | 1. maj 2005

De står der og trækker bånd gennem landskabet, når vi suser forbi i bilerne. De levende hegn langs vejene og mellem markerne. Vi hilser dem velkommen hvert forår, når de står blomstrende og duftende, og vi nyder synet af de mange skiftende farver om efteråret, men ellers lægger vi knapt mærke dem - og at de er forskellige fra egn til egn.

Hegnene bliver også mere og mere ens rundt i landet, og det er synd og skam, for de er en del af vores levende kulturarv. De har været der i århundreder, og selv inden for Danmarks regioner - som for eksempel Sydfyn - er der forskelle fra egn til egn. Forskelle som både er af kulturelle og naturmæssige årsager.

Heldigvis bliver der stadig plantet egnstypiske hegn. På hovedvej A 9 mellem Odense og Svendborg blev der for nogle år siden på en strækning plantet et syrenhegn, og syrenhegn hører netop hjemme på disse kanter. Ligeledes kan man i forblæste egne af og til se, at der er nyplantet hegn af seljerøn; seljerøn tåler nemlig et stort vindtryk. Den slags initiativer, kan man kun håbe, at såvel privatpersoner som offentlige instanser vil gøre efter.

 

MIN OG DIN MARK.

De gamle hegn fortæller blandt andet historien om, hvilke typer landbrug, der er - og har været - på stedet. I områder, hvor ejendommene har været små, er der ikke langt mellem hegnene, for de skulle markere ejendomsskellet. Man ser derfor tydeligt, at der er mange levende hegn i områder, hvor der har været husmandsudstykninger, mens der sjældent er levende hegn mellem de store godsmarker. Til gengæld kan man genkende et godsområde på steder, hvor der er mange eller lange stendiger.

 

De levende hegn blev oprindelig plantet for at indhegne bøndernes dyrkede marker, så løsgående husdyr ikke brød ind og gjorde skade på afgrøderne. Omkring herregårdene blev der derimod ofte lavet stendiger, hvorpå der også kunne plantes træer. Som adskillelse mellem landsbyernes ejerlav, blev der ligeledes ofte plantet hegn eller lavet jorddiger. Et ejerlav består af en helhed af bebyggelser og jordtilliggender som for eksempel en landsby og dens jorder eller herregårdens jorder. Ejerlavsgrænserne går ofte helt tilbage til middelalderen, og mange steder kan man endnu se sporene i landskabet, enten som lave jordvolde eller som levende hegn.

 

VISUELLE BÅND.

De levende hegn blev tidligere skåret ned cirka hvert syvende år, og grenene blev enten brugt som brændsel eller flettet til gærder. Enkelte steder står der endnu gamle stynede pile og popler i hegnene. De ældst bevarede popler og pile blev plantet omkring den tid, da driftsfællesskabet ophørte - det vil sige omkring 1800 - hvor den enkelte bonde skulle til at indhegne sine egne marker. Poppel eller pil blev plantet med tilpas afstand, så de grene, der blev skåret af dem ved styningen, netop svarede til den mængde, der skulle bruges til at lave et flettet gærde. Ganske praktisk, for på den måde undgik man at skulle transportere grenene.

 

Det Kongelige Danske Husholdningsselskab blev stiftet i 1769, og en af de ting, som man helt fra begyndelsen præmierede, var plantning af poppel og pil som hegning af markerne. Men de hegn, der eksisterer i dag, er i mindst lige så høj grad blevet plantet for at skabe læ mellem marker og ind til haver. Eller de er blevet plantet langs landevejene bl.a. for at fungere som snehegn. Først senere er man begyndt at plante hegn for at skabe visuelle bånd, der markerer vejforløbet. Desuden er der plantet mange hegn langs jernbanestrækninger såvel i nutiden som i jernbanernes barndom. Mange steder kan man stadig se, hvor de nedlagte småbaner gik, fordi rester af jernbanespor og de levende hegn endnu skærer linier tværs gennem landskabet.

FRODIGE FYN.

Fyn er den landsdel, hvor der findes flest levende hegn. De er i dag meget blandede med mirabeller, vilde æbler, navr, hassel og tjørn. De blandede hegn skifter udseende hele året rundt og er med til at give Fyn det frodige og afvekslende landskab. Om foråret starter det med, at mirabellerne blomstrer, og hegnene står som hvide skyer fulde af blomster. Og derefter følger mange andre forskellige blomstrende træer og buske: Hæg, syren, vilde æbler, tjørn, seljerøn, vild rose og til slut hyldens tunge og sødmefyldte blomsterstande. I omkring to måneder afløser den ene blomstring den anden, og fra august og helt frem til november er der igen farver på - og til tider også smag - for da kommer først mirabellerne, og derefter de vilde æbler (som regel hvinende sure), hyben, hyldebær, slåen og tjørnens bær.

 

Men også på Fyn er der forskelle på de levende hegn, og de blandede hegn er især karakteristiske på Sydfyn. Bevæger man sig nordpå fra Faaborg eller gennem den midterste del af Fyn begynder hegnene at skifte karakter, for her består de på lange strækninger udelukkende af syrener, og hvilket syn i blomstringstiden med de lange lilla bånd gennem landskabet! Og kommer man på cykel eller stiger ud af bilen, er der en berusende duft! Kommer man videre nordpå, nord for motorvejen eller den gamle hovedvej A 1, skifter hegnene igen karakter til i hovedsagen at bestå af hassel og tjørn. Så selv om man mener, at alle på Fyn er mere eller mindre ens, kan de gamle kulturgrænser stadig anes i landskabet.

 

DE JYSKE GRANTRÆER SLIPPER OP.

I det meste af Midt- og Vestjylland så man for 10 år siden kilometer efter kilometer af grantræer plantet som læhegn, men det jyske karakteristika er stærkt på retur. Kun hist og her er der i dag nåletræer tilbage, og de er som oftest gamle og giver kun meget dårligt læ, fordi de nederste grene for længst er gået ud.

 

I stedet er der igennem mange år blevet plantet blandede løvtræshegn, som Hedeselskabet står for at plante. Der er tilskud til at plante læhegn, såfremt det foregår efter de anvisninger, som lov om læhegn og læplantning udstikker. Heri står der:

»Ved anlæg af læhegn, skal der ved plantevalg og plantemetode tages hensyn til, at læhegnet i videst mulig omfang tilpasses det omgivende landskab.« Men samtidig står der, at der skal plantes mindst 75 procent løvfældende planter, og det stemmer rigtig dårligt overens med de jyske traditioner.

Det har resulteret i, at det jyske kulturlandskab for en stor grad er ændret, så der i stedet for de lange rækker af mørke grantræer står fem - og syv rækker løvfældende hegn, hvori der yderst sjældent er et eneste stedsegrønt træ. Selvfølgelig var de gamle læhegn af gran eller fyr i lige så høj grad en nyhed på heden efter Hedeselskabets stiftelse i 1866 og hedens begyndende opdyrkning, men også de er i dag en del af kulturarven - en del, som viser, at der engang har været hede på stedet. I dag kan det være vanskeligt at se, hvor landbrugslandet førhen gik over i det barske hedelandskab.

I Jylland blev der dog også plantet hegn, før Hedeselskabet begyndte at plante granhegn. Omkring Limfjorden blev der i begyndelsen af 1800-tallet plantet pilehegn, hvor Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab udlovede præmier for plantning af mindst 2000 hegnspile, og også E. Dalgas gik stærkt ind for plantning af pilehegn.

 

VILDE ROSER I SØNDERJYLLAND.

Allerede i Byloven for Als Nørreherred fra 1680 blev det påbudt boelsmænd at plante levende hegn af hassel og tjørn om pløjejord, og endnu eksisterer der i Sønderjylland en række af de gamle levende hegn bestående af en blanding af hassel og tjørn iblandet vilde roser og brombær. Ved nogle af de gamle smalle veje, som først begyndte at blive erstattet af lidt større veje efter Genforeningen i 1920, føler man ligefrem, at man kører i en grøn tunnel, for hegnene vokser næsten sammen som et tag.

 

 

PIL, POPPEL OG SUKKERROER.

På Lolland, Falster og dele af Sydsjælland blev der plantet vældig mange pile- og poppelhegn i slutningen af 1700-tallet, og især på Falster kan man stadig se nogle af de gamle stynede træer hist og her i hegnene. Almindeligvis skelnes der ikke synderligt mellem pil og poppel, og de er da også blevet plantet side om side. Men mange både pile og popler måtte vige pladsen, da sukkerroerne holdt deres indtog, fordi man mente, at træerne skyggede for afgrøderne og tog for meget kraft, og at rødderne voksede ind i drænrørene.

 

 

DE SJÆLLANDSKE TJØRNEHEGN.

På Sjælland er der blevet plantet færre hegn end i resten af landet. Det skyldes dels det mindre barske klima, men nok så meget, at sjællandske landmænd altid har dyrket markerne »helt ud i skellet«, og det har igen betydet, at sjællænderne har ryddet mange af de gamle hegn.

 

I et område syd for Køge har der fra 1700-tallet og frem til i dag været særlig mange hegn - både levende hegn og stendiger - på grund af det såkaldte kobbelbrug, som var en forløber for den egentlig udskiftning af jorden.

Hvidtjørn er - som i resten af landet - blevet plantet som levende hegn, især fordi tjørnehegn er yderst effektive som værn mod ind- og udtrængende dyr. Skammeligt er det, at så mange levende hegn er blevet fjernet på Sjælland, for der er næsten ikke noget mere sommerligt, end de hvide, stærkt duftende tjørnehegn. Men på Midtsjælland er der blevet plantet poppelhegn, og navr indgår som på Fyn ligeledes i de blandede hegn.


Helle Ravn er museumsinpektør på Langelands Museum



Samvirke samvirke@fdb.dk

Moralen smuldrer på nettet

1. maj 2005

Forskere fra Massachusetts Institute of Technology i USA lagde på et tidspunkt en række 100-dollarsedler ud på nettet. Pengene var forbundet med en robot, som de besøgende på hjemmesiden kunne sætte til at brænde eller på anden måde ødelægge pengesedlerne. Mange aktiverede robotten, så den hærgede løs, selv om der også stod på siden, at det ifølge loven er ulovligt at ødelægge pengesedler.

Den episode fik cand. phil. Thomas Ploug til at over veje, hvad det er, der sker med vores moral, når vi bevæger os ud på nettet.

Thomas Ploug er ansat ved Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab på Syddansk Universitet, hvor han er i gang med en ph.d.- afhandling om it og etik.

Herhjemme er der også eksempler på, at vi opfører os anderledes i cyberspace. Vi bander og svovler i diverse chatrum, vi kopierer andre folks eksamensopgaver og downloader ulovlige lydfiler.

Thomas Ploug har sat sig for at undersøge vores virkelighedsopfattelse på nettet, hvordan anonymiteten påvirker os, og hvorfor man muligvis ikke føler sig så sårbar bag sin skærm og derfor heller ikke opfatter andre webbrugere som udsatte. Afhandlingen vil være færdig næste år.

Læs mere på www.ou.dk/nyheder