Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Voldsomt vandforbrug

1. januar 2007

Annelise Risager, Kolding:

Det var med stor interesse, jeg læste artiklerne i nr. 12 om vand. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg så eksemplerne på forbruget. Jeg har derfor et par uddybende spørgsmål. Er det virkelig rigtigt, at det kræver 4100 liter vand at producere en t-shirt? Hvis det er tilfældet, hvordan er så det regnestykke? Dernæst har det altid undret mig, at Københavnerne bruger så meget mere vand, end vi gør vest for Storebælt. Jeg mener, det kan næppe være det personlige forbrug i husholdningerne! Og i dag giver forklaringen, at det er den større koncentration af industri, vel heller ikke nogen mening! Kan I give en ordentlig forklaring?

Svar fra artiklens forfatter, Tommy Brandi Krog:

At der går 4100 liter vand til at producere ent-shirt, når alt regnes med, har vi fra rapporten »Rich countries, poor water«, som er udgivet af WWF i august 2006 (http://wwf.org.au/publications/rich-countries-poor-water/). Du kan se flere eksempler i rapporten.

Med hensyn til vandforbruget i København kontra provinsen, så skyldes knapheden ikke et generelt højere forbrug hos den enkelte borger eller virksomhed i hovedstaden ifølge Københavns Energi brugte den gennemsnitlige borger i København sidste år 123 liter vand i døgnet mod 125 liter i landsgennemsnit. Men københavnerne bor tæt, og en stor del af de tilgængelige vandressourcer er ubrugelige på grund af forurening. Dermed bliver efterspørgslen større end udbuddet.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev: Voldsomt vandforbrug

1. januar 2007

Annelise Risager, Kolding:

Det var med stor interesse, jeg læste artiklerne i nr. 12 om vand. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg så eksemplerne på forbruget. Jeg har derfor et par uddybende spørgsmål. Er det virkelig rigtigt, at det kræver 4100 liter vand at producere en t-shirt? Hvis det er tilfældet, hvordan er så det regnestykke? Dernæst har det altid undret mig, at Københavnerne bruger så meget mere vand, end vi gør vest for Storebælt. Jeg mener, det kan næppe være det personlige forbrug i husholdningerne! Og i dag giver forklaringen, at det er den større koncentration af industri, vel heller ikke nogen mening! Kan I give en ordentlig forklaring?

SVAR fra artiklens forfatter, Tommy Brandi Krog:

At der går 4100 liter vand til at producere en t-shirt, når alt regnes med, har vi fra rapporten »Rich countries, poor water«, som er udgivet af WWF i august 2006 (www.wwf.org.au/publications/rich-countriespoor-water/). Du kan se flere eksempler i rapporten.

Med hensyn til vandforbruget i København kontra provinsen, så skyldes knapheden ikke et generelt højere forbrug hos den enkelte borger eller virksomhed i hovedstaden – ifølge Københavns Energi brugte den gennemsnitlige borger i København sidste år 123 liter vand i døgnet mod 125 liter i landsgennemsnit. Men københavnerne bor tæt, og en stor del af de tilgængelige vandressourcer er ubrugelige på grund af forurening. Dermed bliver efterspørgslen større end udbuddet.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Rod med gavekortene

Butikker forkorter levetiden på gavekort, selvom reglerne siger fem år. »Forbrugerne bliver snydt for deres egne penge,« mener Forbrugerrådet.
Af Tanja Aas, Inger Abildgaard og Kristian Herlufsen | 12. december 2006


Illustration Corbis

Mange butikker har ikke styr på hvor længe, et gavekort skal gælde

  
Hvis der fra bunken under juletræet falder et gavekort ud til dig, så kan gaven hurtigt blive forvandlet til en flad fornemmelse. I hvert fald hvis du ikke skynder dig at veksle lappen til det, du lige ønsker dig. Mange butikker har ikke styr på, hvor længe et gavekort skal gælde - altså i hvor lang tid, det kan indløses. Det viser en rundspørge, som Samvirke har foretaget kort før juleræset kommer op i gear.

»ET ÅR.«

Sådan lød det typiske svar, da Samvirke udgav sig for at være almindelig kunde på jagt efter julegaven, der næsten ikke kan gå galt. Men for en stor del af butikkerne i undersøgelsen går det galt. Et gavekort bliver først forældet efter fem år. Det afgjorde Forbrugerklagenævnet for et par år siden, da en forbruger havde indgivet en sag, hvor en forretning efter bare ét år ikke ville godtage gavekortet som betaling.

I Forbrugerrådet er jurist Tina Dhanda ikke imponeret over forretningernes rod med gavekortene. »Det er ikke rimeligt, at kunder betaler for en ydelse, og at betalingen efter et stykke tid bliver erklæret for værdiløs. Det er at snyde forbrugerne for deres egne penge,« siger hun.

De store kæder er bedst til at overholde reglerne

Samvirkes rundspørge viser, at der er stor forskel på, hvordan kunderne i forskellige forretninger er stillet. Generelt er de store, landsdækkende aktører med mange butikker gode til at overholde reglerne. Et gavekort udløber aldrig, hvis man køber det hos Kvickly, Bilka eller Bahne, og isenkramkæderne Inspiration og Kop&Kande overholder reglerne til punkt og prikke. Det samme gør blandt andre Matas, BR Legetøj og storcentrene Fields, Rosengårdscenteret og Rødovre Centrum.

Langt værre står det til hos mindre aktører. Veko, der udsteder gavekort til en række butikker på Vesterbro og Frederiksberg, oplyser, at deres gavekort gælder i seks måneder. Køber man gavekort hos handelstandsforeningerne i Helsinge og Fredericia er beskeden, at gavekortet udløber efter et år. Samme oplysning får gavekortkunderne hos blandt andet Kilroy Travels, Ni'mat og motionscentrene i kæden fitness.dk.

Møbelkæden DanBo og internetbutikken Moviezoo vil godt svinge sig op til det dobbelte, to år, selvom det langt fra er nok. Helt galt går det hos Casino Aalborg, hvor et gavekort på et spillearrangement kun kan indløses i tre måneder efter købet.

Tina Dhanda i Forbrugerrådet bekræfter tendensen i Samvirkes undersøgelse. Forretningerne har ikke styr på reglerne for gavekort, og Forbrugerrådet bliver ofte kontaktet af forbrugere, der står med et gavekort, som forretningen ikke vil indløse.

Gavekort vinder frem overalt

 Tidligere var gavekort noget, man mest gav til bøger, men i dag er der kommet gavekort inden for flere forskellige brancher som restauranter, vinhandlere og fitness-centre. Selvstændig konsulent og livsstilsekspert Henrik Byager har sit bud på årsagen til gavekortets fremgang.

»Vi vil hellere selv bestemme, så vi får noget, som vi bliver 100 procent glade for. Mange gaver er velment, men de bliver måske ikke så overstrømmende modtaget. Og så er vi fri for at lade som om, det lige var det, vi havde brug for. Med et gavekort et det som at bytte uden rigtig at bytte,« siger Henrik Byager.

Tina Dhanda fra Forbrugerrådet råder den, der giver kortet, til at sikre sig, at butikken overholder fristen på fem år. Og hvis du selv får et gavekort: »Få det brugt i en fart, inden du glemmer det. Så risikerer du heller ikke, at butikken er lukket i mellemtiden og kortet derfor har mistet værdien,« siger Tina Dhanda.

Sådan gør du, hvis butikken ikke vil godtage dit gavekort

Forbrugerklagenævnet behandler klagen, hvis forretningen ikke vil godtage dit gavekort - og gavekortet er udstedt for mindre end fem år siden. Forbrugerklagenævnet behandler dog kun sager, hvor værdien af varen er mere end 500 kroner.

Er dit gavekort mindre end 500 kroner værd, kan du kontakte butikken og gøre dem opmærksom på de gældende regler. Vil butikken ikke efterkomme dit ønske, er der kun mulighed for at få ret gennem et civilt søgsmål.

Et gavekort har efter loven holdbarhed på fem år, kun helt særlige forhold kan begrunde en kortere frist

Et gavekort har efter loven en holdbarhed på fem år. Kortere gyldighed end fem år skal være særdeles velbegrundet. Det fortæller jurist i Forbrugerrådet Tina Dhanda. Hun har svært ved at se, hvad der kan begunde en kortere frist. Under alle omstændigheder anser hun en holdbarhed på et år eller derunder som urimelig kort. Men har man for eksempel modtaget et gavekort på en ansigtsbehandling, og butikken senere gør gældende, at værdien af en ansigtsbehandling er steget, siden gavekortet blev købt, gælder beløbet på gavekortet stadig. Forbrugeren kan så evt. betale ekstra for den samme ansigtsbehandling.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

ALLE JULEPLATTERS FAR

Juleplatte nr. 100 er på markedet - men indtil videre kun i Asien. Tegneren bag platten Sven Vestergaard, snart 75 år, er verdensberømt i Japan og tager hvert år på turné for at signere platter
Af Henrik Lund-Larsen | 12. december 2006

»Et lille skridt for et menneske, men et stort skridt for menneskeheden.«

Med disse ord hoppede Neil Armstrong ned på Månen. Hans skridt sank dybt ned i månestøvet og efterlod tydelige fodaftryk. Månestøvet lignede sne.

Det var en sommernat i 1969, Sven Vestergaard sad som mange andre og så på, at amerikanerne landsatte en mand på månen.

Næste dag på jobbet på Den kongelige Porcelænsfabrik - kom hans direktør forbi: »Var det ikke noget for dig Sven, at tegne en platte for månelandingen? «

Sven Vestergaard var uddannet som porcelænsmaler og tog uden betænkning opgaven på sig. Han komponerede en tegning med månens overflade, hvor astronautens fodspor er på vej ud i horisonten, efter han har plantet det amerikanske flag - som om han vil gå hjem mod den store Jord, der svæver lokkende midt i billedet.

Det var Sven Vestergaards første platte. Et lille skridt på vejen mod det der senere skulle blive en stor kunstnerisk produktion af juleplatter og berømmelse i udlandet.

Der skulle gå syv år, før månestøvet lagde sig og blev skiftet ud med sne og skøjter. Samtidig med udnævnelsen til tegnestuechef i 1976 kom Vestergaards første juleplatte. Men først fra 1986 tegnede han dem regelmæssigt hvert år, og i år er det blevet til 22 af slagsen.

Først da markedsføringen i 90'erne ændredes fra at handle om en »Juleplatte«, som alene sælger i den vestlige verden, til at handle om en »Årsplatte «, hvor Asien også kan være med, begyndte det at gå stærkt.

 

SIGNERER PLATTER

I december måned vil den snart 75-årige kunstner drage til Japan, for som en anden scenevant forfatter eller musiker at signere hundredevis af platter dagen lang med sin egen signatur og tilføje de japanske skrifttegn, som køberne ønsker skal pryde plattens bagside.

 

I Japan vil man fejre, at det er platte nr. 100, og at den markerer året 2007. Motivet er Nyhavn med opankrede sejlskibe og som altid med sne. For mormors juleplatte, der før hang hjemme på væggen over sofaen, er rejst hjemmefra. Den er blevet til en af Royal Copenhagens kultprodukter, hvor de største markeder nu ligger i Japan, efterfulgt af USA og Italien.

Men da julen markerer det forgangne år, hedder den netop frigivne platte i Danmark og resten af den vestlige verden »2006«. Platten starter altså som årsplatte i Asien, for siden at dukke op som juleplatte herhjemme og det øvrige vestlige marked året efter. Det vil sige, at Nyhavn med de opankrede sejlskibe i vintervejr dukker op i Danmark som juleplatte næste år.

Det er godt nok som en del af et salgsshow, at Sven Vestergaard gennem den sidste halve snes år har rejst til fjernøsten, men båndene knyttes stadig tættere til Japan - også som inspirationskilde til fremtidige motiver.

»Man kan ikke være den samme, når man vender hjem fra Japan. Det har helt klart inspireret min tegnestil at have været derude,« erklærer han.

Når Sven Vestergaard tegner sine platter som tilsyneladende er så danske, så danske i deres motiv, sker det i en japansk arbejdskimono. Fra sit tegnebord ser han direkte ind i øjnene på et japansk dragehoved eller over på en halv meter høj og fed sumobryder. Inde i stuen står en samurairustning.

»En af vore venner ude i Japan havde bestilt 800 platter til sine forretningsforbindelser og ville også give mig en gave. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle ønske mig, så jeg sagde - noget med samuraier.«
Sven Vestergaard smiler: »Tænk, så kom han med en hel rustning, jeg tror, sådan en koster over 35.000 kr.« Klukkende viser han billeder frem af sig selv i samurairustning. Med sit gråsprængte skæg ser han meget autentisk ud.

 

BØRN SOM MOTIV

Nogle gange tager det få dage at få motivet til platten til at falde på plads, andre gange tager det langt længere. Motiverne drejer sig altid om romantiske vintermotiver fra Danmark og Grønland. Der har oftest været børn på platterne, for de er gode at fortælle historier ud fra, hævder Sven Vestergaard. En uudtømmeligt motivkreds må man formode, for sammen med sin kone Vera har de tilsammen otte børn og 20 børnebørn.

 

Flere og flere skitsebøger bliver slået op og bladret hen til et motiv, der har ledt til en platte. Han tegner altid ude i naturen - ved Slagelse og omegn hvor han bor.

Et motiv til en nylig platte havde som arbejdstitel: »Dyrene derude«. Den er tegnet ude i den bagvedliggende skov. På en lille forårstur medhunden Teddy og børnebørn skitserede han en lille lysning med nogle gamle frønnede træer.

Børnene tegnede han ind, som om de stod og så på nogle hjortekid.

Hjemme på arbejdsværelset, hvor Sven Vestergaard til stadighed arbejder 3-4 timer hver dag stykker han så skitserne sammen, kommer sne på og skaber den endelige stramme komposition.

Samtidig tegner Sven Vestergaard figurer, der passer til platten, men som sælges separat. 2006- motivet med Kronborg og de fem nordiske svaner får følgeskab af et barnepar som Hamlet og Ophelia og en brusende svane.

Processen gennem fabrikken tager til gengæld et par år. Sven Vestergaards forslag skal nå igennem en godkendelse af direktion og salgsselskaber ude i verden, som første stop. Herefter tager en modellør over og overfører motivet til en gipsprototype.

Han graverer de mørkere partier dybe, så malingen kan lægge sig der. Og de lyse partier bliver høje, så malingen, der påføres som støv, kan børstes væk igen og dermed efterlade hvide sneområder.

I den endelige produktion sprøjter porcelænsmalere maling på platten og børster atter maling væk af flere omgange, før plattens motiv står perfekt. Herefter får platten sin endelige blanke overglasur og går til brænding. Der er også detaljer,detaljer, der laves i hånden, f.eks. er stjerner på nattehimlen en lille udkratning med en kniv.

HESTE OG BYER

Fra han gik i lære som 16-årig som porcelænsmaler til i dag næsten 60 år senere, har Sven Vestergaard tegnet utallige mængder af motiver for fabrikken, fra hesteplatter med præmierede galopheste som motiv, over platter for tyske byer, eller kæmpebowlen til fabrikkens 200 års jubilæum. Selvom motivbowler og lignende håndværk ikke sælger længere, er der stadig et stort behov for Sven Vestergaards evner, så meget at han ikke behøver at fremhæve sig selv som designer.
Han er Mr. Royal Copenhagen, naturligt - ydmygt. Måske er det derfor, han er så værdsat i Japan? For det er ganske i tråd med den japanske kultur, hvor man indtil for få år siden var livslangt ansat på sin virksomhed, og det at være i lære som kunsthåndværker kunne tage årtier, førend man kunne betragtes som mester.

Henrik Lund-Larsen er projektlærer på Danmarks Designskole

Samvirke samvirke@fdb.dk

Det er vores bryggeri

Før i tiden gik mænd til finere madlavning. Nu trækker øllauget
Af Mare Preisler | Foto: Chili | 12. december 2006

Mænd i alle aldre valfarter til de mange øl-laug, bryghuse og øl-foreninger, der er skudt op over hele landet. Selv på plejehjemmet er de mandlige beboere begyndt at brygge deres eget øl.

På Ballelund Plejehjem ved Silkeborg overlader de mandlige beboere det til damerne at male på silke. I hvert fald de dage, hvor plejehjemmets eget bryglaug har gang i ølbrygningen. Plejehjemmet har investeret i et 50 liters bryganlæg, og det har været en bragende succes, fortæller Bent Godrum, brygmester og administrativ medarbejder på plejehjemmet: »Ølbrygning er en hyggelig beskæftigelse, der siger alle noget. Man laver noget konkret, som oven i købet smager godt. Interessen har været overvældende, og vi har endda haft besøg fra flere andre plejehjem, som vil vide, hvordan man gør.«

Bent Godrum er hobbybrygger og medlem af Tange Sø Whisky og Øl Laug, og han var derfor hurtig til at sige ja, da plejehjemmets aktivitetsleder spurgte ham, om han ville påtage sig opgaven som brygmester. Hans eneste betingelse var et rimeligt ordentligt bryganlæg, og det fik han, men udgiften var også til at få øje på: 5500 kroner.

Øllauget var tænkt som et tilbud til plejehjemmets mandlige beboere, der ikke alle er lige begejstrede for silkemaling og peddigrør og den slags aktiviteter, som plejehjemmet ellers tilbyder. Men damerne protesteredeover kønsdiskriminationen, og i dag er kvinder også velkomne i øllauget. Det benytter enkelte af damerne sig af, men hovedparten af de aktive bryggere er mænd.

SOCIAL ØL.

At ølbrygning i disse år er en yderst populær social aktivitet mærker også foreningen Danske Ølentusiaster, hvis lokalafdelinger over hele landet ofte trækker fulde huse, når der er foredrag om ølbrygning, ølsmagning eller fælles udflugter til regionens bryghuse.

»Alle raske drenge skal prøve at brygge deres eget øl. Jeg tror aldrig, at så mange mennesker som nu har mødtes over en øl for at udveksle meninger om øl og livets genvordigheder,« siger Ole Madsen, redaktør af Danske Ølentusiasters blad.

Det er også en social begivenhed, når der hver lørdag brygges øl på kedlerne i Ans Bryghus, som de 250 medlemmer af Tange Sø Whisky og Øl Laug driver i fællesskab. Det er ikke en drikkeklub, hvor det handler om at blive fuld, understreger formand Peter Baggerman.

»Det er skæg og ballade, og det går gemytligt til, men de fleste kommer hertil i bil, så det bliver kun til en mundsmag.« Det samme er tilfældet i Svendborg Bryglaug, hvor 18 medlemmer - primært mænd - mødes cirka en gang om måneden og brygger øl sammen i lånte kælderlokaler under det lokale apotek.

»Vi drikker da øl, men omdrejningspunktet ersamværet om en fælles interesse. Der bliver fortalt mange røverhistorier, og vi giver hinanden en del røg. Jeg har stiftet mange nye bekendtskaber og mødt gamle bekendte, jeg ellers havde mistet kontakten med,« siger oldermand i Svendborg Bryglaug, Erik Nielsen.

Det er dog ingen tilfældighed, at han og laugbrødrene har valgt øllet som omdrejningspunkt for deres samvær. Golf, finere madlavning eller vin havde ikke været samme fornøjelse, mener Erik Nielsen:

»I en vinklub står folk i nystrøgne skjorter og kan næsten ikke finde ud af at holde på glasset. Øl er mere jordnært. Der er ingen fine fornemmelser. Hos os kan man møde op i t-shirt, og vi spiser flæskesvær til.«



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Samvirke samvirke@fdb.dk

Det rindende guld

På en fabrik i et u-land bruges over 4000 liter vand til at producere en enkelt t-shirt. Samtidig er vandforsyning blevet et investeringsobjekt. Vand er vor tids olie - en kostbar ressource 16
Af Tommy Brandi Krog | 12. december 2006

Vand er for længst blevet en attraktiv investering. I juni kunne det finansielle nyhedsbureau Bloomberg således berette, at en aktieinvestering i vandrelaterede selskaber siden 2003 har givet et højere afkast end aktier i olie- og gasselskaber. Og det i en tid med stærkt stigende oliepriser.

Multinationale vandkoncerner som Suez og Veolia har stået i kø for at deltage i de seneste års reformer og privatisering af vandforsyninger i særligt Sydamerika, Asien og Afrika. Og markedet er i kraftig vækst.

Selskaberne overtager typisk en slidt infrastruktur, som de herefter skal forsøge at modernisere til en profitabel forretning, samtidig med at de giver lokalbefolkningen forsyningssikkerhed til en pris, den kan betale. Privatiseringerne er dog gennemført med skiftende succes. Mens der er almen enighed om, at Sydafrika er et godt eksempel på en vandreform, har moderniseringen i andre lande mødt voldsom modstand.

I slutningen af 90'erne gennemførte Bolivia en delvis privatisering af vandforsyningen, hvor to store selskaber - efter at have overtaget kontrollen - skruede prisen på vand op med 150 procent. 450.000 mennesker gik på gaden i protest, og de efterfølgende uroligheder kostede fem livet.

Bolivia bliver i dag brugt som et eksempel på, at myndighederne må aktivt på banen med krav om rimelige priser og sikring af vand til alle, hvis vandreformer skal lykkes.

Mange protester opstår, når grupper som i forvejen har adgang til rent og billigt vand, typisk bønder og økonomisk velstillede, risikerer at skulle betale mere for mindre vand. Men der er samtidig i mange lande en generel skepsis mod at privatisere noget så basalt som vand - også blandt vandeksperter:

»Jeg ser ikke noget problem i at privatisere infrastruktur og indvinding af vand, så længe det foregår under effektiv, offentlig regulering. Men jeg mener, det er utroligt farligt at privatisere selve vandet. Vand er det helt basale brændstof for liv og bør ikke være en handelsvare,« mener seniorforsker Helle Munk Ravnborg, Dansk Institut for Internationale Studier

VI EKSPORTERER MANGEL PÅ VAND

. Der kræves store mængder af vand til megen af den produktion, som i disse år flyttes fra Europa og USA til Østeuropa og Asien. Eksempelvis kræver det 4100 liter vand at producere en t-shirt og 8000 liter at producere et par sko, når produktion og råvarer regnes sammen.

Dermed eksporterer Vesten ikke alene arbejdspladser og fabrikker, men også et vandproblem. Og for et land som Kina, der har over 20 procent af verdens befolkning, men kun syv procent af ferskvandet, hvoraf langt det meste findes i syd, vil den massive stigning i produktionen uundgåeligt få konsekvenser.

Globaliseringens virtuelle transport af vand er blevet døbt water footprints og er et begreb, som i stigende grad optager vandeksperterne.

»Et væsentligt bidrag til at løse klodens vandproblemer ville være at fremstille vandkrævende produkter, hvor der i forvejen er rigeligt med vand. I Kina skulle en stor del af landbrugsproduktionen ligge i Sydkina, hvor vandet findes, frem for i nord, hvor der er mangel,« forklarer professor Torkil Jønch-Clausen, udviklingsdirektør i det danske vandselskab DHI Group.

Ved at sammenligne mængden af vand per indbygger bliver globaliseringens effekt endnu tydeligere. Mens et land som Canada således har mere end 92.000 kubikmeter vand per indbygger, er det tilsvarende tal i Nordkina under 500 kubikmeter.

Store lande som Kina og Indien oplever i forvejen en massiv folkevandring fra land til by og har kraftigt voksende middelklasser, der vil have opvaskemaskiner, badekar og grønne plæner ligesom os.

Derfor står de, sammen med andre vækstlande i Asien, Østeuropa og Latinamerika, over for særligt store udfordringer i de kommende årtier.

GLASSET ER HALVT FULDT.

De nye vækstcentre har dog samtidig muligheden for ikke at gentage vores fejl med overforbrug og forurening af grundvandet. Udfordringerne er kolossale, men landene er begyndt at tage problemerne alvorligt. Eksempelvis offentliggjorde Kina i august et investeringsprogram på 700 milliarder kroner i vandrensning og vand-infrastruktur frem til 2010.

Også effektiviseringer af landbrugets vandforbrug, eksempelvis med drypvanding, reduktioner af det enorme spild i mange offentlige ledningsnet samt indførelsen af afgifter på vand breder sig. På verdensplan er der derfor håb forude, mener Torkil Jønch-Clausen:

»Fortsætter vi som hidtil, vil manglen på vand blive værre, meget værre, end i dag. Men det er mit indtryk, at verdens ledere har fået en større bevågenhed om verdens vandkonflikter og vandmangel,« siger han og argumenterer for, at vi heller ikke må undervurdere teknologiens betydning:

»Ingeniører har en fantastisk evne til at finde effektive og billige løsninger på vores problemer. Derfor foretrækker jeg at se glasset som værende halvt fuldt frem for halvt tomt.«

Medlemmerne af FN forpligtede i år 2000 hinanden på at halvere antallet af mennesker, der må leve uden adgang til rent vand senest i 2015. Der er ni år tilbage.

Links til rapporter og organisationer, der beskæftiger sig med vand på samvirke.dk


Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kvinder bedst til aktier

En amerikansk aktiespareforening med kun kvinder som medlemmer har klaret sig bedre end de dygtigste i jakkesæt på Wall Street. Den nyhed fik amerikanske kvinder i hobetal til at investere i aktier. Også den danske aktionærforening får lige nu flere og flere kvinder som medlemmer
Af Dorte Q. Geisling | 12. december 2006

Når kvinder vil lave ukendt mad, læser de opskriften, før de starter. Mænd tror for meget på egen tæft og begynder bare at hælde diverse ingredienser i. Kvinder er mere forsigtige, tænker langsigtet og er bedre til ikke at spille verdensmestre. Derfor er de bedst til aktier.«

Så enkelt - eller svært - er det for Claus W. Silfverberg og hans Dansk Aktionærforening. Foreningen har nemlig flest mænd som medlemmer, og den forsøger at lære de cirka 15.100 medlemmer, at heldig investering i aktier kræver for eksempel blot en smule indsigt i virksomheders regnskaber.

»Hvor svært kan det være?, siger mænd. Vi tænker oftest kortsigtet, og der skal være afkast her og nu. Den trang til at løbe en risiko, som måske stammer fra, at vi var jægere, er skidt, når det handler om investering. Den er ikke bare skidt. Den er også dyr, fordi du alt andet lige taber penge. Mænds Tarzan-gen gør, at mænd ofte handler aktier hovedkulds, mens kvinder er bedre til at tjene gode penge på værdipapirer,« siger Claus W. Silfverberg, som ser medlemstallet stige og stige.

Og det er især kvinder, der melder sig som aktieinteresserede disse år. Engang var der langt mellem kvinderne til foreningens aktieundervisning, aktieskolen. I dag er hver tredje kvinde. »Det er med investering lidt som med en slankekur.

Alle kan intellektuelt forstå, at der skal spises mindre fedt. Men kvinder er måske bedre til at følge kuren, aktiekuren, i praksis. Jeg tror, at vi mænd synes, det er kedeligt at være fornuftig, forsigtig, lave analyser og for eksempel at sprede vore penge klogt på flere firmaer. Vi vil bare handle her og nu.«


HILDA HEICK:

»Jeg tror da, at kvinder er mere fornuftige i form af, jeg ved, hvad jeg har. Jeg ved ikke, hvad jeg får.«

»Jeg kaster mig i hvert fald aldrig ud i noget, der er for spændende, « fortæller Hilda Heick, som for fem år siden købte aktier i fire, store, danske virksomheder.

For eksempel i Danske Bank. I Familien Heick er det hende, der sidder på pengene. Keld er ligeglad, som hun kalder det.

Hilda deler gerne ud af sine økonomiske erfaringer: »Køb aldrig noget, du ikke har pengene til forlods. Lån aldrig penge til at handle aktier for. Jeg har sat penge til side til pension.

e penge, jeg købte aktier for, er udelukkende penge, som godt kan tåle at blive mindre værd i kursværdi, uden at Keld og jeg må gå fra hus og hjem. Og sådan bør du altid gøre med hensyn til aktier.«

»Den gang de der it-aktier røg til tops, tænkte jeg, at jeg nok burde købe en bunke af dem. Men ved du hvad? Halvdelen af de virksomheder drønede jo nedenom og hjem, og at tage sådan en chance er slet ikke mig. Jeg har aldrig været heldig i spil. Jo, jeg har da vundet 31 kroner i Lotto, men jeg har ikke penge til at tabe 50.000 her og 50.000 kroner der,« forklarer sangerinden. Hilda Heick gør, helt husmoderfornuftigt det, som Dansk

Aktionærforening prædiker. Hun lader være med at købe og sælge i panik i tide og utide. »Nu lader jeg de aktiekøb være i fred. I maj gik markedet ned, og jeg fik da en lillebitte smule ondt i maven. Men så gik kurserne op igen,« fortæller Hilda Heick.

ANNA THYGESEN:


Jeg tror, vi er bedre analytikere og mere holistiske end mænd. Derfor ser vi i højere grad på hele virksomheden frem for kun et lille hjørne, og det er rigtig heldigt i aktiehandel. Mænd er nok mere tilbøjelige til at blive forblændet af en detalje og så tabe hovedet,« forklarer Anna Thygesen, som selv har for cirka en million kroner aktier.

»Men det er jo ikke sådan en analytisk tilgang til tilværelsen, vi sådan går og tænker over og planlægger. For vi er også gode researchere og analytikere, når vi står overfor at skulle købe en ny vaskemaskine, sofa eller bil. Der er mænd mere til falds for at falde på halen over en flot facon på en bil uden at se så meget på, hvor langt den kan køre på literen.«

»Men jeg tror på den anden side også, der er mange danske kvinder, som har en million kroner stående enten i banken til lav indlånsrente eller som friværdi i huset. De penge kunne de kvinder med held godt bruge nogle af til aktier. Men her kniber det af og til for kvinder med at tage ansvar for økonomien,« mener Anna Thygesen, som giver en opsang til alt for forsigtige kvinder: »I må altså også tage ansvar for økonomien. Hvad er det ved din mand, der gør ham særlig egnet til at bestemme enerådigt i pengesager? «

Anna Thygesen har 20 års erfaring med salg og marketing i danske og udenlandske virksomheder. Thygesen er forfatter til bogen »Om Mus og Mænd«, som handler om det ekstreme liv i Cirkus Thorsen og PFA skandalen. I dag har hun egen konsulentvirksomhed, hvor hun rådgiver om strategisk udvikling.


TRINE PANUM KJELDSEN:

»Jeg er en Forsigtig Per - sådan en, som aldrig har overtræk og sådan noget. Det var først for to år siden, min bankrådgiver rådede mig til at købe aktier for en sum penge, jeg havde i overskud. Jeg er fra Jylland, så jeg er ikke typen, der bare gambler med penge, som skal bruges til husleje og tøj.« Trine Panum Kjeldsen købte aktier i et enkelt, lille, jysk firma på vej frem.

»Tanken om at støtte en hårdtarbejdende, lille virksomhed, som er på vej frem, kan jeg godt lide. Så for mig er investering ikke kun håbet om at tjene penge. Det er lige så meget ideologi,« forklarer TV2s vært på Nyhederne og Efterlyst.

Det var en god idé, Trines bankrådgiver fik. For nu at sige det på jysk. I dag er kursen steget omkring 30 procent i forhold til, hvad Trine købte aktierne til.

»Ja, det er dejligt, men jeg farer ikke hen og sælger aktierne for at score pengene til forbrug. Jeg lader dem være,« siger Trine Panum Kjeldsen, som går og grubler over, om hun skal bruge kursstigningen på nye aktier. »Jamen, jeg må da indrømme, at jeg spekulerer på, om jeg bør købe aktier for forskellen på kursen dengang og i dag. Jeg har, af lutter jysk fornuft, fortrængt tanken indtil nu, men nu stikker den hovedet frem,« fortæller Trine Panum Kjeldsen.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Samvirke samvirke@fdb.dk

Kampen om livets kilde

Vand bliver en stadig mere kostbar ressource, fordi vi ikke kan finde ud af at fordele vandet retfærdigt, selvom der er rigeligt af det
Af Tommy Brandi Krog | 12. december 2006

Mere end en milliard mennesker lever i dag uden adgang til rent drikkevand. Stadig flere væbnede konflikter handler om retten til vandressourcer. Og nu må også europæere og amerikanere vænne sig til, at floder tørrer ud, og grundvand forsvinder.

»I virkeligheden er det her ikke et vandproblem. For der er vand nok,« forklarer professor Torkil Jønch-Clausen, der er udviklingsdirektør i det danske vandselskab DHI Group og en internationalt højt respekteret vandekspert.

Når så mange lande og mennesker alligevel mangler vand, skyldes det først og fremmest mangel på politisk vilje til at fordele og prioritere vandet. Ofte befinder vandet sig ikke der, hvor vi mennesker har brug for det. Og vi kan ikke finde ud af at dele det vand, som er, mellem os.

Derfor er vand i dag blevet en knap ressource for milliarder af mennesker. Ifølge en FN-rapport vil fem af jordens 7,9 milliarder mennesker i 2025 leve i områder med mangel på rent vand.

VAND UDEN GRÆNSER

.. Da Israel i sommer bombede Libanon, var noget af det første de ødelagde vandforsyningerne. Den årtier gamle konflikt handler nemlig i høj grad også om magten over Jordan-deltaet, der sikrer befolkningerne vand. Den, der kontrollerer de omstridte Golanhøjder, sidder også med nøglen til naturens vandværk.

En anden konflikt flyder gennem 10 afrikanske lande: Nilen. I århundreder har den givet vand til overrisling af Egyptens landbrug og drikkevand til de i dag 75 millioner egyptere. Samtidig har Etiopien, fra hvis bjerge op mod 85 procent af floden udspringer, måttet tørste ligesom dele af befolkningerne i de øvrige otte lande, Nilen gennemløber.

I århundreder har Egypten kunnet true sine flod-fæller til at holde fingrene fra Nilen. Men da stormagterne efter den kolde krig tabte deres strategiske interesse for Afrika, begyndte de andre at kræve deres andel af Nilens rigdomme, og Egypten er nu gået med i det historiske samarbejde Nile Basin Initiative, der skal sikre en mere retfærdig fordeling.

Også mellem Tyrkiet og Syrien, Indien og Bangladesh og mellem Kina og Indien har der været konflikter. Ifølge den seneste udgave af FN's World Water Development Report bor næsten halvdelen af verdens befolkning i områder med floder, deltaer og grundvandsreservoirer, der strækker sig over flere lande.

Og lægger vi dertil, at klodens befolkningstal fortsat stiger, samtidig med at over halvdelen af os nu lever i byer med et højere forbrug, har vi en giftig cocktail til flere internationale konflikter. Det er derfor vigtigt, at det internationale samfund bliver mere opmærksomt på risikoen, forklarer Helle Munk Ravnborg, der er seniorforskeri naturressourcer ved Dansk Institut for Internationale Studier:

»Politisk styring og samarbejde, både nationalt og på tværs af grænser, er helt afgørende for at sikre en retfærdig fordeling af vand. Først når den erkendelse er til stede, har vi en god chance for at undgå konflikterne.«

Konflikten står typisk mellem landbruget, der globalt set forbruger 70 procent af vandet, på den ene side, og industri og byer på den anden.

»Mange lande må indse, at der ikke er vand nok til både at drive intensivt landbrug, sikre de økosystemer som fornyer vandet, og forsyne byerne med rent drikkevand. De bliver simpelthen nødt til at prioritere,« siger professor Torkil Jønch-Clausen.

»Mange steder bliver fordelingen af vandressourcer stadig betragtet som en teknisk øvelse. Men det er i høj grad også en politisk øvelse, hvor ledere er nødt til at beslutte, hvem der skal have gavn af den begrænsede mængde vand,« supplerer seniorforsker Helle Munk Ravnborg, Dansk Institut for Internationale Studier.

VANDMANGLEN RAMMER EUROPA

. Den manglende lyst eller styrke til at regulere forbruget resulterer typisk i to ting: At der bliver brugt mere vand, end naturen kan forny, og at nogle mennesker har rigeligt, mens andre tørster. Problemerne er kendt i mange fattige lande, hvor myndighederne står svagt. Men knapheden ses i stigende grad også i Vesten, hvilket Verdensnaturfonden i august illustrerede med en lang række konkrete eksempler:

I Europa bruger vi mange steder enorme mængder af grundvand og flodvand på at kunstvande afgrøder, der efterfølgende belægges med subsidier, fordi de ellers ikke kan klare sig på verdensmarkedet.

I Australien kan indbyggerne i adskillige byer trods forsøg på at spare vand se frem til en 10- dobling af vandprisen over de næste 25 år.

Og i flere sydeuropæiske lande, herunder Spanien, trækker turisme og kunstvanding til eksempelvis golfbaner så hårdt på grundvandet, at risikoen for indtrængen af salt i ferskvandsreservoirerne stiger markant.

»Også i Europa er vi nødt til at erkende, at vi skal passe bedre på vandets økosystemer. Vi har for længst taget det vand, vi kan finde, og nu rammer det os som tørlagte floder og hyppigere og mere voldsomme oversvømmelser,« siger seniorforsker Helle Munk Ravnborg.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Hvor er Bodil?

12. december 2006

Susanne Mølmark, Lejre:

Hvordan kan en præsentation af dansk films og teaters divaer i novemberudgaven slippe gennem korrektur/redaktion uden at nævne Bodil Ipsen! Hvor imod Birthe Neuman og Tove Maes er omtalt - og de er vel - med al respekt - ikke divaer? Bodil Ipsen var måske den største af dem alle, og de heldige der har overværet hende og Poul Reumert sammen på scenen, glemmer det aldrig. At glemme Bodil Ipsen er som at glemme Søren Kierkegaard, hvis der tales om danske filosoffer.



Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve- Skævt kildevalg

12. december 2006

Thomas Gravgaard:
Et hooliganregister er muligvis en god idé og kan sandsynligvis frigøre vigtige politiressourcer til andre mere presserende samfundsopgaver. Det mener jeg, og det mener Samvirke tilsyneladende også. Problemet er, at den holdning ikke bare kommer til udtryk på lederplads i septembernummeret. Den skinner også igennem i det betænkeligt skæve kildevalg i artiklerne.

Det er da ikke overraskende, at Samvirke når frem til, at et hooliganregister kunne være en god idé, når man kigger på det kildevalg. Hvorfor er der ikke citeret én eneste kilde, der er modstander af forslaget? De findes også. Og det ville da overlade lidt mere vurdering til læserne, og som sådan tjene journalistikkens hovedformål en del bedre.

Enten mener journalist Lars Aarup, at politiet er ekspert og ikke part. Eller også har han valgt kun at lade den ene part komme til orde. Det første ville ganske enkelt være forkert, da politiet i ekstrem grad er part i denne diskussion, da det er dem, der oprindeligt har fremlagt forslaget om et hooliganregister. Det andet ville være betænkeligt og have mere karakter af propaganda end af oplysning. Hvor er de uvildige eksperter? Eller i det mindste modparten, eksempelvis tilhængere eller politikere, der er mod ideen?

PS: Ros for undersøgelsen af hvor mange timer politiet bruger på problemet. Tal er i det mindste objektive, også selv om det er politiet, der leverer dem...?

SVAR

fra artiklens forfatter, Lars Aarup: Allerførst tak for roserne. Vi er meget stolte af, at kunne præsentere en dokumentation for politiets tidsforbrug ved fodboldkampe. Et tal, som ingen tidligere har kunnet - eller måske villet - offentliggøre. Du kalder valget af kilderne i artiklerne »betænkeligt skævt« idet, der ikke er en modstander af idéen om et hooliganregister, der kommer til orde. Svaret er, at det i min research ganske enkelt ikke er lykkedes at finde en modstander af forslaget, men derimod nuancerede holdninger også forbehold i forhold til, hvordan et register skal administreres. For eksempel SF's Anne Baastrup og OB's kommercielle chef Tue Kempf, der begge efterlyser klare regler for, hvordan man kommer ind og ud af registeret.

Du antyder også, at jeg måske betragter politiet som »ekspert« og ikke part i sagen. Som jeg ser det, er der kun én ekspert i artiklerne, og det er den engelske politiofficer Stephen Thomas, der er ekspert på det britiske system. Resten af kilderne er praktikere eller politikere, som ser en mulig løsning i et hooligan-register.

Hvis der er modstandere af forslaget om et hooligan-register, høre vi gerne fra dem. Debatten er stadig åben på www.samvirke