Samvirke samvirke@fdb.dk

Når Månen er fuld og farlig

Hundene hyler og fostervandet går. Myterne er mange, men fakta er færre om den sølvskinnende kugle på himmelhvælvet
Af Karin Elrød | 1. august 2005

Den mystiske måne

Fra tidernes morgen har Månen givet inspiration til et hav af myter og legender. Dens klare lys beroliger ængstelige sjæle i den mørke nat. Men Månens vedholdende tendens til at forsvinde helt og dukke op på ny vækker bekymring, mistro, frygt og undren. Månen kan oven i købet få solen til at forsvinde. Hvor uhyggeligt kan det blive?

Manden i Månen er kendt af de fleste. Hans bleggule spøgelsesfjæs med mørke kraterøjne og munter måbemund er tydeligt ved fuldmåne.

Drabelige beretninger

Færre kender til kvinden i Månen, selv om hun findes i en række folkesagn. Vores forfædre i oldtiden, der ikke henslæbte aftenerne foran tv, havde god tid til at observere, hvad der gik for sig på nattehimlen. At fantasien ikke fejlede noget, viser drabelige beretninger om en vrimmel af måneguder og -gudinder, fra ægypternes Thoth til grækernes Selene og romernes Luna. Sidstnævnte har givet Månen dens latinske navn og er ophavskvinde til lunatic, det engelske ord for månesyg eller forrykt.

Enorme kræfter er knyttet til Månen og dens skiftende faser. Månen får havene til at stige og falde. Nu om stunder ved vi, hvad der ligger bag flod og ebbe. Det er Solen og Månens tiltrækning, der får vandstanden i verdenshavene til at svinge for hver 12 og en halv time. Når Jorden, Solen og Månen ligger på linje ved fuldmåne og ved nymåne, trækker de i samme retning, og så er påvirkningen ekstra stærk. Men selv når man kender den videnskabelige forklaring, er fænomenet imponerende at iagttage. Normandiet er udsat for Europas kraftigste tidevand, der kan svinge over 10 meter i døgnet.

 

Træk i fostervandet

Månens faser forbindes med kvindens månedlige blødninger og med frugtbarhed for mennesker, kvæg og korn. Jordemødre siges at have ekstra travlt på de nætter, hvor fuldmånen trækker - ikke alene i tidevandet, men også i fostervandet - og får kvinderne til at gå i fødsel. Ifølge en omstridt slovakisk fertilitetslæge, Eugen Jonas er kvindens frugtbarhed afhængig af, at vinklen mellem Solen og Månen er den samme, som da hun selv blev født. Var der f.eks. fuldmåne, vil hun altså have ægløsning, når månen er fuld. Også barnets køn bestemmes af Månens position på undfangelsestidspunktet, mener Dr. Jonas.

 

Månen spiller en vigtig rolle i magien og troldkunsten. Hekse ved, ligesom biodynamiske jordbrugere og andet godtfolk, at Månens faser har betydning for planternes vækst og påvirker husdyrenes adfærd og udvikling. Eksempelvis er tiden fra nymåne til fuldmåne en god tid for arbejdet med ting, der skal vokse og gro.

 

Vampyrer og vareulve

»I see a bad moon rising«, rockgruppen Creedence Clearwater Revival hittede i 1969 med sangen om alt det slemme, Månen kan forvolde. Mange sagn og historier handler om, hvordan fuldmånen bringer det værste frem i folk. Blandt de mest berømte er Bram Stokers fortælling om den transsylvanske vampyrgreve Dracula og hans natlige onde gerninger. Folketroen hævder, at sover man i måneskin, bliver man sindssyg, og at en forbandelse kastet ved fuldmåne kan forvandle et menneske til en varulv.

Den onde måne

 

I middelalderen blev Månen opfattet som symbol på det onde eller hedenskabet, som skal trædes under fode. Det gør den svangre Jomfru Maria i Johannes' åbenbaring om verdens ende, hvor hun angribes af Satan i skikkelse af en syvhovedet drage: »en kvinde klædt i solen, med månen under fødderne« Et kalkmaleri i Søborg Kirke afbilder den sejrende Maria stående på Månen, omkranset af solstråler. Men også i det moderne menneskes dagligdag stortrives troen på Månens, og ikke mindst fuldmånens, ubehagelige indflydelse. Den får skylden for, at dyr fra hamstre til hunde bliver aggressive og bider.

Selvmordsprocenten stiger markant, voldsmænd går amok, politiet anholder flere forbrydere, og på skadestuerne øges antallet af ulykkesofre i fuldmånens skær. Måske, altså. For mange er beviserne på de negative påvirkninger fra Månen lige så lysende klare som måneskinnet selv; men trods masser af undersøgelser er der aldrig for alvor påvist nogen sammenhæng mellem den menneskelige adfærd og Månens faser.

 

Sværmer i måneskin

Fuldmåne har heldigvis også sine gode sider. For børsteormene i havbunden er fuldmånen tegn til at komme ud af hullerne og sværme på overfladen. Også homo sapiens holder af at sværme, og når den sølvhvide kugle tænder sin magiske lanterne over de elskende par på vores blå planet, synes alting muligt. Tænk bare på Chers romance med Nicolas Cage i filmen »Lunefulde Måne«, hvis måneskinnet holder dig vågen. Din søvnløshed kan i øvrigt skyldes, at øjnene er ekstra følsomme over for fuldmånens gule lys.

 

Det er fuldmåne knap hver 30. dag, så sommetider er der hele to fuldmåner i samme måned. Men det hænder også en sjælden gang og altid i februar, at vi får en måned uden fuldmåne. Sidste gang var i 1865, og næste gang bliver i 2066.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kærlighedens tyranni

Ingen kan rigtig finde ud af, hvad den er for en størrelse. Kærligheden. Nogle mener ikke at kunne leve uden den, andre ikke med den
Af Jens Kerte | 1. august 2005

Alle jagter kærligheden. Speed-dating er eksplosivt populært blandt de unge, smarte og rappe. Ved et enkelt caféarrangement får deltagerne over en snes muligheder for at møde den eneste ene. Tre minutter til hvert stævnemøde.

Men kærligheden er som et vildt dyr, som river og flår, når man bare vil lege med det. Kærligheden kan også være svær at spotte, for der er total forvirring om, hvordan den ser ud. Et græsk ordsprog siger, at »kærlighed kræver fornuft og ydmyghed, harens bløde spring og ørnens hurtighed.«

For nogle er kærlighed »et bur med tremmer af lykke,« mens den for franskmændene rummer »livets største glæde og livets største sorg.« »All you need is love,« synger The Beatles i gruppens evergreen af samme navn. Andre siger, at »kærligheden er en tyran, som ikke skåner nogen.«

Blandt et halvt hundrede opslagsord i Aschehougs store citatbog er de 22 sider i afsnittet »Om kærlighed« i omfang kun overgået af kapitlet »Om arbejde og forretninger« og skarpt forfulgt af sentenserne »Om penge.«

Meningerne stritter i alle retninger, men alle er enige om, at kærligheden er ekstremt vanskelig. Nu om dage bliver vi gift og skilt som aldrig før. I løbet af de seneste ti år er antallet af vielser steget med næsten ti procent til 35.000 om året. Også det tilsvarende antal skilsmisser på 15.000 er rekordhøjt.

Kærligheden er så besværlig, at Suzanne Brøgger allerede under ungdomsoprøret for over 30 år siden skrev en selvbiografisk bestseller med titlen og budskabet Fri os fra kærligheden. Kunstneren mente som ungt menneske, at kærligheden var undertrykkende og stod hende og hendes jævnaldrende i vejen for et frit, afvekslende og eksperimenterende sexliv.

»Der findes en flig af galskab i al kærlighed,« sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche i 1800-tallet. Men den holder ikke længere set med den moderne videnskabs øjne. Nu skelner eksperterne skarpt mellem forelskelse og kærlighed. Det er de forelskede, der bevæger sig på randen af et nervøst sammenbrud. Parterne i et længerevarende kærlighedsforhold er bare snusfornuftige på grænsen til det kedsommelige.

 

FORELSKELSENS KULLER.

Både forelskelsen og kærligheden har hjemme i hjernen og ikke i hjertet, som digterne ellers mener. De vil så gerne rime hjerte på smerte.

 

Dybt inde bag kraniet i den mest primitive del af hjernen, den såkaldte krybdyrhjerne, har forelskelsen til huse, mens kærligheden bl.a. bor i nærheden af hjernebarken, centret for fornuft.

De vanvittigt forelskede bliver belønnet med signalstoffet dopamin, som suser rundt i den primitive del af hovedet og gør parterne kulrede med mentale op- og nedture. Tilstanden minder om at være på stoffer, og både mænd og kvinder kan på det nærmeste blive afhængige af forelskelse. Af samme årsag skifter nogle partnere i ét væk. Det har bl.a. den amerikanske antropolog Helen Fisher fra Rutgers University, New Jersey, beskrevet i sin seneste bog, Why we love.

Andre forsøg viser, at det især er hormonet vasopressin, der er på spil i længerevarende, monogame forhold, hvor forbindelsen i stedet for hed sex i en kortere periode mere drejer sig om samliv, tryghed og yngelpleje i det lange, seje træk. Altså dyb, varm kærlighed, når kemien er i orden. Amerikaneren mener, at kærlighed i form af gensidig respekt og afhængighed kan læres med årene. En forudgående, hidsig forelskelse er ikke nødvendig.

Lignende tanker lancerede den italienske sociolog og filosof Francesco Alberoni allerede i 1980'erne i sin bestsellertrilogi om kærlighed, venskab og erotik.

Han mener, at »forelskelsen udspringer af en depressiv overbelastning, som igen skyldes manglende mulighed for at finde noget af værdi i den daglige tilværelse.«

Både den realiserede forelskelse og den romantiske kærlighed er en ukendt størrelse mange steder på Jorden, hvor ægteskaber i Afrika, Mellemøsten og Asien ofte er arrangeret af forældrene uden om de to involverede unge.

Pardannelsen mand/kvinde betragtes som en slags fusion af to familier ud fra økonomiske og andre praktiske hensyn.

Sådan foregik det også i Europa langt op i historien. Forestillingen om den romantiske kærlighed optrådte første gang for kun 800 år siden. Og da kun i litteraturen.

Især Bibelen har godt nok endnu længere leveret saftige historier side op og side ned om både kærlighed og sex. Men på den ene side drejer det sig om Guds kærlighed og på den anden om synd, fortabelse og forbandelser.

 

FARLIGE FORBINDELSER.

Ordbøgerne definerer kærlighed som »en dyb følelse af at holde af nogen eller noget.«

 

Når den opfattelse bliver pisket op med erotisk begær på tværs af familiære bånd, sociale skel og religiøse forskelle, har vi balladen.

Opfindelsen af den romantiske kærlighed daterer sig til 11-1200-tallet med beretningerne om Tristan og Isolde og deres ulykkelige alliance. Det var i tiden efter korstogene, da trubadurerne i Provence begyndte at kvæde om dengang, kong Mark sendte sin nevø, Tristan, til Irland for at hente monarkens unge brud, Isolde. Ulykkeligvis forelskede de to unge sig i hinanden på tilbagerejsen.

Den forbudte kærlighed blev ikke mindre spændende af, at Isolde artigt giftede sig med kongen, mens hun i det skjulte fortsat dyrkede Tristan. Den farlige forbindelse sluttede, da de to unge på forskellig vis omkom som følge af deres kærlighed.

Tragedien om den umulige kærlighed er siden blevet genbrugt i et utal af andre beretninger, lige fra Shakespeares Romeo og Julie til ugens novelle i Romanbladet.

Adskillige malere og billedhuggere har også forsøgt at fastholde nogle af kærlighedens utallige udtryk. Der er f.eks. Rodins Kysset, Edvard Munchs Jalousi og Gustav Klimts Kærlighed, alle hovedværker i den internationale kunsthistorie fra slutningen af 1800-tallet.

Sidstnævnte maleri viser en ganske ung og tilsyneladende meget uskyldig kvinde af det bedre borgerskab i færd med at hengive sig til en noget ældre og mere erfaren herre, angiveligt en sigøjner.

Mennesket har tilsyneladende en svaghed for den håbløse kærlighed. Det fastslog hofpræsten Andreas Kapellanus allerede i den tidlige middelalder i en håndbog om lægemidler mod kærlighed: »Hvis kærligheden er let at opnå, har den ringe værdi. Vanskeligheder gør den kostbar.«

Alligevel ender historien ikke altid ulykkeligt. Det er historien om adelskvinden Marie Grubbe et bevis på.

Hun blev i 1600-tallet først tvangsgiftet med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Ægteskabet holdt ikke. Derefter stod hun ligeledes på familiens foranledning brud med adelsmanden Palle Dyre. Den gik heller ikke. Men så kastede hun sig af egen fri vilje i armene på den en del yngre kusk og senere færgemand Søren Sørensen Møller: På trods af den sociale deroute blev det lykken for den selvstændige kvinde. Lige indtil ægtemanden i en brandert skød en skipper og blev sendt på livsvarigt strafarbejde.

Ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon var Marie Grubbe »en viljestærk og egensindig kvinde, der insisterede på kærlighedens ret og var villig til at betale dens pris.«

Hendes livs drama har da også inspireret flere danske forfattere til diverse romaner, historier og fortællinger samt en opera. Lige fra Ludvig Holberg, Steen Steensen Blicher og J.P. Jacobsen til Sven Lange og Juliane Preisler.

Også H.C. Andersen skriver med beundring om Marie Grubbe i eventyret Hønse-Grethes familie, selv om den evige ungkarl mente, at »det er med kærlighed som med skildpadde. De fleste kender den kun forloren.«

Den dom faldt dog lang tid inden, kong Edward den 8. af England i 1936 opgav hele sit kongerige efter mindre end et år på tronen for at få papir på sin elskede, Wallis Simpson.

Hun var både amerikaner og fraskilt to gange, så hende ville hverken den anglikanske kirke eller det britiske parlament vide af ved kongens side.

Men det ville Edward, så han sagde sin royale stilling op for at følge sit hjerte. Eller sin hjerne, som videnskaben mener. I hvert fald giftede han sig efter abdikationen med sin Wallis, og parret bosatte sig i Frankrig, hvor de to levede lykkeligt til deres dages ende.

 

EN SEKUNDÆR FØLELSE.

»At elske er at håbe,« proklamerede den britiske forfatter Anna Barbauld, da kærlighedsdigterne for alvor gjorde deres entre på romantikkens litterære scene i Europa for 200 år siden.

 

Kærligheden og håbet udgør stadig to centrale følelser i de fleste moderne menneskers indre liv. Men det var de første kristne, der allerede kort efter korsfæstelsen af Jesus placerede budskaberne om både tro, håb og kærlighed centralt i deres forkyndelse.

Alle tre følelser skal ifølge Bibelen især rettes mod Gud, men Jesus tilføjede kærligheden og medfølelsen et menneskeligt ansigt. I Det ny testamente slår apostlen Paulus fast: »Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.« Det er fordi, kærligheden ifølge kristendomm en findes i alle gode egenskaber.

Ikke desto mindre placerer adskillige af vor tids adfærdspsykologer kærlighed i skuffen med såkaldt sekundære følelser. Dér er de i selskab med følelser som bl.a. stolthed, skadefryd og lykke, der har det tilfælles, at de betragtes som blandinger af de medfødte primære følelser.

Blandt de primære følelser findes følelser som vrede, glæde, bedrøvelse m.fl.

I kraft af sin sekundære placering som blandingsfølelse af hengivenhed, respekt, ømhed, beundring og mere til - foruden det dér udefinerlige - findes der mange forskellige former for kærlighed, som da også betragtes som navnet for de tusinde følelser.

Kærlighed knytter de fysisk elskende sammen, men der findes også kærlighed til familien, vennerne, sandheden, partiet, kæledyret og sporten foruden Gud, konge og fædreland og meget, meget mere.

»Hvad er kærlighed mod en bøf med løg?« spurgte den britiske dramatiker, kritiker og samfundsdebattør George Bernard Shaw.

Men kom ikke og sig til en nybagt mor, at hendes moderkærlighed er en sekundær følelse.

»Hvis kærligheden er en illusion, så til helvede med virkeligheden.« Elsa Gress

»Man siger, at kærligheden ikke har grænser, men netop grænserne er det interessante.« Jean-Luc Godard

»Kærlighed er det puds, man har spillet os for at sikre slægternes beståen.« W. Somerset Maugham

»Det eneste, vi aldrig får nok af, er kærlighed. Og det eneste, vi aldrig giver nok af, er kærlighed.« Henry Miller

»Kærlighed sejrer over alt, undtagen fattigdom og tandpine.« Mae West

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hjem for sømænd og cyklister

På Thyborøn Sømandshjem må man gerne komme ned til middagsmaden i strømpesokker
Af Lise Mortensen Høy | 1. august 2005

»Syn's du selv, at den her sovs hænger ved kartoflerne? « er et typisk spørgsmål, hvis den brune sovs på Thyborøn Sømandshjem ikke flyder tykt nok.

»Her er kontant afregning, og det kan jeg altså godt lide. Når sætningen starter med »syn's du selv,« er der helt sikker noget galt. Men de siger også, når maden smager godt,« griner Malene Toft, der i en alder af 29 år allerede har kunnet kalde sig bestyrer af Thyborøn Sømandshjem i tre år.

Madmor, sjælesørger, mor, hotelvært - og hende, der sørger for, at sovsen og det hele hænger sammen, beskriver meget godt Malenes funktioner på stedet.

»Sømandshjemmet er jo netop et hjem. Både for mig og for fiskerne. Vi har ti værelser til fastboende fiskere, og der bor både fiskere med fast adresse og nogle, der er her i en periode, mens de fisker fra Thyborøn.«

 

FORMIDDAGSHYGGE.

Mellem ni og ti om formiddagen kommer alle forbi for at drikke kaffe og blive opdateret med de seneste nyheder fra Thyborøn.

 

Her sidder Verner, der er godt oppe i 70'erne. Ved siden af ham sidder Niels Christian, der også er fast ved kaffen, begge er kommet på Sømandshjemmet siden midt i 1940'erne.

Fritz ved den anden side af bordet har halvpart i en større fiskekutter, men fiskekvoterne forhindrer ham i at sejle ud i dag - trods det gode vejr.

»Der er snart så mange sild, at vi kan gå på vandet. Men vi må ikke fange dem,« siger han og byder Malene en cigaret med et lunt smil.

Bifangster, kvoter og den nye formand for fiskeriforeningen bliver lige vendt rundt om bordet.

Malene slår sig ned med sin formiddagskaffe, og Hans på 85 fortæller endnu engang om den gang, han sagde til fiskeriministeren, at hun bare skulle læse Bibelen.

»Havet er uudtømmeligt, står der skrevet. Så de skal bare lade os fiske, det vi vil« Snakken går livligt i et par timer, mens fiskere kommer og går.

»Hvis der er nogen, der siger, at mænd ikke sladrer - så kan jeg i hvert fald fortælle noget andet,« siger Malene Toft.

 

MORS MAD.

Da kaffen er drukket, går Niels Christian og Verner ud i køkkenet og skræller kartoflerne til de mellem 30 og 50 fiskere, der forventes til aftensmad på Sømandshjemmet. Det er østkystfiskerne, der ligger herude i Thyborøn for tiden, mange i mindre kuttere med kun én mand om bord. De spiser og holder deres aftener i Sømandshjemmets dagligstue og går kun nødtvungent hjem ved lukketid klokken 23.

 

Øl og spiritus findes ikke på menukortet, dog serveres light øl og superlight øl.

Listen over dagens ret lyder på stegt flæsk med persillesovs, hakkebøf med bløde løg, frikadeller med stuvet hvidkål - boller i karry er den eneste ret med ris, men det viser sig, at den også bliver serveret med kartofler.

Ti kartofler per mand regner de to kartoffelskrællere med.

»De er sultne, når de har været på havet hele dagen.«

Deres begrundelse for det frivillige arbejde kommer uden tøven:

»Vi vil gerne hjælpe Sømandshjemmet, og vi vil også gerne hjælpe Malene. Hvis der ikke er et Sømandshjem, jager man jo de unge ud på restauranter og værtshuse, og så kommer de til at drikke for meget øl.«

Da Sømandshjemmet for fem år siden skrantede og var ved at lukke, trådte begge til sammen med deres koner. I alt er de fire pensionistpar, der skiftes til at passe Sømandshjemmet i weekenderne, hvad der blandt andet indebærer aftensmad til mellem 30 og 50 sultne fiskere.

»Hvis der er meget a la carte i restauranten, ringer vi efter Malene.«

Malene er med alle steder. Der er selvfølgelig det overordnede ansvar for, at det hele kører, og at de syv ansatte har det godt. Men det er også Malene, der har ansvaret for maden.

»Det er jeg rigtig glad for, for jeg elsker at lave mad.«

Maden er mors mad; den er sådan »hjemlig«, siger fiskerne.

Og det er der meget andet, der er. Når rejsemontørerne flytter ind, kommer de tit og spørger Malene, om det er i orden, at de kommer ned og spiser i strømpesokker - for det virker ligesom mere hyggeligt.

En del af de fastboende betaler for fuld kost, og de har fri adgang i køkkenet.

»De kommer bare ud og ser, hvad der er i gryderne eller smører sig en mad om aftenen. Ellers er det jo ikke deres hjem,« siger Malene.

»Når jeg har travlt, bliver de lige sat til at røre i sovsen eller passe panden, og de spiser lige så tit sammen med os ude i køkkenet. Det er ufatteligt så mange, vi kan sidde rundt om vores lille bord herude.«

Det er også Malene, der lægger øre og skulder til, når nogen har problemer. Nogle gange må hun også have den store pegefinger frem og sige: »Hallo - drikker du ikke for meget,« og enkelte gange må hun bortvise en, der ikke betaler regningen.

Normalt er Malenes lejlighed på førstesalen privat område, men hvis en af hendes fiskere banker på, og hun kan se, han har det rigtig skidt, ja, så kommer han ind til en god snak.

»Det her bliver aldrig et 37 timers job, men jeg er her jo, fordi jeg kan lide det. Og jeg vidste, hvad jeg gik ind til, for jeg er næsten vokset op hos min moster og onkel på Sømandshjemmet i Hvide Sande. Selvfølgelig skal jeg sætte en grænse, men når det er alvorligt, er jeg der,« siger Malene:

»Faktisk er jeg uddannet pædagog, og det er sikkert meget godt.«

 

FÆLLES JUL.

Da Malene fik jobbet som bestyrer, flyttede hun ind i tjenesteboligen, og da hun bor alene, sidder hun tit og hygger sig med de andre i Sømandshjemmets dagligstue om aftenen. Jul og nytår fejrer hun sammen med sine fiskere, det er en del af jobbet.

 

»Alle hjælper, og det er rigtig hyggeligt. Jeg holder også jul for min mor og min bror, så det er sådan set mine traditioner og min jul, vi holder. Sidste år var vi 13 juleaften.«

Sømandsmissionen har kredse af damer landet rundt, der strikker eller køber julegaver til alle på sømandshjemmene, og gaverne indeholder et personligt brev fra giveren - med svaradresse.

»Der sidder tit én og kniber en tåre, når han åbner pakken. Og de fleste sender et brev tilbage og siger tak.«

 

FAKTA


Der er sømandshjem i København, Fredericia, Århus, Aalborg, Østerby, Frederikshavn, Skagen, Hanstholm, Thyborøn og Hvide Sande. Sømandshjemmene er selvstændige enheder, der driftsmæssigt skal løbe rundt. Indenlandsk Sømandsmission er en paraplyorganisation, der står for større vedligeholdelsesopgaver mv. på hjemmene. Sømandsmissionen har tætte bånd til Indre Mission. Indenlandsk Sømandsmission blev stiftet i 1905.

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Vi skal redde den hjemmelavede mad, interview med kok og skribent Katrine Klinken

Katrine Klinken vil redde hverdagens måltid: Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag
Af Inger Abildgaard | 1. august 2005

Mad burde være enkelt, men mange kan ikke overvinde angsten for køkkenet

Mad hver dag burde være enkelt, alligevel er det åbenbart svært. »Det er svært at drive nogen i køkkenet,« siger kokken Katrine Klinken. Som en køkkengeneral er hun vant til at styre børn, når de erobrer køkkenet med knive, kar og kasseroller. Og mange børn på skoler og kurser vil lære at lave mad. Det er hendes erfaring, at vi alle har potentiale til at lave mad, men vi er lidt forskrækkede og angste for køkkenet, og det er en skam. Det hjemmelavede måltid skal reddes, før det er for sent, siger hun. Børn trænger til at lære at koge kartofler og kende ti æblesorter fra hinanden.

Katrine Klinken er uddannet kok hos bl.a. kokken Erwin Lauterbach, og hun er medlem af Det Gastronomiske Akademi.

Jeg kan ikke udholde synet af majskobler i maj

Selv har hun lavet mad, fra hun var 10 år. Hun havde fast maddag og børnenes Koge- og Bagebog som hjælp. Et værk, hun stadig har derhjemme.

»Det var en lægefamilie og meget almindeligt, men måltidet betød meget, og det var vigtigt at skaffe ordentlige råvarer. Det var rundt efter te og ost, hen til slagteren og om tirsdagen til fiskehandleren.

Jeg har altid vidst, at man ikke kan købe hvad som helst i den første butik. Og så var vi knyttet til et stort hus på Lolland med frugthave. Jeg lever et byliv nu, men har på rygmarven, hvad der kommer op af jorden, hvornår der er hindbær, hvordan man kobler med sæsonerne. Der er ikke så meget nyt i det, men det er vigtigere end nogensinde.«

Hun kan ikke holde synet ud af majskolber i maj. Midt i aspargessæsonen!

Det er hele den forfladigelse af fødevarerne, som heller ikke er nogen ny snak, medgiver hun. Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag.

Det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel

Jeg tror faktisk, det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel.« Mennesker er fremmede for jord, blod, lugte og det faktum, at nogle ting ikke lugter så godt, som de smager. Stærk ost, f.eks. Man kan godt kalde det fremmedgørelse, mener hun, og hvis vi er fremmede for råvarerne, er det ikke underligt, at nogle bliver nærmest angstfyldte og tilbageholdende i køkkenet. Katrine Klinken har sammenmed ligesindede planer om kogedemonstrationer på gadeplan med anvisninger på, hvad man f.eks. gør med en fennikel. At vise folk, at superduper og samtidig enkel mad kan laves i hverdagen af enhver husfar og husmor, men det kræver selvfølgelig lidt umage.

 

Der må da være nogen, der stadig kan finde ud af at hakke et løg

»Desværre appelleres der massivt til folks dovenskab,« hævder hun ærgerligt, og fremdrager fra sin taske under cafebordet et avistillæg fra Fødevareindustrien sendt ud med Berlingske Tidende i marts. Hovedindholdet kan læses på forsidens fede rubrik: »Vi vil have mad, der er nem, bekvem og lækker«.

 

De bekvemme løsninger appellerer til dovenskaben, også der, hvor det er så simpelt, at man ikke behøver hjælp. Vi får små skrubbede kartofler året rundt, færdig dressing, barbecuesovs, tzatziki. Der er så mange penge i den dovenskab.«

Man skal ikke male det sort. Vi får at vide hvert år, at madlavningen er for jævnt nedadgående. Man ser mønsteret på de hele kyllinger, der kun bliver lagt i kummerne op til weekenden, ellers er det parterede kyllinger hele ugen. Men der er trods altstadig mange uforarbejdede fødevarer i handelen som løg, kartofler og gulerødder, så nogle må der jo være, som stadig kan hakke et løg, mener hun.

 

Madlavning i skolekøkkenet strander nemt på uoverskueligt roderi, og det er ærgerligt

For den, der har set Katrine Klinken dirigere piger i femte klasse igennem projekter som creme brulée, falder tilnavnet generalen på plads. Hun forstår godt, at mange lærere og andre synes, at det er anstrengende at sætte det store apparat i gang i køkkenet, for når først man er gået i gang med råvarerne, venter også det kedelige. Det er ikke noget problem med voksne, de ved, at klokken halv fem skal man til at løbe stærkt, der venter en kæmpe opvask, og tiden er ikke til at sidde og hygge. Men madlavning i skolekøkkenet kan hurtigt strande på alt det roderi, og læreren må tænke på f.eks. skraldespandene, som ikke kan stå weekenden over.

 

»Man bliver træt af det, vil jeg gerne hilse og sige. Det kræver disciplin, ikke for disciplinens skyld, men for projektets skyld.«

»Børn kan lære utroligt meget, og hvis de prøver igen nogle gange, bliver det helt vidunderligt. Man har begyndelsen til et repertoire: Nu kan jeg lave min egen vanilleis eller lagkagebund. Succesoplevelser er altid motiverende, men hvis det kikser, og der bare er en stor opvask, så gider man ikke igen.«

Så let som ingenting kommer det ikke, heller ikke hos Katrine Klinken. Man skal gøre sig umage, og man »skal være over det«. Det siges, at japanerne er 10 år om at lære at koge ris. Og hvor lang tid tager det ikke at lære at bage et perfekt rugbrød eller bare at koge et æg?

Følg processen, det er kravet for en god håndværker i køkkenet

»Det giver ikke point i sofi stikerede sammenhænge, men når jeg koger spaghetti sammen med børn, så fisker vi en spaghetti op og prøver den efter først 8 så 10, 12 og 14 minutter. Hvornår er den kogt rigtigt? Man må være lidt på, som når man stikker i en kartoffel og følger processen. Det er kravet for en god håndværker. Det lærer man ikke med microbølgeovnen og popcornene på 90 sekunder.

Det er ikke sådan, man laver mad. At lave mad selv, det er lyst til at kaste sig ind i den madlavningsproces og sige: Nu er jeg her, det er hver eneste lille detalje, der har betydning og gør helheden stor. Men det er selvfølgelig min fascination.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Problemfyldt rejecocktail

Opdræt af tigerrejer omfatter store penge, store problemer, men også store muligheder for at ændre en ødelæggende produktion hen i en mere miljøvenlig retning
Af Uffe Wilken | 1. august 2005

Det hele var miserabelt. Den bløde, lune troperegn væltede ned i kaskader. Selvom det var midt på eftermiddagen, gav de koksfarvede skyer det hele et dunkelt skær. Hundene gad ikke engang gø af os længere, men luntede gennem det røde pløremudder hen i læ af et faldefærdigt skur med tomme, halvrådne sække.

Den thailandske ejer af de 10 små rejedamme var mindst lige så formørket, som dagen var grå, mens han forklarede om sine problemer. Her i et fjernt hjørne af Cambodjas grønne mangrovelabyrint havde han i ti år forsøgt at tjene penge på at dyrke tigerrejer. I sommeren 2003 kæmpede han stadig et næsten tabt slag mod markedskræfterne, forbrugernes holdninger og myndighedernes krav. I december 2004 havde han endeligt givet op, doseret den sidste antibiotika og var rejst hjem til Thailand.

Situationen fra Cambodja er et godt eksempel på en branche, der lever i et eksplosivt krydsfelt af ekstrem naturødelæggelse og massive miljøproblemer, et marked med en trecifret milliardomsætning, fattige daglejere og rige, europæiske forbrugere. Men også en branche, der har bragt hurtige penge og arbejdspladser til forarmede landdistrikter fra Indien i vest til Filippinerne i øst.

 

RAPE AND RUN.

Mangroveskovene ligger stadig mange steder som tætfiltrede, grønne stødpuder. De skærmer mod storme og flodbølger og tjener som en beskyttende »vuggestue« for havets yngel af fisk og skaldyr. Lokale folk bruger mangroven som et naturligt stormagasin, hvor de kan finde mad, medicin, brændsel og byggematerialer.

 

I dag bor cirka 55 procent af verdens befolkning i kystområderne. Det lægger et enormt pres på naturressourcerne. Inden for de sidste to-tre årtier er enorme mangroveområder blevet erstattet af industrianlæg, havbrug, dambrug, bebyggelser, hoteller og meget andet. Rejedyrkningen i Sydøstasien tog for alvor tog fart i begyndelsen af 1980'erne. Det foregik tit ved, at mangroverne blev hakket ned og dammene udgravet.

Rejebrugene var meget primitive, og efter tre-fem år var de så udpinte, at de ikke kunne bruges længere, og farmeren måtte se sig om efter nye områder. Denne ødelæggende »rape and run«-metode er heldigvis på retur nu, men er den dag i dag årsag til, at mange tidligere mangroveområder ligger øde hen, fordi jorden i de efterladte småbassiner er ubrugelig.

Eksperter har vurderet, at mens nogle lande kun har mistet omkring fem procent mangroveskov,har lande som Thailand mistet op mod 80 procent. Af de cirka halvanden million hektar kyst, der er omdannet til rejefarme, var mellem en fjerdedel og halvdelen tidligere mangrove. Fordelte man Thailands rejedamme langs landets 2600 kilometer lange kystlinie, ville de danne et bælte, der var 300 m bredt hele vejen rundt.

Sygdomsudbrud er almindeligt i rejedyrkning, og mange farmere bruger antibiotika både forebyggende og behandlende. Det er et flerdobbelt problem, fordi farmeren ikke alene risikerer selv at blive resistent eller forgiftet, men aktivstofferne omdannes måske ikke helt inden eksporten til fjernmarkederne. Finder fødevaremyndighederne rester af antibiotika, bliver forsendelserne sendt tilbage. Det har været medvirkende til, at mange producenter nu forsøger at reducere brugen af antibiotika.

 

STORE SOCIALE PROBLEMER.

Oveni miljø-ødelæggelserne lurer sociale problemer som følge af ustabile markeder og tvivlsomme finansieringsmetoder. En engelsk NGO har flere gange fremlagt rapporter, der bl.a. påpeger omfattende brug af børnearbejde og andre krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med rejeindustrien i Bangladesh. Men både lokale og internationale organisationer fokuserer mere og mere på både udtyndingen af mangroveskovene og de negative effekter såvel som de muligheder, der ligger i akvakultur.

 

Fra 10. etage i den imponerende FN-bygning i Bangkok føler man næsten, at man har udsigt til rejefarmene i Thai-golfen. En stor del af den viden, der indsamles fra forskellige miljøinstitutioner i regionen, havner blandt andet her hos FNs miljøprogram (UNEP). Manden bag skrivebordet er mindst lige så imponerende som udsigten. Med sin guldhalskæde, guldur, guldring og cykelstyrsoverskæg er John Pernetta ikke helt, som man forestiller sig, en FN-bureaukrat ser ud. Han er chef for et 200 mio. kroner stort miljøovervågningsprojekt i Det Sydkinesiske Hav og har arbejdet i regionen i mange år. Han siger om problemet:

»Rejefarming udføres, uden at der bliver taget hensyn til omkostningerne for miljøet. Det kan være fint set i det korte perspektiv, men katastrofalt i det lange løb. Økonomer vil hævde, at fem års rejedyrkning vil give større indtjening, end hvad man kan få ud af mangroven i de samme fem år. Men se hvilken effekt tsunamien har haft,og sammenhold de udgifter med den indtjening, der har været i de sidste 40 år.«

 

DEN DANSKE FRYSEDISK.

I efteråret 2003 undersøgte forbrugerbladet Tænk+Test ti danske supermarkeder for frysediskenes indhold af tigerrejer. Deres undersøgelse viste, at langt de fleste rejer blev importeret af Nordic Seafood i Hirtshals fra især Bangladesh og i mindre grad Thailand og Indonesien.

En rundtur her i april 2005 til en lille håndfuld frysediske i de store, københavnske supermarkeder viste, at det stadig er Nordic Seafood A/S sammen med Norfoods Frozen A/S, der står for størstedelen af de importerede tigerrejer. Norfoods Frozen importerer omkring 300 tons tigerrejer om året og er sammen med Nordic Seafood de to væsentligste importører i Danmark. Gør importørerne noget for at sikre, at rejerne produceres under miljøskånsomme forhold? Til det siger Bjarne Agergaard fra Norfoods Frozen:

 

»Vi henholder os til gældende EU-lovgivning og dennes kontrolinstanser. Vi har ikke selv ressourcer eller indkøbsstyrke til nogen væsentlig påvirkning over for producenten eller de lokale myndigheders beslutning omkring miljømæssige forhold, som ikke allerede er påpeget af EU. I forhold til USA og Japan er det europæiske marked simpelthen for lille til, at vi som virksomhed kan gå ind og påvirke producenterne.«

Anders Jensen er kvalitetschef hos Nordic Seafood. Han gør det anderledes: »Fra Bangladesh får vi rejer fra opdræt, hvor man sætter en mindre mængde rejer ud i et større vandområde. Dette drænes så efter nogen tid, og de høstede rejer sælges. Ikke særligt produktivt, men stort set uden investering.

Der er ingen særlig belastning af hverken vand eller omkringliggende områder. Farmene er typisk placeret i gamle rismarksområder, og selve opdrætsteknikken umuliggør brug af antibiotika. Rejeopdræt i Indonesien er intensivt opdræt med store investeringer og stort udbytte i forhold til anvendt plads. Og så indeholder det potentielle problemer.

Denne opdrætstype er meget vandforbrugende og kan nemt belaste de omkringliggende omgivelser med både organisk og uorganisk forurening. I Nordic Seafood har vi opstillet en række krav til vores leverandører og de farme, der leverer til dem. Vi vil kun have rejer fra bæredygtige farme, da disse ikke belaster miljøet. Vi auditerer farmene og dokumenterer, at alle forhold er i orden.«

 

KLIP ET ØJE.

Flere steder i Sydøstasien er man ved at erkende, at den hidtidige måde at dyrke rejer på har været katastrofal. Tsunamiens store ødelæggelser i december 2004 fik sat fokus på problemet med de manglende mangrover. Eksperter anslår, at hvis ikke mangroven var blevet erstattet af rejefarme, småbebyggelser og hoteller, så ville katastrofen have haft et mindre omfang.

 

Det var langt hen ad vejen NGOer, videnskabsfolk og medierne, der sidst i 1990'erne fik stoppet og vendt Thailands næsten totale destruktion af mangroveskovene. Hassanei Kongkeo fra Network of Aquaculture Centers in Asia-Pacific (NACA) i Bangkok har deltaget i Thailands rejeeventyr som rådgiver de sidste ca. 30 år. Han siger:

»Thailand har iværksat en række tiltag, der skal mindske miljøpåvirkningerne fra rejedyrkningen. Der er sat en stopper for mangrovefældning, og regeringen, lokale og NGOer er gået sammen om at genplante tidligere mangroveområder. Samtidig har vi omlagt rejefarme fra at være store og lavteknologiske til at være mindre og gøre brug af recirkulationsanlæg. De fleste farmere har også skiftet den sorte tigerreje ud med den hvide tigerreje. Den er mindre, men ikke så problematisk at have med at gøre som den sorte.«

Andre steder som i Cambodja og Filippinerne skiftes rejerne ud med krabber, som er nemmere at håndtere og ikke kræver særlig megen pasning. Også her genplantes en del mangrove. Vietnam har svært ved at styre sin ekspansion og står og vakler ved en skillevej mellem at omlægge de forholdsvis mange lavteknologiske rejefarme til fordel for mere intensive rejebrug. Og i Malaysia vil regeringen med den næste femårsplan øge produktionen af bæredygtig akvakultur fra de nuværende 150.000 tons til 400.000 tons.

I Kalvehave sidder en mand, der kender til miljøvenlig rejefarming. I perioden 1997-2000 deltog Bent Højgaard fra firmaet Danaq i et pilotprojekt i Thailand. Projektet blev finansieret af Miljøministeriets daværende miljøstøtteprogram for Sydøstasien, og opgaven gik ud på at udvikle en mere bæredygtig måde at dyrke rejer på. Opgaven lykkedes over al forventning.

Erfaringen fra projektet i Thailand udnytter Bent Højgaard og Danaq nu på Borneos vestkyst i den malaysiske stat Sarawak. Her har de etableret et samarbejde med en lokal partner samt den lokale regering om at oprette store rejeparker. Idéen er at bygge bassiner i forladte kokospalmeplantager, hvor de har mulighed for at styre vandkvaliteten, genbruge vandet samt kontrollere, at alle firmaer i parkerne overholder de udstukne spilleregler. Dermed kan udledningerne til miljøet reduceres til et minimum, risikoen for at få virus- og bakterieangreb er minimeret og behovet for antibiotika-behandling næsten elimineret. Bent Højgaard siger:

»Af de nogle og tredive internationale protokoller, der anviser om bæredygtig rejefarming, har vi valgt en håndfuld ud, taget det bedste og lagt det ind i reglerne for, hvordan firmaerne skal opføre sig i rejeparkerne. Når vi på et tidspunkt skal ud og sælge rejerne, kan vi referere til, at alle internationale anbefalinger er overholdt. Det giver os mulighed for at »brande« vores rejer som miljøvenlige. Vi håber, vi med den mærkning kan få en bedre pris, men det er ikke afgørende for at få økonomien til at hænge sammen.«

En sympatisk sidegevinst i Bent Højgaards projekt er afvigelsen fra en usympatisk praksis, der anvendes i de fleste rejeproducerende lande. Gode gyderejer, der er fanget i det fri, kan indbringe den heldige fisker mellem 30 og 300 dollar (ca. 190-1900 d.kr.). Frem for at smide rejen tilbage i havet kan rejeopdrætteren modne rejen én gang til ved at klippe det ene øje af. Klippes også det sidste øje, opnås endnu en gydning. I Sarawak sættes moderrejen til gengæld tilbage i havet efter første naturlige gydning med »tak for lån«. Velbekomme.

»Rejefarming udføres, uden at der bliver taget hensyn til omkostningerne for miljøet«

 

FAKTA


Globalt set er akvakultur en industri i 100 milliarderkroner klassen. I 1999 udgjorde de dyrkede rejer en værdi af ca. 42 mia. kroner. Thailand er verdens største eksportør af dyrkede rejer og eksporterede i slutningen af 1990'erne årligt for 15 mia. kroner rejer til især EU, Japan og USA. Men også Indonesien, Bangladesh, Filippinerne, Vietnam og flere central- og sydamerikanske lande producerer betragtelige mængder. Myndighederne i Thailand anslår, at der i 1994 var 97.000 mennesker ansat direkte i rejeindustrien og 53.000 i følgeindustrierne. I Vietnam steg jobbene i rejeindustrien fra 277.000 i 1991 til 550.000 i 1998.

 



Samvirke samvirke@fdb.dk

Vores forlængede nervesystem

Hvis vi i stedet for at grave i fortiden kunne lede i fremtiden. Hvilke genstande ville vi så finde? Og hvad ville de fortælle os om livet efter år 2030?
Af Peter Hesseldahl | 1. august 2005

Med scannernettet kan man mærke andre menneskers følelser eller styre en robot på den anden side af kloden

»Kom nu, der er ikke noget at være bange for, det gør altså ikke ondt eller noget.«

Det var første gang, Anders prøvede at tage scannernettet på.

»Du skal bare sidde stille, lukke øjnene og slappe af.«

Laura hjalp ham nettet på. Det lignede en lidt kraftig badehætte. Derefter tændte hun forbindelsen til de elektroder, de begge havde haft indsat i nakken og overarmene det sidste halve år.

»Så, begynder du at kunne mærke noget?« spurgte hun.

Anders tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i stolen. Der var faktisk noget, en begyndende flimren for øjnene, lidt som hvis man var kommet til at kigge ind i en skarp lampe. I løbet af et lille minuts tid begyndte han at kunne skelne former og utydelige mønstre i forskellige farver. Samtidig begyndte han så småt at kunne fornemme enkelte, lidt uklare stik af følelser - det mindede ham om lyden, når man drejede rundt mellem kanalerne på en radio.

»Slap af, jeg kan mærke, at du spænder.« Han åndede dybt ud igen og holdt øjnene fast lukket i. Mønsteret af de lysende prikker blev klarere, det begyndte at ligne et meget grovkornet display. Han kunne så småt skelne en person i en stol - han vidste, det var ham selv, set med Lauras øjne. Han vinkede og den utydelige figur inde i hans hoved vinkede også. Laura grinede, og Anders kunne samtidig mærke en pudsig, boblende følelse af glæde. Ikke alene modtog han signalerne fra Laura øjne, han blev også påvirket af det humør og de reaktioner, Laura havde over for situationen.

Wow! Anders følte det, som om han stod påtærsklen til en fuldstændigt forandret måde at forstå verden på - og Laura, vidste han, havde det på samme måde.

Anders og Laura var under uddannelse som operatører. Efter endt eksamen ville de kunne fjernbetjene de fleste typer robotter via teletilstedeværelse. De ville med andre ord kunne betjene robotter langt borte via internettet, hvad enten det var gigantiske kraner på byggepladser, robotter til udforskning af farlige miljøer eller til at flytte omkring på enkelte molekyler i nanoskala.

Betjeningen var grundlæggende den samme, selv om de operationer, de udførte, foregik i vidt forskellig størrelsesorden vidt forskellige steder på kloden. Hvor robotten reelt befandt sig, var i princippet ligegyldigt. Faktisk var der i mange tilfælde ikke engang tale om at styre en virkelig maskine, operatøren styrede i stedet virtuelle maskiner rundt i computeruniverser.

I alle tilfælde gjaldt det om at koble sig så direkte som muligt på systemet. Ofte var manøvrerne utroligt komplekse og krævede stor præcision, i nogle tilfælde var det kritisk, at operatøren kunne reagere ekstremt hurtigt. Og derfor havde teknologien udviklet sig fra at bruge et joystick foran en skærm, til at operatørens nervesystem nu i stigende grad var forbundet direkte til computeren.

Den seneste version af scannernettet havde føjet en ny vigtig dimension til. Nettet var både i stand til at foretage en ganske detaljeret scanning af hjernens funktioner og til i grove træk at overføre sanseindtryk og reaktioner mellem flere operatører, der koblede sig sammen - sådan som Anders og Laura netop havde prøvet.

Det gjorde det muligt at samarbejde på en langt mere præcis måde, og ikke mindst blev det muligt at kombinere en dygtig operatørs evne til at styre med en eksperts viden om de omgivelser, der skulle opereres i.

En læge kunne så at sige »rejse med« og udstikke kursen, medens operatøren styrede en lille bitte kirurgisk robot rundt i patientens blodårer. Eller en geolog kunne tage bestik af forholdene undervejs, mens operatøren styrede en gravemaskine rundt i dybe miner.

Instruktøren på Anders og Lauras kursus havde altid stor morskab ud af, at vise sine elever gamle billeder af de første hjernescannere. Tilbage i 1990'erne var det enorme maskiner, som man rullede patienten ind i, og som krævede, at man lå helt stille under klaustrofobiske forhold. Princippet bag teknologien var imidlertid stort set det samme allerede dengang, nemlig at måle blodgennemstrømningen i hjernen. Røde blodlegemer indeholder jern, og ved at bruge en ekstremt kraftig magnet kan man måle, hvordan aktiviteten skifter i de forskellige områder af hjernen, alt efter hvad man tænker på. Hvis én del af hjernen bliver brugt mere, vil den lyse op på billederne fra scanningen, fordi der flyder mere blod derhen for at føre energi til processen.

Gradvist, gennem titusinder af scanninger, kortlagde forskerne hvordan hjernens enkelte områder reagerer på forskellige påvirkninger og opgaver, og selv nu efter flere årtier fortsætter arbejdet med at skabe et stadig mere detaljeret og velunderbygget kort over hjernens funktioner.

Som så meget andet inden for biologien har det vist sig at være ekstremt komplekst. Til hver slags tanke er der ikke ét enkelt område, som aktiveres. Der er mange dele af hjernen i sving hele tiden, så det er samspillet mellem dem, man må forstå. I de senere år har præcisionen og pålideligheden af scanninger nået et niveau, hvor teknologien giver et meget anvendeligt kig ind i, hvad der foregår i en persons hjerne.

Når man i dag kan tage et scannernet på hovedet, der har en højere præcision, end et flere tons tungt apparat havde for nogle årtier siden, er det et godt eksempel på, hvor dramatisk materialeteknologien har ændret de genstande, vi bruger.

Scannernettet er et ultratæt væv af mikroskopiske tråde. Materialet er designet fra molekyleniveau til ikke alene at være superledende, men også utroligt slidstærkt.

 

MAN KAN IKKE SKJULE SIN VIDEN.

Sammenlignet med så mange andre radikale teknologier er udbredelsen af tankelæsere gået forbløffende glat.

 

Politiet fattede naturligvis hurtigt interesse for mulighederne. Tidligere tiders løgnedetektorer var mildt sagt upræcise. Ved at måle ændringer i blodtrykket, vejrtrækningen, og hvor meget personen svedte, forsøgte man at afgøre om en afhørt talt sandt.

Brain fingerprinting var en væsentlig forbedring. Systemet var meget simpelt; man forsøgte at måle, om en person havde en bestemt erindring eller ej. Hvis en person har været udsat for en vigtig begivenhed, afsætter det spor i hjernen, ligesom et fingeraftryk. Man vidste også, at hjernen udsender en bestemt impuls, når en person genkender en genstand - og at personen ikke kan skjule det. Derfor fik personen, der skulle afhøres, et pandebånd med elektroder på, der kunne måle ændringer i de elektroniske signaler, som nerveceller udsender.

Allerede omkring år 2000 begyndte man i USA at bruge teknikken i mordsager. Man viste den mistænkte en stribe forskellige ting, hvoraf nogle af dem var afgørende beviser - f.eks. mordvåbnet, et tørklæde eller et billede af en nøgleperson i sagen. Hvis man kunne måle, at den anklagede genkendte et afgørende bevis i sagen, var det et stærkt fingerpeg om, at personen havde været indblandet.

I dag kan vi få et langt mere detaljeret indblik i, hvordan en person reagerer. Scanninger kan vise om, en person er bange eller vred, om man tænker strategisk eller impulsivt, om man er overrasket, forvirret osv. Den grundlæggende svaghed er dog stadig, at man ikke direkte kan SE, hvad en person tænker, man kan kun få et omrids af, hvilken type tanke eller reaktion, der er tale om.

Når der stadig er en vis usikkerhed, skyldes det også, at vores tænkning er så utroligt kompleks. Der findes f.eks. over 100 forskellige typer af løgn; den forberedte løgn, den defensive løgn, den spontane løgn... Hver af dem har deres eget mønster af aktivitet i de forskellige dele af hjernen.

 

FORBRUGERNES INDERSTE ØNSKER.

I de første tiår efter årtusindeskiftet betød det store fokus på terrorbekæmpelse, at selv grænseoverskridende nye metoder ret let kunne tages i brug. Psykologer og hjerneforskere gik i gang med at identificere mønstre i hjerneaktivitet, der afslørede tendenser til voldelig opførsel eller psykopatiske træk, ligesom man ledte efter tegn på lurende depressioner, skizofreni eller demens. Især i kombination med analyser af genernes indflydelse på psyken har det med tiden givet forskerne stærke redskaber til at forstå en persons karakter.

 

Det har gavnet mange mennesker usigeligt, at lægerne nu har så godt et indblik i hjernen, men som så ofte med teknologi er det ikke uden tilsvarende alvorlige problemer:

Kognitions-etikeren Carsten Lall Pedersen påpeger, at meget af forskningen stadig af temmelig tvivlsom karakter:

»De fleste forskere er tilbøjelige til at se fuldstændig mekanisk på tingene. De undervurderer, at menneskets karakter og tænkning konstant formes af det liv, vi lever. Det er naivt at tro, at man kan vurdere folk ud fra nogle scanninger og en DNA-analyse.«

Carsten Lall Pedersen er ikke mindst betænkelig, fordi analyserne af hjernescanninger ofte ender med at blive brugt af arbejdsgivere eller forsikringsselskaber for at vurdere en person. Et andet aspekt af teknologien, der ofte kritiseres, er neuromarketing. Ved de fleste større satsninger, hvad enten det er reklamekampagner, nye produktlanceringer, en Hollywoodfilm eller nye udgivelser fra et af de store navne indenfor musik, vil der typisk være testet på forhånd ved at scanne en række forbrugeres reaktioner.

Neuromarketing har gjort det muligt for selskaber at have en langt mere præcis forståelse af hvad forbrugerne synes om deres produkter, og hvordan de opfatter selskabet som varemærke.

 

PÅ VEJ MOD MASSEMARKEDET.

Kombinationen af scanning og direkte sammenkobling af nerveceller og elektronik ser ud til at blive det næste store skridt. Udviklingschef Mehmet Ehwel fra firmaet Cognetiqs spår, at teknologien i de kommende fem år vil brede sig fra professionelle og specialiserede formål og blive et helt almindeligt ekstra interface - en form for teknologisk udvidelse af vores sanser.

 

Det vil altså ikke længere kun være særligt uddannede operatører som Anders og Laura, der får indopereret et direkte interface til nervebanerne. Der er et enormt antal små og store anvendelser i hverdagen som kan lettes, siger Mehmet Ehwel: »Sikkerheden for bilister er oplagt. Nerveinterfacet blev jo oprindeligt udviklet til jagerpiloter.

For dem var det kritisk at fjerne den forsinkelse på to-tre tiendedel af et sekund, der går, fra hjernen tager en beslutning, til kroppen udfører handlingen. Men dét kan også være kritisk i trafikken.

Med et direkte interface vil bilen også kunne mærke, om du for eksempel er stresset, så den skal spille beroligende musik og ikke lade telefonsamtaler komme igennem - eller omvendt, spille højere musik og advare bilisten, hvis han er ved at falde i søvn.«

Underholdningsindustrien, også de mindre lødige dele af den, har for længst set potentialet. Allerede omkring årtusindeskiftet patenterede den dengang japanske elektronikgigant Sony en række koncepter til at overføre lyd og billeder direkte til syns- og hørenerverne, og siden har de fleste af underholdningsgiganterne forsket i nye medier, der direkte stimulerer følelser.

Som bekendt har det ført til et interessant overlap med medicinalindustrien. Der har været meget frugtbare samarbejder omkring forskningen i at hjælpe blinde ved at forbinde kameraer direkte til synsnerven og omkring bestræbelserne på at hjælpe mennesker med lammelser til at styre robotarme og benproteser eller til genskabe forbindelsen mellem nervebaner, der er blevet ødelagt.

Alt tyder på, at det kirurgiske indgreb til at indsætte implantater, der kan aflæse nerveimpulser vil blive væsentligt mindre omfattende og dermed billigere inden for få år. I samme takt vil man formentlig se, at de mange husholdnings- og legetøjsrobotter, der kan fjernstyres over nettet, vil blive udbygget med mulighed for styring fra nerve-interfaces.

Én konsekvens kan være, at mange af robotterne omkring os vil »rumme« en person, der fjernstyrer og ser og hører gennem robotten et helt andet sted fra, fortæller professor Bente Krahn fra Århus arkitektskole:

»Den samme teknologi vil naturligvis også kunne gøre vores færden i virtuelle universer og computerspil langt mere bekvem og intuitiv. Om det er en virkelig fysisk robot, man styrer, eller om det er en figur i et computerunivers, er i praksis ligegyldigt.«

Et mere kontroversielt aspekt af samarbejdet mellem underholdningsbranchen og medicinalindustrien er de mange forsøg på at stimulere nervesystemet elektronisk til at føle glæde, ekstase, større koncentration eller seksuel ophidselse. I princippet skulle metoden være fri for bivirkninger fra farlige kemikalier, men nogle psykologer frygter at den type stimulation kan vise sig at være lige så vanedannende og skadelig som almindeligt misbrug af medicin og narkotika.

 

GRÆNSERNE MELLEM OS OPLØSES.

Menneskets trang til at kommunikere konstant med sine bekendte er tilsyneladende umættelig - det har været tydeligt lige fra mobiltelefoner, SMS, onlineuniverser kom til, og til den måde mange i dag deler data fra hinandens livsstrømsoptagelser (Se Samvirke maj 2005). Scannernet og nerve-interfaces er i fuld færd med at tilføje nye dimensioner til vores indbyrdes kontakt.

 

I 2010'erne så man mange eksperimenter med at inddrage genstande fra hverdagen i kommunikationen. Man forsøgte sig f.eks. med lamper, der lyste forskelligt alt efter, hvordan en nær ven eller et familiemedlem havde det. Et andet kortvarigt hit var sofapuder eller tøj med skulderpuder, der blev varme eller vibrerede let, når ens nærmeste overførte en hilsen.

Nogle kunstnergrupper har gjort det til en karriere at udforske den ekstreme sammenkobling. »Vi er blevet en ny art, konkluderer det koreanske kunst-kollektiv MixMash:

»Vi kan være alle vegne på én gang, vores hjerner er koblet sammen. Det, vi ser, er ikke nødvendigvis der, hvor vi er. Det, vi føler, kan være en andens følelser. Det, vi oplever, kan være nutid eller fortid - eller måske er det helt kunstigt skabte indtryk.«

Tilbage på operatørskolen så Anders måske knapt så bombastisk på sagen. Men han var unægtelig spændt på, hvordan sammenkoblingen til Laura ville udvikle sig. Det var ikke helt tilfældigt, at han havde sørget for at komme i projektgruppe med hende. Han var vist ved at blive lidt småforelsket, tænkte han - og han syntes, at han kunne mærke, at Laura tænkte det samme.

»Om det er en virkelig fysisk robot, man styrer, eller om det er en figur i et computerunivers, er i praksis ligegyldigt«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Ikke alene men ensom

Thomas Pedersen levede en hel barndom med en psykisk syg og dybt alkoholiseret mor og en far, der ikke havde det meget bedre. Først som 16-årig fik han hjælp.
Af Maria Rørbæk | 1. august 2005

Hjemme hos Thomas lugtede der altid.

Den hvide sofa i stuen var ikke længere hvid, men plettet af øl, hvidvin og tobak. I køkkenet stod gryder med gamle madrester.

Brændt medisterpølse eller indtørret brun sovs.

»Min mor var som regel fuld ved middags- eller eftermiddagstid. Så havde hun det med at dejse omkuld. Nogle gange nåede hun ind i seng, men tit faldt hun om i køkkenet eller i stuen. Så bar jeg hende ind i seng. Andre gange var hun på værtshus eller hos en kæreste,« fortæller han.

Den nu 27-årige Thomas Pedersen voksede op i Herlev uden for København.

Hans indre biograf spiller barndomsfilm fra boligkvarteret Hjortespring.

»Det var sådan nogle rigtige betonklodser. Der bor flere tusinde mennesker, tror jeg Dér boede jeg i en lejlighed sammen med min mor og min søster. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel. Hvorfor ved jeg ikke, for det er ikke noget, vi har talt om. Vi var for det meste hos min mor, men besøgte min far hver anden weekend, og når min mor blev indlagt på den lukkede. Hun var psykisk syg, maniodepressiv, og jeg mener, hun var indlagt omkring seks gange i løbet af min barndom.«

Selv om Thomas havde sin to år ældre søster, kunne han næsten lige så godt have været enebarn. »Vi levede i to parallelle verdener og havde ikke rigtigt noget med hinanden at gøre. Det er først efter, at vi er blevet voksne, at vi har fået et søskendeforhold. Min søster reagerede meget anderledes end mig. Hun var mere udadreagerende, mens jeg vendte det indad,« siger Thomas, der ikke har lyst til at fortælle mere om søsteren.

»Det er hendes liv. Jeg vil kun fortælle om mit liv.«

Toastbrød med ketchup

Når Thomas genkalder sig sin barndom, trænger én bestemt følelse stærkest igennem: Ensomhed.

»Senere i mit liv har jeg oplevet, at der kan være en samhørighedsfølelse mellem et barn og en voksen.

Engang da jeg var pædagogmedhjælper, var jeg for eksempel på tur med en lille gruppe børnehavebørn. Vi gik gennem en granplantage og fik pludselig øje på et lille rådyrkid. Alle ville røre ved det, men vi lod være, fordi det ikke ville være godt for kiddet. Bagefter mærkede jeg en helt speciel nærhed, når børnene talte om oplevelsen. Når de spurgte: »Thomas, kan du huske dengang, vi så det lille rådyr,« fik jeg en følelse af, at vi havde noget sammen. Den følelse har jeg aldrig nogensinde haft sammen med min mor eller min far.«

Thomas kan kun huske ganske få gange, hvor han har spist sammen med moderen.

»Nogle gange fik jeg penge, så jeg kunne gå ned på grillen. Andre gange tog jeg et toastbrød med ketchup. Jeg spiste også enormt mange dåser makrel og en hel masse slik, som jeg købte for penge, jeg havde stjålet i min mors pung.«

Moderen vækkede aldrig Thomas om morgenen. Han stod selv op, tog tøj på og gik i skole uden at spise morgenmad.

»Der blev aldrig nogensinde lavet morgenmad til mig, og tit var der slet ikke noget at spise. Men selv om der var, spiste jeg det ikke... Jeg tror, det er kroppens måde at reagere på, når man ikke får så meget mad. Man vænner sig til at leve af så lidt som muligt.«

Henne i skolen sørgede lærerne engang i mellem for, at Thomas fik mad, når nogle af de andre børn havde noget i overskud. Ellers husker han ikke, at de gav ham særlig omsorg. I dag undrer det ham meget, at ingen greb ind. Han pjækkede tit fra skole og kom gennemsnitligt kun et par dage om ugen. Han var også tynd. Den absolut mindste i klassen.

»Det er en gåde for mig, at indsatsen ikke var kraftigere. Måske har mine forældre idylliseret situationen og overbevist lærerne om, at det ikke var så slemt.«

TV-shop om natten

Som dreng var Thomas tit ude om aftenen. Da han var 10-12 år, hang han ud med unge i begyndelsen af 20erne. Om sommeren mødtes de nede på legepladsen i boligkvarteret.

Så sad de og sludrede til 1-2-tiden om natten.

»Jeg tror, de ældre var sammen med mig, fordi de havde medlidenhed med mig og følte, at de skulle tage lidt hånd om mig. Og så var det jo dem, der var ude på det tidspunkt. Børn på min alder var lagt i seng.«ved at falde i søvn og sad og så fjernsyn om natten.

»Jeg har set enormt meget tv-shop, fordi det var det, der blev sendt så sent. Det var bare for at få tiden til at gå. Når jeg så kom ind i seng og skulle sove, var der fred og mørke. Så begyndte tankerne at vælte ind over mig. Det var ikke rigtige ord, mere fornemmelser. Fornemmelsen af, at et eller andet var galt. Måske var det på det tidspunkt af dagen, hvor jeg mærkede mig selv og livet allermest. Så græd jeg mig tit i søvn.«

Hjemme hos faderen gik det lidt bedre end hos moderen, men der var ikke den store forskel. »Min far var enormt passiv. Han levede alene, og han drak alene. Han var ikke så krævende som min mor, for han sørgede selv for sit drikkeri. Min mor drak oven på sin medicin, og så kunne hun næsten ikke gå. Derfor valgte jeg selv at gå ud og købe hvidvin og øl for hende. Nogle gange skældte jeg ud over, at hun drak så meget, men hun skabte bare sin egen virkelighed. Det var altid alle andre end hende, der var noget galt med.«

Vendepunktet

Da Thomas gik i niende klasse, kom han tæt på pædagogen Ulla, der arbejdede i ungdomsklubben.

»Måske fortalte en af de andre hende, at den var gal hos mig. I hvert fald begyndte Ulla at spørge til mig, og en dag brød jeg grædende sammen og fortalte det hele. Hun syntes, det var tankevækkende, at der ikke var blevet taget hånd om det noget før og lovede at hjælpe mig.«

Det endte med, at Thomas flyttede til Præstø, hvor Ullas mand arbejde på en skole for sent udviklede unge. Thomas kom til at bo sammen med nogle af de sent udviklede samtidig med, at Ulla og hendes mand tog sig særligt af ham.

»Efter et stykke tid begyndte jeg at kunne mærke, at de to mennesker faktisk holdt af mig. Det var svært. Når Ulla fortalte mig, at hun holdt af mig, gjorde det ondt inden i...«

Thomas var i pleje i to år, indtil han fyldte 18 år. Han fik mange venner i Præstø, og havde det rigtig godt.

»Jeg fik lov til at være, ja, ikke barn, men så ung. Jeg lærte også at lave mad, at gå i bad hver dag og gebærde mig blandt andre mennesker. Men jeg fik ikke rigtigt bearbejdet de oplevelser, jeg havde haft. Det var der ikke tid til.«

Da han flyttede hjemmefra i egen lejlighed, var det hele ved at gå galt.

»Jeg faldt ned i et sort hul. Jeg skulle gå på teknisk skole, men faldt fra. I stedet begyndte jeg at ryge hash. Jeg lukkede mig inde i mig selv og havde ikke lyst til at se nogen.«

Baglandet

Heldigvis havde en af Thomas nye venner hørt om Baglandet, der er et mødested for tidligere anbragte, og Thomas tog kontakt. »For første gang i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke var alene med mine oplevelser. Det var enormt befriende at møde andre mennesker, der havde været noget lignende igennem. Vi spiser sammen, snakker sammen og har en oprigtig interesse for hinanden. Der er også mulighed for at tale med personalet.«

Thomas er snart kommet i Baglandet i ti år, og han møder så vidt muligt op én gang om ugen. Til hverdag arbejder han deltid i en videoforretning. Sideløbende prøver han at opbygge sit eget firma, www.solobasen.dk, hvor han blandt andet tilbyder at holde foredrag om social arv og omsorgssvigt, samtidig med at han tager en uddannelse inden for kommunikation og psykoterapi.

Når han tænker tilbage, er han især ked af og forundret over, at han i hele sin barndom var omgivet af mennesker.

»Det er skræmmende, at så mange vælger at vende ryggen til, selv om de kan se, at naboen har det ad helvede til. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at gribe ind, og at nogle ikke ved, hvad de skal gøre, men der er altid noget at gøre. I det mindste kan man snakke med andre om det, så man kan finde ud af at gøre noget sammen.«

Spørgsmålet om, hvorfor Thomas har klaret sig så godt trods de hårde odds, får ham til at tænke.

»Jeg har fået en gave, fordi jeg har et roligt sind og er så lille. Hvis jeg havde været en stor aggressiv kleppert, havde jeg sikkert haft adskillige voldsdomme. Jeg har også været heldig at møde nogle mennesker, der har været gode for mig, og så har jeg altid haft en evne til at drømme. Da jeg var lille, var det ikke konkrete ideer. Jeg tænkte bare, at noget burde være anderledes.«

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Reklamer på spil

Produkter og reklamer i film og tv-serier er et velkendt og omdiskuteret fænomen. Nu rykker reklamerne ind i computerspil
Af Mogens Østergaard | 1. august 2005

Mørk nat og omringet af skudklare fjender. Helten har kun én mulighed tilbage, hvis han skal overleve. Øjeblikkelig at tilkalde solid forstærkning - med sin Sony Ericsson mobiltelefon.

Computerspil af i dag er kendetegnet ved flere ting. De er ofte vanvittigt intelligent lavet. Graden af realisme er meget høj. Spillene føles meget livagtige og indeholder gerne komplekse problemstillinger. Tit er spillene temmelig tidskrævende. Og så er de i øvrigt fyldt med reklamer af enhver slags.

Den typiske spiller er ikke længere kun et barn eller en teenager. Aldersgruppen mellem 18 - 35 år har også taget computerspillene til sig samtidig med, at de fravælger fjernsynet i stigende omfang, viser en undersøgelse fra det engelske firma Hive, der følger udviklingen i medievaner.

Efterspørgslen på computerspil er nu blevet så stor, at omsætningen på de nye spil ofte matcher indtjeningen på store og dyre spillefilm. Og den udvikling har reklamebranchen fået øje på. Til glæde for spilproducenterne.

 

MASSER AF REKLAMER.

Electronic Arts (EA) er verdens absolut største producent og distributør af computerspil.

 

EAs software dækker simpelt hen alt - lige fra spillekonsollerne hos Sony, Microsoft og Nintendo (PlayStation 2, XBox, Nintendo Gamecube mv.) til spil på almindelig computer.

Spillene er også verdens mest sælgende, og omfatter i flæng The Sims, som med over 56 millioner solgte eksemplarer er verdens mest solgte spil nogensinde. Det er titler som FIFA, Ringenes Herre, James Bond (Golden Eye), Harry Potter (Fangen fra Azkaban), Need For Speed - Underground 2, og Battlefield.

»Der er masser af reklamer - i alle vores spil. Og det er der en god grund til. I gennemsnit koster det hver gang ca. 70 millioner danske kroner at udvikle et spil. Reklameindtægterne bidrager i væsentligt omfang til finansieringen af vores spil,« siger Morten Nielsen, marketingdirektør i den danske afdeling af EA.

Størrelsen af reklameindtægterne er en velbevaret forretningshemmelighed. Konkurrencen i spilverdenen er hård.

Selv i spillet The Sims, som primært spilles af børn og meget unge, er der reklamer. Paradoksalt nok for også at øge spillets realisme.

»Spillet indeholder reklamer for blandt andet McDonald's, Pepsi og for Intel, som er storproducent af processorer til computere. Reklamerne er ikke spor skjulte. De er åbenlyse, men de »stikker ikke ud«, da de er godt integrerede i spillets omgivelser, for ellers ødelægges oplevelsen af spillet meget let,« siger marketingdirektør Morten Nielsen fra EA.

Eksemplerne på reklamer i spil er talrige. I James Bond-spillet Golden Eye reklameres der blandt andet for deodoranten Axe. Øvrige reklamer i spillene hos EA omfatter Coca-Cola, Adidas, Honda, Seven-up samt gængse produkter fra Colgate- Palmolive, Proctor &Gamble og AutoZone. Resten af spilbranchen har også set lyset.

Atari samarbejder med Nokia, Samsung og Powerade, og koncerner som Nestlé, Sprite, Puma, Motorola, Nike og Starbucks optræder i forskellige spil hos en række forskellige spilproducenter. Integreringen af reklamen i spillet sker ofte på en meget subtil måde. I Tom Clancy's Splinter Cell Pandora Tomorrow skal agenten bruge sin Sony Ericsson P900 mobiltelefon for at kunne komme videre til næste niveau. I spillet Worms 3D skal figuren drikke lidt af sin lille Red Bull-sodavand for at kunne hoppe højere op og dermed løse sin opgave.

Gennemslagskraften for reklamer i et computerspil er uhyre stor. En spiller udsættes for gentagen eksponering, hver gang der spilles. Mange computerspil kan spilles helt op mod halvt eller hundrede gange, førend de »brænder ud« og bliver uinteressante.

 

NUL ALKOHOL OG SEX.

Reklamer i computerspil er allerede nu en meget stor trend, og den bliver meget, meget større i fremtiden. Computerspil omsætter i dag næsten på højde med de dyre og storsælgende spillefilm. Efterspørgslen er uhyre stor, både hos børn og unge, men også i aldersgruppen 18-35 år.

 

»Spil er i dag et socialt fænomen. FIFA er for eksempel et typisk »vennespil«, som man spiller sammen med sin vennekreds. Det er et naturligt og helt integreret supplement i omgangen med hinanden. Man tager lige et spil, inden man går i byen fredag aften - eller før en kamp på tv. Og man kan jo samtidig spille mod andre hold online på nettet - over hele verden,« siger Morten Nielsen.

Visse reklamer siger EA dog nej til. Reklamer, der afspejler en klar politisk holdning, og reklamer for alkohol og sex. EAs reklamepolitik appellerer især til familier. Alle skal i princippet kunne tåle at se og høre reklamen.

»Vi reklamerer for eksempel ikke for Tuborg øl eller for andre alkoholprodukter. I øvrigt er Tuborg heller ikke selv interesseret i at reklamere, når børn bruger spillet,« siger Morten Nielsen.

 

SKJULTE REKLAMER ER FORBUDT.

Reklamer optræder altid på én af to måder. Skjult eller åbent.

 

»Skjulte reklamer vil sige, at forbrugeren ikke bliver opmærksom på, at der er tale om en reklame. Forbrugeren har samtidig heller ikke umiddelbart mulighed for at gennemskue, at der er tale om en reklame, for reklamen er meget snedigt integreret i omgivelserne. Skjulte reklamer er forbudt efter den danske markedsføringslov. Reklamer må ikke »gemme« sig, men skal derimod tydeligt vise, at de er reklamer,« siger jurist Birgitte Wested fra Forbrugerombudsmanden.

Børn er storforbrugere af computerspil. De starter meget tidligt, ofte længe før de når skolealderen.

Computerspillene har en central rolle i børns liv, og spillene er nøje tilpasset børnenes udviklingstrin.

»I forhold til børn skal virksomhederne udvise særlig varsomhed. Børn er i sagens natur ikke så udviklede som voksne og kan derfor ikke gennemskue tingene på samme måde, og så er børn i øvrigt modtagelige på et helt andet niveau. Derfor vil Forbrugerombudsmanden være langt mere tilbøjelig til at statuere, at der er tale om skjult reklame, hvis reklamen i et spil primært retter sig mod børn frem for mod de voksne,« siger jurist Birgitte Wested.

Selv om reklamerne i et spil ikke er skjult, men helt åbenbare, kan det ikke udelukkes, at der alligevel er et problem i forhold markedsføringsloven. Det gælder særligt ved spil, som først og fremmest retter sig mod børn og unge.

»Der vil imidlertid være tale om en konkret vurdering fra sag til sag. Hvis åbenbare reklamer, der er rettet direkte mod børn, tilstræber at påvirke spillerne massivt, vedvarende, ensidigt og påtrængende, vil reklamen kunne anses for at være i strid med markedsføringsloven. Endnu har vi ikke haft sager af den type, men det er jo nok kun et spørgsmål om tid,« siger Birgitte Wested.

 

REKLAMER VIRKER.

»Reklamer har mange niveauer. Lige fra, at man blot nøjes med at se dem og til, at man faktisk går en meget direkte forbindelse med dem, for eksempel som en del af handlingen i et computerspil. Og jo dybere relationen med reklamen er, jo bedre påvirker den - i al fald som udgangspunkt. Det gælder både for voksne og børn,« siger forsker i børn og reklame Ph.D. Lars Pynt Andersen fra Syddansk Universitet.

 

»For øjeblikket er der faktisk to sideløbende udviklinger i gang. Reklamerne er blevet meget intelligente og har med computerspillene fundet en uhyre effektiv platform. Samtidig er normalt udviklede børn allerede fra syvårs-alderen temmelig bevidste om, at de udsættes for reklamer. Visse 10-årige er i dag overraskende nok mere kvikke til at aflæse reklamers forsøg på markedsføring, end selv de fleste voksne og midaldrende er.

Reklamerne i computerspil har en tydelig og mærkbar effekt på spillerne, men til syvende og sidst handler det om, at forældre, lærere og venner påvirker børnene i langt højere grad, end reklamer gør. Forældre er imidlertid ikke altid bevidste omkring reklamerne i børnenes spil, og så kan det faktisk godt være et problem,« mener Lars Pynt Andersen.

»Reklamer i computerspil har stor gennemslagskraft. Mange spil spilles 100 gange, førend de bliver uinteressante«

 

FAKTA


I maj måned 2005 udsendte Forbrugerombudsmanden en vejledning om skjult reklame. Vejledningen kan fås på hjemmesiden www.forbrug.dk eller via www.fs.dk

 

Computerspil mærkes med anbefaling af alder og oplysning om indhold af vold, sex, narko, diskrimination, frygt og bandeord, men ikke med oplysning om eventuelt reklameindhold inde i spillet. Nærmere oplysning om mærkningens enkelte symboler og betydning fås via Medierådets hjemmeside www.medieraadet.dk, som indeholder talrige gode råd og oplysninger til forældre omkring overdrevent spilleri, spillestop før sengetid, længden af pauser m.m.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Den store illusion

Trompe l´oeil-malerier udvisker grænsen mellem virkelighed og illusion
Af Tom Erik Kampman | 1. august 2005

Hvis man tager på sommerferie på Malta, kan man på naboøen Gozo opleve et mærkeligt optisk bedrag i hovedstaden Victoria, hvor byens stolthed, k ate d ra le n, l igger. Udef ra virker den ikke synderligt interessant. Det er indenfor, at man møder bedraget: For har katedralen en kuppel, eller har den ikke?

Kuplen skulle have været der, men pengene slap op under byggeriet. Beskueren kigger egentlig på et fladt loft, men får fornemmelsen af en tredimensionel oplevelse. Den sicilianske kunstner Antonino Manuele har skabt værket, og man kan stå længe med nakken tilbage, før det går op for én, at der er tale om et synsbedrag. Hvis man går ud til en af siderne, er det mere tydeligt, hvordan det er skabt.

Kirkens gæster er i virkeligheden ofre for et synsbedrag, et såkaldt trompe l´oeil. Betegnelsen er fransk og betyder »bedrager øjet«. Begrebet bruges om malerier, som er malet med det formål at få folk til for et kort øjeblik at tro, at det er en virkelig genstand, de står foran og ikke et maleri.

 

KAPPESTRID I SYNSBEDRAG.

Trompe l´oeil går helt tilbage til antikken, hvor den romerske forfatter Plinius den ældre fortæller om en kappestrid mellem to berømte malere fra antikkens Grækenland: Zeuxis og Parrhasios.

 

Zeuxis havde malet en vindrueklase, som var så naturtro, at fuglene fløj ned for at hakke i den. Det ville Parrhasios ikke have siddende på sig, så på sit billede malede han et forhæng. Da Zeuxis kom forbi for at se maleriet, bad Parrhasios ham om at trække forhænget til side, så han kunne se det. Og da gik det op for Zeuxis, at han også var offer for et synsbedrag.

En anden kendt historie er om den italienske maler og arkitekt Giotto (1267-1337). Som ung elev malede han en flue på et af sine portrætter. Fluen virkede så levende, at hans læremester Cimabue flere gange forsøgte at vifte den væk, før han fandt ud af, at den var en del af maleriet.

 

DEN TREDJE DIMENSION.

De almindelige flade billeder har to dimensioner: højde og bredde. Men som betragter af trompe l´oeil kan man opleve en tredje dimension, som strækker sig bagud eller indad.

 

Dybdeillusionen bliver skabt af de linier, der peger mod det såkaldte forsvindingspunkt, som er det sted, hvor de parallelle linjer tilsyneladende mødes i horisonten.

Det er den samme fornemmelse, vi har, når vi står på en jernbanebro og kigger på skinnerne. Selvom skinnerne løber parallelt, ser det ud, som om de mødes i horisonten. Men i virkeligheden har de den samme afstand til hinanden.

Reglerne for det kaldes lineært perspektiv og blev udviklet i 1400-talet, da man på et fladt lærred ville gengive de tre dimensioner, som det menneskelige øje opfatter: højde, bredde og længde.

Det var især de italienske renæssancekunstnere med deres rationelle tankegang, der brugte det lineære perspektiv i kunsten, og illusionen, som malerierne skabte, var et teatralsk virkemiddel med sin pompøse, symbolske fremstilling.

Et af det mest berømte værker er skabt af Andrea Mantegna (1431-1506). I det nordlige Italien har han malet loftet i hertugpaladset i Mantua, så hele rummet virker meget højere, end det i virkeligheden er. Når man kigger op, ser man en balkon, der synes at åbne sig mod himlen.

Den samme fornemmelse giver barokkunstneren Andrea Pozzos (1642-1709) loftsmaleri i Sankt Ignatiuskirken i Rom, der er malet i perioden fra 1691 til 1694. Maleriet forestiller Sankt Ignatius, som stiger til himmels på en sky båret af engle. Den virkelighedstro gengivelse spiller sammen med bygningen, og det er svært at se, hvor kirkens mure og søjler ender, og maleriet begynder.

I 1600-tallet satte krig og pest sine spor rundt om i Europa, og det betød en opblomstring for trompe l´oeil-maleriet.

Det store illusionsnummer spillede en stor rolle i baroktiden, hvor trompe l´oeil kunne bruges af enevælden til at iscenesætte sig selv og udviske alle tanker om krig og økonomiske problemer.

En af de kunstnere, som var en mester inden for det felt, var hollænderen Cornelius Gijsbrechts (ca. 1630-1675). Han var en af de såkaldte vandrekunstnere, som tog fra by til by og blev kendt for sine store illusionsnumre i form af trompe l´oeil-malerierne. I 1668 kaldte den danske konge Frederik III Gijsbrechts til København, hvor han blev hofmaler for ham og efterfølgeren Christian V.

Gijsbrechts´ billeder til de to danske konger indeholder symboler på magt, rigdom og udsyn. Samlingen af objekter, der er malet så naturtro, at du har lyst til at gribe ud efter dem, er med til at iscenesætte opfattelsen af den enevældige konge. Det er kongelige proklamationer, solkompas, trompeter, perlekæder og ægte persiske tæpper, der giver illusionen af storhed.

 

MALERIETS TOTALTEATER.

Gijsbrechts´ malerier har fællestegn med stilleben med sine arrangerede motiver og totale fravær af mennesker. Men i forhold til stilleben rummer trompe l´oeil en scenografi , der nærmest minder om totalteater. Grænserne for rumfornemmelsen og vores opfattelse af, hvad der er virkelighed og illusion, bliver sat på en prøve.

 

Mange af kunsterne leger med den kendsgerning, at vi i virkeligheden betragter et billede og lader maleriet handle om maleriet selv: den iscenesatte virkelighed.

Gijsbrechts´ Bagsiden af et indrammet maleri (1670) er et motiv, der i første omgang giver sig ud for at være virkelighed. Umiddelbart tror man, at det er et maleri med bagsiden vendt udad og har lyst at vende det om for at se, hvad der er på forsiden. Ved et nærmere eftersyn viser det sig, at man er blevet taget ved næsen, at man har troet på maleriets udsagn og forvekslet billede med virkelighed.

Kunstneren leger med vores opfattelsesevne og får os til at stille spørgsmålet: Hvad er et maleri i det hele taget?

 

DET UBEVIDSTE LAG.

Den belgiske surrealist René Magritte (1898-1967) stillede det meget mere kontant op i det 20. århundrede, da han med sit værk Ceci n'est pas une pipe (1929) konkluderede, at piben på hans billede ikke var en pibe, men et maleri af en pibe.

 

Som en del af surrealismen brugte René Magritte også trompe l´oeil til at udfordre betragteren og åbne for nye fortolkningsmuligheder. Men når Magritte ligesom Gijsbrecht laver et maleri med en samling naturtro effekter stillet op som et stilleben, er hans intention en anden end den, de danske kongers hofmaler havde.

Magritte bruger den tredimensionelle effekt til at bryde muren mellem det ubevidste og virkeligheden ned. De naturtro gengivelser handler om det, der foregår inde i vores hoveder og får os til at stille spørgsmålstegn ved virkeligheden og om den virkelige verden måske blot er en illusion, som vi har skabt i vores hoveder.

Det 20. århundredes surrealister adskiller sig derfor fra 1400-tallets renæssance-kunstnere, som ønskede at afbilde verden præcis, som den var.På trods af deres naturtro udtryk er Magrittes billeder i udgangspunktet en illusion, men deres tredimensionelle udtryk får beskueren til at finde flere skjulte lag inde bag det, man umiddelbart ser.

Med sin tredimensionelle og naturtro gengivelse virker trompe l´oeil på overfl aden som en del af virkeligheden. Men i kraft af at vores opfattelsesevne bliver sat på prøve, tvinger det beskueren ubevidst til at tænke på virkeligheden kontra illusionen.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Forelskelsen skal fodres

For syv år siden mødte Jann Kuusisaari sin kæreste i et lyskryds i Helsinki - og han er stadig forelsket
Af Maria Rørbæk | 1. juli 2005

Træerne flammede i deres efterårspragt.

Jann Kuusisaari stod ved et lyskryds i Helsinki og ventede på grønt. Uden at vide at han stod i et af sit livs afgørende øjeblikke.

Fra det andet fortov kom to mænd slentrende imod ham.

Jann genkendte den ene.

»Det er jo ham fra boghandelen,« tænkte han og mærkede hjertet slå et ekstra slag.

Dagen før havde han været inde i en af Helsinkis boghandler, der specielt er målrettet bøsser og lesbiske. Mens han rodede i bogkasserne, mærkede han pludselig et blik på sig. Da han så op, nåede han lige at se en lyshåret fyr kigge væk.

»I bøssemiljøet er man lidt på jagt hele tiden, og måske var det lidt af et jagtblik, men det var også noget mere. Han så virkelig interesseret ud, og så var det så sødt, at han prøvede at kigge, uden at jeg skulle opdage det,« fortæller Jann.

Dengang var han lige kommet ud af et 10-årigt forhold, og han ledte absolut ikke efter en ny kæreste.

»Jeg tænkte, at nu var jeg fri igen. Nu skulle den bare have fuld tryk.«

 

TILFÆLDIGHEDER.

Jann er født i Finland, og han var oprindeligt flyttet til Danmark for at bo sammen med sin danske kæreste.

 

Nu stod han 31 år gammel i en opbrudstid.

Skulle han blive i sit nye land? Eller skulle han hjem til Finland?

Turen til Helsinki var en ferie, men også en undersøgelsestur, hvor han ville afklare sin fremtid. Han boede hos sin far lidt uden for byen, og denne efterårseftermiddag drev han lidt rundt i Helsinki og havde god tid.

Ved lyskrydset passerede de to mænd Jann og gik ind på den café, han netop havde forladt.

»Åh, hvor ærgerligt, jeg kan ikke gå tilbage til den café, jeg lige er gået ud af,« tænkte Jann.

Men endnu inden lyset havde nået at skifte, kom de to mænd ud af cafeen igen. De stillede sig op ved siden af Jann i lyskrydset.

»Jeg må sige et eller andet... Hvad skal jeg sige...,« tænkte Jann desperat, mens signalet skiftede.

De tre mænd begyndte at krydse over gaden.

Så brød den lyshåredes følgesvend ud i et lille grin:

»Ham dér kan godt lide dig,« sagde han til Jann.

Det viste sig, at Tate, som den lyshårede mand hedder, og hans kammerat var på vej til en anden café, og Jann fulgte med dem.

I dag husker han ikke længere, hvad de snakkede om. Kun at samtalen flød.

»Jeg tænkte ikke: Hvad tænker han, hvis jeg siger sådan? Jeg kunne bare sige det,« forklarer han.

Om aftenen var Jann nødt til at bryde tidligt op og tage hjem til faderen. Han havde hverken fået den dengang 29-årige Tates adresse eller telefonnummer og vidste kun, at han boede i en helt anden by og bare var på besøg i Helsinki.

Mens bussen skrumplede ud af Helsinki, sad Jann og ærgrede sig:

»Åh, nej, nu er han væk. Jeg skulle have fået hans nummer. Nu ser jeg ham aldrig mere.«

Næste dag tog han igen ind til byen og drev hen til den café, hvor han havde været sammen med Tate dagen før.

Her fik han øje på de lyse lokker og spurgte, om han måtte sidde hos ham.

»Igen var det hele meget tilfældigt. Tate skulle følge en kammerat til toget, og de havde lidt tid til overs. Derfor var de gået ind på cafeen,« forklarer Jann.

Om aftenen havde Jann en middagsaftale med en kammerat, og han inviterede Tate med.

Endnu engang oplevede de to mænd, hvordan ordene ubesværet gled mellem dem, og pludselig var klokken mange. De fulgtes ned til stoppestedet for at tage den sidste bus, men da de nåede frem, var den allerede kørt.

»Så måtte jeg ringe og spørge min kammerat, om vi måtte blive og overnatte. Der var kun en ganske smal madras til deling. Den var nærmest for lille til en person, så vi lå helt tæt. Hele natten. I bøssekredse dyrker man nogle gange en hel del tilfældig sex, og det havde jeg også gjort selv. Så har man selvfølgelig kropskontakt, men det særlige ved Tate var, at jeg vågnede op om morgenen og stadig havde lyst til at holde om ham og være tæt på ham. Der var ikke nogen forhindringer mellem os. Jeg havde bare følelsen af, at her kunne jeg godt blive liggende resten af mit liv... Jeg var blevet forelsket! Det var ikke sådan, at vi havde haft hed sex hele natten. Lidt sex har man vel altid, men det var ikke det, der var det vigtige. Det vigtige var bare at være sammen.«

Denne gang sørgede Jann for at få adresse og telefonnummer.

»Alligevel kan jeg huske, at jeg var bange for, at jeg aldrig mere ville høre fra ham.«

 

EN ÅNDELIG DIMENSION.

Tilbage i København skrev han et brev. Det var før internettet rigtig slog igennem, så det var den gammeldags model med papir, frimærke og ventetid. Et par dage efter ringede Tate tilbage, og så glødede telefonerne ellers mellem Danmark og Finland.

 

»Måske var det et held, at vi var nødt til at tale så meget i telefon i begyndelsen og ikke kunne ses. Så blev der plads til noget andet end sex - noget mere åndeligt. Vi talte om vores liv, og vi prøvede begge at være meget ærlige og vise, hvem vi var.«

Nogle måneder efter tog Tate springet og flyttede til København, hvor han hurtigt fik job som sygeplejerske. Jann er erhvervsdrivende inden for it og kommunikation.

»Det var bedre for os at bo i Danmark end i Finland, for her er lidt mere frisind. Det ville være lidt mere besværligt at bo to fyre sammen i Finland. I hvert fald dengang, men der er sket meget i Finland på de syv år,« forklarer Jann.

 

FORHOLDET SKAL PLEJES.

I dag deler parret en lejlighed i Ørestad Nord. Lædersofaen, glasbordet og de andre møbler har de købt i fællesskab. De mange tøjbamser, der sidder rundt omkring, har Jann købt til Tate som små gaver og souvenirs. Det samme gælder de syv postkort, der er stillet frem.

 

På forsiden af det ene står en lille, tegnet hund sammen med teksten: »Rakastan Sinua«, der betyder: »Jeg elsker dig« på finsk.

»Jeg købte postkortene for nylig, da jeg var en uge i Finland. Hver morgen, når jeg vågnede op alene, skrev jeg et til ham... Der er nogen, der siger, at først er man forelsket. Så kommer hverdagen. Den køber jeg ikke, men man skal fodre forelskelsen og turde blive ved med at være forelsket, selv om det måske virker fjollet eller barnligt. Det kan bare være små ting, som når Tate ringer og fortæller, at han tager hjem fra aftenvagt, og jeg så siger: »Jeg kommer dig i møde! Jeg kan næsten ikke vente med at se dig.«

 

BEGÆR ER FOR LIDT.

Jann glæder sig dagligt over Tate:

 

»Hver aften er det så rart, når vi lægger os til at sove, og hver morgen er det første, jeg tænker: »Nej, hvor er det dejligt. Bare vi kunne være sammen for evigt.« For nylig talte jeg med nogle af mine venner om, at mormonerne gifter sig for evigt. For os andre er det jo, til døden os skiller. Nogle af de andre syntes, det lød kedeligt at skulle være sammen for evigt, men jeg kan godt lide tanken. Det ville være dejligt... Men mormonerne accepterer desværre ikke homoparforhold,« siger han med et smil.

Det er Janns opfattelse, at der i bøssekredse er længere mellem de langvarige forhold end i heterosexuelle parforhold.

»Jeg tror, de fleste mennesker ønsker et godt forhold, også i homomiljøet. Men det er sværere for os. Vi har ikke helt så mange steder, hvor vi kan mødes. Ofte sker det på en bar, hvor man er lidt fuld. Det er nemmere for resten af befolkningen, der har hele verden som deres »jagtmærker«. Heteroer har også bedre muligheder for at lære at leve i et parforhold. Allerede i børnehaven begynder de at øve sig med en børnehavekæreste... Den mulighed har vi ikke på samme måde.«

Jann mener også, det handler om, at den mandlige og kvindelige seksualitet er forskellige:

»Når to mænd sidder over for hinanden og begge tænker, at de skal have så meget sex som muligt, kan det nemt accelerere, men hvis et forhold alene bygger på begær, holder det ikke så længe. Selvfølgelig skal der også være begær i et godt forhold, men det gælder om at finde en balance, så der også er plads til det det åndelige.«

Jann kan ikke forklare, hvorfor det netop er gået så godt for ham og Tate.

Når han tænker på rækken af tilfældigheder, der førte dem sammen, tror han ikke, det er helt tilfældigt.

»Det føltes som om, vi næsten blev skubbet sammen. Som om nogen sagde, at »nu må I forstå det...« For mig er det en skræmmende tanke, hvis det er helt tilfældigt, at man møder sin store kærlighed. Hvis man lige så godt kunne have mødt en helt anden. Jeg ved ikke, om der er en skæbne, men jeg har valgt at tro det. Det giver livet indhold.«