Samvirke samvirke@fdb.dk

I Østen stiger grisen op

Det seriefremstillede danske svin passer til japansk perfektionisme. Vi er forskellige, men kan mødes over en japansk gaveæske med dansk rullesteg
Af Inger Abildgaard | 1. marts 2005

 

Det ville du ikke bruge en flæskesteg til i Danmark: Pakke den ind i gavepapir som tak til lægen for den medicin, han har skrevet op til dig, som erkendtlighed til kommunen, fordi du har fået byggetilladelse, som gave til chefen, så han tænker pænt om dig i det kommende år.

Men japanerne gør, og hvis du synes, at der ikke er grund til at gøre noget nummer ud af det danske svin, så forestil dig et stykke brystflæsk og spæk, rullet tæt i vakuum og lagt i en gaveæske af træ eller rispapir med skrifttegn og guldkanter på. Vores oversete gris hæves til uanede højder og bliver afleveret med buk og alle tegn på respekt, når den ene habitklædte japanske funktionær begaver den anden.

Japanerne har to årlige gavedage, hvor gaveindpakningerne når et niveau og et tempo, vi bedst kender fra jul. Men det er ikke børn med hede kinder, der skriver alenlange ønskesedler. I Japan hører gaver til de voksnes verden, og jo højere på strå, jo større bliver gaverne. Oseibo og Ochugen hedder årets to store gavedage, den ene til nytår og den anden den 2. juni, og gaverne tilfalder dem, der har betydning for dig. Både rullesteg, hamburgerryg, skinke i skiver, ja selv bacon og pølser kan blive til gaveartikler, når det gode samarbejde skal besegles. Og det er ikke billige varer, vi taler om. Priseksempel: En 400 gram tung dansk hamburgerryg: 550 kroner.

EN MÆRKEVARE.

»Jamen, det er ikke så underligt, som det måske lige ser ud,« siger den dansk/japanske kok Jens Rahbek Hansen, som har levet 10 år i Tokyo.

»For japanerne er dansk gris en mærkevare, og et kendt mærke er det, der tæller. Det er da en pæn bluse, siger japaneren til sin kollega, mens han nysgerrigt vender mærket i nakken, for det er helt i orden at vise, at det er her, værdien røber sig.«

Jens Rahbek Hansen lærte danskerne at spise sushi, da han sammen med sin bror og dennes svoger, åbnede Sticks'n'Sushi-restauranterne i København. Siden har han vist, at japansk mad også er andet end sushi med restauranten Takagi på Østerbro i Købehavn (nu lukket) og siden i Tivoli.

Japansk kogekunst på højt plan forhindrer ikke kokken i at bringe en rød dansk spegepølse med som gave, når han kommer på besøg i Japan. De hvide fedtpletter i den trestjernede har japanerne ikke noget imod, det minder om ekstremt findelt fedtmarmorering som i det berømte japanske kobekvæg, køerne der får både majs, øl og daglig massage. Japanerne skærer salamien i tynde skiver og skiverne ud i små firkanter, sætter dem på tandstikker med oliven og serverer dem som canapéer. Udsøgt og eksotisk. En gængs dansk lillebror-ost kan nyde samme respekt. Den smager ikke af meget, men det gør ikke noget, bare den er dyr.

Fødevarer er simpelthen dyre i Japan. En almindelig vare som frugt kan blive hævet op i en anden sfære bare med den udsøgte behandling og indpakning, den får. Uden at blinke vil japaneren betale 400 kroner for en æske med 24 små rum og et kirsebær i hvert rum. Alle bær i æsken vender ens, som var de støbt i formen, og stilken er skåret af i præcis samme længde.

»De går op i enkeltting,« siger Jens Rahbek Hansen, der husker en tv-quiz på japansk tv, hvor alle spørgsmål gennem tre kvarter belyste en eneste grøntsag, broccoli: For eksempel: Hvor mange små knolde kan man pille ud af denne ene broccoli? I studiet stod et par unge hjælpere klar med pincetter for at dele og tælle hver lille knold. Man giver sin kæreste et æble med udskårne initialer. Den meget dyre muskmelon kan løbe op i 1600 kroner, eller man køber bare en enkelt skive af den med salat og citron på de eksklusive sushibarer.

»Lidt er godt i Japan, man behøver ikke at spise sig mæt, en japaner kan altid undvære«, siger Jens Rahbek Hansen.

GRIS MED PRÆCISION.

I den anden ende af svinefødekæden hos Michael Nielsen i Lynge i Nordsjælland går 640 søer og 17.000 smågrise i en intensiv svineproduktion. Fodringen styres af computer, produktionen efter en minutiøs plan fra inseminering til fravænning, og Michael Nielsen har hele tiden i baghovedet, at alle muligheder for at minimere spildtid og forbedre indtjening skal udnyttes. Der er effektivitet i den danske svineproduktion, og det tiltaler japanerne.

Af en japansk importør af svinekød har Michael Nielsen fået en af den slags gaver, man viser frem ved særlige lejligheder og ellers sætter langt tilbage i skabet igen: Et radiostyret kaminur med en blank maghoniramme, der ved nærmere eftersyn viser sig at være af plastik.

»Det er svært at forholde sig til, at svinekød kan blive til en gaveartikel, men man kan kun være stolt af at se, hvilken kvalitet der bliver lagt i produktet,« siger han.

Ensartetheden, det meget lille vægtinterval fra gris til gris, den skarpt styrede produktion, klassificeringen, det honorerer japanerne. De har ikke noget som helst imod dyr som industri, det begejstrer dem at se teknologien og effektiviteten, når delegationer fra japansk fødevareindustri kommer med bus fra København til Michael Nielsens gård i Nordsjælland. Rigeligheden af plads omkring gården, hyggen og rummeligheden i stuehuset og også duften af kaffe og kage på kaffebordet gør indtryk på dem. De kan bare godt lide, hvad de ser.

Japanerne kan i det hele taget lide Danmark og danskerne, og man kan undre sig, for der er langt fra det japanske hierarki til den danske formløshed.

Nøglen gemmer sig måske i det japanske begreb wa, som betyder harmoni. I Japan opretholder man wa ved ikke at give for tydeligt udtryk for et ja eller nej, hvis det kan forstyrre harmonien, siger cand.mag. i japansk Kristine Ahrensbach, som har boet og arbejdet i Japan og har undervist i sprog og kultur på Handelshøjskolen i København og på Københavns Universitet.

»Den ellers så udskældte jantelov kommer os endelig til gode, fordi vi ikke er vant til at råbe så meget op om os selv og vores fantastiske evner. Vi kan lide at være tilbageholdende og tænke på andre, og japanerne synes, at vi er beskedne og hjælpsomme. Japanerne kalder den danske livsstil for slow-life, hvilket er en ros. De ser noget holistisk i det danske liv, valgfriheden, livet på landet og åbenheden, når de får lov at kigge indenfor i en dansk svinestald. I Japan vil en stald være lukket,« siger Kristine Ahrensbach, som er konsulent for Landbrugsrådet og derfor har været vært for mange japanere på besøg i Danmark.

MÅ VI SE EN HUSMOR?

Hvordan køber danskerne ind? Det ville et japansk tv-hold på et tidspunkt opklare, og Kristine Arensbach fulgte tv-holdet ind i et københavnsk supermarked en sen eftermiddag, hvor hun undrede sig over, at de japanske tv-folk længe stod og ventede uden at bruge kameraerne. Unge danske fædre styrede deres institutionstrætte børn i klapvogne ind mellem supermarkedets hylder, og her lå forklaringen på japanernes tøven med kameraet:

»Vi venter på husmødrene, hvornår begynder de at komme?« spurgte de.

Japanerne ser normalt ikke mænd skubbe en barnevogn foran sig.

»Forskellene er store, men alligevel har vi danskere nok for fasttømrede forestillinger om, at japanerne er stive og mærkelige. Folk, der har rejst i Japan i mange år ser japanerne som meget humorfyldte, festlige, betænksomme og søde. Men de er formelle og påtager sig de roller, der passer i situationen. Vi danskere mener jo, at vi skal være os selv, uanset om vi er hjemme eller på arbejde, mellem familie og venner eller kolleger. Modsat påtager man sig i Japan en rolle, og man får ikke smidt i hovedet, at man pludselig er blevet »en anden«. Forskellen fra det japanske til det europæiske og amerikanske ideal oplever man tydeligt efter mørkets frembrud, når man skal ud at spise med sine japanske kontakter. Fra at være meget høflige og korrekte smider de nu alle tøjler, de pjanker, griner og fjoller, og man kan godt synes, at de er direkte barnlige. En dansk chef kan også joke om aftenen, når der kommer øl på bordet, men vil alligevel på en eller anden måde holde stilen. Det behøver japaneren ikke,« siger Kristine Ahrensbach.

Der er en gennemgående tvetydighed i hele den japanske kultur. Japanerne henter gerne fremmede islæt og inspiration. Et japansk madmagasin vil for eksempel virke flot, moderne og stilrent på enhver kosmopolit fra New York til Rom, og gæster på Tokyos restauranter kan vælge mellem alle verdenskøkkener. Men selvom der er fascination for slow-life og for vesten, er japanernes egen kultur stadig eksisterende med dens rester af samuraikulturen: Tålmodighed skal trænes, og man skal hærdes med hårdhed. Den, der finder sig i alt, er stærk, mens den, der hidser sig op eller bryder sammen, ikke kan regne med andres respekt.

»Som ny medarbejder på for eksempel Nissan Motors i Japan er du nederst i hierarkiet. Alder og avancer følges ad, ikke kvalifikationer og avancer, så når man kommer op i de bestemmende lag, er det om at få afløb,« siger Kristine Ahrensbach.

Hun har på en arbejdsplads i Japan set nyansatte få opgaver, hvor nødvendige informationer for at løse opgaven bevidst bliver holdt tilbage. Når så den nyansatte skal fremlægge sine resultater i plenum, og manglerne viser sig, vil det fyge gennem luften med ukvemsord. Her holder den japanske chef sig ikke tilbage: »Det er dog utroligt, hvad du kommer med. Kraftiditot. Fjols.«

På en dansk arbejdsplads ville medarbejderen nok gå hjem. Japanerne holder til det, men er samtidig stressede. De ryger og drikker alkohol dagligt og hører alligevel til verdens ældste, måske fordi de spiser sund afbalanceret kost, hvor fisk er en væsentlig del.

Når japanerne så går ud og spiser efter arbejde, bliver den hårde tone afløst af harmoni og omsorg for hinanden. Alle retter sætter de midt på bordet og deler små tallerkener omkring, så alle kan smage, hvad andre har bestilt. Følger der ikke små ekstra tallerkener med serveringen, vil de alligevel sende mad på tværs af bordet og over til hinanden. Forretningsforbindelser og folk af alle slags nipper til hinandens drinks, spiser med hinandens pinde og drikker af hinandens suppeskål. Det sjove er, at når Kristine Ahrensbach går i byen i København med besøgende japanere, er det bedst at undgå de fineste restauranter. Japanerne vil helst kunne tale højt, grine og slå sig på lårene og spise retterne i den rækkefølge, de har lyst, men da de har så meget indbygget wa og harmoni i sig, tilpasser de sig, dæmper tonen og bliver en smule hæmmede, hvis rammerne er for stive og fine. Nu er de tilbage i den sociale, omsorgsfulde rolle, hvor gækken gerne må slås løs.

Den japanske gavepolitik med gris og andre fødevarer i gaveæskerne er ikke kun konvention, men også et udslag af japanernes høflighed og omtanke.

»På alle stationer i Japan, kan man købe små gaver med spiseligt indhold, søde kager af zukibønner, skiver af tørret fisk eller egnsspecialiteter. Det er gaver, du tager med til de andre på kontoret, når du har været ude at rejse. Sådan er japanerne også, de vil fortælle kollegerne, at: I har slidt i det, mens jeg har været ude at rejse, men jeg vil gerne dele min oplevelse med jer.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Plads til forskellighed

Flere og flere børn får stillet en diagnose hos en børnepsykiater, men overlæge Ole Sylvester Jørgensen fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital mener dog ikke, at antallet af børn med psykiske lidelser er steget. Vi er blot mere opmærksomme på dem
Af Anne Mette Ahlgreen | 1. marts 2005

I hvor høj grad har rammerne i institutioner, skole og samfund betydning for børn med Aspergers syndrom, autisme og ADHD?

Rammerne har stor betydning for barnets trivsel, men ikke for udviklingen af deres handicap, for det har de allerede. Disse børn er hjælpeløse ofre for miljøets måde at indrette sig på, for de kan ikke kompensere ved at løbe hen til en lærer og bede om hjælp. En stor variation i tilbudene er godt for børn, for hvad der er godt for det ene barn, er ikke godt for det andet. Vores dronning sagde engang:

»Der skal forskellige vilkår til, for at mennesker, der er forskellige, kan få samme muligheder.«

Dét, der er et frugtbart og udviklende miljø for ét barn, kan være blokerende og hæmmende for at andet barn.

For et barn med virkelig god fantasi kan selvvalg og selvorganisering være meget udviklende, men for et andet barn uden de evner kan det være blokerende for dets udvikling og give selvværdsproblemer og vrede. Man skal passe på ikke at hjælpe en gruppe på den andens bekostning.


Hvad forstår man ved »de nye diagnoser?«

Det bruges om nogle af de diagnoser, der er kommet ind i forbindelse med den seneste ændring af listen over internationalt anerkendte diagnoser i 1994. På det tidspunkt kom Aspergers syndrom på listen. Det er en psykisk udviklingsforstyrrelse beslægtet med autisme. Den forekommer hos mennesker, der har en normal begavelse, men også en god sprogudvikling. Tidligere troede man, at autistisk forstyrrelser kun forekom hos personer med dårlig sprogudvikling.


Hvad er en autistisk forstyrrelse?

Det er afvigelser i sociale samspil med andre mennesker. Mennesker med autisme har svært ved at finde den rigtige måde at være på. De bruger for eksempel blikket, så det nemt kan misforstås af andre. Hvis en mor peger hen på sit lille barn med autisme, kigger barnet på fingeren i stedet for på moderen. Større børn kan finde på at spørge: »Hvilken bil kører du i?« uden at vente på svar, for det er i virkeligheden slet ikke det, de mener. Selv om et barn er normalbegavet, kan det finde på at sige til en slægtning: »Nej, hvor er du kommet til at se gammel ud. Hvornår dør du?« De vil gerne have system i tingene.

Man har tidligere troet, at nogle af de kommunikative problemer skyldtes dårlig sprogforståelse, men man har fundet ud af, at det ofte er den sociale situationsfornemmelse, det er galt med. Nogle med autisme har dog også sproglige forstyrrelser.


Hvad er ADHD?

Det er den nu alment anvendte amerikanske betegnelse for DAMP og betyder motorisk hyperaktivitet og vanskelighed ved koncentration og opmærksomhed samt indlæringsvanskeligheder. Den viser sig ved, at barnet er motorisk uroligt og let afledes af dét, der foregår omkring det. Jeg er tit ude i børnehaver, og jeg forbløffes hver gang over, at normale børn kan koncentrere sig om at lege, mens en flok drenge løber rundt og leger Robin Hood. Børn med ADHD har svært ved at koncentrere sig om flere ting på én gang. Hvis de kigger på klokken i en skoletime, glemmer de, hvad læreren talte om lige før, eller hvis de hører en bil køre forbi ude på gaden, begynder de at tænke over, hvad det er for et bilmærke, og mister tråden i undervisningen. Normale børn kan med det samme genskabe konteksten. Børn med ADHD oplever alt fragmentarisk. Selv om symptomerne enkeltvis kan lyde meget uskyldige, er konsekvenserne af det meget alvorlige. Børnene føler sig forpinte, dumme og kan udvikle dårlig selvagtelse, selv om de er normalt begavede.


Hvordan påvirker det barnet at have disse diagnoser?

Børn med ADHD er nok dem, der lider mest, fordi de har så svært ved at leve op til omgivelsernes forventninger om koncentration og ro. Børn med autisme tænker først over deres sygdom i teenageårene, fordi de ikke helt har de samme intellektuelle ressourcer. Nogle bliver overrumplende konfronteret med det:

»Jamen, du er jo også anderledes.«

De skal forberedes på at se sig selv som nogle, der har brug for hjælp. Børn med Aspergers syndrom får en fornemmelse af, at de er anderledes i syvotteårsalderen, men de føler sig ikke syge. De er nok snarere særlige personlighedstyper, der har vanskeligheder i forhold til det omgivende samfund, fordi det ikke er indrettet på deres vilkår. De kan være meget bedre til at huske detaljer og systematik end os andre.


Hvilken hjælp kan man tilbyde dem?

Jeg var for nylig gæst i en gruppe af unge med Aspergers, som man træner i sociale konventioner. En af de unge fortalte, at han skulle købe noget i en S-togskiosk, men kunne ikke bestemme sig for, hvad han skulle have. Da han endelig havde besluttet sig og skulle have penge tilbage, smækkede ekspedienten pengene hårdt i disken. Han forstod ikke hvorfor, og gruppen filosoferede længe over, hvad der var galt. På den måde kan ligesindede hjælpe hinanden til at reflektere og nå frem til en løsning.

50 procent af børnene med Aspergers vil kunne integreres i normale børneinstitutioner og skoler, hvis barnet har nogle basale ressourcer, en interesseret lærerstab og mulighed for at komme i en lille gruppe. De børn, der er tættest på det autistiske, vil have mere gavn af specialtilbud.


Hvad ved lægeverdenen om årsagerne til disse sygdomme?

Aspergers syndrom er meget afhængig af genetiske faktorer, som vi ikke kender til. 85-90 procent af sygdommen autisme er genetisk bestemt, men også iltmangel under fødslen eller virusinfektioner i graviditeten kan spille ind. Ved ADHD skyldes 75 procent arvelige faktorer. Resten hænger sammen med miljømæssige, muligvis biologiske faktorer som fødselskomplikationer, virusinfektioner, rygning, medicin eller alkohol under graviditeten og måske andre faktorer.


Er det korrekt, at de nye diagnoser stiger eksplosivt?

Nej, i realiteten tror jeg ikke, at de stiger. Diagnosen Aspergers syndrom er selvfølgelig steget med flere hundrede procent, for den fandtes ikke før 1994. Derimod er der sket en betydelig øgning af opmærksomheden på de problemer, disse børn har. Der er kommet større bevidsthed hos forældrene og i befolkningen generelt. Folk læser om sygdommene, genkender symptomer og søger hjælp.

Da jeg blev færdig som læge i 1970, syntes forældre, det var forfærdeligt, hvis et barn skulle i kontakt med en børnepsykiater. I dag er folk mere åbne og søger selv hjælp, hvis de mener, at det kan gavne deres barn. Sådan som samfundet er indrettet i øjeblikket, betyder diagnoser en stor rolle for at få bevilling til støtte. Og det er jeg enig i, for der skal være en sikker måde at administrere pengene på, så man ved, at de kommer de rigtige til gode og bliver brugt på den rette behandling.

Forekomsten af Aspergers syndrom ligger på 0,2 procent af befolkningen. Det vil sige, at 140 børn af en fødselsårgang på 70.000 fødes med det. Autisme er sjældnere og forekommer hos ca. 50 af de børn, der fødes i Danmark om året, mens 1000- 2000 børn kommer til verden med ADHD hvert år her i landet.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Smagen af Norge

Danske fordomme om norsk mad bliver gjort til skamme ved et besøg på Gastronomisk Institut i Stavanger. Her trives de ambitioner, som det ikke er lykkedes at etablere i Danmark
Af Sune Højrup Bencke | 1. marts 2005

En tilfældig fjeldstues overkogte kartofler, dyr og trist cafeteriamad på de norske landeveje eller egnsretter som rømmegrød og myseost. Danskernes forestillinger om norsk gastronomi når sjældent de store fjeldhøjder.

Men nordmændene vil overbevise omverdenen om, at norsk mad handler om et væld af spændende og velsmagende råvarer, som det er svært at matche noget andet sted i norden. Det bliver bevist i Gastronomisk Institut - en stiftelse, der kunne have fået en pendant herhjemme i det planlagte, men kuldsejlede Måltidets Hus.

Gastronomisk Institut ligger i Stavanger og blev etableret i 1991. Ikke for ingenting blev det netop Stavanger, der kom til at huse instituttet, og ikke hovedstaden i Oslo, som ellers ville være oplagt.

»Det er nemmere at drukne dér,« forklarer Knut-Espen Misje, der er sommelier på Gastronomisk Institut, og uddyber:

»Der sker alligevel så mange andre ting i Oslo. Her i Rogaland-området findes nogle af Norges bedste landbrugsområder og de bedste muligheder for fiskeri. Vi har de bedste råvarer lige ved hånden,» siger han og bliver bakket op af Sven Erik Renaa, der er såkaldt food &beverage consultant - og kok i topklasse - på Gastronomisk Institut.«

»Vores ambition er at øge kundskaben og forståelsen for mad og drikke i Norge,« fastslår han.

 

EN MADGLAD BY.

Stavanger har som Norges olieby nr. 1 altid haft let ved at udvikle hotel- og restaurationslivet, og i dag tæller byen - der er landets fjerde største - en lang række toprestauranter. Byen kan desuden præsentere et væld af madrelaterede festivaler hvert år. Glad Mad i juli, Vinfest i marts, Hvidløgsuge i april, Chili-festival i september osv.

 

Og skulle man være så heldig at indtage sin frokost i Statoil-hovedkvarterets kantine i Stavanger, så er det Charles Tjessem, der står i køkkenet. Han vandt i 2003 verdens fornemste kokkekonkurrence, Bocuse d'Or.

Det er altså de gastronomiske muligheders by, der huser Gastronomisk Institut. Derfor er det heller ikke unaturligt, at kokkene på Gastronomisk Institut hører til i den gastronomiske superliga. Naturligvis holder det norske kokkelandshold også til på Gastronomisk Institut, der har nogle ydmyge lokaler på den norske hotelhøjskole i Stavanger.

Sven Erik Renaa og Knut-Espen Misje arbejder i et køkken med alle tænkelige komponenter sponsoreret af velvillige firmaer. Opbygningen ligner et moderne fysiklokale, så alle kan følge med i det, der sker ved køkkenbordet. Således kan man få lov at opleve Sven Erik Renaa på en meters afstand, mens han med den ene hånd forbereder en omgang lune østers og med den anden gestikulerer for at understøtte sine pointer.

Tillige er Knut-Espen Misje i gang med at kantere eller kontrollere duften på - en af aftenens vine, mens han fortæller om sin arbejdsplads.

»Gastronomisk Institut er en stiftelse, der på papiret er uafhængigt, men som modtager støtte fra forskellige sponsorer eller bidragsydere, som oftest fødevareproducenter og oplysningskontorer. Der skal ikke tjenes penge, men kun gøres et stykke arbejde for at udbrede kendskabet til norske råvarer og madtraditioner både ude og herhjemme,« forklarer Knut-Espen Misje.

 

BEDRE FØDEVARER.

En del af arbejdet for medarbejderne på Gastronomisk Institut er at støtte norsk industri, når der er reklamefremstød i for eksempel Rusland, der er en af de store aftagere af laks fra Norge. I den forbindelse er det folk som Sven Erik Renaa, der er med for at præsentere russerne for laks på en smagfuld måde.

 

Eller også er medarbejderne med på diplomatrejser til for eksempel Brasilien, hvor de også udbreder kendskabet til norske råvarer. Derudover holder de seminarer i fisk og skaldyr, efteruddanner norske kokke og har en hel uddannelse for sommelierer. Noget, der heller ikke kan lade sig gøre i Danmark endnu. Og så står de også klar til at hjælpe fødevareindustrien med at lave nogle bedre produkter.

»Vi skal ikke rakke ned på for eksempel færdigretter. Vi skal bruge vores viden konstruktivt, så forbrugerne kan få så gode fødevarer som muligt, « siger Sven Erik Renaa.

Han bliver suppleret af Knut-Espen Misje:

»Vi ser det sådan, at vi engang imellem skal spille på hold med nogle af dem, der ikke selv spiller så godt,« siger sommelieren og refererer dermed til det samarbejde som Gastronomisk Institut har haft med blandt andet færdigmadsproducenten Fjordland.

Ligesom Gastronomisk Institut også har været med til at udvikle nye pizzavarianter og is og videreudviklet arbejdet med stegeposer. Men grænsen trækkes, når en producent vil bruge Gastronomisk Instituts logo i sin markedsføring. »Ellers kan alt andet lade sig gøre, så længe det kan sikre forbrugerne nogle bedre fødevarer,« siger Knut-Espen Misje.


Sune Højrup Bencke er journalist

For yderligere oplysninger:
www.gastronomi.no og www.visitstavanger.com

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

De revolutionære stole

De klassiske designmøbler blev skabt i en revolutionær ånd, hvor arbejderen skulle sidde godt i et solidt kvalitetsmøbel. Men han gad ikke købe stolen og deltage i oprøret
Af Henrik Lund-Larsen | 1. marts 2005

Stolen, bilen og tøjet står blandt de stærkeste designikoner i det tyvende århundrede.

Bilen har været indbegrebet af dynamik og troen på fremtid. Tøjet har stået for iscenesættelse og tilhørsforhold. Både biler og tøj er designet for, at vi mennesker skal leve vores drømme ud.

Stolen har som projekt haft et helt andet sigte. Den skulle befri og opdrage arbejderen. Som et tegn, der kunne forklare, hvordan bedre og billige boliger kunne indrettes.

Med slagord som »luft og lys«, »hygiejne« og »8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile« strømmede den sociale bevidsthed gennem arkitektstanden i starten af det tyvende århundrede i et gigantisk designprojekt, der gik ud på at omforme samtlige brugsgenstande til en ny og bedre verden. En sandere verden, man kunne opdrages til og lære at sætte pris på. Individet havde intet at skulle have sagt. Det var designerne, der havde drømmen. Arbejderne skulle stadig indordne sig, nu under et andet præsteskab.

For at nå arbejderen var arkitekten klar over, at prisbillighed var målet. Stolene skulle være billige, dvs. at de skulle fremstilles industrielt - en tilsnigelse, for der var stadig mange arbejdstimer involveret i at fremstille forbrugsgoder, da håndarbejde kostede mindre end maskiner. Så for at nå målet måtte man forenkle produktet, så det håndlavede møbel så ud som om, det var forarbejdet industrielt - ja onde tunger i tiden sagde: så billigt ud. Væk med ornamenter og gesvejsninger, som snildt lod sig udføre industrielt, for det så håndlavet ud. Ind til benet skulle man. Form følger funktion. Formen blev derfor en syntese af funktionen og produktionsmåden.

 

FORBILLEDERNE.

Intet inden for kunstens eller arkitekturens verden bliver til noget uden forbilleder. Så arkitekterne måtte have et forbillede til deres ideologiske stol til arbejderen. Det var ikke svært at finde. Faktisk faldt man over stolen alle vegne. Da arkitekterne opdagede den, var den allerede produceret i over 100 millioner eksemplarer.

 

Det var wienerstolen. Den første masseproducerede stol.

Impressionisterne brugte den i deres malerier og på plakater, Charlie Chaplin kastede rundt med den i sine film. De banebrydende arkitekter Le Corbusier og Mies van der Rohe brugte den begge, da de revolutionerede arkitekturen med at opføre huse i hvidmalet beton og gennemløbende vinduesbånd, før de fik tegnet deres egne stole, der passede til husene. Som vores hjemlige lysdiode, Poul Henningsen, tørt sagde, mens han balancerede med wienerstolen på een finger:

»På at gøre denne stol fem gange så dyr, tre gange så tung, halvt så behagelig og en kvart gang så smuk kan en arkitekt godt vinde sig et stort navn.«

Stolen af i dag har ikke den fjerneste tone af ideologi i sig. Lav pris og høj kvalitet. Omvendt er det gået med designermøblerne, de sælges gennem deres navn, historie og branding. Arkitektnavnet borger for det eksklusive. Arne Jacobsen er et kendt navn for forbrugeren. Producenten Fritz Hansen kender man knapt.

Nye stole forsøger at fange denne bølge af drømme og historie ved at lægge sig ind i en retrobølge.

Hvad er der blevet af vor tids tanker og deres aftryk i kulturen?

Hvad er der for resten blevet af den etisk tænkende designer? Har hun forskanset sig i brugercentreret design som målgruppeekspert og glemt sin kamp for en bedre verden?

 

STOLEN FOR MASSERNE.

Wienerstolen havde ingen let fødsel, dens opfinder skulle meget igennem.

Michael Thonet var en opfindsom snedker, der i 1819 satte sig for at fremstille møbler i tidens stil - svungen nyrokoko. Han indså, at han kunne opnå store besparelser ved bukke de krumme ben i stedet for høvle dem krumme. Gennem en lang række forsøg lykkedes det ham endelig i 1842 i en alder af 46 år at opnå det kejserlige østrigske eneprivilegium »At bøje enhver træsort med kemisk/ mekaniske midler i enhver ønsket form og kurve.« Men penge til udvikling og patenter havde slugt det meste af kapitalen. Så lykken var ikke gjort derved. Tilmed havde hans dampbøjningsprincip hidtil været baseret på tyndt finéret træ, der blev dyppet i kogende lim for siden at blive presset i form. Elegant så det ud, men glansen gik hurtigt af efter en sørejse, hvor luften fik finéren til at skille.

 

Men snedker-værkstedet holdt skindet på næsen, samtidig med at Michael Thonet og hans fire sønner i bedste iværksætterånd bestræbte sig på at skabe den ultimative stol. En stol, der var fremstillet af få komponenter, der kunne byttes ud, lavet af solidt, billigt, lokalt bøgetræ og bearbejdet frem til endeligt møbel af lokale, fattige bønder. Da Michael Thonet var nået et godt stykke hen mod pensionsalderen i 1859, han var nu 63, nåede han sit mål.

Stolen kom til at bære det for os prosaiske navn nr. 14, der derimod for en producent er et stolt navn - rækken af ens værker.
Nr. 14 var en ydmyg stol. Seks stykker bøgetræ, blot skruet sammen. Formen var blød og rund, elastisk og fjedrende, ingen skarpe kanter - og du har garanteret selv siddet på den, sidst du var på café.

Thonet fabrik efter Thonet fabrik skød nu op. Millioner efter millioner af stole solgte snedkerværkstedet, og en lang søgen var blevet til en profitabel industri. Men samtidig var stolen blevet til et kært kulturelt ikon. For den rige, for den fattige. Stolen, alle havde råd til, vandt alle hjerter.

 

FRISVINGEREN.

Da 1. verdenskrig randt ud, kaldte tiden på nye strømninger. I et sårslikkende Tyskland fik arkitekten Walter Gropius til opgave at opbygge en ny kunsthåndværkerskole. Han kaldte den Bauhaus, opkaldt efter de byggesjak som i middelalderen opførte de gotiske kirker. Hans skole blev et lille lukket samfund med tidens mest radikale kunstnere og tænkere som lærere. En skole, der efter bare få års eksistens brød med traditionen og åbnede sig udadtil med en kraftpræstation af designprodukter. Blomstringstiden var kort, efter blot 15 år lukkede skolen atter, tvunget af nazisterne, men dens ideer blomstrede videre.

 

En af de studerende på skolen var en ung mand ved navn Marcel Breuer. Thonet brugte hele sit liv på at komme frem til sin endelige stol, men det modsatte skete her. En gnist antændte et nyt og anderledes formsprog. I 1927-1928 så den moderne stol, der tilsigtede at møblere arbejdernes nye boliger, dagens lys. I en rus skabtes på kort tid frisvingerstolen i stålrør. Selv skabte han et utal af varianter. Hans medstuderende Mart Stam skabte en lignende, og hans lærer, Mies van der Rohe, lavede også sin version for at være på den sikre side.

Hvem var producenten, der så muligheder i disse stole? Det var såmænd Thonet, der også indså, at tiden var til, at stål ville vinde over træ.

På alle arkitekturtegninger fra denne tidlige funkis-tid erstattedes wienerstolen nu med frisvingerstolen. Men den blev ikke solgt til andre end kulturradikale. Den var for anderledes. Men kimen var lagt til den ideologiske stol, der ville menneskeheden det så godt. Og til arkitekternes tro på sig selv som frelsende engle, der skaber et paradisisk liv for andre.

 

SKALSTOLEN.

Efter endnu en verdenskrig voksede en endnu stærkere tro på, at design kunne gøre en forskel, frem.

Det superæstetiske og lettere snobbede amerikanske kunstmuseum Museum of Modern Art afholdt i 1948 en international møbelkonkurrence med det formål at skabe prisbillige møbler. Den amerikanske designer og produktudvikler Charles Eames blev en af vinderne. Vores hjemlige Hans Wegner var en af de andre.

 

Eames havde under krigen høstet en del erfaring med at producere fjerlette benstøtter af krydsfiner til den amerikanske hær. Erfaringen udnyttede han nu som stoledesigner. Først havde han forestillet sig møbler af stål lavet på samme trykpresse, som bilindustrien brugte. Det var for koldt, mente han og vendte blikket mod det helt nye materiale plastik, og derved blev det. En frit svungen stoleskal lavet af glasfibre, der understregede, at kroppen kunne indtage stolen i mange stillinger båret på et spinkelt stålstel, der gjorde, at den siddende næsten svævede over jorden. Siddestillingen i stolen var også på vej væk fra det formelle »sid lige op og ned og lad vær og vip!« til flydende sexede stillinger på tværs af armlæn.

Det var nyt og igen for anderledes. Igen var det kultureliten, arkitekterne og reklamebureauerne, der købte stolen. De sidste skrig inden for lufthavnsterminaler blev også møbleret med den. Derved blev det. En luksuriøs designerstol, der indtil for få år siden kostede rigtig mange penge, for det er først nu, at firmaet har lanceret en billig udgave, der forfølger det oprindelige formål.

 

HJEMLIG EVOLUTION.

I Danmark blev den ideologiske stol skabt på en helt anden baggrund. To fronter skulle mødes for at skabe den. Fra arkitekternes side var det en skole eller rettere en tankegang. Den var lejret hos en mand ved navn Kaare Klint, der skabte Møbelskolen på Arkitektskolen ud fra en filosofi om, at brugskunst skabes ved evolution frem for revolution. En fin snedkersamling frem for et bukket stålrør. Det, vi forstår ved den danske møbelarv med Hans Wegner, Børge Mogensen og Finn Juhl i samarbejde med dygtige snedkermestre, er skabt i den ånd.

 

Den anden front, som var den forretningsmæssige, var FDB. En nærmere introduktion i dette blad behøves vel næppe.

FDB havde siden 30erne haft en produktion af møbler til salg gennem deres brugsforeninger. Møbler i tidens åndenød, tunge ikke kun af vægt og fremstillet i mørkt ådret nød. De solgte, men FDB ville den arbejdende klasse det bedre. De måtte opdrages til en bedre livsførelse. Et stort anlagt PR og opdragelsesprogram tog sin start. Med opbyggelige udstillinger på Kunstindustrimuseet, tilrettelagt af tidens bedste arkitekter, blev husmoderen opdraget til god og luftig indretning af stue og soverum og hensigtsmæssig og hygiejnisk indretning af køkken - badet var endnu knapt nået til denne klasse. Alt var udregnet på pris. Det var andelstanken, der slog igennem her. For opdragelsen var ikke lavet med bagtanke om en hurtig profit, men om et fælles løft af landets folk til en bedre standard.

Men da man ville udstille møbler, kom man til kort. For man kunne nok finde møbler, der udtrykte tidsånden, men ikke med prisbillighed in mente.

Man måtte skabe dem selv.

Børge Mogensen blev tilknyttet FDBs Arkitektkontor som leder af møbelkontoret. Hurtigt fik han tegnet en kollektion, der blev vist rundt omkring. Enkle møbler, ofte lavet med tremmekonstruktioner og som pindestole.

Hvad skete der? Det sædvanlige - de solgte ikke. De var for anderledes, for grimme, som folk sagde: »pindestole er det samme som pindebrænde!«

Den stol, der er valgt her som eksempel, Børge Mogensens shakerstol J 39, oser da heller ikke af arbejderhjem, men af lærer- eller akademikerhjem. For det var dem, der tog møblerne til sig. Men som de andre eksempler er stolen virkelig et ønske om at skære ind til benet. Et ønske om at lave den enklest mulige løsning med en slags rundstok til ben og en anden til tværpind, herpå et kopstykke. Men stadig med udtryk og historisk forbillede, som Kaare Klint foreskrev - evolution frem for revolution. Stolene blev i starten produceret hos dem, der var bedst til rundstokke herhjemme, generalagenten for Thonet - Fritz Hansen.

FDB-møbler repræsenterer nærmest en håbløs naiv tankegang set med dagens øjne. Man producerede af idealisme og med øje for det opdragende. Metoderne var moderne med alle mulige PR-tiltag.

Modsat i dag, hvor man producerer for at tilfredsstille folks selvdefinerede behov. Her drejer det sig om drømme, overskud og hurtige sceneskift, hvor det førhen drejede sig om at skabe overskud til andre aktiviteter. Tid for husmoderen, penge i budgettet til uddannelse.

 

DEN GLOBALE STOL.

Stolen af i dag er oftest basket ned i pris uden at gå på kompromis med kvaliteten. IKEA laver fremragende møbler til markedets bedste priser.

 

Eller tænk på plastikhavestolen - velkonstrueret i bløde kurver, der kan støbes i een arbejdsgang af en robot. Den kræver ingen efterbearbejdning, og den er vejrbestandig. Den er faktisk den mest avancerede stol på markedet. Den koster næsten ingen penge og smides blot ud efter endt brug. Er det den stol, der peger frem og definerer vores kultur netop nu og betegner vor ideologi?

Eller er det i afmagt over denne »brug og smid væk tanke«, at vi vender blikket romantisk bagud efter retromøbler og designklassikere som Børge Mogensen?


Henrik Lund-Larsen er projektlærer på Danmarks Designskole

Samvirke samvirke@fdb.dk

Shopping i øst og vest

Vi shopper for sjov, men hvorfor er shopping blevet så populært? Tag med til Damaskus og Las Vegas - to vidt forskellige shopping-mekkaer
Af Julie Holck | 1. marts 2005

Den smalle bazargade henligger i halvmørke, og krydderierne tårner sig op fra den ene ende af forretningen til den anden. De fås i alle nuancer fra blændende rød til karrygul, kardemommebeige og koriandergrøn. Med små arabiske navneskilte rejser de sig som sminkede sandbanker i ørkenen, og på den anden side af disken er en gammel mand med strikhue ved at veje små portioner af. Kanel, safran, spidskommen. Jeg takker og fortsætter til næste bod. Får tilbud om ingefær, mynte og muskat, som det er svært at sige nej til. Vel vidende at jeg aldrig får brugt alle de krydderier, før de bliver gamle og grå, tager jeg dem alligevel med hjem, hele vejen til Danmark. De dufter pragtfuldt, koster ikke særlig meget - og bedst af alt: De emmer af suq.

Jeg befinder mig i Syriens hovedstad, Damaskus, midt i bazaren - eller suq'en som den hedder - i den gamle bydel. Jeg har forladt Den Lige Gade, hvor kardemomme- og kaffehandlerne sidder tæt og rister og kværner og gør duften tyk nok til, at man kan smage den, når man stikker tungen ud af munden. Er kommet gennem slik-gaden, hvor fyldte chokolader i farvestrålende glanspapir tårner sig op ved siden af bolsjepyramider, kandiseret frugt, pariserpastiller, marcipan og karamelliserede nødder. I svælget har jeg stadig en bid fransk nougat og i tasken en pose brændte mandler.

Jeg drejer til højre og kommer forbi en butik i en overdækket atriumgård, hvor jeg lige må ind og kigge. Halvanden time senere - efter at have drukket te med indehaveren og siddet ved den gamle væv og set silken smyge sig ud af pupperne og smelte sammen til ældgamle damask-mønstre - kommer jeg ud med to meget smukke, håndvævede silketørklæder. Sælgeren har fortalt historier - og det har virket. Mit visakort er lænset for 800 kr., og jeg er meget tilfreds. Jeg ved, at jeg er blevet forført til at købe noget, som jeg egentlig ikke har brug for, og alligevel mener jeg at have fået fuld valuta for pengene. Det var jo - en oplevelse.

 

TING VI KAN UNDVÆRE.

Det er det, shopping handler om: Forførelse. Og forførelsen sætter ind, når sanserne bombarderes med nye indtryk og gode historier samtidig med, at man får fornemmelsen af at kunne gøre en god handel. I den syriske suq er det nærheden til varer og mennesker, variationen og detaljerne, duften, smagen, lydene, det uforståelige arabiske sprog, farverne, de tungt pakkede æsler og halvmørket i det overdækkede labyrintiske handelsområde, der slår benene væk under én. For den nytilkomne er stemningen hamrende eksotisk, og det eksotiske element i samspil med manglende prisskilte og deraf følgende mundtlige, ofte købsforpligtende, forhandlinger skaber en totaloplevelse, der får de fleste til at komme ud med en fint indpakket kobberkande, en lille æske af træ, et stykke stof man aldrig får brugt, ting i det hele taget, som man sagtens kan undvære.

 

På dansk kan man skelne mellem at købe ind og at shoppe. Når man køber ind, kommer man hjem med dagligdags fornødenheder; når man shopper, handler det om overflødige forbrugsvarer. Oplevelse, forførelse og luksus er nøgleord inden for moderne shopping, og er man typen, der falder for historie(r) og ægthed, har man det i suq'en som blommen i ægget. Man slæber sig halvt ihjel for mere eller mindre brugbare souvenirs, fordi de på en eller anden måde fortæller en historie, man godt kan lide. De har en identitetsgivende signalværdi, og det er den, man investerer i.

At det er effekten og ikke tingen, man er ude efter, når man shopper, har detailhandlen været klar over, siden den moderne shoppingkultur for alvor tog fart. Startskuddet kom med stormagasinet - det første åbnede i Paris i 1852 - hvor begæret efter unødvendige luksusvarer blev tændt i almindelige menneskers bevidsthed. Stormagasinet udgjorde en glamourøs luksusverden, som folk aldrig havde set magen til før. I USA blev det starten på en revolution, der på få årtier forvandlede en nation af puritanere til en nation af forbrugere. Begæret blev så at sige »demokratiseret «, idet alle begyndte at drømme om de samme varer og den samme komfort. Jo flere penge, folk fik mellem hænderne, des mere kunne de forbruge, og shoppingkulturen har siden stormagasinernes glansperiode udviklet sig i rivende hast. I dag er det kommet så vidt, at mange kritikere peger på, at shopping er den sidste eksisterende form for offentlig aktivitet - i hvert fald i USA.

Et par måneder efter at have været i Syrien rejste jeg mod vest for at opleve forførelsen i den amerikanske shoppingkultur. Nogenlunde så langt væk fra æslerne og de ægte tæpper i Damaskus og Aleppo som muligt: Destinationen var Las Vegas, den mest kunstige og forbrugsorienterede by af dem alle. Hvis det gamle Damaskus var et eventyr, kan Las Vegas beskrives som et virkeligt fatamorgana, en by, hvor vanvid og surrealisme er centrale begreber.

 

LYSENDE RUMSTATION.

Jeg ankom med fly midt om natten i slutningen af maj måned. Efter flere timers bevægelse gennem den kulsorte ørkennat, dukkede spillebyen op som en lysende rumstation midt i ingenting. En rumstation, hvor man har forsøgt at genskabe de mest berømte arkitektoniske ikoner fra planeten Jorden. Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Keopspyramiden ligger side om side på Las Vegas Boulevard som vartegn for hvert sit gigantiske, stærkt oplyste hotel-kasino.

 

Når man kommer tættere på, kan man også opleve bl.a. Forum Romanum, Venedig, Mellemøsten og det middelalderlige England. Hvert hotel har sit tema, og alle prøver at overstråle naboen. Det sker med spektakulært lys, kulissefacader, kæmpefontæner og vandetablissementer, palmehaver og blomsterdekorationer.

Der er ingen grænser for iscenesættelsesiveren, og dog er resultatet i al sin flimrende storhed - temmelig ensartet. Hvad enten man befinder sig i Paris, Mellemøsten eller New York, er det de samme oceaner af spillemaskiner og rouletteborde, de samme tykke tæpper og den samme mangel på vinduer og ure, der gør sig gældende. I fraværet af dagslys og ure ligger en klar intention om, at man skal glemme tiden i Las Vegas; her er altid åbent, altid veltempereret, her kan du - altid - bruge penge.

Sådan er det også i flere af de shoppingmalls, der er tilknyttet de enkelte hoteller, således f.eks. i Forum Shops og Grand Canal Shoppes. Her, under de hvælvede, himmelfarvede tage, slipper ikke en stråle dagslys ind. Den magiske blå time hviler for evigt over kopien af Markus Pladsen og de romerske templer. Brudeparrene på Sukkenes Bro bliver altid viet i et gyldent skær, gondolerne sejler altid ind i solnedgangen.

Det bløde lys er en del af forførelsen i en shoppingverden uden gamle mænd med krydderier, men med alt hvad hjertet kan begære af mærkevaretøj, smykker og gaveartikler. Uden suq'ens tæthed og intimitet, men med en anden form for sansebombardement. I Forum Shops er det ikke duften af kardemommekaffe, men lyd- og lysshows, kulisser og velkendte prestigevarer, der er trækplastrene. Her går Atlantis ned i ild og frådende bølger hver hele time, og her er butikkerne forsynet med tempelfacader. Det gamle Roms seværdigheder er genopstået i plastic og glasfiber og krydret med store akvarier, en 15 meter høj trojansk hest og Fedtmule som olympisk mester i diskoskast - de gamle grækere og de gamle romere kan vel være ét fedt.

 

DET VIRKER.

Det man oplever i Las Vegas - og generelt i de største shoppingmalls i USA - er med andre ord en forvirret blanding af historiske elementer, teknologi og kunstig natur. Fortid og fremtid bliver kværnet igennem mall'ens shoppingmaskine med det mål for øje, at eliksiren, der kommer ud i den anden ende, tiltrækker folk og forfører dem til at shoppe. Og faktum er: Det virker. Ikke for evigt, men så længe, det er nogenlunde nyt. Nyhedsværdien er en væsentlig faktor, når det gælder evnen til at forføre, og derfor er detailhandlen i den købedygtige vestlige verden tvunget til hele tiden at sørge for, at deres shoppingkoncepter forandrer sig og fortsat fastholder kundernes interesse.

 

Principperne bag suq'en og mall'en er for så vidt de samme. Arkitektonisk kan man se mall'ens gangforløb og åbne pladser med springvand som en kopi i overstørrelse af suq'ens smalle, overdækkede gader og åbne karavanseraier, hvor karavanerne i sin tid overnattede. Og suq'ens naturlige sansebombardement forsøges genskabt i mall'en ved hjælp af farver, lys, forlystelser og musik.

Alligevel er der en verden til forskel. Forskellene kan koges ned til spørgsmålet om tæthed og intimitet, autenticitet og holdbarhed, funktion og skala. Suq'en har eksisteret i hundredvis af år uden at ændre særlig meget karakter. Portene, karavanestationerne og bedehusene har en historie, og mange boder er gået i arv fra generation til generation.

Man er tæt på varerne og tæt på sælgerne; blandt de lokale bliver ingen betydningsfuld handel afsluttet uden en mellemmand, der kender og gensidigt blåstempler begge parter. Hver familie har stadig »sin« sæbehandler, bånd- og bendelsælger, farvehandler osv., og i suq'en kan man få alt, fra værktøj og antikviteter til flødeskumskager og blondeundertøj. I mall'en derimod er der ingen personlige forhold mellem køber og sælger - det er mærket, der blåstempler varen, spektret af varer er begrænset til tøj & tilbehør, holdbarheden på indretning og udformning er maks. ti år, og den menneskelige skala er som regel gået fløjten i den intimiderende store mall.

100 PROCENT FORBRUGERE.

Forum Shops og Grand Canal Shoppes på Las Vegas Boulevard virker efter hensigten, men faktisk oplever mange almindelige shoppingmalls i USA - dem uden temaer og forlystelser - en faldende interesse. Til gengæld bliver alle andre by-elementer - kirker, lufthavne, skoler, universiteter, museer og hele bykvarterer - i stigende grad designet med mall'en som skabelon. Full service-kirkerne er kæmpestore og byder også på cafeer, aerobic og bowling. Lufthavne og museer lever højt på detailhandlen, og også undervisningsinstitutionerne bliver invaderet af logoer, butikker og gode tilbud. Byerne er ved at ændre karakter, fordi alt handler om shopping, og borgerne er i takt hermed ved at blive omdannet til 100 procent forbrugere.

Så vidt er det ikke kommet i Danmark, og vi tror nok heller ikke, at det nogensinde gør det. Men udviklingen bevæger sig trods alt hen imod en form for mall-kultur. Inden for de sidste par år er storcentre skudt op både i Århus, Odense, Roskilde, København, og flere er på vej.

 

Også danskerne shopper efter mere end indkøb. Field's ShoppingGuide lover da også både »mangfoldighed, kvalitet og livsstil«, mens der på hjemmesiden tales om »oplevelse, sanselighed og samvær«.

Det ville næppe blive en succes at etablere et mini-Venedig-univers med dyre mærkevarebutikker i Hundige, ligesom en suq - med æsler, kobbersmede og flåede lammehoveder - næppe ville kunne trække kunderne ud af den nye mega- Bilka i Horsens.

Hvert land sin lyst. Måden folk shopper på siger meget om et samfunds værdier og tankegang.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Det tror vi på

Religion og spiritualitet er blevet noget, medier, politikere og menige danskere interesserer sig for. Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet har kortlagt det religiøse landskab i Danmark
Af Jørn Borup | 1. marts 2005

Der var engang, hvor Danmark var for danskere, og alle spiste frikadeller. Det var dengang, klassekammeraterne hed Kirsten og Peter, og hedninge var sorte og gule og eksotiske indslag fra fjerne himmelstrøg. Da var kultur og religion ikke til forhandling. Det var der bare, som sociale facts i en harmonisk monokultur.

Sådan kan vi måske godt lide at forestille os fortidens Morten Korchske univers. At det aldrig rigtig har været så simpelt, er en anden snak, men i hvert fald har de sidste år givet nye impulser og rammer for, hvad det vil sige at være dansk. Det gælder i høj grad også inden for religionernes verden. Allerede oplysningstidens tænkere var begejstrede over ideen om en affortryllet verden uden religion, og forskellige ideologier har siden gjort sit til at bære brænde til bålet. Gud har ofte været erklæret død. Men han og hans kolleger er genopstået. Man kan diskutere, om der er mere eller mindre religion i dagens Danmark. I hvert fald kan man sige, at moderne tid også har oplevet en genfortryllelse af den vestlige verden, og at religionsudøvelsen er blevet anderledes. Både fordi, danskernes religiøsitet har ændret karakter, og fordi der er kommet folk hertil med andre religioner. Det religiøse landskab i Danmark er blevet langt mere mangfoldigt.

 

KRISTENDOMMENS UDFORDRINGER.

De fleste danskere er kristne. I hvert fald er 85 procent medlemmer af den danske folkekirke, der klart er landets majoritetsreligion og de facto statsreligion. Kristendommen er vigtig i dansk historie og kultur. I samspil med moderniteten har den givet os en national selvforståelse, og kirken er ligeså selvindlysende som kulturelt symbol for en dansker, som en McDonalds er det for en amerikaner.

 

Trods Folkekirkens særlige rolle i danskernes bevidsthed er udfordringerne til dens status store. Kirken bliver affolket, og kernemenigheden svinder - under to procent går i kirke hver søndag. Der kæmpes en kamp for overhovedet at få folk til at stille op til menighedsrådene. Nogle diskuterer, om kirken skal have en anden struktur og måske helt eller delvis adskilles fra staten, samtidig med at kristendommens dogmer og praksis udfordres af brugernes trang til alternativer.

Skønsmæssigt er der i Danmark ca.:

- 4,5 millioner medlemmer af den danske folkekirke
- 200.000 muslimer, hvoraf sunni-muslimer udgør 67 procent
- 18.000 buddhister, hvoraf de fleste er »etniske buddhister« fra Asien
- 12.000 hinduer, de fleste tamilske flygtninge fra Sri Lanka
- 10.000 er medlemmer og brugere af de nye religiøse eller spirituelle grupper 

Meditation, healing, pilgrimsfærd og lyskæder på kirkegårdenes gravpladser er nogle af de »nye« input fra andre traditioner, som flere folkekirkekristne har taget til sig. Ikke alle tiltag er dog lige populære i kirken. Når en del af dens medlemmer tror på reinkarnation og spirituel selvudvikling og til gengæld betvivler grundlæggende dogmer som Jesu guddommelighed og genopstandelse, er det for nogle ligeså ukristent, som når protestantiske præster enten er »for meget« religiøse ved at uddrive ånder eller »for lidt« religiøse ved slet ikke at tro på Gud.

 

DE FREMMEDE RELIGIONER.

Det er umuligt at give et præcist tal for antallet af troende og praktiserende inden for de andre religioner, men skønsmæssige tal baseret på forespørgsler, undersøgelser og beregninger kan give et billede af omfanget. Den »fremmede« religion, der er blevet mest kendt og debatteret de sidste år er uden sammenligning islam, men også andre religioner er repræsenteret, først og fremmest hinduisme og buddhisme.

 

Langt de fleste personer tilknyttet disse har oprindelse i andre lande, og kun nogle få tusinde er etnisk danske konvertitter eller »brugere« af typisk østlige traditioner med fokus på f.eks. yoga og meditation. De fleste af disse religiøse grupper er bundet op på deres kulturelle ophav. Når man taler om »muslimerne«, skal man huske på, at der er mange forskellige grupper, som typisk ikke har noget med hinanden at gøre, endsige taler samme sprog. De somaliske muslimer mødes ikke med de tyrkiske eller bosniske muslimer, ligesom de vietnamesiske buddhister ikke har noget med de thailandske eller etnisk danske buddhister at gøre. De ca. 120 moskeer, ca. 20 hinduistiske og buddhistiske templer eller de ca. 150 kristne migrantmenigheder er i lige så høj grad kulturelle fælleshuse, der tiltrækker landsmænd til både bøn og networking, diskussion og socialt samvær. Religion og religiøse samlingssteder er for de fleste »udlændinge« både et synligt bånd til deres oprindelseskultur og en ramme, i hvilken de kan forstå sig selv i integrationen til - eller mødet med den danske kultur.

 

SÅDAN BRUGER VI RELIGIONERNE.

Derfor er også de andre religioner opmærksomme på at få videreført religionen til nye generationer. Mens Folkekirken mister medlemmer blandt andet på grund af faldende fødselstal, har tendensen de sidste årtier været den modsatte hos muslimerne, hinduerne og buddhisterne - fordi der er kommet flere hertil, og fordi der de sidste årtier er født flere ind i religionerne. Det betyder dog ikke, at børnene automatisk overtager forældrenes religiøse og kulturelle værdier og praksisformer. Nogle bliver »mere« religiøse, som når muslimske piger begynder at gå med tørklæde og læse i koranen, selv om forældrene måske mest har været »kulturmuslimer«. Andre vender sig væk fra forældrenes og hjemlandets normer for at blive mere »danske«, ofte til fortrydelse for religiøse forældre, der snarere end andre religioner ser ikke-religion som den største fare og udfordring for deres identitet.

 

Pluralismeprojektets undersøgelser viser nemlig, at der er stor variation i den religiøse praksis blandt de forskellige religioners medlemmer. Muslimer fremstilles f.eks. ofte som om, de alle er meget religiøse. Men mange er, hvad man kan kalde »kulturmuslimer «, og kun omkring en tiendedel kommer regelmæssigt i moske. Heller ikke buddhister og hinduer overbebyrder deres templer. Kun to procent af de vietnamesiske buddhister kommer f.eks. regelmæssigt i tempel, mens højtider som nytår og fejring af Buddhas fødselsdag trækker flere hundrede til de største templer.

På samme måde gælder det, at man ikke kan sidestille præsternes, imamernes eller munkenes udlægninger af de hellige tekster med, hvad den almindelige bruger måtte tænke, vide og føle. Hvordan religion bliver forstået og brugt, afhænger af mange forskellige forhold som oprindelsesland, køn, alder, uddannelse og de enkelte individers engagement. Nogle deltager aktivt uden at lægge særlig vægt på troens dogmatiske indhold. Det gælder for mange folkekirkemedlemmer, der gerne kommer i kirke til jul eller ved begravelser, men som helst undværer »præsternes kristne snak«. Mange asiater er vant til at kunne bruge flere religioner på samme tid, og for mange hinduer og buddhister er det vigtigere at komme til templet eller ofre til guderne og forfædrene end at studere de helligskrifter, der for dem ikke har samme absolutte autoritet som Biblen eller Koranen.

 

VI VIL SELV VÆLGE RELIGION.

»Man kan godt være en god kristen uden at komme i kirke.« Sådan lyder et gammelt ordsprog, hvis relevans kan overføres til andre religioner. Der er nemlig også mange, der har en religiøs overbevisning, men som ikke deltager i religiøs praksis. Et væsentligt træk ved moderne religiøsitet er, at individet selv vil bestemme og vælge, hvad det tror på, og hvordan det praktiserer. De religiøse institutioner har specielt i det moderne Vesten ikke længere samme autoritet. Mange fravælger religion eller sammensætter selv elementer fra forskellige religioner eller spirituelle traditioner. Det er i dag mere naturligt at »surfe« rundt på markedet som privat bruger uden at binde sig til fastlagte dogmer eller forpligtende medlemskaber af religiøse institutioner.

 

Mange moderne mennesker ser derimod friheden i forhold til de religiøse institutioner som noget positivt. Nogle taler hellere om spiritualitet end om religion, da man herved distancerer sig fra traditionelle systemer og håndfaste dogmer. Inden for det spirituelle univers, der kan sammenfattes under betegnelsen new age, er »spiritualitet« derfor et begreb, som mange tager til sig som et mantra i overgangen fra at være en passiv modtager til at være en aktiv erfarende udøver.

Tæt beslægtet med new age, og til dels overlappende hermed, er dele af den alternative behandling. Undersøgelser har vist, at de fleste alternative behandlere har en vis relation til religion, hvad enten denne er bestemt af gudstro eller tro på »spirituelle kræfter« som Kristus-impuls eller Buddhanatur. For mange er tro på astrologi, helbredelse ved healing og velvære ved krystalmeditation ikke ensbetydende med tilknytning til et bestemt verdensbillede eller medlemskab af en religiøs gruppe. Mange ser det som ren åndsvidenskabelig teknik til velvære for krop og sind.

Det gør flere medlemmer af nogle af de nye religiøse grupper, hvis eneste fællesnævner er, at de trods inspiration fra de »gamle religioner« er nye. Det Teosofiske Selskab, der har rødder tilbage til sidste halvdel af det 19. årh., har været den måske mest indflydelsesrige inspirationskilde overhovedet for de nye religioner. Sammen med andre gamle kendinge som Martinus' kosmologi og nyere grupper med reference til de nordiske guder har bidraget til at gøre religion i Danmark endnu mere mangfoldig.

 

ER DANMARK BLEVET MERE RELIGIØS?

Spiller religion en større rolle i dag? Måler man efter medlemskab og religiøs praksis ser det ikke nødvendigvis sådan ud, men religion er bestemt heller ikke på vej ud. Der er kommet mange flere religioner og religiøse grupper, og religiøsiteten har ændret karakter. Individet er blevet centrum. og der er kommet alternativer til institutionaliseret tro og praksis. Men mange har også søgt tilbage til de »traditionelle religioner«, både kristendom, islam, hinduisme og buddhisme. Billedet ændrer sig konstant, grupper uden for Folkekirken kommer og går. Pluralismeprojektet har tegnet konturerne af samtidens religioner og spiritualiteten i Danmark.


 

Jørn Borup er religionshistoriker og forfatter til bogen Dansk dharma - buddhisme og buddhister i Danmark, der udkommer 11. marts på Forlaget Univers.

I løbet af 2005 følger bøger om: Kristendommen under forvandling (Viggo Mortensen) de nye religioner (René Dybdal Pedersen), islam (Lene Kühle), alternativ behandling (Lars Ahlin) og hinduisme (Marianne Qvortrup Fibiger).

Det religiøse landskab

Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet har sat sig for at kortlægge det religiøse og spirituelle landskab i Danmark.

Sidste år blev et pilotprojekt om religion i en større dansk provinsby udgivet med titlen Religiøs mangfoldighed - en kortlægning af religion og spiritualitet i Århus (Systime 2004). Siden har forskningsprojektet bredt sig til at omfatte hele landet. En bog om buddhisme i Danmark er netop udkommet, og yderligere fire religionsvidenskabelige bøger om islam, nye religioner, hinduisme og alternativ behandling samt en teologisk refleksion over kristendommens møde med pluralismen bliver udgivet i løbet af 2005.

For at få et fyldigt indblik i religionernes danske verden har forskere og studerende over længere tid læst rapporter og bøger, set på hjemmesider, besøgt kirker, templer og moskeer, interviewet og talt med præster, imamer, munke og healere og overværet eller deltaget i gudstjenester, fredagsbøn, meditation og krop-sindåndmesser.

Bøgerne vil foreligge som forskningsformidling, men også som opslagsværker og håndbøger til religionerne i Danmark. 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

De unge på 80

I Beijing er det de ældre, der hænger på gadehjørnerne, motionerer flere timer om dagen og danser i tempelparkerne. De nægter at nøjes med smertestillende medicin og otiumstole
Af Nadja Pass | 1. marts 2005

De ældste kinesere blev født lige omkring kejserdømmets fald, og siden har de oplevet - og overlevet - både kulturrevolution, kommunisme og Kinas langsomme åbning mod verden udenfor. Nu lever de i en by, der hvert halve år får nye ringveje, og hvor McDonald's og Starbucks konkurrerer om de bedste gadehjørner.

De ældste kinesere har levet et liv præget af konstante forandringer - og alligevel udstråler de ro og balance, når de mødes hver dag fo r at synge,danse og motionere i parkerne.

Det er barnelærdom for enhver ældre kineser, at man skal holde både sin diæt, sin fysiske aktivitet, sin mentale holdning og sin hvile i balance. Med en kombination af forfædrenes gode råd, skolelærdom og livserfaring ved de præcis, hvordan de skal tilberede og sammensætte sund, velafbalanceret, nærende og fedtfattig mad. Træne kroppen. Tage tingene, som de kommer. Udjævne ubalancer med urtemedicin. Meditere, spænde af, få massage og gå til zoneterapi. De er så trænede i det harmoniske liv, at selv ikke de store politiske forandringer, der har præget hele deres opvækst, har formået at slå dem ud af kurs.

 

DEN DAGLIGE MORGENVALS.

Kvinderne bliver pensioneret allerede som 55-årige, mændene som 60-årige. Så de fleste har mange gode og raske år som pensionister, hvor de kan købe billige årskort til alle byens store tempelparker og al offentlig transport, blive inviteret på store pensionistudfl ugter af deres tidligere arbejdspladser og nyde stadig større respekt for hvert år, der går. For jo ældre en sjæl er, jo større er den - og jo mere skal den respekteres af alle de yngre sjæle.

 

Hver morgen mellem 6.30 og 8.30 myldrer Beijings parker med kinesere i alle aldre - men flest ældre - der laver morgengymnastik.

Store grupper mødes fast om tai-chi, sværd-, vifte- og vimpeldanse - alle sammen traditionelle, kinesiske motionsformer, der er sammensat, så hver muskel bliver trænet, og hvert indre organ bliver plejet gennem bestemte øvelser.

Ældre par stimler sammen på boldbanen ved legepladsen, hvor et sæt skrattende højtalere blander morgenluften med tonerne fra gamle valseslagere. Med hinanden om livet valser par efter par ud over asfalten med overkorrekte håndbevægelser og kokette variationer over de klassiske dansetrin.

Andre foretrækker at motionere alene. Hver sti, hver stensætning, hver lille pagode og hver lille plæne er derfor fyldt med ældre kinesere, der - helt opslugt af de mange øvelser - følger deres eget program på deres helt eget udvalgte sted.

Stille, glidende bevægelser i en solplet. Dagen er begyndt.

 

HYGGE I TEMPELPARKERNE.

Senere på dagen vrimler tempelparkerne igen med ældre kinesere. Kun et stenkast fra Himlens Tempel med den unikke, tredelte tagstruktur af blåglaserede tegl hænger hundredvis af ældre kinesere dagligt ud i de smukke, udendørs korridorer. De mødes ved 10-tiden og bruger hele dagen i små klynger. Nogle spiller harmonika, mens andre danser. Nogle spiller kort, mens andre ser på og håber at netop deres favorit vinder, så de kan indkassere gevinsten for at have gamblet rigtigt. Nogle spiller med de ældgamle fjerfjedre, der er en blanding af fjerbold og haccisackbold. Nogle spiller badminton. Nogle lufter fugl - går rundt med deres fugl i bur eller hænger buret op i et træ, så den kan få frisk luft i løbet af dagen. Nogle går rundt i parken for at nyde magnolia-træernes korte blomstring eller følge ferskentræernes knopper på vej mod bristepunktet.

 

Lørdag og søndag mødes de på Kulbjerget lige bag den Forbudte By. Flere hundrede ældre mennesker stemmer i, når tonerne til de gamle sange bliver slået an.

De fleste kor har en kerne af faste medlemmer, der mødes en til to gange om ugen. De faste bestemmer repertoiret og sørger for sanghæfter med de udvalgte numre. De tilfældige forbipasserende er velkomne til at være med. Hvis de køber et nodehæfte, fungerer det som en symbolsk indmeldelse i fællesskabet. Men de fleste kan sangene udenad, så hvis man har lyst til at synge med, stemmer man bare i.

Indgangsreplikken til fællesskabet er blot at spørge, hvor gamle de andre er, så man med det samme ved, hvordan man skal adressere hinanden. For i Kina er det til enhver tid de ældste, der nyder mest respekt.

Ved at stadfæste hinandens alder, får de også meget hurtigt et indtryk af, hvilke af de mange forandringer, de har gennemlevet sammen - uden at kende hinanden. Men selvom de ældre kinesere har et unikt fællesskab omkring den hastige udvikling under deres livsforløb, sidder de sjældent og snakker gamle dage. Deres fællesskab er mere funderet i de fælles aktiviteter - og især sangene bliver brugt til at dyrke fællesskabet og minderne.

 

SPIL ER GODT FOR HJERNEN.

Kineserne gør meget ud af at træne hjernen - og mange af de ældres favoritsysler er da også hjernegymnastik for viderekomne.

 

Det klassiske og meget smukke kinesiske spil Mahjong er en udbredt fornøjelse blandt de ældre. Spillet er en blanding af kortspil og domino, hvor fire spillere skal kombinere brikker med smukke billeder og eventyrlige navne (Østenvinden, den røde drage, fem bambus osv.) Det er afgørende at kunne huske, hvad de andre spillere har gjort og at kunne ændre strategi meget hurtigt. Efter et par spil kan selv en ganske ung og sprød hjerne have svært ved at holde styr på det hele. Men de ældre kinesere kan spille dage og nætter væk. Mange parker - især i Sydkina - vrimler med små marmorborde med taburetter skabt til Mahjong. Også almindelige spillekort og kinesisk skak (ikke at forveksle med Kina-skak) bliver flittigt brugt til at træne hukommelsen. Og alle spillene bliver betragtet som gode for ryggen og finmotorikken, fordi man skal læne sig forover og gribe efter kort og brikker. Men man må helst ikke nøjes med at spille stillesiddende spil. Man skal også op og røre sig fysisk.

 

UDENDØRS FITNESS-CENTRE.

Og derfor trisser mange af de ældre et par gange i løbet af dagen ned til de store, udendørs fitnesscentre. På afstand ligner de forvoksede, farvestrålende legepladser. Og de er efterhånden at finde på hvert gadehjørne, ved hver boligblok og i hver park.

 

Her kan man gratis og effektivt træne musklerne og balancen, gå på bare fødder på de runde sten og dermed få en effektiv fodmassage, få et slag kort mens man venter på sin bedre halvdel eller bare sidde og kigge. Nogle bruger en hel dag på legepladserne - andre snupper et par uhøjtidelige bensving på vej hjem. Legepladserne er sponsoreret gennem lotterier - Kinas svar på tipsmidlerne.

Drageflyvning er også en meget populær aktivitet blandt de ældre, og over Den Himmelske Freds Plads, de forvirrende motorvejskryds og tempelparkerne sejler drager i alle farver og faconer henover himlen, mens de ældre kinesere for enden af linerne får trænet arme og ryg - og får strukket øjnene.

 

BALANCE-MAD.

Men uden mad og drikke duer de ældre kinesere ikke, og maden er en meget væsentlig ingrediens i det harmoniske liv. Kinesisk kogekunst er et stykke balancekunst i sig selv. Mellem kød og grøntsager. Mellem det søde, det salte, det sure og det bitre. Og måltidets sammensætning med mange retter til deling kombinerer det knasede, det sprøde og det bløde. Det kolde og det varme. Det fyldende og det fine.

 

En af grundbestanddelene i det kinesiske køkken er sojabønneosten tofu, der i alle afskygninger er med til at sikre både sunde og velsmagende måltider. Helt frisk tofu blandet med chilisaucer, silketofu med sesamolie og forårsløg, tofupandekager rullet om svinekød i blommesauce, agurker og forårsløg, tofu-pastastrimler med koriander, friteret tofu i sur-sød-sauce, sojabønnemælk og tofuterninger med stærk oksekødsauce. Variationsmulighederne er uendelige, men fælles for alle retterne er, at tofuens stærke koncentration af sojaprotein i sig selv er med til at styrke kinesernes generelle helbred. De ældre ser lidt hovedrystende til, mens de unge kaster sig over den vestlige fastfood og de nymodens mejeriprodukter. For statistikkerne vidner om en voldsom stigning i hjerte-kar-sygdomme blandt de unge.

De mere uskyldige dårligdomme er de ældre selv i stand til at kurere.

Langt de fleste har et helt grundlæggende kendskab til urtemedicin, akupunktur og zoneterapi - genfortalt gennem generationer og optrænet i skolen og i arbejdslejrene under Mao.

Det er barnelærdom, hvilken slags te man skal drikke hvornår - chrysantemum-te er f.eks. god for halsen og samtidig en god, kølig sommerte. Kinesiske dadler er gode for kvinder. Selleri er godt for blodtrykket. Og et fodbad hver aften renser dagens snavs væk.

Man bruger helst sin viden til at forebygge potentielle dårligdomme i stedet for at vente til symptomerne melder sig og så forsøge at kurere problemerne.

 

TRADITIONER OG FORANDRINGER.

Men selvom tempelparkerne ligner sig selv, magnolia-træerne blomstrer, og de duftende bjerge i Beijings udkant dufter lige godt år efter år, forandrer byen udenom sig hastigt. Alt er langtfra ved det gamle.

 

De ukloakerede hutong-kvarterers tætbefolkede småstræder bliver mejet ned af bulldozerne og erstattet af spejlblanke skyskrabere med pagodetage og snorlige, sekssporede boulevarder. Små-boderne, der for bare få år siden falbød pandekager, nudler og sukkerglaserede frugter på hvert gadehjørne er væk og erstattet af fastfood-restauranter. Og hjerte-kar-afdelingerne på Beijings hospitaler melder om stigende problemer med livsstilsrelaterede sygdomme, i takt med at madvanerne og stress-symptomerne fra det vilde vesten vinder indpas. Det moderne Kina er på alle måder et spændingsfelt mellem de raffinerede, ældgamle traditioner og det ufatteligt hurtige fremtidsfokus, der på grund af Kina kolossale markedspotentiale trækker udenlandske investeringer i massevis.

De yngre kinesere har travlt. Meget travlt. Travlt med at følge forandringerne og skabe udviklingen. Bygge »the new Beijing«, OL-byen og fremtidens Kina. Men deres travlhed preller tilsyneladende helt af på de ældre. De har set så mange forandringer i deres tid - og de store omvæltninger, der netop nu foregår lige for øjnene af dem, bliver næppe de sidste. Så de tager det hele med smil, tai-chi og ophøjet ro. Traditionen tro.


Nadja Pass er skribent og foredragsholder - og besøger flere gange om året sine forældre, der er bosat i Beijing.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Kager for en tyver - tak

Hvis ikke vi tilbyder sunde alternativer, vil en hel generation vokse op på kager og pizza
Af Ritt Bjerregaard (S), tidligere fødevareminister og nuværende overborgmester | 1. marts 2005

Hvor mange kager kan man få for en tyver?« Sådan falder spørgsmålet på en helt almindelig onsdag morgen hos en helt almindelig bager et sted i Danmark.

Bag spørgsmålet står skolebørn fra de mindste klasser, og forventningsfuldt rækker de hånden frem med den mønt, de har stukket i lommen med et formanende ord om at købe noget sundt for pengene.

Det går stærkt i en småbørnsfamilie om morgenen. Og det er ikke kun afgørende, om vi stikker hovedet indenfor på Indre Nørrebro eller i Gentofte - billedet er det samme, og familierne løser problemet på nogenlunde samme måde.

Mad er blevet noget, vi indtager på vej fra ét sted til at andet - på vej til skole, på vej til arbejde, på vej til møde, på vej til sport.

Vi lever i en tid, hvor vi aldrig før har brugt så mange penge på køkkener - og aldrig har brugt så lidt af vores disponible indkomst på ordentlig mad. Under fem procent af de danske børn laver mad med deres forældre, og på den måde vokser en generation op uden forhold til selv den mest basale madlavning - og især uden forhold til råvarer og inspireret køkkentjans.

For ikke så længe siden kunne vi se på tv, hvordan en ung generation i dag vælger pizza slices som hverdagskost, når de flytter hjemmefra, fordi madlavning er et uoverskueligt projekt.

Konsekvenserne taler deres tydelige sprog: 1,7 millioner danskere er overvægtige - heraf er 400.000 fede i medicinsk forstand.

15 procent af de danske børn er overvægtige, når de går ud af skolen. 12 procent af alle børn dyrker aldrig motion. En ud af 50 unge mænd bliver kasseret ved session pga. fedme.

Og fælles for langt de fleste af dem er, at de har overvægten med sig fra barndommen. Fra alle de morgener, hvor en tyver skulle erstatte morgenmaden, fra alle de spisefrikvarterer, hvor en lun og lidt slasket leverpostejmad skulle forestille at være større fristelse end slikkiosken og colaen.

Så når vi hører regeringen hævde, at det er den enkeltes ret at spise, som vi vil. At børnenes madvaner er forældrene ansvar. At junkfood ikke er et samfundsanliggende, så går vi galt i byen. Et sundhedsproblem af denne størrelse koster årligt samfundet syv mia. kr., og når vi aften efter aften overlader det til tilfældige markedskræfter at vifte vores børn om næsen med reklameblokke af pommes frittes og slik, så lader vi stiltiende en generation køre af sted på en glidebane, som vi hverken kan betale eller være bekendt.

Den næste generations madvaner er et fælles anliggende, som kræver handling - og som især kræver forebyggelse. Og det må være op til en ansvarlig regering at sikre, at vores børn i hverdagen både møder reelle alternativer i form af sund, tilgængelig mad, og at deres valg ikke alene defineres af, at fødevareindustrien årligt bruger 500 mio. kr. på reklamer, heraf 150 mio. alene på slik. Det er muligt, det er formynderisk at tale om forbud mod reklamer for en bestemt produktgruppe rettet mod en bestemt målgruppe, men siden hvornår har det været op til små børn selv at definere, hvor grænsen går? Eller op til en magtfuld industri?

Vi skylder den næste generation og deres samfund at sikre, at de vokser op med flere madvaner end møgvaner.

Hvor mange kager kan man få for en tyver? Tre - og så er der lige til en kakaomælk...

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Jesper Christiansen: Ordbilleder

1. marts 2005

Er det billeder af ord? Eller ord i billeder? Eller noget helt tredje?

Spørgsmålet runger mellem beskuerens ører ved synet af Jesper Christiansens (født 1955) malerier.

Og der er ikke megen hjælp at hente hos kunstneren selv, der i 1988 skrev:

»Derfor siger man, at malerier altid forestiller noget, om ikke andet så sig selv, og så er det dét, man ser. Kunst er kun om kunst og intet andet.«

Hvad angår denne måneds plakat, så kan man dog hurtigt afkode den via dens titel: Kunstindustrimuseets Studiesamling af Europæisk Fajance og Porcelæn 1700 til 1880.

Det handler om Det danske Kunstindustrimuseums 3000 keramiske genstande fra perioden 1700-1880, hvor mere end 120 fabrikker er repræsenteret i de rige samlinger, der viser udviklingen af den keramiske kultur i Europa fra de første forsøg til en egentlig industriel produktion.

Men selve billedet er en videreudvikling af de ordbilleder, som Jesper Christiansen skabte op gennem 1990erne, hvor han af helbredsmæssige årsager skiftede oliemaleriet ud med akryl. Her er ord blevet motiv. Det ene ord afføder det andet, og sommetider står et enkelt ord som en stor bagstopper for alle de andre ord i hele lærredets format og samler indtrykket. Det er malerier, som skal afføde associationer hos beskueren frem for at fastholde indholdet.

Jesper Christiansen har siden begyndelsen af sit virke haft sine interesser knyttet til maleriet. Han har i særlig grad været optaget af fladens forhold til perspektivet og af selve rummet, som maleriet konkret skulle placeres i. Disse interesser er hans kendemærke. Fra i midten af firserne at have koncentreret sig om forholdet mellem illusion og flade i meget enkle opstillinger har han op gennem halvfemserne udviklet dette temat i sine stadig mere komplekse malerier. Ord ses inddraget som en del af motivet, perspektivforskydninger forekommer på kryds og tværs af fladen, og subtile referencer til den virkelighed, som malerierne læner sig op ad eller hænger på, bruges til netop at pege på maleriets særegenhed som maleri, som kunst - til forskel fra den verden, som det etableres i.

Når Jesper Christiansen lader ordene sive videre ud i sprogets fællesrum, står det klart, at hans ordmalerier er beslægtet med konceptkunsten og navnlig amerikaneren Joseph Kosuth, der slap sproget løs i billedkunsten. Kosuths klassiske »En og tre stole« fra 1965 er et tredelt værk, hvor han viser en stol, et fotografi af samme stol og en forstørrelse af en ordbogsforklaring om genstanden stol. Kosuth pegede herigennem på en bredere tolkning af virkeligheden set gennem kunstens optik.

Jesper Christiansen modtog i 1997 Danmarks største malerpris, Jens Søndergaard og Hustrus Mindelegat. Christiansen har siden 2002 fungeret som professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Kilde: Erik Steffensen: Dansk Nutidskunst 30, Jesper Christiansen


Samvirke samvirke@fdb.dk

Køer bag tremmer

340 køer er i fængsel uden at være kriminelle. Til gengæld er de økologiske - og årsagen til, at Kriminalforsorgen er storproducent af økologisk mælk
Af Kristian Nørregaard | 1. marts 2005

Hvor kommer mælken fra? Fra koen, køledisken eller Kriminalforsorgen? Det er sikkert de færreste, der vil svare det sidste. Men rent faktisk står fængslerne hvert år bag mere end to millioner liter mælk - alt sammen af den økologiske slags. Og ifølge Mejeriforeningen er Kriminalforsorgen dermed den tredjestørste økologiske mælkeproducent i Danmark.

Der var engang, hvor beskæftigelsen i de danske fængsler bestod af at samle tøjklemmer dag ud og dag ind. Men klemmerne er for længst lagt på hylden, og i dag arbejder de indsatte med alt fra møbeltil mælkeproduktion. Seks steder i landet har Kriminalforsorgen således sit eget landbrug - i forbindelse med et åbent fængsel eller en pension.

Tre af disse økologiske landbrug - Statsfængslet på Søbysøgård, Statsfængslet Renbæk og Pension Lyng - har malkekvægsbesætninger, hvor i alt 340 køer bliver passet og plejet af de indsatte. Alene det åbne statsfængsel på Søbysøgård syd for Odense huser 120 gule jerseykøer - udover det samme antal indsatte. De fynske fængselskøer leverer årligt omkring 575 tons økologisk jerseymælk - med en fedtprocent på seks.

Kriminalforsorgen begyndte i 1997 at lægge alle sine landbrug om, og i 2003 var al jorden omlagt fra konventionel til økologisk. På Søbysøgård drejer det sig om 125 hektar jord, som primært bliver brugt til dyrkning af grovfoder. Seks indsatte arbejder i markbruget og sørger for, at køerne kan blive fodret to gange om dagen.

Seks andre indsatte har deres daglige gang i kostalden, hvor køerne skal passes, fodres og ikke mindst malkes. I alt beskæftiger det økologiske landbrug altså 12 indsatte.

 

Iingen firbenede fordomme

Blandt de andre beskæftigelsesmuligheder er et stort gartneri samt produktion inden for møbel-, metal- og montageindustrien. Men ifølge beskæftigelsesleder, Jørgen Østerby, er landbruget den mest populære arbejdsplads på Søbysøgård, hvilket han godt forstår:

»Køerne tager dig, som du er. De er ligeglade med, hvad du har lavet før, og hvorfor du er her. De stiller ingen spørgsmål. Derudover rummer et arbejde af biologisk karakter en ekstra motivationsfaktor, fordi der følger et større ansvar. Køerne skal simpelthen fodres og malkes to gange om dagen,« pointerer Jørgen Østerby.

 

Brian - en af de indsatte, der pt. arbejder i kostalden - er enig:

»Det her er helt sikkert det mest spændende arbejde, fordi man har at gøre med levende væsner. Der er en mening med det, man laver. Jeg gider ikke bare sidde på min flade røv og samle et eller andet ligegyldigt,« siger Brian, som har været her i 17 måneder og hele tiden har arbejdet i kostalden.

Til foråret er han færdig med afsoningen.

Men i øjeblikket starter hverdagen på Søbysøgård klokken halv fem, når vagten agerer vækkeur. Herefter følger fire tidlige timer med at fodre og malke køerne. En seance, som bliver gentaget om eftermiddagen fra halv to til halv seks. På en uge bliver det til mange timer med de flinke, firbenede fængselskammerater.

»Man lærer køerne at kende, og det er næsten som om, de kommer, når man kalder,« fortæller Brian, som kun havde lidt kendskab til køer, inden turen gik til Søbysøgård.

 

Økologiske udfordringer

»De indsatte er ofte omsorgsfulde, og de behandler dyrene med stor respekt. Der må ikke være dyr, der lider. Det er tankevækkende, da de tidligere netop ikke har vist den samme respekt over for andre mennesker. Groft sagt kan man måske godt have slået konen - men koen vil man aldrig røre,« siger Jørgen Rasmussen, landbrugsleder på Søbysøgård.

 

Han er ansvarlig for den daglige drift og dermed også for, at mælken kommer videre end ud af køernes patter. Mælken fra de flotte fængselskøer bliver dagligt afhentet af Arla, der imidlertid ikke bruger den økologisk i øjeblikket. På landsplan bliver kun knap halvdelen af al økologisk mælk brugt økologisk. Resten bliver solgt som konventionel mælk, da der i Danmark er en overproduktion af økologisk mælk. Udbuddet er større end efterspørgslen.

»Det er lidt frustrerende at følge en masse regler for at producere økologisk mælk, som så alligevel bliver solgt konventionelt. Men vi har vænnet os til at være økologiske, og det er mit indtryk, at også mange af de indsatte er interesserede i den økologiske drift,« siger Jørgen Rasmussen og tilføjer:

»Det er også mere udfordrende at være økologisk end konventionel. Og der er netop nødt til at være udfordringer, hvis vi skal beskæftige så mange, som vi gør.«


Arbejde under afsoning

Efter straffuldbyrdelsesloven har de indsatte beskæftigelsespligt under afsoningen og dermed ret til at blive beskæftiget. Det er Kriminalforsorgens opgave at beskæftige de indsatte enten ved deltagelse i produktivt arbejde eller ved deltagelse i undervisning.

De indsatte skal have muligheder for at udnytte deres evner, og målet er samtidig at motivere de indsatte til at forbedre deres skolekundskaber eller manglende uddannelse, så de pågældende efter endt afsoning er bedre rustede til at klare sig.

Grundtimelønnen ligger på 7,64 kroner - men efter fire ugers stabilt fremmøde venter et tillæg på 2,59 kroner i timen. Samme sats lægges oveni efter 12 uger.