Samvirke samvirke@fdb.dk

Besøgende har beskidte hænder

Desinficer hænderne, før du går på sygebesøg. Pårørende må indstille sig på nye tider. De første hospitalsafdelinger er allerede begyndt at forlange renlighed af besøgende
Af Tommy Kaas | 1. april 2007

Man må ikke må tage potteplanter med ind på hospitalerne kun buketter. For i pottejorden kan der leve en lille bakterie, som giver alvorlige lungebetændelser og urinvejsinfektioner.

I stedet kommer vi med afskårne blomster, frisk læsestof og lidt sødt. Men vi har også en masse med, vi ikke kan se. Uanset om vi vil det eller ej, bringer vi mikroorganismer og bakterier ind på sygestuerne fra verden udenfor. Vi giver hånd og knuser og krammer, og straks er vores egne bakterier overført til de syge patienter.

Så hvis hospitalsinfektionerne skal bekæmpes, må vi pårørende indstille os på at ændre vaner. De første hospitalsafdelinger er allerede begyndt at lære de besøgende, at de skal desinfi- cere hænderne, inden de får nærkontakt med de indlagte, forklarer Jette Jensen, der er kvalitetskonsulent på Sygehus Vest, der dækker sygehusene på Vestsjælland.

»På opvågningsafdelingen får besøgende for eksempel at vide, at de skal have overtrækstøj på, og at de skal afspritte deres hænder, inden de går ind til operationspatienterne i opvågningen. Også på intensivafdelingen er der lige inden for døren en spritdispenser, hvor de pårørende lige skal spritte deres hænder, inden de går ind til patienterne. «

Det er dog de færreste steder, de pårørende møder den slags krav, for andre grupper er vigtigere at gøre noget ved, fortæller Jette Jensen.

»Vi har først taget fat i personalet, men nogle steder gør man også meget ud af at fortælle patienterne, at hvis de for eksempel kan tage drikkevarer selv i et køleskab på gangen, så skal de huske at spritte deres hænder af først.

Men udviklingen er på vej til hovedstadens mange hospitaler, hvis det står til Nina Berrig, som er konservativ regionspolitiker og medlem af sundhedsvalgene i både Region Hovedstaden og i Danske Regioner.

»Det er naturligt at starte med at lære det sundhedsfaglige personale korrekt håndhygiejne. Det næste naturlige skridt er at involvere og ansvarliggøre de pårørende og besøgende,« siger hun.

Derfor foreslår Nina Berrig, at der sættes spritautomater op ved indgangene til alle hospitalsafdelinger, så pårørende og besøgende hurtigt kan desinficere hænderne, før de fortsætter ind på stuerne.

Og det forslag bakkes op af overlæge på Herlev Hospital, Jens Otto Jarløv.

»Jeg håber, at det kan blive en realitet før nytår. Og jeg tror ikke, det er særligt dyrt,« siger han.

»At hænge spritdispensere op på væggene ved indgangen til hospitalsafdelingerne er en god idé. Væghængte spritdispensere på sengestuer er nok vigtigere, men signalværdien af de andre dispensere ville være stor.«


DE VÆRSTE SYNDERE
Hospitalsinfektioner kan skyldes mange forskellige mikroorganismer. der findes mange andre, men disse er dem, der oftest bliver overført, fordi sundhedspersonalet ikke har rene hænder.

Staphylococcus aureus: op til en tredjedel af befolkningen er bærere af denne type stafylokok, som findes på huden og i næseborene. bakterien er en hyppig årsag til sårinfektioner og bylder, men kan også give alvorlige infektioner som knoglebetændelse og betændelse i hjertet

Op mod 75 pct. af de bakterier, der findes på sundhedspersonalets hænder, er s. aureus. det er et kraftigt stigende problem, at bakterien kan udvikle modstandsdygtighed over for antibiotika.

Escherichia coli: en tarmbakterie, som kan være sygdomsfremkaldende. den giver hyppigst urinvejsinfektioner, men kan også give alvorlige infektioner som blodforgiftning.

Klebsiella: også en tarmbakterie, men den findes også udbredt i naturen. den forårsager primært urinvejsinfektion, lungebetændelse og sårinfektioner. klebsiella er en hyppig årsag til infektion på hospitalsafdelinger med stort antibiotikaforbrug.

Pseudomonas aeruginosa: bakterien findes i vand og andre fugtige miljøer. den kan give lungebetændelse, urinvejsinfektion, sårinfektion, blodforgiftning og kroniske infektioner. den ses bl.a. på hospitalsafdelinger med stort antibiotikaforbrug.

Serratia: en tarmbakterie, der også forekommer i naturen. den kan give alvorlig lungebetændelse, infektion i leddene og blodforgiftning. den ses også på hospitalsafdelinger med stort antibiotikaforbrug. nyfødte og intensivpatienter kan være særligt udsatte.

Norovirus: når vi har roskildesyge, er vi smittet med norovirus. den smitter via kontakt med afføring og opkast fra inficerede patienter samt via forurenede fødevarer og drikkevand. den giver ofte epidemiske udbrud på hospitaler, andre institutioner og i skoler.

Kilde: Statens Serum Institut



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Sygehusinfektioner dræber 3265 patienter om året

Beskidte hænder bringer bakterier rundt på hospitalerne.
Løsningen har været kendt siden 1840. Men sløseri og moderne bureaukrati blokerer for en effektiv indsats
Af Tommy Kaas og Lars Aarup | 1. april 2007

Dårlig hygiejne på hospitalerne koster hvert år 3265 menneskeliv.

Det viser en udregning, som Samvirke har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, to stikprøver fra Statens Serum Institut og tal fra udenlandske undersøgelser.

Og tallet 3265 er nyt

De danske myndigheder er ikke i stand til at præsentere et officielt dødstal for sygehusinfektionerne, men overlæge ved Infektionshygiejnisk Enhed på Rigshospitalet i København, Leif Andersen, nikker ja til Samvirkes udregning.

»Jeg tror ikke, at det er et urealistisk tal,« siger han.

»Der har været undersøgelser i USA, der har vist nogenlunde det samme, og jeg kan ikke se, at der skulle være noget, der gør, at det skulle være anderledes i Danmark, « siger Leif Andersen og tilføjer, at der er behov for konkrete undersøgelser på området.

Som indlagt vil man måske fokusere på, hvor meget der gøres rent under sengen, og om der ligger nullermænd i hjørnerne. Men landets hygiejneeksperter er enige om, at hovedproblemet ikke er rengøringen.

God håndhygiejne er den væsentligste faktor, når man skal forebygge sygehusinfektioner,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen, der er afdelingslæge på Statens Serum Instituts afsnit for sygehushygiejne.

Ikke alle indlagte på hospitalet kommer på operationsbordet, men derfor kan man godt få en infektion. Urinvejsinfektioner og lungebetændelser er de mest almindelige hospitalsinfektioner, forklarer hun.

»Urinvejsinfektioner kan opstå i forbindelse med, at der bliver lagt et kateter eller i forbindelse med en undersøgelse eller et operativt indgreb. Der er retningslinjer for, hvordan den slags skal gøres, men måske bliver de ikke altid fulgt 100 procent. Urinvejsinfektioner kan for eksempel også opstå, fordi de ældre mennesker, det ofte handler om, ligger i sengen og derfor ikke kommer på toilettet, som de skal. Lungebetændelser er der især mange af på intensivafdelinger. Mange patienter, der er indlagt her, har været bedøvet og opereret, og så synker man ikke så godt, og man hoster måske heller ikke så godt. Der er en masse forebyggende ting, man kan foretage sig for eksempel fysioterapi, hvor man hjælper patienterne med at komme op og hoste men måske prioriterer man nogle gange anderledes, så det ikke bliver gjort.«

RETNINGSLINIER BLIVER IKKE FULGT. God håndhygiejne betyder, at man undgår at overføre mikroorganismer fra patient til patient. Princippet er, at man desinficerer sine hænder både før og efter, at man er i kontakt med patienter. Tankegangen er ikke ny. Den har været kendt mindst 150 år, men metoderne skifter. I disse år sættes der mange kræfter ind på at lære sundhedspersonalet, at de skal bruge sprit til at desinficere hænderne med. Er der synligt snavs, skal der stadig bruges vand og sæbe, men ellers skal der altid bruges sprit, forklarer overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Hvidovre Hospital, Bettina Lundgren.

»Desværre ved vi fra undersøgelser, at kun 50 procent af sundhedspersonalet udfører korrekt håndhygiejne,« lyder tilføjelsen fra overlægen.

»Tager man en hel dag, skulle du måske mindst vaske hænder 50 gange med det, du laver. Du gør det måske kun hver anden gang. Det kan være, fordi der bare er for travlt. Det kan være, der mangler personale, og bliver du kaldt til et hjertestop, er der måske ikke lige tid til at desinficere hænderne på vej ud. Men vi har i forbindelse med en håndhygiejnekampagne fået sat spritdispensere op ved indgangen til sengestuerne, og tilgængeligheden betyder meget.«

LÆGERNE ER DE VÆRSTE. Mange undersøgelser viser, at sundhedspersonalet kun bruger spritten, hvis den ikke er for langt væk. Man siger faktisk, at den højst må være to-tre meter væk, hvis den rigtig skal bruges, fortæller Bettina Lundgrens kollega, Rie Mikkelsen, der også er hygiejnesygeplejerske på Hvidovre Hospital.

»Og vi kan se, at spritdispenserne bliver brugt. Det er dejligt at kigge hen ad en sengeafdeling og så se dem komme hændervridende hen ad gangen. Det gode ved håndspritten er nemlig, at den kan du bruge, mens du går, eller mens du står og snakker med en patient.« God håndhygiejne gælder alle, lige fra portører til overlæger. Desværre er læger ofte dårligere til at huske håndhygiejnen end andre faggrupper. Det viser både udenlandske undersøgelser og danske erfaringer.

»Alle bør være gode, så det er ærgerligt, « siger Bettina Lundgren, der sammen med Rie Mikkelsen har haft særligt fokus på gruppen af læger på Hvidovre Hospital. De har bl.a. opsøgt lægerne på deres konferencer og kontrolleret, hvor gode de er til at desinfi- cere hænderne med sprit.

»Nogle overlæger går heldigvis i front for at promovere god håndhygiejne. De er jo også rollemodeller for de yngre, og så skal der helst være sammenhæng mellem det, man siger, og det, man gør,« tilføjer Britta Lundgren.

SKADER FOR MILLIARDER. Hvis man i stedet for menneskeliv ser på de økonomiske tal, ser billedet også skræmmende ud.

I de seneste ti år har Patientforsikringen udbetalt 282 millioner kroner i erstatning til patienter, der har fået en infektion efter en operation.

Det viser tallene fra Patientforsikringens database.

Men det reelle omfang er langt større, oplyser speciallæge i Patientforsikringen Jens Krogh Christoffersen.

»De fleste infektioner forløber heldigvis uden varig skade, men der er nogle, som giver svær skade eller endog koster livet. For hver, der får en udbetaling fra Patientforsikringen, regner vi med, at der er op til 50, der ikke søger,« siger han.

Skulle alle med infektion efter operation have haft erstatning, skulle der altså have været udbetalt op mod 14 milliarder kroner i erstatning siden 1995.


FAKTABOKS:

SAMVIRKES BAKTERIE-FORSØG

Almindelig håndvask med sæbe og varmt vand er langt fra nok til at sikre en god håndhygiejne på hospitalerne. For at illustrere dette tog vi to prøver fra vores journalistpraktikants hænder. Med hjælp fra laboratoriechef Elin Kirkegaard ved Suhrs Seminarium i København dyrkede vi de bakterier, vi fandt.

HÅND VASKET MED SÆBE: Mange bakterier. Nogle gode naturlige bakterier, andre sygdomsfremkaldende.

HÅND DESINFICERET MED SPRIT: Næsten ingen bakterier. Ingen sygdomsfremkaldende.


SÅDAN GJORDE VI:

  • I 2005 var der ifølge danmarks statistik 1.066.890 indlæggelser på de danske hospitaler.
  • Frato stikprøveundersøgelser, som statens serum institut gennemførte i1999 og 2003, ved man, at omkring 8,5 procent af de indlagte underindlæggelsen får en anden sygdom end den, de oprindeligt skullebehandles for. det kan være lungebetændelse, mavetilfælde,urinvejsinfektioner, overfladesår eller betændelse i dybeoperationssår, indre organer og knogler.
  • Udenlandskeundersøgelser viser, at sygehusinfektioner i 0,9 % af tilfældene erdirekte skyld i dødsfald, og at de i 2,7% af tilfældene er medvirkendeårsag.
  • Omregnet til danske patienters liv giver det 3.265dødsfald om året, hvor infektioner har været den direkte ellerindirekte årsag.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Samvirke samvirke@fdb.dk

Lad være med at spise mug

Vi skal ikke spise muggen mad. Smid hele leverpostejen ud. Det er ikke nok at skrabe muggen af. Sådan lyder det helt klare budskab
Af Kristine Kornum | 1. marts 2007

De fleste har oplevet det. Den grønne mugplet på kanten af et næsten nyindkøbt rugbrød, et pelset låg på marmeladen, som ikke burde være der eller væmmelsen ved at knase en nød med en »mug-surprise« i midten. Mug eller skimmelsvampe, som forskerne kalder det, er ofte på besøg i de danske køkkener, og nogle gange bliver det glemt, at de faktisk kan være farlige. Skimmelsvampene kan nemlig danne giftstoffer, kaldet mykotoksiner, som er sundhedsskadelige for mennesker.

»Det er svært at sige, hvor skadeligt mug er. I mange tilfælde kender vi ikke den sundhedsmæssige risiko, da det er svært at lave forsøg med. Men vi ved, at det er alle vores organer, der kan blive angrebet, hvis vi får nogle bestemte mykotoksiner fra nogle af skimmelsvampene,« siger Ulf Thrane, som er docent ved Center for Mikrobiel Bioteknologi på Danmarks Tekniske Universitet og har forsket i skimmelsvampe i mange år.

Det er ikke al mug på fødevarer, der indeholder mykotoksiner (giftstoffer). Og det er ikke alle mykotoksinerne, der er lige farlige. Men to mængder mykotoksiner, der hver for sig er uskadelige, kan tilsammen være skadelige.

En anden negativ egenskab ved mykotoksinerne er, at de generelt er meget varme- og processtabile. Det vil sige, at man normalt ikke kan fjerne mykotoksinerne ved almindelige koge, stege eller andre industrielle processer. Hvis en bager laver brød af »mug-forurenet« mel, kan skimmelsvampen sagtens slås ihjel i ovnen, mens deres usynlige giftstoffer overlever i brødet.

»Det, jeg personligt synes, er mest skræmmen de ved skimmelsvampe og deres mykotoksiner, er, at mange af mykotoksinerne undertrykker immunforsvaret, så man bliver åben for andre infektioner. Og der er tale om effekter over lang tid i modsætning til bakterielle forureninger, som eksempelvis salmonella, hvor man ofte bliver syg efter nogle timer eller få døgn,« siger Ulf Thrane.

IKKE BEHOV FOR MUG. Nu er der ingen grund til at fare ned til lægen, fordi man har spist en skive brød med mug på. Både danske og importerede fødevarer og foderstoffer, der sælges i Danmark, bliver tjekket grundigt, inden de kommer på markedet. Der er meget strenge grænseværdier for de skimmelsvampe, der danner de farligste giftstoffer. Derudover er det kun ganske få skimmelsvampe, der danner de mest sundhedsskadelige mykotoksiner. Men Ulf Thrane mener ikke, at man skal negligere sundhedsfarerne ved mug.

»Det er egentlig ikke et spørgsmål, om mug er farligt eller ej. Mug skal bare ikke være der. Og jeg mener ikke, at vi i dagens velfærds-Danmark overhovedet behøver at spise mad, der på nogen måde har været i kontakt med mug.«

Ulf Thrane understreger, at det ikke gælder de fødevarer, der skal være svampe på, som eksempelvis skimmelmodnede oste. Her er sikkerheden i orden. Ifølge ham er det især mug i de »bløde« fødevarer som frugt og syltetøj, man skal passe på. Her kan mykotoksinerne nemlig hurtigt sprede sig. Selvom man ofte kan nøjes med at skære muggen af de mere hårde fødevarer som rugbrød og skæreost, så lyder anbefalingen fra skimmelsvampeforskeren på også at smide den slags ud.

Som han ser det, er det med at undgå de potentielle sundhedsskadelige ting, som vi rent faktisk kan se og dermed har mulighed for at undgå. Der kan findes masser af usunde, mere usynlige ting i vores fødevarer såsom sprøjtegifte, som det kan være sværere at gøre noget ved hjemme i køkkenet.

SMÅ CELLEFABRIKKER. Når Ulf Thrane er ude at holde foredrag om skimmelsvampe, møder han både de mennesker, der smider al muggen mad ud, og dem, som synes, at der er alt for meget hysteri omkring mug. Derudover ved langt de fleste, at skimmelsvampe også har bidraget til noget positivt som penicillin.

Det blev opdaget, nærmest ved en tilfældighed, i 1928 af lægen og bakteriologen Alexander Fleming. Men penicillin er ikke det eneste gode, svampene bliver brugt til. Der er en tendens til, at man i industrien helst vil bruge naturlige tilsætningsstoffer, og her er skimmelsvampene ofte anvendt. De bliver brugt til at lave både enzymer, aromaer og syrer. Juice, vaskepulver, konserves, slik og deserter er blot nogle af de dagligdagsting, hvori skimmelsvampene bliver brugt som tilsætningsstoffer.

»Vi forsker meget i, hvordan man kan bruge skimmelsvampene til noget godt. Der findes utrolig mange svampe, og vi finder hele tiden nye. Det er meget spændende at arbejde med, fordi skimmelsvampe er små supergode cellefabrikker, som kan danne kemiske strukturer, man ikke kan lave i et laboratorium,« siger Ulf Thrane.

Jo mere forskerne finder ud af om skimmelsvampene og deres giftstoffer, jo bedre er mulighederne også for at beskytte sig mod de uhensigtsmæssige stoffer. Men indtil da er det værd at huske, at når leverpostejen er muggen, er det bedre at smide det hele ud end kun at skrabe det yderste lag af.

 

 

FAKTABOKS:

DEN »FARLIGSTE« MUG

Når skimmelsvampe (mug) vokser på fødevarer, kan de producere nogle giftstoffer, som kaldes mykotoksiner. To af de meste kendte og sundhedsskadelige mykotoksiner er aflatoksin og ochratoksin A.

 

Aflatoksin:

Et kræftfremkaldende giftstof, som ofte bliver dannet af mug på nødder og tørrede frugter. Det er det mest kræftfremkaldende stof, naturen selv producerer. Derfor er der strenge restriktioner og grænseværdier for forekomsten af netop dette stof på varer, som importeres og eksporteres i EU. Man bliver ikke akut syg af det, men efter indtagelse over lang tid.

 

 

Ochratoksin A:

Kræftfremkaldende giftstof som blandt andet kan findes i korn, øl, vin, kaffe, kakao og rosiner. Nogle forskere mener, at man kan måle indhold af ochratoksin A i blodet på de fleste mennesker fra den vestlige verden.

 

Det vurderes, at omkring 25 procent af afgrøderne på verdensplan årligt forurenes med mykotoksiner. I Afrika og andre ulande er problemerne med den sundhedsskadelige mug meget større end i de vestlige lande. I ulandene er det ofte et spørgsmål om ikke at spise noget eller spise mad, der er inficeret med mykotoksiner. De kan med andre ord vælge mellem muggen majs eller ingen majs.

Kilde: Ulf Thrane og www.altomkost.dk


SÅDAN UNDGÅR DU MUG:

  • Sørg for at holde maden tildækket under servering, så bliver det ikke udsat for de svampesporer, der kan findes i luften.
  • Brug plastikfolie til at dække den mad, du gerne vil holde fugtig (skåret frugt, grønsager og salat).
  • Fødevarer i dåser hældes over i plastikbøtter og sættes i køleskabet.
  • Lad ikke let fordærvelige fødevarer stå uden for køleskabet i mere end to timer.
  • Brug madrester inden for tre til fire dage, så muggen ikke får en chance til at gro.
Kilde: www.fsis.usda.gov



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3

Samvirke samvirke@fdb.dk

2300 indbyggere, 4 frisører og 1 fodboldlandshold

Den nordjyske by Vestbjerg kan prale med noget, som ingen andre byer kan. De har et fodboldlandshold. Landet, hvis flag og ære de kæmper for, ligger godt nok i havet 11 kilometer øst for Harwich i England
Af Kristine Kornum | Illustration: Lone Larsen | 1. marts 2007

Solen skinner. Strålerne rammer de smilende ansigter, der står på lige række og kigger op mod flaget.

Det er rødt, sort og hvidt. Ligesom farverne på spillernes trøjer, shorts og strømper. De bærer Sealands våbenskjold på brystet, selvom de fleste er født og opvokset i Vestbjerg og omegn.

Fra højtalerne lyder en nationalmelodi, som de fleste danskere vil have svært ved at genkende.

E Mare Libertas Fra havet frihed. Der er ingen, der synger med. Sangen består også kun af melodi, ingen tekst. Omkring 300 tilskuere er samlet til den store kamp, forventningsfulde står de langs de nykridtede streger. Ingen kan huske, hvornår der sidst har været så mange mennesker på Vestbjerg stadion.

Sådan så det ud, da Sealands landshold - tidl. Vestbjergs oldboysfodboldhold - spillede sin første landskamp mod Ålandsøerne. Kampen endte 2-2.

Prinseriget i det store hav

 Selvom man var den skarpeste kniv i skuffen til geografiundervisningen, kan det være svært at placere Sealand på verdenskortet. Men hvis man sejler cirka 11 kilometer østpå fra Harwich i England, så vil man støde på de to store betonsøjler med den dertilhørende platform, der udgør Sealand.

 

Mikronationen blev »født« den 2. september 1967, da den tidligere britiske major Paddy Roy Bates erklærede platformen for sin egen. Den britiske flåde forsøgte at fjerne Bates, uden held. Og i 1975 fik Sealand en forfatning, flag, nationalsang, egen valuta og pas.

18 år senere i år 2003 fik Sealand også sit eget fodboldlandshold repræsenteret af de rutinerede boldspecialister fra det nordjyske.

Det var målmanden, Christian Olsen, der kom på idéen. Han faldt over historien om Sealand på nettet og blev ganske fascineret af det lille prinsestyre. Men han kunne se, at de ikke havde et fodboldlandshold. Derfor skrev han en mail til Roy Bates' delvist regerende søn Prins Michael, hvori han tilbød Vestbjerg som landshold. Et godt tilbud, som Prins Michael ikke kunne sige nej til. Dog på den betingelse at Sealand skulle have en vis procentdel af et eventuelt økonomisk overskud.

I det hvide klubhus i Vestbjerg var der ikke mange, som troede på Christian, da han en dag kom og sagde, at holdet var blevet udnævnt til Sealands landshold. Holdets alderspræsident, 54-årige Poul Søe Jeppesen, husker det tydeligt.

»Folk troede rent ud sagt, at han var fuld af løgn. De fleste grinede bare af ham. Det var først, da vi så det fine certifikat med stempel og underskrift, at vi rent faktisk begyndte at tro på det,« siger han.

Overset af Morten Olsen

Efter ophøjelsen til landshold har holdet fået lavet landsholdsdragt bestående af en rød trøje, sorte shorts og hvide strømper. Farverne i Sealands flag.

Det krævede lidt sponsorjagt rundt i Nordjylland, men det er jo ikke hver dag, en virksomhed får mulighed for at sponsorere et landshold, så det lykkedes at få dækket udgifterne af forskellige lokale sponsorer. Også årlig træningslejr i Tjekkiet er en del af landsholdets forberedelse.

Da Vestbjerg i sin tid blev udnævnt til landshold, spillede holdet i serie 5. Nu har alder og en vis rutine sendt dem op i oldboys-ligaen. Ambitionerne er selvfølgelig fulgt med. De har nu altid været der, også inden spillerne fik landsholdsstatus.

»De fleste af vores spillere havde jo følt sig overset i mange år. De har haft svært ved at forstå, hvorfor Morten Olsen ikke har henvendt sig, når det danske landshold skulle udtages. Så da muligheden for at blive landsholdspiller for Sealand kom, tænkte de fleste, hvis det skal være, så er det nu,« fortæller Poul Søe Jeppesen.

Hvad har det betydet for jeres hold, at I er blevet landshold?

»Vi træner ikke mere, end vi altid har gjort. Men vores landsholdsstatus har nok gjort, at vi holder fast i den ugentlige træning året rundt, uanset om det regner eller sner. Vi træner hver søndag i kirketiden, og der er ret stort fremmøde. Jeg vil nok sige, at det er blevet sværere at gå hjem fra tredje halvleg, for med landsholdet har vi fået mange gode og sjove minder, som altid lige kommer op at vende i omklædningsrummet, « siger han.

Lynhurtige finter ikke nok

 For Sealands fodboldlandshold er tredje halvleg en mindst ligeså vigtig halvleg som de to andre. Hvis man vil til tops på holdet, er det ikke nok med lynhurtige finter og godt måløje, man skal også kunne drikke en øl og fortælle en vits. Og ligesom på alle andre landshold er det ikke nemt at komme på holdet.

»Det er et lukket hold, man skal anbefales af en af de andre spillere for at komme med. Og så skal man have en vis alder. Vi tager ikke alt for unge spillere ind, de skal gerne være over 40 år. Men vi passer på med ikke at være for mange på holdet, for der ingen, som gider at sidde på bænken,« siger Poul Søe Jeppesen.

Foreløbig er det heller ikke nødvendigt med bænkevarmere for landsholdet. Men fremtiden har været oppe og vende i landsholdslejren i Vestbjerg, da Sealand for nyligt er blevet sat til salg.

»Vi er da lidt nervøse for, hvad der vil ske. Vi vil jo ikke spille for alle og enhver. Lige nu er Sealand et prinsestyre, og vores fodboldhold er lidt royalistisk,« fortæller Poul.

Indtil videre tages det eventuelle salg med ophøjet nordjysk ro. Prisen på 750 millioner euro fordrer ikke ligefrem til et hurtigt impulsindkøb. Så for tiden er holdet ved at arrangere landskamp i Göttingen mod den tyske delstat, Niedersachsen, som skal spilles i løbet af foråret.

Om Prins Michael vil være at finde på tilskuerækkerne i Tyskland er endnu uvist. Til sidste kamp mod Ålandsøerne håbede spillerne på at få royalt besøg. Men prinsen dukkede ikke op.

En ting er i hvert fald sikkert. På grønsværen i Vestbjerg løber nogle landsholdsspillere rundt, der, hvis de et øjeblik lukker øjnene, stadig kan høre E Mare Libertas og klapsalverne fra de 300 tilskuere. Dengang de spillede deres første landskamp.

 

FAKTABOKS:

Fra et landshold til et andet

Tre hurtige til landsholdstræner for det danske oldboyslandshold, Allan Michaelsen, om det sealandske landshold i Vestbjerg: Kendte du til landsholdet i Vestbjerg? »Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg må indrømme, at jeg heller ikke kender landet.« Sealand skal spille deres anden officielle landskamp til foråret. Kan du komme med et par råd til, hvordan de skal forberede sig? »Når vi skal spille kamp, så mødes vi et par timer før kampen. Og så kommer jeg med et ret simpelt oplæg. Spillerne er jo så erfarne, at jeg ikke behøver at sige ret meget. Så taktikken bliver holdt ret simpel. Vi træner ikke sammen en gang om ugen eller noget.« Kunne I overveje at sende en talentspejder til landsholdslejren i Vestbjerg? »Nu skal man jo kende kriterierne for at komme på oldboyslandsholdet. Man skal minimum have spillet én landskamp for A-landsholdet, så hvis ikke de har det, så sender vi nok ikke en talentspejder. Men man kan da aldrig vide, om vi kommer og ser Sealands landshold spille engang.

Forbundet for de »skæve« landshold

Det er N.F.-Board, der arrangerer fodboldkampe mellem mere alternative fodboldlandshold. Udover Sealand er lande som Grønland, Nordcypern, Monaco og Tibet også medlemmer. På deres hjemmeside står: »N.F.-Board vil gerne være en institution, som er apolitisk og åben for alle. Hvad end medlemmernes politiske eller religiøse overbevisning er, skal fodbold være et redskab, der samler, spreder og sender drømme til mennesker, nationer og befolkninger på isolerede territorier.« www.nf-board.com

Fra pressemeddelelsen, 1. november 2004, fra sealand, da vestbjerg blev landshold:

»Fyrstendømmet er glade for at kunne konstatere den vellykkede afslutning på sidste sæson for dets landshold, det danske fodboldhold i Vestbjerg. Det er med glæde, at vi kan udnævne dem til at spille for os i den kommende sæson, og vi ser frem til endnu et år med sportslige udmærkelser som det skete i den forgangne sæson. Vi er stolte over, at holdet officielt repræsenterer vores land i internationale kampe i 2004/5, og vi noterer med glæde, at blandt den kommende sæsons kampe, håber man at kunne arrangere et opgør med Tibet.«



Samvirke samvirke@fdb.dk

Superkorn fra højsletten

Quinoa fra Andesbjergene er både næringsrig og sygdomsforebyggende. Herhjemme vinder frøene fra Bolivias knastørre og frostbidte højder flere og flere tilhængere
Af Lotte Holmen | 1. februar 2007
Vegetarisk kaviar, moderkornet, superkorn, astronautens returbillet og guldkorn

Quinoa er et kært barn, og sådan et har som bekendt mange navne. I Danmark er planten og dens frø næsten ukendt, men for inkaerne i Andesbjergene er den måske den egentlige grund til,at de har overlevet det barske klima i højderne gennem tusinder af år.

Quinoa er i familie med spinat og en række rodfrugter, og frøene har et højt proteinindhold og tilmed protein af en ekstrem høj kvalitet. Desuden har den en perfekt sammensætning af alle essentielle aminosyrer og fedtsyrer, mange fibre og antioxidanter, kalk og mineraler især jern, og endelig er quinoaen glutenfri.

»Der er ingen tvivl om, at skulle jeg overleve på kun en enkelt fødekilde, så skulle det være quinoa, for den alene giver faktisk tilstrækkelig næring,« siger Sven-Erik Jacobsen, Danmarks eneste quinoaekspert og lektor ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Institut for Jordbrugsvidenskab og Afgrødevidenskab.

MANGE KVALITETER. Afgrøden bruges mange steder ikke blot som en næringsrig fødevare, men også som sundhedsbevarende og forebyggende medicin.

Quinoa nedsætter osteoporose (knogleskørhed), og videnskabelige undersøgelser på San Andrés Universitetet i La Paz i Bolivia viser også, at quinoaen forebygger hjerte-kar-sygdomme,« fortæller bolivianeren Hugo Bautista, der leder »Consorcio Lípez«, en salgs- og udviklingssammenslutning af quinoabønder, kvindekooperativer og foreløbig få private investorer. Han tilføjer, at andre undersøgelser tyder på, at den også har en forebyggende virkning på brystkræft.

»Og så er quinoa kolesterolfri,« supplerer lektor Sven-Erik Jacobsen fra sin stol på Landbohøjskolen.

Men ikke nok med det. Faktisk menes den at være direkte kolesterolnedsættende, fordi plantens saponiner, naturlige sæbestoffer, binder kroppens kolesterol og sørger for, at den bliver fragtet ud af kroppen, så der ikke sker en kolesterolophobning, forklarer han.

Netop derfor forsker blandt andre japanerne intensivt i at anvende quinoa som kolesterolnedsættende medicin.

FN´s fødevareorganisation, FAO, har udpeget quinoa til en af århundredets fødevaresikkerhedsskabende afgrøder på grund af dens næringsrigdom. Den giver desuden en langt større mæthedsfornemmelse end andre sammenlig sammenlignelige fødevarer. Dermed er quinoa ikke blot interessant for verdens fattige, men også for den vestlige verden i kampen mod livsstilssygdomme og fedme.

HÅNDDYRKET. Én indiansk myte om quinoa lader en uforskammet ræv på vej hjem fra kalas i himlen sprede plantens gule frø over højsletten til gavn for mennesker og dyr, og Hugo Bautista griner overgivent af historien om »guldkornene«.

Bautista, der er uddannet agronom, er selv født og opvokset på højsletten i Los Lípez, et landområde en del større end Danmark i det sydvestlige hjørne af Bolivia. Det er netop her i det goldtudseende, kolde og knastørre højland, man dyrker verdens fineste quinoa, som ikke uden grund kaldes Quinua Real, kongelig quinoa.

Takket være Bautista og konsortiet i Los Lípez har Quinua Real nu også fundet vej til danske forbrugere.

De 22.000 indbyggere i Los Lípez er blandt verdens allerfattigste, og bistandsorganisationen Caritas Danmark har gennem en årrække støttet udviklingsprojekter i området. Organisationen bakker også op om et business-to-business-projekt mellem de quinoaproducerende højlandsbønder i Los Lípez og bageriet Aurion i Hjørring.

»Quinua Real-frøene fra Los Lípez i Bolivia er kvalitetsmæssig helt i top,« siger Sven-Erik Jacobsen.

Frøene derfra er de største, der findes. Grunden hertil er formentlig vækstbetingelserne i Los Lípez, som er ideelle for planten, men måske er det også takket være områdets store fattigdom og den deraf følgende mangel på maskiner til markarbejdet.

For selvom quinoaen er en af de mest tørkeresistente afgrøder, skal der naturligvis være et minimum af fugtighed til stede under spiring og vækst. I Los Lípez udvikler Quinua Real sig på en årlig regnmængde på sølle 150 millimeter. Det er helt afgørende for dens vækst at holde på denne sparsomme væde. Derfor har det været fatalt i de tilfælde, hvor man har behandlet jorden med landbrugsmaskiner. I det tørre klima i dyrkningsområderne, der ligger i op til 4000 meters højde, fordamper fugtigheden så snart jorden bliver vendt.

Derfor foretrækker vi naturligvis helt uden sammenligning den traditionelle dyrkningsmetode, « fortæller Hugo Bautista.

Traditionelt graver man et hul på 10-15 centi-meters dybde, hvor jorden stadig holder på sin fugtighed. Her kaster man så en håndfuld frø ned og skynder sig at dække det til. Disse såningshuller graves med temmelig stor afstand, så planterne ikke skal kæmpe om væden.

Produktionen i Los Lípez er ren økologisk med quinoa og lamakød som egnens to vigtigste produkter. Også indbyrdes nyder lama og quinoa godt af hinanden. Efter quinoahøsten i marts-april ruster lamaerne sig til vinteren i højlandet med frostgrader på ned til minus 15-20 grader. Dyrene rydder markerne pænt for efterladte quinoastængler og -blade. Til gengæld gøder dyrene næste års quinoahøst.

KULINARISK GENSKÆR. Trods quinoaens mange sundhedsmæssige fordele peger Hugo Bautista på, at hans favorisering af den nu ikke udelukkende handler om fornuft, sundhed og sygdomsforebyggelse:

»For mig er det også særdeles vigtigt at pege på quinoaens pragtfulde smag.«

Derfor har Consorcio Lípez og to farverige gourmetkokke, Pierre Van Oost fra Frankrig og Daniel Delgadillo fra Bolivia, netop udgivet kogebogen »Kulinarisk genskær fra Los Lípez« med opskrifter på variationer over retter af Quinua Real og lamakød. Bogen viser, hvordan quinoa kan indgå i snart sagt alle retter fra grød og salater over supper og tilbehør til kager og desserter.

Også Pierre Van Oost´ og Daniel Delgadillos danske kollega, Nikolaj Kirk, har fået øjnene op for quinoaen, som han bruger i bl.a. salater og som erstatning for couscous og ris.

Daglig leder af Aurion-bageriet i Hjørring, Jørn Ussing Larsen, ser gerne den bolivianske kogebog oversat til dansk. Det lille business-to-businessprojekt mellem Hjørring og Los Lípez solgte sidste år op mod 35 tons Quinua Real. Det samlede salg af quinoa i Danmark nåede i 2006 omkring 50 tons.

»Vores mål er at komme op på en årlig import på 150-200 tons Quinua Real. Jeg tror på, at det vil lykkes i løbet af et par år,« siger Jørn Ussing Larsen, som selv er meget tilfreds med denne form for udviklingsprojekter.

Quinua Real er udover at være økologisk også ved at opnå fair trade-certificering herhjemme, hvor den sælges i helsekostforretninger og Irmabutikker.

En flabet ræv og guldkornene
»En dag for 7.000 år siden på Højsletten i inkaernes rige faldt en lang fletning ned fra himlen.«
Sådan fortæller højlandsindianerne stadig om quinoaen i en af deres myter, der gennem tiderne er gået fra mund til mund. »Som en rebstige hang den og indbød alle jordiske væsener til at rejse op og deltage i himlens store ceremonier. Også den lumske og ondsindede ræv havde en dag deltaget i festlighederne og ved den lejlighed ædt sig tøndetyk i alskens himmerigsmundfulde. På sin vej tilbage mod jorden mødte han en flok grønne papegøjer og råbte dem hånende an. »Sikken en stor grim tud, sådan noget fjerkræ har,« gnækkede ræven. Fuglene blev vrede. De besluttede at hævne sig og hakkede fletningen over, så ræven, hvis mave var rund og tung af himmerigets herligheder, med stor fart styrtede til jorden. I faldet sprængtes dens mave, og et væld af gule frø spredtes over Højsletten. Snart spirede quinoaen og skød op overalt, og således brugte Gud ræven til at sende himmelens »guldkorn« ned til mennesker og dyr.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
/html>
Samvirke samvirke@fdb.dk

Salt ignoreres i de officielle kostråd

Motions- og Ernæringsrådet ville hellere fokusere på sukker og motion end på det høje forbrug af salt.
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. februar 2007
saltkar
Salt ved man godt, at man skal holde igen på, mente Motions- og Ernæringsrådet, der ville rette fokus mod sukker og motion i stedet

Salt kom ud af kostrådene af pædagogiske grunde

»Spar på salt og sukker,« hed det tidligere i de officielle kostanbefalinger, men salt kom ikke med i de otte kostråd, Fødevarestyrelsen i november 2005 sendte ud til danskerne. Motions- og Ernæringsrådet var med til at prioritere de elementer, kostanbefalingerne skulle bestå af, og prioriteringen faldt ud til fordel for andre sundhedsfaktorer end saltproblematikken.

»Som vi har skrevet i baggrundsmaterialet til kostanbefalingerne, har vi prioriteret. Det er en pædagogisk overvejelse, om man skal have alting stående, eller om man hellere skal vælge de ting, man vil opprioritere i en given periode. Der valgte vi at fokusere på sukker og fysisk aktivitet,« siger overlæge Bjørn Richelsen, der var formand for Motions- og Ernæringsrådet på det pågældende tidspunkt.

Salt ved man godt, at man skal holde igen på, mente arbejdsgruppen bag kostrådene

Det var altså arbejdsgruppens holdning, at det ville gå ud over forståelsen at sprede fokus ud over for mange punkter. Der blev lagt vægt på, at pjecen med kostrådene havde en positiv tone, og at det var let at leve efter kostrådene.

»De fleste i arbejdsgruppen bag kostanbefalingerne havde den opfattelse, at salt ved man godt, man skal holde igen på. Reduktion af salt er godt, men det behøvede ikke at være en del af kostrådene, « siger Bjørn Richelsen.

Alligevel er Motions- og Ernæringsrådet opmærksom på saltproblematikken. En saltrapport blev udarbejdet i 2003, og en ny rapport er på vej med nye data. Den vil komme op at vende i løbet af 2007.

»Motions- og Ernæringsrådet vil se på det og tage konsekvenserne. For eksempel bliver det diskuteret, om industrien skal dikteres et påbud, eller om det vil være bedre med en frivillig ordning i forhold til industrien,« siger Bjørn Richelsen.

Hjerteforeningen vil gerne have salt med i kostrådene

Ernæringsekspert Per Brændgaard var én af dem, der undrede sig, da kostrådene blev præsenteret i 2005. Han har sammen med Hjerteforeningen udarbejdet et andet sæt kostråd bestående af 13 råd, hvor det i kostråd nummer 8 hedder: »Brug mindre salt. Vælg fødevarer med et lavere saltindhold.«

»Vi vurderede, at salt var relevant at have med. Det samme har man vurderet i en række andre lande, for eksempel i USA og England, som har haft en omfattende kampagne mod salt,« siger Per Brændgaard, der er ernæringskonsulent ved CVU Sjælland, Ankerhus Seminarium.

Da de officielle kostråd blev udarbejdet, spurgte han arbejdsgruppen bag kostrådene, hvorfor salt var udeladt.

»Jeg fik som svar, at når hovedparten af salt kommer fra industrien, har den almindelige forbruger alligevel ikke så stor indflydelse på, hvor meget han eller hun får af salt. Det argument forstår jeg godt. På den anden side kan det være en god motivator for fødevareindustrien, hvis den almindelige forbruger begynder at interessere sig for madens saltindhold. Det har været væsentligt for strategien i England at få forbrugerne til at lægge pres på industrien,« siger Per Brændgaard.

Forklaringen på det udeladte salt med, at man ønskede at prioritere i stedet for at forvirre befolkningen med mange råd i forskellige retninger, køber Brændgaard ikke helt:

»Hvis man ikke vil forvirre, synes jeg, man skulle have udeladt et råd som: Spis varieret og behold normalvægten. Her har man flettet to råd sammen til et, selvom de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.«

Forbrugeres efterspørgsel efter varer med mindre salt kan presse producenterne til at skære ned på saltet 

Hvis myndighederne finder en løsning med at regulere industrien, behøver vi så et kostråd om salt? »Det ene udelukker efter min mening ikke det andet. Ved at oplyse kan vi påvirke forbrugernes efterspørgsel. Det kan sætte markedskræfterne i gang, få producenterne til at skære ned på saltet, så forbrugerne foretrækker deres produkt. Hjælper det ikke, kan myndighederne følge op med en regulering,« siger Per Brændgaard.

 
Samvirke samvirke@fdb.dk

Vi bliver syge af salt

Salt skyld i 3000 blodpropper om året. Folk har ikke en levende chance for at holde forbruget af salt nede, mener sundhedschef
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. februar 2007
blodtryksmåling
Har du forhøjet blodtryk, formindsker du din risiko for blodprop i hjernen ved at reducere saltet i din mad

Mange liv kan reddes ved at halvere salt i maden

Hos mennesker med forhøjet blodtryk vil en halvering af deres saltindtag resultere i 14 procent mindre risiko for at få blodprop i hjernen. Mennesker med normalt blodtryk har 6 procent mindre risiko for at få blodprop i hjernen. For blodprop i hjertet reduceres risikoen med 4 procent.

Det fortæller sundhedschef i Hjerteforeningen, overlæge Lars Ovesen.

»Det er mange liv, når vi ved, at 30.000 mennesker om året får blodprop i hjernen og hjertet. Der kan spares 3000 tilfælde om året. Specielt overvægtige, ældre og folk med diabetes har noget at hente,« siger Lars Ovesen.

Meget salt kommer fra industriens mad, så det hjælper ikke nok at fjerne saltbøssen på middagsbordet

Vi får for meget salt, men vi kan ikke gøre ret meget selv. Meget af den mad, vi sætter tænderne i, er fra industriens hånd født med et stort indhold af salt. Derfor hjælper det lidt men ikke nok at holde igen med saltbøssen ved middagsbordet.

»Folk har ikke en levende chance,« siger Lars Ovesen:

»Hvis man kan reducere sit saltforbrug med fem gram om dagen, som er en halvering, kan man regne ud, hvor meget der kan spares i blodpropper. Problemet er, at man ikke kan halvere saltet, når det allerede er tilsat fødevarerne fra industriens hånd.«

Kun 10 procent af saltforbruget stammer fra det salt, vi drysser på maden, resten findes i fødevarerne

Seniorforsker Lone Banke Rasmussen, Danmarks Fødevareforskning, har undersøgt, hvor meget salt vi spiser. Mænd får i gennemsnit 9-11 gram om dagen, kvinder får 7-8 gram. Vi får næsten dobbelt så meget salt, som vi har godt af, og det kommer ikke fra saltbøssen på bordet, viser Lone Banke Rasmussens undersøgelse. Omkring 10 procent af det totale daglige saltforbrug er salt, vi drysser på maden. Mænd drysser lidt mere på end kvinder, men har også mere mad på tallerkenerne. De henter 1,1 gram salt fra saltbøssen på bordet. Kvinder drysser 0,9 gram salt på.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Boks med dine madrester

Alufolie, husholdningsfilm, plastikskåle og glasfade. Hvad er det rigtige at gøre, når man skal pakke resterne fra aftensmaden ind? Interessen for at passe godt på levningerne er stigende, men viden mangler.
Af Tanja Aas | 1. februar 2007

Den gode, gamle husmoderviden er ikke længere en selvfølge i de danske hjem. I hvert fald ikke når det kommer til madvarer: hvordan vi tilbereder dem og ikke mindst opbevarer dem.

»Danskerne har meget lidt styr på rå og tilberedte varer. Folk har ikke styr på hygiejne og holdbarhed. Det har vi ikke med i vuggegave,« siger Gitte Laub Hansen, udviklingskonsulent og bromatolog hos Suhr's Videncenter.

Hun tilføjer dog, at interessen er stigende ude i de danske hjem. Det samme oplever Bente Fabech, farmaceut i Fødevarestyrelsen. For fem-ti år siden var det sjældent, Fødevarestyrelsen fik henvendelser fra almindelige forbrugere om indpakning af mad, men det gør de nu.

Kirsten Høgh Fogt, viceforstander på Suhr's Husholdningsskole, fortæller, at eleverne ikke ved ret meget om indpakning og opbevaring af fødevarer, når de begynder deres uddannelse på skolen. De har simpelthen ikke tænkt over det. Generelt er alufolie et kendt og anvendt materiale hos husholdningsnovicerne.

Men alufolien er en belastning for miljøet, og man bør derfor begrænse brugen af det.

»Vi bruger meget lidt alufolie hos Suhr's. Vi pakker ting i en skål, hvor filmen ikke rører madvarerne. Det gør jeg også derhjemme. Rester fra stegen vil jeg lægge på et fad eller komme i bøtte og dække til med låg eller film. Kartofler vil jeg putte i en skål og gemme til brasekartofler næste dag,« siger Kirsten Høgh Fogt.

Det er vigtigt, at maden er tildækket, så den ikke afgiver smag og tørrer ind. Gitte Laub Hansen anbefaler opbevaringsbokse, som er egnet til madvarer.

»Mindre end Tupperware kan gøre det. Men med bokse er det lettere at stable madresterne og finde dem igen. Pak det ned i en frysepose og put det i fryseren, hvis du kan se, at du ikke får det spist inden for det næste døgns tid. Der er tre måneders holdbarhed i fryseren. Man kan godt spise det derefter, men oplevelsen forringes, og maden tørrer ud,« siger Gitte Laub Hansen.

Pas på sovsen

Hvis man vil gemme madresterne, må maden ikke stå fremme for længe. Temperaturen i de lune stuer giver nemlig perfekte betingelser for bakterievækst.

»Når man er færdig med at spise, er det ud i køkkenet og pakke maden ind og i køleskabet. Det er herligt for bakterierne, hvis man har maden til at stå fremme i et stykke tid, for så får de rigeligt med ilt og den rette temperatur til at formere sig,« siger Gitte Laub Hansen.

Det er let og hurtigt at ty til mikroovnen, når maden skal varmes op igen. Man skal bare huske at varme op til over 65 grader, så bakterierne dør, påpeger Gitte Laub Hansen. I mikroovnen fordeler varmen sig langsomt, så maden kan godt være varm udenpå og kold indeni.

»Du kan i princippet godt varme leverpostejen og frikadellerne op igen, men jeg ville kun opvarme én gang,« siger Gitte Laub Hansen fra Suhrs.

Det er heller ikke ligegyldigt, hvad du varmer op i. Brug porcelæns- og glasemballage eller plastbeholdere og film, som kan klare varmen. Plastmateriale som for eksempel melaminplast, der ikke er beregnet til mikroovn og varm mad, kan gå i forbindelse med maden og afgive sundhedsskadelige stoffer. Denne proces kaldes også migration. Al emballage, som er i berøring med fødevarer, skal testes for migration i forhold til de typer af mad, de er beregnet til: sure, fede, kolde, varme og så videre. Men hvis man benytter for eksempel brugte isbøtter til varm mad, er der ingen garanti for, at bøtten kan holde til det, eller for, at der ikke sker migration af stoffer fra emballagen til maden.

Få flere informationer om emballage og indpakning og opbevaring af mad på
www.altomkost.dk
www.miljoeogsundhed.dk
www.dfvf.dk
www.vom.dk.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Salt sniger sig ind i vores mad

Selv med sund hjemmelavet mad er det svært ikke at komme over den anbefalede saltmængde, det må familien Nygaard og Stoustrup erkende.
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | 1. februar 2007
brød
Brød hører til de fødevarer, der gemmer på salt

Almindelig mad indeholder masser af salt

Brød, ost, pølse, kylling i kokosmælk, frugt og grøntsager. Lidt peanuts ryger også ned i løbet af dagen. Det er eksempler på, hvad der bliver spist hos familien Nygaard og Stoustrup. Familien består af mor, Sidsel Nygaard, far, Søren Stoustrup, Christian på tre år og Lea på et halvt.

»Kosten er ret sund. Der er ikke skejet ud. Det viser, hvor nemt man kommer over det anbefalede saltindtag,« siger Gitte Wenneberg, klinisk diætist hos Hjerteforeningen.

Beregningerne viser, at Søren får 7,9 gram salt, hvilket næsten svarer til anbefalingen på 7 gram. Sønnen Christian får 3,3 gram salt. Børn i den alder må få omkring 3 gram. Datteren Lea får modermælk og lidt mos. Man skal ikke salte babymos, men natriumindholdet i modermælk svinger fra time til time, så det er alligevel svært at beregne, hvor meget salt familiens yngste medlem får. Sidsel får 9,5 gram salt om dagen. Det er især peanuts, brød og ost, der trækker Sidsels saltindtag op. Dermed får hun mere salt end de anbefalede 6 gram om dagen, og hun ligger over det gennemsnitlige saltindtag for kvinder, som er 7-8 gram om dagen.

Salt smager bare skidegodt

»Salt smager bare skidegodt. Når jeg laver mad, putter jeg i, til det smager godt. Jeg tænker ikke over det. Kun ved ting som saltlakrids og peanuts. Det er også sværere selv at gøre noget, når to tredjedele er fra forarbejdede fødevarer. Og jeg læser aldrig på pakken, når jeg handler ind. Man gider ikke stå der,« siger Sidsel.

Der er forskel på Sidsels og Sørens spisevaner, før Christian og senest Lea kom til verden.

»Før levede vi et bohemeagtigt liv. Ingen faste spisetider, vi spiste meget ude og fik meget take away. Nu laver vi mad hver aften, og vi prøver at mase grøntsager i Christian,« siger Sidsel.

»Jeg tænker lidt over, hvor meget salt, jeg bruger i madlavningen, men jeg tænker ikke på det skjulte salt,« siger Søren.

Han mener, vi drukner i information om kost: Ikke salt, ikke for meget, mange små måltider. Sidsel supplerer.

»Det er en række af råd, som man måske ikke tager helt alvorligt. Rationelt ved jeg godt, at jeg måske burde begrænse mit forbrug af salt, men jeg er ikke kommet videre med det.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Finland har reduceret saltindtaget effektivt

Finland lovgav om salt, og 30 år senere var antallet af hjerteanfald faldet med over 75 procent.
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. februar 2007

Finnernes forbrug af salt er faldet fra 14 gram til otte gram om dagen

I 1960’erne var Finland et af de lande i verden, hvor flest mennesker fik hjerteanfald. En finne havde tre gange så stor risiko for at få hjerteanfald som en svensker.

Det fik de finske myndigheder til at sætte fokus på salt i mad, og det lykkedes at få befolkningen til at spise meget mindre salt.

I de seneste 30 år er saltindtaget blandt finnerne faldet fra 14 gram salt om dagen til nu otte gram salt. Antallet af hjerteanfald er i samme periode faldet med mellem 75 og 80 procent for personer under 65 år. Det er endda sket i en periode, hvor rygning og forbruget af alkohol er vokset. I Finland er der i dag lov for, at højt saltindhold bliver mærket på fødevarerne.

Svenskerne lærer af finnerne og skærer på salt i brødet

Svenskerne har skævet til den finske udvikling. Den svenske mærkning af sunde fødevarer har kastet lys på saltforbruget, og for eksempel brødproducenterne er begyndt at skære ned på saltet i brød, nu da forbrugerne er begyndt at holde øje med saltet.

»Man kan ikke helt fjerne salt fra brød, smagen bliver tynd og fattig uden salt, og salt er vigtig for konsistens og holdbarhed,« siger udviklingschef Ingemar Gröön fra Lantmännen Food R&D.

Han forklarer, at der er meget salt i for eksempel franske baguettes, mens de bløde sandwichbrød og pølsebrød indeholder forholdsvis lidt salt, men til gengæld mange konserveringsmidler. Alligevel er der ingen, der er uden salt.

Tjek dit saltindtag
Sådan forekommer natriumindholdet i kosten:
1/4 tsk. salt = 500 mg natrium
1 tsk. bagepulver = 1000 mg natrium
Hjerteforeningen anbefaler, at hjertepatienter reducerer deres saltindtag (natriumindtag) til 2400 mg om dagen svarende til 1-1/4 tsk. salt. Uanset om du har forhøjet eller normalt blodtryk, mindsker du risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte, hvis du sænker dit saltindtag.

Når du laver mad
Overordnet gælder det om at bruge mindre salt. Her et par tips til hvordan:
• Smag på maden, inden du kommer mere salt på – måske er det slet ikke nødvendigt.
• Brug andre krydderier til at kompensere for den mindre salte smag.
• Væn dine smagsløg til mindre salt ved at skære ned på saltet lidt efter lidt.
• Undgå at tilsætte salt og dåsegrøntsager til hjemmelavede retter.
• Hvis du ryger, så hold op, for rygning nedsætter smagssansen, så der skal mere salt til, før du kan smage det.