Samvirke samvirke@fdb.dk

Motor med hjælpecykel

Af Henrik Lund-Larsen | 1. april 2005

På mange måder er Velo Solex'en den originale knallert. Skabt omkring første verdenskrig som prototype, men den måtte vente hele mellemkrigstiden på et lager for endelig at blive sluppet løs lige efter anden verdenskrig.

En simpel motor, der bare er lagt oven på forhjulet og driver det frem gennem en rulle på en lidt forstærket cykel. Den rolige pruttende lyd kender man. Det er derfor, Manuelle har genanskaffet sig den knallert, hun kørte på i Frankrig, dengang hun gik i gymnasiet.

Et charmerende køretøj med mange unoder. Råd nummer et: Kør aldrig ned over en kantsten, du ender i en saltomortale. Råd nummer to: Løb aldrig tør for benzin, for det er en motor med hjælpecykel. Den er usædvanlig tung at træde - pedalerne er kun til pynt.

Læs også:

Den tohjulede motordrøm
Kultknallerten
Plastic er fantastisk
Mindet fra ungdommen
Puch gav konkurrenterne baghjul

 


Samvirke samvirke@fdb.dk

Puch gav konkurrenterne baghjul

Af Henrik Lund-Larsen | 1. april 2005

Cykelhandleren Peder Johannsen er samler om en hals. Igennem mange år tog han mærkelige cykler i bytte for nyt. Byttet var usælgeligt, men historisk interessant, syntes han.

For at skabe lidt hold på det stiftede han i 1997 en forening, der hed Dansk Cykelmuseums Venner. En forpligtende titel. Peder erkendte derfor snart, at det var bedre at samle og udstille cykler end at udskyde at reparere andres. Han skippede sin cykelhandel, fik fast arbejde og blev museumsleder. Siden 2000 har museet været en realitet ved Glumsø.

Som et ægte nørdmuseum er det inddelt i kategorier alt efter museumsbestyrelsens interesser. Et bestyrelsesmedlem havde 1200 kameraer, vupti blev det en del af museet. Ligesådan er det gået med afdelingen for knallerter og symaskiner. Når det først rygtes, at der kan man komme af med sit gamle skrammel, så vælter det ind.

I tilfældet symaskiner har det haft den fordel, at museet har sendt en masse gamle pedaldrevne symaskiner, som var dubletter, videre til Afrika, hvor de pedaldrevne kan gøre stor nytte i områder uden strøm. Vi har ikke talt om knallerter endnu. Peder sidder på sin gamle Puch 2 gear. En knallert, der kom fra Østrig, billigere og smartere end andre på det danske marked i sort, rød og luksuscreme.

Den fandtes i en dyrere udgave med tre gear, og den havde den store fordel, at man kunne stejle på den og køre langt hen ad landevejen kun på baghjulet - noget, der virkelig duperede pigerne. Det kunne Puch 2 gear ikke. Men kørte man frækt nok, kunne man køre naboens staldknægt og hans danske pruttende »Express« i grøften, hvilket man jo senere kunne forsøge at blære sig med over for pigerne, siger Peder lakonisk.

Læs også:

Den tohjulede motordrøm

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Køkken på turné

1. april 2005

FDB vil have børnene tilbage til madgryderne. Under fem procent af de danske børn laver mad med deres forældre. Derfor er madvaner og møgvaner i centrum, når FDBs rullende køkken turnerer rundt i landet. I weekenden 5. til 6. marts var køkkenet til Forbrugermesse i Slagelse, og 8. til 10. april besøger køkkenet forbrugermessen i Hillerød i Frederiksborg Hallen.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Med finurlig farveblyant

Tyske Wolf Erlbruch tegner til Samlæs i anledningen af 200-året for H.C. Andersens fødsel
Af Kari Sønsthagen | 1. april 2005

Muldvarpen der ville vide... længere når man knap nok, før folk nikker indforstået. Billedbogen Muldvarpen der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved er trykt i næsten 300.000 eksemplarer her i landet og er den mest solgte billedbog i Danmark nogensinde. På verdensplan er bogen solgt i mere end en million eksemplarer.

Det begyndte knap så godt for de to tyskere forfatteren Werner Holzwarth og tegneren Wolf Erlbruch. Faktisk var billedbogen længe en velbevaret hemmelighed. Erlbruch fortæller:

»Jeg skulle overtale forlaget Hammer til at tage den. Den var kun min anden bog. Men jeg fik dem overtalt, selv om de ikke troede på den. Ingen ville købe en så ulækker bog, mente de. De fik også ret i første omgang. Kun få modige boghandlere havde et eller to forkølede eksemplarer liggende lidt skjult. Men så fandt et par kvindelige lærere bogen, tog den med i skole og brugte den i undervisningen. Så købte forældrene den, og boghandlerne blev mere dristige.«

Muldvarpe-bogen er en sjov blanding af fagbog og fiktion. Man bliver lidt klogere på otte dyr og især deres efterladenskaber, og desuden er historien fortalt og tegnet med tilpas skæv humor. I fortællingens centrum står en særdeles opbragt muldvarp, som får en lort i hovedet, da han dukker op af jorden for at se, om solen er stået op. Den er tegnet som velnæret med rundbuet mave, næsen i sky og forpoterne på én gang kækt og arrigt i siden i en kom-ikke-her-attitude.

Wolf Erlbruch har en speciel tegnestil. Han tegner med farveblyant på indpakningspapir, skærer hver enkelt del ud og limer delene op på nye baggrunde. Det kan være regneark, gamle landkort, topografiske kort, billeder fra gamle fagbøger, tapeter, hvidt eller farvet papir m.m. Denne teknik er tidskrævende, men skaber meget klare billeder - i dobbelt forstand skarptskårne. De endelige billeder kan så mere eller mindre fremstå som collager. Nogle gange næsten skrabet minimalistiske, andre gange fulde af detaljer. Det er bøgernes tema og især sprogets musik eller tekstens melodi, som Erlbruch kalder det, der afgør billedernes udseende og stemninger, siger han.

Hans billeder har ofte referencer til film, tegneserier, bøger og verdenskunst. Men indvendingen om at det er æstetik for voksne og for indviklet et billedsprog til børn, afviser han blankt.

»Jeg tror, børn forstår mere end det, de sædvanligvis får serveret. Vi har på en måde opfundet en barndom, som man skal servere noget helt specielt Mickey Mouse-agtigt for. Jeg tror ikke, børn tager skade af en anden æstetik.«

 

INTET ER FOR UNDERLIGT.

Gennemgående har Erlbruch fokus på samtale, fællesskab, det humoristiske og de skæve blik på tilværelsen. Han har en ligefrem og ukunstlet måde at fortælle på. Han bryder gerne tabuer, som med muldvarpen og hans lort. Intet emne er for underligt, og spændvidden i hans bøger er stor. Han har skildret en grådig, børneædende kvinde, en samtale mellem Gud og det første menneske, en lille bjørns sorg over, at Bedstefar Bjørn er død, og en midaldrende bekymret kvinde, der får indhold i tilværelsen, da hun finder en solsorteunge.

 

En af hans fineste udgivelser på dansk er den lille billedbog Natten: Drengen Fons vågner om natten, vil ud at gå og vil have far med. Han trækker i den snorksovende fars næse og kræver afgang.Resten af teksten består udelukkende af fars messende monolog om, hvor håbløst det projekt er, da sådan cirka hele verden sover. Om natten sker der aldrig noget. Sådan siger han.

Billedsidens detaljerige collager kontrasterer teksten. Den viser en storog klarøjet Fons hånd i hånd med far med klatøjne og slæbende skridt på vej gennem en eventyrlig nattestorby. En knaldrød Mickey Mouse sejler over himlen, King Kong giver Fons' hånd et knus, en isbjørn giver en ridetur og meget mere. Bogen får således uden hævede pegefingre vist de forskellige tilgange, som børn og voksne har til omverdenen. Far døser sig intetanende igennem nattevandingen, mens Fons har en fantasifuld udflugt.

Erlbruchs allernyeste illustration findes i dette nummer af Samvirke på side 118-119, hvor han har illustreret H.C. Andersens eventyr »Det er ganske vist!« Han har lavet et modspil til teksten og tegnet en totalt ribbet, nærmest nøgen høne, som spankulerer vampet op ad en imaginær catwalk, selvbevidst og med vingerne i siden og koket nedslåede øjne, mens to ugler udveksler sigende blikke. Og det er ganske vist!

Muldvarpen og de andre

Wolf Erlbruch er født 1948. Siden 1990 har han ved siden af bogproduktionen været professor ved Fachhochschule i Düsseldorf. Debuterede som illustrator i 1985. Blandt Erlbruchs omkring 30 titler, som er oversat til 18 sprog, er følgende udgivet på dansk:

- Ørnen i hønsegården (1985) skrevet af James Aggrey 
- Muldvarpen der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved (1991) skrevet af Werner Holzwarth 
- Leonard (1993)
- Historien om Sofus Spæk (1994) skrevet af John Saxby
- Hvordan mon -? (1996)
- De hæslige fem (1999)
- Sommerfugleværkstedet (1999) skrevet af Gioconda Belli
- Solsorten fru Meier (2000)
- Om natten (2000)
- Ti grønne sild (2001)
- En himmel til en lille bjørn (2005) skrevet af Dolf Verroen


Link:
Samlæs april 2005



Samvirke samvirke@fdb.dk

Køkkenet som legeplads

Børn vil gerne lave mad, men forældrene mangler inspiration. FDBs rullende køkken har høstet de første erfaringer med børn i køkkenet
Af Tove Dam | 1. marts 2005

Madlavning kan sagtens konkurrere med computer, rollespil og tegnefilm. Det viste FDBs rullende køkken på børnekulturmessen i Forum i København, hvor mere end 600 små gæstekokke fik lov at boltre sig med udskæring af grønsager, kylling og fisk, som enten blev stegt på en stor pande eller bagt i ovn. Små tomatbrød var også én af attraktionerne.

Børnene blev vejledt at kokkene Ole Poulsen og Katrine Klinken, der til daglig underviser børn i madlavning i Meyers Madhus. Også børnekogebogsforfatteren Anne Jul Nielsen tog en tørn i køkkenet. På trods af den store interesse, var der ingen panik ved snittebordene.

»Børnene kommer ofte blæsende hen til bordene. Mennår de har vasket hænder og fået forklæde på, så bliver der ro på, og børnene er klar til at gå i gang. Små ritualer betyder, at børnene hurtigere falder ned og bliver optaget af, hvad de skal i gang med,« siger kokken Ole Poulsen.

Connie Bach fra Virum blev bekræftet i at børn og mad er en god aktivitet.

»Det skinner tydeligt igennem, at børn har glæde ved at skabe noget i køkkenet, som de selv kan smage på bagefter, « sagde Connie Bach, der havde sin søn på seks med i Forum.

Andre forældre blev overrasket over at se deres små poder gå til opgaverne med så stor iver og over at se, hvad børnene egentlig kunne udrette ved skærebrædderne.

Kokken Katrine Klinken havde forudset, at nogle forældre ville studse over de skarpe knive.

»Børn kan sagtens klare det, men det er selvfølgelig vigtig med en ordentlig instruktion til børnene. Når man står med en kniv, skal man arbejde roligt, og får man lyst til at pjatte, lægger man kniven ned,« forklarer Katrine Klinken.

Mens børnene snittede grønsager, fik teamet bag det rullende køkken sig en snak med forældrene. Rundt regnet 100 familier blev bedt om at svare på et spørgeskema, om hvorvidt de laver mad med deres børn. Billedet var overraskende positivt, idet kun fire procent sagde, at de aldrig gjorde det.

»En anden større undersøgelse fra Fødevarestyrelsen viser, at kun fem procent jævnligt laver mad med deres børn, så enten har familierne pyntet på deres svar, eller også har vi her haft besøg af særligt interesserede børnefamilier,« siger udviklingskonsulent Brian Skov Sundstrup, FDB.

Spørgeskemaerne viste desuden, at knaphed på tid er langt den væsentligste barriere mod at tage børnene med i køkkenet.

»Og det er en forklaring, som gælder både de familier, som rent faktisk laver mad med deres børn en gang i mellem, og dem som aldrig eller gør det. Det kunne blandt andet pege i retning af, at familierne har brug for supernemme opskrifter, hvis børnene skal være mere med,« konkluderer Brian Skov Sundstrup.

Blandt andre forhindringer er, at børnene skal se tv eller lege, og at forældrene oplever, at det er besværligt eller ikke har lyst til at inddrage børnene.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hjem kære hjem

Hjemmet er ikke kun et sted, man bor - det er også en måde, man er på. Og det er måske også noget, man ikke har
Af Jesper Uhrup Jensen | 1. marts 2005

Hjemmet er godt stof - de trykte medier har vidst det i årtier, og i de seneste år er tv for alvor kommet med; sendefladen vrimler med boligindretningsprogrammer: Gør det usælgelige hus til en sællert med små midler, gæt hammerslagsprisen, gør det selv, og byg om, gæt, hvem der bor hvor. Hjemmet vendes på vrangen, men ikke i virkelighedens verden, hvor »hjemme« og »privat« er synonymer. Privatlivets fred er ukrænkelig inden for hjemmets fire vægge, og ukrænkeligheden er så grundfæstet, at der ligefrem er love til at beskytte den. Hjemmets betydning er helt konkret - enhver ved, hvad et hjem er - også dem, der intet hjem har, ja måske især dem, men hjemmet har også en symbolsk betydning, og såvel på det konkrete som på det symbolske plan er der både lighedspunkter og forskelle fra kultur til kultur.

At der en udtalt fælleskultur omkring hjemmet, kan ses alene i det faktum, at den svenske møbelkoncern IKEA - verdens største inden for boligindretning - har filialer i størstedelen af verden. Og ikke nok med det; møblerne er ens overalt i kædens forretninger - fra Lapland til De Forenede Arabiske Emirater og fra San Francisco til Kuala Lumpur.

 

ET HJEM GIVER STATUS.

Uanset hvordan hjemmets indre og ydre rammer er, så er hjemmet overalt udtryk for noget privat og noget, man kun åbner op for andre, der enten står én meget nær, eller som man vil vise en særlig gestus. Graden af, hvor privat hjemmet er, skifter fra kultur til kultur og igen inden for de enkelte kulturer, men at hjemmet har en særlig status - at der er et ude og et hjemme - er tilsyneladende ens overalt. Hjemmets og boligens særstatus gør således også, at det, ikke at have et hjem, er en tilsvarende alvorlig sag overalt.

 

Historisk set er der en særlig mistro - hvis ikke ligefrem frygt - forbundet med folkeslag, der lever på vandring og ikke har et hjem. Tilsvarende er ufrivillig hjemløshed det ultimative tegn på, at den sociale og menneskelige deroute har nået et absolut lavpunkt. Den tiggende på gaden med sit papskilt behøver kun ét ord for at gøre den forbipasserende klart, hvor galt det står til - ordet »hjemløs«.

I den udstrækning nogen overhovedet stadig bruger udtrykket om »at tage vasketøjet ind«, når der kommer fremmede til byen, er det spøgefuldt ment. Man skal dog ikke meget længere end én eller to generationer tilbage, for at mange i provinsen i ramme alvor talte om at tage vasketøjet ind, for at det ikke skulle blive stjålet, når der kom cirkus eller andre på gennemrejse til byen. Gøglere gik for at være plattenslagere, der drog fra sted til sted uden fast bopæl - sidstnævnte i sig selv nok til at fremstå suspekt.

Sigøjnere - eller romaer - er historisk set et omvandrende folkeslag, selvom de i dag i vid udstrækning er blevet fastboende. Sigøjnere er også et af historiens mest forfulgte og mishandlede folk, der op gennem historien igen og igen i bedste fald er forsøgt assimileret i samfundet, dvs. primært forsøgt tvunget til at ophøre vandringen og slå sig fast ned.

 

NOMADER ER ILDESETE.

Nomadekulturer har ligesom sigøjnere været en torn i øjet på det etablerede samfund, fordi de med deres vandren i sagens natur ikke lader sig styre eller indordne bag landegrænser og samfundets normer i øvrigt. En overmagt kan kan ikke regne med et vandrende folk som sine undersåtter, bl.a. kan man kun vanskeligt eller slet ikke opkræve skatter af et folk, man ikke ved, hvor er. Nomadekultur eller nomadisme i større stil vil altid være uønsket af statsmagten, og udbredt nomadisme er nærmest pr. definition ensbetydende med en svag stat. Således opblomstrede nomadekulturen, da den islamiske revolution i 1979 styrtede Shahens stærkt centralistiske styre i Iran. Da krig og borgerkrig i 1980erne fjernede centralmagten i Afghanistan, genopblomstrede den nomadisme, der altid har præget landet. I nationer med udtalt statslig styring, såsom Kina og det tidligere Sovjetunionen, er nomadisme ikke desto mindre udtalt i randområderne, fordi landets enorme geografiske udstrækning gør, at kontrollen i yderområderne er begrænset eller slet ikke til stede.

 

I den arabiske verden, hvor nomadisme var - og sine steder stadig er - udbredt, er der (modsat romantiske vestlige forestillinger) en udtalt foragt for netop nomadekulturen, mens hjemmet prises i talrige bonmots og ordsprog.

»Slår jeg op under ordet beduin i min bog med arabiske ordsprog, er det først og fremmest foragten, der falder i øjnene,« sagde forfatteren og journalisten Klaus Bondebjerg i et interview før sin død.

Han havde udgivet bøger og lavet et utal af radioudsendelser med udgangspunkt i sine mange rejser i den arabiske verden.

»Beduiner bruger deres skæg som sæbe,« siges det f.eks. i et libanesisk ordsprog, og en tunesisk talemåde bringer en trist, men klassisk advarsel mod skadedyr: Vis ikke beduiner eller rotter indgangen til dit hjem. Kun ét enkelt ordsprog taler beduinernes sag og bagtaler bymennesket: De formuer, der tilhører de arabere, der går i sandaler, er blevet fortæret af de arabere, der går i slippers - dvs. rigdommene skabes af ørkenmennesket i sandaler til glæde for bymennesket i slippers.

Arkitektonisk set kan den arabiske verden synes mere privat og tilknappet - en antagelse, der nærmer sig sandhed i de lande, hvor en regeringsdikteret streng islamisk ortodoksi gør det nødvendigt at skelne skarpt mellem det private og det offentlige rum. Man skal dog stadig ikke lade sig narre af det tilsyneladende hermetisk lukkede ydre, for gæstfrihed betragtes som en dyd blandt arabere, jf. eksempelvis et af mange arabiske ordsprog om gæstfrihed: »Det hus, der ikke tager imod gæster, modtager ingen engle.«

Det vinduesløse og umiddelbart ugæstfri ydre i klassisk arabisk arkitektur er i virkeligheden et spørgsmål om at holde solen ude og køligheden inde, og den ofte prunktløse facade, der måske gemmer på et rigt ornamenteret indre og måske haver og springvand, er et udtryk for dels en klassisk arabisk dyd om ikke at prale, dels et ønske om at overraske den besøgende.

»Umiddelbart kan danske gader faktisk synes mere tillukkede eller tilslørede end de arabiske,« mente Klavs Bondebjerg.

MIN CAFÉ MIT HJEM.

Det er en udbredt opfattelse, at især klimaet spiller en rolle i, hvor udtalt en »hjemmekultur« et land har - jo koldere, jo mere bliver man indendøre og omvendt. At eksempelvis folk i middelhavslandene lever det meste af deres liv på cafeer og med at gå aftentur på hovedstrøgene, er en romantisk, positiv fordom, men fordomme kommer sjældent af ingenting, og de fleste turister sydpå har ved selvsyn konstateret, at man under varmere himmelstrøg vitterligt udvider dagligstuen til det offentlige rum. Det er ikke blot turistens romantiserende forestillinger om sydlændinges sorgløse liv, for der er reelt tale om mindre fokus på hjemmekulturen end i eksempelvis Nordeuropa.

 

Der er dog også tale om en udtalt »harmonisering « af livsmønstrene i nord og syd - ikke mindst takket være tv-apparatet, der holder stadig flere lænket til hjemmet, men mange steder i Sydeuropa er hjemmet endnu ikke helt og fuldt blevet en del af hverdagen. Det betyder bl.a., at det i eksempelvis Syditalien og i det græske øhav stadig er helt almindeligt at have 'stadsstuer', der ligger ubrugte hen undtagen ved ganske særlige lejligheder, mens familiens hjemmeliv i den oftest ret lille bolig er centreret omkring køkkenet eller en mindre stue. Selskabelighed foregår typisk ud-af-huset på cafeer, restauranter, taverner eller barer, og hjemmet er således et sted, hvor gæster kun sjældent kommer.

»I Frankrig er det især blandt den yngre generation i byerne blevet en hverdagsforteelse at gå på besøg hos hinanden, hvad det ikke var tidligere,« siger Anne Juhl Christensen, direktør i SOPEXA - Den Franske Stats Afsætningsråd for Landbrugsprodukter - og fortsætter:

»Men det er på samme tid meget mere almindeligt at henlægge for eksempel selskabelighed i familie til en café eller restaurant, end det er i Danmark. For den ældre generations vedkommende er det at invitere gæster hjem stadig noget meget formelt.«

Samme mønster kendes i Italien, fortæller italiensk gifte Jesper Storgaard Jensen, bosiddende i Rom, hvorfra han bl.a. arbejder som freelancejournalist:

»Italiernerne har generelt ikke den samme hjemmekultur som danskerne, men der er en stigende tendens til at invitere gæster i hjemmet. I samfundets laveste lag er det ikke et udtalt fænomen, mens gæster i hjemmet i middelklassen er et udtryk for venskab. I overklassen er selskabelighed i hjemmet meget vigtigt for at markere, hvem der er venner med hvem, og så er det frem for alt vigtig at vise hjemmet frem. Man inviterer til middag, enten traditionelt, hvor man sidder ved bordet eller - oftere - til buffet, men det at invitere til frokost er for det meste et familieanliggende. Indretningsmæssigt er det sådan, at hos overklassen er boligen gerne ret prangende og voluminiøst indrettet, men generelt er italiensk hjem meget mere spartanske end danske - de er mindre pyntede, og når mine italienske venner har været på besøg hos mine forældre i Danmark, så er de altid meget overraskede over de mange småting og nipsgenstande, der er i hjemmet.«

 

DANSK HYGGE.

At vi i Danmark har en udpræget hjemmekultur, ikke mindst udefra set, kan bl.a. aflæses i udlændinges hyppige undren over det danske/nordiske fænomen »hygge« - nærmere bestemt hjemlig hygge, som andre kulturer slet ikke kender til i samme grad.

 

Den danske, afslappede holdning til hjemmet betyder dog ikke, at hjemmet i selskabsøjemed helt har mistet sin særstatus som noget ophøjet.

Det er stadig den ultimative gæstfrihed at byde eksempelvis forretningsforbindelser og deres eventuelle ledsager på middag i hjemmet, og en kontorchef i en styrelse under Finansministeriet fortæller, hvordan direktøren hvert år til jul inviterer chefer i styrelsen til buffet i hjemmet:

»Direktøren ses aldrig privat med nogle af os medarbejdere, og vi kommer kun hos ham denne ene gang om året, men han gør altid noget ganske særligt ud af at have os hjemme, i stedet for at invitere ud eller lave et arrangement på kontoret.«

Et danmarkshistorisk fortilfælde med at invitere fremmede hjem, var da den sovjetiske leder Nikita Khrustov i juni 1964 besøgte Danmark. Statsminister Jens Otto Krag inviterede som en særlig ære sovjetlederen til middag - ikke i embedsboligen på Marienborg, men i privaten hjemme på Egernvej. Den for tiden helt usædvanlige gestus forbløffede Khrustjov, der troede, at Krag boede i hele rækken af de eksklusive rækkehuse på Frederiksberg. Besøget var ifølge Krag-biografen Bo Lidegaard et tegn på, at »forholdet mellem de to nabolande have ikke været bedre siden den russiske revolution«. Det betød noget særligt at komme hjem.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

At leve med sin sjæl

Det engelsk-danske par Gill Cracknell og Jannik Schou har tilbragt sammenlagt mere end syv år i den canadiske vildmark, men hvad er det, der får det moderne menneske til at søge vildmarken for at leve et primitivt liv med jagt, tørkost og 40 graders kulde i en jordhule?
Af Christina Elisabeth Gadiel | 1. marts 2005

Jeg møder dem på deres moderne og midlertidige boplads på sydspidsen af Djursland. De er moderne mennesker, der lever et nomadisk liv i en evig vekselvirkning mellem det danske, moderne samfund og det enkle liv i pagt med en vildsom natur. Naturen har fra første færd været deres fælles skæbne.

I 1982 meldte engelske Gill, i dag 46 år, og danske Jannik, 51 år, sig uafhængigt af hinanden til en Antarktis-ekspedition. Sammen med kun fire andre mennesker sejlede de en ombygget fiskerbåd hele vejen fra Australien til Antarktis - sejlturen varede to måneder. Kort efter ankomsten til Antarktis lod de båden fastfryse i havisen, og der lå de i 10 måneder. Efter måneders optælling af bl.a. kejserpingviner i et af de barskeste levesteder i verden med temperaturer ned til minus 70 grader, vendte de tilbage til Australien i 1984.

Men hvorfor overhovedet binde an med så lang en tur i kulde og is og tilbringe uger med endeløs søsyge?

»Eventyret!« udbryder Gill begejstret, og Jannik supplerer:

»Ja, det var eventyret. Alene sejlturen derned igennem det stormfyldte Sydhav med bølger i ni meters højde og udfordringen ved at leve så primitivt et så ekstremt sted. Det at være medaktør frem for tilskuer.«

Da de kom tilbage efter den ekspedition, havde de i allerhøjeste grad lært sig selv og hinanden at kende - både deres stærke og svage sider. De vidste, at de kunne leve sammen under meget primitive forhold. Samtidig havde de besluttet, at de fremover ville rejse alene sammen efter slidsomme erfaringer med den øvrige ekspeditionsgruppe, der som helhed fungerede dårligt.

Efter Antarktis begyndte Jannik og Gill at arbejde på at realisere drømmen om Yukon. Yukon ligger i den nordvestlige del af Canada og er 10 gange større end Danmark, men der bor kun 30.000 mennesker - hvis Danmark havde samme lave befolkningstæthed, ville det svare til, at vi herhjemme kun ville være 3000 mennesker. Naturmæssigt er det derfor et meget attraktivt område. Der er endnu meget uberørt natur, hvor der udover 65.000 elge lever bjørne, ulve, jærve, losser, samt mange ørne- og falkearter.

 

MODERNE SYSLER.

Sammenlagt har Gill og Jannik tilbragt over syv år af deres liv i vildmarken. Deres hidtil længste ophold varede tre år, hvor de i vintermånederne boede i en hule i jorden, som de selv byggede af gamle afbarkede træstammer. I sommermånederne lå de i telt ved et stort vådområde, hvor teltet var slået op på en platform tre meter over jorden, så de og deres proviant kunne ligge i fred for bjørnene. Med sig havde de godt friluftsgrej, ca. 300 kg tørmad, som var nok til ca. fem måneder - og fotoudstyr.

Et par gange om året tog de til byen efter forsyninger, hvad der om vinteren betød en seks dages vandretur på snesko til nærmeste landsby. Herfra tog de bussen 300 km til nærmeste større by, hvor de købte ind, sendte film til fremkaldelse og fik nyheder udefra.

 

Tørmaden blev suppleret med jagt og fiskeri, og længden af deres ophold i vildmarken blev bestemt af, hvornår de havde materiale nok til at rejse hjem til Danmark og lave et diasshow over deres oplevelser derude. Det er primært via deres foredrag, at de finansierer deres liv i vildmarken.

»Vi lever jo ikke som de indfødte gjorde i gamle dage derude. Vi bruger ikke al vores tid på jagt efter mad eller på at lave vores eget tøj. Vi tager det meste af vores mad med derud, og i kraft af vores arbejde derude - at tage billeder og lydoptagelser til fremtidige shows - føler vi, at vi er del af det moderne samfund, selvom vi lever afsondret fra den moderne verden gennem lange perioder,« fortæller Gill.

Trods parrets valg af levested i det vildsomme Yukon tilbringer de meget af deres tid med moderne sysler. De fotograferer og laver lydoptagelser med professionelt udstyr, de læser i deres medbragte bøger, og Gill bruger tid på at male akvareller. Til gengæld har de ikke adgang til aviser, ugeblade, radio eller venner andet end et par gange om året. Samtidig er de daglige gøremål med at få lavet mad, bagt brød og vasket tidskrævende.

 

ALLE SANSER ER ÅBNE.

Når Gill og Jannik taler om den omgivende verden, er det mest i relation til den trussel, den udgør mod »deres« Yukon i dens evige jagt efter råstoffer. En stor del af den canadiske økonomi er baseret på tømmer, olie og mineraler.

Den store efterspørgsel efter disse råstoffer bekymrer parret, særligt efter regeringen i Yukon har lagt låg på alle naturfredningsinitiativer og med dens egne ord erklæret territoriet open for business. Netop derfor samarbejder parret med The Canadian Parks and Wilderness Society om naturbevarende aktiviteter i området og håber på i fremtiden at få fredet et areal på størrelse med Danmark.

 

Vildmarken er blevet Gill og Janniks hjem; derude oplever de sig i centrum af den verden, der interesserer dem mest.

»Andre forestiller sig måske alle de ting, vi går glip af ved at sidde derude, men jeg kan tænke på alle de ting, jeg går glip af ved at sidde her,« fortæller Jannik.

Jannik er uddannet skytte, og Gill er geograf. De kommer begge fra familier med traditionelle familiemønstre, men ingen af dem har drømt om et traditionelt arbejde og familieliv med hus, børn og bil. Som yngre havde Gill en drøm om at rejse meget, men efter at hun og Jannik rejste til Yukon i 1987, oplevede hun, at hun ikke havde behov for at se mere af verden, for både hun og Jannik havde fundet det sted, de helst ville være.

»Det er oplevelsen af den uberørte natur med al dens liv, der driver mig derud« forklarer Jannik og fortsætter »det er den frihed, renhed, fred og den inspiration, man får i de storslåede landskaber...«

»Ja, friheden... der er meget få mennesker og enormt meget plads, der er bjerge, sletter, floder og søer - og selve udfordringen i at opholde sig derude gennem længere tid og have gjort stedet til et velkendt hjem. Personligt føler jeg, at man lever med sin sjæl derude, for alle dine sanser er åbne,« fortsætter Gill.

For parret er noget af det karakteristiske for tilværelsen derude netop, at man bliver ekstremt sanselig, modsat vores samfund, hvor strømmen af information er massiv, og man konstant må vælge fra for at kunne orientere sig. Derude er der ikke noget, der kommer af sig selv. Den eneste næring, man får, må man selv få øje på.

At leve i vildmarken er Gill og Janniks drøm.

»For os findes lykken i vildmarken - der er øjeblikke derude, som blot fyldes af den der følelse af tidløshed, som f.eks. den dag en elg lagde sin mule i min hånd efter mange timers fotografering, « fortæller Jannik.

 

VI ER IKKE SUPERMENNESKER.

»Efter at have overværet vores dias-show har der været flere kvinder, der er kommet til mig og sagt, at sådan en vinter med manden i en lille jordhule kunne de ikke klare - uden venner, telefon, fjernsyn - og hvad gør man, når man skal på toilettet i minus 40 grader?« fortæller Gill.

 

I vores egn af verden er venner vigtige - f.eks. til at tale med, hvis man ikke lige kan finde ud af det i sit parforhold, men Gill synes ikke, at det hjælper på skilsmisseprocenten herhjemme.

»Nogle gange tror jeg, at det at være blandt så mange mennesker kan komme i vejen for, at et parforhold kan overleve, fordi der er så mange muligheder for at udvikle sig i hver sin retning. I mit og Janniks tilfælde oplever jeg, at vi er vokset tættere og tættere sammen, netop i kraft af, at vi arbejder og lever sammen på den måde.«

»Men vores liv er også forbundet med omkostninger og fravalg, vi er ikke på nogen måde supermennesker, vi har blot tidligt i vores liv prioriteret, hvad vi fandt var vigtigt,« fortsætter Jannik.

Derfor ejer parret f.eks. ikke en bil, men har een på langtidsleje, når de opholder sig herhjemme. I øjeblikket bor de et afsidesliggende sted på Djursland i et lille lejet hus uden så mange ejendele.

»Vi føler, at frihed og rigdom kan måles i de ting, vi kan klare os uden. Det forenkler tilværelsen. Som menneske må man vælge, og vi er klar over, at hvis vi vælger at leve sådan, som vi gør, er der til gengæld en masse andre ting, vi må afstå fra. Vi har ingen børn. Børn er et kæmpe ansvar, og vi har ønsket os meget frihed,« siger Jannik.

Til trods for, at parret ikke har noget hjem i traditionel forstand, idet de har flyttet så meget fra sted til sted, føler de sig hverken nomadiske eller rastløse, for som Gill udtrykker det:

»Et hjem er ikke kun et fysisk sted eller materielle ting, vi møblerer vores huse med. »Hjem« er også en følelse, som vi bærer med os, hvorend i verden vi er.«

Forbrugersamfundet var noget af det, der virkelig slog Gill og Jannik, da de kom tilbage efter tre år i vildmarken. Hele købekulturen virkede overvældende og egocentreret på dem. Og fjernsynet med dets endeløse strøm af spots og reklamer var en prøvelse.

»Fjernsynet med alle dets mange billeder på vold giver ængstelse, hvilket ikke er særligt produktivt, for når man bliver angst, lukker man af for dele af sig selv og bliver ude af stand til at nå sit egentlige potentiale,« siger Gill.

I vildmarken synes hun derimod, at hun har fundet andre og større kræfter i sig selv.

Angsten er i det hele taget ikke noget, parret dvæler ved - hvis noget sker, må man forholde sig til det. De er ikke bange for bjørne, for at være alene, for store vidder eller for kulden - til gengæld nærer de en stor respekt for naturen og dens beboere og tager nogle forholdsregler, når de er i vildmarken, bl.a. medbringer de tøj, der kan holde elementerne ude, ligesom de for nyligt har skaffet sig en satellittelefon, de kan bruge, hvis de skulle komme ud for en ulykke derude:

»Det er jo fjollet at ligge og dø, hvis man kan ringe efter hjælp,« smiler Jannik.

Faktisk oplever parret mere angst herhjemme end derude. Tempoet herhjemme kan være ganske angstprovokerende efter flere år, hvor man kun har haft muligheden for at gå eller padle fra sted til sted.

»Der gik tre måneder efter vores sidste tur til Yukon, før jeg havde tillid til at køre vores bil til Århus igen. Jeg fik både klaustrofobi og stress, så det var Gill, der måtte køre i den første tid« griner Jannik.


Læs mere på www.yukon.dk



Samvirke samvirke@fdb.dk

Det tror vi på

Religion og spiritualitet er blevet noget, medier, politikere og menige danskere interesserer sig for. Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet har kortlagt det religiøse landskab i Danmark
Af Jørn Borup | 1. marts 2005

Der var engang, hvor Danmark var for danskere, og alle spiste frikadeller. Det var dengang, klassekammeraterne hed Kirsten og Peter, og hedninge var sorte og gule og eksotiske indslag fra fjerne himmelstrøg. Da var kultur og religion ikke til forhandling. Det var der bare, som sociale facts i en harmonisk monokultur.

Sådan kan vi måske godt lide at forestille os fortidens Morten Korchske univers. At det aldrig rigtig har været så simpelt, er en anden snak, men i hvert fald har de sidste år givet nye impulser og rammer for, hvad det vil sige at være dansk. Det gælder i høj grad også inden for religionernes verden. Allerede oplysningstidens tænkere var begejstrede over ideen om en affortryllet verden uden religion, og forskellige ideologier har siden gjort sit til at bære brænde til bålet. Gud har ofte været erklæret død. Men han og hans kolleger er genopstået. Man kan diskutere, om der er mere eller mindre religion i dagens Danmark. I hvert fald kan man sige, at moderne tid også har oplevet en genfortryllelse af den vestlige verden, og at religionsudøvelsen er blevet anderledes. Både fordi, danskernes religiøsitet har ændret karakter, og fordi der er kommet folk hertil med andre religioner. Det religiøse landskab i Danmark er blevet langt mere mangfoldigt.

 

KRISTENDOMMENS UDFORDRINGER.

De fleste danskere er kristne. I hvert fald er 85 procent medlemmer af den danske folkekirke, der klart er landets majoritetsreligion og de facto statsreligion. Kristendommen er vigtig i dansk historie og kultur. I samspil med moderniteten har den givet os en national selvforståelse, og kirken er ligeså selvindlysende som kulturelt symbol for en dansker, som en McDonalds er det for en amerikaner.

 

Trods Folkekirkens særlige rolle i danskernes bevidsthed er udfordringerne til dens status store. Kirken bliver affolket, og kernemenigheden svinder - under to procent går i kirke hver søndag. Der kæmpes en kamp for overhovedet at få folk til at stille op til menighedsrådene. Nogle diskuterer, om kirken skal have en anden struktur og måske helt eller delvis adskilles fra staten, samtidig med at kristendommens dogmer og praksis udfordres af brugernes trang til alternativer.

Skønsmæssigt er der i Danmark ca.:

- 4,5 millioner medlemmer af den danske folkekirke
- 200.000 muslimer, hvoraf sunni-muslimer udgør 67 procent
- 18.000 buddhister, hvoraf de fleste er »etniske buddhister« fra Asien
- 12.000 hinduer, de fleste tamilske flygtninge fra Sri Lanka
- 10.000 er medlemmer og brugere af de nye religiøse eller spirituelle grupper 

Meditation, healing, pilgrimsfærd og lyskæder på kirkegårdenes gravpladser er nogle af de »nye« input fra andre traditioner, som flere folkekirkekristne har taget til sig. Ikke alle tiltag er dog lige populære i kirken. Når en del af dens medlemmer tror på reinkarnation og spirituel selvudvikling og til gengæld betvivler grundlæggende dogmer som Jesu guddommelighed og genopstandelse, er det for nogle ligeså ukristent, som når protestantiske præster enten er »for meget« religiøse ved at uddrive ånder eller »for lidt« religiøse ved slet ikke at tro på Gud.

 

DE FREMMEDE RELIGIONER.

Det er umuligt at give et præcist tal for antallet af troende og praktiserende inden for de andre religioner, men skønsmæssige tal baseret på forespørgsler, undersøgelser og beregninger kan give et billede af omfanget. Den »fremmede« religion, der er blevet mest kendt og debatteret de sidste år er uden sammenligning islam, men også andre religioner er repræsenteret, først og fremmest hinduisme og buddhisme.

 

Langt de fleste personer tilknyttet disse har oprindelse i andre lande, og kun nogle få tusinde er etnisk danske konvertitter eller »brugere« af typisk østlige traditioner med fokus på f.eks. yoga og meditation. De fleste af disse religiøse grupper er bundet op på deres kulturelle ophav. Når man taler om »muslimerne«, skal man huske på, at der er mange forskellige grupper, som typisk ikke har noget med hinanden at gøre, endsige taler samme sprog. De somaliske muslimer mødes ikke med de tyrkiske eller bosniske muslimer, ligesom de vietnamesiske buddhister ikke har noget med de thailandske eller etnisk danske buddhister at gøre. De ca. 120 moskeer, ca. 20 hinduistiske og buddhistiske templer eller de ca. 150 kristne migrantmenigheder er i lige så høj grad kulturelle fælleshuse, der tiltrækker landsmænd til både bøn og networking, diskussion og socialt samvær. Religion og religiøse samlingssteder er for de fleste »udlændinge« både et synligt bånd til deres oprindelseskultur og en ramme, i hvilken de kan forstå sig selv i integrationen til - eller mødet med den danske kultur.

 

SÅDAN BRUGER VI RELIGIONERNE.

Derfor er også de andre religioner opmærksomme på at få videreført religionen til nye generationer. Mens Folkekirken mister medlemmer blandt andet på grund af faldende fødselstal, har tendensen de sidste årtier været den modsatte hos muslimerne, hinduerne og buddhisterne - fordi der er kommet flere hertil, og fordi der de sidste årtier er født flere ind i religionerne. Det betyder dog ikke, at børnene automatisk overtager forældrenes religiøse og kulturelle værdier og praksisformer. Nogle bliver »mere« religiøse, som når muslimske piger begynder at gå med tørklæde og læse i koranen, selv om forældrene måske mest har været »kulturmuslimer«. Andre vender sig væk fra forældrenes og hjemlandets normer for at blive mere »danske«, ofte til fortrydelse for religiøse forældre, der snarere end andre religioner ser ikke-religion som den største fare og udfordring for deres identitet.

 

Pluralismeprojektets undersøgelser viser nemlig, at der er stor variation i den religiøse praksis blandt de forskellige religioners medlemmer. Muslimer fremstilles f.eks. ofte som om, de alle er meget religiøse. Men mange er, hvad man kan kalde »kulturmuslimer «, og kun omkring en tiendedel kommer regelmæssigt i moske. Heller ikke buddhister og hinduer overbebyrder deres templer. Kun to procent af de vietnamesiske buddhister kommer f.eks. regelmæssigt i tempel, mens højtider som nytår og fejring af Buddhas fødselsdag trækker flere hundrede til de største templer.

På samme måde gælder det, at man ikke kan sidestille præsternes, imamernes eller munkenes udlægninger af de hellige tekster med, hvad den almindelige bruger måtte tænke, vide og føle. Hvordan religion bliver forstået og brugt, afhænger af mange forskellige forhold som oprindelsesland, køn, alder, uddannelse og de enkelte individers engagement. Nogle deltager aktivt uden at lægge særlig vægt på troens dogmatiske indhold. Det gælder for mange folkekirkemedlemmer, der gerne kommer i kirke til jul eller ved begravelser, men som helst undværer »præsternes kristne snak«. Mange asiater er vant til at kunne bruge flere religioner på samme tid, og for mange hinduer og buddhister er det vigtigere at komme til templet eller ofre til guderne og forfædrene end at studere de helligskrifter, der for dem ikke har samme absolutte autoritet som Biblen eller Koranen.

 

VI VIL SELV VÆLGE RELIGION.

»Man kan godt være en god kristen uden at komme i kirke.« Sådan lyder et gammelt ordsprog, hvis relevans kan overføres til andre religioner. Der er nemlig også mange, der har en religiøs overbevisning, men som ikke deltager i religiøs praksis. Et væsentligt træk ved moderne religiøsitet er, at individet selv vil bestemme og vælge, hvad det tror på, og hvordan det praktiserer. De religiøse institutioner har specielt i det moderne Vesten ikke længere samme autoritet. Mange fravælger religion eller sammensætter selv elementer fra forskellige religioner eller spirituelle traditioner. Det er i dag mere naturligt at »surfe« rundt på markedet som privat bruger uden at binde sig til fastlagte dogmer eller forpligtende medlemskaber af religiøse institutioner.

 

Mange moderne mennesker ser derimod friheden i forhold til de religiøse institutioner som noget positivt. Nogle taler hellere om spiritualitet end om religion, da man herved distancerer sig fra traditionelle systemer og håndfaste dogmer. Inden for det spirituelle univers, der kan sammenfattes under betegnelsen new age, er »spiritualitet« derfor et begreb, som mange tager til sig som et mantra i overgangen fra at være en passiv modtager til at være en aktiv erfarende udøver.

Tæt beslægtet med new age, og til dels overlappende hermed, er dele af den alternative behandling. Undersøgelser har vist, at de fleste alternative behandlere har en vis relation til religion, hvad enten denne er bestemt af gudstro eller tro på »spirituelle kræfter« som Kristus-impuls eller Buddhanatur. For mange er tro på astrologi, helbredelse ved healing og velvære ved krystalmeditation ikke ensbetydende med tilknytning til et bestemt verdensbillede eller medlemskab af en religiøs gruppe. Mange ser det som ren åndsvidenskabelig teknik til velvære for krop og sind.

Det gør flere medlemmer af nogle af de nye religiøse grupper, hvis eneste fællesnævner er, at de trods inspiration fra de »gamle religioner« er nye. Det Teosofiske Selskab, der har rødder tilbage til sidste halvdel af det 19. årh., har været den måske mest indflydelsesrige inspirationskilde overhovedet for de nye religioner. Sammen med andre gamle kendinge som Martinus' kosmologi og nyere grupper med reference til de nordiske guder har bidraget til at gøre religion i Danmark endnu mere mangfoldig.

 

ER DANMARK BLEVET MERE RELIGIØS?

Spiller religion en større rolle i dag? Måler man efter medlemskab og religiøs praksis ser det ikke nødvendigvis sådan ud, men religion er bestemt heller ikke på vej ud. Der er kommet mange flere religioner og religiøse grupper, og religiøsiteten har ændret karakter. Individet er blevet centrum. og der er kommet alternativer til institutionaliseret tro og praksis. Men mange har også søgt tilbage til de »traditionelle religioner«, både kristendom, islam, hinduisme og buddhisme. Billedet ændrer sig konstant, grupper uden for Folkekirken kommer og går. Pluralismeprojektet har tegnet konturerne af samtidens religioner og spiritualiteten i Danmark.


 

Jørn Borup er religionshistoriker og forfatter til bogen Dansk dharma - buddhisme og buddhister i Danmark, der udkommer 11. marts på Forlaget Univers.

I løbet af 2005 følger bøger om: Kristendommen under forvandling (Viggo Mortensen) de nye religioner (René Dybdal Pedersen), islam (Lene Kühle), alternativ behandling (Lars Ahlin) og hinduisme (Marianne Qvortrup Fibiger).

Det religiøse landskab

Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet har sat sig for at kortlægge det religiøse og spirituelle landskab i Danmark.

Sidste år blev et pilotprojekt om religion i en større dansk provinsby udgivet med titlen Religiøs mangfoldighed - en kortlægning af religion og spiritualitet i Århus (Systime 2004). Siden har forskningsprojektet bredt sig til at omfatte hele landet. En bog om buddhisme i Danmark er netop udkommet, og yderligere fire religionsvidenskabelige bøger om islam, nye religioner, hinduisme og alternativ behandling samt en teologisk refleksion over kristendommens møde med pluralismen bliver udgivet i løbet af 2005.

For at få et fyldigt indblik i religionernes danske verden har forskere og studerende over længere tid læst rapporter og bøger, set på hjemmesider, besøgt kirker, templer og moskeer, interviewet og talt med præster, imamer, munke og healere og overværet eller deltaget i gudstjenester, fredagsbøn, meditation og krop-sindåndmesser.

Bøgerne vil foreligge som forskningsformidling, men også som opslagsværker og håndbøger til religionerne i Danmark. 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Av for en forside

1. marts 2005

Samvirke er jo normalt ikke et særligt bloddryppende medie. Det lader vi formiddagsaviserne om. Derfor fik vi også et par forskrækkede læsere i røret, da vi i august sidste år præsenterede en blødende pegefinger på forsiden. Der var tale om en meget let blødning, og den tilhørende artikel inde i bladet var faktisk ret så opløftende. Den handlede om, at videnskaben nu endelig ser sig i stand til at »fotografere « og måle smerter, og det har betydet en mindre revolution i behandlingen af led- og muskelsygdomme. Forsidefotoet af pegefingeren, der stak sig på en nål, virkede bare langt fra opløftende på vores læsere!

Derfor havde vi nok en fornemmelse af, at netop den forside ville komme dårligt ud, da vi for nylig lod bladets læsere stemme om, hvilken af forsiderne i 2004, der var den flotteste

Knap 400 personer deltog i afstemningen, og pegefingeren kom ganske rigtigt aldrig med i opløbet. Sejren - og den var til gengæld ret overbevisende - gik til aprilforsiden med et knivskarpt nærbillede af en skoleelev, der drikker vand fra en vandautomat. Omkring hver fjerde pegede på det motiv som det flotteste.

Overskriften på den historie lød: »Vand er cool«, og artiklen inde i bladet handlede om, at en del skoler bruger vandautomater som våben i den svære kamp mod sodavand.

Fotograf Nils Lund skød favorit-forsiden, og billedet blev til på Agerbæk skole i Sydvestjylland, hvor vandautomaterne med det kølige vand er populært blandt skolens elever.

Sammenfattende må man sige om Samvirkes læsere, at de synes, blod er styggere end vand, og at de derfor langt foretrækker vandet. Fra redaktionen kan vi godt love, at de blodige indslag vil være sjældne, men blodfattige skal I ikke satse på, at vi bliver...

God læselyst

Samvirke samvirke@fdb.dk

Rødhætte

Dette folkeeventyr har Stine Rosenberg illustreret
1. marts 2005

Der var en gang en lille pige, som boede med sin mor og far i kanten af en stor skov. Hun var en sød og yndig pige, som alle kunne lide, og hun var sin bedstemors øjesten. Bedstemoren havde syet en fin, rød hætte, som pigen altid havde på, og derfor kaldte folk hende Rødhætte.

En dag sagde hendes mor:

»Bedstemor er ikke rigtig rask. Gå du hen til hende og se, hvordan hun har det, og tag denne nybagte kage med.«

Rødhætte tog kurven med kagen og skyndte sig af sted til bedstemoren, som boede i en lille hytte inde midt i skoven. Undervejs mødte hun Ulven, men Rødhætte vidste intet om, hvor grum ulven kunne være og var derfor slet ikke bange.

»God dag, hr. Ulv,« sagde Rødhætte pænt.

»God dag, Rødhætte. Hvor skal du hen i sådan en fart?« spurgte Ulven.

»Hen til min syge bedstemor i hytten i skoven,« svarede Rødhætte.

»Skal du ikke plukke nogen blomster med? Det vil glæde hende,« sagde Ulven og tænkte ved sig selv, at så var der tid til at nå ud til bedstemoren i forvejen.

Rødhætte syntes godt om Ulvens forslag og plukkede en stor buket til bedstemoren.

Imens var Ulven nået hen til bedstemorens hytte og bankede på døren.

»Hvem der?« spurgte bedstemoren, og Ulven gjorde sig tynd og fin i mælet og svarede:

»Det er Rødhætte, der kommer med kage til dig.«

»Tryk blot på dørklinken,« sagde bedstemoren, som var for syg til at stå ud af sengen.

Ulven fór ind og uden et ord åd den bedstemoren rub og stub i én mundfuld. Derefter tog den bedstemorens nathue på hovedet og puttede sig godt ned under dynen.

Da Rødhætte kom og bankede på, gjorde Ulven sin stemme fin og tynd igen, og Rødhætte anede ikke uråd og gik ind i stuen. Hun gik hen til sengen, trak forhænget til side. Selv om bedstemoren var syg, så hun meget besynderlig ud.

»Åh bedstemor, så store ører du har!« sagde Rødhætte.

»Det er for jeg bedre kan høre dig!« lød svaret.

»Åh bedstemor, så store øjne du har!« 

»Det er for jeg bedre kan se dig!«

»Åh bedstemor, så store hænder du har.«

»Det er for jeg bedre kan holde om dig.«

»Åh bedstemor, så stor en mund du har.«

»Det er for jeg bedre kan æde dig!« sagde Ulven og slugte Rødhætte i én mundfuld.

Oven på måltidet lagde ulven sig at sove og snorkede så det gungrede i væggene. Ulven snorkede så højt, at en jæger, der kom forbi, undrede sig over, at den gamle bedstemor kunne lyde således, så han gik ind.

Inde i hytten så han Ulven, som snorkede løs. Jægeren lagde geværet an til at skyde, men opdagede Ulvens store vom og kom i tanker om den gamle bedstemor. I stedet for tog han sin kniv og sprættede Ulvens mave op. Ud væltede Bedstemor og Rødhætte ganske hele og uden en skramme.

»Uf, hvor var der uhyggelig mørkt derinde,« sagde Rødhætte.

Jægeren bad hende straks om at hente nogle sten, som de fyldte Ulvens mave med. Da Ulven vågnede og ville løbe sin vej, var stenene så tunge, at den døde på stedet.