Samvirke samvirke@fdb.dk

Mændene har fået ligestilling

Traditionelt har kvinderne haft magten i Edé-stammen i Vietnam, men det kniber efterhånden med at holde på privilegierne
Af Hanne Fokdal Barnekow | 1. april 2005

Allerede på bilturen den første dag falder vi i snak med vores guide om nogle af de vigtigste ting i livet. Y Pun viser os stolt et fotografi af sin 20 måneder gamle datter, H Wan, og siger samtidig med et glimt i øjet, at vi i øvrigt lige skal vide, at det ikke er ham, der har giftet sig med konen. Det er hende, der har giftet sig med ham. Vi griner indforstået, selv om vi faktisk ikke helt forstår af hvad. Vi ved bare, at kvinderne hos nogle af de etniske minoriteter her i Vietnam har særlig magt og særlige privilegier. De har det, der kaldes en matrilineær tradition. Det betyder, at børnene får moderens familienavn, og at arv går igennem kvinderne, især de yngste døtre.

Det går op for os, at vores guide, der i det ydre med sin ternede skjorte og kasket ligner så mange andre unge mænd i Asien, lever sit liv ud fra en helt anden tradition end de fleste familier i Vietnam - og end os. Datteren er hans første barn, en virkelig stolthed, og det er ganske usædvanligt i Asien. Der kan pigebørn traditionelt kun lige akkurat være en glæde, mens det er drengebørnene, der er stoltheden og målet med livet. Bilen skrumpler af sted. Chaufføren zig-zagger for at undgå vejens værste huller og de andre trafikanter, mest masser af motorcykler, højtbelæssede cykler og vejkantens høns. Det røde støv hvirvles op, vi kører inde i en lille sky.

Y Pun hører til Edé-stammen. Man regner med, at der er ca. 200.000 i stammen i dag. Og det er bare én ud af de omkring 90 etniske minoriteter i Vietnam, der i høj grad hører til her i det centrale højland omkring byen Buon Ma Thout.

 

BEDSTEMOR HAR ABDICERET.

Vi tager med Y Pun hjem. Edé-landsbyen ligger på kanten af den store by som en lille enklave, et lille villakvarter med omkring 30 huse. Træhusene er lange og står på pæle mellem blomstrende træer og buske. Under husene løber hønsene rundt. Y Puns eget hus er et af de nyere huse. Han, og hans kone har selv bygget det, da de blev gift.

 

Når man er kommet op ad trappen og står på de silkebløde stenhårde gulvbrædder ved indgangen på en overdækket veranda, kan man kigge hele vejen ned gennem huset til den anden ende. Kun halve skillevægge og ingen møbler. Der er et tv, hvor et par drenge ligger på gulvet og kigger på en pop-koncert. Måske Vietnams svar på Britney Spears. På væggen hænger plakater med Madonna. Vi har stillet sandalerne og går ned gennem huset -drengene ved tv'et er ikke sådan at forstyrre.

På husets eneste møbel, en skænk, står et fotografi af en mand i 60 års alderen. Y Pun fortæller, at hans svigerfar døde for en måneds tid siden. Han var 80, da han døde, men fotografiet er bare det bedste, de har af ham. Som yngste datter har Y Puns kone ansvaret for at tage sig af sine forældre og har samtidig retten til at arve efter dem. Så siden de blev gift, har svigerforældrene boet sammen med dem. Vi går forbi husets eneste lille aflukke med en stor madras bag et forhæng. Det er det unge pars soveværelse.

Længere henne i huset, tæt på køkkenet, sidder svigermor på gulvet, helt lille og stille i sit sorte tøj med benene strakt ud for sig. Svigermor er i grunden husets overhoved, men hun er gammel og svag nu og har formelt overdraget magten til sin datter. Det er tydeligt, at hun er i sorg.

»Hun orker ikke mere og er derfor heller aldrig alene hjemme. Vi vil ikke risikere, at der skal ske hende noget,« fortæller Y Pun.

For enden af huset ligger køkkenet. Der er gløder på ildstedet, der brænder hele dagen. Det damper fra gryden, og under låg i plastikskåle ligger de hakkede grøntsager.

 

BRYSTER SOM SYMBOL.

Vi inviterer os selv til at komme igen næste morgen, hvor Y Pun har aftenvagt. Her i byen kaldes han Ama H Wan - H Wans far. Hans kone kaldes Ami H Wan, som altså betyder, at hun er mor til H Wan. På samme måde skifter også bedsteforældrene navn efter det første barnebarn. På vej hen til Y Puns forældre kommer vi forbi landsby-øverstens hus. Et hus, der er lidt længere og flottere end de andre. På landgangen, den flade trappe op til huset, sidder to runde bryster, som symbol på, at vi er i en landsby med matrilineær tradition. Landsby-øversten er nu alligevel en mand, og det er ham, der rådgiver og har det sidste ord i tvivls- eller stridsspørgsmål.

 

Førhen var landsbyen verdens omdrejningspunkt. Mændene gik på jagt og passede kaffeplanterne, mens kvinderne passede børnene og livet i hjemmet, vævede tæpper og forberedte de store beslutninger. Sådan er det ikke mere, men brysterne på trappen er et tegn på, at de prøver at værne om traditionerne, samtidig med at de lever et moderne liv. Y Pun går ikke på jagt. Han er en moderne ung mand, receptionist og guide på et hotel med air-condition, svømmepøl og tennisbaner, hvor han bevæger sig lige så hjemmevant som her i landsbyen. Han følger med i politik, er optaget af forholdene i verden og er en engageret engelsktalende samtalepartner med alverdens gæster på hotellet. Det tager ham omkring 10 minutter at køre hjem fra arbejde på motorcykel. Og for ikke helt at slippe de gamle arbejdstraditioner, passer han efter arbejdstid familiens kaffeplanter.

Mændene har i den udstrækning, der er arbejde at få, skiftet jagtmarkerne ud med fast arbejde. I landsbyrådet repræsenterer mændene familien, og det er her, man afgør, hvordan landsbyen skal forholde sig til de somme tider svære sammenstød mellem traditionen og det moderne liv. Motorcyklerne, der helst skal i ly for natten, har været en af de praktiske udfordringer. Det er ikke så nemt at få bugseret sådan en tohjulet sag op i et langhus, så derfor har de nu vedtaget, at man kan bygge småhuse, oven i købet i mursten, hvis bare det sker i baghaven, så det ikke kan ses fra vejen.

Et par huse længere henne bor Y Puns forældre. Vi kravler forbi hønsene, og op af trappen og kommer ind i et arbejdsrum, hvor faderen sidder bag computerskærmen henne i hjørnet. Faderen kan fire-fem sprog. Han er opvokset på et fransk nonnekloster under den amerikanske krig, som den hedder her. Han er i gang med et meget stort projekt, nemlig at oversætte Bibelen til Edé-sproget.

Han byder mig en cigaret og en kop te og siger, at det er et forsøg på at give sproget et langt liv. Hvis sproget forsvinder, så er der ikke mere tilbage. Han rækker mig to tykke fotokopierede bøger på fransk og siger, at jeg kan gå hjem og læse dem, og så kan jeg komme tilbage og stille spørgsmål. Edé: et matrilineært samfund hedder den bog, som jeg fik lavet en fotokopi af og som nu ligger her på mit bord. Den handler om tiden før, dengang i 1950erne, da traditionen syntes upåvirkelig og uforanderlig. Den store udfordring er ikke at glemme traditionerne i en travl verden. Det er ikke bare presset fra det vietnamesiske samfund og børnenes skoler, der kan gøre det svært. Også tv skubber til udviklingen. Virkeligheden forandrer sig, baggrunden glemmes, og samfundets krav og tilbud om lige rettigheder og pligter presser sig på.

Y Pun forklarer, at de gør, hvad de kan for at bevare det bedste af traditionen og give det videre til de unge, så de ved, hvad de kommer fra. Men det ville jo være dumt, hvis hans kone, der går derhjemme, skulle bestemme ting, som hun ikke kan vide noget om, siger han. Sådan har kvinderne mistet en del magt i forhold til mændene. Nu er det ham, der er manden i huset og bestemmer det meste - men naturligvis aldrig uden rådslagning med konen.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Vand forebygger børnefedme

1. april 2005

På fire engelske folkeskoler har 644 børn i 7-11-års alderen deltaget i et forsøg, hvor de fire gange i løbet af skoleåret blev undervist i at begrænse deres forbrug af sodavand, bl.a. ved hjælp af rap- og musikkonkurrencer og en quiz. Derudover blev elevernes klasselærer bedt om at gentage budskabet om at drikke vand i stedet for sodavand i løbet af året.

British Medical Journal beskriver forsøget, hvor børnene blev målt og vejet med seks måneders mellemrum, og de registrerede hvad, og hvor meget de drak i en tre-dages periode i starten og i slutningen af den 12 måneder lange periode.

Det viste sig, at de børn, der var blevet undervist i at begrænse sodavandsindtagelsen, drak 0,2 liter mindre sodavand om dagen end de børn, der ikke var blevet undervist. Samtidig var andelen af overvægtige og fede børn blandt de ikke-underviste børn steget med 7,5 procent, mens der var sket en reduktion i gruppen af underviste børn pa 0,2 procent.

Selvom forskellen pa sodavandsindtaget kun var 0,2 liter på en dag, kan dette ekstra-indtag på et år teoretisk set svare til en ophobning af 3,3 kg ekstra fedt. Dette forudsætter dog, at børnene slet ikke begrænser deres øvrige energiindtag som følge af de ekstra sodavands-kalorier, og at forbrændingen er uændret.


Link:
www.kortlink.dk/bmjjournals/ns8


 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Mindet fra ungdommen

Af Henrik Lund-Larsen | 1. april 2005

Jan Starcke står foran de smukke restaurerede huse på Christianshavn, der engang i faldefærdig stand husede hans arbejdsplads B&W. Bag vinduerne var der omklædning for smede og maskinarbejdere. Det var i udkanten af arbejdspladsen, hvor man kunne se ud i friheden og skråt hen til værtshuset Huggeblokken.

Da han kom i lære i 1959 på Nordisk Kabel, fik han en knallert af sin far. Jans far havde fået et godt tilbud om at købe to NSU Quickly, der var nedsat, fordi de var malet i en usælgelig damekulør. Gennem sit lange arbejdsliv tænkte Jan kun på sin knallert som et effektivt transportmiddel i sin læretid. Mindet om lige netop den knallert blev vakt, da han blev fyret fra B &W i 1992 og skulle efteruddanne sig.

På denne skole kom han til at skille knallerter ad og kom af denne kanal i forbindelse med Dansk Veteranknallert Klub. Her fik han en mentor, Jørgen, der er klubbens førende NSUekspert. Hver knallertmodel har deres eksperter.

Artiklens fotograf er f.eks klubbens førende Velo Solex-ekspert. Han kan skille og samle motoren ad med bagbundne hænder i søvne. Jørgen skaffede Jan sin originale knallert tilbage, og kærligheden var vakt. Selvfølgelig drømmer Jan om at have andre knallerter, for de er ikke dyre at anskaffe eller at vedligeholde. Han kunne godt tænke sig en Puch fra dengang, for den var for dyr i hans ungdoms dage.

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Socialismens overlegne velfærd

Annoncer i Sovjets partiavis Pravda anno 1937 var udstillingsvindue for varer, som ingen arbejder kunne købe
Af Peter Mouritsen | 1. april 2005

Køb! Forbrugshungrende borgere lokkes med uhørt luksus. De bedste parfumer, cornflakes, udsøgte oste, lækre færdigretter. Tjek byens førende helsecafeer, eller måske frister en romantisk middag med champagne og havudsigt, men du kan også ose rundt og se på den seneste mode fra verdens metropoler. Wien, Leningrad, New York, London, Paris. Mulighederne var mange i mulighedernes land - Sovjetunionen anno 1937.

Partiavisen Pravda bragte sidst i 1930erne en række reklamer for nye varer, restauranter og feriemål. Der var ikke tale om varemangel, lejrophold eller triste grødretter. Antikapitalistiske Pravda reklamerede for den moderne verdens varer, feterede og efterspurgte kloden rundt. Sovjets bevidstgjorte arbejderklasse skulle købe modetøj og dekadent parfume. Sovjetunionens kommunistparti inviterede med kokette kvinder og romantisk havudsigt til forbrugsfest.

Løfterne om socialismes overlegne velfærd blev endelig indfriet - på papiret.

Avisen Pravda var i Sovjetunionens dage et magtorgan. Navnet Pravda, der betyder sandhed, skulle forstås på den måde, at det, der stod i Pravda, var at regne for sandt. I 1930erne var Pravdas sider fyldt med Sovjetunionens store bedrifter, og de store fremskridt kommunistpartiet gennemførte. Man kunne læse om kapitalismens ondskab og udbytningen af proletarerne. Sovjetborgeren kunne forvisse sig om Partiets beslutninger, læse Stalins taler og nyde en grundig dækning af de kommunistiske mærkedages arrangementer.

Men man kunne altså også finde reklamer for cornflakes, parfume og forsikringsselskaber.

 

FÆRDIGRETTER OG LUKSUS.

Avisen afspejler tydelige betænkeligheder ved at bringe reklamer i dette, næsten hellige, dagblad. Man var selvfølgelig vant til propaganda. Men det at reklamere for varer, som kunder skulle købe for penge, var tydeligvis uvant og blev behandlet med en stor berøringsangst.

 

Reklamerne blev kun trykt nederst på bagsiden og udbredte sig maksimalt over en femtedel af siden. Partiets principielle afstandtagen til disse kræmmertendenser blev tydeligt understreget af, at der aldrig var reklamer i avisen før og under kommunistiske mærkedage som 1. maj eller revolutionsdagen 7. november. Også når Stalin holdt tale eller indviede en ny kanal, var avisen renset for reklamer.

De ledende kommunister fandt det svært at bruge kommunistpartiets hæderkronede og magtfulde avis til at sælge gemene varer. Det bar jo en stank af marked og kapitalisme med sig.

Selve varerne, der blev reklameret for, var af højst forskellig art. Mest var af typen luksus og teknologisk mad. Suppeterninger og pandekagemel, der kun skulle tilsættes vand, var i høj kurs. Det var mad, som tydede på et vist teknisk niveau i Sovjetunionen. Der var også forsøg på at brande nogle sovjetiske varer som for eksempel den stilfulde reklame for Georgisk Te, mens det, at cornflakes sælges under det amerikanske navn, tyder på, at man ville vise, at man var med og opfyldte kravet om moderne mad.

Men der var også reklamer for mere almindelige ting som tennisketsjere og påhængsmotorer. Og naturligvis Stalin på grammofonplade.

Reklamerne rummer også store overraskelser. For eksempel foreslår cornflakes-reklamen, at den bruges i stedet for brødcroutoner i suppe. Det er også interessant, at man reklamerede for banker og forsikringer; mere kapitalistisk bliver det da ikke. I modsat retning trækker reklamen for en fabrik, som laver tårnure. Det er jo næppe en meget efterspurgt vare, med mindre man går på gaden og mangler sit ur. Så er det rart at kunne se op på nærmeste tårnur.

 

PROPAGANDA OG BORTFORKLARINGER.

Reklamerne havde dog intet med marked eller kapitalisme at gøre. Pravda bragte dem ikke for at finansiere bladet. Og faktisk var det heller ikke for at sælge flere varer. Man bragte reklamerne som et led i den politiske propaganda. Den sovjetiske propaganda havde i mange år fortalt eventyr om, at Sovjetunionen opbyggede en socialisme, som var kapitalismen overlegen. Socialismen, lovede man, ville give alle en behagelig hverdag med den moderne verdens bekvemmeligheder og forbrug. Men det haltede voldsomt med at gennemføre løfterne.

 

Sovjetunionen var i 1937 slet ikke i stand til at forsyne sin befolkning med god ost, pølser af prima kvalitet, færdigretter og cornfl akes. Med store anstrengelser havde man i 1930erne forsøgt at industrialisere landet. Enorme ressourcer var sat ind på øge produktionen, og det var til dels lykkedes. Man kunne producere jern og stål som aldrig før. Fødevareproduktionen haltede til gengæld; i det hele taget haltede det med at producere varer til det civile forbrug. I den henseende så befolkningen ikke meget til socialismens frugter.

Det stemte dårligt overens med den massive propaganda om, at Sovjetunionen var et paradis for arbejderne. Den åbenlyse mangel på fremskridt i levestandarten blev bortforklaret med terrorisme og brodne kar blandt kommunisterne. Men propaganda og bortforklaringer kan ikke narre folk ret længe. Varen skal leveres, derfor kan man se Pravda-reklamerne som et forsøg på at købe tid.

 

FORBEHOLDT ELITEN.

Reklamernes funktion var at bekræfte propagandaen ved at give det indtryk, at der i Sovjetunionen var en masse varer og muligheder. Måske var de ikke lige kommet ud til den ene eller anden provins. Men man kunne se i avisen, at man kunne få varer. Det skulle give det indtryk at, forbrugssamfundet var lige om hjørnet.

 

Virkeligheden var, at kun en meget snæver elite havde adgang til de goder, der blev reklameret for. Stalins trofaste støtter i partiet og statsadministrationen fik adgang til mange ting, som almindelige mennesker aldrig så.

Om reklamerne havde den ønskede effekt, er svært at sige. De udgjorde kun en lille, men kuriøs del af statens propaganda. Men de viser noget om, hvad man stræbte efter, og hvad sovjetlederne mente, befolkningen savnede i 1930erne. Blandt andet bouillonterninger med cornflakes.


Peter Mouritsen er historiker og forfatter til bogen Aleksander Nevskij - historien som våben.
Forlaget Søftendal 2004.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Sofa i kulturkløften

Ordsproget »vis mig din reol, og jeg skal fortælle, hvem du er« holder stik i forholdet mellem danskere og pakistanske indvandrere. Kun få pakistanere med respekt for egen tradition vil købe møbler i IKEA. Og bøger i stuen kan ikke komme på tale
1. april 2005

»Det her er helt go'nat.«

Imtiaz Bagum Mohammed ser nærmest chokeret ud ved synet af en koboltblå sofa, multistribede pyntepuder, græsgrønne gyngestole, pink gardiner og en reol fyldt med plasticbeholdere. Hun står midt i IKEAs afdeling med dagligstuemøbler i varehuset i Gentofte.

»Den blå sofa og reolen er helt gal. Især de der plasticbøtter. Det er funktionelt, men det hører slet ikke hjemme i en pakistansk stue. Det er helt sikkert. Hos pakistanere foregår opbevaring i børneværelset under sengen. Men aldrig i stuen. En pakistansk stue skal være pæn, ren og dekorativ, så folk kan lide at sidde i den,« siger 28-årige Imtiaz Bagum Mohammed, der tilhører anden generation i en pakistansk indvandrerfamilie.

Hun blev for nylig færdig som cand.ling.merc. på Handelshøjskolen i København. I sit speciale har hun undersøgt virkningen af IKEAs marketingmateriale på to pakistanske generationer i Danmark. Hun har præsenteret udvalgte fotos af stuer og soveværelser fra Ikeas katalog for 50 kvinder af henholdsvis første- og andengenerations indvandere og interviewet dem om deres boligstil og smag.

 

EN SOFA SKAL VÆRE AF LÆDER.

Imtiaz sætter sig i en hvid stofsofa i jumbostørrelse med store løse puder. Sofaen er omgivet af hvidmalede reoler i countrystil og et matchende sofabord. Stuen er piftet op med en bolsterstribet lænestol i blå, grå og hvid samt en blå puf og røde puder.

 

»Sofaen er for gammeldags,« siger hun om modellen, der er temmelig moderne efter danske forhold.

Den er ikke stilig nok og ser for billig ud. Møblerne skal være af læder. Det stribede stof på lænestolen ligner sengetøj, og førstegenerationspakistanerne vil sige, at rispapirlamperne ligner balloner. Kurve under sofabordet duer heller ikke.

»Kurve er til vasketøj og hører ikke hjemme i en stue,« siger hun og rynker på næsen af et vindue med persienner og pink stofgardiner.
 
»Den er helt gal ved vinduet. Førstegenerationspakistanere vil synes, at gardinerne er grimme. Vinduet ser for tomt ud. Det skal være »røvballegardiner«,« fastslår hun.

I hendes undersøgelse siger en kvinde, at folk ville tro, hun var flyttet, hvis hun satte persienner op.

Men ifølge de pakistanske kvinder er IKEAs værste påfund at blande et væld af farver i en stue.

»Det vil man aldrig finde i en pakistansk stue. Pakistanere foretrækker sort, brun, bordeaux, karamelfarvet og hvid i deres stue - og møblementet skal matche tæpper og gardiner i farven,« siger Imtiaz.

»Sofabordet skal helst være af glas og må ikke være for lavt, for mange pakistanere bruger sofabordet til at spise aftensmad ved,« forklarer Imtiaz og kaster et kritisk blik på de mange lamper i forskellig stil.

»Pakistanere vil bare have en enkelt krystallysekrone som dekoration og så nogle lysstofrør. Det kan de godt lide, fordi det giver mere lys, og det er de vant til fra Pakistan, hvor der er lyst næsten hele året rundt,« forklarer Imtiaz.

Interviewpersonerne i Imtiaz Bagum Mohammeds undersøgelse synes generelt, at IKEAs design er grimt. De finder det ikke klassisk og pænt nok. I deres øjne signalerer møblerne ikke stil, økonomisk overskud eller prestige, hvilke er vigtige værdier for pakistanere.

En 54-årig kvinde i undersøgelsen siger f.eks. om en opstilling med røde sofaer, multistribet gulvtæppe, sofabord med stålstel og hvid bordplade:

»Man kan ikke have røde sovesofaer i dagligstuen. Det er alt for rodet og alt for voldsomt i farverne. Hvis jeg indrettede min stue på denne måde, ville folk tro, at jeg var gået fra forstanden,« og 56-årige Shabana lægger også vægt på den sociale anseelse:

»Hvis man ikke har en lædersofa eller dyr reol, tror andre pakistanere straks, at det er fordi, man ikke har rådJeg ved, at alle pakistanere har en dyr reol, og derfor er det vigtigt for mig, at jeg også har en.«

 

LIGNER GENBRUG.

Flere af kvinderne i første generation giver udtryk for, at IKEAs møbler i naturmaterialer ser brugte ud og ligner afsyrede møbler. IKEAs designere har skabt møbler, der er inspireret af gamle skandinaviske fyrretræsmøbler. De fleste danskere vil sige, at de udstråler hygge, men de pakistanske kvinder bryder sig slet ikke om det gammeldags »look«.

 

»Hvad er det for nogle grimme genbrugsmøbler, du har vist mig? Det ligner jo møbler fra oldtiden. Jeg er jo ikke 90 år, hvorfor skal jeg indrette min stue så gammeldags? Det ser helt skræmmende og klaustrofobisk ud i det her rum. Der er ingen farver, og der er helt mørkt. Sofaerne og bordet er lige så grimme som reolerne,« siger 47-årige Ruskhsana, og hun støttes af flere, som synes, møblerne ser gamle ud.

Pakistanernes forkærlighed for nye møbler hænger sammen med deres forhold til rengøring. Hovedparten af de pakistanske kvinder er hjemmegående og går meget op i at have et pænt, rent og præsentabelt hjem, og de har ofte mange gæster.

»De kender ikke hyggebegrebet fra den danske kultur. I Danmark forbinder man hygge med stearinlys, dæmpet belysning og bløde sofaer, hvor man kan sidde og hygge sig med te, kage og en god bog. I den pakistanske kultur hygger man sig, når man er mange sammen og sidder og griner, pjatter og spiser god mad sammen. Man er samlet hele familien, og den betyder alt,« forklarer Imtiaz Bagum Mohammed.

Samværsformen afspejler sig i boligindretningen ved, at familien har mange siddepladser i stuen. De har som regel to-tre adskilte sofaer, fordi de ofte har selskaber, og fremmede mænd og kvinder må ikke sidde i samme sofa. Enkelte familier har også sofaer i soveværelset, så kvinderne kan rykke derind og overlade stuen til mændene.

 

BOGREOLER ER YT.

I undersøgelsen lægger flere af kvinderne afstand til den danske måde at anvende reoler på. De bryder sig ikke om metervis af bøger i forskellig højde og farve. En veluddannet kvinde i undersøgelsen er tilmed bange for, at det ville blive opfattet som pral, hvis hun havde bøger i stuen. De står i stedet i børneværelset.

56-årige Saba siger:

 

»Hvorfor skal jeg stille bøger i reolen, når jeg alligevel ikke kan læse? Jeg bruger min reol til små dekorationsgenstande, der passer til min stil. Sådan har jeg lært det fra Pakistan, hvor vi havde små hylder indbygget i væggen, som vi lagde en dug på og stillede porcelæn og blomster på.«

Næste generation er mere åben over for den danske boligstil med trægulve, møbler i naturmaterialer og sofaer med stofbetræk.

»Andengenerationspakistanerne vil godt kunne falde for en hvid stofsofa og lænestole og små klemspots på reolen. De kan bedre lide dæmpet lys, de er meget glade for stearinlys. Hvis førstegenerationspakistanere så denne stue, ville de gå lige forbi. Den ville slet ikke appellere til dem,« fastslår Imtiaz.

Boligstilen hos den yngre generation er præget af, om de er kommet med forældrene til Danmark som mindreårige i begyndelsen af 1970erne, eller om de er født her i landet. De ældste børn indretter sig ligesom forældrene, mens de, der er født i Danmark, er trætte af forældrenes stil. De synes, den er for pyntet, overlæsset og tung, og de vælger at indrette sig langt mere dansk.

»Min søster, der kom hertil som syvårig, har indrettet sig traditionelt pakistansk, mens jeg, der er født her, vil indrette mig stilrent og dansk. Jeg vil dog bevare traditionen med religiøse symboler på væggen, som beskytter hjemmet mod onde blikke. Jeg vil også beholde den pakistanske skik med at læse op af Koranen for at rense et nyt hjem for alt ondt. Jeg praktiserer ikke min religion ved at gå med tørklæde, men jeg vil gerne holde fast i min kultur,« forklarer Imtiaz Bagum Mohammed, der stadig bor hjemme hos sin mor.

Der bor omkring 20.000 pakistanske indvandrere og efterkommere i Danmark, men gruppen med kritiske holdninger til IKEA-møbler er formentlig større, for tyrkerne og marokkanerne ligner pakistanerne med hensyn til boligindretning.


De pakistanske kvinder i undersøgelsen har ønsket at være anonyme, derfor er navnene ændret.

Anne Mette Ahlgreen er journalist



Samvirke samvirke@fdb.dk

Mere radio på nettet

1. april 2005

Samvirke skrev i december om radio på internettet, såkaldt streaming. Men det går som bekendt hurtigt pa internettet. Den seneste trend indenfor radio via www hedder podcast.

Hvis man vil lytte til en podcast, så henter man en lydfil i formatet MP3 ned til sin MP3-afspiller, f.eks. en iPod, og lytter til radioprogrammet, når man har tid og lyst.

Podcasts bliver (stort set) ikke lavet af de store radiostationer, men af privatpersoner, der beskæftiger sig med alt mellem himmel og jord, lige fra sladder til musik eller it. Alligevel findes der podcasts af forbløffende høj kvalitet. Og genren har allerede født en superstjerne, den tidligere MTV-vært Adam Curry, der har sit eget daglige show. I tilgift har han stået fadder til softwaren iPodder, der gør det muligt at tegne et gratis abonnement på udvalgte podcasts, som automatisk bliver downloadet til ens MP3-afspiller, hver gang man slutter den til sin computer.


Link:
www.podcastalley.com


Samvirke samvirke@fdb.dk

På toppen af de danske fjelde

En nordmand med højdeskræk har besteget samtlige Danmarks højeste punkter
Af Roger Pihl | 1. april 2005
Samvirke samvirke@fdb.dk

Den tohjulede motordrøm

Knallerten har haft sin storhedstid. I dag er den et nostalgisk samlerobjekt fra forbrugersamfundets barndom
Af Henrik Lund-Larsen | 1. april 2005

Cykel med hjælpemotor. Knaldgod idé. Hvor mange gange op af en bakke i modvind har man ikke ønsket sig en lille hjælpende drivkraft? For derefter at forkaste tanken igen, når man lystigt med heftigt træd i pedalerne suser ned af bakken igen. Lige siden år 1900 har mange fabrikanter tænkt i samme baner. En standardcykel, der med et lille indgreb fik sat en motor på, som kunne træde til, når man ikke selv trådte nok til.

Denne drøm er reelt ikke blevet opfyldt endnu. For den tunge motor, sikkerheden og lovgivningen gjorde, at »cyklen med hjælpemotor« langt hen ad landevejen blev et misfoster. Pedalerne var til pynt og blev kun anvendt, når man var løbet tør for benzin. Da var der ikke meget af cyklens ynde tilbage, når man prustende trampede det tunge køretøj af sted på rugbrødsmotorens betingelser.

»Knallert«. Alene navnet lyder af en vittighed. Et pruttende langsomt køretøj for ranglede teenagere, der drømmer om at blive voksne og kørekortsberettigede attenårige.

I udlandet ser de på fænomenet med samme vittige tilgang og har fundet på skægge lydord. I Tyskland hedder den Brummrad. Det bliver værre i Holland, der kalder de den en bromfiets. I Sverige forsøger de at være seriøse og trækker ordene motor og pedal sammen til Moped - og ender dermed også i et komisk ord.

 

DEN LILLE MOTORCYKEL.

I 50erne var mange varer stadig en mangel i Danmark, men man kunne skue ind i et overdådigt forbrugssamfund. Her fik knallerten sit boom. Som et billigt motorkøretøj, der trods alt kunne holde 30 km/t og tage flere varer på slæb end en cykel.

 

De var simpelt bygget af mange hjemlige producenter, 56 forskellige endda. Motoren sad oven på bagagebæreren, og et remtræk gik til baghjulet. Disella, Ergo, Anva (Brugsens egen) og Tiki var nogle af mærkerne. De danske småproducenter døde dog hurtigt ud. Men knallerten i den tidlige udgave var for ustabil. Med motoren oven på baghjulet slingrede den simpelthen for meget. Det handlede om at få vægten ned til jorden. Motoren havnede mellem hjulene, og kørestillingen blev mere fremadlænet. Derfor kom knallerten til at ligne sit ophav, motorcyklen, i udseende i slutningen af 50erne. Knallerten blev nu international med store masseproducerende fabrikker. I udlandet med knap så striks lovgivning og knap så høj skat fik andre små motorkøretøjer større succes og endda med betydelig mere sexappeal, nok også fordi de er anvendelige af folk over den seksuelle lavalder. Motorcyklen har altid tilhørt manden og er også lidt farlig - som et utæmmet dyr. Det er vel derfor ikke mærkeligt, at Hells Angels bruger den mest brovtende af alle motorcykler, Harley Davidson, som deres samlende ikon, deres kampelefant eller stejlende hingst.

Scooteren er affødt af den småhjulsteknologi, som de allierede anvendte under anden verdenskrig til faldskærmsbårne miniscootere kaldet monkeys. Vespa-scooteren blev standarden for det lette, sexede bykøretøj. Konstrueret af en flyingeniør, som elegant brugte sin viden om metalplader til både at skabe form, soliditet og skærm rundt om kvindens ben og dyd. Men scooteren var ikke kun kvindernes motorkøretøj. Det var en hel bybefolknings. For med et lavt gulv kunne man så at sige gå lige igennem det og således foretage mange af og påstigninger. Men herhjemme blev det knallerten, der fik det folkelige gennembrud op igennem anden halvdel af det tyvende århundrede som en del af en slagkraftig teenagekultur.


Henrik Lund-Larsen er projektlærer på Danmarks Designskole.

Læs også:


Kultknallerten
Motor med hjælpecykel
Plastic er fantastisk
Mindet fra ungdommen
Puch gav konkurrenterne baghjul



Samvirke samvirke@fdb.dk

Kilo-kampen

1. april 2005

I Danmark spiser vi os ikke bare mætte, vi er også slemme til at spise os tykke. Det er resten af den vestlige verden også. Fedme er blevet et af nutidens store og voksende problemer. Derfor vendes og drejes madpyramiderne, mens der forskes på mange niveauer i, hvordan de ekstra kilo kan undgås eller fjernes.

I dette nummer af Samvirke kan man f.eks. læse om begrebet nanofood, der af nogle forskere spås til at være en god menu mod fedme. Med nanoteknologi kan fødevaren skilles ad helt ned på molekyleplan, og så er det bare et spørgsmål om at sætte den sammen igen på en ernæringsrigtig, men knap så fedende måde. Problemet er bare, at teknologien også kan bruges til at producere endnu mere »pjat«, som formanden for Ernæringsrådet, Bjørn Richelsen, udtrykker det - altså endnu flere underlødige fødevarer. En teknologi er hverken god eller dårlig i sig selv. Det afgørende er, hvordan den bruges, siger han. Derfor bør mulighederne og problemerne ved nanoteknologien diskuteres og præsenteres grundigt for forbrugerne, før industrien går i gang med at designe fremtidens nanofood. Den diskussion er hermed skudt i gang.

Vi fortæller også om andre forskere, der er i gang med at undersøge, hvordan mæthedsfornemmelse hænger sammen med smag. Bliver vi f.eks. hurtigere mætte, hvis maden er krydret? Vi kender alle oplevelsen af, at bestemt mad »smager efter mere«, fordi nogle smagsindtryk vækker lysten efter andre. Til gengæld kan der også lande noget på tallerknen, der er så smagsmættet, at man efterfølgende ikke er i stand til at få en bid mere ned.

En læser skriver på læserbrevsiderne, at vi alle ville drikke mere vand og færre fedende sodavand, hvis vandet på restauranterne var gratis, og endelig diskuterer vi i månedens interview, om karakterer i faget gymnastik ville få eleverne til at tage faget mere alvorligt og ad den vej måske få en sundere livsstil.

Det er ikke ideer, der mangler i debatten om de overfl ødige kilo, og her på bladet er vi glade for at kunne give næring til en så vigtig diskussion.

God læselyst

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Marmor som Michelangelo foretrak den

I Carrara er fortovsfliserne, facaderne og de offentlige toiletter lavet af marmor
Af Jacques Berg | 1. april 2005

Når man træder ud på marmorfliserne i sit badeværelse, står man faktisk på et norditaliensk bjergmassiv. Andre snitter gulerødder og løg på det samme imponerende massiv - hvis de altså har en marmorplade som køkkenbord. Og hvis den marmor er fra Carrara.

Der ligger jo marmorminer mange steder i verden: i Afrika, Sydamerika eller Grønland. Men ingen marmor er så raffineret og afvekslende som den italienske - eller for at være mere præcis: den toscanske.

Carrara og de to nærliggende marmorbyer Massa og Pietrasanta ligger i den nordligste del af Toscana. Man farer forbi dem på motorvejen langs kysten fra Genua ned mod Pisa, Firenze og Rom. Nogle giver sig måske lige tid til at undre sig over sneklatterne og gletschertungerne oppe på de slet ikke gigantisk høje bjerge lige bag Carrara og Massa.

Sneen er af den slags, der aldrig smelter; den er nemlig af marmor.

Det er synd bare at flintre sydover. Cypresserne og chiantien løber ingen steder. Det er en spændende verden, der åbner sig for én i det verdensberømte, toscanske marmorfelt. Rundture organiseres i marmorbruddene, og man kan selv hente sine fliser eller købe et minispringvand og en buste af Leonardo da Vinci i en af de utallige marmorbutikker.

I Carrara er fortovsfliserne, husfacaderne, cafébordene, toiletterne - både de offentlige og de private - gulvene, springvandene, skulpturerne og gravstenene af marmor. Parkens bænke, restaurantens køkken, fuglekummen, kirken og rådhuset er af marmor.

Det er egentlig kun træerne, bilerne og menneskene, der ikke er hentet oppe i bjergene lige bag ved byen.

Det eneste rimelige hotel i byen hedder selvfølgelig Hotel Michelangelo, og ejeren, der døgnet rundt sutter på sin toscanske cigarstump, forklarer tålmodigt hvorfor: renæssancens geniale billedhugger kom selv til Carrara for at vælge marmorblokke til sine værker.

 

EN HÅRD TØRN.

Længe før Michelangelo var marmorminerne i Carrara i fuld aktivitet. Under Romerriget begyndte man for alvor at udvinde den hvide eller rød- og sortspættede sten. Rom og de øvrige italienske byer skulle have paladser og palæer, der så ud af noget.

 

Gennem mere end to tusind år har man løsnet marmorblokke på mellem fem og otte tons, transporteret dem ned ad bjergsiderne, ud til kysten og lempet dem om bord på skibe. Det rene slavearbejde var det under romerne. Oksekærrer med op til 50 dyr spændt for, trak en enkelt blok, pisken smældede, musklerne spændtes - og slaverne døde som fluer.

Selv om teknikken i vore dage er en anden, er cavatori, eller minearbejderne, stadig på en hård og farlig tørn. Blokkene sprænges fri med dynamit eller løsnes med lange sneglebor. Bulldozere og lastbiler fragter dem ned til Marina di Carrara, udskibningshavnen ti kilometer fra bruddene, og kæmpekranerne svinger marmoren ned i lasten. Siliconestøvet og arbejdsulykker kræver stadig en del ofre.

Den hvide marmor fra Carrara, der kan pudses strålende blank, hedder statuario. Det er den, billedhuggerne foretrækker. De har til alle tider og fra hele jorden aflagt besøg i Carrara, enten for at vælge deres materiale eller for at arbejde på stedet i et af byens billedhuggerværksteder.

Botero, ham med de yndefulde fedlinge, valgte kunstbyen Pietrasanta, der så har stillet en af hans sorte skulpturer op midt i byen.

 

KUNST OG FORRETNING.

Hos Carlo Nicoli på Piazza XXVII Aprile i Carrara har familien arbejdet for alverdens store kunstnere i snart to hundrede år. For tiden huser man Ben Jakober, Steea Shawzin, Giacinto Cerone, Antoine Poncet og Giuliano Vangi.

 

Sammen med døtrene Francesca og Carola fører den utrættelige 73-årige Nicoli en fornem tradition videre. Il signor direttore har forstand på både kunst og forretning, døtrene har studeret såvel filosofi som regnskabsføring, gået på kunstakademiet og ellers lært alt det daglige af faderen. De taler naturligvis tre-fire fremmedsprog.

Den franskfødte Louise Bourgeois har været en af værkstedets mest trofaste kunstnere. Hun har nu tilbragt det meste af sit snart hundredeårige liv i New York. Hun blev som ung og ubemidlet taget under Nicoliernes beskyttende vinger, og alle hendes marmor- eller granitskulpturer er blevet til på Piazza XXVII Aprile i Carrara, udført af Nicolis bedste arbejdere efter kunstnerens modeller i gips eller voks.

Hendes helt usandsynlige eye-benches eller øjebænke kan ses både i Tate Gallery i London og i Palais Tokyo i Paris. Et øje, man sidder på - et godt sted at få visioner! En af Louise Bourgeois' nyeste skulpturer er en kvindehånd, der stikker ud af noget, der ligner et bundt slanger.

Andre billedhuggere både skaber og udfører selv deres værk. I et hjørne af de støvede atelierer traf vi amerikaneren Michael A. Esbin, der stod og polerede på en af sine marmorringe. Han har nu opholdt sig i godt tyve år i Carrara og har arbejdet på flere af byens værksteder.

Esbin har udstillet over hele Amerika og i mange europæiske lande. Hans. »tibetanske sole« forener den perfekte form, cirklen, med en aldrig standsende bevægelse fremkaldt ved en vridning af solringen. Michael Esbin udvælger sin marmor med omhu, viser os entusiastisk nogle næsten usynlige, lysegrønne årer i den hvide sten, en uhyre sjælden forekomst. Hans skulpturer venter nu blot på deres skandinaviske udstilling.

 

BAGBUNDET AF ARBEJDERNE.

Hvert år på fastelavnstirsdag, eller som det tidligere hed: fedetirsdag, må Carlo Nicoli finde sig i at blive bagbundet med røde bånd. Hans arbejdere befrier ham først, når han har lovet dem en kæmpemiddag med de bedste toscanske vine samme aften. Det er et levn fra tidligere tiders oprør mod besidderne. Carrara er stadig en kommunistisk by, og skønt revolution er gået af mode, viderefører man gerne den slags traditioner fra de romerske saturnaliefester og senere perioders temmelig grove fastelavnsløjer.

 

Resten af året taler man sammen om tingene. Chefen og de højt kvalificerede teknikere forstår hinanden. De har det samme øje for kunstværkets dimensioner og materialets muligheder. Og den marmorstatue eller det abstrakte marmorværk, der kommer ud af deres fælles anstrengelser, er det originale kunstværk. Et stort ansvar, en fornem udfordring.

Sådan er der i Carrara. Omkring en stenart, som egentlig er en porøs kalksten, der i op til 100 millioner år under pres har krystalliseret sig til det, vi nu kalder for marmor, lever en by, en økonomi, en kultur - og en kunst, der rækker langt ud over det lille nordlige hjørne af Toscana. Det er i grunden også en sjov tanke, at Michelangelos David, en barokkirkes facade, en romersk portrætbuste og marmorfliserne hjemme i badeværelset kommer fra de samme alper. Således er kunst og hverdag på ægte toscansk vis flettet sammen i evig harmoni.