Samvirke samvirke@fdb.dk

Guitaren hitter

En voldsom guitarfeber har ramt både unge og gamle og har fået salgsbarometeret hos forhandlerne til at stige rekordhøjt
Af Martin Blom Hansen | 1. april 2005

De kendtes spader

En Gobson SG-guitar, som George Harrison har ejet, blev i december 2004 solgt på Christie's auktion i New York for 570.000 dollar, cirka 3,1 mio. kr.

I juni 2004 solgte Eric Clapton ud af sin guitarsamling til fordel for rehabiliteringscenteret Crossroads. Hans berømte Stratocaster »Blackie« blev solgt for knap én mio. dollar, cirka seks mio. kroner. Indtil videre rekorden for en elektrisk guitar solgt på auktion.  

Groft sagt er der to slags guitarer. Lejrbålsguitaren og spaden. Den første er akustisk og kan på få sekunder løfte et lidt trægt selskab op i frydefuld fællessang. Den anden er elektrisk og kan få både guitarist og publikum til at gå totalt amok. Salget af guitarer har det på samme måde. Det er gået besærk. Aldrig er der blevet solgt så mange guitarer som i øjeblikket. Fra de billigste discountudgaver fra Kina til de dyreste håndlavede instrumenter fra USA.

»Det går fantastisk godt. Bølgen startede for fire-fem år siden med de akustiske guitarer, som stadig sælger stort. Nu ruller elguitarbølgen også, og vi sælger rigtig mange startpakker med guitar, forstærker og diverse tilbehør,« siger Lasse Thernøe, direktør i Musikhuset Aage Jensen, en af landets store musikforretninger.

Han har i 2004 oplevet en fremgang i salget på 50 procent i forhold til året før.

Også når det drejer sig om de fineste og bedste akustiske guitarer, er der rekordsalg. Ole A. Thomsen, indehaver af guitarbutikken Akustikken i Århus, er dansk importør af de amerikanske C. F. Martin guitarer, der er de bedste og dyreste af slagsen.

»Vi har i 2004 solgt cirka 800 Martin guitarer. I et land med fem mio. indbyggere er det kolossalt mange,« siger Ole A. Thomsen.

 

SANGENE I CENTRUM.

I kampen om opmærksomheden har kunstneren med egne originale sange og meget ofte en akustisk guitar i hænderne vundet markedsandele de senere år.

 

»Herhjemme er der en hel gruppe af unge musikere, der skriver sange, som minder mere om en slags folkemusik end om rockmusik,« siger Annemette Kirkegaard, lektor på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet.

Hendes tese er, at de engelsksprogede protestsange og hele folkemusikbølgen i 60erne har haft en langt større betydning for udviklingen af dansk rock end for eksempel de tidlige pigtrådsorkestre. For både i musikerkredse og rundt omkring i de små hjem - og ikke mindst pigeværelserne - sad de unge med deres nyindkøbte guitarer og lærte sig at spille »Donna, Donna«, »We Shall Overcome« og »Blowing In The Wind«. Her blev grunden lagt til en ny form for fællesskab og fællessang. Der går med andre ord en direkte tråd fra Cæsar ved Storkespringvandet til Tue West på hitlisten.

I dag spiller pigerne også akkustisk guitar, hvor blandt andet musikskolerne er med til at stimulere interessen for guitaren. Men pigerne er også ved at fravriste drengene deres ultimative maskuline håndvåben, den elektriske guitar.

 

GUITARROCKEN RYKKER.

Sangskriveren og frontfiguren i det moderne rockband bruger lige så gerne en elektrisk som en akustisk guitar. Og frontfiguren kan lige så vel være kvinde som mand. Det giver nye rollemodeller.

 

»Musik er en signalgiver. De unges musikforbrug er enormt, og den måde, man bruger musikken på, siger noget om en selv,« forklarer Annemette Kirkegaard.

En af de danske guitarister, der har været med længe er 45-årige Poul Halberg - kendt fra store 80erpoprockbands som Halberg/Larsen og Ray Dee Ohh. I dag spiller han med sin egen guitarrocktrio og er også gået tilbage til at skrive sange på guitaren.

»60ernes og 70ernes stil med sange skrevet på guitaren er fremme igen. Guitaren var meget farverig dengang, men da vi så kom ind i 80erne, kunne man lave nogle fantastiske lyde og farver med alle de nye keyboards,« siger Poul Halberg, der selv brugte keyboards som komponistværktøj i 80erne.

I starten af 90erne dukkede det amerikanske band Nirvana op med en ny og hidsig guitarrock, grungen. Det skete i høj grad som en reaktion på 80ernes fascination af teknik, keyboards og synthesizermusik. Den digitale revolution de seneste ti år med elektronisk musik, hip hop, maskinproduceret pop og nyt computerisenkram for musikmagerne har ikke sat guitaren på museum. Tværtimod er guitaren mere synlig end nogensinde.

 

FED SPADE FOR FRIVÆRDIEN.

Billige guitarer sælger godt, men det gør de dyre bestemt også. Professionelle musikere som Poul Halberg er naturligvis faste kunder i guitarforretningerne. Men både den 15-årige knægt med rockstjernedrømme og den midaldrende mand med fast ejendom og guitarlængsler lægger gerne mange penge for den rigtige guitar.

 

»Folk har fået flere penge, har måske omlagt lån i huset, og de har haft en drøm om en bestemt guitar på et tidspunkt. Nu har de råd til den, og så køber de den ægte vare,« fortæller Ole A. Thomsen, Akustikken.

De helt unge køber typisk en ny Fender eller Gibson til omkring 10.000 kr. Mens far med friværdien går efter drømmespaden. En Gibson Les Paul Historic Collection til 20.000 kr., en Martin til 50.000 kr. eller en gammel Fender Strat til 80.000.

»Det er en historie, vi sælger,« som Lasse Thernøe fra Musikhuset Aage Jensen siger.

Fakta

Billigste spanske/klassiske guitarer (nylonstrenge) koster mellem 500 og 1000 kr. Kan i nogle tilfælde fås billigere, men så er kvaliteten også derefter. Billigste westernguitarer (stålstrenge) ligger mellem 1500 og 2000 kr.

Billigste elektriske guitarer: En startpakke med en Stratocaster kopi, lille forstærker samt tilbehør kan købes for helt ned til 1100 kr., men ligger normalt fra 2000 kr. og opefter. Udover musikforretningerne har også dagligvarekæder som Coop Danmark og Aldi guitarer på hylderne.

Samtidig med rekordsalg af billige »bambus«-guitarer har de klassiske guitarmærker kronede dage. De gamle amerikanske guitarmærker Fender, Gibson, Gretch og Rickenbacker er de absolut førende.

Modeller som Stratocaster, Telecaster og Les Paul er stort set uændrede, siden de kom til verden i 50erne. Det samme gælder den elektriske bas, hvor en model som Fender Precision er den klassiske el-bas. 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Verdens største leksikon

Med over en million opslag kan Wikipedia ikke stå i reolen. Men det er heller ikke nødvendigt. Verdens største opslagsværk findes kun på internettet, og læserne skriver det selv
Af Henrik Føhns | 1. april 2005
Samvirke samvirke@fdb.dk

Den tohjulede motordrøm

Knallerten har haft sin storhedstid. I dag er den et nostalgisk samlerobjekt fra forbrugersamfundets barndom
Af Henrik Lund-Larsen | 1. april 2005

Cykel med hjælpemotor. Knaldgod idé. Hvor mange gange op af en bakke i modvind har man ikke ønsket sig en lille hjælpende drivkraft? For derefter at forkaste tanken igen, når man lystigt med heftigt træd i pedalerne suser ned af bakken igen. Lige siden år 1900 har mange fabrikanter tænkt i samme baner. En standardcykel, der med et lille indgreb fik sat en motor på, som kunne træde til, når man ikke selv trådte nok til.

Denne drøm er reelt ikke blevet opfyldt endnu. For den tunge motor, sikkerheden og lovgivningen gjorde, at »cyklen med hjælpemotor« langt hen ad landevejen blev et misfoster. Pedalerne var til pynt og blev kun anvendt, når man var løbet tør for benzin. Da var der ikke meget af cyklens ynde tilbage, når man prustende trampede det tunge køretøj af sted på rugbrødsmotorens betingelser.

»Knallert«. Alene navnet lyder af en vittighed. Et pruttende langsomt køretøj for ranglede teenagere, der drømmer om at blive voksne og kørekortsberettigede attenårige.

I udlandet ser de på fænomenet med samme vittige tilgang og har fundet på skægge lydord. I Tyskland hedder den Brummrad. Det bliver værre i Holland, der kalder de den en bromfiets. I Sverige forsøger de at være seriøse og trækker ordene motor og pedal sammen til Moped - og ender dermed også i et komisk ord.

 

DEN LILLE MOTORCYKEL.

I 50erne var mange varer stadig en mangel i Danmark, men man kunne skue ind i et overdådigt forbrugssamfund. Her fik knallerten sit boom. Som et billigt motorkøretøj, der trods alt kunne holde 30 km/t og tage flere varer på slæb end en cykel.

 

De var simpelt bygget af mange hjemlige producenter, 56 forskellige endda. Motoren sad oven på bagagebæreren, og et remtræk gik til baghjulet. Disella, Ergo, Anva (Brugsens egen) og Tiki var nogle af mærkerne. De danske småproducenter døde dog hurtigt ud. Men knallerten i den tidlige udgave var for ustabil. Med motoren oven på baghjulet slingrede den simpelthen for meget. Det handlede om at få vægten ned til jorden. Motoren havnede mellem hjulene, og kørestillingen blev mere fremadlænet. Derfor kom knallerten til at ligne sit ophav, motorcyklen, i udseende i slutningen af 50erne. Knallerten blev nu international med store masseproducerende fabrikker. I udlandet med knap så striks lovgivning og knap så høj skat fik andre små motorkøretøjer større succes og endda med betydelig mere sexappeal, nok også fordi de er anvendelige af folk over den seksuelle lavalder. Motorcyklen har altid tilhørt manden og er også lidt farlig - som et utæmmet dyr. Det er vel derfor ikke mærkeligt, at Hells Angels bruger den mest brovtende af alle motorcykler, Harley Davidson, som deres samlende ikon, deres kampelefant eller stejlende hingst.

Scooteren er affødt af den småhjulsteknologi, som de allierede anvendte under anden verdenskrig til faldskærmsbårne miniscootere kaldet monkeys. Vespa-scooteren blev standarden for det lette, sexede bykøretøj. Konstrueret af en flyingeniør, som elegant brugte sin viden om metalplader til både at skabe form, soliditet og skærm rundt om kvindens ben og dyd. Men scooteren var ikke kun kvindernes motorkøretøj. Det var en hel bybefolknings. For med et lavt gulv kunne man så at sige gå lige igennem det og således foretage mange af og påstigninger. Men herhjemme blev det knallerten, der fik det folkelige gennembrud op igennem anden halvdel af det tyvende århundrede som en del af en slagkraftig teenagekultur.


Henrik Lund-Larsen er projektlærer på Danmarks Designskole.

Læs også:


Kultknallerten
Motor med hjælpecykel
Plastic er fantastisk
Mindet fra ungdommen
Puch gav konkurrenterne baghjul



Samvirke samvirke@fdb.dk

Mere radio på nettet

1. april 2005

Samvirke skrev i december om radio på internettet, såkaldt streaming. Men det går som bekendt hurtigt pa internettet. Den seneste trend indenfor radio via www hedder podcast.

Hvis man vil lytte til en podcast, så henter man en lydfil i formatet MP3 ned til sin MP3-afspiller, f.eks. en iPod, og lytter til radioprogrammet, når man har tid og lyst.

Podcasts bliver (stort set) ikke lavet af de store radiostationer, men af privatpersoner, der beskæftiger sig med alt mellem himmel og jord, lige fra sladder til musik eller it. Alligevel findes der podcasts af forbløffende høj kvalitet. Og genren har allerede født en superstjerne, den tidligere MTV-vært Adam Curry, der har sit eget daglige show. I tilgift har han stået fadder til softwaren iPodder, der gør det muligt at tegne et gratis abonnement på udvalgte podcasts, som automatisk bliver downloadet til ens MP3-afspiller, hver gang man slutter den til sin computer.


Link:
www.podcastalley.com


Samvirke samvirke@fdb.dk

Vand forebygger børnefedme

1. april 2005

På fire engelske folkeskoler har 644 børn i 7-11-års alderen deltaget i et forsøg, hvor de fire gange i løbet af skoleåret blev undervist i at begrænse deres forbrug af sodavand, bl.a. ved hjælp af rap- og musikkonkurrencer og en quiz. Derudover blev elevernes klasselærer bedt om at gentage budskabet om at drikke vand i stedet for sodavand i løbet af året.

British Medical Journal beskriver forsøget, hvor børnene blev målt og vejet med seks måneders mellemrum, og de registrerede hvad, og hvor meget de drak i en tre-dages periode i starten og i slutningen af den 12 måneder lange periode.

Det viste sig, at de børn, der var blevet undervist i at begrænse sodavandsindtagelsen, drak 0,2 liter mindre sodavand om dagen end de børn, der ikke var blevet undervist. Samtidig var andelen af overvægtige og fede børn blandt de ikke-underviste børn steget med 7,5 procent, mens der var sket en reduktion i gruppen af underviste børn pa 0,2 procent.

Selvom forskellen pa sodavandsindtaget kun var 0,2 liter på en dag, kan dette ekstra-indtag på et år teoretisk set svare til en ophobning af 3,3 kg ekstra fedt. Dette forudsætter dog, at børnene slet ikke begrænser deres øvrige energiindtag som følge af de ekstra sodavands-kalorier, og at forbrændingen er uændret.


Link:
www.kortlink.dk/bmjjournals/ns8


 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Flere skal op på cyklen

Det er sundt for helbredet og godt for miljøet at cykle, derfor laver Det Økologiske Råd konference om cykling
1. april 2005

Undskyldninger er der nok af. Enten er der for langt, vejret er for dårligt, eller cykelstierne er for ujævne. Hvordan får vi taget os sammen til at cykle flere kilometre, og hvorfor skal vi egentlig? Det er den slags spørgsmål, der drøftes på en konference, som Det Økologiske Råd inviterer til i Odense den 27. april. Konferencen sætter fokus på, hvad cykling betyder for sundheden, for samfundsøkonomien og for miljøet med efterfølgende politikerdebat. Medarrangører er Hjerteforeningen, Dansk Cyklist Forbund og Skole og Samfund. FDB gav på sin kongres i 2004 den ene af to forbrugerstafetter til Det økologiske Råd. Med stafetten fulgte 50.000 kr., der er med til at finansiere konferencen.

Konferencen kommer i stand på baggrund af en rapport, som Det Økologiske Råd har udarbejdet sammen med overnævnte initiativtagere om cykling, motion, sundhed og miljø. Rapporten viser, at man kan opnå flere raske leveår, hvis man f. eks. cykler til og fra arbejde, man kan samtidig mindske risikoen for en række sygdomme med 30-50 procent. Det gælder blandt andet hjertesygdomme, diabetes 2, knogleskørhed og visse kræftformer. Samtidig opnår man et højere psykisk velvære og veloplagthed. I rapporten er der også gennemført en beregning af samfundsøkonomien ved en øget satsning på cykling, og hvilke positive effekter, det har for samfundet at investere i udbygning af cykelstier og i kampagner for øget cykling. Rapporten kan downloades fra www.ecocouncil.dk.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

På toppen af de danske fjelde

En nordmand med højdeskræk har besteget samtlige Danmarks højeste punkter
Af Roger Pihl | 1. april 2005
Samvirke samvirke@fdb.dk

Kilo-kampen

1. april 2005

I Danmark spiser vi os ikke bare mætte, vi er også slemme til at spise os tykke. Det er resten af den vestlige verden også. Fedme er blevet et af nutidens store og voksende problemer. Derfor vendes og drejes madpyramiderne, mens der forskes på mange niveauer i, hvordan de ekstra kilo kan undgås eller fjernes.

I dette nummer af Samvirke kan man f.eks. læse om begrebet nanofood, der af nogle forskere spås til at være en god menu mod fedme. Med nanoteknologi kan fødevaren skilles ad helt ned på molekyleplan, og så er det bare et spørgsmål om at sætte den sammen igen på en ernæringsrigtig, men knap så fedende måde. Problemet er bare, at teknologien også kan bruges til at producere endnu mere »pjat«, som formanden for Ernæringsrådet, Bjørn Richelsen, udtrykker det - altså endnu flere underlødige fødevarer. En teknologi er hverken god eller dårlig i sig selv. Det afgørende er, hvordan den bruges, siger han. Derfor bør mulighederne og problemerne ved nanoteknologien diskuteres og præsenteres grundigt for forbrugerne, før industrien går i gang med at designe fremtidens nanofood. Den diskussion er hermed skudt i gang.

Vi fortæller også om andre forskere, der er i gang med at undersøge, hvordan mæthedsfornemmelse hænger sammen med smag. Bliver vi f.eks. hurtigere mætte, hvis maden er krydret? Vi kender alle oplevelsen af, at bestemt mad »smager efter mere«, fordi nogle smagsindtryk vækker lysten efter andre. Til gengæld kan der også lande noget på tallerknen, der er så smagsmættet, at man efterfølgende ikke er i stand til at få en bid mere ned.

En læser skriver på læserbrevsiderne, at vi alle ville drikke mere vand og færre fedende sodavand, hvis vandet på restauranterne var gratis, og endelig diskuterer vi i månedens interview, om karakterer i faget gymnastik ville få eleverne til at tage faget mere alvorligt og ad den vej måske få en sundere livsstil.

Det er ikke ideer, der mangler i debatten om de overfl ødige kilo, og her på bladet er vi glade for at kunne give næring til en så vigtig diskussion.

God læselyst

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Socialismens overlegne velfærd

Annoncer i Sovjets partiavis Pravda anno 1937 var udstillingsvindue for varer, som ingen arbejder kunne købe
Af Peter Mouritsen | 1. april 2005

Køb! Forbrugshungrende borgere lokkes med uhørt luksus. De bedste parfumer, cornflakes, udsøgte oste, lækre færdigretter. Tjek byens førende helsecafeer, eller måske frister en romantisk middag med champagne og havudsigt, men du kan også ose rundt og se på den seneste mode fra verdens metropoler. Wien, Leningrad, New York, London, Paris. Mulighederne var mange i mulighedernes land - Sovjetunionen anno 1937.

Partiavisen Pravda bragte sidst i 1930erne en række reklamer for nye varer, restauranter og feriemål. Der var ikke tale om varemangel, lejrophold eller triste grødretter. Antikapitalistiske Pravda reklamerede for den moderne verdens varer, feterede og efterspurgte kloden rundt. Sovjets bevidstgjorte arbejderklasse skulle købe modetøj og dekadent parfume. Sovjetunionens kommunistparti inviterede med kokette kvinder og romantisk havudsigt til forbrugsfest.

Løfterne om socialismes overlegne velfærd blev endelig indfriet - på papiret.

Avisen Pravda var i Sovjetunionens dage et magtorgan. Navnet Pravda, der betyder sandhed, skulle forstås på den måde, at det, der stod i Pravda, var at regne for sandt. I 1930erne var Pravdas sider fyldt med Sovjetunionens store bedrifter, og de store fremskridt kommunistpartiet gennemførte. Man kunne læse om kapitalismens ondskab og udbytningen af proletarerne. Sovjetborgeren kunne forvisse sig om Partiets beslutninger, læse Stalins taler og nyde en grundig dækning af de kommunistiske mærkedages arrangementer.

Men man kunne altså også finde reklamer for cornflakes, parfume og forsikringsselskaber.

 

FÆRDIGRETTER OG LUKSUS.

Avisen afspejler tydelige betænkeligheder ved at bringe reklamer i dette, næsten hellige, dagblad. Man var selvfølgelig vant til propaganda. Men det at reklamere for varer, som kunder skulle købe for penge, var tydeligvis uvant og blev behandlet med en stor berøringsangst.

 

Reklamerne blev kun trykt nederst på bagsiden og udbredte sig maksimalt over en femtedel af siden. Partiets principielle afstandtagen til disse kræmmertendenser blev tydeligt understreget af, at der aldrig var reklamer i avisen før og under kommunistiske mærkedage som 1. maj eller revolutionsdagen 7. november. Også når Stalin holdt tale eller indviede en ny kanal, var avisen renset for reklamer.

De ledende kommunister fandt det svært at bruge kommunistpartiets hæderkronede og magtfulde avis til at sælge gemene varer. Det bar jo en stank af marked og kapitalisme med sig.

Selve varerne, der blev reklameret for, var af højst forskellig art. Mest var af typen luksus og teknologisk mad. Suppeterninger og pandekagemel, der kun skulle tilsættes vand, var i høj kurs. Det var mad, som tydede på et vist teknisk niveau i Sovjetunionen. Der var også forsøg på at brande nogle sovjetiske varer som for eksempel den stilfulde reklame for Georgisk Te, mens det, at cornflakes sælges under det amerikanske navn, tyder på, at man ville vise, at man var med og opfyldte kravet om moderne mad.

Men der var også reklamer for mere almindelige ting som tennisketsjere og påhængsmotorer. Og naturligvis Stalin på grammofonplade.

Reklamerne rummer også store overraskelser. For eksempel foreslår cornflakes-reklamen, at den bruges i stedet for brødcroutoner i suppe. Det er også interessant, at man reklamerede for banker og forsikringer; mere kapitalistisk bliver det da ikke. I modsat retning trækker reklamen for en fabrik, som laver tårnure. Det er jo næppe en meget efterspurgt vare, med mindre man går på gaden og mangler sit ur. Så er det rart at kunne se op på nærmeste tårnur.

 

PROPAGANDA OG BORTFORKLARINGER.

Reklamerne havde dog intet med marked eller kapitalisme at gøre. Pravda bragte dem ikke for at finansiere bladet. Og faktisk var det heller ikke for at sælge flere varer. Man bragte reklamerne som et led i den politiske propaganda. Den sovjetiske propaganda havde i mange år fortalt eventyr om, at Sovjetunionen opbyggede en socialisme, som var kapitalismen overlegen. Socialismen, lovede man, ville give alle en behagelig hverdag med den moderne verdens bekvemmeligheder og forbrug. Men det haltede voldsomt med at gennemføre løfterne.

 

Sovjetunionen var i 1937 slet ikke i stand til at forsyne sin befolkning med god ost, pølser af prima kvalitet, færdigretter og cornfl akes. Med store anstrengelser havde man i 1930erne forsøgt at industrialisere landet. Enorme ressourcer var sat ind på øge produktionen, og det var til dels lykkedes. Man kunne producere jern og stål som aldrig før. Fødevareproduktionen haltede til gengæld; i det hele taget haltede det med at producere varer til det civile forbrug. I den henseende så befolkningen ikke meget til socialismens frugter.

Det stemte dårligt overens med den massive propaganda om, at Sovjetunionen var et paradis for arbejderne. Den åbenlyse mangel på fremskridt i levestandarten blev bortforklaret med terrorisme og brodne kar blandt kommunisterne. Men propaganda og bortforklaringer kan ikke narre folk ret længe. Varen skal leveres, derfor kan man se Pravda-reklamerne som et forsøg på at købe tid.

 

FORBEHOLDT ELITEN.

Reklamernes funktion var at bekræfte propagandaen ved at give det indtryk, at der i Sovjetunionen var en masse varer og muligheder. Måske var de ikke lige kommet ud til den ene eller anden provins. Men man kunne se i avisen, at man kunne få varer. Det skulle give det indtryk at, forbrugssamfundet var lige om hjørnet.

 

Virkeligheden var, at kun en meget snæver elite havde adgang til de goder, der blev reklameret for. Stalins trofaste støtter i partiet og statsadministrationen fik adgang til mange ting, som almindelige mennesker aldrig så.

Om reklamerne havde den ønskede effekt, er svært at sige. De udgjorde kun en lille, men kuriøs del af statens propaganda. Men de viser noget om, hvad man stræbte efter, og hvad sovjetlederne mente, befolkningen savnede i 1930erne. Blandt andet bouillonterninger med cornflakes.


Peter Mouritsen er historiker og forfatter til bogen Aleksander Nevskij - historien som våben.
Forlaget Søftendal 2004.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Marmor som Michelangelo foretrak den

I Carrara er fortovsfliserne, facaderne og de offentlige toiletter lavet af marmor
Af Jacques Berg | 1. april 2005

Når man træder ud på marmorfliserne i sit badeværelse, står man faktisk på et norditaliensk bjergmassiv. Andre snitter gulerødder og løg på det samme imponerende massiv - hvis de altså har en marmorplade som køkkenbord. Og hvis den marmor er fra Carrara.

Der ligger jo marmorminer mange steder i verden: i Afrika, Sydamerika eller Grønland. Men ingen marmor er så raffineret og afvekslende som den italienske - eller for at være mere præcis: den toscanske.

Carrara og de to nærliggende marmorbyer Massa og Pietrasanta ligger i den nordligste del af Toscana. Man farer forbi dem på motorvejen langs kysten fra Genua ned mod Pisa, Firenze og Rom. Nogle giver sig måske lige tid til at undre sig over sneklatterne og gletschertungerne oppe på de slet ikke gigantisk høje bjerge lige bag Carrara og Massa.

Sneen er af den slags, der aldrig smelter; den er nemlig af marmor.

Det er synd bare at flintre sydover. Cypresserne og chiantien løber ingen steder. Det er en spændende verden, der åbner sig for én i det verdensberømte, toscanske marmorfelt. Rundture organiseres i marmorbruddene, og man kan selv hente sine fliser eller købe et minispringvand og en buste af Leonardo da Vinci i en af de utallige marmorbutikker.

I Carrara er fortovsfliserne, husfacaderne, cafébordene, toiletterne - både de offentlige og de private - gulvene, springvandene, skulpturerne og gravstenene af marmor. Parkens bænke, restaurantens køkken, fuglekummen, kirken og rådhuset er af marmor.

Det er egentlig kun træerne, bilerne og menneskene, der ikke er hentet oppe i bjergene lige bag ved byen.

Det eneste rimelige hotel i byen hedder selvfølgelig Hotel Michelangelo, og ejeren, der døgnet rundt sutter på sin toscanske cigarstump, forklarer tålmodigt hvorfor: renæssancens geniale billedhugger kom selv til Carrara for at vælge marmorblokke til sine værker.

 

EN HÅRD TØRN.

Længe før Michelangelo var marmorminerne i Carrara i fuld aktivitet. Under Romerriget begyndte man for alvor at udvinde den hvide eller rød- og sortspættede sten. Rom og de øvrige italienske byer skulle have paladser og palæer, der så ud af noget.

 

Gennem mere end to tusind år har man løsnet marmorblokke på mellem fem og otte tons, transporteret dem ned ad bjergsiderne, ud til kysten og lempet dem om bord på skibe. Det rene slavearbejde var det under romerne. Oksekærrer med op til 50 dyr spændt for, trak en enkelt blok, pisken smældede, musklerne spændtes - og slaverne døde som fluer.

Selv om teknikken i vore dage er en anden, er cavatori, eller minearbejderne, stadig på en hård og farlig tørn. Blokkene sprænges fri med dynamit eller løsnes med lange sneglebor. Bulldozere og lastbiler fragter dem ned til Marina di Carrara, udskibningshavnen ti kilometer fra bruddene, og kæmpekranerne svinger marmoren ned i lasten. Siliconestøvet og arbejdsulykker kræver stadig en del ofre.

Den hvide marmor fra Carrara, der kan pudses strålende blank, hedder statuario. Det er den, billedhuggerne foretrækker. De har til alle tider og fra hele jorden aflagt besøg i Carrara, enten for at vælge deres materiale eller for at arbejde på stedet i et af byens billedhuggerværksteder.

Botero, ham med de yndefulde fedlinge, valgte kunstbyen Pietrasanta, der så har stillet en af hans sorte skulpturer op midt i byen.

 

KUNST OG FORRETNING.

Hos Carlo Nicoli på Piazza XXVII Aprile i Carrara har familien arbejdet for alverdens store kunstnere i snart to hundrede år. For tiden huser man Ben Jakober, Steea Shawzin, Giacinto Cerone, Antoine Poncet og Giuliano Vangi.

 

Sammen med døtrene Francesca og Carola fører den utrættelige 73-årige Nicoli en fornem tradition videre. Il signor direttore har forstand på både kunst og forretning, døtrene har studeret såvel filosofi som regnskabsføring, gået på kunstakademiet og ellers lært alt det daglige af faderen. De taler naturligvis tre-fire fremmedsprog.

Den franskfødte Louise Bourgeois har været en af værkstedets mest trofaste kunstnere. Hun har nu tilbragt det meste af sit snart hundredeårige liv i New York. Hun blev som ung og ubemidlet taget under Nicoliernes beskyttende vinger, og alle hendes marmor- eller granitskulpturer er blevet til på Piazza XXVII Aprile i Carrara, udført af Nicolis bedste arbejdere efter kunstnerens modeller i gips eller voks.

Hendes helt usandsynlige eye-benches eller øjebænke kan ses både i Tate Gallery i London og i Palais Tokyo i Paris. Et øje, man sidder på - et godt sted at få visioner! En af Louise Bourgeois' nyeste skulpturer er en kvindehånd, der stikker ud af noget, der ligner et bundt slanger.

Andre billedhuggere både skaber og udfører selv deres værk. I et hjørne af de støvede atelierer traf vi amerikaneren Michael A. Esbin, der stod og polerede på en af sine marmorringe. Han har nu opholdt sig i godt tyve år i Carrara og har arbejdet på flere af byens værksteder.

Esbin har udstillet over hele Amerika og i mange europæiske lande. Hans. »tibetanske sole« forener den perfekte form, cirklen, med en aldrig standsende bevægelse fremkaldt ved en vridning af solringen. Michael Esbin udvælger sin marmor med omhu, viser os entusiastisk nogle næsten usynlige, lysegrønne årer i den hvide sten, en uhyre sjælden forekomst. Hans skulpturer venter nu blot på deres skandinaviske udstilling.

 

BAGBUNDET AF ARBEJDERNE.

Hvert år på fastelavnstirsdag, eller som det tidligere hed: fedetirsdag, må Carlo Nicoli finde sig i at blive bagbundet med røde bånd. Hans arbejdere befrier ham først, når han har lovet dem en kæmpemiddag med de bedste toscanske vine samme aften. Det er et levn fra tidligere tiders oprør mod besidderne. Carrara er stadig en kommunistisk by, og skønt revolution er gået af mode, viderefører man gerne den slags traditioner fra de romerske saturnaliefester og senere perioders temmelig grove fastelavnsløjer.

 

Resten af året taler man sammen om tingene. Chefen og de højt kvalificerede teknikere forstår hinanden. De har det samme øje for kunstværkets dimensioner og materialets muligheder. Og den marmorstatue eller det abstrakte marmorværk, der kommer ud af deres fælles anstrengelser, er det originale kunstværk. Et stort ansvar, en fornem udfordring.

Sådan er der i Carrara. Omkring en stenart, som egentlig er en porøs kalksten, der i op til 100 millioner år under pres har krystalliseret sig til det, vi nu kalder for marmor, lever en by, en økonomi, en kultur - og en kunst, der rækker langt ud over det lille nordlige hjørne af Toscana. Det er i grunden også en sjov tanke, at Michelangelos David, en barokkirkes facade, en romersk portrætbuste og marmorfliserne hjemme i badeværelset kommer fra de samme alper. Således er kunst og hverdag på ægte toscansk vis flettet sammen i evig harmoni.