Samvirke samvirke@fdb.dk

Finland har reduceret saltindtaget effektivt

Finland lovgav om salt, og 30 år senere var antallet af hjerteanfald faldet med over 75 procent.
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. februar 2007

Finnernes forbrug af salt er faldet fra 14 gram til otte gram om dagen

I 1960’erne var Finland et af de lande i verden, hvor flest mennesker fik hjerteanfald. En finne havde tre gange så stor risiko for at få hjerteanfald som en svensker.

Det fik de finske myndigheder til at sætte fokus på salt i mad, og det lykkedes at få befolkningen til at spise meget mindre salt.

I de seneste 30 år er saltindtaget blandt finnerne faldet fra 14 gram salt om dagen til nu otte gram salt. Antallet af hjerteanfald er i samme periode faldet med mellem 75 og 80 procent for personer under 65 år. Det er endda sket i en periode, hvor rygning og forbruget af alkohol er vokset. I Finland er der i dag lov for, at højt saltindhold bliver mærket på fødevarerne.

Svenskerne lærer af finnerne og skærer på salt i brødet

Svenskerne har skævet til den finske udvikling. Den svenske mærkning af sunde fødevarer har kastet lys på saltforbruget, og for eksempel brødproducenterne er begyndt at skære ned på saltet i brød, nu da forbrugerne er begyndt at holde øje med saltet.

»Man kan ikke helt fjerne salt fra brød, smagen bliver tynd og fattig uden salt, og salt er vigtig for konsistens og holdbarhed,« siger udviklingschef Ingemar Gröön fra Lantmännen Food R&D.

Han forklarer, at der er meget salt i for eksempel franske baguettes, mens de bløde sandwichbrød og pølsebrød indeholder forholdsvis lidt salt, men til gengæld mange konserveringsmidler. Alligevel er der ingen, der er uden salt.

Tjek dit saltindtag
Sådan forekommer natriumindholdet i kosten:
1/4 tsk. salt = 500 mg natrium
1 tsk. bagepulver = 1000 mg natrium
Hjerteforeningen anbefaler, at hjertepatienter reducerer deres saltindtag (natriumindtag) til 2400 mg om dagen svarende til 1-1/4 tsk. salt. Uanset om du har forhøjet eller normalt blodtryk, mindsker du risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte, hvis du sænker dit saltindtag.

Når du laver mad
Overordnet gælder det om at bruge mindre salt. Her et par tips til hvordan:
• Smag på maden, inden du kommer mere salt på – måske er det slet ikke nødvendigt.
• Brug andre krydderier til at kompensere for den mindre salte smag.
• Væn dine smagsløg til mindre salt ved at skære ned på saltet lidt efter lidt.
• Undgå at tilsætte salt og dåsegrøntsager til hjemmelavede retter.
• Hvis du ryger, så hold op, for rygning nedsætter smagssansen, så der skal mere salt til, før du kan smage det.


Samvirke samvirke@fdb.dk

Salt er industriens billige fyldstof

Salt er endnu billigere end mel i industrielt fremstillede fødevarer
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. februar 2007
saltbøsse
Vi danskere har vænnet os til smagen af meget salt

Salt i fødevarerne kan erstatte noget af den ægte vare, for eksempel i smør

Salt er en billig ingrediens. Salt er billigere end for eksempel mel. En enkelt procent salt, der kan erstatte mel, betyder noget i det store regnskab, når rugbrødsproduktionen tonser af sted. Fødevareindustrien ser en økonomisk interesse i at bruge salt, mener præsident for det Danske Gastronomiske Akademi, civilingeniør Jan Krag Jacobsen.

Han fortæller, at han har talt med restauratører, der helst køber usaltet smør til deres restaurant, fordi de på den måde får mere smør for pengene. Salt kan erstatte noget af den ægte vare.

Danskerne har traditionelt brugt masser af salt og vænnet sig til smagen af meget salt

Men salt er også ældgammel ingrediens for os danskere. Saltets rolle i historien er stor. Salt var middelalderens »hvide guld«, der kunne være årsag til krige, pavestaten i Rom opkrævede saltskat, selv en del af Øresundstolden blev i et par århundreder betalt som salt. Saltet var uundværligt til at konservere sild og kød, og salt var en stor handelsvare i Europa.

»Danskerne har en tradition med saltet kød og sild, og vi er stadig glade for smagen af salt. Det mærker man, når folk fra andre lande besøger os. De synes ofte, at vores mad er hvinende salt. Det er også typisk for danskerne at hælde salt på maden, før de overhovedet har smagt på den,« siger Jan Krag Jacobsen.

Salt øger produkternes holdbarhed

Salt er en nødvendig ingrediens i kød, for eksempel pølser, hvor det giver pølsen længere holdbarhed. Også her har industrien en interesse. Jo mere vand, der er i pølsen, jo mere salt skal der til. Salt giver også farsen til pølse en anden struktur. Vi kender det, når vi rører frikadellefars og putter salt i. Saltet gør farsen sejere.

Vi kan vænne os af med salt

Det er ikke nemt at stille noget op med industriens salt, men vi kan selv vænne os af med at spise så meget salt, mener Jan Krag Jacobsen. Han har lavet sin egen havregrød hver morgen i over 25 år og begyndte på et tidspunkt at koge den uden salt.

»Det går fint, jeg savner det ikke,« siger han. »Hvis man skærer meget ned på saltet og så igen prøver at smage mad, der var saltet som tidligere, er det næsten ubehageligt salt. Man vænner sig af med salt, ligesom man en gang er blevet vænnet til salt på samme måde, som svenskerne for eksempel er blevet vant til at spise sødt brød.«



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev: Løser ikke problemet

1. februar 2007

Niels Erik Søndergård, Odense SV:

Samvirke kritiserer i januarbladet den nuværende lov om familiesammenføringer uden at præsentere noget alternativ.

 

Problemet med tvangsægteskaber skabtes i 80’erne og 90’erne på grund af de kulturradikales politik, der ikke satte nogen grænser over for islamiske interesser. Det blev der rettet op på i 2002 med en ny lov, der begrænser mulighederne for tvangsægteskaber. Men på grund af de kulturradikales falske politiske korrekthed, så må man ikke i loven skrive, at loven gælder for muslimske familiesammenføringer, selv om det er her og kun her, at problemerne ligger.

Den falske politiske korrekthed skaber dermed problemer for de ikke-muslimske familiesammenføringer. Samvirke medvirker ikke til at løse problemet med dets tårevædede beretninger uden konstruktive løsningsforslag. Samvirke medvirker blot til de kulturradikales uudtalte krav om at ophæve restriktionerne i familiesammenføringerne, som har til formål at begrænse tvangsægteskaberne.

Hvis vi igen får fri adgang til både ikke-muslimske og muslimske familiesammenføringer – og dermed til fortsatte tvangsægteskaber, så vil Samvirke ud fra dets politisk korrekte ståsted næppe protestere. Samvirke burde i stedet angribe de kulturradikale for med deres falske politiske korrekthed at skabe disse problemer for de ikkemuslimske familiesammenføringer.



Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Superkorn fra højsletten

Quinoa fra Andesbjergene er både næringsrig og sygdomsforebyggende. Herhjemme vinder frøene fra Bolivias knastørre og frostbidte højder flere og flere tilhængere
Af Lotte Holmen | 1. februar 2007
Vegetarisk kaviar, moderkornet, superkorn, astronautens returbillet og guldkorn

Quinoa er et kært barn, og sådan et har som bekendt mange navne. I Danmark er planten og dens frø næsten ukendt, men for inkaerne i Andesbjergene er den måske den egentlige grund til,at de har overlevet det barske klima i højderne gennem tusinder af år.

Quinoa er i familie med spinat og en række rodfrugter, og frøene har et højt proteinindhold og tilmed protein af en ekstrem høj kvalitet. Desuden har den en perfekt sammensætning af alle essentielle aminosyrer og fedtsyrer, mange fibre og antioxidanter, kalk og mineraler især jern, og endelig er quinoaen glutenfri.

»Der er ingen tvivl om, at skulle jeg overleve på kun en enkelt fødekilde, så skulle det være quinoa, for den alene giver faktisk tilstrækkelig næring,« siger Sven-Erik Jacobsen, Danmarks eneste quinoaekspert og lektor ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Institut for Jordbrugsvidenskab og Afgrødevidenskab.

MANGE KVALITETER. Afgrøden bruges mange steder ikke blot som en næringsrig fødevare, men også som sundhedsbevarende og forebyggende medicin.

Quinoa nedsætter osteoporose (knogleskørhed), og videnskabelige undersøgelser på San Andrés Universitetet i La Paz i Bolivia viser også, at quinoaen forebygger hjerte-kar-sygdomme,« fortæller bolivianeren Hugo Bautista, der leder »Consorcio Lípez«, en salgs- og udviklingssammenslutning af quinoabønder, kvindekooperativer og foreløbig få private investorer. Han tilføjer, at andre undersøgelser tyder på, at den også har en forebyggende virkning på brystkræft.

»Og så er quinoa kolesterolfri,« supplerer lektor Sven-Erik Jacobsen fra sin stol på Landbohøjskolen.

Men ikke nok med det. Faktisk menes den at være direkte kolesterolnedsættende, fordi plantens saponiner, naturlige sæbestoffer, binder kroppens kolesterol og sørger for, at den bliver fragtet ud af kroppen, så der ikke sker en kolesterolophobning, forklarer han.

Netop derfor forsker blandt andre japanerne intensivt i at anvende quinoa som kolesterolnedsættende medicin.

FN´s fødevareorganisation, FAO, har udpeget quinoa til en af århundredets fødevaresikkerhedsskabende afgrøder på grund af dens næringsrigdom. Den giver desuden en langt større mæthedsfornemmelse end andre sammenlig sammenlignelige fødevarer. Dermed er quinoa ikke blot interessant for verdens fattige, men også for den vestlige verden i kampen mod livsstilssygdomme og fedme.

HÅNDDYRKET. Én indiansk myte om quinoa lader en uforskammet ræv på vej hjem fra kalas i himlen sprede plantens gule frø over højsletten til gavn for mennesker og dyr, og Hugo Bautista griner overgivent af historien om »guldkornene«.

Bautista, der er uddannet agronom, er selv født og opvokset på højsletten i Los Lípez, et landområde en del større end Danmark i det sydvestlige hjørne af Bolivia. Det er netop her i det goldtudseende, kolde og knastørre højland, man dyrker verdens fineste quinoa, som ikke uden grund kaldes Quinua Real, kongelig quinoa.

Takket være Bautista og konsortiet i Los Lípez har Quinua Real nu også fundet vej til danske forbrugere.

De 22.000 indbyggere i Los Lípez er blandt verdens allerfattigste, og bistandsorganisationen Caritas Danmark har gennem en årrække støttet udviklingsprojekter i området. Organisationen bakker også op om et business-to-business-projekt mellem de quinoaproducerende højlandsbønder i Los Lípez og bageriet Aurion i Hjørring.

»Quinua Real-frøene fra Los Lípez i Bolivia er kvalitetsmæssig helt i top,« siger Sven-Erik Jacobsen.

Frøene derfra er de største, der findes. Grunden hertil er formentlig vækstbetingelserne i Los Lípez, som er ideelle for planten, men måske er det også takket være områdets store fattigdom og den deraf følgende mangel på maskiner til markarbejdet.

For selvom quinoaen er en af de mest tørkeresistente afgrøder, skal der naturligvis være et minimum af fugtighed til stede under spiring og vækst. I Los Lípez udvikler Quinua Real sig på en årlig regnmængde på sølle 150 millimeter. Det er helt afgørende for dens vækst at holde på denne sparsomme væde. Derfor har det været fatalt i de tilfælde, hvor man har behandlet jorden med landbrugsmaskiner. I det tørre klima i dyrkningsområderne, der ligger i op til 4000 meters højde, fordamper fugtigheden så snart jorden bliver vendt.

Derfor foretrækker vi naturligvis helt uden sammenligning den traditionelle dyrkningsmetode, « fortæller Hugo Bautista.

Traditionelt graver man et hul på 10-15 centi-meters dybde, hvor jorden stadig holder på sin fugtighed. Her kaster man så en håndfuld frø ned og skynder sig at dække det til. Disse såningshuller graves med temmelig stor afstand, så planterne ikke skal kæmpe om væden.

Produktionen i Los Lípez er ren økologisk med quinoa og lamakød som egnens to vigtigste produkter. Også indbyrdes nyder lama og quinoa godt af hinanden. Efter quinoahøsten i marts-april ruster lamaerne sig til vinteren i højlandet med frostgrader på ned til minus 15-20 grader. Dyrene rydder markerne pænt for efterladte quinoastængler og -blade. Til gengæld gøder dyrene næste års quinoahøst.

KULINARISK GENSKÆR. Trods quinoaens mange sundhedsmæssige fordele peger Hugo Bautista på, at hans favorisering af den nu ikke udelukkende handler om fornuft, sundhed og sygdomsforebyggelse:

»For mig er det også særdeles vigtigt at pege på quinoaens pragtfulde smag.«

Derfor har Consorcio Lípez og to farverige gourmetkokke, Pierre Van Oost fra Frankrig og Daniel Delgadillo fra Bolivia, netop udgivet kogebogen »Kulinarisk genskær fra Los Lípez« med opskrifter på variationer over retter af Quinua Real og lamakød. Bogen viser, hvordan quinoa kan indgå i snart sagt alle retter fra grød og salater over supper og tilbehør til kager og desserter.

Også Pierre Van Oost´ og Daniel Delgadillos danske kollega, Nikolaj Kirk, har fået øjnene op for quinoaen, som han bruger i bl.a. salater og som erstatning for couscous og ris.

Daglig leder af Aurion-bageriet i Hjørring, Jørn Ussing Larsen, ser gerne den bolivianske kogebog oversat til dansk. Det lille business-to-businessprojekt mellem Hjørring og Los Lípez solgte sidste år op mod 35 tons Quinua Real. Det samlede salg af quinoa i Danmark nåede i 2006 omkring 50 tons.

»Vores mål er at komme op på en årlig import på 150-200 tons Quinua Real. Jeg tror på, at det vil lykkes i løbet af et par år,« siger Jørn Ussing Larsen, som selv er meget tilfreds med denne form for udviklingsprojekter.

Quinua Real er udover at være økologisk også ved at opnå fair trade-certificering herhjemme, hvor den sælges i helsekostforretninger og Irmabutikker.

En flabet ræv og guldkornene
»En dag for 7.000 år siden på Højsletten i inkaernes rige faldt en lang fletning ned fra himlen.«
Sådan fortæller højlandsindianerne stadig om quinoaen i en af deres myter, der gennem tiderne er gået fra mund til mund. »Som en rebstige hang den og indbød alle jordiske væsener til at rejse op og deltage i himlens store ceremonier. Også den lumske og ondsindede ræv havde en dag deltaget i festlighederne og ved den lejlighed ædt sig tøndetyk i alskens himmerigsmundfulde. På sin vej tilbage mod jorden mødte han en flok grønne papegøjer og råbte dem hånende an. »Sikken en stor grim tud, sådan noget fjerkræ har,« gnækkede ræven. Fuglene blev vrede. De besluttede at hævne sig og hakkede fletningen over, så ræven, hvis mave var rund og tung af himmerigets herligheder, med stor fart styrtede til jorden. I faldet sprængtes dens mave, og et væld af gule frø spredtes over Højsletten. Snart spirede quinoaen og skød op overalt, og således brugte Gud ræven til at sende himmelens »guldkorn« ned til mennesker og dyr.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
/html>
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Pumpet kød er godt

1. februar 2007

Sylvester Vantore, Frederiksberg:

Hvorfor er den største del af den danske befolkning skeptiske over for kødprodukter, der er »pumpede« eller marinerede i saltlage?

Kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra Danmarks Aktive Forbrugere mener, at det er at snyde forbrugerne at injicere kød.

Jeg er uenig. Pumpet kød vil i mange tilfælde give positive resultater. Noget kød har tendens til at blive hurtigt tørt, og det kan være nødvendigt at injicere kødet. En kogt hamburgerryg for eksempel har tendens til at blive tør, hvis den ikke er pumpet, men pumpningen gør, at kødet smager af mere. Jeg er dog enig med Klaus Melvin Jensen om, at kød, der er injiceret, skal deklareres med tilvækstprocent i kødet på grund af injektionen. Andet vil være snyd over for forbrugerne. Og det er ikke acceptabelt at injicere kød, så det får en tilvækst, uden at kvaliteten og smagen bliver bedre. En tilvækst på mere end omkring de 30 procent er ikke til gavn for forbrugerne, men derimod for producenterne.

Kunne det måske tænkes, at der i fremtiden blev mulighed for at købe kanyler og saltlager i detailhandelen, så forbrugerne ikke føler, at de køber vand, og så de selv kan gøre kød mere saftigt.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Fra smørrebrød til smörgås

De flytter til Sverige med den tanke, at de engang vender tilbage til Danmark, men så bliver det hverdag i Sverige...
Af Kristine Kornum | 1. januar 2007

Man skal bo fem år i Sverige, for at kunne blive svensk statsborger. Man skal selvfølgelig holde sig væk fra kriminalitet og opføre sig pænt i de fem år, men så skulle der være en mulighed. Som svensk statsborger kan man bevæge sig frit i alle EU-lande, også Danmark.

Den mulighed kunne man tro, at mange af de dansk-udenlandske par ville gøre brug af. De fleste tog trods alt til Sverige med en drøm om at vende tilbage til Danmark. Men langt de fleste af de par, Samvirke har spurgt, tror ikke, at de bor i Danmark om fem år. Faktisk er det kun 22 procent, der tror, de er vendt tilbage om fem år. Resten tror enten, at de bor i Sverige eller et helt tredje land.

Det kommer ikke bag på Orvar Lörgren, derer etnolog ved Lunds Universitet, og som har arbejdet med migration i øresundsregionen. For selvom Sverige bare er en nødløsning, så kan man næsten ikke lade være med at blive integreret.

»Det, der er interessant, er, at der sker denne gradvise og ubevidste integration. Man bliver glad for sin bolig. Måske får man børn, som kommer i svensk børnehave og lærer svensk og så videre,« siger Orvar Löfgren.

Han kommer med et eksempel på den gradvise integration fra det danske samfund.

»Dengang, der kom folk fra Jugoslavien til Danmark for at arbejde, var tanken var jo, at de skulle vende hjem igen. Det var også det, de selv gerne ville arbejde og så vende hjem. Men mange blev boende, for da tiden kom, var de alligevel blevet integreret med børn, bolig og en form for kærlighed til Danmark,« siger etnologen.

OVERLEVELSESLIV. Orvar Löfgren var med til at lave et stort projekt om Øresundsbroen, før den blev til virkelighed. Selvom mange scenarier om den kommende bro var oppe og vende, så havde de aldrig tænkt på, at broen også ville komme til at spille en rolle for dem, der bliver ramt af den danske udlændingepolitik. Det var ikke den form for integration i Øresundsregionen, projektgruppen havde tænkt på.

»Når man flytter, fordi det er nødvendigt, skaber man sig et »overlevelses-liv«. Nogle vælger at blande sig så lidt som muligt i det svenske samfund, de lærer ikke svensk og holder sig udenfor. Andre ..vælger at lære svensk og forsøge at lade sig integrere. For de fleste vil det være en langsom proces, de vil langsomt blive integreret, også selvom det måske ikke var det, de havde planlagt fra starten,« siger Orvar Löfgren.

Ofte er det den danske part, der ønsker at bo i sit hjemland. For den udenlandske betyder det ikke så meget, om der står Malmø eller København på byskiltet. Og kan være en af grundene til, at mange ender med at blive i Sverige. For i Malmø kan den danske part få det bedste af to verdener.

»Mange kan faktisk få deres behov for Danmark dækket ved at have arbejde og netværk i eksempelvis København. Man kan jo bare tage toget, og så er man der i løbet af ingen tid. Det er jo ikke som at sidde i eksempelvis Makedonien og savne Danmark, man kan faktisk leve i begge lande samtidigt,« siger Orvar Löfgren.

At der er en vis form for irritation fra det svenske samfunds side over at skulle »løse« danske udlændingeproblemer er helt efter bogen, mener Orvar Löfgren.

»Sverige og Danmark elsker at have små irritationer på hinanden. Fordi vi er så ens, elsker vi at påpege de der små forskelle, der findes. Så både i de svenske og danske medier vil der altid blive fortalt de dårlige historier fra den anden side af sundet, siger Orvar Löfgren.


Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 2
Artikel side 2
Samvirke samvirke@fdb.dk

Mad med chili er brændende kærlighed

Hans Jørgensen mærker, savner det daglige kick, hvis han skal undvære sin elskede chili. Er man først begyndt at dyrke de skarpe planter, er det svært at give slip igen.
Af Inger Abildgaard | 1. januar 2007

 

Mad uden chili er som et bal uden musik

et bal uden musik. Sådan er mad uden chili. En tam affære. Det synes en voksende menighed af danske chilidyrkere. For dem er der noget uforløst over dage, hvor man ikke har fået sit daglige skud. Man er på en måde ikke rigtig mæt.

»Abstinenser kan man ikke kalde det, men når man først har vænnet sig til at spise hot, savner man sit daglige kick, hvis man for eksempel er et par dage på kursus«, siger en af chilidyrkerne, Hans Jørgensen, der er uddannet sygehusportør og arbejder som formand for 7000 fynskemedlemmer i social- og sundhedssektoren, fagforbundet FOA.

Kinagrillen vakte kærligheden til chili

Hans Jørgensen blev smittet med chilibacillen, da han var en stor skoledreng sidst i 1970'erne. Det skete en aften, hvor drengene havde øvet på elguitarerne og kom forbi en kinagrill på vej fra Paarup Skole og ind til Odense Centrum. Her på kinagrillen stod den på forårsruller med det der »stærke røde djævelskab« ovenpå. Chilien fik straks tag i Hans. Han begyndte at lede efter supermarkedets skarpe sovse, og så var der ikke langt til at smide en frisk chili på panden og stege den sammen med hakkebøffen. Det blev begyndelsen til et 25-årigt varmt forhold.

»Jeg kan ikke nævne noget, der ikke bliver bedre af chili, på nær måske desserter, men det skyldes alene, at jeg ikke har erfaring med at lave desserter med chili,« siger Hans Jørgensen, der efter 25 års dagligt forbrug stadig mærker det indre chili-spark.

»Det er ikke fordi, jeg skal op i det røde felt hver gang, man er ikke afhængig som en narkoman. Men jeg er ikke i tvivl om, at der sker en tilvænning. Det er lidt flippet,« siger Hans Jørgensen.

Chilien er mændendes grøntsag 

Agronomen og gartneriejeren Lene Tvedegaard er et midtpunkt for chilidyrkningens danske disciple. Hun sender nyhedsbreve ud fra sit gartneri i Køge til ca. 1500 abonnenter og sælger 10.000 planter om året, mange af dem over nettet. Kunder som Hans Jørgensen tager med mellemrum turen til Køge for at se nye sorter hos Lene Tvedegaard. Hun har dyrket tomater og chilier i sit gartneri i seks år, og hun arrangerer kurser og holder smagedage, hvor for eksempel 400 på en dag er samlet for at smage chili og indtage tilsammen omkring 50 liter mælk til at gurgle munden i og dulme smerten. Det er mælken nemlig god til.

»Med chilien har vi fundet mændenes grøntsag, « siger hun.

Mændene konkurrerer om at bide i den stærkeste chili

Drivhusene i de danske villahaver er i forvejen mændenes domæne, og det at bide i en stærk chili opfattes som lidt af en manddomsprøve.

Når Lene Tvedegaard holder smagedag på gartneriet, begynder de mandlige deltagere næsten som en rygmarvsreaktion at konkurrere om at bide i den stærkeste chili og udholde den smerte, den sender ud i mundhule, tunge, gane og tandkød.

Chili sætter gang i blodcirkulationen og forhøjer forbrændingen

Chilien har potentiale i sig til endnu flere tilhængere, fordi den er smuk, sund og nem at dyrke. Den strutter ikke bare af vitaminer, den giver også mæthedsfølelse, øger blodcirkulationen og forhøjer forbrændingen. At den ikke allerede er slået op som slankemiddel ved siden af fiduspiller og slanketeer er lidt af en gåde, mener Lene Tvedegaard og fortæller, at en fidusmageri USA engang har lanceret chilien som middel mod sparsom hårvækst og skaldepander. Chili sætter gang i blodcirkulationen. Det klør også rigeligt i hovedbunden, men hår kommer der ikke mere af.

 Der forskes seriøst i chili, og mange af de særlige egenskaber er allerede bevist.

En af forskerne er Ph.d. Helene Reinbach, Landbohøjskolen. Hun bekræfter, at chili øger fedtforbrændingen, kulhydratforbrændingen og er appetitregulerende. Det har blandt andet hollandske forsøg bevist, hvor forsøgspersoner gennem tre måneder har fået koncentreret chili i kapsler. Langtidsvirkningen mangler endnu at blive bevist, og der skal laves andre forsøg. Måske vil det være muligt at fremstille sunde retter med stærke krydderier som chili og ingefær, som får en slankende effekt på grund af krydderierne. Retter man kan bruge for eksempel til kommunal udbringning eller hospitalsmad. Helene Reinbach samarbejder med de hollandske kolleger, som forsker i chiliens virkninger.

Chili frigiver endorfiner og måske kan man blive afhængig

Som en ekstra finesse får smerten fra chilien hjernen til at frigive de morfinlignende stoffer endorfiner og virker måske ligefrem antidepressivt. I videnskaben taler man ikke om chiliens stærke smag, men om smerten, for det er ikke smagsløgene, der påvirkes. Smerten udløses af stoffet capsaicin, som aktiverer den trigeminale nerve, en kranienerve med tre grene: Til øjnene (så det svier, når man skræller løg). Til næseregionen (som vi mærker, når vi spiser sennep, peberrod og wasabi) og til mundhulen, så det brænder i tunge, gane og tandkød, når vi spiser stærk chili.

»Måske kan man blive afhængig af chili. Det vil være interessant at kigge på, når langtidsvirkningen bliver undersøgt,« siger Helene Reinbach. Hun spår, at vi om et par år ved meget mere om chiliens virkninger, for interessen er stor også blandt forskere.

Sådan forsyner du dig med din egen chili og opbevarer den

Hjemme i Hans Jørgensens have i Odense er drivhuset nu vinterryddet for sommerens jungle af chiliplanter. De har veget pladsen for havemøblerne i stabler. Hans begyndte at sætte chiliplanter på terrassen i stedet for sommerblomster, det første år huset var købt. Det begyndte med tre små planter fra Hans' mors damefrisør, der dyrkede chili allerede dengang i 1989.


Vinterens forråd består af enkeltindfrosne chili i fryseren og chili, der er tørret i ovnen på 80 grader 6-10 timer. Han fabrikerer sit eget chili-krydderi ved at blende en af sine mange tørrede chili, og så er der et lille lager, ind til en ny tørret chili skal knuses.

»Folk spørger somme tider, hvordan man laver mad med chili. Man skal lave den mad, man kender og kan lide at lave og så give den lidt chili. Det er en misforståelse at tro, at chili er en bestemt ret, det er et krydderi,« siger han.

Hans har ikke en eneste levende chiliplante tilbage i køkkenvinduerne. Han er holdt op med at klippe de efterårstrætte planter ned og lade dem hvile vinteren over.

»Herregud, man starter bare en ny,« siger han og giver instruktionen:

»Skær chilien i stykker, skrab kernerne ud, gem dem i en serviet, og skriv frugtens navn på servietten. Når det bliver påske, sår man kernerne i en potte eller spirebakke. I juni kan de plantes ud et sted, hvor der er sol og læ. Men de skal ind om vinteren.

»Jeg starter selv forfra hvert eneste år med nye planter. Men klipper man en plante ned hvert efterår og lader den hvile til næste forår, ender man med at have et helt træ.«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Mäes med i matador

1. januar 2007

Annette Andersen, Frederiksberg: 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Fuglefrø giver ukrudt

1. januar 2007

Poul Fafner og fuglene, Birkerød:

Jeg skulle hilse fra havens fugle og sige tak for de dejlige fuglefrø. Vi mennesker har dog et lille problem: fuglefrøene giver en masse ukrudt i haven. Vi har fundet på at hælde frøet op i en bradepande og opvarme det til 70 grader, det er fuglene da ligeglade med, og vi slipper for ukrudt. Det ville være praktisk, hvis producenten gjorde det samme, og det kan vel ikke belaste prisen synderligt?



Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til
laeserbreve@samvirke.dk



Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Voldsomt vandforbrug

1. januar 2007

Annelise Risager, Kolding:

Det var med stor interesse, jeg læste artiklerne i nr. 12 om vand. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at falde ned af stolen, da jeg så eksemplerne på forbruget. Jeg har derfor et par uddybende spørgsmål. Er det virkelig rigtigt, at det kræver 4100 liter vand at producere en t-shirt? Hvis det er tilfældet, hvordan er så det regnestykke? Dernæst har det altid undret mig, at Københavnerne bruger så meget mere vand, end vi gør vest for Storebælt. Jeg mener, det kan næppe være det personlige forbrug i husholdningerne! Og i dag giver forklaringen, at det er den større koncentration af industri, vel heller ikke nogen mening! Kan I give en ordentlig forklaring?

Svar fra artiklens forfatter, Tommy Brandi Krog:

At der går 4100 liter vand til at producere ent-shirt, når alt regnes med, har vi fra rapporten »Rich countries, poor water«, som er udgivet af WWF i august 2006 (http://wwf.org.au/publications/rich-countries-poor-water/). Du kan se flere eksempler i rapporten.

Med hensyn til vandforbruget i København kontra provinsen, så skyldes knapheden ikke et generelt højere forbrug hos den enkelte borger eller virksomhed i hovedstaden ifølge Københavns Energi brugte den gennemsnitlige borger i København sidste år 123 liter vand i døgnet mod 125 liter i landsgennemsnit. Men københavnerne bor tæt, og en stor del af de tilgængelige vandressourcer er ubrugelige på grund af forurening. Dermed bliver efterspørgslen større end udbuddet.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk