Samvirke samvirke@fdb.dk

Vi tænder ikke på dybfrost

Vi bruger de frosne poser med grøntsager, men taler ikke højt om det. Der er imageproblemer omkring kummefryserens indhold, men dybfrosten får nye venner blandt de eksperimenterende kokke
Af Inger Abildgaard | Foto: Jes Buusmann | 1. marts 2007
frost
Hos Irma vokser økologisk dybfrost med 50 procent på et år, selv om vi ikke ved stå ved vores forbrug af dybfrost

Vi bruger masser af dybfrost. 84 procent af os bruger jævnigt dybfrosne fødevarer, men vi holder ikke lange taler om vores wokmix og majsblandinger, når stearinlysene er tændt over gæstemiddagen. Dybfrost hører ikke til i det gode selskab. Ingen taler pænt om dybfrost, slet ikke kokke, som Erwin Lauterbach fra restauranten Saeson i Hellerup nord for København:

»Personligt siger jeg nej til dybfrost. Værdien forsvinder i forhold til en hel selleri, som kommer ind med top og jord på og giver oplevelsen af at lave mad. Det skal svine, og det skal fylde skraldespanden ud.«

 

Flere køber dybfrost, selv om dybfrost har et dårligt ry

I Tyskland branchen med tocifrede vækstrater på det økologiske dybfrostmarked de næste år. Efterspørgslen er stigende både hos helsekostforretninger, økologiske og almindelige supermarkeder.

I Danmark har supermarkedskæden Irma målt voksende salgstal på økologisk dybfrost. Salget af dybfrosne økologiske grøntsager er steget med 50 procent på et år.

Kokke eksperimenterer med nye fryseteknikker

Måske er vi bare for tunge og for sløve til at fatte dybfrostfidusen. De kræsne franske husmødre giver frosne urter gode karakterer, fordi de opfatter dem som friskere end dem, der skal hives frem efter et par timers ophold i bilens bagagerum, fortæller avisen Financial Times, der udnævner England til det land i Europa, hvor dybfrost er mest ugleset. Briterne finder frossen mad både billig og usund.

Kokkeeliten eksperimenterer med fryseteknikker i molekylær gastronomi.

Heston Blumenthal er indehaver af »The Fat Duck Restaurant« i den engelske landsby Bray. En restaurant, der er tredobbelt verdensmester i Michelin guiden. Heston Blumenthal interesserer sig for den moderne fryseteknik, mange af hans retter involverer flydende nitrogen, en lugtfri gas, der er velegnet som pakkegas og køle-frysemiddel.

De fleste mennesker tror, at fødevarer bliver dårligere af at blive frosset, men hvis en fisk bliver frosset straks før døds stivheden indtræffer, er den normalt i en bedre kondition, end hvis den opbevares med is, siger Heston Blumenthal.

Nitrogenfrysning står måske foran et opsving

Institutleder Grete Bertelsen, institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, fortæller, at nitrogenfrysning er prøvet for år tilbage, og får måske nu et opsving igen takket være samarbejdet mellem kemikere og kokke omkring molekylær gastronomi.

»Med nitrogen og lynhurtig nedfrysning bevarer man cellestrukturen og vil måske også kunne nedfryse en agurk,« siger Grete Bertelsen.

Agurk og for eksempel courgetter har en fin tekstur, som forsvinder, når de bliver frosset og derpå tøet op. Iskrystallerne, der danner sig i løbet af fryseprocessen, prikker hul på cellevæggene, så væsken får frit løb, når grøntsagen tør op, og agurken falder sammen som en punkteret ballon.

Bær bliver gode som dybrost

Bær og ærter er ok som dybfrosne, mener kokken Jan Hurtigkarl.

»I hybensæsonen rydder vi et bord til fire-fem kg. hyben og fryser dem i små vacuumposer, så der er et helt beredskab af »kartotekskort« til at sætte smag på fonde, sauce og ragout'er. Det er skønt at have bær til en sauce, det er fantastisk at tage til sydsjælland og hente 150 kg. solbær hjem til hele efteråret.«

Selv revolutionerende fryseteknikker vil ikke ændre på Erwin Lauterbachs holdning til dybfrost, der aldrig vil komme til at fylde køkkenet med duft og skraldespanden med skrald:

»Jeg tænder ikke på frosne grøntsager. Jeg forstår godt, at markedet er stort, man kan opnå et godt resultat med for eksempel ærter, men man får ikke noget personligt ud af det,« siger han.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Salt er industriens billige fyldstof

Salt er endnu billigere end mel i industrielt fremstillede fødevarer
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. februar 2007
saltbøsse
Vi danskere har vænnet os til smagen af meget salt

Salt i fødevarerne kan erstatte noget af den ægte vare, for eksempel i smør

Salt er en billig ingrediens. Salt er billigere end for eksempel mel. En enkelt procent salt, der kan erstatte mel, betyder noget i det store regnskab, når rugbrødsproduktionen tonser af sted. Fødevareindustrien ser en økonomisk interesse i at bruge salt, mener præsident for det Danske Gastronomiske Akademi, civilingeniør Jan Krag Jacobsen.

Han fortæller, at han har talt med restauratører, der helst køber usaltet smør til deres restaurant, fordi de på den måde får mere smør for pengene. Salt kan erstatte noget af den ægte vare.

Danskerne har traditionelt brugt masser af salt og vænnet sig til smagen af meget salt

Men salt er også ældgammel ingrediens for os danskere. Saltets rolle i historien er stor. Salt var middelalderens »hvide guld«, der kunne være årsag til krige, pavestaten i Rom opkrævede saltskat, selv en del af Øresundstolden blev i et par århundreder betalt som salt. Saltet var uundværligt til at konservere sild og kød, og salt var en stor handelsvare i Europa.

»Danskerne har en tradition med saltet kød og sild, og vi er stadig glade for smagen af salt. Det mærker man, når folk fra andre lande besøger os. De synes ofte, at vores mad er hvinende salt. Det er også typisk for danskerne at hælde salt på maden, før de overhovedet har smagt på den,« siger Jan Krag Jacobsen.

Salt øger produkternes holdbarhed

Salt er en nødvendig ingrediens i kød, for eksempel pølser, hvor det giver pølsen længere holdbarhed. Også her har industrien en interesse. Jo mere vand, der er i pølsen, jo mere salt skal der til. Salt giver også farsen til pølse en anden struktur. Vi kender det, når vi rører frikadellefars og putter salt i. Saltet gør farsen sejere.

Vi kan vænne os af med salt

Det er ikke nemt at stille noget op med industriens salt, men vi kan selv vænne os af med at spise så meget salt, mener Jan Krag Jacobsen. Han har lavet sin egen havregrød hver morgen i over 25 år og begyndte på et tidspunkt at koge den uden salt.

»Det går fint, jeg savner det ikke,« siger han. »Hvis man skærer meget ned på saltet og så igen prøver at smage mad, der var saltet som tidligere, er det næsten ubehageligt salt. Man vænner sig af med salt, ligesom man en gang er blevet vænnet til salt på samme måde, som svenskerne for eksempel er blevet vant til at spise sødt brød.«



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev: Løser ikke problemet

1. februar 2007

Niels Erik Søndergård, Odense SV:

Samvirke kritiserer i januarbladet den nuværende lov om familiesammenføringer uden at præsentere noget alternativ.

 

Problemet med tvangsægteskaber skabtes i 80’erne og 90’erne på grund af de kulturradikales politik, der ikke satte nogen grænser over for islamiske interesser. Det blev der rettet op på i 2002 med en ny lov, der begrænser mulighederne for tvangsægteskaber. Men på grund af de kulturradikales falske politiske korrekthed, så må man ikke i loven skrive, at loven gælder for muslimske familiesammenføringer, selv om det er her og kun her, at problemerne ligger.

Den falske politiske korrekthed skaber dermed problemer for de ikke-muslimske familiesammenføringer. Samvirke medvirker ikke til at løse problemet med dets tårevædede beretninger uden konstruktive løsningsforslag. Samvirke medvirker blot til de kulturradikales uudtalte krav om at ophæve restriktionerne i familiesammenføringerne, som har til formål at begrænse tvangsægteskaberne.

Hvis vi igen får fri adgang til både ikke-muslimske og muslimske familiesammenføringer – og dermed til fortsatte tvangsægteskaber, så vil Samvirke ud fra dets politisk korrekte ståsted næppe protestere. Samvirke burde i stedet angribe de kulturradikale for med deres falske politiske korrekthed at skabe disse problemer for de ikkemuslimske familiesammenføringer.



Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

De danske kager er en fantastisk historie

Wienerbasserne, kransekagen og andre af konditorens kreationer er Danmarks bidrag til den kulinariske verdenskunst.
Af Inger Abildgaard | 1. februar 2007

EU har noteret kagerne som Danmarks bidrag til verdenskulturen

Kageruller i stedet for kokkeknive. Gær og mel i stedet for trøfler. Mens italienerne præsenterer deres verdensberømte parmaskinke, og franskmændende lukker op for den mesterlige camembert, trækker vi trumfkortene fra bageren: Napoleonskage, fragilité og wienerbasse. Fortegnelserne over og dokumentation af de danske gastronomiske fyrtårne er bogført på allerhøjeste sted i EU som Danmarks bidrag til den kulinariske verdenskultur

Rosenbrød og basser er det mest specielle ved dansk madkultur

Forskere i hele EU har lavet udredninger over, hvad der hæver en fødevare op på et niveau, hvor den er speciel for sit lands madkultur. Det er sket på initiativ af de store madnationer Frankrig og Italien. Lande, der ser en stærk interesse i at bevare integriteten i deres berømte specialiteter. Kultur- og madhistorikeren Bi Skaarup og en dansk arbejdsgruppe har efterforsket det traditionelle danske køkken for at sætte navn på vores kulinariske solo-præstationer.

»For en gammel bagerjomfru som mig var det enormt skægt, at rosenbrød, snegle, linser og napoleonshatte stod for den mest specifikke danske madkultur,« siger Bi Skaarup.

Men kød og ost da? Vores landbrugsprodukter!

De rager ikke op på samme måde, fordi Andelsbevægelsen ensrettede produktionen af landbrugsprodukter mod eksportmarkedet England. Det kom der en masse bacon og smør ud af. Også ostene blev lavet efter en standardiseret recept med ensartet kvalitet for øje. De små leverandører forsvandt.

Eksporten satte dagsordenen for landbruget, men bagerhåndværket fik lov at leve uforstyrret videre lige til de berygtede mix-blandinger vandt indpas i 1960'erne og udvandede begreberne om, hvad bagerbrød er. Siden har håndværket rejst sig igen med Emmery's og andre bannerførere i spidsen.

Kaffe og kage var højeste mode i 1800-tallet

Talentfulde bagere med ambitioner og udsyn står for den ene del af kageeventyret. Men der skulle en dynamo mere på, nemlig det Københavnske borgerskab med hatte, stokke, manerer, diskret charme, og hvad den privilegerede klasse nu ellers kendes på fra midten af 1800-tallet og 60-70 år frem.

Herrer og fruer i 1800-tallets bedre kredse havde brug for at gøre indtryk på hinanden. Naturligvis havde de stil, smukke hjem og fine dragter, men de havde også selskaber, og det sendte de rigtige signaler derhjemme i salonerne, når pigen serverede kaffen og den nyeste kreation fra konditoren for gæsten.

»Det voksende borgerskab hentede sin selvforståelse i selskabeligheden, den private fest var meget vigtig, konditoriet blev også flittigt brugt allerede i Søren Kierkegaards og H. C. Andersens København, det gav bageren og konditoren noget at arbejde med,« siger Bi Skaarup.

Wienerbrødet blev opfundet i 1843, det var en croissant med remonce kopieret fra Wien

1843 er et skelsættende år. En københavnsk bager havde været i Wien, hvor han havde smagt wienerske croissanter og fået licens til at fremstille det bløde brød i København

»Bageren kendte de sukkerglade københavnere, så han smed lige en klat remonce i croissanten, inden han rullede den sammen. Voilà! Det første danske wienerbrød. Og bageriet på Kultorvet kom til at hedde Wienerbageriet, som ligger der endnu,« siger Bi Skaarup.

Resten kender vi. En hær af basser, snegle, rosenbrød, overskårne, spandauere, hanekamme og chokoladeboller fulgte efter det første wienerbrødshorn og har gjort »danish« til et andet ord for kage i det store udland.

»Vi blev verdensrømte for vores wienerbrød, som er en efterligning af den wienerske croissant. Sådan er madlavning. Vi står på skuldrene af hinanden,« siger Bi Skaarup.

Hele den specielle danske bager-pakke består af andet end wienerbrødet. Der er rundstykkerne, det særlige danske franskbrød bagt med mælk, småkagerne og tør- og endelig flødeskumskagerne, som er et helt særligt kapitel.

Sarah Bernhardkage er dansk men kopieres i hele verden

Vi tror måske at fragilitéen og Sarah Bernhard'en er importeret til de kølige danske konditorier for at give dem et touch af parisisk boulevardstemning. Og det er sandt, at københavnerne leflede for det franske. Men kagerne er ærkedanske. Sarah Bernhard-kagen blev skabt af den meget aktive konditor Steen på Amager, da den berømte franske primadonna en gang var på gæsteoptræden i København. Kagen bliver i dag kopieret i hele verden, fortæller Bi Skaarup. Rubinstein-kagen har en tilsvarende historie, da en berømt klaver-virtuos med efternavnet gæstede københavn

I årene 1870 frem til 1910 væltede det op med interessante nyskabelser. Fragilité, der betyder skrøbelighed, risalamande, napoleonskage, kartoffelkage, hindbærsnitte, napoleonshat og Bi Skaarups favorit, gåsebryst, der er en af de få kager skabt uden for det københavnske konditorvækstlag. Hun mener, at kagen er fra Slagelse eller Næstved:

»Mange steder laver de den med lagkagebund, men det rigtige gåsebryst har bund af butterdej med sveske og flødeskum, der sammen laver noget vidunderligt næsten uartigt inde i munden.

kransekagen er opfundet i det gamle Persien

Den danske kransekage er også speciel og berømt i hele verden. Den består af marcipan opfundet i det store muslimske kalifat med hovedsæde i det gamle Persien, nu Iran og Irak. Europæerne greb marcipanen i middelalderen og bagte småkager af den, senere gik den af mode, men i slutningen af 1700-tallet fandt en københavnsk konditor på at bage ringe af kransekage og modellere et overflødighedshorn til et stort taffel. Sådan blev kransekagen til en dansk specialitet.

Kagernes historie er lige til at blive i godt humør af, så støt de gode bagere

»Kagernes historie er lige til at blive i godt humør af. Vi har gode forbilleder, selvom vi sad i arbejdsgruppen og begyndte at spørge os selv, om vi i Danmark overhovedet har noget som helst, der ikke er gået tabt i dårligt håndværk og ringe råvarer,« siger Bi Skaarup.

Vi har alle et ansvar for at støtte de gode bagere, dem der laver Sarah Bernhard'en på den helt rigtige måde. Livet er for kort til at spise dårligt, og Danmarks rekord som den mest fedtede nation, når det gælder mad, er ikke nogen sjov rekord, synes hun.

Mange holder sig netop tilbage fra kagerne, som ikke pynter på taljemålet.

Men det hjælper, når man holder sig til det helt sublime og lader stadset stå

»Det gælder om at tage det ene gode glas vin og det enkle stykke fyldt chokolade, der smager så godt, at englebasserne flyver rundt om hovedet. Jeg har efterhånden selv lært det,« siger Bi Skaarup.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Arlas saudiske linedans

Samvirke har som det første medie, siden Muhammedkrisen rasede for et år siden, besøgt Arlas mejeri i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh. Arla satser hårdt på at generobre den gamle position på markedet. Strategien er aldrig at blande sig i politik eller religion. Det handler om at lave forretning
Af Klaus Holsting | 1. februar 2007

»Her havde jeg ikke drømt om, at jeg nogensinde skulle komme,« siger min saudiske tolk, som følger mig overalt, da vi endelig finder den rigtige adresse i et stort industrikvarter. Stedet er temmelig uanseeligt, en tarvelig gitterlåge med et lille skilt, man knap opdager. Danya står der.

At denne adresse sidste år var symbolet på den største danske udenrigspolitiske krise i nyere tid, er vanskeligt at forestille sig.

Ved indgangen står bevæbnede vagter, som beder os vise legitimation og åbne bilens bagagerum, så de kan se, om vi har bomber med. Det har vi ikke, og vi får lov at passere

Direktør Erik Folden byder os velkommen. På direktionsgangen, ved siden af et billede af køer på en grøn dansk mark, hænger en række portrætter af den saudiske kongefamilie. Kronprinsen, Kong Abdullah og deres far, den elskede Kong Abdul Aziz, Saudi-Arabiens grundlægger. Folden har forberedt en præsentation af firmaet i mødelokalet. På et stort bord er alle Arlas produkter linet op. Mælkepulver, fetaost, juicekartoner, smøreost og revet mozzarella.

Erik Folden begynder sit Powerpoint-foredrag med på klingende fynsk at fortælle, hvad Saudi- Arabien er for en størrelse.

»Selvom det på mange måder er et meget barsk samfund, er sauderne et utroligt hyggeligt folk, der er stolte af deres land,« siger han og viser samtidig en serie billeder . En gul ørken, en tildækketkvinde, en olietønde og en kamel. Til sidst peger han på et billede af en bombe med ild i lunten.

»Ja, og så har vi jo desværre også terroren,« siger han med henvisning til en række alvorlige bombeattentater i hovedstaden de senere år.

Arlas fabrik i Riyadh har 820 ansatte, af dem er 120 saudere. De øvrige kommer fra 19 forskellige lande, langt de fleste er lavtlønnet arbejdskraft fra lande som Indien, Bangladesh og Filippinerne. Mange har været ansat i årevis. Det er en stor ledelsesmæssig udfordring at få så mange forskellige nationaliteter til at arbejde sammen, fortæller Folden.

Virksomheden har de sidste 25 år kun oplevet vækst og stigende salgskurver.

»Af Saudi-Arabiens 22 millioner mennesker er 45 procent under 15 år, og det åbner nogle spændende muligheder for salg af mælkeprodukter,« forklarer han.

»Disse mange unge skal selv snart have børn, og så bliver der virkelig brug for os. Det er meget spændende.

Arlas største succes på det saudiske marked er smøreosten Puck. Brandet dækker også over en række andre mejerivarer, bl.a flødeosten Labneh, som man bruger som dip, og mælkepulver til at opløse i vand.

»Det er et meget stærkt brand. Faktisk er det stærkere end Pepsi,« fortæller han godt tilfreds. Det har en lokal undersøgelse vist. Min saudiske tolk nikker. Han har spist Puck smøreost, siden han var en lille dreng.

Hvert år har man lanceret nye produkter, som sauderne har taget til sig. Forskellige former for frugtjuice har været en stor succes. Selv overfor store internationale konkurrenter som La vache qui Rit, Nestlé, Danone og Kraft har Arla stået godt, fortæller Erik Folden.

BLANDER SIG IKKE.

I Saudi-Arabien gælder sharia- lovgivning. Man halshugger kriminelle på offentlige pladser, straffer med pisk og amputation af hænder. Tortur i fængslerne er udbredt, og pressen er strengt censureret. Amnesty International har udgivet stabler af rapporter, som kritiserer forholdene stærkt og kalder Saudi-Arabien et af verdens mest brutale regimer. Det er ikke noget, der får Erik Folden til at blinke.

»De gør de ting, det er rigtigt, men alle bliver dømt hernede. De følger den lov, som de har,« siger han.

»Vi har aldrig blandet os i politik eller religion, vi er her jo for at lave forretning. Vi har altid vist interesse for vores kunders business. Både når det er gået godt, men også når det er gået mindre godt, har vi været på besøg og har talt med dem. Det er noget, de sætter utrolig højt hernede. Intimitet er også en vigtig ting. Vi er ofte blevet inviteret til middag og nyder at sidde og spise med dem på gulvet. Så taler vi om business. Ja, hernede bruger man jo fingrene, og det kan vi også godt,« fortæller Folden.

På skærmen viser han et billede af et saudisk middagsselskab, der sidder på gulvet med et bjerg af mad i midten.

VENDEPUNKTERNE.

Før krisen havde Arla en rigtig pæn markedsandel, og folk var glade for de danske produkter. Men så kom tegningerne.

Fra den ene dag til den anden gik vores salg i nul. Fra de største supermarkeder til de mindste kiosker, alle ryddede deres hylder for vores produkter. Kunderne var rasende, de ansatte på mejeriet blev truet. En stribe af vores saudiske medarbejdere sagde op. Det var meget ubehageligt.«

Han opfordrede i slutningen af marts sidste år Erik Folden til at holde en pressekonference, hvor man overfor både kunder og pressen kunne offentliggøre fordømmelsen af tegningerne.

Det blev det store vendepunkt.

»Dagen efter var der Arla-produkter i samtlige Al Othaims 70 butikker,« fortæller direktøren. Ti dage senere besluttede IOC (Organisationen af Islamiske Lande) på en konference i Bahrain at støtte ophævelsen af boykotten mod Arla.

TRAVLT IGEN.

Folden vil gerne vise os produktionen. I fabrikshallen ser vi smøreost blive fyldt på glas, juice blive fyldt på kartoner og store mozarella-oste blive revet og fyldt i små plastikposer. Alt er topmoderne og mekaniseret.

Her møder vi også mejerichefen, Vagn Aage Jensen, som har været på fabrikken i Riyadh i seks år. Han er glad for sit arbejde, fortæller han. Tiden umiddelbart efter Muhammedkrisen var dog noget speciel.

»Som ansat på Danya har jeg kun været med til opture og stigende salg. Så er det selvfølgelig meget frustrerende at komme i en situation, hvor salget stopper på to dage. Vi havde et længere stop i produktionen og gjorde klar til at vedligeholde en masse ting. Men det gjorde vi ikke særlig længe, så var vi i gang med at producere nogle af vores lokale produkter igen. Så vi har haft travlt i produktionen. Produktionsmedarbejderne har næsten ikke været berørt af Muhammedkrisen.«

Hvor er de produkter blevet solgt. Vel ikke her?

»Nogle er blevet solgt her.«

GENEROBRINGEN

. Erik Folden er af gode grunde stærkt optaget af at komme tilbage til den gamle position på det saudiske marked. At generobre de supermarkedshylder der nu til dels er fyldt op af konkurrenterne

»Vi kan mærke, at vores kunder er begyndt at efterspørge andres produkter. Så vi laver en masse promotion, går ud og forsøger at få vores plads igen. Altså simpelthen går ud og køber os tilbage på vores pladser. I mange butikker betaler man leje, en slags investeringsafgift for at være på hylden. Det er en helt normal måde at gøre det på,« siger han.

Mejeriet har udover tv-spots fået produceret plakater og skilte.

Vi hænger vores logo op i alle butikkerne. Synlighed er uhyggelig vigtigt her bagefter.

Arla donerede 100 ton fødevarer og fire ambulancer til hjælpeorganisationer under krigen i Libanon tidligere i år. En gestus der blev bemærket i saudiske aviser.

Ifølge Erik Folden har en række af Arlas gamle samarbejdspartnere også en stor del af æren for, at det går fremad.

stor del af æren for, at det går fremad. »Nogle af vores meget store kunder kom og ville hjælpe os med at komme tilbage, da vi havde fordømt tegningerne. Vi gik i direkte dialog med dem og prøvede at forklare, at hverken Arla eller vi som danskere havde noget med tegningerne at gøre. De havde svært ved at forstå, at vores statsminister ikke kunne lukke Jyllands-Posten og sætte den ansvarlige redaktør i fængsel, og vi måtte forklare dem, at det kan man altså ikke bare gøre i Danmark. Der er en grænse for, hvordan man udfordrer hinanden. Vi har prøvet at forklare dem, at der er nogle andre værdier i Danmark.

Inden Muhammedkrisen var man langt fremme med planer om at bygge et nyt mejeri på den store halvtomme industrigrund.

Selvom optimismen er stor, vil man nu alligevel gerne se tiden an lidt endnu, inden man går videre med den plan, fortæller Folden.

I dag har man genvundet cirka 60 procent af det tidligere marked, bl.a. ved at sælge varerne med store rabatter.

Erik Folden ser dog lyst på fremtiden. 25 procent af sauderne er overvægtige, fortæller han. Der ligger et stort potentiale i low fat-produkter.

Der er ingen light-trend her i landet. Den ligger lige til højrebenet.

Klaus Holsting er fotograf og blev som en af de første danske pressefolk lukket ind i Saudia-Arabien efter Muhammedkrisen



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Samvirke samvirke@fdb.dk

Ingen spildt mælk at græde over

Arlas produktion i Saudi-Arabien gik aldrig i stå i forbindelse med Muhammedkrisen. De saudiske forbrugere troede, at de boykottede de danske produkter, men Arla leverede stadig en del til de saudiske supermarkeder blot pakket ind i lokale mærker. På den måde endte forbrugerne i Saudi- Arabien og andre lande i Mellemøsten alligevel med at købe ost lavet af mælk fra Danmark
Af Klaus Holsting | 1. februar 2007

Da stormuftien i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh for et år siden under en fredagsbøn opfordrede alle gode muslimer til at boykotte danske varer, så det i første omgang ud til at skulle gå hårdt ud over Arlas lokale mejeri Danya.

Alle de 34.000 butikker, Arla hidtil havde handlet med, fra de mindste kiosker til de største supermarkedskæder, ryddede hylderne for alt, hvad der stod Danmark på, og mejeriets produktion af ost, mælkepulver og juice gik øjeblikkelig i stå.

HUL I MARKEDET.

Men hvad hverken den almindelige dansker eller de arabiske forbrugere vidste var, at der fortsat strømmede ost ud fra mejeriet lavet af danske råvarer til forbrugere i de arabiske lande. Arlas markedsandel på flere af produkterne i Saudi-Arabien var før boykotten ganske betydelig, og efter stormuftiens opfordring opstod der derfor et stort hul i markedet. Et hul som konkurrerende mejeriselskaber gjorde, hvad de kunne for at fylde ud hurtigst muligt.

Arlas saudiske mejeri Danya har i mange år haft en række såkaldt private label-kunder, dvs. supermarkedskæder, som bestiller varer hos Danya, som de sælger videre i deres egen emballage og med deres eget navn på. Arla producerer varerne ud fra kundens opskrift men med Arlas råvarer og fylder det efterfølgende på kundens emballage. En ganske udbredt procedure, som foregår hos virksomheder verden over, også i Danmark.

Det særlige i dette tilfælde var, at kort tid efter boykotten i begyndelsen af februar sidste år var mejeriet i Riyadh oppe i fulde omdrejninger igen. Både med at producere private labels-produkter og med at lave ost og juice for lokale konkurrenter, som oplevede en stigning i efterspørgslen.

Bl.a. lavede man smøreosten Luna for fødevarevirksomheden Hail Sayeed Group og en anden ost, Pride, for producenten UTC.

MADE IN SAUDI-ARABIA.

I midten af april 2006 besluttede OIC (Organisationen af Islamiske Lande) at ophæve boykotten for Arlas vedkommende.

Men under boykotten var der i realiteten sendt mejeriprodukter produceret af danske råvarer ud i de saudiarabiske supermarkeder i emballage påtrykt supermarkedernes egne navne, et mejerinummer og teksten »Made in Saudi Arabia «. At råvarerne var danske, stod der ikke noget om.

Arlas pressechef Louis Honoré bekræfter, at man tidligt i forløbet fik ekstra bestillinger fra både konkurrenter og supermarkedskæder, som man i forvejen producerede private labels for.

Betyder det, at saudiaraberne har troet, at de boykottede danske produkter, mens de alligevel har spist dansk smøreost?

»Ja, det er meget muligt.« Ved du i hvilke mængder, man har produceret? »Du har jo selv hørt, at mejeriet kom op i fulde omdrejninger, så det har været ganske omfattende.«

Hvordan tror du, at de saudiarabiske forbrugere havde reageret, hvis de havde vidst, hvad der foregik?

»Det er svært at vide. Nogle havde formenlig også ønsket at boykotte de andre mærker her. Vi reagerer bare på henvendelser fra vores kunder, og så efterkommer vi dem. Men du har da ret i, at der er nogle folk dernede, der har taget en chance,« siger han med henvisning til Arlas konkurrenter og andre private label kunder, som ikke har været i tvivl om, hvad de solgte. Han tilføjer, at den danske mejerikoncern aldrig overvejede at stoppe samarbejdet med de lokale kunder. Og at Arla juridisk var forpligtet til fortsat at levere trods Muhammedkrisen.

Louis Honoré mener, at de arabiske forbrugere ønskede at sende et signal til det officielle Danmark om, at man ikke brød sig om Muhammedtegningerne.

Derfor boykottede folk i Mellemøsten de kendte danske varemærker. En boykot som kostede Arla 400 millioner kroner.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Pumpet kød er godt

1. februar 2007

Sylvester Vantore, Frederiksberg:

Hvorfor er den største del af den danske befolkning skeptiske over for kødprodukter, der er »pumpede« eller marinerede i saltlage?

Kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra Danmarks Aktive Forbrugere mener, at det er at snyde forbrugerne at injicere kød.

Jeg er uenig. Pumpet kød vil i mange tilfælde give positive resultater. Noget kød har tendens til at blive hurtigt tørt, og det kan være nødvendigt at injicere kødet. En kogt hamburgerryg for eksempel har tendens til at blive tør, hvis den ikke er pumpet, men pumpningen gør, at kødet smager af mere. Jeg er dog enig med Klaus Melvin Jensen om, at kød, der er injiceret, skal deklareres med tilvækstprocent i kødet på grund af injektionen. Andet vil være snyd over for forbrugerne. Og det er ikke acceptabelt at injicere kød, så det får en tilvækst, uden at kvaliteten og smagen bliver bedre. En tilvækst på mere end omkring de 30 procent er ikke til gavn for forbrugerne, men derimod for producenterne.

Kunne det måske tænkes, at der i fremtiden blev mulighed for at købe kanyler og saltlager i detailhandelen, så forbrugerne ikke føler, at de køber vand, og så de selv kan gøre kød mere saftigt.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Boks med dine madrester

Alufolie, husholdningsfilm, plastikskåle og glasfade. Hvad er det rigtige at gøre, når man skal pakke resterne fra aftensmaden ind? Interessen for at passe godt på levningerne er stigende, men viden mangler.
Af Tanja Aas | 1. februar 2007

Den gode, gamle husmoderviden er ikke længere en selvfølge i de danske hjem. I hvert fald ikke når det kommer til madvarer: hvordan vi tilbereder dem og ikke mindst opbevarer dem.

»Danskerne har meget lidt styr på rå og tilberedte varer. Folk har ikke styr på hygiejne og holdbarhed. Det har vi ikke med i vuggegave,« siger Gitte Laub Hansen, udviklingskonsulent og bromatolog hos Suhr's Videncenter.

Hun tilføjer dog, at interessen er stigende ude i de danske hjem. Det samme oplever Bente Fabech, farmaceut i Fødevarestyrelsen. For fem-ti år siden var det sjældent, Fødevarestyrelsen fik henvendelser fra almindelige forbrugere om indpakning af mad, men det gør de nu.

Kirsten Høgh Fogt, viceforstander på Suhr's Husholdningsskole, fortæller, at eleverne ikke ved ret meget om indpakning og opbevaring af fødevarer, når de begynder deres uddannelse på skolen. De har simpelthen ikke tænkt over det. Generelt er alufolie et kendt og anvendt materiale hos husholdningsnovicerne.

Men alufolien er en belastning for miljøet, og man bør derfor begrænse brugen af det.

»Vi bruger meget lidt alufolie hos Suhr's. Vi pakker ting i en skål, hvor filmen ikke rører madvarerne. Det gør jeg også derhjemme. Rester fra stegen vil jeg lægge på et fad eller komme i bøtte og dække til med låg eller film. Kartofler vil jeg putte i en skål og gemme til brasekartofler næste dag,« siger Kirsten Høgh Fogt.

Det er vigtigt, at maden er tildækket, så den ikke afgiver smag og tørrer ind. Gitte Laub Hansen anbefaler opbevaringsbokse, som er egnet til madvarer.

»Mindre end Tupperware kan gøre det. Men med bokse er det lettere at stable madresterne og finde dem igen. Pak det ned i en frysepose og put det i fryseren, hvis du kan se, at du ikke får det spist inden for det næste døgns tid. Der er tre måneders holdbarhed i fryseren. Man kan godt spise det derefter, men oplevelsen forringes, og maden tørrer ud,« siger Gitte Laub Hansen.

Pas på sovsen

Hvis man vil gemme madresterne, må maden ikke stå fremme for længe. Temperaturen i de lune stuer giver nemlig perfekte betingelser for bakterievækst.

»Når man er færdig med at spise, er det ud i køkkenet og pakke maden ind og i køleskabet. Det er herligt for bakterierne, hvis man har maden til at stå fremme i et stykke tid, for så får de rigeligt med ilt og den rette temperatur til at formere sig,« siger Gitte Laub Hansen.

Det er let og hurtigt at ty til mikroovnen, når maden skal varmes op igen. Man skal bare huske at varme op til over 65 grader, så bakterierne dør, påpeger Gitte Laub Hansen. I mikroovnen fordeler varmen sig langsomt, så maden kan godt være varm udenpå og kold indeni.

»Du kan i princippet godt varme leverpostejen og frikadellerne op igen, men jeg ville kun opvarme én gang,« siger Gitte Laub Hansen fra Suhrs.

Det er heller ikke ligegyldigt, hvad du varmer op i. Brug porcelæns- og glasemballage eller plastbeholdere og film, som kan klare varmen. Plastmateriale som for eksempel melaminplast, der ikke er beregnet til mikroovn og varm mad, kan gå i forbindelse med maden og afgive sundhedsskadelige stoffer. Denne proces kaldes også migration. Al emballage, som er i berøring med fødevarer, skal testes for migration i forhold til de typer af mad, de er beregnet til: sure, fede, kolde, varme og så videre. Men hvis man benytter for eksempel brugte isbøtter til varm mad, er der ingen garanti for, at bøtten kan holde til det, eller for, at der ikke sker migration af stoffer fra emballagen til maden.

Få flere informationer om emballage og indpakning og opbevaring af mad på
www.altomkost.dk
www.miljoeogsundhed.dk
www.dfvf.dk
www.vom.dk.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Jeg trænger til en fedtsugning

»Jeg gjorde det for min egen skyld,« siger den fedtsugede journalist Birgitte Svennevig. Men er det mon hele historien, spørger hun også sig selv
Af Birgitte Svennevig | 1. februar 2007

»Jeg trængte altså lissom til lidt nyt« -  når min mor for tre årtier siden lænede sig ind over teaktræsofabordet og skubbede keramiklampen til side for bedre at kunne se nabokonen i øjnene, var der store sager på spil. Så store, at mine veninder og jeg ofte listede os ind i stuen for at kigge med. Når min mor og nabokonen trængte til noget nyt, var det måske en ny læbestift, der med ærefrygt blev vist frem på teaktræsbordet. Eller et par nye nyloner, et smykke eller måske et bælte. I dag, 30 år senere, er det mig, der lissom trænger til lidt nyt. Jeg læner mig ind over skrivebordet og afslører for en kollega, at det, jeg lissom trænger til, er en fedtsugning. Jeg uddyber: »Jeg er en veluddannet og oplyst kvinde, der ikke ligger under for omverdens krav om perfektion, så det er slet ikke det, det her handler om. En fedtsugning er noget, jeg gør helt for min egen skyld. Det handler om, hvordan jeg har det med mig selv og mine bildæk, ikke om hvordan jeg vil have at andre skal opfatte mig, for det betyder ikke noget for mig«. Sådan snakker jeg, og sådan lyder det formentlig også fra en stor del af de foreløbig 320.000 danskere over 17 år, der har fået lavet kosmetiske indgreb som f.eks. større og fastere bryster. Indgreb, der giver selvværd og selvtillid i en sådan grad, at de nye brysters ejere måske for første gang i deres liv rejser sig og går ud i livet med rank ryg i stedet for at ludde listende afsted med blikket i jorden. Hvor dejligt for dem! Hvor dejligt for alle os, der efter et kosmetisk indgreb kan træde lidt stoltere, lidt gladere for os selv ud i verden. Kan nogen have ondt af det? Kirurgerne er dygtige i dag, teknikkerne er sikre, det hele kan overstås i lokalbedøvelse på en fredag eftermiddag. Men er det nu hele historien, er det virkelig vores motiv at gøre det her »for vores egen skyld«?

Deller, gule tænder og hårede vorter hører underklassen til, og den er der ingen, der frivilligt vil tilhøre.

Er vi virkelig ganske upåvirkede af tidens krav om perfekte kroppe? Er det virkelig helt tilfældigt, at »tiden« og vi har samme opfattelse af hvilken kropsform, det er bedst at have? Er det virkelig sandt, at alle vi veluddannede og oplyste danskere ikke ligger under for omverdens pres og amerikaniserede forventninger til vores udseende? Nej, det er ikke sandt. Formentlig havde jeg aldrig skænket de lange fedtsugerør en tanke, hvis ikke det havde været for snart sagt samtlige blade og tvkanalers vedholdende og energiske opmuntringer til at gøre noget radikalt ved de skavanker, jeg nu måtte lide den tort at være blevet født med. Ret ind, ret op, ret ud. Sug ud, skær væk, sprøjt ind. Bleg tænderne, løft øjenlågene, pump læberne, fjern dobbelthagen. Sådan er tidens krav, og sådan er indsatsen, hvis vi vil være med på A-holdet i det her samfund. Det ved enhver, der ejer et fjernsyn, har passeret et reklameskilt ved busstoppestedet eller åbnet et ugeblad. Deller, gule tænder og hårede vorter hører underklassen til, og den er der ingen, der frivilligt vil tilhøre. Så hellere spendere en månedsløn og gamble lidt med helbredet! Jeg består af to indre kvinder, der står og hiver hinanden i håret den ene traller naivt rundt med nysuget vom, vil bare gerne være slank og lækker ligesom alle kvinderne i tv. Den anden slår næven i bordet og råber »skønhedsfascisme« og ville have beholdt ikke alene dellerne, men også hårene under armene. Kan man rumme begge typer kvinder? Ja. Kan man sætte lighedstegn mellem en ny læbestift anno 1977 og en fedtsugning anno 2007? Ja. Er det hele ved at tilte ud af proportioner? Oh, yes.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Salt er en farlig bordherre

Hun kan ikke fordrage meget salt mad. Han sværger til det. Kæresteparret Randi Sørensen og Jerry Skovgaard deler ikke hinandens smag for det salte. Samvirke har undersøgt saltindtaget hos en saltskeptiker og en saltsmovser
Af Tanja Aas og Inger Abildgaard | 1. februar 2007

Kvinder spiser gennemsnitligt et gram salt for meget om dagen

Randi putter stort set ikke salt på maden, mens Jerry putter salt på alt. Han elsker den salte smag, mens den nemt bliver for meget for Randi. Med et saltindtag på omkring fem gram er hun blandt de få, der kan holde sig inden for den anbefalede grænse for, hvor meget salt vi bør få om dagen. For kvinder er det tal 6 gram om dagen, men det gennemsnitlige saltindtag for kvinder er helt oppe på 7-8 gram om dagen.

Men hun er også en af de få, som ikke sætter synderlig pris på det danske charcuteri. Den flade med hamburgerryg eller rullepølse er ikke noget, hun vil sætte tænderne i. Spegepølsen, kødpølsen og leverpostejen er til gengæld populær hos Jerry. Pålæg er noget af det, som vejer tungt på saltvægten. Blandt andet derfor får Jerry mere salt end Randi og ligger over det anbefalede saltindtag med 9,2 gram salt om dagen. I det hele taget er Jerry fan af det salte. For eksempel får saltbøssen et ryst per bid af det blødkogte æg.

»Salt smager supergodt, og jeg kunne aldrig drømme om at spise for eksempel et æg uden salt,« siger Jerry.

»Jeg har sagt, han bruger for meget, men det kommer ikke igennem,« siger Randi, der kender til risikoen ved et højt saltindtag. Hendes far har hjerteproblemer og skal derfor passe på, at han ikke får for meget salt.

Salt får alvorlige konsekvenser for sundheden

Et saltindtag som Jerrys på godt ni gram er ikke nødvendigvis alarmerende for den enkelte person. Men hvis alle danskere har et højt saltindtag, kan det have alvorlige konsekvenser for den generelle sundhedstilstand.

»Det er et problem for folkesundheden, hvis alle på landsplan får 9 gram salt om dagen. Hvis man har problemer eller er i risikogruppen for hjertekarsygdomme, skal man nedsætte forbruget af salt. Natrium hæver blodtrykket og forhøjet blodtryk giver risiko for hjertekarsygdomme. Hvis danskerne kunne reducere saltindtaget til 6 gram, ville det reducere antallet af blodpropper væsentligt,« siger Gitte Wenneberg, klinisk diætist hos Hjerteforeningen.

Mænd bør maximalt spise 7 gram salt om dagen, men danske mænd får i gennemsnit 9-11 gram salt dagligt. Mindre børn må få omkring 3 gram salt om dagen.

Brød og pålæg indeholder masser af skjult salt

Det største problem er de fødevarer, som industrien har bearbejdet på en eller anden måde. Omkring to tredjedele af det salt, vi får indenbords, får vi fra forarbejdede produkter som eksempelvis brød og pålæg. Derfor kan man som forbruger ikke selv løse saltproblematikken, mener Gitte Wenneberg. Industrien og myndighederne skal være med.

»Man kan sige: Spis ikke chips, men man kan ikke sige til folk, at de ikke skal købe brød, ost og pålæg,« siger Gitte Wenneberg.

Der er altså rig mulighed for at få en del salt indenbords, uden at vi selv opdager det, hvis vi ikke ser os godt for.

Randi og Jerry tjekker ikke saltindholdet på næringsdeklarationen, når de køber ind. De tænker ikke over saltet, for salt er ikke synligt som for eksempel fedtkanten på en kotelet.

»Jeg har aldrig kigget efter salt. Til gengæld kigger jeg tit efter fedtprocent. Jeg vil ikke være tyk. Hvis du spiser for meget fedt, bliver du straffet med det samme. Med salt sker der måske noget engang i fremtiden,« siger Jerry.

Til daglig er maden hjemmelavet hos Randi og Jerry. Spaghetti med kødsovs samt marinerede og ferske kyllingefileter er blandt favoritterne. En af dagene i weekenden plejer den at stå på pizza udefra eller mad fra McDonald's.

Fastfood strutter af salt

Netop færdiglavet mad som fastfood og kantinemad indeholder meget salt. Gitte Wenneberg fortæller, at man nemt kan komme op på 15-20 gram salt om dagen, hvis man spiser fast food til et enkelt måltid og samtidig spiser i kantine.

Vi har vænnet os til mere og mere salt, mener hun. Salt har en smag, der appellerer til os. Men man kan gradvist vænne sig til mindre salt. En god idé er at smage på maden, inden man selv kommer salt på. En anden mulighed er at bruge urtesalt, som kun indeholder halvt så meget natrium som almindelig salt.

Jerry har altid fået at vide, at han ikke skal putte for meget salt på sin mad. Men han har endnu ikke oplevet det »wake up call«, som han siger skal til, før han vil gøre noget ved sit saltforbrug. Han skal overbevises om farerne af en mand i hvid kittel og stetoskop, i tv-programmer, eller hvis han på en eller anden måde selv mærker eller oplever en smule omsonst at skære ned på det salt, han selv putter på, hvis det meste alligevel er i maden, når han køber den. »Jeg kan jo bruge urtesalt, men der er jo ikke urtesalt i den spegepølse, jeg spiser,« siger Jerry.

 

Så meget salt må du få
For kvinder er det anbefalede saltindtag 6 gram om dagen. Det gennemsnitlige saltindtag for kvinder er 7-8 gram om dagen. Anbefalingen for mænd lyder på 7 gram om dagen. I gennemsnit får danske mænd 9-11 gram salt dagligt. Små børn må få omkring 3 gram salt om dagen. Kilde: Dansk Fødevareforskning 2006