Samvirke samvirke@fdb.dk

Undervisningen skal være en leg

Eleverne får besøg af både Leonardo da Vinci og Winston Churchill, når en ny efterskole i Hobro denne måned ringer ind til en original undervisningsmetode. Via rollespil skal et helt års pensum leges ind
Af Anette Sikjær | 7. august 2006

Når Jeppe og Katrine starter i tiende klasse efter sommerferien, bliver det ikke til et almindeligt skoleskema, hvor ugen er delt op i små bidder med dansk, matematik og tysk. I stedet vil de blive præsenteret for temaer, der kan hedde noget så forskelligt som »Leonardo da Vinci's workshop«, »Luksuslineren«, »Churchill's war-room« eller »Verden rundt«.

Sammen med en flok jævnaldrende bliver de den første årgang på den nystartede Østerskov Efterskole, hvis motto er »Scientia per ludum«, som på dansk betyder »Viden gennem leg«. Her skal det ikke bare handle om at proppe pensum ind i hovederne på eleverne. I stedet er målet at skabe en selvstændig læse- og lærelyst, og motivationen hertil skal komme fra elevernes og lærernes fælles fascination af rollespil. Stort set al undervisning skal bygges op om forskellige afgrænsede emner, hvor eleverne aktivt skaber en rolle og på tværs af alle fag får leget sig til den viden, der er obligatorisk, hvis de vil læse videre på gymnasiet eller en anden ungdomsuddannelse.

Indlæringsmetoden er godkendt af Undervisningsministeriet, men baseret på ren pionerånd, og der findes ingen tilsvarende skoler i Danmark eller udlandet, men de manglende erfaringer på området giver ikke Østerskovs grundlæggere og forstandere, Mads Lunau og Malik Hyltoft, søvnløse nætter.

»Vi følger de mål, der er sat for undervisning i 9. og 10. klasse, men vi vil gøre det bedre end det. Når de større elever begynder at sætte spørgsmålstegn ved flere af de ting, de skal lære, er svaret i mange folkeskoler: »fordi du skal til eksamen i det«, men den forklaring motiverer ikke. Hos os bliver pensum til praksis, og det er meget sjovere at lære matematik, hvis man for eksempel leger, at man er styrmand på en luksusliner, der kommer ud i hårdt vejr, så man er nødt til at beregne bølgelængder, brændstofforbrug og den slags,« forklarer Mads Lunau.

 

PORTEFØLJE OG LOGBOG

Både han og Malik Hyltoft tilhører indercirklen i de danske rollespilskredse og har siden 80'erne været med til at organisere miljøet, ligesom de har skrevet lærebøger og opfundet spil, der blandt andet er brugt til undervisning hos Mellemfolkeligt Samvirke, FN-Forbundet, Kommunernes Landsforening med flere

 

Erfaringerne herfra har vist, at undervisningen på grundlag af rollespil er særdeles succesfuld, men da Mads Lunau og Malik Hyltoft ville overføre modellen til folkeskolen, opstod der forskellige problemer.

»Vi udviklede noget spilbaseret materiale om sundhed og kost, og det blev fint, men klasserne havde svært ved at nå at spille det i en almindelig undervisningstime, inden de skulle videre til et andet fag. Desuden var der børn, der ikke gad spille, og så fungerer konceptet ikke,« siger Mads Lunau.

Sammen med Malik Hyltoft begyndte han at tænke over, hvordan man kunne skabe de ideelle rammer for undervisningsmetoden. De er begge uddannede cand.mag'er med en bred undervisningserfaring, og med den ballast lå det lige for selv at starte en skole.

»Her kan vi leve idéen fuldt ud. Vi bestemmer, hvor lang tid et forløb skal vare. Det ringer ikke ind til tysk om ti minutter, for det fag har vi indbygget i helheden. Og så er det vigtigt, at alle de børn, der starter på skolen, så at sige har givet håndslag på, at de gerne vil være med til vores fælles dagsorden. Hvis man ikke kan lide rollespil, starter man næppe på Østerskov Efterskole,« siger Malik Hyltoft.

Efterskolen i Hobro skal arbejde efter Undervisningsministeriets slutmål og dække alle de fag, der normalt er i 9. og 10. klasse. For at sikre at hver elev kommer omkring hele pensummet, skal han eller hun have en portefølje, hvor lærerne dokumenterer arbejde og slutmål. Hvis det bliver nødvendigt, arrangeres der supplerende undervisning i foråret.

De unge selv udstyres også med en logbog, hvor de hver dag i skolens »stille tid« skal notere, hvad de har lært, og hvilke fag de har berørt i dagens spil.

Logbogen er bare et af flere eksempler på, at Østerskov kræver aktivitet og selvstændighed af sine kommende elever.

»Hele rollespilsidéen er jo baseret på indlevelse. Eleverne skal selv udvikle deres roller og udbygge dem, som handlingen skrider frem. Hvis man sætter sig tavs og passivt hen i et hjørne, sker der ikke noget. Selvfølgelig hjælper vi eleverne på vej i begyndelsen, de kommer jo fra en helt anden undervisningsstruktur i folkeskolen, og skal lige lære konceptet at kende. Men på længere sigt - når de er klar til det - så forventer vi, at de selv udtænker og styrer flere forløb,« siger Mads Lunau.

 

TRÆT AF FOLKESKOLEN

 Skolens krav afskrækker hverken Jeppe Aarup eller Katrine Egholm, der glæder sig til et år på efterskole, inden de skal i gymnasiet.

 

For Jeppes vedkommende bliver skolen en kærkommen mulighed for at leve hans altoverskyggende interesse for rollespil ud.

»Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage på efterskole, men da jeg læste om Østerskov på internettet, syntes jeg, det lød som et helt fantastisk tilbud. Jeg har spillet rollespil i forskellige sammenhænge i tre år, og hvis det også kan fungere som undervisning, er det perfekt, for jeg er faktisk ret træt af folkeskolen,« siger Jeppe Aarup.

Hans kommende klassekammerat, Katrine Egholm, er også inkarneret rollespiller, og hun ser frem til en undervisning med sammenhæng.

»Det er en god måde at lære tingene på i stedet for den opdeling, der ofte sker i folkeskolen, hvor man måske hører lidt om renæssancen i historie i 7. klasse, og så vender man tilbage til det i dansk i 8. På Østerskov bliver der en helhed, og man kan jo lave rollespil om alt,« siger hun.

Katrine Egholm bliver en af kun fire piger på efterskolen i Hobro. I alt starter 40 elever fordelt på en 9. og en 10. klasse denne måned. Skolens mål er trinvis at udbygge til et elevtal på cirka 80.

Læs mere på www.osterskov.dk

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Jagten på den indre ro

Familien Danmark har mere travlt end nogensinde. Fra vi står op, til vi går i seng. Men noget tyder på, at der er roligere puls i udsigt. Over de næste sider kan du møde fire vidt forskellige chefer, der insisterer på, at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen. Og som selv prøver at være forbilleder
Af Karen Garhn og Jacob Berner Moe | 7. august 2006


Thomas Færgemann, Bo Netterstrøm, Lars Grarup og Pia Rasmussen. Foto: Ulrik Jantzen
En af landets førende eksperter i stress, Bo Netterstrøm, kender i virkeligheden den værdifulde kode til, hvordan vi undgår at blive stressede. Man skal lære at sige pyt og nej.

På den måde undgår man at blive for perfektionistisk og for ambitiøs. To egenskaber, der er stærkt medvirkende til, at der hver dag er 35.000 danskere sygemeldt på grund af stress.

Og så skulle det problem være løst, ikke sandt? Nej, må blandt andre Bo Netterstrøm erkende. For efter at have råbt »pyt og nej« rundt om i landet hundredvis af gange gik stressdoktoren selv ned. Med stress.

Bo Netterstrøm er en af fire chefer, som Samvirke har interviewet i dette nummer. De har det til fælles, at de ihærdigt forsøger at holde deres arbejdstid nede. For at undgå blodpropper, og for at være gode forbilleder for deres medarbejdere og måske vigtigst af alt: For at få tilværelsen til at hænge sammen.


FAR OG MOR ARBEJDER MERE.

Danskerne arbejder lige omkring 36 timer om ugen i gennemsnit, siger tal fra Danmarks Statistik. Det dækker over, at en del arbejder mindre og nogle meget mere. Imens diskuterer eksperterne, om vi reelt arbejder mere eller mindre. Arbejdsugen er blevet kortere, og vi har fået mere ferie. Men samtidig arbejder vi mere over, og kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet.

For nylig offentliggjorde den liberale tænketank CEPOS tal, der tyder på, at danskerne er nogle af dem, der arbejder mindst i OECD. Her ligger vi på en fjerdesidsteplads med en arbejdstid på cirka 1500 timer om året. Til sammenligning arbejder den gennemsnitlige sydkoreaner ifølge tallene 2423 timer om året. Så danskerne bør tilskyndes til at arbejde mere, mener CEPOS.

Det forslag skal nok give en del danskere ondt i tindingerne. For nogenlunde samtidig offentliggjorde Ugebrevet A4 en stor undersøgelse foretaget af Analyse Danmark, der viser, at mere end hver tredje dansker synes, at arbejdet fylder for meget, og over halvdelen savner mere tid til familie og venner. Undersøgelsen i A4 viste også, at mere end tre ud af fem har følt sig stressede inden for den seneste måned og i samme forbindelse fastslog professor Tage Søndergaard Kristensen i ugebrevet, at 10-12 procent af danskerne kan betegnes som kronisk stressede.

Det er ikke rart, især ikke når Socialforskningsinstituttet slår fast, at danskerne er betydeligt mere stressede i 2001, end de var i 1987 og 1994.

Men hvordan kan vi være så stressede, når vi tilsyneladende arbejder mindre end mange af de andre europæere. Svaret er, ifølge stressforskere, meget simpelt: Fordi langt flere danske kvinder er ude på arbejdsmarkedet. Og i Danmark arbejder far og mor tilsammen langt mere end tidligere. Når de altså ikke er sygemeldt, kunne man tilføje. For ifølge Arbejdsmiljøinstituttet skyldes op mod hver fjerde sygemelding i dag stress.


LEDERNE SKAL VÆRE ROLLEMODELLER

Til gengæld tager flere arbejdspladser stress alvorligt: »Der er sket et skift. Nu ser vi, at det er kommet helt op på øverste organisationsniveau,« siger Thomas Milsted, der ved, hvad han taler om som leder af Center for Stress, der arbejder for en række af landets største virksomheder. Årsagen skal, ifølge Thomas Milsted, findes i det gamle mundheld: Der skal lig på bordet.

»Folk kollapser i stor stil. Det er voldsomt at se på. De prøver virkelig at leve op til kravene, men må give fortabt på et tidspunkt. Det gør de så, når kroppen ikke kan mere. Når det bliver somatisk, så er det okay at sige fra.

Bo Netterstrøm ser også signaler i retning af, at det ikke længere er så smart at arbejde meget. »Der er heldigvis kommet en trend med, at der ikke er status i at tale i sin mobiltelefon eller maile på skæve arbejdstider. Jeg var i Danske Bank i går, de er meget langt tilbage på det her område, men selv der er det begyndt at brede sig. For det første har man set nogen gå ned med flaget. Og for det andet, har de indset, at de skal passe på dem, de har ansat,« siger Bo Netterstrøm.

»Når lederne ikke kan få det til at hænge sammen, så bliver det in. Ikke fordi vi (lægerne, red.) har gået rundt og sagt det. Det er det, de siger ude på Handelshøjskolen, som betyder noget. Jeg holder meget af højkonjunkturer, det får folk til at behandle hinanden bedre,« siger Bo Netterstrøm. Thomas Milsted understreger, at det er vigtigt, at lederne selv tager deres arbejdstid alvorligt. Hvis der for alvor skal ske en ændring, skal lederne selv være rollemodeller. En forandring mod fornuftig arbejdstid og mindre stress skal komme oppefra, mener han:

Når chefen kan gå klokken fire, så kan jeg jo også.«



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Samvirke samvirke@fdb.dk

Gronland: FØRTE HAM TIL SKAFOTTET

For 300 år siden svirrede idéerne konstant i hovedet på projektmageren Povel juel. Hans mest fremsynede vision drejede sig om at omdanne grønland til en moderne koloni. Den løb imidlertid af med ham og resulterede efter en skandaløs retssag i en dødsdom for højforræderi
Af Tekst Jens Kerte Illustration Mette Ehlers | 7. august 2006
Samvirke samvirke@fdb.dk

Cool camping

Vi bruger campingpladserne som aldrig før, men hvad er det, der gør livet i den lille vogn med det varme fortelt så fantastisk?
Af Morten Herlev | 7. august 2006

Camping er fedt. 11 millioner overnattende i 2005 tager vel ikke fejl. Se bare på motorvejene i sommermånederne. Over 125.000 registrerede danske campingvogne på sommerturne. Men bortset fra de kogende motorvejssommerdage fylder camping ikke meget i min hverdag. Det er måske derfor, den nationale campingentusiasme ikke har ramt mig. De enkelte campingerfaringer jeg har, handler om sauna-varme fortelte med et klima, der skriger på ventilation. Larmende unger på hoppepuden - eller grædende unger, der flyver af hoppepuden, når onkel bliver for engageret - fælles toiletter med fælles adgang til rester af private efterladenskaber. Sovepladser bygget op af tre bulede og nussede sofahynder med knapper på.

Så hvorfor synes så mange mennesker, at camping er fedt? »Det er en social måde at holde ferie på. Børnene får ferielegekammerater, og det gør de voksne også på en måde. Vi lever isoleret i hverdagen, så det er godt at komme ud og få lidt hyggeligt nærvær med andre på en fri og afslappende måde. Folk har prøvet at tage i sommerhus og overnatte på hoteller, så nu er der mange, der vil prøve camping, « svarer Poul Fejer Christiansen, direktør for Campingrådet.

Men der skal også være ordentlige forhold på pladserne, siger han. Og forholdene bliver hele tiden bedre. Der kommer nye legepladser, der kommer finere toiletter, og til næste år kommer der et nyt kvalitetsmærke, som skal gøre det endnu nemmere at vælge lige den plads, der passer til den enkelte campist.

SENG MED SOLTAG

. Campingrådets beskrivelser af hygge og afslapning lyder som noget, jeg kan bruge, så jeg låner min mors Bürstner for en dag. For de uindviede er en Bürstner hverken en tysk pølse eller navnet på en adelig østrigsk familie. Det er en campingvogn med alt, hvad en campingvogn skal have: Et stort Isabella-fortelt med miniovn, havemøbler, stofreol med sudoku, kortspil og ugeblade og en vognsektion med køleskab, seng og soltag.

Vognen ligger på Hou Camping - der hvor man fra Jylland sejler til Samsø. Jeg ankommer en onsdag formiddag i juni. Vejret er sådan et vejr, som ikke selv ved, hvad det vil. Der er lidt sol, lidt vind og lidt drypvis regn. Hou Camping er proppet med vogne og Isabellafortelte. Men her er ingen mennesker. Hoppepuden er tom, legelandet er øde, forteltene er lynet op. Det sociale netværk er på standby.

Jeg finder min Bürstner. Forteltet er præcis så varmt, som jeg husker den slags. En doven uventileret teltånde rammer mig. Til gengæld er sengen overdådig. Jeg kan ligge udstrakt på den, og der er ingen knapper til at bore sig ind i ryggen på mig.

Jeg pakker ud, hiver en havestol ud i solen foran forteltet, tager noter, går lidt rundt om mig selv og går i stå. Der er mig, vognen og stilheden.

Jeg dropper min reporterrolle og napper en dåse-harboe i køleren, imens jeg synker sammen i havestolen med en bog. Og ja, jeg falder i søvn på jobbet. Campinglivet er ikke så slemt.

GRILLEN DRUKNER

. Og så sker det. Lige som jeg har fundet mig til rette i min nyfundne stilhed og afslappethed, hører jeg den umiskendelige lyd af et fortelt, der bliver lynet op i nærheden. Jeg er ikke alene! Forsigtigt lister jeg hen til mit læhegn og kigger ud over pladsen. Det er genboen, der er kommet. Skal jeg socialisere? Nej, jeg sniger mig væk. Ned til stranden, hvor jeg kigger på Samsølinjen, der stævner ud. Ned til Hou by, hvor jeg køber ind. Jeg skal grille, for det gør man, når man er på camping. Regnen følger mig tilbage fra byen, og er den insisterende ubudne gæst under hele grill-seancen. Men min svinemørbrad og auberginerne skal grilles, skal de. Regn eller ej. Så jeg sidder krummet sammen over grillen med en paraply sat fast under blusen og en opsprættet brugsen-pose henover den lille engangsgrill. Til sidst rykker jeg ind i forteltet med min grillede mad. Plasticvinduerne tager imod regnen og kvitterer med et hult dunk for hver dråbe. Sådan er camping vel også. Forteltet er tilstanden mellem inde og ude, og lige nu er den tilstand god nok til mig.

Det bliver koldere i løbet af aftenen, og jeg kan ikke finde ud af at tænde varmeapparatet. Det er noget med gas. I stedet smutter jeg i seng. Bogen er læst, grillen er druknet, og genboerne er enten flygtet eller har lydløst barrikaderet sig i deres vogn. Jeg falder i søvn til lyden af regn mod campingvogn.

DØDSKØRSEL.

Lørdag er campingpladsen forvandlet. Forskellen kan høres. Børnene er der. De larmer og hopper og kører dødskørsel i farlige mini-køretøjer. Forteltene er lynet ned. Campingfolket har indtaget pladsen og er klar til at slappe af i fællesskab. Weber-røgen holder sig ikke inden for grænserne, men siver rundt på pladsen. Fra kosmos til kaos på tre dage. Inden jeg får plads i hjernen til at tænke på, hvor rart og roligt her var om onsdagen, begynder partyteltet at røre på sig.

Der er pinsefest, og der følger pinsepianister med til sådan en fest. Der er dans, og der er øl tilsat det eksistentielle spørgsmål, Må man ta´ hunden med sig ind i himlen? Lørdag er fest og glade børn. Tilsyneladende er jeg den eneste, som synes, der er for meget larm.

Min manglende campingrutine bliver udstillet, og jeg må konstatere, at jeg ikke er klar til camping med andre mennesker endnu. Måske om nogle år, når jeg har fundet ud af, at afslapning godt kan ske i flok. Men indtil da, er jeg onsdagscampist.

Familien ringsholm har tre generationer til stede på Solbakkens naturistcamping. jørgen lokkede sønnen rené derud, da han var barn. Han er kommet der siden: »Vi har et kæmpe sammenhold herude, og vi følger med i hinandens liv. Det er som om, status falder af sammen med tøjet. Vi er alle lige,« siger rené ringsholm. Han mødte sin kone Helle til en sommerfest på campingpladsen, og de kommer her hvert år. »Det gode ved camping er, at man er nødt til at leve minimalistisk og primitivt. jeg blev selv naturist, da jeg var 26. Indtil da tænkte jeg, at det var for ulækkert at rende nøgen rundt, men så kom jeg herud og fik smidt tøjet og opdagede, at det egentlig ikke var så slemt,« siger Helle ringsholm.

Der er en én-stor-familie stemning på pladsen, og selvom man ofte render nøgne rundt, er der ingen, der peger fingre, hvis man ikke ligner en fotomodel. »Hvis jeg gik hen til en normal strand med den hér mave, så ville jeg skabe panik blandt de andre gæster. Her er der ingen, der lægger mærke til, hvordan jeg ser ud. Vi forsøger at bevare det naturlige islæt, og hvad er mere naturligt end det nøgne menneske? Vi har det lidt ligesom i paradis herude,« mener Cay jeppesen, der er kommet på pladsen i 35 år.

Tove Kjær har været fastligger på Hou Camping de seneste 6 år sammen med sin mand Erik Kjær. De tager herud om torsdagen og vender tilbage til Skanderborg om mandagen. Desuden kommer de på pladsen i ferierne. Vognen er for stor til at spænde bag en bil, så den er blevet kørt herud fra campingcentret. »Det er en stor vogn på 40 kvadratmeter med forteltet, så her er god plads. Faktisk ligesom et sommerhus, bortset fra at den er billigere. Men herude er der mere socialt end i et sommerhus. Vi er 12 personer herude, som holder sammen og mødes tit. Det er en vigtig del af campinglivet for os. At vi kan være sammen med andre, samtidig med at man respekterer privatlivet, hvis man ønsker at være i fred,« siger Tove Kjær.

Andreas Boese kom til Danmark på ferie for første gang i 1977 og er kommet her siden. De sidste syv år er han kommet til Astrup Camping med familien. »Det er en plads, der er god for børnene. Her er masser af frisk luft og god plads i forhold til campingpladserne i Tyskland. Der må man heller ikke køre bilen helt hen til vognen, så man må slæbe sine ting meget langt. Der er utrolig mange flinke mennesker her og i modsætning til i Tyskland, kan man sagtens lade sine ting stå herude uden at frygte, at de bliver stjålet.«

De to familier mødes hvert år sammen med to andre familier i pinsen. Traditionen har stået på i syv år, og hver familie skiftes til at bestemme et bestemmelsessted. Camping er for dem den ideelle måde at mødes på. »Selvom alle familier kommer fra det samme sted, så kan vi ikke mødes på samme måde derhjemme. Der er der altid andre ting at tage sig af. Når vi er på camping, kan vi ikke lave andet end at slappe af og hygge os,« siger Tina Kock. »Nej, et sommerhus vil ikke kunne erstatte campinglivet. Børnene kan altid finde nogen at lege med her, og det er fedt at være ude og opleve et nyt sted hver gang,« supplerer Marianne Sørensen. Selvom fire dage på camping er lig med hygge og afslapning, så er det også godt at komme hjem igen. »Det er godt at komme hjem til sin egen seng igen,« siger Tina Kock. »ja, og så føles ens hus som et slot, når man kommer hjem,« siger Marianne Sørensen.

Ester Dagø og Kroner Skov er henholdsvis enke og enkemand. De traf hinanden for nogle år siden og besluttede at campere sammen. »Derhjemme sidder man i huset hele dagen. Camping er en dejlig form for udeliv. Havet ligger lige ved campingpladsen, og man kan gå nogle lange ture langs stranden, ligesom jeg holder af at tegne og male i det fri,« siger Ester Dagø. »Man lever med forholdene på en campingplads. At man for eksempel må gå for at hente vand og komme på toilet. Men omvendt så løber man jo på folk, når man kommer rundt på pladsen,« siger Kroner Skov. Campinglivet er dog snart slut for de to. Kroner Skov vil nemlig sælge vognen: »Det er ved at være for besværligt, at gøre vognen klar. Det tager næsten fire timer for mig at få sat forteltet op. Men trods besværet bliver det vemodigt at sige farvel til campinglivet.«

Ulf grabbert besøger rømø et par gange om året for at strandsejle i vadehavets vind. Den hårde vind gjorde det svært for ham at holde et normalt telt fast til jorden, så han byggede sit eget af brugte markiser, træ, ringe og skruer. Teltet består af 41 trekanter og måler 3,10 meter i diameter og er 2,30 meter højt. Det har kostet 300 kroner at bygge. »Campingvogne er grimme og fylder for meget. Og så er de for tunge til min lille bil. Derfor besluttede jeg at bygge mit eget telt. jeg målte hvor meget plads, der var i bagagerummet og gik i gang med de matematiske udregninger. Det tog adskillige år at pusle med ideen og et par måneder at bygge teltet. Det er en fornøjelse at designe sit eget telt, og der er en masse finpudsning at gøre. For det er ikke helt tæt endnu, så jeg dækker det til med plastic, når det regner.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Artikel side 6
Artikel side 7
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Den svære agurketid

31. juli 2006

Birgit Green, Lejre:

Hvor er jeg træt af, at agurker skal være indpakkede. Det kan godt være, at det er et EU-krav, men så er det da kun i Danmark, at det krav bliver overholdt. Det »geni«, der har opfundet denne indpakning, burde tvinges til hver eneste dag at tage rundt til samtlige forbrugere for at hjælpe med udpakningen.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund, Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk  

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Farlige firhjulstrækkere

31. juli 2006

Villy Jensen, Hadsten:

I Samvirke juli fremsætter Morten Andersen FDM nogle urigtige oplysninger om små bilers egenskaber. Små biler er på grund af det lavere forbrug mere miljøvenlige end store og tunge. De er også mere sikre for trafikken som helhed. De mest trafikfarlige er firhjulstrækkere - især for cykler og fodgængere, men store biler med kraftige motorer er ofte en fare for andre, især når føreren er en ung mand. Jeg har lige afsluttet en tur på cykel med to børnebørn, og bare på den tur så vi to store biler i hasarderede overhalinger. Så spørg venligst andre end FDM næste gang, f. eks. Det Økologiske Råd.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund, Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Glade for mælk

31. juli 2006

Carl Henrik Pedersen:

En kommentar til synspunktet i juliudgaven af Samvirke: »Mælk uden mening«:

Som far til tre børn, som alle er glade for mælkeprodukter, kan jeg blot konstatere, at det kun er efter brug af penicillin/ antibiotika i forbindelse med anden sygdom, at de har fået mellemørebetændelse kort efter indtagelse af medicinen. Det ene barn har nægtet at indtage medicin (kastede medicínen op igen, hvis vi tvang det i hende).

Til gengæld har hun været forbavsende lidt syg, og har aldrig haft skyggen af mellemørebetændelse, selv om hun indtager masser af mælk, ost og surmælksprodukter.

Det lyder heller ikke særligt sandsynligt, at et pattedyr som mennesket ikke kan tåle mælk; men tro flytter jo bjerge.

Hvad bliver det næste? Må vi kun spise menneskekød fordi vi får kræft af at spise kød fra andre dyr, som har andre genetiske variationer end os mennesker?


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund, Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til
laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbrev - Hvad er unødig tid?

31. juli 2006

Inge Gerd Stevnhoved, Sejs:

I Samvirke-udgaven i maj skriver Didde Nielsen og Dorthe Olsgaard en lille artikel med mange fornuftige selvfølgeligheder om, hvorfor vi bliver skilt, og som noget nyt en prisliste over, hvor meget skilsmisser koster os selv og samfundet.

Det er fint nok, jeg undrer mig bare over den efterfølgende ramme med titlen: Sådan er din nye kone, sandsynligvis. Statistikken skal jeg ikke lægge mig ud med, men det vil jeg gerne med udtrykket »din nye kone bruger sandsynligvis unødig lang tid på at lave mad og har rengøringsvanvid med to timers daglig rengøring.

Den mand er heldig, som får en kone, der har lyst til gennemsnitligt at bruge mere end én sølle time om dagen på madlavning. Han får nemlig en kone, der kan lide at lave sund varieret mad til familien, til at bage brød m.m, til at fremstille surt og sødt med friske råvarer og til at eksperimentere af og til. Hvis han husker at fortælle hende, hvor meget han sætter pris på det, så kan det være, hun bliver hos ham.

Endelig er to timers rengøring i en almindelig børnefamilie ikke så galt, hvis det inkluderer oprydning, opvask, tøjvask og vinduespudsning. Hvis »den nye mand« hjælper lidt, så kan »den nye kones« omsorg for familien gøres på mindre tid end ellers.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund, Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hvad er mindst usundt - flødeis eller sodavandsis?

6. juli 2006

Bente Nyvad, Lektor, MPH. ph. d., dr. Odont, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet:
Man får ikke huller i tænderne ved at spise en is i ny og næ, uanset om det er en sodavandsis eller en flødeis.
Huller i tænderne får man kun, hvis man spiser mange is og andre søde sager hver dag og samtidig sløser med mundhygiejnen. Det er bakterier på tænderne, som omsætter sukker fra isen til syre, og disse syrer opløser tænderne - ikke sukkeret i sig selv. Bakterierne i munden danner mest syre, når de tilføres sukker i høj koncentration, men også ved lave sukkerkoncentrationer kan bakteriernes syreproduktion skade tænderne.
Derfor er sodavandsisen og flødeisen lige usunde, hvis de indeholder lige meget sukker.

Helle Buchardt, Toksikolog fra Dansk Toksokologi Center:
Det primære » tilsætningsstof « i is er sukker, uanset om der er tale om en sodavandsis eller en flødeis. Især sodavandsis er stort set bare sukker i flydende form. Derfor er der ingen af delene, som man skal spise overdrevne mængder af. Som udgangspunkt er der ingen farlige tilsætningsstoffer i is, men det er en god idé, at finde ud af, om isens farve stammer fra frugtsaft eller farvestoffer.
Frugtsaft indeholder forskellige gavnlige stoffer, såkaldt sekundære metabolitter, som vi kan bruge i kroppen. Jeg kunne aldrig finde på at købe en slush ice, fordi dens krasse farve er et signal om, at farverne ikke kommer naturligt fra frugtsaft. Faktisk vil jeg anbefale, at man køber en mælkeis - den er ikke lige så fedende som en flødeis, og så smager den som regel godt.

Gitte Laub Hansen, ernæringsekspert fra Suhrs Seminarium:
Hvis du har behov for at blive nedkølet med is hver dag, så vil jeg anbefale, at man spiser sodavandsis, hvis man har en normal vægt. Ingen af delene er sunde, men du kan alligevel spise syv Filuris i stedet for en Magnum Classic og ti Filuris på en Tiptop vaffelis, hvis man ser på energien. Hvis man skal have plads til en flødeis, bliver man nødt til at droppe alle øvrige mellemmåltider på en dag, hvis man ikke skal tage på. En sodavandsis kan man spise i stedet for at drikke et glas juice eller saft.
Generelt er der gået vokseværk i isen, og derfor skal man ikke frådse for meget med indtaget, med mindre man dyrker ekstra motion ved siden af. Især børn har ikke godt af, at is tager for meget plads for sund kost.


Samvirke samvirke@fdb.dk

Amerikanerne skal lære at spise sammen

Et fælles måltid om dagen holder cigaretterne og de dårlige bekendtskaber væk
Af Inger Abildgaard | Foto: Jes Buusmann | 6. juli 2006
mad
En amerikansk kampagne vil lokke familierne tilbage til spisebordet

Zigzag mellem gadens kaffekrus i albuehøjde

Den overskyede himmel og den dovne søndagsstemning har dysset en kvinde i søvn i en sort læderstol foran kafeens imiterede pejs. Tæt på vinduet har to sladrende skolepiger i læderlænestole trukket de kolde fødder i sandaler op under sig. I den amerikanske forstadskaffebar bliver spredt snak ved bordene og avislæsning ikke forstyrret af, at glasdøren går op hvert minut for en ny kunde og endnu et pust af Chicagos gråvejrsvind. Og mens den firehjulstrukne udenfor er sat på parkeringsblink, henter indehaveren sit batteri af forfriskninger i papbægre og deler ud mellem bedstemor på forsædet og børnetumulten på bagsædet: Smoothies, is, te og kaffe. Baren i kaffeen er en fast forsyningskilde, næsten som køkkenet derhjemme.

Billedet er det samme overalt i storbyen. Bærbare måltider i albuehøjde er på vej fra punkt A til punkt B. Turen på fortovet går i zigzag mellem håndbårne kaffekrus, selv klapvognen er født med en formstøbt bakke på håndtaget, så den holder snack'en og drikkebægret på plads. Munden får ikke lov til at kede sig.

Kampagne for at få familierne tilbage til spisebordet

Småspisning på alle tidspunkter af dagen er opfundet af amerikanerne og har bredt sig til Europa. Den synlige overvægt i gadebilledet er gået samme vej. Men de samme amerikanere er nu på en meget amerikansk tv- og markedsføringsvendt måde i fuld gang med at dæmme op for skaderne. En af måderne er at sende familien tilbage til spisebordet.

Den otte år gamle organisationen Casa med tilknytning til Columbia Universitet står bag en kampagne til fremme af familiemiddage i amerikanske hjem og har udnævnt mandag den 25. september til Family Day - dagen alle amerikanere bør gribe og gøre til fælles familie-middags-dag. På organisationens kampagnevideo opfordrer kendte amerikanere, som skuespilleren Jamie Lee Curtis og tidligere præsidentfrue Barbara Bush til at få en god snak med børnene over familiemiddagen. Og mens familiebilleder viser George Bush Senior omgivet af en talstærk familie og i aktion over den rygende grill, taler Barbara Bush indtrængende og mildt til seerne:

»En far kan også sørge for mad på bordet, hold dig ikke tilbage, heller ikke hvis du er alenemor eller -far.« En politiinspektør under en bred uniformskasket runder videoen af med, at »problemerne skal løses i spisestuen, ikke i retssalen.«

Måltidet er en kur mod alkohol og stoffer

Det gennemgående tema i kampagnen er, at kniv og gaffel og samvær om den fælles famliemiddag holder teenagerne væk fra alkohol, cigaretter, stoffer, dårlige kammerater og dårlige karakterer. De får bedre sociale relationer, bedre spisevaner, keder sig mindre, får mindre stress og lavere risiko for selvmord. Casa viser en stribe grafer baseret på cirka 2000 interviews med teenagere. For eksempel: 86 procent af de 17-19-årige, der spiser med familien mere end fem af ugens dage, vil lade være med at tænde deres første cigaret som teenagere. Spiser de kun sammen op til to gange om ugen, er det 65 procent, der ikke begynder at ryge som teenagere.

Snack, der kan spises med en hånd, vokser i omsætning

Imens der tales om familiemiddag, lever snack'en og mellemspiseriet fortsat sit eget blomstrende liv. 67 procent fortæller i en forbrugerundersøgelse, at de ofte spiser mellem måltiderne - og her tænkes ikke på slik.
En stærk trend er: »One Hand« - eller mad der kan spises med én hånd. »Vip det direkte ind i munden, det er den vej udviklingen går,« siger direktør for trendfirmaet Custom Solution Group, Lynn Dornblaser, da hun optræder på Chicagos store fødevaremesse i maj. Fedtede fingre op og ned af en pose dur ikke, når børnene sidder ved computertastaturet. 55 procent fortæller i en forbrugerundersøgelse, at de spiser snack, hver gang de kører en tur i bilen og har familien med. One-hand-snack er svaret, og det kan være en lille pandekage eller pizzarulle pakket omkring noget fyld. Flydende snack på flaske er efterspurgt og endda også til at styre med én hånd. Et hav af slagkraftige drikke reklamerer med at give indre og ydre ro, skønhed og energi, og det virker på kunderne. Multitasking drinks og energi- og functional drinks med tilsatte vitaminer anslås til en omsætning på 12,8 milliarder dollar (74 mia. kr.) i 2009, en stigning på 27 procent i forhold til 2004.

Snacken går på slankekur

Snacken med og uden flaske er ikke en trussel for den genopfundne familiemiddag, samstemmer de kendte guruer og forskere, der tyder tidens tendenser.

»Et dagligt skud velvære sletter ikke et måltid,« siger Lynn Dornblaser. Laurie Demeritt, der er direktør i et andet trendmålerfirma, The Hartman Group, fortæller, at forældre i dag ikke bekymrer sig om, at børnene får for mange mellemmåltider, tværtimod føler de sig trygge ved, at børnene får energi nok til en hel dag. Samtidig er snack'en ikke, hvad den har været. En dominerende amerikansk helse- og ernæringsbølge har slanket og forbedret den populære snack og udviklet den for eksempel til en plastbeholder med 200 gram blandet melon, æble, druer og ananas skåret til og behandlet med citronsyre. Grøn is-te er et andet bud, og selv snack-knase-barerne er gjort sundere og sælges med påskriften 100 kalorier.

Østens filosofi med både zen og yin og yang er plus-begreber. Så trendanalytikerne slår på de rette strenge, når de kalder snack på den ene side og familiemåltidet på den anden for yin og yang. Snack og mad vil blive to sider af samme gode ernæringsbølge, mener Laurie Demeritt. Det behøver ikke at være et enten eller, bare man vælger nogle af de sunde snacks. Hvis man snupper den gode snack i tide, virker den endda beskyttende mod at spise noget stads, der vil være dårligt for kroppen, sundheden og vægten.

Er det svært at lave mad, så begynd med færdigretterne

Mellemmåltiderne skal altså ikke kules ned, men på den anden side ligger en stor udfordring i at spise omkring middagsbordet og få genrejst glemte hverdagsskikke som madlavning, borddækning og spisning i familien. Nogle familier må først til overhovedet at anskaffe sig et fælles spisebord for at leve op til Barbara Bush' og Jamie Lee Curtis' anbefalinger. Andre er helt ude af trit med madlavningskunsten. Den er gjort delvis overflødig af storbyernes delikatessebutikker, hvor et velsmagende færdigt måltid altid findes inden for rækkevidde: Italiensk, spansk, græsk eller japansk. Det kan være kraftige varme supper, pastaretter, wraps af dej rullet omkring fyld af grøntsager og kød - og naturligvis den allestedsnærværende sushi. Kvaliteten er typisk hævet et godt stykke over dansk conveniencestandard og sammenlignes i USA med restaurationsmad.

Men måske er butikkernes diske med de pakkede, fristende færdigretter netop den tiltrængte håndsrækning, familierne har brug for, nu de ikke har det så let med madlavning som for 30 år siden, da 70 procent af amerikanerne satte sig ved et rigtigt spisebord hver aften.

»Begynd med at købe færdige retter i butikkerne og delikatessesupermarkederne og tag dem med hjem. Gør Fast Food til Food Fast,« siger en af fortalerne for at reetablere de amerikanske familiemiddage, Nancy Kruse fra The Kruse Company. Hun peger på en fremtid, hvor det traditionelle måltid måske kommer til at ligne et tag-selv-bord: Datteren spiser sin vegetarret, moderen sin salat, faderen sin bøf, og den store søn sin burger. Måske vil man typisk se mor og den trettenårige datter gå på shopping, hvor de på skift vælger retter, der skal sættes på familiens fælles aftensbord.

»Der er ikke én rigtig måde at lave familiemiddag på. Det vigtige ved famliemiddagen er, at vi vil sige til vores børn: »Vi spiser klokken syv, og du skal være der.«