Samvirke samvirke@fdb.dk

Skuespilleren Zlatko Buric rører fars og koger kål, som kan kurere tømmermænd

I Kroatien sætter mænd en ære i at lave ordentlig mad, som traditionerne foreskriver. Skuespilleren Zlatko Buric laver mad, der svovler og gærer, paprika og saftige retter fra surkålsbæltet.
Af Tekst Inger Abildgaard | Foto: Jacob Carlsen | 1. november 2005
Zlatko buric
Gærede grøntsager smager surt på den gode måde og gavner fordøjelsen, mener Zlatko Buric

Kartoffelkøkken

Kålen er tynd og slap beklager kvinden bag disken i balkanbutikken på Nørrebro. Hun banker lidt på vacuumpakken med surkål. Kunden er den næsten to meter høje Zlatko Buric, der godtager kålen med et "pyt", det går nok.To tunge bæreposer med varer skal nu blive til mad, som den laves, når man er tro mod de traditioner, man er rundet af.Bouillon er snyd, synes han. En bøf, der er lynstegt på begge sider: Hvor sjovt er det? Fastfood er jo direkte kedeligt. Men her er mad, der kræver sin mand. Og det skal blive en lang eftermiddag.

Kartoffelkøkken med lidt jødisk touch og påvirkning fra romerne og osmannerne. Zlatko Buric er vokset op med en sammensat madkultur, der nu skal realiseres med bæreposernes paprika, hakkekød, løg, køkkensalt, hvidløg og blommer fra brugsen - og selvfølgelig kålen.

Man gærer da kål og agurker 

Med en saks penetreres den stærke plast omkring de sammenkrøllede kålhoveder, og forventningerne bliver indfriet. Jo, det lugter fuldstændig som tysk saurkraut, syrligt, svovlet og gæret på en gang.

Surkål-bæltet hviler tungt ud over hele Centraleuropa fra Frankrig over Belgien og Tyskland og når også ud på Balkan. Fra den modsatte side, Orienten, er kroaterne berigede med gærede agurker med en dyb rund syrlighed. Efter samme princip fermenterer eller gærer man grønne snacks i hele det fjerne Østen helt ud til Kina. I Danmark kan man være heldig at finde de syltede agurker hos en libanesisk købmand.

Eller man kan selv gennemføre processen på en solhed altan, fortæller Zlatko Buric: Agurkerne skal ud på balkonen i et glas med salt og en brødskive. Vent, og en mælkehvid væske vil sive op omkring agurkerne, mens stanken breder sig i den lumre sommerluft. En dag er væsken pludselig klar og lugten forduftet. Den sidste snert får agurkerne med peberrod i tynde strimler og en kornblomst på toppen, og så kan de holde sig i årevis.

Denne smag og konservering, der er skabt i samme proces, er intet mindre end genial, hævder Zlatko Buric:

»Jeg er sikker på, at det giver både mikrobiotisk balance og yin og yang for alle pengene.«

Gæringen er ikke mindst fantastisk for fordøjelsen og det bedste mod heavy tømmermænd, mener han. Derfor er det også skik at lægge mængder af surkål til gæring før nytårsaften. Mindst fem dage i forvejen begynder forberedelserne. Med 25 liter surkålsdolmer på lager, kan man i dagene efter nytår spise igennem af surkål og genoprette roen i maven.

»Det er en helt enkel og kendt egenskab ved gæring, at den hjælper mod alkoholforgiftning. Man taler om, at misosuppe, der er gæret med soja, hjælper mod tømmermænd, og det gør syltede gærede agurker også.

Kåldolmer som mor lavede dem 

Zlatko rører fars med æg, oksekød, bacon, ris, bredbladet persille, hvidløg og salt og peber. Farsen skal fyldes i kålbladene, som trods alt viser sig at være kraftige nok til at holde sammen på indholdet. En klat fars på størrelse med en frikadelle lægges på et blad, der foldes indover: Først fra den brede side, hvor kålstokken har været, så fra toppen. Siderne skæres til, så man med tommelfingrene kan prikke snipperne ind i farsen fra hver side og låse rullen fast. Det er sådan Zlatko Buric har set sin mor lave i tusindvis af kåldolmer.

Zlatko Buric kommer fra byen Osijek med 120.000 indbyggere. Den ligger midt i Kroatiens bedste landbrugsområde, et floddelta, hvor Dravafl oden løber sammen med Donau.

Landet i området er fladt, fladere end Danmark, fortæller Zlatko. Vintrene bliver iskolde, vinden fra Kapelabjergene svøber sig ned om byen, og temperaturerne falder nemt til minus 15 grader. Somrene bliver modsat bagende varme, når den fugtmættede luft står musestille i det lave floddelta.

I Osijek skyder supermarkeder op som i alle andre større byer, men grønttorvet nyder stadig anseelse som det bedste indkøbssted. Ikke fordi folk er konservative, men fordi grønttorvet har det friske pust af handlende ude fra landsbyerne med deres vin, grøntsager, ost og 20 forskellige slags paprikapulver.

»Man ved, hvor de er gode til kartofler, og hvem der plejer at have den bedste vandmelon. Nej ikke fra den landsby, siger man og fremhæver i stedet en anden landsby, hvis ungarske mindretal er kendt for ganske særlige grøntsager og vin. Man tager sig tid til at vælge salat mellem 100 forskellige, og friske abrikoser er meget efterspurgte, men kun når de er helt på toppen, plukket samme morgen og dyrket i den rigtige landsby,« fortæller han.

For meget sukker i dansk mad

Kålrullerne koger nu på højkant i gryden med en omvendt tallerken lagt på som låg. Tallerkenen hviler direkte på rullerne nede i gryden og holder kålen på plads og dampen nede. Retten er klar til at blive jævnet med en tyk paprikablanding, der syder på panden, ind til den hældes i gryden. Her giver den retten både struktur, smag og kalorier.

Til dolmerne får vi røget, tørret og saltet flæsk og revelsben købt i specialbutikken med balkanvarer. Den sure kål modsvares af kød, der er salt, så det driver.

»Kød serveres i langt mindre mængder end i Danmark,« fortæller Zlatko Buric, der har tørret og røget kød med fra sit sidste besøg i Kroatien. Rødbrune, læderhårde stykker flæsk og skank giver en tør træagtig lyd fra sig, når man banker på dem med knoen. Der skal kun et lille stykke kød til for at give hele retten smag. Bare et røget griseøre rækker til fem liter bønner. Man koger bønner i vand, hælder første hold vand ud, tilsætter nyt og kød - for eksempel et stykke røget ribben, som koges sammen med bønnerne til en tyk suppe. Bønnerne suger kraften til sig, og hele retten kommer til at smage af kød.

Vi spiser aldrig bøf men gerne blodpølse

»Bøf har vi aldrig spist, det passer ikke ind. Derimod er det en stor kunst at lave blodpølse, og det er virkelig svært at gøre godt. Man koger kød, koger blod med, tilsætter paprika, salt og peber og røger og tørrer. Den skal have sådan en kraftig smag. Jeg elsker blodpølse.«

»Jeg er født i et land, hvor mange mænd sætter en ære i at være dygtige kokke. Min bror og hans kone er begge fremragende i køkkenet. De nærmest slås om at komme til, og når jeg skal på besøg, fører jeg og min bror mindst 14 dage i forvejen lange telefonsamtaler om mad. Så taler vi længe om, hvad vi skal købe ind, hvem vi skal købe maden af, hvad vi skal lave, og hvordan vi skal spise. Det er vigtigt for os, at det bliver på den rigtige måde. Det er ikke ligegyldigt, for vi vil have det bedste ud af at være sammen og lave mad og spise sammen.«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Gør sund mad sjovere

1. november 2005

Morten Geschwendtner, adm. dir. i Kidz Entertainment: 
Der har i den senere tid været fokus på børns overvægt og usunde ernæring, senest er det morgenmadsproducenterne, der har stået for skud. Sukkerindholdet er for højt, og tilmed lokkes børnene med sjove figurer og legetøj i pakkerne. Sagen er, at denne form for markedsføring virker på børnene. Derfor handler det om at få producenterne af de sunde fødevarer med, når det gælder om at markedsføre sine produkter på en fængende måde over for børnene.

Mulighederne for at markedsføre sine produkter ved hjælp af kendte figurer f.eks. fra tegnefilmens verden er mange. Disciplinen hedder licensing, hvilket kort fortalt betyder, at man som producent »låner« rettigheden til at anvende en given figur i relation til sine egne produkter.

I Danmark har vi hidtil primært set de danske producenter anvende licenser i forhold til traditionelle produktkategorier såsom tøj, legetøj, bøger og film. Men ser vi på tendenserne fra lande som USA, England og Australien, viser det sig, at licenser i disse lande i stadig stigende grad bruges i markedsføringen af fødevarer over for børn.

Taler man om licenser i relation til fødevarer, er det imidlertid en gængs opfattelse, at licenser i denne sammenhæng ofte anvendes til at camouflere de mindre sunde fødevarer.

Enhver, der har børn, ved, at de har en hel del at sige i forhold til de varer, der ryger i indkøbskurven, og der er ingen tvivl om, at kendte figurer bl.a. fra tegnefilmens verden i den sammenhæng har indflydelse på børnenes præferencer.

Licenser kan bruges til at markedsføre de usunde produkter, men de kan i ligeså høj grad bruges til at skabe øget kendskab til og opmærksomhed omkring de sunde fødevarer. I den forbindelse er Nettos Bananaer i pyjamas et glimrende eksempel på, hvordan et sundt produkt kan markedsføres over for børnene, selv længe efter, at serien har været vist på dansk tv. Men det kunne også være oplagt for en dansk producent af gulerødder at tegne en licens på Snurre Snup og anvende ham i sin markedsføring over for børnene.

Det er helt oplagt, at producenter af de sunde danske fødevarer kommer ind i kampen og gør deres fødevarer mere attraktive for børnene. Med den megen fokus på børns fedme og usunde spisevaner er det netop en kærkommen lejlighed til at få taget hul på en mere aktiv markedsføring af fødevarer - også i Danmark.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Spis lidt mindre

1. november 2005

Lone Winding Madsen, Odense:
I min husholdning bliver der brugt mælk hver dag - ofte flere liter, hvorfor jeg har haft købt ikkeøkologisk mælk. Det havde min samvittighed det ikke godt med, ej heller mine indkøb af ikke-økologisk kød og fjerkræ. Men jeg syntes, at priserne var mere, end hvad mit budget kunne klare. Men min dårlige samvittighed sejrede, for jeg gjorde simpelthen kort proces én gang for alle: Spiser og drikker mindre hver dag, så prisen bliver udlignet, så både dyrene og jeg har det bedre. Jeg mangler absolut intet ernæringsmæssigt i min hverdag; jeg kan bare ikke lige spise lidt ekstra, som jeg kunne i »gamle dage«. Men gør det gerne for dyrene! Nu køber jeg kun økologisk, men mit budget bliver stadigvæk overholdt, så det kan lade sig gøre, hvis man vil - og det vil jeg!


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Fosterbørn

1. november 2005

Erik Jessen, Ansager:
Alle børn er en gave. I en artikel i oktoberudgaven om børn, der i Grønland vokser op hos andre end deres forældre, benævnes disse gavebørn. Det nævnes, at udtrykket bruges i mangel af bedre, og det er underligt, for der findes et udtryk, der fint dækker både den konkrete situation og de forskellige involverede følelser.

I den islandske sagatid var det ikke ualmindeligt, at forældre anbragte et barn hos andre mennesker, som ikke behøvede at tilhøre ens familie. Her blev barnet så opfostret. Derved fik de ikkebiologiske forældre en fosterdatter eller fostersøn, og barnet fik fosterforældre og fostersøskende. På denne måde knyttedes bånd mellem familier af en styrke, som måske er større end ved giftermål.

Det var en ære at blive valgt som fosterfamilie. I Afrika ses fosterbegrebet stadig med denne vægt. At vi i et moderne, fortravlet og kulturelt overfladisk samfund ikke helt kan fatte en sådan tillidskontrakt, er der ikke så meget at gøre ved; men man kunne i det mindste erstatte et håbløst navn med et, der har dybe rødder, og som samtidig beskriver, hvad det handler om: Fosterbørn.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Spøgelset der samlede nationen

Da Danmarks Radio sendte den franske tv-gyser Belphegor for 40 år siden, lå gaderne øde hen. Alle skulle følge med i den uhyggelige historie, og enkelte mente sågar at have set tv-spøgelset i en park i Rønne
Af Bjarni Åkesson Filholm | 1. november 2005

Belphegor spøgte først på fransk tv - og senere også i mange andre europæiske lande.

I Danmark blev de fire afsnit sendt i sommeren 1965 og lagde ikke blot gaderne, men landet øde. Det var selvfølgelig også dengang, der kun var én tv-kanal, og alle så og talte om de samme programmer - hvis man ellers var så heldig at have et fjernsyn. Ellers måtte man sørge for at blive inviteret af nogle, der havde. Og man sendte naturligvis i sort/hvid. Hvad ellers?

Jeg boede i Rønne på Bornholm dengang, og på forsiden af Bornholms Tidende lørdag den 24. juli 1965 stod der: »Den første episode i TVs nye franske sommergyserkriminalkærlighedsmysterium og eventyrfilm Bephegore eller spøgelset fra Louvre præsenterer i aften seerne for en række af hovedpersonerne i det fantastiske drama. Mere under TV rubrikken side.«

Det var da noget! På forsiden. Hvad var det så denne »Belphegor« handlede om? Den var skabt af fransk- og filmmanden Claude Barma og byggede på forfatteren, Arthur Bernedes roman af samme navn, som udkom første gang i 1926. Arthur Bernede var allerede dengang en populær forfatter i Frankrig, og han havde skabt sin egen mesterdetektiv, Chanteroq. Denne Chanteroq medvirker i romanen om Belphegor, og i samarbejde med en journalist, Jacques Bellegarde, finder han ud af, hvordan de indviklede og uhyggelige begivenheder hænger sammen.

Historien foregår i Paris og handler om en stenstatue af ondskabens og henrettelsernes gud, Belphegor, som står på museet Louvre. Den er tilsyneladende blevet vakt til live. Der foregår i alt fald de frygteligste ting om natten på Louvre, hvor den sortklædte spøgelses-statue vandrer rundt i det kæmpestore mørke museum og myrder løs på spektakulær vis. Ingen kan vide sig sikker.

Den kendte filmanmelder Ole Michelsen skrev i dagbladet Aktuelt den 23. juli 1965 en artikel om tv-serien under titlen »Fjernsynsspøgelset«, hvori han direkte fra Paris berettede om den frygtelige Belphegor og de problemer, spøgelset havde skabt i franske hjem.

TOMT PÅ VÆRTSHUSET.

Alle fulgte med i serien. Med god grund. Man blev godt underholdt. Man snakkede med sine klassekammerater - dem, der fik lov til at se den af deres forældre - om den, og man drømte nok også en lille smule om den om natten. Belphegor tiltvang sig adgang til ens bevidsthed og invaderede de danske hjem med sin uhygge og sine skygger fra de allermørkeste tider. De fire aftener, hvor serien blev vist, lå alt andet stille.

Det gjaldt alle steder i kongeriget. På Solskinsøen skrev Bornholms Tidende den 9. august 1965 følgende: »Rædsler i hjemmet - tomt på værtshuset« og dernæst:

»Når der er rædsler i hjemmet, daler besøget på restauranterne. Det er det indtryk, man på en række restauranter har fået, efter at Belphegor har startet sine meritter på skærmen. Folk bliver så tryllebundne af rædslerne, at de ganske glemmer at besøge værtshusene.

Tilsyneladende er det gået værst ud over de mindre provinsrestauranter. Således sad der på en restaurant i Ringsted, hvor der plejer at være et halvandet hundrede gæster, lørdag aften kl. 22 seks - 6 - gæster

På en restaurant i Nordsjælland, hvor en lokalforening havde arrangeret bal, sad bestyrelsen omkring kl. 22 og ventede på, at »Belphegor« skulle holde op. Normalt kommer der tre-fire hundrede gæster, når foreningen indbyder til bal - lidt før kl. 22 var der under 100.«

BELPHEGOR SET I RØNNE.

Men for dem, der fulgte med i serien, var der ingen nåde. Man var helt optaget af tv-spøgelset, der ensomt vandrede omkring inde i Louvre og tilsyneladende slog ihjel uden grund.

Især husker jeg lyden af spøgelset, når det kom til syne i museets gange. Nogle gange også før det dukkede op med sit frygtindgydende ansigt og sin helt igennem onde religiøse forhistorie. Det var noget med ondskab og rituelle henrettelser og religiøse ofringer langt tilbage i tiden. »Klok -klokklokklok,« lød det. Og de lange metalnegle, eller var de måske af sten?

På et tidspunkt under den periode, hvor serien blev sendt i tv, opstod det rygte på Bornholm, at Belphegor var blevet set oppe i parken inde midt i Rønne. Hvordan rygtet opstod, ved jeg ikke, men sikkert var det, at nogle havde set Belphegor deroppe en aften. Hvad spøgelset havde foretaget sig, var ikke klart. Næste aften var parken fuld af bornholmsk ungdom på jagt efter Belphegor. Sikke et leben. Kommunegartneren var træt af alle de mange børn, som løb omkring i parken ved aften- og nattetide. De lokale aviser kunne nogle dage derefter fortælle, at man fundet en dræbt kat under et træ derinde i parken. Belphegors værk? Politiet besluttede i alt fald at lukke for adgang til parken, indtil man havde fundet ud af, hvad der foregik.

Jeg var lige blevet tretten år dengang, og gik forbi parken en af de sommeraftener, hvor den var lukket for besøgende. Udenfor stod en masse børn og unge mennesker og kiggede ind over muren. Jeg var selv meget optaget af serien, men var temmelig overbevist om, at en fiktiv fransk spøgelsesfigur fra en celluloidfilmstrimmel ikke kunne manifestere sig i Rønne på Bornholm. Men det var alligevel ret spændende.

Jeg gik videre ned mod havnen. Tågen var begyndt at drive langsomt og tæt ind fra Østersøen. Pludselig hørte jeg famlende og metalliske skridt i nærheden af kirken. Det lød fuldstændig som Belphegor. Ud af disen trådte en tavs, mørk og kappeklædt skikkelse. Jeg stod som lammet. Så er det sandt alligevel. Belphegor havde taget fast skikkelse på Bornholm. Mit blod var allerede frosset til is, og mine ben ville ikke lystre mere.

Men Belphegor gik bare videre, og lidt efter lidt gik det op for mig, at den kappeklædte skikkelse i tågen blot var en gammel krumbøjet mand med sort frakke ude på en aftentur. Den metalliske lyd blev frembragt af hans stok, hver gang den ramte brostenene.

Jeg gik videre med tåge i håret og gele i knæene fuld af taknemmelighed over at være i live.

HVEM ER LÆDERANSIGTET?

Lørdag den 14. august blev det sidste afsnit sendt og dermed løsningen på gyserintrigen. Samme dag havde Bornholms Tidende voxpop om Belphegor-mysteriet. Man foretog en rundspørge blandt Rønnes borgere for at få nogle bud på, hvem der gemte sig bag Belphegors folderige mørke kappe og grotesk uhyggelige læderansigt.

Hvem er Belphegor? Sagkundskaben i form af en kriminalassistent havde et bud. Præsten havde ikke noget, da han ikke ejede et tv. Regnskabskonsulenten, som repræsenterede den logiske ekspert, fra Husmandsforeningen havde et andet forslag, mens en dame, NN, personificerede den kvindelige intuition. Endelig var der frisørmesteren og hans frisørsvend. De havde også deres idéer om, hvem der gemte sig bag masken, men de var ganske uenige.

Så oprandt aftenen endelig, og sløret for gåden blev løftet. Nå, så det var sådan det hang sammen. For et moderne internet-menneske er det værd at bemærke, at selv om serien havde kørt i Frankrig tidligere, var der ingen i Danmark, som kendte slutningen. Den spænding ville ikke kunne opretholdes i dag, hvor man på få sekunder via nettet kunne skaffe sig oplysninger om, hvem der var Belphegor.

Historien om Belphegor blev genindspillet for en håndfuld år siden med titlen Spøgelset fra Louvre.

Det resulterede i en ganske flot og fransk filmproduktion med flotte billeder og mange effekter, som man ikke kunne lave, da man indspillede tv-versionen for 40 år siden. Der er desuden flere fikse referencer til den tidligere film.

Jeg så filmen forleden dag, men jeg må indrømme, at jeg blev skuffet. Den var ikke nær så uhyggelig som den gamle tv-serie. Gode skuespillerpræstationer og raffinerede computeranimerede spøgelseseffekter til trods, faldt den nye film og måske også selve historien til jorden.

Jeg fik lyst til at gense Belphegor fra tresserne for at genopleve og undersøge, hvad det var, der gjorde den så afsindigt uhyggelig.

Men ved nærmere eftertanke, er jeg alligevel ikke helt sikker på, at det ville være en god idé. Tænk, hvis man blev skuffet. Måske var det bare tiden og det, at man var yngre og lettere at skræmme og underholde.

Den gamle og rigtige Belphegor har det sandsynligvis bedst i erindringen om tv-serien samt i sin hvileløse vandring rundt i den ikke længere eksisterende park og området ved havnen i Rønne ved nattetide.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Samvirke samvirke@fdb.dk

Gravid: 9 måneder med skrøner

Pas på med vinduespudsning, spis meget chokolade og bag en ve-kage. Gravide får masser af gode råd - de kan bare sjældent bruges.
Af Morten Herlev, Linda Olsen og Dorthe Olsgaard | Foto: Colourbox | 30. september 2005
gravid mave
Der er mange skrøner og 'gode' råd til gravide. Lær at finde rundt i nogle af dem her.

Hvis du vil have en dreng, så spis store saftige, røde bøffer og masser af chips, når du planlægger at blive gravid. Peger din gravide mave efterfølgende lidt nedad, skulle den være hjemme.

Gode råd er ikke særlig dyre, når det kommer til graviditet. Men mange af dem hører fortiden til. I dag har man nemlig en langt bedre viden, og det er meget nemmere at få oplysninger om graviditet og fødsel.

Alligevel lever enkelte skrøner videre via venindesnak, familiebånd og sågar i ugeblade og på internettet.

Lone Bach Hansen afbrød sine pædagogstudier og fødte Alvilda for fem måneder siden. Sammen med Alvildas far, Gustav Wetche, bor de ved Odder syd for Århus.

»Vi havde besluttet, at nu skulle det snart være. Jeg var ved at blive 30,« fortæller Lone Bach Hansen, mens Alvilda sidder på hendes skød og får mælk fra en lille suttefl aske.

Når Alvilda ikke sutter, kommer der indimellem glade lyde, som ser ud til at overraske hende selv, ud af hendes mund.

Lone Bach Hansen har ikke lyttet til de mange råd og historier, hun blev præsenteret for.

»Jeg lod bevidst være med at læse alt muligt, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Man kan jo læse sig helt tosset, hvis det er det, man vil,« siger hun.

Selvom de fleste røverhistorier er blevet sorteret fra, er enkelte sluppet igennem filteret.

»Jeg spiste meget chokolade, og jeg læste i I Form, at man fik glade børn af det. Så det var jo helt legalt, syntes jeg selv.«

Men dén skrøne afl iver jordemoder Bente Gran, som arbejder på Skejby Sygehus i Århus. Hun har igennem sine 32 år som jordemoder hjulpet cirka 3200 børn til verden, ligesom hun har ekspederet utallige vandrehistorier den modsatte vej.

»Altså jeg tror, at kvinder, der spiser chokolade, er også glade kvinder, og hvis moren er glad, så bliver barnet også glad,« fortæller hun.

Mal bare loftet

To måneder før Lone Bach Hansen skulle føde, flyttede hun og Gustav Wetche. I det nye hus skulle der males en del.

»Men sådan noget med at male lofter, det må man ikke. Man må ikke strække sig, for så kan navlestrengen vikle sig rundt om halsen på babyen, « fortæller Lone Bach Hansen. Rådet havde hun fået af sin mor.

Hun kunne nu godt have taget fat om penslen ifølge jordemoder Bente Gran.

»Der er overhovedet ikke noget hold i den på stand. Hvis navlestrengen har viklet sig om halsen på babyen, er det ikke fordi, man har strukket sig,« forklarer Bente Gran.

»Navlestrengen er som regel mellem 0,5 og 1,25 meter så det er meget usandsynligt.« Bente Gran tror, at skrønen stammer fra ammestuesnak om en ung pige, der har pudset vinduer eller har strukket sig. Da hun fødte, var navlestrengen viklet rundt om halsen, og barnet døde af det. Men det har altså ikke været på grund af strækket.

Dreng eller pige?

Gravide må altså lytte til mange velmenende råd, selvom videnskaben har svar på det meste i dag.

 

Lone Bach Hansen fik også at vide, at hvis maven hang nedad, så skulle det blive en dreng.

»Men jeg synes da, min mave hang, så det er da vist en skrøne,« siger hun og griner.

Bente Gran giver Lone Bach Hansen ret:

»Fra det øjeblik hvor ægcellen og sædcellen møder hinanden, er alt alligevel forudbestemt. Det eneste, der siger, om det bliver en dreng eller pige, er en fostervandsprøve eller en moderkagebiopsi. Selv scanningerne skal man tage med et gran salt,« siger hun og uddyber:

»Hvis navlestrengen har en knude, der ligger og svømmer nede mellem benene på sådan en lille pige, så ligner det fuldstændigt en tap.«

Der findes dog et gammelt husmoderråd, hvis parret gerne vil have en datter. Bente Gran kalder den for »Dyrlægens metode fra Fyn«.

»Kvinden skal lægge manden på is i seks måneder. Hun må slet ikke have noget seksuelt med ham at gøre. Når tiden er gået, skal de være sammen lige omkring ægløsningstidspunket,« forklarer hun og fortsætter:

»Kvinderne er det stærkeste køn - også rent cellemæssigt. X-kromosomer lever længere i mandens sæd end Y-kromosomer. Efter et halvt års hvile er der flere X-celler end Y-celler, og sandsynligheden er derfor størst for, at det bliver en pige.«

Når det handler om bestemmelse af barnets køn, er det stort set altid skrøner, der er tale om. Men er der noget, der er rigtigt, så er det, at motion er godt - også når man er gravid.

»Jeg begyndte at svømme. Det havde jeg ikke gjort før. Jeg svømmede to gange om ugen, indtil jeg var cirka syv måneder henne,« fortæller Lone Bach Hansen.

Netop motion er det bedste råd, jordemoder Bente Gran kan give til gravide.

»Alfa og omega for at kunne føde er, at man kan være afslappet, og at man har styr på sin vejrtrækning. Desuden hjælper det at være smidig,« forklarer Bente Gran og fortsætter:

»Hvis du dyrker yoga, opbygger du din smidighed og lærer at være afslappet.«

Sex sætter fødslen i gang

Hvis fødslen ikke vil i gang, findes der masser af tips til en fremskyndelse. Internettet er leverandør af en håndfuld skrøner. Men i modsætning til de andre påstande, Bente Gran er blevet præsenteret for, er der faktisk hold i en del af dem:

»Hvis man er sammen med sin mand, kan det sætte gang i fødslen, fordi sæden indeholder det hormon, der sætter fødslen i gang. Men man skal have sex ti gange, for at det skal virke fremmende for fødslen, og det er nok ikke lige det, man har lyst til, når man er gravid.«

Hvis den gravide ikke er i en position, hvor hun har lyst til at være intim med sin mand, findes der en del muligheder på internettet, lige fra hindbærbladste til en såkaldt ve-kage, som skulle kunne fremskynde processen. Bente Gran er aldrig stødt på ve-kagen og slår en høj latter op, da hun ser opskriften.

»Nej, hvor herligt. Men det er altså ikke noget, som vi udleverer,« siger hun.

»I gamle dage, da man fødte hjemme, skulle man have hele fryseren fyldt med bagværk. Når man så gjorde hovedrent, så fødte man af det. Men det passer ikke. Man gjorde hovedrent, fordi man kunne fornemme, at man snart skulle føde,« fortæller Bente Gran og konstaterer: »Det er omvendt psykologi.«

Jordemoderen tror kun på kvinders intuition, drømme og underbevidstheden.

»Altså kroppen og underbevidstheden ved jo f.eks., hvilket køn barnet har, og næsten alle kvinder drømmer op til flere gange, hvilket køn det er,« siger hun.

Alle de andre ammestuehistorier om at blandt andet kosten er afgørende i forhold til barnets køn, tror Bente Gran ikke på.

»Det eneste, jeg tror lidt på, er Dyrlægen ovre fra Fyn, men jeg er også fynbo,« griner hun.

Ingen undskyldninger

Lone Bach Hansen gik fem dage over tiden, da hun skulle føde Alvilda.

»Jeg fik akut kejsersnit, fordi hun lå forkert. Det hele var helt normalt, indtil jeg kom på hospitalet, « fortæller Lone Bach Hansen.

Hun bliver afbrudt af datterens små glade lyde, som får Alvildas mundvand til at løbe ned af hagen. Hendes røde hagesmæk er godt savlet til.

Lone Bach Hansen og Gustav Wetche vil gerne have flere børn, men de ved endnu ikke, hvornår Alvilda skal være storesøster.

Én ting er sikkert. Næste gang kan Lone Bach Hansen hverken springe over loftsmaling eller vinduespudsning.

Alvilda laver en bekræftende glad lyd fra skødet af sin mor.

»Det må være al den chokolade, jeg spiste under graviditeten. Det virker!«

 

Skrøner

En kage, der skulle sætte fødslen i gang

4 æg 

1 dl sukker
300 g magarine/smør
230 g mel
300 g chokolade
1 spsk. kakao
200 g kokosmel
1 håndfuld rosiner
1,5 dl stærk kaffe
1 spsk. bagepulver

Rør smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et af gangen sammen med 1 spsk. mel. Tilsæt så resten af melet og kakaoen. Smelt chokoladen i kaffen, og rør kokosmel og rosiner i. Rør blandingen i dejen. Kagen bages i en rund springform i ca. 1 time ved 180 grader. Smelt resten af chokoladen, og smør det oven på kagen, når den er afkølet. Kilde: www.babydebat.dk

 

Dreng eller pige

I skal tænke over, hvad I spiser. Nogle gamle husmoderråd peger på, at det, I spiser og drikker inden undfangelsen, har indflydelse på, om barnet bliver en dreng eller en pige.

Hvis I vil have en dreng:
Spis mere kød - jo rødere jo bedre.
Spis salte snacks - chips, peanuts etc.

Hvis I vil have en pige:
Begge parter skal spise en masse fisk og grøntsager.
Spis masser af chokolade (og slik generelt).

Kilde: www.b-a-b-y.dk

 



 

 

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Kærlighedsdage

Normalt bringer vi ikke anonyme indlæg på disse sider, men vi syntes ikke, at læserne skulle snydes for dette digt, som redaktionen modtog efter at have bragt artiklen »Kærlighedens tyranni«:
30. september 2005

Kærligheden er en hård branche. Det viser alle sammenligninger med andre brancher. Ja, som branche betragtet er kærligheden faktisk den hårdeste, der overhovedet findes. Selv om det næsten er for trivielt, er det bare at remse op fra en ende af, hvad det er, der gør kærlighedsbranchen så hård: Der er ingen egentlig uddannelse i branchen, men dens udøvere henvises til en mesterlære, som der i langt de fleste tilfælde hverken er hoved eller hale på, fordi den i reglen ikke foregår hos en anerkendt mester, men udøves blandt ufaglærte, og skulle der endelig komme en mester ind i billedet, går det alligevel galt gang på gang, fordi den ufaglærte tror sig på højde med mesteren eller endda føler trang til at gøre denne rangen stridig som mester. Der er ingen arbejdstidsregler i branchen, som derfor ofte udøves om natten med de så velkendte skadelige indvirkninger på helbredet. Ydermere foreligger der ingen overenskomst inden for branchen, hvorved ferie er et ukendt begreb. Man må derfor i det hele taget undre sig over, at der er nogen, der i vore dage har mod og kvinde/mandshjerte til at søge ind i kærlighedsbranchen, når det er tydeligt for enhver, at den uden sammenligning er den hårdeste i dagens samfund.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Lad os nyde cigaren

30. september 2005

Hans V. Poulsen, Nexø:
I Samvirkes septembernummer gav Jan Laursen som formand for hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheforening udtryk for, at man fra politisk hold bør tage skridtet fuldt ud nu og indføre totalforbud mod rygning på barer og i restauranter. Jeg er vildt uenig. Vi har allerede masser af løjerlig lovgivning, som efter min bedste overbevisning blot er et udslag af politikernes overhåndtagende trang til at hævde en position som formodet ansvarlige. Vi kan slå op i loven og læse, hvornår bønderne må påbegynde efterårspløjningen, hvornår fiskerne må fiske, hvor lang en lommekniv må være, hvordan vi ikke må udtrykke vor misnøje med mennesker af anden etnisk herkomst, hvordan restauranter skal oplyse om deres rygepolitik ved indgangsdøren - osv. osv. Netop dette med at oplyse stedets rygepolitik må vel siges at være glimrende redskab til at advare alle og enhver - jeg går ikke på de røgfrie, men andre potentielle gæster kan vælge anderledes. Også personalet kan selvfølgelig fravælge røgen. Med henvisning til liv, ære og velfærd vil ingen med vore dages viden kunne pålægges at arbejde i et røgfyldt lokale. I denne sommer har jeg i øvrigt bemærket, at flere restauranter med fri rygning ikke har askebægre på bordene. Dette »hjælpemiddel « skal der spørges efter, og det begrænser helt tydeligt rygningen i spiserestauranter. Der ligger tilsyneladende en guldgrube og venter på de fremsynede restauratører, der kommer først med røgfrie lokaler. Så lad nu politikerne og vi arme rygere få lidt fred til at nyde cigaren og en lille spids.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Ode til en kartoffel

Af T.S. Høeg | Foto: Nils Lund Pedersen | 30. september 2005

 

STEMME 1

 

du danske knold
ingen spørger dig om noget

før du koges, moses,
brankes, flødedruknes,
skrælle, snitte, svitse, brase,
skrælle, snitte, svitse, brase

fordi du falder godt
& gang på gang
ohh

ned i jorden lægges du
ohh
med os er det omvendt
ohh

kanon føde kæde
kanon føde kæde

du danske knold
ingen spørger dig om noget

 

STEMME 2

 

ohh
ohh

skrælle, snitte, svitse, brase,
skrælle, snitte, svitse, brase,
før du koges, moses,
brankes, flødedruknes

ohh
ohh
& igen & igen på 117 måder

ohh
op af jorden hives du
ohh
med os er det omvendt 
kanon føde kæde 
kanon føde kæde 

ohh
ingen spørger dig om noget



www.fdb.dk/kulturtorvet kan udvalgte værker af Peter Laugesen og T.S. Høeg købes med bonus



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Bordfodbold: Små mænd i stort spil

Håndtag beklædt med grønne, franske cykelslanger, timevis af træning og benhård psykologisk kamp er en del af spillet, når Københavns bedste spillere mødes til et slag bordfodbold.
Af Didde Rishøj | 31. august 2005

Set med ukyndige øjne, ligner det ren og skær hurtighed. Små mænd i røde trøjer, hvide bukser og røde knæstrømper har bolden. I løbet af tre korte smæld ligger den foran målet, hvis målmand i blå trøje kaster sig fra side til side. En rød angrebsspiller går i voldsomt sving om sin egen akse, og et højt, metallisk pling fortæller, at målmandens opdækning har været forgæves. Bolden er landet i målet.

Fra sidelinien tyder kommentarer som »gammel klassiker« og »hans midtbane er supergod« fra de mere erfarne tilskuere på, at der ligger langt mere bag den hurtige duel. Det kan være, man netop har været vidne til en spasme, et ormeskud eller måske sågar en Peter Møller, opkaldt efter en manøvre foretaget af landsholdsspilleren. Under alle omstændigheder er det helt sikkert, at hvert et skud og træk er indøvet i timevis og afprøvet et utal af gange. Den ugentlige tirsdagsturnering i Hovedstadens Bordfodboldforening er i gang.

I kælderlokalerne i det indre København suges underlæber ind, mobiltelefoner får lov at ringe forgæves, og høje ærgrelsesudbrud blander sig med en konstant bankelyd af minifodboldstøvler mod bolden. Det er stedet, hvor en kamp mellem de 12,5 cm høje minifodboldmænd efterfølgende kan være genstand for timelang analyse, hvor spillerne vinder DM og tager til VM, og hvor almindeligt habile spillere fra byens barer kan være sikre på at få tæsk.

»Min makker og jeg var for nylig en tur i byen, og vi spillede bordfodbold i fire timer uden at være i nærheden af at tabe en kamp. I nogle kampe gav vi os selv handicap og spillede uden målmand, uden midtbane og kun med en hånd - og alligevel tabte vi ikke. Men sådan burde det også være, for vi har brugt så latterligt meget tid på det, og vi spiller mod nogle, som går rigtig meget op i det,« forklarer 33-årige Martin Elling, som har været medlem af klubben siden 1999 og har både DM- og klubmesterskabsmedaljer.

Han købte sit eget bord kort tid efter, han begyndte at spille. Med bord menes der naturligvis et Bonzinibord. På verdensplan bliver der spillet på over 30 forskellige typer borde, men de to mest udbredte i Danmark er et italiensk og det franske Bonzini. Ifølge spillerne svarer de to typer borde til at spille badminton og tennis. På det italienske bord spiller man med plastikbold, spillerne er af hård plast og underlaget af glas. Det gør spillet meget hurtigt og refleksbetonet, med mange hurtige dueller, mens bolden pisker rundt, fordi det er svært at holde på den. Det franske Bonzinibord fremelsker et mere perfektionistisk og teknisk spil, eftersom stålspillerne, korkbolden og linoleumsunderlaget gør det muligt at drible med bolden, presse den ned mod underlaget og bevæge den.

Lokke, fiksere og snyde

Foreningen i København har 350 medlemmer, og medlemstallet er stigende. Til en turnering er der omkring 40 spillere, og på dage for de let-øvede og begyndere er klubben ude for, at der kommer tre-fire nye medlemmer hver gang. Den lille bar langer på gode aftener øl og sodavand over disken for 5000-6000 kr. Også foreningerne i Kolding, Århus og Køge oplever en stigende interesse, og flere steder er mangel på plads eller borde et problem, der holder medlemstallet nede. De fleste nye medlemmer har fanget interessen for spillet over et bord på deres stambar eller på et studium.

 

»For mig er det farten, der gør det spændende, du er nødt til at reagere, for hvis du bare et øjeblik ikke er fokuseret, har du tabt kampen. Det giver sommerfugle i maven. Man kan mærke, om man har det i sig, der gør, at man kan blive god. Det handler om at læse spillet og lave flotte mål. Folk tror bare, de skal snurre med spillerne, men det er langt mere end det,« siger Arien Kashi på 23 år, som har spillet italiensk i tre år og fransk i otte måneder.

Et bord bliver et øjeblik ledigt i turneringen, og straks går et par spillere i gang med at træne på det. De små fodboldmænd sættes op til en bestemt midtbaneaflevering eller finjustering af en angribers skub- eller trækskud. Og manøvren øves igen og igen, til skuddet sidder perfekt og kan udføres så hurtigt, at modstanderen ikke kan følge med.

Hvor et enkelt hurtigt skud kan være nok til at vinde en hel aften på en café, lærer en spiller i kælderen i Ahlefeldtsgade hurtigt, at variation er vigtig. For når man har fået sig en base på to-tre velfungerende skud og lært sine egne reflekser at kende, rykker opmærksomheden over på modstanderens banehalvdel, og spillet bliver meget mere analytisk.

»Alle gode spillere kan læse deres modstander og hans bevægelser. Det sværeste er at spille mod en modstander første gang, for du ved ikke, hvordan hans naturlige reflekser er. Dem lærer du efterhånden, og så gælder det om at lokke, fiksere og snyde modstanderen til at tro, du vil gøre noget, og så ikke gøre det alligevel. F.eks. er der nogle, der pisker med målmanden fra side til side. Og så kan du stå og vente og se, at der er en rytme i den måde, de bevæger sig på. Du kan faktisk tælle, hvornår der er hul. 1-2-3-4. Ok på to står målmanden væk fra den side, og så er det bare at vente på, at der er hul. Bang, så er der mål,« forklarer Martin Elling.

Bordfodbold spilles både som single og med makker i double. Makkerparrene i double spiller med fast partner og helt fast rollefordeling som forsvarer og angriber. Der ligger mange timers træning bag at have afklaret, hvordan angriberen skal stille sine miniaturespillere, når modstanderen har bolden, hvad der sker, når parret har erobret bolden, eller i at vide, om målmanden skyder nede bagfra eller afleverer til en af angriberne.

»Time out« lyder det med jævne mellemrum i kampene, og makkerparrene bruger den korte pause til at hviske sammen eller trække sig hen i et hjørne og tale taktik med ansigterne helt tæt sammen. Indøvede håndtegn eller et vip over anklen kan være tegn på, at nu kommer der en aflevering nede langs højre bande. Andre kan simpelthen høre på deres makkers måde at slå på bolden og rytmen i hans spil, at der kommer en aflevering.

Golfhandsker og grøn gummi

Historien om bordfodboldens oprindelse lyder, at spanieren Alejandro Finisterre fik ideen, da han blev såret under den spanske borgerkrig i 1936-39 og opholdt sig på et hospital sammen med en masse sårede børn, der ikke var i stand til at spille fodbold.

Siden er spillet blevet udbredt til hele verden, hvor det går under forskellige navne som baby foot, foosball og kicker. I Danmark er spillet stadig ungt, det danske bordfodboldforbund blev grundlagt i 1997, og de fleste spillere er mænd i 20-30'erne. På ranglisten over de 30 bedste spillere i Hovedstadens Bordfodboldforening er de to eneste pigenavne Camilla og Vivienne, men omkring 20 kvinder kommer fast i klubben. Spillet er størst og har længst historie i Frankrig, hvor 28 klubber er medlem af det nationale bordfodboldforbund, og det årlige verdensmesterskab med flere hundrede hold afholdes.

Bordfodbolden har ikke en professionel liga, men nævner man i bordfodboldkredse navnet Frederic Collignon, vil folk vide, at det er en belgisk spiller, som i disse år vinder alle turneringer og er det tætteste, man kommer på en fuldtids, professionel spiller. Flere af spillerne vil endda kunne bidrage med en fortælling om den vindende belgier, som ifølge myten allerede som fire-årig fik tre forskellige borde af sin far. Han er den direkte årsag til, at mange danske spillere i dag har deres eget håndtag, at flere spiller med golfhandsker, og at det særlig greb »åben hånd«

praktiseres i den københavnske kælder. Den danske spiller Lars Christiansen har flere gange spillet mod Frederic Collignon til turneringer i Frankrig og har taget inspiration med hjem.

»Da jeg kom hjem fra VM i 2000 i Frankrig, købte jeg også golfhandsker og brugte gummi på håndtaget. Folk i klubben var nærmest oprørte, og ude i byen fniste folk, når jeg tog min handske på. Men der gik et halvt års tid, og så begyndte andre også at putte gummi på håndtagene. I dag har alle deres eget håndtag. Dengang var det tabu.

Nu smører vi stængerne i klubben med olie, og det var folk også sure over i starten,« fortæller 27-årige Lars Christiansen, der er regerende danmarksmester i single og i mere end seks år har været fast inventar i klubben, hvis slidte sofaer han endda har overnattet i flere gange.

Svedige håndflader tørres igen og igen af i bukseben eller pustes på, før de igen griber om håndtaget, der styrer minispillernes kamp på bordet. I baren kan spillerne købe fire forskellige slags håndtag, hvoraf de fleste bruger standard-håndtaget, som minder om et hårdt plasthåndtag på et cykelstyr, og selv sørger for at individualisere det, så det passer til deres spil. [FACTBOX]

Det sorte håndtag beklædes typisk med et stykke grøn cykelslange, som klubben køber med hjem fra Frankrig. Mere avancerede håndtag udstyres også med et stykke vaskeskind og en fingerhætte af den slags, der købes på apoteket og bruges til at beskytte en finger i bandage. Alt sammen for at gøre håndtaget større og optimere præcisionen i skuddene. Til VM i Frankrig er det en selvfølge, at hver spiller har sit eget håndtag, og turneringsbordene

står uden håndtag. I København har flere spillere deres egen navngivne skuffe i et lille blåt skuffedarium, hvor deres personlige håndtag opbevares, når aftenens sidste mål er scoret, fugtige hænder har rystet hinanden over bordet, og ranglisten er opdateret.