Samvirke samvirke@fdb.dk

Mere dansk musik på nettet

1. juli 2005

De Kreatives Uafhængige Andelsselskab er det lange navn på en sammenslutning af musikere, forfattere, fotografer og andre kreative personer, som så lyset for et års tid siden. DKUA blev beskrevet i Samvirke maj 2004, hvor der var 150 andelshavere. I dag er der tæt på 250 andelshavere, og de har netop indgået en aftale med verdens største musikbutik på nettet, Apples iTunes.

Derfor er det nu muligt at købe danske musikeres musik over det meste af verden, selvom musikken er udgivet på et lille pladeselskab uden den store bevågenhed. I princippet kan alle og enhver faktisk købe en andel i DKUA og begynde at udgive musik, som kommer til salg via iTunes.com. Vejen fra øvelokalet til verdensmarkedet er med andre ord blevet meget kortere.

Blandt andelshaverne er Dodo, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund og Kaare Norge. iTunes-aftalen betyder, at kunstnerne nu er til stede i alle de større danske musikbutikker på nettet.

DKUA sælger også kunstnernes musik på foreningens egen side, musik.dk, og ambitionen er at fjerne unødvendige og fordyrende mellemled. I alt har DKUA mellem 5000 og 7000 musiknumre at handle med. Kunstnerne får cirka halvdelen af udsalgsprisen, og det er meget i forhold til cd-markedet, hvor måske en sekstendedel går til kunstnerne.

DKUA har samtidig fået 400.000 kroner i støtte fra Biblioteksstyrelsen til et projekt, der skal sikre bredde og dybde i bibliotekernes musikudbud.

Gennem et samarbejde med mymusic.dk skal DKUA bygge en database op, så et hvilket som helst band over nettet kan styre sin musik og hvilke priser, den skal sælges til.

Databasen skal gøre det muligt for bands at stille deres musik til rådighed for bibliotekerne.

DKUAs vision er, at komponisten sidder i sit hjemmestudie og laver musik, der kommer til salg i USA uden at involvere et pladeselskab.

www.dkua.dk



Samvirke samvirke@fdb.dk

Grønland ruster op til madturisme

Verden har fået øjnene op for fangst fra ishavet, turismen er en saltvandsindsprøjtning for den gastronomiske side af Grønland
Af Inger Abildgaard Opskrifter Maria Larsen | 1. juli 2005

 

Hellefisk er udsøgt i Kina, Japan og Italien

Hovedet af grøndlandsk hellefisk serveres på eksklusive restauranter i Kina. Tænderne i den skæve, grålige fladfi skemund siges at virke overraskende store.

Vi danskere kender hellefisk i skiver fra supermarkederne i tynde skiver, pakket som laks. Nogle vil sige husmandslaks. Men i det økonomisk fremadstormende Kina, i Japan og i det kræsne Italien er der kendere, der ser helt anderledes på den udsøgte fisk fanget med line i ishavet omkring et fjernt og gådefuldt land.

På den tyndslidte klode er Grønland stadig tæt på det uberørte med isbjerge som sejlende kasteller, der glimter blåligt med tårne, takker, folder og smeltede porte. Det trækker ikke bare i danskere. Verden vil gerne åbne sig for fangst fra ishavet. Det, der i ældgammel eskimoisk mytologi var selveste paradiset med sit uudtømmelige spisekammer af duftende sømad.

 

Japanske restauranter vil have hellefiskens finner

Ikke alene har kineserne opdaget fiskens hoved. Japanere har for længst set mulighederne i hellefiskens finner. På grænsen mellem finnerne og kroppen sidder et særligt elastisk bånd. Netop det bånd har fundet sin egen eksportvej til japanernes sushikøkken.

Italienere elsker grønlandske rejer

 

På hotellet Arctic i Ilulissat (Jacobshavn) højt mod nord på Grønlands vestkyst er Royal Greenlands salgsdirektør i Italien, Francesco Picello, tilbage for fjerde eller femte gang. Han kan ikke blive træt af diskobugten, af at vågne til hundenes langtrukne ulvehyl om morgenen og få luftens skarpe riv i næsen.

»Grønland er så specielt, ligner ikke nogen som helst andre steder, og fødevarerne er førsteklasses, « siger han, der har nydt smagen af det hele fra moskusokse til rå sæl-lever.

Francesco Picello taler om velhavende norditalienere, der bestiller rejekocktail på de bedre milanesiske restauranter. Grønlandske rejer, der anrettes rent med salat, citron og mayonnaise.

»De grønlandske rejer er dobbelt så gode, de er også dobbelt så dyre som varmtvandsrejer,« siger han.

Francesco Picello sælger både grønlandske rejer og hellefisk til Italien. Fisk går til catering. Den grønlandske hellefi sk lever i ufortjent hemmelighed, mener han.

»Ingen ved noget om den. Hvis de gjorde, kunne vi sælge det dobbelte. Men vi sælger en masse til skoler, kantiner og hospitaler, hvor fisken serveres dampet eller stegt som al anden fisk. En stor fisk, næsten uden ben, der ikke smager ret meget af fisk. Den er perfekt.«

 

Isen på fjordene mangler, grønlænderne kan ikke komme ud med hundeslæderne 

Varmen har i år overrumplet grønlænderne. Selv i de nordlige områder har isen trukket sig tilbage fra vestvendte kyster måneder før tid. Børn med solbrændte ansigter leger ude til solnedgang, unge i meget lidt overtøj gasser snescooterne op. Kun fiskerne er ikke vilde med varmen. De frygter for fiskeriets skrøbelighed. Det er ikke til at komme ud på isen med hundeslæderne, og varmen fører storme og uroligt vand med sig. Det fortæller Frank Reimer, der er 26 år og sin unge alder til trods har levet af at fiske i 10 år, den mest indlysende beskæftigelse for ham, selv om det slider på ryg og lemmer, og luften er bidende.

 

Stilheden er det bedste ved at isfiske

Fangerne slår deres telt op med hundesæden som bund ude på isen i minus 40 grader. Om natten beholder man alt sit tøj og overtøj på, og man kan sådan set godt falde i søvn. Man skal bare ikke regne med at sove så længe, fortæller han. Dagen efter går turen tilbage i fem kolde timer. 15-20 kilometer over isen, slæden lastet med fisk, kroppen stiv af kulde og søvnmangel. Alligevel trækker det i den 26-årige fisker.

Stilheden er det bedste. Man tænker på en måde mere klart, når man er ude på isen. Man glemmer, hvad de går og snakker om hjemme i byen.

»Det er altid forfriskende,« siger han, som om han leder efter et passende dansk ord for den hvide, iskolde ro.

 

Ilulissat forbereder sig på turister

 

Smukkere end Ilulissat kan Grønland dårligt blive, mener Frank. Mange af byens unge er om eftermiddagen travlt beskæftiget med at køre turister i minibusser rundt mellem hoteller, slædeture, udsigtspunktet mod isbræen og Knud Rasmussens barndomshjem. De imødeser optimistisk en travl sommer. I løbet af en hel sæson kan byens hoteller og vandrehjem godt rumme 20-30.000 turister, og det er slet ikke urealistisk, at der kommer så mange, mener en af de unge kvindelige chauffører, der som ingenting tumler bussen rundt i sneens smalle og stejle passager.

 

Grønlandsk mad kan blive et stærkt brand

Netop den saltvandsindsprøjtning af turisme kan gøre Grønland og grønlandsk mad til et stærkt brand. Utilgængeligheden og modstanden fra vind og vejr kan vendes til en fordel i en afsætningssituation.

 

Det mener Claus Meyer, som sidste efterår var initiativtager til Nordisk Køkkensymposium på Nordatlantisk Brygge i København. Symposiets ide er, at fødevarer fra nordens have, skove, fjorde og fjelde kombineret med de ældgamle konserveringsmetoder som tørring og saltning har et indbygget potentiale til at løfte det nordiske køkken op i et plan som det franske, kinesiske, italienske eller andre verdensberømte køkkener.

Claus Meyer kalder de grønlandske fødevarer en juvel i den nordiske krone. Den langsomtvoksende koldtvandsreje må høre til på top 20 listen over de bedste råvarer i verden, især hvis man smager den friskfanget, sprød og ristet på en pande

»Der er også hellefisken med den lækre struktur i kødet og særlige saftighed, moskusoksen, der er helt vidunderlig og så aromatisk, at man næsten kan smage den grønlandske tundra, torsk, lam, rensdyr, vild timian og sortebær.

Der er praktiske og tekniske problemer med at skaffe de grønlandske råvarer, men praktiske problemer forhindrer os jo ikke i at få fat i størkaviar og trøfler. Kan masser af turister trækkes til gourmetrejser for kræsne kunder i hele verden, komme på slæderejser, sejle mellem isbjerge på fjorde, så bliver det nemmere at sælge grønlandske råvarer som fuldstændig enestående. «

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Smagstest: Er der forskel på økologisk og konventionel mad?

44 nye medlemsvalgte i FDB forsøgte at smage forskel på økologisk og konventionel mad. Den økologiske svinekam vandt, mens de økologiske grøntsager tabte. Livsstilseksperten Jørn Duus hævder, at vi ikke kan smage forskel
Af Thomas Nørgaard Pedersen | 1. juli 2005

Den økologiske svinekam løb af med sejren, da 44 nye medlemsvalgte i FDB testede smagsløg og forbrugerholdninger i Viborg Stadions lokaler. Til gengæld scorede de konventionelle grøntsager flere stemmer end de økologiske, mens kampen mellem »mors« og Knorr's champignonsovs endte uafgjort.

Den kombinerede frokost og undersøgelse var aldeles uvidenskabelig og mest for sjov, men de brogede resultater gik ikke bare igen i Glostrup og Middelfart, hvor nye medlemsvalgte også var samlet til smagstest og introduktion til FDB. Ifølge livsstilsekspert og reklamemand Jørn Duus går resultaterne også igen i kontrollerede undersøgelser:

»Folk kan ikke smage forskel. Vi har blandt andet prøvet med øl, og selvom der var tale om Carlsberg letøl, Hof og Sort Guld, kunne forsøgspersonerne først smage forskel, når de så flasken. Man smager det, som man ser,« fortalte han i Viborg i sit oplæg om livsstilens betydning for vores forbrug.

Danskerne er nemlig langt fra ens og kan inddeles i en række forskellige livsstilstyper.

For eksempel »jeg-er-ikke-som-de-andre«-typen, der ikke spiser mad, men historier, og hvor maden altid bliver kold, fordi de først skal fortælle, hvilken ko, kødet stammer fra.

Langt fra den verden finder vi »hva'-koster-det«-typen, der køber og spiser hvad som helst, bare det er billigt. Slik- og fedtforbruget er tårnhøjt, og typen hader kostråd og går tit i den stik modsatte retning i ren trods.

»Så når I har et budskab, som I vil ud med, er det værd at overveje, hvem I vil ramme,« opfordrede Jørn Duus.

 

MEYERS MADSUS.

Før frokostens smagstest havde kokken Claus Meyer med sin maskingeværmund ramt plet med budskabet om, at sundhed og sund mad ikke nødvendigvis handler om at afstå fra noget.

 

»Jeg tror på, at man spiser sig frem til sundhed. For hver bid, man tager, bliver man stærkere og mere livsduelig. Mad er kærlighed, og det er sundt at forelske sig i en fedtmarmoreret højrebsfilet og nyde hver en bid frem mod den satans mæthed,« skød han ud over deltagerne og kom med tips til at fremme forelskelsen:

»Velsmag handler om kontraster. Når fedt møder surt, opstår mirakler som i de fantastiske franske saucer, men for meget fedt er ikke godt, og i mange tilfælde kan man lave en gastrik med sukker og få samme effekt i en sauce som med smør eller fløde.«

Samtidig glemmer vi ifølge den tidligere tv-kok at tilføre maden de flirtende topnoter.

En osso buco, der har simret i to-tre timer med gulerødder og andet godt, har masser af bundnoter, og det er fint. Men hælder man kapers og salvieblade på lige før, den skal ind på bordet, fyldes rummet med forførende topnoter. Så brug endelig masser af friske krydderurter,« opfordrede han.

Lav en gastrik

1,25 dl hvidvins- eller rødvinseddike
100 g sukker

Smelt sukkeret til karamel i en tykbundet gryde, hæld eddiken på, og kog igennem til karamellen er opløst, og konsistensen er som sirup. Hæld passende mængde i sovsen.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Giver det mening at tale om »Økologiske fisk«?

1. juni 2005

Villy J. Larsen, projektleder for de økologiske projekter under Dansk Akvakultur:

»Om få måneder vil de første dansk-producerede opdrætsfisk med det røde Ø-mærke ligge klar til salg til de danske forbrugere.Når det handler om produktion af opdrætsfisk, er det relevant at tale om muligheden for økologisk produktion af fisk, al den stund, at der her er tale om en kulturproduktion på linje med, hvad man kender inden for landbruget, hvor det er muligt at opstille kontrollerbare krav til produktionen. Dansk Akvakultur har i flere år arbejdet med etablering af en dansk økologisk produktion af opdrætsfisk på linje med, hvad der allerede i en årrække har været tilgængelig for forbrugerne i vore nabolande - eksempelvis Sverige, England og Tyskland.«
www.eco-aquafish.dk


Kurt Bertelsen Christensen, Formand for Foreningen Levende Hav:

»Vi har sympati for økologisk fisk, men forudsætningen er, at vi har et økologisk havfiskeri, der samtidig er bæredygtigt. Ørred i dambrug bliver fodret med skidtfisk fra havet, f.eks. tobis og brisling, hvor bestandene er begrænset og måske fulde af dioxin. Men den dag, vi har regler for et økologisk, bæredygtigt fiskeri på havet, vil jeg ikke afvise, at vi kan fange en økologisk tobis. Eller hvis en økologisk landmand kan producere økologisk foder til ørred i dambrug, så kan man også lave en økologisk fisk.« www.levendehav.dk


Malene Berardino, køkkenchef Sticks'n Sushi:

»Jeg går ud fra, at kvaliteten er bedre, fordi de er uden affaldsstoffer. Vi får økologisk fisk fra Skotland. Det har vi ledt længe efter. Der er ikke nær så mange fisk i deres bassiner, og der er ikke tilsat farvestoffer eller andre ting i foderet. Det giver en højere kvalitet.«
www.sushi.dk

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Din hukommelse som lysbilledshow

Forestil dig et elektronisk værktøj et sted mellem en mobiltelefon, et videokamera og en iPod, der kan optage og lagre alle dine aftaler, gerninger og oplevelser. En slags interaktiv krydsning af et fotoalbum og en dagbog, der automatisk registrerer alt, hvad du gør. På godt og ondt
Af Peter Hesseldahl | 1. juni 2005

Måske kan du selv huske, hvor absurd det virkede, da man begyndte at diskutere liferecorderen og ideen om at optage hele sit liv på video, så man senere kunne gå tilbage og gense en hvilken som helst oplevelse, man havde haft.

Men da konceptet blev udbygget med livsstrømmen, så man kunne gemme, gense og dele alle ens oplevelser og følelser, så følte mange sig direkte truet. Det tog tid at vænne sig til tanken om at samle alle ens data - hvor man har opholdt sig, hvem man har mødt, hvad man har købt, hvad man har læst og lyttet til - og gemme dem sammen med den livslange video-optagelse i en livsstrøm, der stort set indeholdt alt, hvad man nogensinde havde set og gjort.

Liferecorderen og livsstrømmen var knapt nok en opfi ndelse. De var snarere det forudsigelige resultat af, at computere blev en del af næsten ethvert aspekt af dagligdagen.

I årene lige efter årtusindeskiftet var Apples iPod en forsmag på udviklingen. Den lille dims kunne rumme 60 gigabyte data - nok til, at ejeren kunne gå rundt med hele sin pladesamling og tusindvis af fotografi er i lommen. Samtidig bredte digitale kameraer sig alle vegne, ikke mindst da de på få år blev standardudstyr i mobiltelefoner.

Næste skridt var de såkaldte 3G mobiltelefoner, der dels bød på bredbånds internetforbindelse, dels gjorde det muligt at registrere brugernes præcise position. Fra omkring 2008 havde de fleste danskere vænnet sig til at have alle internettets muligheder med sig overalt.

Gradvist blev vejen banet for liferecorderen. Ligesom brikker, der falder på plads i et puslespil. I 2020 var det almindeligt, at mobile terminaler havde 100 terrabyte hukommelse, rigeligt til at gemme videooptagelser af et helt liv. Samtidig var hastigheden af trådløse forbindelser for længst blevet så høj, at det i praksis ikke var til at mærke, om man lagrede og hentede data i computerens egen hukommelse eller ude på nettet et sted.

Den tekniske udfordring ved liferecorderen var ikke at optage alt eller at finde plads til materialet, men derimod at finde rundt i de enorme mængder af data.

Gennembruddet for liferecorderen som et praktisk redskab i hverdagen kom først, da der var udviklet tilstrækkeligt smarte systemer til automatisk at analysere optagelserne. I starten var inddelingen grovkornet og opbygget ud fra en sammenligning med personens kalender. Man kunne simpelthen spole tilbage til møder, fødselsdage, ferier osv. udelukkende baseret på datoen.

Efterhånden blev systemerne mere intelligente. Softwaren i recorderen registrerede eksempelvis, om der skete pludselige skift i lydniveauet, som kunne antyde, at der fandt noget vigtigt eller overraskende sted. Gradvist lærte systemerne at genkende latter, gråd, skænderier og kærtegn, og den begyndte at kombinere mange former for data i en egentlig livsstrøm.

I dag er kategoriseringen af dataene så præcis, at man kan søge efter begivenheder i sit liv med samme lethed, som man førhen ledte efter ord i et tekstdokument.

Vi tager det for givet, at man i mylderet af fortidens små og store hændelser kan finde tilbage til dér, hvor man forlagde sine nøgler, det maleri, man så en søndag for år tilbage, alle de gange, man har forsøgt at lære at lægge sadel på en hest, eller alle de gange, man har mødt en bestemt person.

 

LIVSSTRØMMEN BLIVER FORMET.

Et af de tidlige eksempler var computergiganten HPs casual capture fra omkring 2004. Brugeren skulle bære et specielt, lidt klodset, par briller med et indbygget videokamera.

 

Ideen var, at man ville prøve at fange en masse af livets store øjeblikke, som ellers ville gå tabt: Det første smil fra ens nyfødte barn, morsomme, skønne eller rørende situationer - eller måske forbrydelser, som man tilfældigt blev vidne til.

Også Microsoft var med til at definere det tidlige omrids af liferecorderen og livsstrømmen. MyLife-Bits projektet, der fra 2003 blev sponsoreret af den amerikanske hær, gik netop ud på at opsamle og strukturere hele den strøm af digitale data, som en person efterlader sig. Microsofts forskere brugte sig selv som forsøgspersoner og indsamlede fotos, optog telefonsamtaler, gemte alle e-mails og registrerede alle de websites, de besøgte, de bøger og blade, de læste, den musik, de hørte og de tvprogrammer, de så.

Nokia Lifeblog fra den samme periode var endnu et pioner-projekt.

Nokia var verdens førende producent af mobiltelefoner, men selskabets forskere talte allerede på det tidspunkt hellere om »mobile terminaler« i erkendelse af, at telefoni i stigende grad blot var én ud af mange funktioner i det digitale apparat, som alle bar i lommen.

Nokia påpegede, at en mobiltelefon faktisk indeholdt en meget stor mængde informationer om brugerens liv, og man undersøgte, hvordan man kunne udbygge opsamlingen af oplysninger, f.eks. ved at gøre det nemmere at indtale notater og organisere billeder og videooptagelser fra telefonen.

Længe inden leverede den almindelige PC allerede et ganske detaljeret billede af brugerens liv gennem registreringen af filer, besøgte websites og e-mails. Om ikke andre, så var politiets eksperter yderst bevidste om, hvor meget man kunne lære om en persons interesser og aktiviteter ved at studere vedkommendes harddisk.

 

MIT LIV SOM REALITY SHOW.

Brugen af Liferecorderen bredte sig fra forskellige sider. I nogle erhvervsmæssige sammenhænge blev det et krav, at alt kunne dokumenteres, så man senere kunne placere ansvaret for eventuelle uheld, eller for at man kunne gøre mundtlige aftaler mere præcise og forpligtende. Læger og politibetjente var blandt de første brugere, ligesom advokater, politikere og forretningsfolk.

 

Også militæret investerede i udviklingen af systemer, der ikke alene gjorde det muligt at analysere kriser bagefter, men også i mange tilfælde løbende sendte alle data fra en soldats liferecorder tilbage fra slagmarken til de officerer, der planlagde indsatsen.

It-politiske aktivister var blandt de første til at gøre hele deres livsstrøm af data offentlige, så enhver kunne følge med i alt, hvad de foretog sig. Det var ment som en provokation og en måde at gøre opmærksom på, hvordan borgernes privatliv var truet. Der gik imidlertid ikke længe før retrorock idolet Ziggy Smartdust gjorde det samme. Han forvandlede den offentlige livsstrøm til et værktøj til at forlænge en falmet karriere gennem at brande sit celebre privatliv til en ny og yderst populær form for underholdning for de mange fans. I dag er det vel nærmest et særsyn, hvis en berømthed ikke tilbyder en vis adgang til sin livsstrøm.

For fans og andre interesserede giver det mulighed for et ofte meget intimt indblik i kongefamiliens, filmstjernes eller politikeres virkelighed. Mange berømtheder tjener hovedparten af deres penge på at lade andre kigge med - deres liv er blevet én lang optræden.

Trenden har bredt sig til den mere almindelige del af befolkningen. Specielt blandt teenagere er dét at åbne adgang til hinandens livsstrøm en måde at give venskaber eller kæreste-forhold en ekstra dimension.

Malene og Ivan, der begge er 19 år, åbnede deres livsstrøm for hinanden, da de begyndte at komme sammen for tre-kvart år siden.

»Tit kan jeg dårligt skelne, om det er Ivan eller om det mig selv, der oplever noget. Vi ser det samme, det er som om, vi smelter helt sammen. Det er så smukt at give sig hen i fuldkommen tillid og åbenhed,« siger Malene.

 

KAMPEN OM ADGANGEN.

Problemet er naturligvis, at det normalt ikke er alt, man har lyst til at vise. Generelt er det et af tidens store problemer; at håndtere, hvem vi vil give adgang til hvilke data. Det har længe stået klart, at stort set alle aspekter af vores liv bliver eller vil blive registreret i stadigt finere detaljer. Nu drejer kampen sig om kontrollen med de oplysninger.

 

En af udfordringerne har været, at data, der er indsamlet til ét formål, senere kan vise sig at være særdeles interessante i helt andre sammenhænge. Eksempelvis har utallige politikere oplevet at blive konfronteret med udtalelser og meninger, de kom med engang i fortiden. I forbindelse med de amerikanske præsidentvalg blev det tidligt helt normalt med ansatte i kampagnekontorerne, som ikke lavede andet end at hacke sig ind og gennemsøge så stor en del af modkandidatens livsstrøm som muligt. Strategien har bredt sig til stort set alle moderne lande. Også herhjemme er ikke så få lovende politiske karrierer kuldsejlet, når indholdet af en politikers livsstrøm viste sig at være i for voldsom modsætning til det, vedkommende hævdede at stå for.

Ganske almindelige borgere oplever imidlertid også et stigende pres for at give andre adgang til deres livsstrøm. Det er velkendt, at arbejdsgivere ofte i et eller andet omfang forsøger at få en analyse af jobansøgeres livsstrøm. Mange ansøgere inkluderer som udgangspunkt et vist indblik i deres livsstrøm - og det gør det naturligvis vanskeligere for andre ansøgere at nægte at lukke op. Tilsvarende tilbyder de fleste forsikringsselskaber i dag billigere præmier til personer, der tillader selskabet at analysere livsstrømmen.

I enkelte asiatiske lande kan man få en særligt gunstig sygeforsikring, hvis man tillader forsikringsselskabet løbende at overvåge sin livsstrøm for at kontrollere, at man vitterligt lever op til policens krav om en fornuftig livsstil. Den type »betingede forsikringer« er endnu ikke tilladt inden for EU, men da digitale informationer som bekendt ikke er bundet af landegrænser, har mange europæere og danskere tegnet betingede policer hos asiatiske forsikringsselskaber.

 

MAN ER PÅ HELE TIDEN.

Der er ingen tvivl om, at liferecordere har skabt en helt ny form for ansvarlighed i samfundet. Men kritikere har sammenlignet livsstrømmen med et brændemærke. Som en filosof observerer, så er det et system uden tilgivelse:

 

»Hvis man begår en fejl, så vil den blive stående for altid. Vi mister vores frihed til at prøve os frem og udforske ukendte sider af livet, når alt, hvad vi gør, senere kan blive brugt imod os. Livet bliver kedeligt, for vi censurerer os selv. Vi holder os på måtten, vi råber ikke op eller gør oprør. Vi undgår alt, hvad der kunne tænkes at blive problematisk - for livet er langt, og man ved jo aldrig...«

Liferecordere har ændret vores forhold til tiden. Fortid, nutid og fremtid påvirker i dag hinanden på en meget mere direkte måde end for blot nogle årtier siden. Fortiden er aldrig fjern, når man til enhver tid kan finde og afspille et hvilket som helst øjeblik. Fortiden er blevet et aktivt redskab, en slags udvidet hukommelse. Hvis der er noget, vi har glemt, så går vi blot tilbage og ser det igen. I dag kan vi dårligt forestille os, hvordan man kunne klare sig uden den bekvemmelighed og præcision, det giver.

Fremtiden er også mere nærværende, fordi vi ved, at det, vi gør nu, vil være med os fremover. Fremtiden kaster, så at sige, en skygge ind over nutiden.

Som en 35-årig gymnasielærer udtrykker det:

»Man er jo PÅ hele tiden. Man kan ikke lade være med at tænke på, at det, jeg gør lige nu, det er noget, der bliver stående. Jeg - eller måske nogle helt andre - vil engang kunne gå tilbage og studere det. Man bliver ligesom en optrædende i en film, men man ved ikke, hvem der vil se filmen eller hvilke dele af den, de vil se.«

 

VAR DET VIRKELIG SÅDAN, DET VAR?

Igen peger kritikere på, at det kan gå ud over vores spontanitet. Stævnemøder er blevet det klassiske eksempel på det dilemma, liferecorderen sætter os i. Det ville være fantastisk senere i livet at kunne gå tilbage til det øjeblik, man forelskede sig i sin udkårne. Men hvordan skal man få taget sig sammen til at bryde isen, når man ved, det bliver optaget?

Som enhver bruger af liferecorderen ved, så er det heller ikke altid godt at gense de afgørende øjeblikke i ens liv.

 

Menneskets hukommelse er ikke objektiv. Vi arbejder videre med vores erindringer, vi fortolker, forskønner, lægger til og trækker fra. Men optagelsen på liferecorderen bliver stående, uforandret og nøgtern. Det kan være chokerende at opleve, at det, vi husker, er noget ganske andet end det, der faktisk skete.

At liferecorderen og livsstrømmen førte til nye, særdeles opfindsomme former for kriminalitet var uundgåeligt. Det er blevet en hel lille industri at forfalske eller justere livsstrømme. Ikke mange kan sige sig helt fri for at have redigeret eller slettet i deres data.

I princippet står det enhver borger frit for at standse optagelsen eller at kryptere dataene. Omvendt ved enhver, at det virker mistænkeligt i sig selv, hvis der er for mange sorte huller i strømmen - især omkring afgørende begivenheder.

Desværre er der et voksende problem med at kriminelle og vandaler - ofte fra en helt anden ende af verden - hacker sig ind og ændrer eller sletter en persons livsstrøm. Udover det enorme besvær og økonomiske tab for ofrene, kan kan det være et voldsomt psykologisk traume at få manipuleret eller ligefrem slettet sin identitet.

Liferecorderen og livsstrømmen er blevet en naturlig del af det moderne liv, men de sætter også deres præg på døden. Hvad gør man ved en afdøds livsstrøm? Skal den slettes, tilhører den familien? Life recorderen viser med al tydelighed, at vores liv og vores livsstrømme i stigende grad er vævet ind i hinanden på tværs af tid og sted.



Peter Hesseldahl er journalist og forfatter


Links

- HP Labs causaul capture
- Microsoft MyLifeBits
- Nokia life blog 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kunstneriske legekammerater

Kunstneren Asger Jorn ville provokere, og trykkeren Verner Permild legede gerne med. Det kunstneriske makkerskab resulterede i en række grafiske tryk og bøger. Månedens plakat er et udtryk for deres venskab
Af Malene Vest Hansen | 1. juni 2005

Asger Jorn blev engang spurgt, hvorfor han lavede billeder. Kunstneren svarede, at det vidste han ikke. Det var netop derfor, han måtte blive ved med at lave billeder. For at finde ud af det. Da udspørgeren, den unge digter Virtus Schade, så sluttede, at Jorn lavede billeder af en indre nødvendighed, protesterede Jorn heftigt:

»Når jeg hører om den »indre nødvendighed«, tænker jeg på fordøjelsesvanskeligheder og blodomløb og den slags ting. Men kunst er netop noget, der pludselig hæver én op over den slags elementarfunktioner. Noget fuldstændig unødvendigt.«

Til gengæld, forklarede Jorn, påtvinger det færdige værk andre med nødvendighedens magt.

Jorns værker har som bekendt påtvunget andre med nødvendighed. De har insisteret i en grad, så de i dag er voldsomt eftertragtede og kan mødes på alverdens kunstmuseer. De har gjort Jorn til internationalt berømt dansk kunstner. Jorn kunne arbejde som en besat for at nå denne fuldstændig unødvendige kunst. I malerier, tegninger, tekster, tryk. Han arbejdede voldsomt, spontant og inspireret. Men ikke altid alene.

I perioder var trykker Verner Permild Jorns tætte samarbejdspartner. Verner Permild havde sammen med Bjørn Rosengreen dannet et litografisk værksted i 1947, da der var faldet ro efter krigen. Permild &Rosengreen kom til at betyde noget særligt for dansk kunstliv. De arbejdede tæt sammen med samtidige kunstnere, som fandt rum og kompromisløshed i deres værksted. Asger Jorn var en af de unge kunstnere. Han fandt i Verner Permild en åndsfælle, der brød ideer og satte alt til side for det bedste resultat. Dage kunne blive til nætter, før makkerparret, grebet af projekterne, var klar til at lægge sidste hånd på arbejdet. Det blev til mangfoldige grafiske tryk og bøger. Og festlige våde nætter, til tider finansieret af pludselige salg af de grafiske blade. Kunstneren og litografen arbejdede sammen i et livslangt venskab, fra Jorns unge grafiske blade til hans sidste store strandede projekter, som det kolossale 28 binds bogværk om Nordisk folkekunst med tusindvis af fotos.

 

KÆRLIGT PORTRÆT.

Starten af 1950erne var en svær periode. Jorn havde forladt Danmark; han ville arbejde på den internationale kunstscene. Cobra, den ekspressionistiske kunstnergruppe, Jorn havde dannet med belgiske og hollandske kunstnere (Cobra står for Copenhague-Bruxelles- Amsterdam), var gået i opløsning. Jorn søgte nye internationale veje for at udbrede fantasien og international folkekunst. Men syg og fattig måtte han forlade sin lille nye familie i Italien og krybe tilbage til Danmark. Han blev indlagt på Silkeborg Sanatorium med tuberkulose. Da han var kommet på benene igen efter den lange sygdomsperiode, var Permild en af støtterne. Hos Permild &Rosengreen lavede Jorn en række litografier, som gallerist Børge Birch havde påtaget sig at sælge i sit galleri i Bredgade. Både grafikerne og galleristen gjorde det uden fortjeneste for at hjælpe Asger Jorn økonomisk. Som tak for samarbejdet lavede Jorn et særtryk til Permild &Rosengreen. Det blev et portræt, et kærligt og drilagtigt portræt: Tre trykkere og en lærling.

 

Arne Abrahamsen arbejdede som trykkerlærling i det litografiske værksted og var 18 år, da Jorn lavede sit trykkerportræt i 1955. Han fortæller, at Jorn på typisk humoristisk og kærlig måde har fanget de karakteristiske træk ved personerne i det litografiske værksted:

»Øverst ses Permild med næsen i sky. Han var den, der svævede over vandene i firmaets daglige ledelse og havde den sommer købt en stråhat, som Jorn så tegnede ham med - med antydningen af et fletmønster og en lys »glorie«, der ligger afgrænset i den røde ramme foran panden på Permild. Nederst i billedet ses til højre firmaets anden medejer, litografen Bjørn Rosengreen. Han var tyndhåret, havde en sjov lille næse og lettere udstående ører, hvilket Jorn fint har fremhævet. Til venstre ses cheftrykkeren, Knud Nielsen, et muntert menneske, der havde store fortænder og næsten altid var i humør til at grine.«

 

TAK FOR SAMARBEJDET.

Verner Permild har altså fået den fornemme plads i litografiet. Han knejser i profil med majestætisk skæg mod det røde. Bjørn Rosengreen og Knud Nielsen, lidt komiske figurer med henholdsvis stritører og store tænder, må deles om pladsen i det nedre grønne. Og mellem de to er der en ganske lille fyr, et spøjst rundt hoved, tegnet som en barnetegning. Det er et portræt af den unge lærling Arne Abrahamsen. Jorn mente, han skulle med, fordi han også arbejdede med i trykkeprocessen. Han blandede farver og valsede pladerne. Jorn forklarede, at han malede rød næse på den lille fyr, fordi trykkerlærlingen tit havde snue og pudsede næse, så den blev rød. Og de sortplettede kinder, fordi lærlingen tit kom til at tørre ansigtssved af med sine trykfarvesværtede fingre.

 

Litografiet blev trykt på en gammeldags stentrykpresse, hvor papiret er i direkte kontakt mod pladen, og trykt i det største format, maskinen kunne præstere, ca. 60 x 90 cm. Billedet blev litograferet på zinkplader, en for hver farve, som blev kørt gennem trykken i rækkefølgen gul, rød, grøn, sort og til sidst lys grå. Det blev kun trykt i et ganske lille oplag signerede eksemplarer, 30 nummererede styk og enkelte blade uden for nummerering. Det var til de portrætterede, som hver fik en dedikation. Her er det lærlingen, der takkes - »Specialtryk til Arne,« står der i venstre hjørne. En varm tak for samarbejdet.

 

FÆRDIG MED KØBENHAVN.

Det lykkedes Jorn at komme ud af Danmark. Han tog til Schweiz, Italien, og fra 1955 boede han fast i Paris. Han var med til at grundlægge en ny international kunstbevægelse, den anarkistiske Situationistiske Internationale. Havde Cobra været Jorns svendeprøve, blev den Situationistiske Internationale hans mesterprøve.

 

Men den internationale Jorn vender periodevis tilbage for at arbejde i de gode rammer hos Permild &Rosengreen. Jorn fandt i nogle år sammen med den franske teoretiker Guy Debord. De arbejdede med politisk og kunstnerisk energi for at revolutionere verden i Situationiste Internationale. De organiserede eksperimenterende situationer, kongresser og tidsskrifter. Samarbejdet blev også til et par bøger, som Jorn vælger at trykke hos Permild &Rosengreen i sin gamle hovedstad. I 1957 lavede Asger Jorn og Guy Debord bogen Fin de Copenhague, på dansk: Færdig med København.

Verner Permild har siden beskrevet, hvordan bogen med den provokerende titel blev til. Fin de Copenhague blev fremstillet i løbet af 24 timer som et kunstnerisk eksperiment. En dag kom Jorn farende ind på trykkeriet sammen med Debord. De bad Permild køre dem ind til Vesterbrogade i København, hvor de købte en stak danske og udenlandske aviser og ugeblade. Derefter ville de sættes af ved deres hotel. Næste dag vendte de tilbage til trykkeriet, og med sig havde de 32 sider, der i nattens løb var lavet som collager af tekster og billeder, de havde klippet ud.

Så kravlede Jorn op på toppen af en stige under loftsvinduerne, fortæller Permild, og herfra kastede han en kop litografisk tusch ned mod en trykplade på gulvet. Bagefter løb han ned ad stigen og vendte og drejede pladen med den våde tusch, så den løb frem og tilbage og afsatte de karakteristiske lange striber af våd farve, der løber.

Bogen Fin de Copenhague står som et anarkistisk collageeksperiment af tekst og billede. Et Psykogeografisk atlas. Et sjælekort over København, fyldt med flydende væsker. Over de steder og dage i København, som Jorn havde besøgt som ung med beruselse og begejstring.

Jorn ville provokere. Og Verner Permild var med på den. Faget, papiret og publikum skulle udfordres med den unødvendige kunst.



Malene Vest Hansen er ph.d., adjunkt i kunsthistorie

Kilde: Arne Abrahamsen: »Portræt af tre trykkere og en lærling. Om et litografi af Asger Jorn«, upubliceret tekst.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Er du Jesus?

Jacob Holdt kan i sin 27. sæson stadig fastholde en stor forsamling i fem timer med sine amerikanske lysbilleder
Af Kirsten Winding | 1. juni 2005

»Er du Jesus?« spørger en deltager fra salen.

»Nej, Jesus gik udenom Samaria - jeg går ind i ghettoerne. Men jeg sympatiserer meget med hans budskab om, at vi, der har fået kærlighed i overflod, skal give den videre til dem, som ingen kærlighed har fået,« svarer Jacob Holdt venligt, som om det var det naturligste spørgsmål i verden.

Det er nok heller ikke første gang, han hører det. For selvom spørgsmålet umiddelbart virker lidt malplaceret, kan man godt sidde og tænke det samme: Der er noget Jesus over ham! Hele hans væsen og fremtoning udstråler menneskelig varme og ro. Han lader sig aldrig provokere, farer ikke i flint eller bliver fornærmet.

Vi er på Idrætsskolerne i Oure på Sydfyn, hvor Jacob Holdt viser sit 27 år gamle lysbilledshow Amerikanske Billeder. Det er efterhånden fast tradition, at han vender tilbage til Oure en gang om året og giver et nyt hold 15-16-årige elever et spark i deres opfattelse af USA. Og danskerne. For parallellerne mellem racismen i USA og herhjemme er efterhånden blevet tydeligere.

I dag kommer de unge traskende ind i salen, mange af dem med deres hovedpuder under armen. Nogle af dem lægger sig mageligt til rette i midtergangen, indstillet på at få en på øjet under det fem timer lange show.

»Stemningen omkring showet har skiftet meget gennem tiderne,« fortæller Jacob Holdt.

»Det er bestemt ikke det samme at vise det i dag som for 25 år siden. Dengang trådte jeg ligesom ind i en indforstået ramme af USA-kritik, hvor alle pegede så voldsomt fingre ad USA, at jeg ofte måtte stå og forsvare de hvide amerikanere. I dag har danskerne overhalet amerikanerne i individuel racisme, og de fleste kan se, at showet også handler om deres eget liv her og nu i Danmark.«

 

ALMEN DANNELSE.

»Det her har jeg glædet mig til hele ugen!« lyder det fra en lærer på rækken bag os, lige før showet starter.

Lærerne har selv set det som unge og betragter det som almen dannelse. Noget, de synes, de unge ikke skal være foruden.

 

»Det er jeg selvfølgelig meget glad for,« siger Jacob Holdt.

Han er stadig ligeså efterspurgt som dengang og viser omkring 100 shows om året i Danmark og ligeså mange i USA. Derovre er det især universiteterne, der bruger showet som en del af undervisningen. Han kommer blandt andet fast en gang om året på Harvard og Stanford.

»Det er jeg meget beæret over,« fortæller Jacob Holdt.

»For det er jo en blåstempling af mit show, at amerikanske eliteuniversiteter har gjort det obligatorisk for deres nye elever. Samtidig er det tankevækkende, at jeg skal komme med mit hjemmelavede show fra Danmark og fortælle unge amerikanere ting om deres eget land, som de ellers ikke ville få at vide. For eksempel at der stadig findes masser af mennesker, der lever og arbejder under slavelignende forhold i sukkerplantager. De mennesker er ikke registreret nogen steder, og de får kun mad og en ussel hytte at bo i for deres arbejde. De tjener ikke nok til, at deres børn kan gå i skole. Det minder ret meget om hoveriet i Danmark i gamle dage. Men amerikanerne selv ved det ikke. Det taler man ikke så meget om.«

 

TÆTTERE PÅ END TV.

Jacob Holdt ser ud på fuldstændig samme måde som for 27 år siden. Han er stadig høj og slank med stort vildtvoksende hår og det lange skæg, der ender i en fletning, som efterhånden når ham til navlen. Der er kommet grå stænk i det sorte hår, for Holdt har rundet de 57. Men han er stærk og i form og bærer selv rundt på de tunge kasser med de tusindvis af dias, der udgør hans shows.
 
Under showet sidder Jacob Holdt diskret med sin bærbare computer lige bag fremviseren og arbejder på sin hjemmeside. Ind imellem rejser han sig op og retter lidt på noget, skifter en kassette og regulerer på en knap. Man kan godt se og høre, at det ikke er den nyeste teknik, der ligger bag. Det er ved at synge på sidste vers med de gamle dias. Derfor søger han også om økonomisk støtte til at overspille showet til en digitaliseret form.

 

Det er sikkert også en god ide, hvis han fortsat vil nå MTV-generationen, der er vant til 200 klip i minuttet. De amerikanske billeder på lærredet skifter stadig i samme rolige tempo som for 27 år siden, ledsaget af den samme sorte soulmusik. Lyden af bølgeskvulp fylder rummet, ledsaget af Ship Ohoy sangen, og man hører den personlige beretning om, hvordan USAs ældste overlevende slave blev lokket fra sin mor og ombord på slaveskibet til »Frihedens Land«. Men uanset den langsommelige klipperytme rører historien de unge.

»Man får tårer i øjnene,« siger en pige i pausen mellem første og anden del.

»Pludselig forstår man, at det handler om mennesker og følelser. Det er meget anderledes end noget, jeg har set før. Det går meget tættere på end for eksempel nyheder i tv.«

 

ALTID SIGE JA.

Showet kører i to gange to timer med en pause i midten. Gennem 3000 billeder, tekst, tale og musik fortæller Holdt de sorte amerikaneres historie. Anden del er nyere og handler om, hvordan de har det i dag.

 

Jacob Holdt vender stadig tilbage for at rejse rundt i USA, leve fra dag til dag og tage billeder. Gennem 35 år har han besøgt de samme familier, som han præsenterede i det første show, og kan fortælle, hvordan det er gået for Linda og de andre, der var børn og unge i 70erne. Vagabondtilværelsen er stadig en del af hans liv.

Holdts vigtigste læresætning er altid at sige ja. Aldrig nej.

»Uanset hvad folk beder dig om. På den måde åbner alle døre sig for én,« forklarer han.

»Så snart du siger nej, lukker du nogle døre, og det ender med at danne præcedens, hvorefter du kun går rundt i egne cirkler.«

»Selvfølgelig har det da nogle omkostninger fomig selv personligt. Det er jo ikke altid, det lige er mit behov. Men jeg holder nok til det,« tilføjer han og hentyder til, at han ikke holder sig for god til at gå ind og være med i det, der alligevel foregår, når han bliver inviteret med. Også når han selv bliver udsat for seksuel udnyttelse eller andre former for smerte.

»Jeg vil nok ikke anbefale unge piger at blaffe alene i USA. Det er for groft, hvad man kan blive udsat for på landevejene. Men jeg gør det,« siger han og tilføjer:

»Hvis der er nogen af jer, der har lyst til at komme med på en tur, kan I bare komme hen og snakke med mig bagefter. Det er ikke ret dyrt, alle kan komme med. Og alle de 28 danskere, jeg hidtil har haft med, er kommet levende hjem!« siger han med et stort smil.

 

FLETNINGENS MAGI.

»Nu har jeg undertrykt jer ved at sige jeres hidtidige opfattelse imod og få jer til at sidde stille i mange timer,« siger Holdt.

»I har hørt om lidelse, smerte og undertrykkelse, men også om kærlighed og tolerance. Nu må I skyde løs på mig!«

 

En pige fra salen spørger straks, hvorfor han har sin fletning i skægget?

»Godt spørgsmål! Det er der ikke mange, der tør stille!« udbryder Jacob Holdt.

»Jeg har haft den ligeså længe, som jeg har været på farten. I den første sorte familie, der inviterede mig hjem i Chicago, spurgte datteren, om hun måtte flette mit skæg. Jeg sagde ja, det gør jeg jo altid. Også til væddemålet: om jeg turde gå rundt med den en hel dag. Og så opdagede jeg, at den åbnede døre og nogle gange kunne redde mig. Tre af de fire gange, jeg blev overfaldet af pistolmænd, kom disse unge fyre til at grine af mit skæg. Og når man griner sammen som lige mennesker, er det umuligt bagefter at gøre én til offer. Så det endte med, at jeg blev inviteret med dem hjem, og vi har været venner i 34 år nu. Ved at lade mig opleve indefra, hvordan deres liv var som røvere, hjalp de samtidig mig med at gøre mit liv til en succes.«

 

LEVER AF HAD.

»I de senere år har jeg tilbragt megen tid sammen med Ku Klux Klan. Flinke mennesker!« udbryder han med et lille provokerende glimt i øjet.

 

»Jeg har opdaget, at de jo ikke gør andet end at holde møder og stå og råbe og skrige. Faktisk er det ikke dem, der laver vold - så bliver der straks slået ned på dem. Når de er færdige med deres møder, går de tværtimod på jagt sammen med de sorte og er gode venner med dem!«

»Jeg har gode venner i Ku Klux Klan. De minder lidt om Hells Angels. De beder først og fremmest om opmærksomhed. Og ligesom børn, der bliver afvist, så synes de, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Allerhelst vil de have kærlighed. Det næstbedste er opmærksomhed af en eller anden art. Og nummer tre er opmærksomhed i form af had. Ku Klux Klan lever af jeres had til dem. Det giver dem identitet.«

»Derfor er mit budskab til jer, at der findes ondt her i verden, men jeg tror ikke på, at der findes onde mennesker. Hvis vi begynder at tro på »de onde«, tænker vi negativt om hinanden og fremelsker på den måde negative handlinger. Den eneste måde, man kan bryde racismens onde cirkel på, er ved at tænke positivt om hinanden.«

»Jeg har overlevet alle disse år på USAs landeveje ved at vise mennesker tillid. Når jeg møder dem med forventningen om, at »du er god«, ja, så smelter selv massemordere og bliver mine venner for livet, som I netop har set.«

Showet er ved at være slut. Det har varet længe, og tilhørerne er og mætte af indtryk. Nogle få faldt i søvn, men langt flere har blanke øjne af helt andre grunde. Men for Jacob Holdt er det ikke slut. Det slutter aldrig. Et par unge fyre bliver hængende og cirkler rundt, til alle er gået. Så fordyber de sig i en samtale med Jacob Holdt, der altid siger ja. Også hvis de vil med på hans næste rejse.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Husk maden, når du vil til søs

Der er gået gastronomi og samtalekøkken i lystbådelivet, men sushi til søs kommer man ikke langt med, når det blæser op, sejlene skal hales hjem, og hænderne bliver våde.
Af Inger Abildgaard | 1. juni 2005

Søsporten er blevet kulinarisk

Markblomster i små vaser, dug på bordet og langstilkede glas. Der er ikke meget blikkasserolle og dåsemad over opdækningen, når søsporten er gået på fuld tid, og familiebådene ferierer i de tætpakkede havne. Det kulinariske er en stor del af fornøjelsen ved at holde ferie til søs; de små afstikkere ind til stalddørssalget på land efter frisk grønt og nye kartofler, besøg hos røgeren. Stærke signalværdier om livsstil og overskud luftes, når dagens karske søliv rundes af med ristede jomfruhummer i solnedgangen.

Sejlere har brug for fast føde frem for gastronomi

»Det er også både godt og meget, meget hyggeligt, men forventningerne om gastronomi bør ikke blokere for de elementære behov for væske og føde, for eksempel når man ligger ude i hårdt vejr, og det bliver en kraftanstrengelse alene at hive sejlene hjem. Måske trænger sejlere til at blive mindet om, at mad om bord ikke behøver være så ambitiøst,« siger Irene Schwartz.

Hun har været konsulent i Søsportens Sikkerhedsråd og har set en opgave i at få sejlsportsfolket til at tage mad alvorligt som nødvendigt brændstof til kroppen.

Det er ikke nødvendigt at pakke avancerede lækkerier i den flettede kurv

»Det er ligesom med picnickurven og skovturen. Der går opskruede forventninger og prestige i det. Man glemmer, at skovturen ikke bliver ringere, fordi man nøjes med nogle klemmer og en dunk vand. Det er slet ikke nødvendigt at pakke avancerede lækkerier i den flettede kurv med blomstret indtræk og matchende frokosttallerkener. Man hører om folk, der sejler ud med sushi eller melonstykker svøbt med lakseskiver som proviant. Det er flot, men bliver snasket og klistret, hvis skibet kommer i høj sø, hænderne bliver våde, og man får travlt med at holde sig fast.«

 

Kiks og slik er slet ikke nok til en sejlads på flere timer

Den største fare er, at sejlerne tager ud på kortere udflugter uden noget som helst andet end en halv liter kildevand, fire plader Rittersport og nogle poser saltlakrids. De tror, de er taget af sted på en times sejlads, men inden de har set sig om, er der gået fem.

 

»Vi har det med at undervurdere en eftermiddagsudflugt. Det kan næsten ikke lade sig gøre at være tilbage fra en sejltur efter et par timer. Alene at komme ind og ud af havnen tager tid. Er man så blevet overrasket af vejret, og timerne går, uden at man har andet at stå imod med end kiks, slik og en smule vand, vender man dehydreret hjem. Det er mere alvorligt end som så, for det svækker sikkerheden til søs, man bliver nemmere dårli tilpas, træt og søsyg.«

Irene Schwartz tilføjer, at det samme gælder for al mulig anden udendørs aktivitet: Cykling, roning, vandreture, man skal ikke glemme kroppens nødvendige brændstof.

Rugbrød med spegepølse er fint

Rugbrød lagt sammen om spegepølse med løg og remoulade eller leverpostej med agurk smager godt ude på vandet. Man har brug for kraftige smagsindtryk ude i den friske luft, maden skal være nem at holde på, og sammenklappede rugbrødsmadder kan uden de store anstrengelser skæres i små håndterbare stykker, pakkes ind hver for sig og fyldes i en plastikpose.

Skal det være lidt mere avanceret, så prøv pølsehorn (pak pølserne ind i dejen sammen med pastasovs for at få en stærk smag frem), hjemmebagte mysliboller (gerne med grahamsmel, det mætter) eller pizzasnegle, der bages efter samme princip som kanelsnegle: Smør fyld ud over dejen, rul sammen, og skær i skiver. Det hele kan pakkes ind enkeltvis og lægges i poser.

Drikkevand skal med i større mængder, end vi tror

Fast føde og vellykket mad til søs handler om at forberede sig på alle tænkelige situationer og tage sine forholdsregler. Der skal for eksempel ikke så meget søgang til, før det kan blive farligt at stå med en skarp kniv om bord, det skal være nemt at hente sin mad frem, og alle stykker mad skal være pakket ind enkeltvis, så de er beskyttet mod vand, og så det hele ikke kommer til at smage ens, hvis der opstår lidt turbulens, og de forskellige dele kommer i berøring med hinanden. Drikkevand skal næsten altid med i større mængder, end man tror. Det drejer sig med andre ord om at tænke praktisk og planlægge i detaljer.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Rovdrift på lægeplanter

Dansk ekspert råder forbrugere til at kræve dokumentation for, hvor planterne kommer fra, når de køber naturlægemidler og kosttilskud
Af Henriette Stjernegaard | 1. juni 2005

De interesserer sig for sundhed og er gerne bevidste om både økologi og miljø. Alligevel er mange forbrugere ganske uvidende om, at deres køb i helsekostbutikken udgør en alvorlig trussel for verdens vilde planter. Bagsiden af helseprodukternes succes verden over er nemlig rovdrift på planterne. Mellem 4.000 og 10.000 vilde planter er truet, anslår forskerne bag en undersøgelse foretaget af Verdensnaturfonden.

Forbrugerne kan imidlertid hjælpe til med at vende udviklingen, siger den danske ekspert Per Mølgaard, som er lektor ved Danmarks Farmaceutiske Universitet. Han mener, de skal kræve en garanti for, at de planter, der anvendes, enten er dyrkede eller i det mindste er indsamlet efter bæredygtige principper.

Per Mølgaard er, som han selv udtrykker det, »planternes advokat«, og han er bekymret for planternes fremtid. Han fortæller blandt andet, hvordan der er blevet drevet rovdrift på den amerikanske ginseng, som vokser vildt på de nordamerikanske stepper. Han fortæller om de økologiske dyrkningsforsøg, der skal redde djævlekloen, et populært gigtmiddel, som vokser i den namibiske ørken. Og han fortæller, at rød solhat, der af mange danske forbrugere er kendt som »forkølelsesmirakelkur«, snart bliver truet, hvis man ikke begynder at dyrke den.

Men selv om Per Mølgaards ærinde er at gøre opmærksom på planternes alvorlige situation, understreger han, at også forbrugerne og helseindustrien bliver tabere, hvis ikke producenterne sørger for at sikre fremtidige forsyninger af lægeplanter.

»Mange af de populære lægeplanter bliver heldigvis allerede dyrket, og derved er arten på sin vis »bevaret«. Men parallelt med dyrkningen foregår der stadig en indsamling, som truer med at udrydde planterne fra deres naturlige voksesteder. Når den genetiske variation forsvinder, mister man muligheden for at finde en plante, som måske virker endnu bedre, og dermed muligheden for at lave et endnu bedre produkt,« siger Per Mølgaard.

 

BÆREDYGTIG INDSAMLING.

Men er de dyrkede planter nu også ligeså gode som de vilde? Det vil nogle forbrugere måske være i tvivl om, mener Per Mølgaard. Især da det i reklamer for helseprodukter tit er blevet fremhævet som noget særligt positivt, at planterne bliver indsamlet på deres naturlige voksesteder.

 

»Mange betragter de vilde planter som bedre og renere. Men paradoksalt nok har for eksempel vilde planter fra Østeuropa ofte et højt indhold af tungmetaller,« fortæller Per Mølgaard.

Vælger producenterne i stedet at dyrke planterne, kan det gøres økologisk, uden gødning og sprøjtegifte og i et miljø så tæt på det naturlige som muligt. Dyrkning giver desuden en langt bedre mulighed for at kontrollere både forurening og kvalitet.

Nogle planter er imidlertid svære og urentable at dyrke. I de tilfælde bør indsamlingen foregå efter bæredygtige principper.

»Det vil for eksempel sige, at indsamlerne skal undgå at rydde et område fuldstændigt, og at de ikke må hive hele planter op med rod, hvis de kun skal bruge bladene. Nogle gange er det barken, der er interessant, og så er det vigtigt, at planterne får mulighed for at komme sig mellem hver høst af bark,« siger Per Mølgaard.

 

ØKONOMISKE MOTIVER.

Miksturer, kapsler og tabletter i utallige varianter ryger dagligt over disken i helsekostbutikken. Nogle kunder ved præcis, hvad de vil have, og hvor det står på hylden. Andre er mere søgende og giver sig god tid til at læse etiketterne bag på flasker og tuber.

 

Ifølge Christina Thomsen, som er ekspedient i The Nature Shop i København, spørger kunderne til, om produkterne er plantebaserede og uden kunstige tilsætningsstoffer, men ikke om der indgår vilde planter. En rundspørge i en række andre helsekostbutikker bekræfter, at det er meget sjældent, kunderne specifikt efterspørger vilde planter.

Alligevel bliver to tredjedele af alle lægeplanter stadig indsamlet fra naturlige voksesteder, hævder miljøorganisationen Plantlife International i en rapport, der udkom sidste år. En af grundene er økonomi, mener Per Mølgaard. Dér hvor timelønnen er lav, eksempelvis i Østeuropa, kan det bedre betale sig for producenterne at bruge indsamlere end at dyrke planterne.

Torben Damm, som er formand for Helsebranchens Leverandørforening er opmærksom på truslen mod lægeplanterne. Han mener, at presset på planterne skyldes en kombination af et voksende marked i de vestlige lande og et stort lokalt forbrug i høstområderne, og han indrømmer, at den store efterspørgsel kan friste lokale producenter til også at bruge vilde planter. Han er dog overbevist om, at hovedparten af de planter, både danske og udenlandske producenter bruger, er dyrkede. Det er imidlertid svært at finde tilstrækkeligt mange producenter, der fører dokumentation for, hvor planterne kommer fra, og det bliver ikke mere enkelt af, at der er mange mellemled involveret.

»Derfor kan vi heller ikke garantere hundrede procent for, at der ikke er vilde planter i de produkter, vi sælger,« siger han.

 

PRES PÅ PRODUCENTERNE.

Som det er nu, er det næsten umuligt for den forbruger, som står i helsekostbutikken med en vare i hånden, at sikre sig at produktet lever op til principperne om bæredygtighed. Der står sjældent noget på emballagen, og selvom ekspedienterne gerne vil, kan de ikke altid hjælpe. Bortset fra de få firmaer, der selv dyrker alle de planter, de bruger, kan producenterne som regel heller ikke give den ønskede information. Det bliver bekræftet af en opringning til Danmarks ældste naturlægemiddelfirma Natur- Drogeriet. Selvom Natur-Drogeriet på sin hjemmeside fremhæver, at dets produkter primært er baseret på vilde eller økologiske planter, er firmaets direktør, Peer Christiansen, ikke i stand til at fortælle, om der er vilde planter i et konkret produkt.

 

»Løsningen er, at der indføres en certificering, så forbrugerne har en garanti for, hvad de køber,« mener Per Mølgaard.

»Men for at få producenterne til at gøre det, er det nødvendigt, at forbrugerne lægger pres på dem. Første skridt er derfor, at forbrugerne indser, at der er et problem. Næste skridt, at de gør forhandlerne opmærksomme på, at de kun ønsker bæredygtige produkter, og endelig, at de i fremtiden går langt uden om produkter, der kan udgøre en trussel for de vilde planter,« slutter Per Mølgaard.


Samvirke samvirke@fdb.dk

Få din personlige madpyramide

1. juni 2005

Tast din alder, dit køn, hvor aktiv du er, og se, hvor meget og hvad du bør spise. De amerikanske fødevaremyndigheder har splittet den klassiske madpyramide op i 12 forskellige udgaver og gjort det afhængigt af køn, alder og fysisk aktivitetsniveau, hvilken af de 12 forskellige udgaver, den enkelte skal følge. For alle pyramider gælder det, at motion er blevet tilføjet, og alle understreger, at det er vigtigt at spise flere grøntsager, mere frugt og flere fuldkornsprodukter.

Spiser man efter den amerikanske pyramide, skal man til at skelne mellem frugt og grønt og endda også mellem grønne grøntsager som spinat og salat og orange grøntsager som gulerødder og særlige squashtyper.

»Det er fornuftigt at målrette kostrådene i en individuel madpyramide, for det er jo individuelt, hvad den enkelte skal spise. Men spørgsmålet er, om det er til at lære for den enkelte ved hjælp af et symbol som madpyramiden. Man risikerer jo, at de mange detaljer får folk til at miste overblikket. Den forsimplede madpyramide er stadig en nem måde at give nogle nemme færdselsregler om ernæring, uden du skal have lommeregneren med i baglommen,« siger Ole Jepsen, chef for forbrugerforhold i FDB.

Hver af de 12 madpyramider sætter et tal på, hvor mange »frække« eller overflødige kalorier, den enkelte kan råde over i løbet af en dag i forhold til det samlede kaloriebudget. Frække kalorier kan være salatdressing, slik, alkohol, sodavand eller sukkerholdigt yoghurt.

»Det er godt, at de frække kalorier er tænkt med i den amerikanske model. De nuværende kostmodeller har kun det med, som vi skal spise. Denne model tager også stilling til, at vi rent faktisk spiser andet, og fortæller, hvor meget vi bør indtage af det usunde,« siger Ole Jepsen.


Se din egen madpyramide hos: www.mypyramid.gov