Samvirke samvirke@fdb.dk

Mors deller er de bedste

Stærke følelser knytter sig til frikadellen. Vores måde at lave frikadeller på er med til at give os identitet
Af Inger Abildgaard | 2. februar 2006

Frikadellen er hjerteblod

Frikadellen er hellig og den er mors. Det står fast. Måltids- og ernæringschef Grethe Andersen har for sin organisation, Danske Slagterier, stået for en research på området.

»Svaret fra 57 husstande kom ret entydigt: Den bedste frikadelle er mors frikadelle, til nød svigermors. En objektiv sandhed om danskernes yndlingsfrikadelle fandtes ikke. I stedet stod det klart, at stærke følelser knytter sig til denne ene ret. Vores særlige frikadelle er med til at give os identitet.

Frikadellen og julemiddagen kan starte et skænderi

»Hver gang to nye mennesker flytter sammen, får man en forhandlingssituation om julemiddagen og om frikadellen,« hævder Grethe Andersen. Ikke noget kan på samme måde skille vandene. Når man ved, hvordan en frikadelle skal laves, lukker man totalt af over for alternativer.

Grethe Andersens gode frikadellefars

En god frikadellefars laver man ifølge Grethe Andersen af 500 gram kød tilsat 1 dl mel, 1 dl mælk, et æg, et revet løg og salt og peber. Herefter kan der skejes ud med revet citronskal, persille, hvidløg, hakkede soltørrede tomater eller revne squash og gulerødder, når det skal være på den sunde måde.

    

Tilhørte overklassen

Frikadellen er folkelig, men engang var den overklassemad, der smagte af eksotiske krydderier.En gammel opskrift giver anvisninger på at opbløde brunkager i dejen, de giver både konsistens og eksotisk krydderi.

Først i 1860'erne begynte høkerne at sælge hakket kød og madpakker i gaderne. Kødhakkemaskinen blev først almindelig omkring år 1900.

Langt tilbage i tiden har kødet krævet den største del af arbejdsindsatsen. Historiker Bente Leed fortæller, at kødet først blev findelt med en kniv og bagefter stødt i en stor gulvmorter.

Frikadellen består


Frikadellen er en lille, sej slider. Derfor glider den ikke ud af vores madkultur, spår cand.brom. Sisse Fagt fra Danmarks Fødevareforskning. Hun stod for et år siden for offentliggørelsen af den store kostundersøgelse om udviklingen af danskernes madvaner. Frikadellen kan skifte position, måske spiser man tranebær og pesto til, men den er stadig med, og en frikadelle er stadig en frikadelle.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Brandmænd på madvagt

Det styrker sammenholdet at lave mad i fællesskab. Og brandmænd skal ubetinget kunne stole på hinanden.
Af Inger Abildgaard | Foto: Jacob Carlsen | 1. december 2005
brand

Brandmænd giver altid hånd

Kollegerne giver hånd. De er lige mødt på morgenvagten i Københavns Brandvæsen, og nu samles de foran sprøjten i garagen. Om lidt vil de sammen bekræfte fordelingen af opgaver og pladser i bilerne: første og anden røgdykker, chauffører, stige, mand for vand til bilen. De pladser, der gælder i de kommende 24 timer. Alle har prøvet det hele - fra chauffør til vandmand. Tonen er respektfuld, kammeratlig, seriøs. Om de så løber på hinanden i supermarkedet uden for arbejdstid, vil de hilse høfligt og med håndtryk. Så indgroet er det. Sådan er stilen.

»Vi er hinandens familie nummer to,« siger brandmændene, der ser hinanden forsovede og morgengrimme, når de har overnattet på 24-timers vagterne. Det er ikke meget, man kan skjule for kollegerne.

Man kunne aldrig vide, om det var sidste gang, man gav hinanden hånd

Overvagtmesteren har arbejdet sammen med brandfolk fra gamle dage. Han siger, at skikken opstod, fordi man aldrig kunne vide, om det var sidste gang, man gav hinanden hånd. Det kan blive alvor. Det fortæller mindetavlen, der er muret op uden på de røde mursten i den del af brandvæsenets bygning, der vender ind mod gården bag Københavns Rådhus: »Dræbtes under udøvelse af deres gerning« står der over 15 navne. Syv mistede livet ved samme aktion på Holmen den 23. November 1951. Seneste dødsfald på tavlen er den 4. marts 2000. Kolleger, der er her i dag, har været med til at pakke ejendelene sammen efter en kammerat, der ikke kom med tilbage efter en udrykning. En kollega, der havde trykket hånd med de andre foran sprøjten den morgen, men som ikke slap fra indsatsen i live. Det er en oplevelse, man ikke får helt ud af hovedet igen.

Yoghurtdrengene vil have smoothie til morgenmad

Der er fælles morgenmad søndag morgen i brandmændenes store vagtstue med de høje gamle vinduer ud mod Vester Voldgade.

Her omkring langbordet har gamle dages kommunale kopper af jernporcelæn med deres sorte indhold fået konkurrence af høje kaffeglas med et rosa mælkeblandet indhold. En gruppe af mændene indtager en smoothie, de har blendet ude i køkkenet af banan, hindbær, vaniljesukker, mælk og yoghurt. »Yoghurtdrengene«, bliver mændene bag de høje, lyserøde glas kaldt af de brandmænd, der stadig sværger til den sorte kaffe.

Men smoothie-drikkerne er i fremgang, og køkkenet er på sin professionelle espresso-maskine nummer to. Tiderne skifter.

Alle prøver at lave aftensmad til de andre brandmænd

Endnu en væsentlig arbejdsfordeling er allerede på plads, før der dækkes op til morgenmad. Dagens madlavning går på tur efter et skema med to mænd ad gangen på madholdet.

Alle kommer til. Nogle bliver efterhånden dygtige kokke; de opdager et hidtil skjult talent og melder sig måske til aftenskolekurser i madlavning.

Tendensen går mod det mere eksotiske. »Nogle kan selvfølgelig bedre lide piskefløde i sovsen, men det er netop det gode. Vi kommer jo hele vejen rundt,« siger Niels Thorsdam, der selv har overstået et thailandsk madkursus og nu overvejer at begynde på et andet kursus i italiensk madlavning.

Brandmændene roser gårsdagens velsmagende måltid med tre retter mad. Først tomatsuppe lavet helt fra bunden på masser af friske tomater, så oksemørbrad og til sidst hjemmelavet is. Absolut en aften i den bedre ende, men ikke højt hævet over standarden. De er vant til at spise godt.

Kan I huske Georg med stegen

Også tidligere tiders brandfolk har slået deres navne som køkkenets fyrtårne fast. Ved det fælles morgenbord omtales en ældre kollega, Georg, der allerede ved denne tid om morgenen typisk ville være i gang med at gøre en steg klar i køkkenet og sætte den over. Så kunne den stå der og simre og dufte hele dagen.

50 kroner til madkassen er betalingen per mand per vagt, og så kan brandmændene glæde sig til det fælles måltid klokken seks, hvis de da ikke bliver afbrudt. Den støjende, blinkende alarm er en overjordisk kraft, der sætter alt andet i stå. Før nogen får set sig om, vil brandmændene være på deres pladser i hvinende biler på vej ud på Vester Voldgade.

»Så bliver der slukket for alle gryder, og vi vender først tilbage fire timer efter. Det kan vi ikke tage højde for. De fleste gange går det jo også godt.

Når vi kommer tilbage, kan vi fortsætte, hvor vi slap, uden at maden har taget skade,« siger Niels Thorsdam.

Der spises mørbrad i udrykningen

Svinemørbrad bliver pudset, og porrer skylles og renses under hanen i køkkenvasken. Carsten Stoltenberg Nielsen og Torben Sønder vil stå for aftenens servering klokken 18: Svinemørbrad i bøffer stegt med bacon, pasta og gorgonzolasovs.

En høj granitdisk midt i det store køkken er samlingsstedet på denne tid af dagen, hvor brandfolk vender tilbage fra dagens beredskabsøvelser og inspektioner. Nogle kommer ud i køkkenet i træningstøj endnu dampende fra motionsrummet.

Rådhusurets seks timeslag kan høres gennem vagtstuens vinduer, da fadene med svinemørbrad på porrebund bliver sat ind. Den friske pasta skal strækkes lidt. Der kunne godt have været lavet en pakke mere, men det er bare et ord ud til spiseselskabet om at holde lidt igen. Er der tvivl om, at maden slår til, vil det altid ende med, at der bliver levnet.

Fra vagtstuens telefon løfter en af dagens kokke Carsten Stoltenberg Nielsen røret og giver besked til centralen om spisetid i vagtstuen. Kort efter lyder det over højtalerne i hele vagten kort og godt:

»Der spises i udrykningen.«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Skuespilleren Zlatko Buric rører fars og koger kål, som kan kurere tømmermænd

I Kroatien sætter mænd en ære i at lave ordentlig mad, som traditionerne foreskriver. Skuespilleren Zlatko Buric laver mad, der svovler og gærer, paprika og saftige retter fra surkålsbæltet.
Af Tekst Inger Abildgaard | Foto: Jacob Carlsen | 1. november 2005
Zlatko buric
Gærede grøntsager smager surt på den gode måde og gavner fordøjelsen, mener Zlatko Buric

Kartoffelkøkken

Kålen er tynd og slap beklager kvinden bag disken i balkanbutikken på Nørrebro. Hun banker lidt på vacuumpakken med surkål. Kunden er den næsten to meter høje Zlatko Buric, der godtager kålen med et "pyt", det går nok.To tunge bæreposer med varer skal nu blive til mad, som den laves, når man er tro mod de traditioner, man er rundet af.Bouillon er snyd, synes han. En bøf, der er lynstegt på begge sider: Hvor sjovt er det? Fastfood er jo direkte kedeligt. Men her er mad, der kræver sin mand. Og det skal blive en lang eftermiddag.

Kartoffelkøkken med lidt jødisk touch og påvirkning fra romerne og osmannerne. Zlatko Buric er vokset op med en sammensat madkultur, der nu skal realiseres med bæreposernes paprika, hakkekød, løg, køkkensalt, hvidløg og blommer fra brugsen - og selvfølgelig kålen.

Man gærer da kål og agurker 

Med en saks penetreres den stærke plast omkring de sammenkrøllede kålhoveder, og forventningerne bliver indfriet. Jo, det lugter fuldstændig som tysk saurkraut, syrligt, svovlet og gæret på en gang.

Surkål-bæltet hviler tungt ud over hele Centraleuropa fra Frankrig over Belgien og Tyskland og når også ud på Balkan. Fra den modsatte side, Orienten, er kroaterne berigede med gærede agurker med en dyb rund syrlighed. Efter samme princip fermenterer eller gærer man grønne snacks i hele det fjerne Østen helt ud til Kina. I Danmark kan man være heldig at finde de syltede agurker hos en libanesisk købmand.

Eller man kan selv gennemføre processen på en solhed altan, fortæller Zlatko Buric: Agurkerne skal ud på balkonen i et glas med salt og en brødskive. Vent, og en mælkehvid væske vil sive op omkring agurkerne, mens stanken breder sig i den lumre sommerluft. En dag er væsken pludselig klar og lugten forduftet. Den sidste snert får agurkerne med peberrod i tynde strimler og en kornblomst på toppen, og så kan de holde sig i årevis.

Denne smag og konservering, der er skabt i samme proces, er intet mindre end genial, hævder Zlatko Buric:

»Jeg er sikker på, at det giver både mikrobiotisk balance og yin og yang for alle pengene.«

Gæringen er ikke mindst fantastisk for fordøjelsen og det bedste mod heavy tømmermænd, mener han. Derfor er det også skik at lægge mængder af surkål til gæring før nytårsaften. Mindst fem dage i forvejen begynder forberedelserne. Med 25 liter surkålsdolmer på lager, kan man i dagene efter nytår spise igennem af surkål og genoprette roen i maven.

»Det er en helt enkel og kendt egenskab ved gæring, at den hjælper mod alkoholforgiftning. Man taler om, at misosuppe, der er gæret med soja, hjælper mod tømmermænd, og det gør syltede gærede agurker også.

Kåldolmer som mor lavede dem 

Zlatko rører fars med æg, oksekød, bacon, ris, bredbladet persille, hvidløg og salt og peber. Farsen skal fyldes i kålbladene, som trods alt viser sig at være kraftige nok til at holde sammen på indholdet. En klat fars på størrelse med en frikadelle lægges på et blad, der foldes indover: Først fra den brede side, hvor kålstokken har været, så fra toppen. Siderne skæres til, så man med tommelfingrene kan prikke snipperne ind i farsen fra hver side og låse rullen fast. Det er sådan Zlatko Buric har set sin mor lave i tusindvis af kåldolmer.

Zlatko Buric kommer fra byen Osijek med 120.000 indbyggere. Den ligger midt i Kroatiens bedste landbrugsområde, et floddelta, hvor Dravafl oden løber sammen med Donau.

Landet i området er fladt, fladere end Danmark, fortæller Zlatko. Vintrene bliver iskolde, vinden fra Kapelabjergene svøber sig ned om byen, og temperaturerne falder nemt til minus 15 grader. Somrene bliver modsat bagende varme, når den fugtmættede luft står musestille i det lave floddelta.

I Osijek skyder supermarkeder op som i alle andre større byer, men grønttorvet nyder stadig anseelse som det bedste indkøbssted. Ikke fordi folk er konservative, men fordi grønttorvet har det friske pust af handlende ude fra landsbyerne med deres vin, grøntsager, ost og 20 forskellige slags paprikapulver.

»Man ved, hvor de er gode til kartofler, og hvem der plejer at have den bedste vandmelon. Nej ikke fra den landsby, siger man og fremhæver i stedet en anden landsby, hvis ungarske mindretal er kendt for ganske særlige grøntsager og vin. Man tager sig tid til at vælge salat mellem 100 forskellige, og friske abrikoser er meget efterspurgte, men kun når de er helt på toppen, plukket samme morgen og dyrket i den rigtige landsby,« fortæller han.

For meget sukker i dansk mad

Kålrullerne koger nu på højkant i gryden med en omvendt tallerken lagt på som låg. Tallerkenen hviler direkte på rullerne nede i gryden og holder kålen på plads og dampen nede. Retten er klar til at blive jævnet med en tyk paprikablanding, der syder på panden, ind til den hældes i gryden. Her giver den retten både struktur, smag og kalorier.

Til dolmerne får vi røget, tørret og saltet flæsk og revelsben købt i specialbutikken med balkanvarer. Den sure kål modsvares af kød, der er salt, så det driver.

»Kød serveres i langt mindre mængder end i Danmark,« fortæller Zlatko Buric, der har tørret og røget kød med fra sit sidste besøg i Kroatien. Rødbrune, læderhårde stykker flæsk og skank giver en tør træagtig lyd fra sig, når man banker på dem med knoen. Der skal kun et lille stykke kød til for at give hele retten smag. Bare et røget griseøre rækker til fem liter bønner. Man koger bønner i vand, hælder første hold vand ud, tilsætter nyt og kød - for eksempel et stykke røget ribben, som koges sammen med bønnerne til en tyk suppe. Bønnerne suger kraften til sig, og hele retten kommer til at smage af kød.

Vi spiser aldrig bøf men gerne blodpølse

»Bøf har vi aldrig spist, det passer ikke ind. Derimod er det en stor kunst at lave blodpølse, og det er virkelig svært at gøre godt. Man koger kød, koger blod med, tilsætter paprika, salt og peber og røger og tørrer. Den skal have sådan en kraftig smag. Jeg elsker blodpølse.«

»Jeg er født i et land, hvor mange mænd sætter en ære i at være dygtige kokke. Min bror og hans kone er begge fremragende i køkkenet. De nærmest slås om at komme til, og når jeg skal på besøg, fører jeg og min bror mindst 14 dage i forvejen lange telefonsamtaler om mad. Så taler vi længe om, hvad vi skal købe ind, hvem vi skal købe maden af, hvad vi skal lave, og hvordan vi skal spise. Det er vigtigt for os, at det bliver på den rigtige måde. Det er ikke ligegyldigt, for vi vil have det bedste ud af at være sammen og lave mad og spise sammen.«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Vi skal redde den hjemmelavede mad, interview med kok og skribent Katrine Klinken

Katrine Klinken vil redde hverdagens måltid: Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag
Af Inger Abildgaard | 1. august 2005

Mad burde være enkelt, men mange kan ikke overvinde angsten for køkkenet

Mad hver dag burde være enkelt, alligevel er det åbenbart svært. »Det er svært at drive nogen i køkkenet,« siger kokken Katrine Klinken. Som en køkkengeneral er hun vant til at styre børn, når de erobrer køkkenet med knive, kar og kasseroller. Og mange børn på skoler og kurser vil lære at lave mad. Det er hendes erfaring, at vi alle har potentiale til at lave mad, men vi er lidt forskrækkede og angste for køkkenet, og det er en skam. Det hjemmelavede måltid skal reddes, før det er for sent, siger hun. Børn trænger til at lære at koge kartofler og kende ti æblesorter fra hinanden.

Katrine Klinken er uddannet kok hos bl.a. kokken Erwin Lauterbach, og hun er medlem af Det Gastronomiske Akademi.

Jeg kan ikke udholde synet af majskobler i maj

Selv har hun lavet mad, fra hun var 10 år. Hun havde fast maddag og børnenes Koge- og Bagebog som hjælp. Et værk, hun stadig har derhjemme.

»Det var en lægefamilie og meget almindeligt, men måltidet betød meget, og det var vigtigt at skaffe ordentlige råvarer. Det var rundt efter te og ost, hen til slagteren og om tirsdagen til fiskehandleren.

Jeg har altid vidst, at man ikke kan købe hvad som helst i den første butik. Og så var vi knyttet til et stort hus på Lolland med frugthave. Jeg lever et byliv nu, men har på rygmarven, hvad der kommer op af jorden, hvornår der er hindbær, hvordan man kobler med sæsonerne. Der er ikke så meget nyt i det, men det er vigtigere end nogensinde.«

Hun kan ikke holde synet ud af majskolber i maj. Midt i aspargessæsonen!

Det er hele den forfladigelse af fødevarerne, som heller ikke er nogen ny snak, medgiver hun. Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag.

Det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel

Jeg tror faktisk, det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel.« Mennesker er fremmede for jord, blod, lugte og det faktum, at nogle ting ikke lugter så godt, som de smager. Stærk ost, f.eks. Man kan godt kalde det fremmedgørelse, mener hun, og hvis vi er fremmede for råvarerne, er det ikke underligt, at nogle bliver nærmest angstfyldte og tilbageholdende i køkkenet. Katrine Klinken har sammenmed ligesindede planer om kogedemonstrationer på gadeplan med anvisninger på, hvad man f.eks. gør med en fennikel. At vise folk, at superduper og samtidig enkel mad kan laves i hverdagen af enhver husfar og husmor, men det kræver selvfølgelig lidt umage.

 

Der må da være nogen, der stadig kan finde ud af at hakke et løg

»Desværre appelleres der massivt til folks dovenskab,« hævder hun ærgerligt, og fremdrager fra sin taske under cafebordet et avistillæg fra Fødevareindustrien sendt ud med Berlingske Tidende i marts. Hovedindholdet kan læses på forsidens fede rubrik: »Vi vil have mad, der er nem, bekvem og lækker«.

 

De bekvemme løsninger appellerer til dovenskaben, også der, hvor det er så simpelt, at man ikke behøver hjælp. Vi får små skrubbede kartofler året rundt, færdig dressing, barbecuesovs, tzatziki. Der er så mange penge i den dovenskab.«

Man skal ikke male det sort. Vi får at vide hvert år, at madlavningen er for jævnt nedadgående. Man ser mønsteret på de hele kyllinger, der kun bliver lagt i kummerne op til weekenden, ellers er det parterede kyllinger hele ugen. Men der er trods altstadig mange uforarbejdede fødevarer i handelen som løg, kartofler og gulerødder, så nogle må der jo være, som stadig kan hakke et løg, mener hun.

 

Madlavning i skolekøkkenet strander nemt på uoverskueligt roderi, og det er ærgerligt

For den, der har set Katrine Klinken dirigere piger i femte klasse igennem projekter som creme brulée, falder tilnavnet generalen på plads. Hun forstår godt, at mange lærere og andre synes, at det er anstrengende at sætte det store apparat i gang i køkkenet, for når først man er gået i gang med råvarerne, venter også det kedelige. Det er ikke noget problem med voksne, de ved, at klokken halv fem skal man til at løbe stærkt, der venter en kæmpe opvask, og tiden er ikke til at sidde og hygge. Men madlavning i skolekøkkenet kan hurtigt strande på alt det roderi, og læreren må tænke på f.eks. skraldespandene, som ikke kan stå weekenden over.

 

»Man bliver træt af det, vil jeg gerne hilse og sige. Det kræver disciplin, ikke for disciplinens skyld, men for projektets skyld.«

»Børn kan lære utroligt meget, og hvis de prøver igen nogle gange, bliver det helt vidunderligt. Man har begyndelsen til et repertoire: Nu kan jeg lave min egen vanilleis eller lagkagebund. Succesoplevelser er altid motiverende, men hvis det kikser, og der bare er en stor opvask, så gider man ikke igen.«

Så let som ingenting kommer det ikke, heller ikke hos Katrine Klinken. Man skal gøre sig umage, og man »skal være over det«. Det siges, at japanerne er 10 år om at lære at koge ris. Og hvor lang tid tager det ikke at lære at bage et perfekt rugbrød eller bare at koge et æg?

Følg processen, det er kravet for en god håndværker i køkkenet

»Det giver ikke point i sofi stikerede sammenhænge, men når jeg koger spaghetti sammen med børn, så fisker vi en spaghetti op og prøver den efter først 8 så 10, 12 og 14 minutter. Hvornår er den kogt rigtigt? Man må være lidt på, som når man stikker i en kartoffel og følger processen. Det er kravet for en god håndværker. Det lærer man ikke med microbølgeovnen og popcornene på 90 sekunder.

Det er ikke sådan, man laver mad. At lave mad selv, det er lyst til at kaste sig ind i den madlavningsproces og sige: Nu er jeg her, det er hver eneste lille detalje, der har betydning og gør helheden stor. Men det er selvfølgelig min fascination.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Giv spaghettien et syditaliensk pift

Syditalienske tip fra Alice og Antonio Chimento. Et suppeben i pastasovsen gør underværker, lad sovsen snurre to-tre timer. Kog pastaen et minut længere end du er vant til, så du får den al dente på den rigtige måde og vend pasta og sovs, før du serverer.
Af Inger Abildgaard | Foto: Colourbox | 1. januar 2004
pasta

 

Al dente betyder mere hård, end du tror

»Vi danskere er stadig ikke helt klar over, at al dente betyder, at kernen skal være meget mere hård, sådan crudo,« siger Alice Chimento, der er gift med en italiener, og taler italiensk som i Calabrien langt nede i det sydligtste Italien.

I uger ad gangen lever hun, som en italiener lige på nær morgenmaden, som skal være med yoghurt, brød, marmelade, ost og Gevalia på kaffemaskinen.

Kun italienerne overgår os i pastaforbrug

Vi spiser umådelig meget pasta i Danmark. Kun italienerne overgår os i forbrug per indbygger. Vi dulmer ulvetimen med spaghetti, når familien vender hjem, og børn råber på mad, og det afføder sjældent protester, men til gengæld heller ikke vild glæde.

Og er det ikke også som om, det hakkede oksekød, dåsetomaterne og løgene ikke vil finde sammen i det forbund af mættede smagsindtryk, man oplever i det rigtige Italien?

Gedeost fra Appeninerne

I en forstad syd for København serverer Alice og hendes mand Antonio en hel italiensk frokost med pasta og sugo. Frokosten begynder med antipasta.

En kold tallerken med pastrama i centrum kranset af små øer med rå forårsløg, ristet zuchini, soltørrede tomater, artiskokhjerter og så et par skiver skarp og fræk pecorino købt i denne sommer i Appeninerne hos en gammel bondekone, som døjede med at omregne lire til Euro og måtte tage fingrene til hjælp. Men gedeost kan hun lave!

Smag, smag og smag igen

Vi kommer til den følsomme og afgørende pastakogning, og Antonio har taget opstilling ved komfuret med en lille tallerken og en gaffel, fisker let ned i dampen fra kogevandet, fanger en fettucinestrimmel, smager, venter, smager og smager igen med en smule sovs på tallerkenen, ind til det rigtige øjeblik er der, pastaen er klar. Sådan. Altid.

»Hvor tit ser du danskere gøre det på den måde?« spørger Alice.

Vend pasta og sovs på et stort serveringsfad

Et af de helt store serveringsfade kommer frem, på med den røde sugo, som pastasovsen hedder her. Den er kogt længe på et kraftben, fettucinen hældes ovenpå, og ved bordet vendes retten på samme måde, som salat vendes med dressing.

Kraftben i sovsen giver smag

Vi danskere har ikke de helt rigtige tomater med deres smag og solmodning, men meget kan lade sig gøre med det, vi har.

Kraftben til en sugo udleveres billigt hos mange slagtere og i supermarkeder. Og har du fået nok af slap bolognese med hang til millionbøf så svits kødet i gryden uden olie, put finthakket løg i, hvidløg, lidt revet gulerod, selleri eller finthakket blegselleri, dåsetomater, tørret oregano og basilikum og riv så lidt kartoffel og måske ost direkte ned i sovsen, det binder godt. Endelig totre timers snurren på komfuret. Mindst.

Pastamaskinen var et must

Det nygifte par havde i 1960erne svært ved at skaffe ingredienser til italiensk mad.En pastamaskine blev bestilt igennem et italiensk blad, før den kom, blev der rullet pastadej i køkkenet i Nørre Farimagsgade, og lange tynde flade strimler måtte hænge til tørre natten over på rundstokke spændt ud mellem to køkkentaburetter.

Maskinen og et supplerende apparat til ravioli var et syvmileskridt.

Om Antonio kan huske den sommer, da han havde pastamaskinen i sving hver dag midt på grønsværen på en Campingplads på Møn?

Calabrien tur retur i en Fiat 1100

Calabria er det foretrukne feriemål med lejligheden i Marina Schiavonea ved golfo de Corigliano. I de første år gjorde en Fiat 1100 turen, dengang motorvejen fra nord sluttede ved Napoli. Senere blev det et folkevognsrugbrød. De to døtre kunne sove og lege undervejs.

»Og når vi kom hjem, hvad der så ikke var i den bil: Spaghetti, soltørrede krydderurter, Antonios søsters henkogte tomatsugo på flaske, oste, pølser, kaktusfigner, meloner, den lokale vin, italiensk cognac og - engang efter påske - tre store sække appelsiner," fortæller Alice.

Citron er fint til bønner


Polpetta, små krydrede kødboller kogt i tomat, kommer på bordet sammen med et fad grønne bønner med citron, lidt olie og tynde hvidløgsskiver. Frokostens tredje ret.

»Antonios søster laver polpetta af opblødt brød, æg, ost og masser af hvidløg og persille. Jeg bruger hakket kalvekød og opblødt brød eller rasp,« forklarer Alice.

Bønnerne kan erstattes af blomkålsbuketter eller broccoli med hvid balsamico. Nu er citron bare så fint til netop bønner.

Antonio elsker gule ærter

Alice har ikke ret tit savnet sin barndoms stuvede blomkål og frikadeller og gule ærter hos bedsteforældrene. Lige til at skære i:

»Antonio elsker det. Jeg hader det.«

Hun foretrækker også den italienske udgave af hønsekødssuppe. Tag alle slags grøntsager, du har, kog dem i gryden med den rensede høne, skum nogle gange, tag ingredienserne op, si suppen, put grøntsagerne i en blender sammen med det grove af hønsekødet, og hæld den blendede masse tilbage i suppen.

Fyld terninger af brystkødet i suppen sammen med ris og til sidst små fine ærter.

Typisk italiensk frokost. Velbekomme

Vi slutter med frugtskålen, den obligatoriske, i dag med druer, clementiner og valnødder. Antonio skærer og deler ud af den skarpe pecorino.

En italiensk frokost over middel? Nej, meget typisk, siger Alice, men havde vi været i Calabria, havde der været mere fyld på bordet: marinerede kapers, stegte kartofler, fyldte auberginer, zuhchini...

»Man siger nok, at Syditalien er fattigt, men jeg har aldrig set så meget mad som der.«