Samvirke samvirke@fdb.dk

Spøgelset der samlede nationen

Da Danmarks Radio sendte den franske tv-gyser Belphegor for 40 år siden, lå gaderne øde hen. Alle skulle følge med i den uhyggelige historie, og enkelte mente sågar at have set tv-spøgelset i en park i Rønne
Af Bjarni Åkesson Filholm | 1. november 2005

Belphegor spøgte først på fransk tv - og senere også i mange andre europæiske lande.

I Danmark blev de fire afsnit sendt i sommeren 1965 og lagde ikke blot gaderne, men landet øde. Det var selvfølgelig også dengang, der kun var én tv-kanal, og alle så og talte om de samme programmer - hvis man ellers var så heldig at have et fjernsyn. Ellers måtte man sørge for at blive inviteret af nogle, der havde. Og man sendte naturligvis i sort/hvid. Hvad ellers?

Jeg boede i Rønne på Bornholm dengang, og på forsiden af Bornholms Tidende lørdag den 24. juli 1965 stod der: »Den første episode i TVs nye franske sommergyserkriminalkærlighedsmysterium og eventyrfilm Bephegore eller spøgelset fra Louvre præsenterer i aften seerne for en række af hovedpersonerne i det fantastiske drama. Mere under TV rubrikken side.«

Det var da noget! På forsiden. Hvad var det så denne »Belphegor« handlede om? Den var skabt af fransk- og filmmanden Claude Barma og byggede på forfatteren, Arthur Bernedes roman af samme navn, som udkom første gang i 1926. Arthur Bernede var allerede dengang en populær forfatter i Frankrig, og han havde skabt sin egen mesterdetektiv, Chanteroq. Denne Chanteroq medvirker i romanen om Belphegor, og i samarbejde med en journalist, Jacques Bellegarde, finder han ud af, hvordan de indviklede og uhyggelige begivenheder hænger sammen.

Historien foregår i Paris og handler om en stenstatue af ondskabens og henrettelsernes gud, Belphegor, som står på museet Louvre. Den er tilsyneladende blevet vakt til live. Der foregår i alt fald de frygteligste ting om natten på Louvre, hvor den sortklædte spøgelses-statue vandrer rundt i det kæmpestore mørke museum og myrder løs på spektakulær vis. Ingen kan vide sig sikker.

Den kendte filmanmelder Ole Michelsen skrev i dagbladet Aktuelt den 23. juli 1965 en artikel om tv-serien under titlen »Fjernsynsspøgelset«, hvori han direkte fra Paris berettede om den frygtelige Belphegor og de problemer, spøgelset havde skabt i franske hjem.

TOMT PÅ VÆRTSHUSET.

Alle fulgte med i serien. Med god grund. Man blev godt underholdt. Man snakkede med sine klassekammerater - dem, der fik lov til at se den af deres forældre - om den, og man drømte nok også en lille smule om den om natten. Belphegor tiltvang sig adgang til ens bevidsthed og invaderede de danske hjem med sin uhygge og sine skygger fra de allermørkeste tider. De fire aftener, hvor serien blev vist, lå alt andet stille.

Det gjaldt alle steder i kongeriget. På Solskinsøen skrev Bornholms Tidende den 9. august 1965 følgende: »Rædsler i hjemmet - tomt på værtshuset« og dernæst:

»Når der er rædsler i hjemmet, daler besøget på restauranterne. Det er det indtryk, man på en række restauranter har fået, efter at Belphegor har startet sine meritter på skærmen. Folk bliver så tryllebundne af rædslerne, at de ganske glemmer at besøge værtshusene.

Tilsyneladende er det gået værst ud over de mindre provinsrestauranter. Således sad der på en restaurant i Ringsted, hvor der plejer at være et halvandet hundrede gæster, lørdag aften kl. 22 seks - 6 - gæster

På en restaurant i Nordsjælland, hvor en lokalforening havde arrangeret bal, sad bestyrelsen omkring kl. 22 og ventede på, at »Belphegor« skulle holde op. Normalt kommer der tre-fire hundrede gæster, når foreningen indbyder til bal - lidt før kl. 22 var der under 100.«

BELPHEGOR SET I RØNNE.

Men for dem, der fulgte med i serien, var der ingen nåde. Man var helt optaget af tv-spøgelset, der ensomt vandrede omkring inde i Louvre og tilsyneladende slog ihjel uden grund.

Især husker jeg lyden af spøgelset, når det kom til syne i museets gange. Nogle gange også før det dukkede op med sit frygtindgydende ansigt og sin helt igennem onde religiøse forhistorie. Det var noget med ondskab og rituelle henrettelser og religiøse ofringer langt tilbage i tiden. »Klok -klokklokklok,« lød det. Og de lange metalnegle, eller var de måske af sten?

På et tidspunkt under den periode, hvor serien blev sendt i tv, opstod det rygte på Bornholm, at Belphegor var blevet set oppe i parken inde midt i Rønne. Hvordan rygtet opstod, ved jeg ikke, men sikkert var det, at nogle havde set Belphegor deroppe en aften. Hvad spøgelset havde foretaget sig, var ikke klart. Næste aften var parken fuld af bornholmsk ungdom på jagt efter Belphegor. Sikke et leben. Kommunegartneren var træt af alle de mange børn, som løb omkring i parken ved aften- og nattetide. De lokale aviser kunne nogle dage derefter fortælle, at man fundet en dræbt kat under et træ derinde i parken. Belphegors værk? Politiet besluttede i alt fald at lukke for adgang til parken, indtil man havde fundet ud af, hvad der foregik.

Jeg var lige blevet tretten år dengang, og gik forbi parken en af de sommeraftener, hvor den var lukket for besøgende. Udenfor stod en masse børn og unge mennesker og kiggede ind over muren. Jeg var selv meget optaget af serien, men var temmelig overbevist om, at en fiktiv fransk spøgelsesfigur fra en celluloidfilmstrimmel ikke kunne manifestere sig i Rønne på Bornholm. Men det var alligevel ret spændende.

Jeg gik videre ned mod havnen. Tågen var begyndt at drive langsomt og tæt ind fra Østersøen. Pludselig hørte jeg famlende og metalliske skridt i nærheden af kirken. Det lød fuldstændig som Belphegor. Ud af disen trådte en tavs, mørk og kappeklædt skikkelse. Jeg stod som lammet. Så er det sandt alligevel. Belphegor havde taget fast skikkelse på Bornholm. Mit blod var allerede frosset til is, og mine ben ville ikke lystre mere.

Men Belphegor gik bare videre, og lidt efter lidt gik det op for mig, at den kappeklædte skikkelse i tågen blot var en gammel krumbøjet mand med sort frakke ude på en aftentur. Den metalliske lyd blev frembragt af hans stok, hver gang den ramte brostenene.

Jeg gik videre med tåge i håret og gele i knæene fuld af taknemmelighed over at være i live.

HVEM ER LÆDERANSIGTET?

Lørdag den 14. august blev det sidste afsnit sendt og dermed løsningen på gyserintrigen. Samme dag havde Bornholms Tidende voxpop om Belphegor-mysteriet. Man foretog en rundspørge blandt Rønnes borgere for at få nogle bud på, hvem der gemte sig bag Belphegors folderige mørke kappe og grotesk uhyggelige læderansigt.

Hvem er Belphegor? Sagkundskaben i form af en kriminalassistent havde et bud. Præsten havde ikke noget, da han ikke ejede et tv. Regnskabskonsulenten, som repræsenterede den logiske ekspert, fra Husmandsforeningen havde et andet forslag, mens en dame, NN, personificerede den kvindelige intuition. Endelig var der frisørmesteren og hans frisørsvend. De havde også deres idéer om, hvem der gemte sig bag masken, men de var ganske uenige.

Så oprandt aftenen endelig, og sløret for gåden blev løftet. Nå, så det var sådan det hang sammen. For et moderne internet-menneske er det værd at bemærke, at selv om serien havde kørt i Frankrig tidligere, var der ingen i Danmark, som kendte slutningen. Den spænding ville ikke kunne opretholdes i dag, hvor man på få sekunder via nettet kunne skaffe sig oplysninger om, hvem der var Belphegor.

Historien om Belphegor blev genindspillet for en håndfuld år siden med titlen Spøgelset fra Louvre.

Det resulterede i en ganske flot og fransk filmproduktion med flotte billeder og mange effekter, som man ikke kunne lave, da man indspillede tv-versionen for 40 år siden. Der er desuden flere fikse referencer til den tidligere film.

Jeg så filmen forleden dag, men jeg må indrømme, at jeg blev skuffet. Den var ikke nær så uhyggelig som den gamle tv-serie. Gode skuespillerpræstationer og raffinerede computeranimerede spøgelseseffekter til trods, faldt den nye film og måske også selve historien til jorden.

Jeg fik lyst til at gense Belphegor fra tresserne for at genopleve og undersøge, hvad det var, der gjorde den så afsindigt uhyggelig.

Men ved nærmere eftertanke, er jeg alligevel ikke helt sikker på, at det ville være en god idé. Tænk, hvis man blev skuffet. Måske var det bare tiden og det, at man var yngre og lettere at skræmme og underholde.

Den gamle og rigtige Belphegor har det sandsynligvis bedst i erindringen om tv-serien samt i sin hvileløse vandring rundt i den ikke længere eksisterende park og området ved havnen i Rønne ved nattetide.



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Samvirke samvirke@fdb.dk

Skuespilleren Zlatko Buric rører fars og koger kål, som kan kurere tømmermænd

I Kroatien sætter mænd en ære i at lave ordentlig mad, som traditionerne foreskriver. Skuespilleren Zlatko Buric laver mad, der svovler og gærer, paprika og saftige retter fra surkålsbæltet.
Af Tekst Inger Abildgaard | Foto: Jacob Carlsen | 1. november 2005
Zlatko buric
Gærede grøntsager smager surt på den gode måde og gavner fordøjelsen, mener Zlatko Buric

Kartoffelkøkken

Kålen er tynd og slap beklager kvinden bag disken i balkanbutikken på Nørrebro. Hun banker lidt på vacuumpakken med surkål. Kunden er den næsten to meter høje Zlatko Buric, der godtager kålen med et "pyt", det går nok.To tunge bæreposer med varer skal nu blive til mad, som den laves, når man er tro mod de traditioner, man er rundet af.Bouillon er snyd, synes han. En bøf, der er lynstegt på begge sider: Hvor sjovt er det? Fastfood er jo direkte kedeligt. Men her er mad, der kræver sin mand. Og det skal blive en lang eftermiddag.

Kartoffelkøkken med lidt jødisk touch og påvirkning fra romerne og osmannerne. Zlatko Buric er vokset op med en sammensat madkultur, der nu skal realiseres med bæreposernes paprika, hakkekød, løg, køkkensalt, hvidløg og blommer fra brugsen - og selvfølgelig kålen.

Man gærer da kål og agurker 

Med en saks penetreres den stærke plast omkring de sammenkrøllede kålhoveder, og forventningerne bliver indfriet. Jo, det lugter fuldstændig som tysk saurkraut, syrligt, svovlet og gæret på en gang.

Surkål-bæltet hviler tungt ud over hele Centraleuropa fra Frankrig over Belgien og Tyskland og når også ud på Balkan. Fra den modsatte side, Orienten, er kroaterne berigede med gærede agurker med en dyb rund syrlighed. Efter samme princip fermenterer eller gærer man grønne snacks i hele det fjerne Østen helt ud til Kina. I Danmark kan man være heldig at finde de syltede agurker hos en libanesisk købmand.

Eller man kan selv gennemføre processen på en solhed altan, fortæller Zlatko Buric: Agurkerne skal ud på balkonen i et glas med salt og en brødskive. Vent, og en mælkehvid væske vil sive op omkring agurkerne, mens stanken breder sig i den lumre sommerluft. En dag er væsken pludselig klar og lugten forduftet. Den sidste snert får agurkerne med peberrod i tynde strimler og en kornblomst på toppen, og så kan de holde sig i årevis.

Denne smag og konservering, der er skabt i samme proces, er intet mindre end genial, hævder Zlatko Buric:

»Jeg er sikker på, at det giver både mikrobiotisk balance og yin og yang for alle pengene.«

Gæringen er ikke mindst fantastisk for fordøjelsen og det bedste mod heavy tømmermænd, mener han. Derfor er det også skik at lægge mængder af surkål til gæring før nytårsaften. Mindst fem dage i forvejen begynder forberedelserne. Med 25 liter surkålsdolmer på lager, kan man i dagene efter nytår spise igennem af surkål og genoprette roen i maven.

»Det er en helt enkel og kendt egenskab ved gæring, at den hjælper mod alkoholforgiftning. Man taler om, at misosuppe, der er gæret med soja, hjælper mod tømmermænd, og det gør syltede gærede agurker også.

Kåldolmer som mor lavede dem 

Zlatko rører fars med æg, oksekød, bacon, ris, bredbladet persille, hvidløg og salt og peber. Farsen skal fyldes i kålbladene, som trods alt viser sig at være kraftige nok til at holde sammen på indholdet. En klat fars på størrelse med en frikadelle lægges på et blad, der foldes indover: Først fra den brede side, hvor kålstokken har været, så fra toppen. Siderne skæres til, så man med tommelfingrene kan prikke snipperne ind i farsen fra hver side og låse rullen fast. Det er sådan Zlatko Buric har set sin mor lave i tusindvis af kåldolmer.

Zlatko Buric kommer fra byen Osijek med 120.000 indbyggere. Den ligger midt i Kroatiens bedste landbrugsområde, et floddelta, hvor Dravafl oden løber sammen med Donau.

Landet i området er fladt, fladere end Danmark, fortæller Zlatko. Vintrene bliver iskolde, vinden fra Kapelabjergene svøber sig ned om byen, og temperaturerne falder nemt til minus 15 grader. Somrene bliver modsat bagende varme, når den fugtmættede luft står musestille i det lave floddelta.

I Osijek skyder supermarkeder op som i alle andre større byer, men grønttorvet nyder stadig anseelse som det bedste indkøbssted. Ikke fordi folk er konservative, men fordi grønttorvet har det friske pust af handlende ude fra landsbyerne med deres vin, grøntsager, ost og 20 forskellige slags paprikapulver.

»Man ved, hvor de er gode til kartofler, og hvem der plejer at have den bedste vandmelon. Nej ikke fra den landsby, siger man og fremhæver i stedet en anden landsby, hvis ungarske mindretal er kendt for ganske særlige grøntsager og vin. Man tager sig tid til at vælge salat mellem 100 forskellige, og friske abrikoser er meget efterspurgte, men kun når de er helt på toppen, plukket samme morgen og dyrket i den rigtige landsby,« fortæller han.

For meget sukker i dansk mad

Kålrullerne koger nu på højkant i gryden med en omvendt tallerken lagt på som låg. Tallerkenen hviler direkte på rullerne nede i gryden og holder kålen på plads og dampen nede. Retten er klar til at blive jævnet med en tyk paprikablanding, der syder på panden, ind til den hældes i gryden. Her giver den retten både struktur, smag og kalorier.

Til dolmerne får vi røget, tørret og saltet flæsk og revelsben købt i specialbutikken med balkanvarer. Den sure kål modsvares af kød, der er salt, så det driver.

»Kød serveres i langt mindre mængder end i Danmark,« fortæller Zlatko Buric, der har tørret og røget kød med fra sit sidste besøg i Kroatien. Rødbrune, læderhårde stykker flæsk og skank giver en tør træagtig lyd fra sig, når man banker på dem med knoen. Der skal kun et lille stykke kød til for at give hele retten smag. Bare et røget griseøre rækker til fem liter bønner. Man koger bønner i vand, hælder første hold vand ud, tilsætter nyt og kød - for eksempel et stykke røget ribben, som koges sammen med bønnerne til en tyk suppe. Bønnerne suger kraften til sig, og hele retten kommer til at smage af kød.

Vi spiser aldrig bøf men gerne blodpølse

»Bøf har vi aldrig spist, det passer ikke ind. Derimod er det en stor kunst at lave blodpølse, og det er virkelig svært at gøre godt. Man koger kød, koger blod med, tilsætter paprika, salt og peber og røger og tørrer. Den skal have sådan en kraftig smag. Jeg elsker blodpølse.«

»Jeg er født i et land, hvor mange mænd sætter en ære i at være dygtige kokke. Min bror og hans kone er begge fremragende i køkkenet. De nærmest slås om at komme til, og når jeg skal på besøg, fører jeg og min bror mindst 14 dage i forvejen lange telefonsamtaler om mad. Så taler vi længe om, hvad vi skal købe ind, hvem vi skal købe maden af, hvad vi skal lave, og hvordan vi skal spise. Det er vigtigt for os, at det bliver på den rigtige måde. Det er ikke ligegyldigt, for vi vil have det bedste ud af at være sammen og lave mad og spise sammen.«

Samvirke samvirke@fdb.dk

Ode til en kartoffel

Af T.S. Høeg | Foto: Nils Lund Pedersen | 1. oktober 2005

 

STEMME 1

 

du danske knold
ingen spørger dig om noget

før du koges, moses,
brankes, flødedruknes,
skrælle, snitte, svitse, brase,
skrælle, snitte, svitse, brase

fordi du falder godt
& gang på gang
ohh

ned i jorden lægges du
ohh
med os er det omvendt
ohh

kanon føde kæde
kanon føde kæde

du danske knold
ingen spørger dig om noget

 

STEMME 2

 

ohh
ohh

skrælle, snitte, svitse, brase,
skrælle, snitte, svitse, brase,
før du koges, moses,
brankes, flødedruknes

ohh
ohh
& igen & igen på 117 måder

ohh
op af jorden hives du
ohh
med os er det omvendt 
kanon føde kæde 
kanon føde kæde 

ohh
ingen spørger dig om noget



www.fdb.dk/kulturtorvet kan udvalgte værker af Peter Laugesen og T.S. Høeg købes med bonus



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2

Samvirke samvirke@fdb.dk

Gravid: 9 måneder med skrøner

Pas på med vinduespudsning, spis meget chokolade og bag en ve-kage. Gravide får masser af gode råd - de kan bare sjældent bruges.
Af Morten Herlev, Linda Olsen og Dorthe Olsgaard | Foto: Colourbox | 1. oktober 2005
gravid mave
Der er mange skrøner og 'gode' råd til gravide. Lær at finde rundt i nogle af dem her.

Hvis du vil have en dreng, så spis store saftige, røde bøffer og masser af chips, når du planlægger at blive gravid. Peger din gravide mave efterfølgende lidt nedad, skulle den være hjemme.

Gode råd er ikke særlig dyre, når det kommer til graviditet. Men mange af dem hører fortiden til. I dag har man nemlig en langt bedre viden, og det er meget nemmere at få oplysninger om graviditet og fødsel.

Alligevel lever enkelte skrøner videre via venindesnak, familiebånd og sågar i ugeblade og på internettet.

Lone Bach Hansen afbrød sine pædagogstudier og fødte Alvilda for fem måneder siden. Sammen med Alvildas far, Gustav Wetche, bor de ved Odder syd for Århus.

»Vi havde besluttet, at nu skulle det snart være. Jeg var ved at blive 30,« fortæller Lone Bach Hansen, mens Alvilda sidder på hendes skød og får mælk fra en lille suttefl aske.

Når Alvilda ikke sutter, kommer der indimellem glade lyde, som ser ud til at overraske hende selv, ud af hendes mund.

Lone Bach Hansen har ikke lyttet til de mange råd og historier, hun blev præsenteret for.

»Jeg lod bevidst være med at læse alt muligt, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Man kan jo læse sig helt tosset, hvis det er det, man vil,« siger hun.

Selvom de fleste røverhistorier er blevet sorteret fra, er enkelte sluppet igennem filteret.

»Jeg spiste meget chokolade, og jeg læste i I Form, at man fik glade børn af det. Så det var jo helt legalt, syntes jeg selv.«

Men dén skrøne afl iver jordemoder Bente Gran, som arbejder på Skejby Sygehus i Århus. Hun har igennem sine 32 år som jordemoder hjulpet cirka 3200 børn til verden, ligesom hun har ekspederet utallige vandrehistorier den modsatte vej.

»Altså jeg tror, at kvinder, der spiser chokolade, er også glade kvinder, og hvis moren er glad, så bliver barnet også glad,« fortæller hun.

Mal bare loftet

To måneder før Lone Bach Hansen skulle føde, flyttede hun og Gustav Wetche. I det nye hus skulle der males en del.

»Men sådan noget med at male lofter, det må man ikke. Man må ikke strække sig, for så kan navlestrengen vikle sig rundt om halsen på babyen, « fortæller Lone Bach Hansen. Rådet havde hun fået af sin mor.

Hun kunne nu godt have taget fat om penslen ifølge jordemoder Bente Gran.

»Der er overhovedet ikke noget hold i den på stand. Hvis navlestrengen har viklet sig om halsen på babyen, er det ikke fordi, man har strukket sig,« forklarer Bente Gran.

»Navlestrengen er som regel mellem 0,5 og 1,25 meter så det er meget usandsynligt.« Bente Gran tror, at skrønen stammer fra ammestuesnak om en ung pige, der har pudset vinduer eller har strukket sig. Da hun fødte, var navlestrengen viklet rundt om halsen, og barnet døde af det. Men det har altså ikke været på grund af strækket.

Dreng eller pige?

Gravide må altså lytte til mange velmenende råd, selvom videnskaben har svar på det meste i dag.

 

Lone Bach Hansen fik også at vide, at hvis maven hang nedad, så skulle det blive en dreng.

»Men jeg synes da, min mave hang, så det er da vist en skrøne,« siger hun og griner.

Bente Gran giver Lone Bach Hansen ret:

»Fra det øjeblik hvor ægcellen og sædcellen møder hinanden, er alt alligevel forudbestemt. Det eneste, der siger, om det bliver en dreng eller pige, er en fostervandsprøve eller en moderkagebiopsi. Selv scanningerne skal man tage med et gran salt,« siger hun og uddyber:

»Hvis navlestrengen har en knude, der ligger og svømmer nede mellem benene på sådan en lille pige, så ligner det fuldstændigt en tap.«

Der findes dog et gammelt husmoderråd, hvis parret gerne vil have en datter. Bente Gran kalder den for »Dyrlægens metode fra Fyn«.

»Kvinden skal lægge manden på is i seks måneder. Hun må slet ikke have noget seksuelt med ham at gøre. Når tiden er gået, skal de være sammen lige omkring ægløsningstidspunket,« forklarer hun og fortsætter:

»Kvinderne er det stærkeste køn - også rent cellemæssigt. X-kromosomer lever længere i mandens sæd end Y-kromosomer. Efter et halvt års hvile er der flere X-celler end Y-celler, og sandsynligheden er derfor størst for, at det bliver en pige.«

Når det handler om bestemmelse af barnets køn, er det stort set altid skrøner, der er tale om. Men er der noget, der er rigtigt, så er det, at motion er godt - også når man er gravid.

»Jeg begyndte at svømme. Det havde jeg ikke gjort før. Jeg svømmede to gange om ugen, indtil jeg var cirka syv måneder henne,« fortæller Lone Bach Hansen.

Netop motion er det bedste råd, jordemoder Bente Gran kan give til gravide.

»Alfa og omega for at kunne føde er, at man kan være afslappet, og at man har styr på sin vejrtrækning. Desuden hjælper det at være smidig,« forklarer Bente Gran og fortsætter:

»Hvis du dyrker yoga, opbygger du din smidighed og lærer at være afslappet.«

Sex sætter fødslen i gang

Hvis fødslen ikke vil i gang, findes der masser af tips til en fremskyndelse. Internettet er leverandør af en håndfuld skrøner. Men i modsætning til de andre påstande, Bente Gran er blevet præsenteret for, er der faktisk hold i en del af dem:

»Hvis man er sammen med sin mand, kan det sætte gang i fødslen, fordi sæden indeholder det hormon, der sætter fødslen i gang. Men man skal have sex ti gange, for at det skal virke fremmende for fødslen, og det er nok ikke lige det, man har lyst til, når man er gravid.«

Hvis den gravide ikke er i en position, hvor hun har lyst til at være intim med sin mand, findes der en del muligheder på internettet, lige fra hindbærbladste til en såkaldt ve-kage, som skulle kunne fremskynde processen. Bente Gran er aldrig stødt på ve-kagen og slår en høj latter op, da hun ser opskriften.

»Nej, hvor herligt. Men det er altså ikke noget, som vi udleverer,« siger hun.

»I gamle dage, da man fødte hjemme, skulle man have hele fryseren fyldt med bagværk. Når man så gjorde hovedrent, så fødte man af det. Men det passer ikke. Man gjorde hovedrent, fordi man kunne fornemme, at man snart skulle føde,« fortæller Bente Gran og konstaterer: »Det er omvendt psykologi.«

Jordemoderen tror kun på kvinders intuition, drømme og underbevidstheden.

»Altså kroppen og underbevidstheden ved jo f.eks., hvilket køn barnet har, og næsten alle kvinder drømmer op til flere gange, hvilket køn det er,« siger hun.

Alle de andre ammestuehistorier om at blandt andet kosten er afgørende i forhold til barnets køn, tror Bente Gran ikke på.

»Det eneste, jeg tror lidt på, er Dyrlægen ovre fra Fyn, men jeg er også fynbo,« griner hun.

Ingen undskyldninger

Lone Bach Hansen gik fem dage over tiden, da hun skulle føde Alvilda.

»Jeg fik akut kejsersnit, fordi hun lå forkert. Det hele var helt normalt, indtil jeg kom på hospitalet, « fortæller Lone Bach Hansen.

Hun bliver afbrudt af datterens små glade lyde, som får Alvildas mundvand til at løbe ned af hagen. Hendes røde hagesmæk er godt savlet til.

Lone Bach Hansen og Gustav Wetche vil gerne have flere børn, men de ved endnu ikke, hvornår Alvilda skal være storesøster.

Én ting er sikkert. Næste gang kan Lone Bach Hansen hverken springe over loftsmaling eller vinduespudsning.

Alvilda laver en bekræftende glad lyd fra skødet af sin mor.

»Det må være al den chokolade, jeg spiste under graviditeten. Det virker!«

 

Skrøner

En kage, der skulle sætte fødslen i gang

4 æg 

1 dl sukker
300 g magarine/smør
230 g mel
300 g chokolade
1 spsk. kakao
200 g kokosmel
1 håndfuld rosiner
1,5 dl stærk kaffe
1 spsk. bagepulver

Rør smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et af gangen sammen med 1 spsk. mel. Tilsæt så resten af melet og kakaoen. Smelt chokoladen i kaffen, og rør kokosmel og rosiner i. Rør blandingen i dejen. Kagen bages i en rund springform i ca. 1 time ved 180 grader. Smelt resten af chokoladen, og smør det oven på kagen, når den er afkølet. Kilde: www.babydebat.dk

 

Dreng eller pige

I skal tænke over, hvad I spiser. Nogle gamle husmoderråd peger på, at det, I spiser og drikker inden undfangelsen, har indflydelse på, om barnet bliver en dreng eller en pige.

Hvis I vil have en dreng:
Spis mere kød - jo rødere jo bedre.
Spis salte snacks - chips, peanuts etc.

Hvis I vil have en pige:
Begge parter skal spise en masse fisk og grøntsager.
Spis masser af chokolade (og slik generelt).

Kilde: www.b-a-b-y.dk

 



 

 

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Bordfodbold: Små mænd i stort spil

Håndtag beklædt med grønne, franske cykelslanger, timevis af træning og benhård psykologisk kamp er en del af spillet, når Københavns bedste spillere mødes til et slag bordfodbold.
Af Didde Rishøj | 1. september 2005

Set med ukyndige øjne, ligner det ren og skær hurtighed. Små mænd i røde trøjer, hvide bukser og røde knæstrømper har bolden. I løbet af tre korte smæld ligger den foran målet, hvis målmand i blå trøje kaster sig fra side til side. En rød angrebsspiller går i voldsomt sving om sin egen akse, og et højt, metallisk pling fortæller, at målmandens opdækning har været forgæves. Bolden er landet i målet.

Fra sidelinien tyder kommentarer som »gammel klassiker« og »hans midtbane er supergod« fra de mere erfarne tilskuere på, at der ligger langt mere bag den hurtige duel. Det kan være, man netop har været vidne til en spasme, et ormeskud eller måske sågar en Peter Møller, opkaldt efter en manøvre foretaget af landsholdsspilleren. Under alle omstændigheder er det helt sikkert, at hvert et skud og træk er indøvet i timevis og afprøvet et utal af gange. Den ugentlige tirsdagsturnering i Hovedstadens Bordfodboldforening er i gang.

I kælderlokalerne i det indre København suges underlæber ind, mobiltelefoner får lov at ringe forgæves, og høje ærgrelsesudbrud blander sig med en konstant bankelyd af minifodboldstøvler mod bolden. Det er stedet, hvor en kamp mellem de 12,5 cm høje minifodboldmænd efterfølgende kan være genstand for timelang analyse, hvor spillerne vinder DM og tager til VM, og hvor almindeligt habile spillere fra byens barer kan være sikre på at få tæsk.

»Min makker og jeg var for nylig en tur i byen, og vi spillede bordfodbold i fire timer uden at være i nærheden af at tabe en kamp. I nogle kampe gav vi os selv handicap og spillede uden målmand, uden midtbane og kun med en hånd - og alligevel tabte vi ikke. Men sådan burde det også være, for vi har brugt så latterligt meget tid på det, og vi spiller mod nogle, som går rigtig meget op i det,« forklarer 33-årige Martin Elling, som har været medlem af klubben siden 1999 og har både DM- og klubmesterskabsmedaljer.

Han købte sit eget bord kort tid efter, han begyndte at spille. Med bord menes der naturligvis et Bonzinibord. På verdensplan bliver der spillet på over 30 forskellige typer borde, men de to mest udbredte i Danmark er et italiensk og det franske Bonzini. Ifølge spillerne svarer de to typer borde til at spille badminton og tennis. På det italienske bord spiller man med plastikbold, spillerne er af hård plast og underlaget af glas. Det gør spillet meget hurtigt og refleksbetonet, med mange hurtige dueller, mens bolden pisker rundt, fordi det er svært at holde på den. Det franske Bonzinibord fremelsker et mere perfektionistisk og teknisk spil, eftersom stålspillerne, korkbolden og linoleumsunderlaget gør det muligt at drible med bolden, presse den ned mod underlaget og bevæge den.

Lokke, fiksere og snyde

Foreningen i København har 350 medlemmer, og medlemstallet er stigende. Til en turnering er der omkring 40 spillere, og på dage for de let-øvede og begyndere er klubben ude for, at der kommer tre-fire nye medlemmer hver gang. Den lille bar langer på gode aftener øl og sodavand over disken for 5000-6000 kr. Også foreningerne i Kolding, Århus og Køge oplever en stigende interesse, og flere steder er mangel på plads eller borde et problem, der holder medlemstallet nede. De fleste nye medlemmer har fanget interessen for spillet over et bord på deres stambar eller på et studium.

 

»For mig er det farten, der gør det spændende, du er nødt til at reagere, for hvis du bare et øjeblik ikke er fokuseret, har du tabt kampen. Det giver sommerfugle i maven. Man kan mærke, om man har det i sig, der gør, at man kan blive god. Det handler om at læse spillet og lave flotte mål. Folk tror bare, de skal snurre med spillerne, men det er langt mere end det,« siger Arien Kashi på 23 år, som har spillet italiensk i tre år og fransk i otte måneder.

Et bord bliver et øjeblik ledigt i turneringen, og straks går et par spillere i gang med at træne på det. De små fodboldmænd sættes op til en bestemt midtbaneaflevering eller finjustering af en angribers skub- eller trækskud. Og manøvren øves igen og igen, til skuddet sidder perfekt og kan udføres så hurtigt, at modstanderen ikke kan følge med.

Hvor et enkelt hurtigt skud kan være nok til at vinde en hel aften på en café, lærer en spiller i kælderen i Ahlefeldtsgade hurtigt, at variation er vigtig. For når man har fået sig en base på to-tre velfungerende skud og lært sine egne reflekser at kende, rykker opmærksomheden over på modstanderens banehalvdel, og spillet bliver meget mere analytisk.

»Alle gode spillere kan læse deres modstander og hans bevægelser. Det sværeste er at spille mod en modstander første gang, for du ved ikke, hvordan hans naturlige reflekser er. Dem lærer du efterhånden, og så gælder det om at lokke, fiksere og snyde modstanderen til at tro, du vil gøre noget, og så ikke gøre det alligevel. F.eks. er der nogle, der pisker med målmanden fra side til side. Og så kan du stå og vente og se, at der er en rytme i den måde, de bevæger sig på. Du kan faktisk tælle, hvornår der er hul. 1-2-3-4. Ok på to står målmanden væk fra den side, og så er det bare at vente på, at der er hul. Bang, så er der mål,« forklarer Martin Elling.

Bordfodbold spilles både som single og med makker i double. Makkerparrene i double spiller med fast partner og helt fast rollefordeling som forsvarer og angriber. Der ligger mange timers træning bag at have afklaret, hvordan angriberen skal stille sine miniaturespillere, når modstanderen har bolden, hvad der sker, når parret har erobret bolden, eller i at vide, om målmanden skyder nede bagfra eller afleverer til en af angriberne.

»Time out« lyder det med jævne mellemrum i kampene, og makkerparrene bruger den korte pause til at hviske sammen eller trække sig hen i et hjørne og tale taktik med ansigterne helt tæt sammen. Indøvede håndtegn eller et vip over anklen kan være tegn på, at nu kommer der en aflevering nede langs højre bande. Andre kan simpelthen høre på deres makkers måde at slå på bolden og rytmen i hans spil, at der kommer en aflevering.

Golfhandsker og grøn gummi

Historien om bordfodboldens oprindelse lyder, at spanieren Alejandro Finisterre fik ideen, da han blev såret under den spanske borgerkrig i 1936-39 og opholdt sig på et hospital sammen med en masse sårede børn, der ikke var i stand til at spille fodbold.

Siden er spillet blevet udbredt til hele verden, hvor det går under forskellige navne som baby foot, foosball og kicker. I Danmark er spillet stadig ungt, det danske bordfodboldforbund blev grundlagt i 1997, og de fleste spillere er mænd i 20-30'erne. På ranglisten over de 30 bedste spillere i Hovedstadens Bordfodboldforening er de to eneste pigenavne Camilla og Vivienne, men omkring 20 kvinder kommer fast i klubben. Spillet er størst og har længst historie i Frankrig, hvor 28 klubber er medlem af det nationale bordfodboldforbund, og det årlige verdensmesterskab med flere hundrede hold afholdes.

Bordfodbolden har ikke en professionel liga, men nævner man i bordfodboldkredse navnet Frederic Collignon, vil folk vide, at det er en belgisk spiller, som i disse år vinder alle turneringer og er det tætteste, man kommer på en fuldtids, professionel spiller. Flere af spillerne vil endda kunne bidrage med en fortælling om den vindende belgier, som ifølge myten allerede som fire-årig fik tre forskellige borde af sin far. Han er den direkte årsag til, at mange danske spillere i dag har deres eget håndtag, at flere spiller med golfhandsker, og at det særlig greb »åben hånd«

praktiseres i den københavnske kælder. Den danske spiller Lars Christiansen har flere gange spillet mod Frederic Collignon til turneringer i Frankrig og har taget inspiration med hjem.

»Da jeg kom hjem fra VM i 2000 i Frankrig, købte jeg også golfhandsker og brugte gummi på håndtaget. Folk i klubben var nærmest oprørte, og ude i byen fniste folk, når jeg tog min handske på. Men der gik et halvt års tid, og så begyndte andre også at putte gummi på håndtagene. I dag har alle deres eget håndtag. Dengang var det tabu.

Nu smører vi stængerne i klubben med olie, og det var folk også sure over i starten,« fortæller 27-årige Lars Christiansen, der er regerende danmarksmester i single og i mere end seks år har været fast inventar i klubben, hvis slidte sofaer han endda har overnattet i flere gange.

Svedige håndflader tørres igen og igen af i bukseben eller pustes på, før de igen griber om håndtaget, der styrer minispillernes kamp på bordet. I baren kan spillerne købe fire forskellige slags håndtag, hvoraf de fleste bruger standard-håndtaget, som minder om et hårdt plasthåndtag på et cykelstyr, og selv sørger for at individualisere det, så det passer til deres spil. [FACTBOX]

Det sorte håndtag beklædes typisk med et stykke grøn cykelslange, som klubben køber med hjem fra Frankrig. Mere avancerede håndtag udstyres også med et stykke vaskeskind og en fingerhætte af den slags, der købes på apoteket og bruges til at beskytte en finger i bandage. Alt sammen for at gøre håndtaget større og optimere præcisionen i skuddene. Til VM i Frankrig er det en selvfølge, at hver spiller har sit eget håndtag, og turneringsbordene

står uden håndtag. I København har flere spillere deres egen navngivne skuffe i et lille blåt skuffedarium, hvor deres personlige håndtag opbevares, når aftenens sidste mål er scoret, fugtige hænder har rystet hinanden over bordet, og ranglisten er opdateret.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Længe leve angsten!

En kvart million danskere lever med en eller anden form for frygt, selvom der egentlig ikke er noget at være bange for.
Af Jens Kerte | Foto: Colourbox | 1. september 2005

Det er en rystende oplevelse. Livet. Fyldt med angst og bæven. Alligevel holdt han det ud i 81 år. Edvard Munch, den norske maler med mesterværket Skrig. Angstskrig.

Ekkoet runger stadig fra Oslo.

Til Nasjonalgalleriets udelte fryd voksede billedet sig større, stærkere og smukkere op gennem det 20. århundrede. I dag er det verdensberømt og fuldstændig i pagt med tiden.

Fortvivlelsen hærger overalt i det moderne samfund. Angst for terror, frygt for asteroider, bange for vold, for arbejdsløshed, sygdomme og miljøkatastrofer, for krige, trafikulykker og voldtægt, fedme, sindssyge, autonome og pædofile, globalisering og fundamentalisme, orkaner, jordskælv og flodbølger.

Ulykkerne vælter ud af medierne i vild forvirring. De overmander os med kaos og de værste anelser. Den totale angst er over os. Måske er den irrationel, men alligevel nok så tilstedeværende.

For 100 år siden lod Edvard Munch sig indlægge på en psykiatrisk klinik i København, da angsten blev ham for meget, og livet blæste ham omkuld. Hans særlige sindsproblemer drejede sig bl.a. om seksualangst. Han opfattede kvinden som en vampyr, som under samlejet tapper manden for væsker og svækker ham.

Angstens grimme fjæs har mange grimasser. De tidløse fobier og neuroser er utallige. Der findes angst for små rum for store rum, for edderkopper, slanger og fugle, for højder, for vand og for sygdomme, for hospitaler, blod og tandlæger, for at rødme, for torden og for støv.

Angst for mennesker og angst for ensomhed.

Nogle slås til jorden af en altomfattende livsangst. Måske er det dødsangst.

I styrke kun overgået af selvopholdelsesdriften, som får de fleste til at rejse sig igen og leve videre.

Men der bliver flere og flere af dem. De rigtig angstfyldte mennesker med særligt behov for støtte fra venner, familie og behandlere. Enhver kan pludselig blive ramt af et angstanfald eller såkaldt panikangst, der kan vare fra få minutter til flere timer.

Leksikalt drejer begrebet sig om et »pludseligt indsættende ubehag præget af stærk angstfølelse, hjertebanken, sveden, rysten, åndedrætsbesvær, kvalme, kuldegysninger eller hedeture.«

Under anfaldet kan der være frygt for at miste selvkontrollen og blive sindssyg eller for at dø.

De mange bange

Omkring en kvart million danskere lider af sygelig angst, anslår man på Rigshospitalets Angstklinik.

Ifølge den private patientorganisation Angstforeningen viser undersøgelser i USA og England, at omkring ti procent af befolkningerne i Vesten lider af social fobi - altså angst for at være sammen med andre - yderligere ti procent døjer med en eller anden specifik fobi med angst for at flyve eller noget andet, fem procent lider af angst for at færdes uden for hjemmet, tre procent af generel angst, mens to procent rammes af panikangst.

Misbrug af alkohol og piller er populært blandt de mange bange. Kun de færreste får kvalificeret behandling med samtaleterapi og/eller medicin.

Angsten kender ingen grænser. Den trænger ind overalt. Hos mand som hos kvinde, hos rig og fattig, ung og gammel, klog og dum.

Der spilles også på den. Bevidst. For angst og bange kan også kilde, når det er for sjov. I skrækfilm og på tryk i knaldromaner og tegneserier. Og den seriøse kunst holder sig heller ikke tilbage. For angst kan også gøre ondt. Rigtig ondt.

Angst er eksistentiel. Ikke mindst dødsangsten, som forfatteren Inger Christensen skriver om i sin prisbelønnede digtsamling Det fra 1969.

»Angsten for døden / Det er for meget / Det er umuligt / Det er det hele / Det er det / Det / Det eneste vi har / Det eneste vi har at gøre / Det eneste vi har at gøre for hinanden / er at sige det som det er / jeg er bange / at være det som det er / være bange / overvinde angsten med angst / og senere / overvinde angsten / for at meddele andre / sin overvundne angst / den er deres.«

Angst for død, angst som død har til alle tider givet næring til kunsten. Herom vidner bl.a. den danske kunsthistoriker Alena Marchwinskis kunstbog Angsten og dens sublimering - Billeder af døden i europæisk malerkunst 1780-1830.

Edvard Munch forevigede sit Skrig i 1893. Datidens samfundsdebattører opfattede årtiet som angstens tidsalder. Nøjagtig som vi selv gør det i dag om vor egen epoke.

Nordmanden malede frygten for fremmedgørelse, anomali, ensomhed, isolation og fattigdom ind i kunsthistorien.

Brændende nethinder

I dag er en stor del af angsten i Vesten ganske specifik i sit udgangspunkt. Det sørger især tv og internettet for. Kaprede fly brager ind i skyskrabere i New York, og bagbundne gidsler får halsen skåret over i Irak.

Rystede og rystende ser vi til. Terrorens billeder brænder nethinder til aske.

Enden er nær. Sådan opfatter vi det. Helt uden grund. Terrorangreb er fotogene, og så skaber de frygt. Sådan er de også tænkt. Men læst i tabeller med kolde tabstal i forhold til andre dødsårsager, er der tale om nålestik.

Nøgternt set har den enkelte intet at frygte. Rent statistisk. Og slet ikke på vore breddegrader. Rigtige naturkatastrofer, epidemier og krige slår heller ikke til i Danmark.

Det var ikke for ingenting, at forfatteren Tom Kristensen i digtet Angst for 75 år siden »længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død.«

I virkeligheden er der ikke meget at være bange for ret mange steder i Vesten. Alligevel æder angsten og angsten for angsten sjæle op.

Sådan ser den ansete, slovenske juraprofessor, kriminolog og filosof Renata Salecl på den sag. I sin internationalt roste bog om angstens væsen, On anxiety fra 2004 foreslår hun, at vi ser angsten lige ret i øjnene og lærer at leve med den.

Den er kommet for at blive, og i sin grundform Et af hendes titelløse digte slutter: er den vor ven. Angst, adrenalin og et bankende hjerte er den normale reaktion på fare. Det er frygten, der får os til at tage benene på nakken, flygte og overleve, når der for alvor er fare på færde. Eller til at blive, tage kampen op og slås.

På sidste side i sin bog omtaler Renata Salecl en amerikansk feltherre, der først ængstes, når han oplever en soldat gå i krig helt uden frygt for at dræbe eller for selv at dø. For så er den gal.

Angsten er er et iboende element i ethvert sundt menneske. Også for en soldat. Skrækscenariet er den psykopatiske dræbermaskine uden respekt for livet.

Kyniske politikere

Frygt hører til de medfødte, såkaldte grundfølelser, der ifølge den psykologiske forskning desuden tæller vrede, glæde, bedrøvelse, interesse, overraskelse, afsky, foragt, forlegenhed og skam.

Den decideret sygelige angstfølelse med vedvarende indre mørke, træthed og handlingslammelse kan skyldes sindslidelser som maniodepressiv psykose eller skizofreni, som så absolut kræver professionel hjælp.

Og så er der de lidt mildere angstformer. Dem med alle fobierne, de mere personlige og de udpræget tidsbestemte angstneuroser.

Især de sidstnævnte kan vi selv prøve at gennemskue og neutralisere, mener Renata Salecl. For ofte er de bare en slags overskud af angst skabt af kyniske politikere, beregnende journalister og pengegriske medicinalproducenter.

Alle tre grupper spekulerer i at skabe og nære overskudsangst for at sælge varen. Det være sig en krig i Irak, et blodigt tv-indslag, en beroligende pille eller noget helt fjerde.

Hvis vi gennemskuer denne mekanisme, er der to gevinster: Vi slipper af med en irrationel angst for f.eks. terror, og magthaverne får sværere ved at manipulere med vore følelser.

Det er en af Renata Salecls pointer.

Men hun analyserer også angstens rolle i forhold til kærligheden, karrieren, familien m.m.. Hendes udgangspunkt er, at mennesket kommer til verden helt nøgent og mutters alene. Det er som et tomt kar.

Først ad åre bliver der hældt noget i det. Det sker, når hin enkelte går i forbindelse med Den store anden. Det være sig familien, kulturen, sproget, staten, uddannelsen, kæresten osv. Først i dette møde træder mennesket i karakter og får sin identitet.

Problemet er imidlertid, at Den store anden aldrig kan levere varen 100 procent. Den totale tryghed, den konstante tilfredsstillelse, det perfekte liv er en illusion.

Når det går op for os, sætter angsten ind, og den viger ikke fra vor side resten af livet. Vi kan ligeså godt betragte angsten som en god ven og få det bedste ud af den, mener Renata Salecl.

Livsfrisen

Et par steder i bogen refererer den slovenske professor til den danske filosof Søren Kierkegaard, som i sit skelsættende, psykologiske værk Begrebet Angest fra 1844 karakteriserer angsten som menneskets bevidsthed om, at det har både frihed og ansvar.

Angsten gør altså godt. Den åbner for udvikling af vor personlighed.

I dagens hjemlige, psykologiske debat, argumenterer en fløj af psykiatere for, at angsten udelukkende er destruktiv, forkrøblende og stærkt invaliderende.

Andre siger, at angst og udfordring, angst og grænseflytning, angst og toppræstation, og angst og kunst hører sammen.

Sådan mener bl.a. klinisk psykolog Camilla Böcher, som for nylig sluttede et indlæg i en avisdebat med at advare mod den udelukkende negative opfattelse af angsten:

»Hvis vi ser på angsten som et potentiale, en drivkraft til drømmejobbet, til den eneste ene, til jordomrejser eller andre radikale skift i livet - som noget, der vil fortælle os noget: Det er muligt, hvis vi tør. Da er angsten anvendelig, ja endog en uundværlig og særdeles konstruktiv faktor i vores liv.«

»Så længe leve angsten.«

Edvard Munch brugte sin personlige angst som drivkraft i sit livsværk. I hvert fald har han beskrevet angsten som en forudsætning for sin kunst. Uden angsten ville hans »livs sejlads have været som et skib uden ror.«

»Mine venner havde forladt mig, og alene, skælvende af angst fornemmede jeg naturens store skrig,« udtalte han i årene efter sit ekspressionistiske Skrig.

I samme periode malede han yderligere en lang række billeder båret af angst, død og kærlighed. Senere blev de udstillet under fællestitlen Livsfrisen.
Angsten hører med til livet.



Læs som PDF:


Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5

Samvirke samvirke@fdb.dk

Ikke alene men ensom

Thomas Pedersen levede en hel barndom med en psykisk syg og dybt alkoholiseret mor og en far, der ikke havde det meget bedre. Først som 16-årig fik han hjælp.
Af Maria Rørbæk | 1. august 2005

Hjemme hos Thomas lugtede der altid.

Den hvide sofa i stuen var ikke længere hvid, men plettet af øl, hvidvin og tobak. I køkkenet stod gryder med gamle madrester.

Brændt medisterpølse eller indtørret brun sovs.

»Min mor var som regel fuld ved middags- eller eftermiddagstid. Så havde hun det med at dejse omkuld. Nogle gange nåede hun ind i seng, men tit faldt hun om i køkkenet eller i stuen. Så bar jeg hende ind i seng. Andre gange var hun på værtshus eller hos en kæreste,« fortæller han.

Den nu 27-årige Thomas Pedersen voksede op i Herlev uden for København.

Hans indre biograf spiller barndomsfilm fra boligkvarteret Hjortespring.

»Det var sådan nogle rigtige betonklodser. Der bor flere tusinde mennesker, tror jeg Dér boede jeg i en lejlighed sammen med min mor og min søster. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel. Hvorfor ved jeg ikke, for det er ikke noget, vi har talt om. Vi var for det meste hos min mor, men besøgte min far hver anden weekend, og når min mor blev indlagt på den lukkede. Hun var psykisk syg, maniodepressiv, og jeg mener, hun var indlagt omkring seks gange i løbet af min barndom.«

Selv om Thomas havde sin to år ældre søster, kunne han næsten lige så godt have været enebarn. »Vi levede i to parallelle verdener og havde ikke rigtigt noget med hinanden at gøre. Det er først efter, at vi er blevet voksne, at vi har fået et søskendeforhold. Min søster reagerede meget anderledes end mig. Hun var mere udadreagerende, mens jeg vendte det indad,« siger Thomas, der ikke har lyst til at fortælle mere om søsteren.

»Det er hendes liv. Jeg vil kun fortælle om mit liv.«

Toastbrød med ketchup

Når Thomas genkalder sig sin barndom, trænger én bestemt følelse stærkest igennem: Ensomhed.

»Senere i mit liv har jeg oplevet, at der kan være en samhørighedsfølelse mellem et barn og en voksen.

Engang da jeg var pædagogmedhjælper, var jeg for eksempel på tur med en lille gruppe børnehavebørn. Vi gik gennem en granplantage og fik pludselig øje på et lille rådyrkid. Alle ville røre ved det, men vi lod være, fordi det ikke ville være godt for kiddet. Bagefter mærkede jeg en helt speciel nærhed, når børnene talte om oplevelsen. Når de spurgte: »Thomas, kan du huske dengang, vi så det lille rådyr,« fik jeg en følelse af, at vi havde noget sammen. Den følelse har jeg aldrig nogensinde haft sammen med min mor eller min far.«

Thomas kan kun huske ganske få gange, hvor han har spist sammen med moderen.

»Nogle gange fik jeg penge, så jeg kunne gå ned på grillen. Andre gange tog jeg et toastbrød med ketchup. Jeg spiste også enormt mange dåser makrel og en hel masse slik, som jeg købte for penge, jeg havde stjålet i min mors pung.«

Moderen vækkede aldrig Thomas om morgenen. Han stod selv op, tog tøj på og gik i skole uden at spise morgenmad.

»Der blev aldrig nogensinde lavet morgenmad til mig, og tit var der slet ikke noget at spise. Men selv om der var, spiste jeg det ikke... Jeg tror, det er kroppens måde at reagere på, når man ikke får så meget mad. Man vænner sig til at leve af så lidt som muligt.«

Henne i skolen sørgede lærerne engang i mellem for, at Thomas fik mad, når nogle af de andre børn havde noget i overskud. Ellers husker han ikke, at de gav ham særlig omsorg. I dag undrer det ham meget, at ingen greb ind. Han pjækkede tit fra skole og kom gennemsnitligt kun et par dage om ugen. Han var også tynd. Den absolut mindste i klassen.

»Det er en gåde for mig, at indsatsen ikke var kraftigere. Måske har mine forældre idylliseret situationen og overbevist lærerne om, at det ikke var så slemt.«

TV-shop om natten

Som dreng var Thomas tit ude om aftenen. Da han var 10-12 år, hang han ud med unge i begyndelsen af 20erne. Om sommeren mødtes de nede på legepladsen i boligkvarteret.

Så sad de og sludrede til 1-2-tiden om natten.

»Jeg tror, de ældre var sammen med mig, fordi de havde medlidenhed med mig og følte, at de skulle tage lidt hånd om mig. Og så var det jo dem, der var ude på det tidspunkt. Børn på min alder var lagt i seng.«ved at falde i søvn og sad og så fjernsyn om natten.

»Jeg har set enormt meget tv-shop, fordi det var det, der blev sendt så sent. Det var bare for at få tiden til at gå. Når jeg så kom ind i seng og skulle sove, var der fred og mørke. Så begyndte tankerne at vælte ind over mig. Det var ikke rigtige ord, mere fornemmelser. Fornemmelsen af, at et eller andet var galt. Måske var det på det tidspunkt af dagen, hvor jeg mærkede mig selv og livet allermest. Så græd jeg mig tit i søvn.«

Hjemme hos faderen gik det lidt bedre end hos moderen, men der var ikke den store forskel. »Min far var enormt passiv. Han levede alene, og han drak alene. Han var ikke så krævende som min mor, for han sørgede selv for sit drikkeri. Min mor drak oven på sin medicin, og så kunne hun næsten ikke gå. Derfor valgte jeg selv at gå ud og købe hvidvin og øl for hende. Nogle gange skældte jeg ud over, at hun drak så meget, men hun skabte bare sin egen virkelighed. Det var altid alle andre end hende, der var noget galt med.«

Vendepunktet

Da Thomas gik i niende klasse, kom han tæt på pædagogen Ulla, der arbejdede i ungdomsklubben.

»Måske fortalte en af de andre hende, at den var gal hos mig. I hvert fald begyndte Ulla at spørge til mig, og en dag brød jeg grædende sammen og fortalte det hele. Hun syntes, det var tankevækkende, at der ikke var blevet taget hånd om det noget før og lovede at hjælpe mig.«

Det endte med, at Thomas flyttede til Præstø, hvor Ullas mand arbejde på en skole for sent udviklede unge. Thomas kom til at bo sammen med nogle af de sent udviklede samtidig med, at Ulla og hendes mand tog sig særligt af ham.

»Efter et stykke tid begyndte jeg at kunne mærke, at de to mennesker faktisk holdt af mig. Det var svært. Når Ulla fortalte mig, at hun holdt af mig, gjorde det ondt inden i...«

Thomas var i pleje i to år, indtil han fyldte 18 år. Han fik mange venner i Præstø, og havde det rigtig godt.

»Jeg fik lov til at være, ja, ikke barn, men så ung. Jeg lærte også at lave mad, at gå i bad hver dag og gebærde mig blandt andre mennesker. Men jeg fik ikke rigtigt bearbejdet de oplevelser, jeg havde haft. Det var der ikke tid til.«

Da han flyttede hjemmefra i egen lejlighed, var det hele ved at gå galt.

»Jeg faldt ned i et sort hul. Jeg skulle gå på teknisk skole, men faldt fra. I stedet begyndte jeg at ryge hash. Jeg lukkede mig inde i mig selv og havde ikke lyst til at se nogen.«

Baglandet

Heldigvis havde en af Thomas nye venner hørt om Baglandet, der er et mødested for tidligere anbragte, og Thomas tog kontakt. »For første gang i mit liv gik det op for mig, at jeg ikke var alene med mine oplevelser. Det var enormt befriende at møde andre mennesker, der havde været noget lignende igennem. Vi spiser sammen, snakker sammen og har en oprigtig interesse for hinanden. Der er også mulighed for at tale med personalet.«

Thomas er snart kommet i Baglandet i ti år, og han møder så vidt muligt op én gang om ugen. Til hverdag arbejder han deltid i en videoforretning. Sideløbende prøver han at opbygge sit eget firma, www.solobasen.dk, hvor han blandt andet tilbyder at holde foredrag om social arv og omsorgssvigt, samtidig med at han tager en uddannelse inden for kommunikation og psykoterapi.

Når han tænker tilbage, er han især ked af og forundret over, at han i hele sin barndom var omgivet af mennesker.

»Det er skræmmende, at så mange vælger at vende ryggen til, selv om de kan se, at naboen har det ad helvede til. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at gribe ind, og at nogle ikke ved, hvad de skal gøre, men der er altid noget at gøre. I det mindste kan man snakke med andre om det, så man kan finde ud af at gøre noget sammen.«

Spørgsmålet om, hvorfor Thomas har klaret sig så godt trods de hårde odds, får ham til at tænke.

»Jeg har fået en gave, fordi jeg har et roligt sind og er så lille. Hvis jeg havde været en stor aggressiv kleppert, havde jeg sikkert haft adskillige voldsdomme. Jeg har også været heldig at møde nogle mennesker, der har været gode for mig, og så har jeg altid haft en evne til at drømme. Da jeg var lille, var det ikke konkrete ideer. Jeg tænkte bare, at noget burde være anderledes.«

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Klassekampen aflyst?

Vi ser de samme tvprogrammer, læser de samme bøger, kører i de samme biler, griner ad de samme vittigheder og tjener de samme penge. Er vores samfund blevet til én stor middelklasse?
Af Mikael Jalving | 1. august 2005

Midt under Socialdemokraternes nylige formandsvalg brugte den ene kandidat et ord, som næsten ingen bruger længere. Kandidaten var Frank Jensen, og det ord, han brugte, var klassekamp. Hvornår ordet gik i glemmebogen, vides ikke helt præcist, men i dag venter kun de allermest tålmodige på den kamp mellem under- og overklassen, som økonomen og filosoffen Karl Marx forudsagde i midten af 1800-tallet. Man kan strides om, hvorvidt klassekampen udeblev eller dukkede op i andre former end forventet, men faktum er, at ingen længere taler om den. Klassekampen er tilsyneladende aflyst.

Danmark er et lille land, hvor alle kender hinanden, og de store armbevægelser, dem er italienerne bedre til. Danmark har aldrig været et klassesamfund som det engelske eller franske, dertil har vi for megen protestantisk samvittighed eller nordisk snusfornuft«.

Ordene kommer fra forfatteren Benn Q. Holm, der bl.a. har udgivet romanen Album (2002), som foregår i 70ernes, 80ernes og 90ernes Danmark. Han mener, at klasserne er langt mindre udtalte i dag end for bare et par årtier siden.

De svagt markerede klasser i Danmark har desuden noget med landets erhvervsstruktur at gøre, pointerer Benn Q. Holm:

»Selv om Sverige er mere socialdemokratisk end Danmark, er Sverige et mere klassedelt samfund, og det hænger sammen med, at svenskerne harfå, store virksomheder, mens vi har mange små og mellemstore virksomheder«.

er så at sige kortere - ikke blot geografisk - til naboen i Danmark end i Sverige.

Benn Q. Holm fremhæver samtidig danskernes relative mangel på traditioner, et fravær, der i hans øjne har bidraget til at gøre samfundet mindre klassedelt.

Et klassesamfund bliver ikke kun opretholdt af pengenes magt, men også af traditionens magt«, siger han og fortsætter:

»Hvad er der efterhånden tilbage? Resterne af en hubertusjagt, et par snoldede kostskoler nede på Sydsjælland, lidt alsang under besættelsen og det er vel det«.

Forfatteren forklarer indhugget i traditionerne med, at der er sket ufatteligt meget i Danmark i løbet af de seneste 150 år, hvor overgangen fra landbrugsland til industri- og teknologisamfund har fjernet meget af det, vi før var sammen om.

 

STADIG KLASSER.

Filminstruktør Per Fly mener imidlertid, at der stadig findes klasser i Danmark. Han har også forsøgt at skildre dem. Hans tre film Bænken (2000), Arven (2003) og senest Drabet, der netop har premiere, foregår henholdsvis i under-, over- og middelklassens Danmark og er blevet set af et stort publikum.

 

Drabet udspiller sig i omgivelser, der hverken er prangende eller lurvede. Der er middelstore biler, lyse farver, pæne møbler, almindelig utroskab, jævnlige teaterbesøg - og så ellers en hovedperson, der keder sig godt og grundigt gennem tilværelsen som ægtemand og gymnasielærer.

Per Fly fremhæver, at socialklasserne har deres egen logik:

Da jeg lavede de tre film, oplevede jeg f.eks. under researchen til Bænken, at hvis du først mister dit arbejde og kommer ud at hænge i de dér yderområder, så rammer du pludselig en glasplade. I England rammer du noget hårdere, i Danmark er det en glasplade, og når du først kommer ned under den, så er det næsten umuligt at komme op igen. Dernede er alting ressourcesvagt.«

Han tilføjer, at også overklassen har sine uskrevne regler:

»Der findes en overklasse af mennesker med en særlig måde at være sammen på - og den klasse er det meget svært at komme ud af eller ind i. Det er bl.a. det, Arven handler om, herunder at de sociale klasser også er en slags mentale klasser, dvs. bånd vi lægger på os selv og hinanden.

Per Fly har arbejdet en periode i Letland, et land, som han formulerer det, uden middelklasse:

Det er et stort problem for et samfund ikke at have en stærk middelklasse, fordi det er middelklassen, der får samfundet til at køre videre; reparere ægteskaber, venskaber, fællesskaber, fortrænge det værste, tromle videre, sådan som middelklassen nu engang er god til pga. sin stamina.

Uden middelklasse ville der, hvis man skal tro Per Fly, nok være mindre fortrængning, men samtidig mere kaos. Middelklassen har tyngde, måske fordi den har så let til fortrængning. At fortrængningen også kan blive for tyk, er et af temaerne i Drabet.

 

TAG KLASSEBEGREBET ALVORLIGT!

Per Flys iagttagelser bakkes op af professor i socialvidenskab ved Roskilde Universitetscenter, John Andersen: »Det er noget sludder, at der ikke længere findesunder- og overklasse. Klasserne er der stadig, de har bare antaget nye former«.

 

John Andersen opfordrer os derfor til at tage klassebegrebet alvorligt.

Han mener, at der rigtigt nok er kommet klart flere ind i middelklassen - med et markant større forbrug til følge, mere ferie, flere unge med studentereksamen osv.

Til gengæld er rigtig mange mennesker »fattige « på tid og mentalt overskud,« siger han og henviser til, at vi lever i et samfund, hvor kompetencer er blevet altings målestok:

»Kompetencesamfundets pris er en mangel på reel kreativitet og almindelig omsorg, og det er nogle af ulemperne ved middelklassens livsform, som vi kun sjældent diskuterer.«

John Andersen peger også på, at der findes en elite med stor politisk og økonomisk magt, og at denne elite er blevet mere koncentreret.

»Når f.eks. A.P. Møller-koncernen råder over 15 procent af landets nationalprodukt, så har den også stor politisk indflydelse,« siger han.

Nederst på skalaen finder vi, hvad professoren kalder for social marginalisering:

»Der eksisterer en synlig underklasse af socialt hjemløse, misbrugere, svingdørspatienter, folk på krisecentre osv. Denne gruppe opgøres normalt til en til to procent. Samtidig er der en langt større gruppe af relativt fattige, dvs. grupper, der i forhold til det normale i samfundet har langt færre valgmuligheder mht. forbrug og social udfoldelse.

Denne gruppe udgør ifølge John Andersen op til 10 procent af befolkningen, hvortil også hører indvandrere på kanten af arbejdsmarkedet, personer, der med hans ord »er hægtet af globaliseringen, de virkelige tabere i kompetencesamfundet «.

 

DEN HERSKENDE KLASSE.

Men står vi midt i en ny klassekamp? Hertil svarer John Andersen: »Der er meget støj omkring begrebet klassekamp, som de fleste forbinder med industrisamfundet. Så snart nogen bruger ordet, er der ballade.

 

Alligevel kan vi i dag se en diskret klassekamp udspille sig. Hvor der før var mere synlig klassekamp nedefra - strejker osv. - er det dominerende i dag klassekamp ovenfra. Det er en kamp om at definere den politiske dagsorden, og til forskel fra tidligere oplever vi nu en nyliberal tendens, der er kritisk over for velfærdsstaten og helt ukritisk over for markedsøkonomien.«

John Andersen mener, at denne tendens ses tydeligt i den politiske verden, men også i dele af forskningsmiljøet og centraladministrationen.

Peter Kurrild-Klitgaard, der er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, er enig i, at der pågår en ny slags klassekamp. Fronterne er bare nogle andre, end dem John Andersen fremhæver:

»Når man har en meget omfangsrig, regulerende og omfordelende stat, så kommer der også grupper i samfundet med en stærk interesse i at opretholde denne orden,« siger Peter Kurrild- Klitgaard med direkte adresse:

»Hvis vi kigger på de politiske partier, så kan det konstateres, at de Radikale har Danmarks mest vellønnede kernevælgere, ofte med centrale stillinger i statsadministrationen og husstandsindkomster på omtrent det dobbelte af det gennemsnitlige.

Desuden er det venstrefløjsvælgerne, der har de højeste opsparinger. På denne måde kan man sige, at de grupper eller den klasse, der i dag går ind for at opretholde eller udvide velfærdsstaten, også er den, der har en personlig og magtmæssig interesse i at gøre det.«

Hvor John Andersen taler om dem, der bliver hægtet af globaliseringen, taler Peter Kurrild- Klitgaard om, at globaliseringen kan være med til at begrænse den herskende klasses magt: »Jo mere globaliseret et samfund er, jo sværere vil det være at opretholde en lukket stat, hvor en lille gruppe kan berige sig på andres bekostning. Globaliseringen kommer formentlig til at afgøre, hvem der vinder den nye kamp mellem klasserne.«

Noget kunne således tyde på, at klassekampen ikke er helt aflyst. Måske fortsætter den i det skjulte, men markedet og velfærdsstaten er stadig kamppladsen. Så måske havde Frank Jensen ret alligevel.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kærlighedens tyranni

Ingen kan rigtig finde ud af, hvad den er for en størrelse. Kærligheden. Nogle mener ikke at kunne leve uden den, andre ikke med den
Af Jens Kerte | 1. august 2005

Alle jagter kærligheden. Speed-dating er eksplosivt populært blandt de unge, smarte og rappe. Ved et enkelt caféarrangement får deltagerne over en snes muligheder for at møde den eneste ene. Tre minutter til hvert stævnemøde.

Men kærligheden er som et vildt dyr, som river og flår, når man bare vil lege med det. Kærligheden kan også være svær at spotte, for der er total forvirring om, hvordan den ser ud. Et græsk ordsprog siger, at »kærlighed kræver fornuft og ydmyghed, harens bløde spring og ørnens hurtighed.«

For nogle er kærlighed »et bur med tremmer af lykke,« mens den for franskmændene rummer »livets største glæde og livets største sorg.« »All you need is love,« synger The Beatles i gruppens evergreen af samme navn. Andre siger, at »kærligheden er en tyran, som ikke skåner nogen.«

Blandt et halvt hundrede opslagsord i Aschehougs store citatbog er de 22 sider i afsnittet »Om kærlighed« i omfang kun overgået af kapitlet »Om arbejde og forretninger« og skarpt forfulgt af sentenserne »Om penge.«

Meningerne stritter i alle retninger, men alle er enige om, at kærligheden er ekstremt vanskelig. Nu om dage bliver vi gift og skilt som aldrig før. I løbet af de seneste ti år er antallet af vielser steget med næsten ti procent til 35.000 om året. Også det tilsvarende antal skilsmisser på 15.000 er rekordhøjt.

Kærligheden er så besværlig, at Suzanne Brøgger allerede under ungdomsoprøret for over 30 år siden skrev en selvbiografisk bestseller med titlen og budskabet Fri os fra kærligheden. Kunstneren mente som ungt menneske, at kærligheden var undertrykkende og stod hende og hendes jævnaldrende i vejen for et frit, afvekslende og eksperimenterende sexliv.

»Der findes en flig af galskab i al kærlighed,« sagde den tyske filosof Friedrich Nietzsche i 1800-tallet. Men den holder ikke længere set med den moderne videnskabs øjne. Nu skelner eksperterne skarpt mellem forelskelse og kærlighed. Det er de forelskede, der bevæger sig på randen af et nervøst sammenbrud. Parterne i et længerevarende kærlighedsforhold er bare snusfornuftige på grænsen til det kedsommelige.

 

FORELSKELSENS KULLER.

Både forelskelsen og kærligheden har hjemme i hjernen og ikke i hjertet, som digterne ellers mener. De vil så gerne rime hjerte på smerte.

 

Dybt inde bag kraniet i den mest primitive del af hjernen, den såkaldte krybdyrhjerne, har forelskelsen til huse, mens kærligheden bl.a. bor i nærheden af hjernebarken, centret for fornuft.

De vanvittigt forelskede bliver belønnet med signalstoffet dopamin, som suser rundt i den primitive del af hovedet og gør parterne kulrede med mentale op- og nedture. Tilstanden minder om at være på stoffer, og både mænd og kvinder kan på det nærmeste blive afhængige af forelskelse. Af samme årsag skifter nogle partnere i ét væk. Det har bl.a. den amerikanske antropolog Helen Fisher fra Rutgers University, New Jersey, beskrevet i sin seneste bog, Why we love.

Andre forsøg viser, at det især er hormonet vasopressin, der er på spil i længerevarende, monogame forhold, hvor forbindelsen i stedet for hed sex i en kortere periode mere drejer sig om samliv, tryghed og yngelpleje i det lange, seje træk. Altså dyb, varm kærlighed, når kemien er i orden. Amerikaneren mener, at kærlighed i form af gensidig respekt og afhængighed kan læres med årene. En forudgående, hidsig forelskelse er ikke nødvendig.

Lignende tanker lancerede den italienske sociolog og filosof Francesco Alberoni allerede i 1980'erne i sin bestsellertrilogi om kærlighed, venskab og erotik.

Han mener, at »forelskelsen udspringer af en depressiv overbelastning, som igen skyldes manglende mulighed for at finde noget af værdi i den daglige tilværelse.«

Både den realiserede forelskelse og den romantiske kærlighed er en ukendt størrelse mange steder på Jorden, hvor ægteskaber i Afrika, Mellemøsten og Asien ofte er arrangeret af forældrene uden om de to involverede unge.

Pardannelsen mand/kvinde betragtes som en slags fusion af to familier ud fra økonomiske og andre praktiske hensyn.

Sådan foregik det også i Europa langt op i historien. Forestillingen om den romantiske kærlighed optrådte første gang for kun 800 år siden. Og da kun i litteraturen.

Især Bibelen har godt nok endnu længere leveret saftige historier side op og side ned om både kærlighed og sex. Men på den ene side drejer det sig om Guds kærlighed og på den anden om synd, fortabelse og forbandelser.

 

FARLIGE FORBINDELSER.

Ordbøgerne definerer kærlighed som »en dyb følelse af at holde af nogen eller noget.«

 

Når den opfattelse bliver pisket op med erotisk begær på tværs af familiære bånd, sociale skel og religiøse forskelle, har vi balladen.

Opfindelsen af den romantiske kærlighed daterer sig til 11-1200-tallet med beretningerne om Tristan og Isolde og deres ulykkelige alliance. Det var i tiden efter korstogene, da trubadurerne i Provence begyndte at kvæde om dengang, kong Mark sendte sin nevø, Tristan, til Irland for at hente monarkens unge brud, Isolde. Ulykkeligvis forelskede de to unge sig i hinanden på tilbagerejsen.

Den forbudte kærlighed blev ikke mindre spændende af, at Isolde artigt giftede sig med kongen, mens hun i det skjulte fortsat dyrkede Tristan. Den farlige forbindelse sluttede, da de to unge på forskellig vis omkom som følge af deres kærlighed.

Tragedien om den umulige kærlighed er siden blevet genbrugt i et utal af andre beretninger, lige fra Shakespeares Romeo og Julie til ugens novelle i Romanbladet.

Adskillige malere og billedhuggere har også forsøgt at fastholde nogle af kærlighedens utallige udtryk. Der er f.eks. Rodins Kysset, Edvard Munchs Jalousi og Gustav Klimts Kærlighed, alle hovedværker i den internationale kunsthistorie fra slutningen af 1800-tallet.

Sidstnævnte maleri viser en ganske ung og tilsyneladende meget uskyldig kvinde af det bedre borgerskab i færd med at hengive sig til en noget ældre og mere erfaren herre, angiveligt en sigøjner.

Mennesket har tilsyneladende en svaghed for den håbløse kærlighed. Det fastslog hofpræsten Andreas Kapellanus allerede i den tidlige middelalder i en håndbog om lægemidler mod kærlighed: »Hvis kærligheden er let at opnå, har den ringe værdi. Vanskeligheder gør den kostbar.«

Alligevel ender historien ikke altid ulykkeligt. Det er historien om adelskvinden Marie Grubbe et bevis på.

Hun blev i 1600-tallet først tvangsgiftet med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Ægteskabet holdt ikke. Derefter stod hun ligeledes på familiens foranledning brud med adelsmanden Palle Dyre. Den gik heller ikke. Men så kastede hun sig af egen fri vilje i armene på den en del yngre kusk og senere færgemand Søren Sørensen Møller: På trods af den sociale deroute blev det lykken for den selvstændige kvinde. Lige indtil ægtemanden i en brandert skød en skipper og blev sendt på livsvarigt strafarbejde.

Ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon var Marie Grubbe »en viljestærk og egensindig kvinde, der insisterede på kærlighedens ret og var villig til at betale dens pris.«

Hendes livs drama har da også inspireret flere danske forfattere til diverse romaner, historier og fortællinger samt en opera. Lige fra Ludvig Holberg, Steen Steensen Blicher og J.P. Jacobsen til Sven Lange og Juliane Preisler.

Også H.C. Andersen skriver med beundring om Marie Grubbe i eventyret Hønse-Grethes familie, selv om den evige ungkarl mente, at »det er med kærlighed som med skildpadde. De fleste kender den kun forloren.«

Den dom faldt dog lang tid inden, kong Edward den 8. af England i 1936 opgav hele sit kongerige efter mindre end et år på tronen for at få papir på sin elskede, Wallis Simpson.

Hun var både amerikaner og fraskilt to gange, så hende ville hverken den anglikanske kirke eller det britiske parlament vide af ved kongens side.

Men det ville Edward, så han sagde sin royale stilling op for at følge sit hjerte. Eller sin hjerne, som videnskaben mener. I hvert fald giftede han sig efter abdikationen med sin Wallis, og parret bosatte sig i Frankrig, hvor de to levede lykkeligt til deres dages ende.

 

EN SEKUNDÆR FØLELSE.

»At elske er at håbe,« proklamerede den britiske forfatter Anna Barbauld, da kærlighedsdigterne for alvor gjorde deres entre på romantikkens litterære scene i Europa for 200 år siden.

 

Kærligheden og håbet udgør stadig to centrale følelser i de fleste moderne menneskers indre liv. Men det var de første kristne, der allerede kort efter korsfæstelsen af Jesus placerede budskaberne om både tro, håb og kærlighed centralt i deres forkyndelse.

Alle tre følelser skal ifølge Bibelen især rettes mod Gud, men Jesus tilføjede kærligheden og medfølelsen et menneskeligt ansigt. I Det ny testamente slår apostlen Paulus fast: »Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.« Det er fordi, kærligheden ifølge kristendomm en findes i alle gode egenskaber.

Ikke desto mindre placerer adskillige af vor tids adfærdspsykologer kærlighed i skuffen med såkaldt sekundære følelser. Dér er de i selskab med følelser som bl.a. stolthed, skadefryd og lykke, der har det tilfælles, at de betragtes som blandinger af de medfødte primære følelser.

Blandt de primære følelser findes følelser som vrede, glæde, bedrøvelse m.fl.

I kraft af sin sekundære placering som blandingsfølelse af hengivenhed, respekt, ømhed, beundring og mere til - foruden det dér udefinerlige - findes der mange forskellige former for kærlighed, som da også betragtes som navnet for de tusinde følelser.

Kærlighed knytter de fysisk elskende sammen, men der findes også kærlighed til familien, vennerne, sandheden, partiet, kæledyret og sporten foruden Gud, konge og fædreland og meget, meget mere.

»Hvad er kærlighed mod en bøf med løg?« spurgte den britiske dramatiker, kritiker og samfundsdebattør George Bernard Shaw.

Men kom ikke og sig til en nybagt mor, at hendes moderkærlighed er en sekundær følelse.

»Hvis kærligheden er en illusion, så til helvede med virkeligheden.« Elsa Gress

»Man siger, at kærligheden ikke har grænser, men netop grænserne er det interessante.« Jean-Luc Godard

»Kærlighed er det puds, man har spillet os for at sikre slægternes beståen.« W. Somerset Maugham

»Det eneste, vi aldrig får nok af, er kærlighed. Og det eneste, vi aldrig giver nok af, er kærlighed.« Henry Miller

»Kærlighed sejrer over alt, undtagen fattigdom og tandpine.« Mae West

Samvirke samvirke@fdb.dk

Vi skal redde den hjemmelavede mad, interview med kok og skribent Katrine Klinken

Katrine Klinken vil redde hverdagens måltid: Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag
Af Inger Abildgaard | 1. august 2005

Mad burde være enkelt, men mange kan ikke overvinde angsten for køkkenet

Mad hver dag burde være enkelt, alligevel er det åbenbart svært. »Det er svært at drive nogen i køkkenet,« siger kokken Katrine Klinken. Som en køkkengeneral er hun vant til at styre børn, når de erobrer køkkenet med knive, kar og kasseroller. Og mange børn på skoler og kurser vil lære at lave mad. Det er hendes erfaring, at vi alle har potentiale til at lave mad, men vi er lidt forskrækkede og angste for køkkenet, og det er en skam. Det hjemmelavede måltid skal reddes, før det er for sent, siger hun. Børn trænger til at lære at koge kartofler og kende ti æblesorter fra hinanden.

Katrine Klinken er uddannet kok hos bl.a. kokken Erwin Lauterbach, og hun er medlem af Det Gastronomiske Akademi.

Jeg kan ikke udholde synet af majskobler i maj

Selv har hun lavet mad, fra hun var 10 år. Hun havde fast maddag og børnenes Koge- og Bagebog som hjælp. Et værk, hun stadig har derhjemme.

»Det var en lægefamilie og meget almindeligt, men måltidet betød meget, og det var vigtigt at skaffe ordentlige råvarer. Det var rundt efter te og ost, hen til slagteren og om tirsdagen til fiskehandleren.

Jeg har altid vidst, at man ikke kan købe hvad som helst i den første butik. Og så var vi knyttet til et stort hus på Lolland med frugthave. Jeg lever et byliv nu, men har på rygmarven, hvad der kommer op af jorden, hvornår der er hindbær, hvordan man kobler med sæsonerne. Der er ikke så meget nyt i det, men det er vigtigere end nogensinde.«

Hun kan ikke holde synet ud af majskolber i maj. Midt i aspargessæsonen!

Det er hele den forfladigelse af fødevarerne, som heller ikke er nogen ny snak, medgiver hun. Hvordan skal folk kunne lave ordentlig mad, når de ikke kan få føling med de gode råvarer eller kender den rigtige smag.

Det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel

Jeg tror faktisk, det er lettere at finde en specialbrygget øl end en nyopgravet kartoffel.« Mennesker er fremmede for jord, blod, lugte og det faktum, at nogle ting ikke lugter så godt, som de smager. Stærk ost, f.eks. Man kan godt kalde det fremmedgørelse, mener hun, og hvis vi er fremmede for råvarerne, er det ikke underligt, at nogle bliver nærmest angstfyldte og tilbageholdende i køkkenet. Katrine Klinken har sammenmed ligesindede planer om kogedemonstrationer på gadeplan med anvisninger på, hvad man f.eks. gør med en fennikel. At vise folk, at superduper og samtidig enkel mad kan laves i hverdagen af enhver husfar og husmor, men det kræver selvfølgelig lidt umage.

 

Der må da være nogen, der stadig kan finde ud af at hakke et løg

»Desværre appelleres der massivt til folks dovenskab,« hævder hun ærgerligt, og fremdrager fra sin taske under cafebordet et avistillæg fra Fødevareindustrien sendt ud med Berlingske Tidende i marts. Hovedindholdet kan læses på forsidens fede rubrik: »Vi vil have mad, der er nem, bekvem og lækker«.

 

De bekvemme løsninger appellerer til dovenskaben, også der, hvor det er så simpelt, at man ikke behøver hjælp. Vi får små skrubbede kartofler året rundt, færdig dressing, barbecuesovs, tzatziki. Der er så mange penge i den dovenskab.«

Man skal ikke male det sort. Vi får at vide hvert år, at madlavningen er for jævnt nedadgående. Man ser mønsteret på de hele kyllinger, der kun bliver lagt i kummerne op til weekenden, ellers er det parterede kyllinger hele ugen. Men der er trods altstadig mange uforarbejdede fødevarer i handelen som løg, kartofler og gulerødder, så nogle må der jo være, som stadig kan hakke et løg, mener hun.

 

Madlavning i skolekøkkenet strander nemt på uoverskueligt roderi, og det er ærgerligt

For den, der har set Katrine Klinken dirigere piger i femte klasse igennem projekter som creme brulée, falder tilnavnet generalen på plads. Hun forstår godt, at mange lærere og andre synes, at det er anstrengende at sætte det store apparat i gang i køkkenet, for når først man er gået i gang med råvarerne, venter også det kedelige. Det er ikke noget problem med voksne, de ved, at klokken halv fem skal man til at løbe stærkt, der venter en kæmpe opvask, og tiden er ikke til at sidde og hygge. Men madlavning i skolekøkkenet kan hurtigt strande på alt det roderi, og læreren må tænke på f.eks. skraldespandene, som ikke kan stå weekenden over.

 

»Man bliver træt af det, vil jeg gerne hilse og sige. Det kræver disciplin, ikke for disciplinens skyld, men for projektets skyld.«

»Børn kan lære utroligt meget, og hvis de prøver igen nogle gange, bliver det helt vidunderligt. Man har begyndelsen til et repertoire: Nu kan jeg lave min egen vanilleis eller lagkagebund. Succesoplevelser er altid motiverende, men hvis det kikser, og der bare er en stor opvask, så gider man ikke igen.«

Så let som ingenting kommer det ikke, heller ikke hos Katrine Klinken. Man skal gøre sig umage, og man »skal være over det«. Det siges, at japanerne er 10 år om at lære at koge ris. Og hvor lang tid tager det ikke at lære at bage et perfekt rugbrød eller bare at koge et æg?

Følg processen, det er kravet for en god håndværker i køkkenet

»Det giver ikke point i sofi stikerede sammenhænge, men når jeg koger spaghetti sammen med børn, så fisker vi en spaghetti op og prøver den efter først 8 så 10, 12 og 14 minutter. Hvornår er den kogt rigtigt? Man må være lidt på, som når man stikker i en kartoffel og følger processen. Det er kravet for en god håndværker. Det lærer man ikke med microbølgeovnen og popcornene på 90 sekunder.

Det er ikke sådan, man laver mad. At lave mad selv, det er lyst til at kaste sig ind i den madlavningsproces og sige: Nu er jeg her, det er hver eneste lille detalje, der har betydning og gør helheden stor. Men det er selvfølgelig min fascination.