Samvirke samvirke@fdb.dk

Aktier uden panik

Ti minutter er nok til at sætte sig lidt ind i, om en aktie er en god eller dårligt forretning. Men mange køber desværre aktier med maven i stedet for  med hovedet
Af Dorte Geisling | 6. juli 2006

»Hovedparten af alle private aktieejere har investeret på forkert grundlag. Enten har de købt en aktie, fordi den steg og steg i kurs og derfor så god ud, eller også investerede de i en aktie, fordi kursen for aktien var lav. De to ting er de to dummeste ting at gøre i aktiehandel, « siger Peter E. Jeppesen.

Han er kontorchef i Dansk Aktionærforening og kun interesseret i, at landets godt 1,5 million private aktieejere får det bedste ud af deres spareskillinger og pensionsopsparinger.

» Hvis du læser i avisen, at for eksempel Vestas Wind Systems har fået en ny, stor ordre, så tjek lige et par tal i firmaets regnskaber bare fem år tilbage, før du farer hen i banken og køber aktier. Måske er jublen i pressen kun støj, « forklarer Peter E. Jeppesen med Vestas som en tilfældig virksomhed for eksemplets skyld. De fleste firmaer er mere end villige til at sende gamle regnskaber af sted med posten eller per mail.

CHECK TRE TING

. Du bør bruge de ti minutter til at læse om specielt tre forhold i de gamle regnskaber: Omsætning, nettoresultat og det, der på godt udansk hedder price/ earnings.

Virksomhedens omsætning for hvert år viser, om den har kunder, som gider købe varerne på hylden. Omsætningen skal helst stige år for år.

Nettoresultatet er det beløb, som virksomheden har tjent, efter den har betalt skat. Nettoresultatet er det beløb, der tilfalder aktionærerne. Det tal skal naturligvis gerne være højt.

Price/ earnings forkortes ofte i regnskaber P/ E.

P/ E må som hovedregel ikke være over 25. Set over mange år er P/ E for danske aktier i gennemsnit cirka 15. For regnskabsårene 2000 til og med 2004 er P/ E i gennemsnit 43,9 ved Vestas Wind Systems. Det er ikke et tal, der umiddelbart vil få enhver garvet aktiehandler til at forlade en god fest med lynets hast for at købe aktier i firmaet.

P/ E viser nemlig forholdet mellem aktiens kurs og selskabets overskud og kan fortælle dig, om aktien er dyr eller billig i forhold til andre på markedet. Hvis du køber en enkelt aktie med 43,9 i P/ E, betyder det, at du betaler 43,9 kroner for hver krone, firmaet har i overskud. Hovedreglen for dig, som vil starte på aktiemarkedet uden det store kendskab til virksomheders historik, er altså: Gå efter selskaber med P/ E-værdi på 25 eller der under.

HØJ KURS ER IKKE NOK

. Peter E. Jeppesen har flere råd.
» Lad være med at købe aktier i et selskab med kun det argument, at kursen er steget og derfor ser ud som et godt foretagende at være medejer af. Undersøg derimod om prisen er for høj, ok, eller lav, « forklarer aktionærforeningens Peter E. Jeppesen. Kurser svinger normalt fra dag til dag.

Ofte også fra time til time. En Mærskaktie koster i nærheden af 58.000 kroner, mens Topsil kan købes for omkring 30 øre. Men Mærskaktien er ikke nødvendigvis en bedre aktie end Topsil. For det er aktiekursen i forhold til det enkelte firmas indtjening, der er afgørende for dig som aktionær.

Når kursen på Topsil er 30 øre, er det blot et udtryk for, at værdierne, altså egenkapitalen i selskabet, skal deles ud på et højere antal aktier end hos Mærsk.

» På aktiemarkedet hersker en sær psykologi blandt små, private investorer. Normal vil vi mennesker gerne prutte om prisen. Vi holder af at købe billigt og sælge dyrt, men på aktiemarkedet gør folk ofte det modsatte lidt hovedkulds. De sætter desværre ikke den nødvendig tid af til at lære basale kundskaber, « funderer Peter E. Jeppesen, som er startet med at holde aktieskole for begyndere på markedet.

» Det er ærgerligt, at så mange kommer galt af sted i lutter uvidenhed. For der er penge at tjene.

Ser du på perioder, der er længere end 10 år, er afkastet på aktier højere end på obligationer og fast ejendom, « fastslår Peter E. Jeppesen.

10 RÅD OM AKTIER


1) Sæt dig et mål Sæt et mål for dine aktieinvesteringer. Hav realistiske forventninger. Aktier er et langsigtet opsparingsalternativ, som historisk set har givet et attraktivt afkast.

2) Tænk langsigtet Aktiekurser svinger op og ned, men er altid steget til nye højder. Aktier egner sig derfor ikke til kortsigtede investeringer.

3) Invester drypvis Invester aldrig en stor del af din opsparing i aktier på en gang. Du risikerer at købe, mens aktierne er dyrest. udbytter skal geninvesteres, og lad være med at hoppe ind og ud af aktiemarkedet. Det påfører dig blot en masse omkostninger ved køb og salg.

4) Spred dine indkøb Sats ikke alt på én eller få aktier, men spred dine investeringer i flere selskaber og helst også i forskellige brancher. Så er du mindre sårbar over for svingninger i det enkelte selskab og den enkelte branche.

5) Gør dit hjemmearbejde Køb kun aktier i selskaber, som du har sat dig ordentlig ind i. Køb aktier i selskaber, som i flere år har vist fremgang i omsætning og indtjening. Hold dig informeret om dine aktier i aviser og på eksempelvis www.borser.dk

6) Invester i aktionærvenlige selskaber Invester i selskaber, der har en åben og ærlig informationspolitik, og som tilstræber en ordentlig selskabsledelse (Corporate Governance).

7) Vær forsigtig med lån til investering Det kræver stor forsigtighed og erfaring med aktiemarkedet at købe aktier for lånte penge. Går det ikke som forventet, kan situationen blive svær at håndtere.

8) Beslut hvornår du vil sælge Hold orden på dine investeringer og beslut inden køb, hvornår du vil sælge, eksempelvis hvis en aktie er faldet 15 procent, eller hvis én aktie er kommet til at udgøre for stor en del af din portefølje.

9) Tænk skat Tænk på skattemæssig konsekvens, hver gang du overvejer at hjemtage en gevinst eller minimere et tab gennem et aktiesalg.

10) Vær kritisk Følg ikke andres råd ukritisk. Vær opmærksom på rådgiveres motiver til at anbefale det ene eller det andet. Banken tjener mest på at sælge investeringsforeningsbeviser og på, at du køber og sælger aktier.

Dorte Geisling er journalist

Læs som PDF:

Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Fair og frie markedsvilkår

30. juni 2006

Mogens Jeppesen Generalsekretær Caritas Danmark:

Samvirke lagde i sit sidste nummer spalteplads til et »nej tak« til retfærdig handel (fair trade), som byggede på åbenlyst vildledende oplysninger:

Forfatteren hævder ukorrekt, at priser på fair trade varer »er højere end de frie markedspriser« og at det er »et grundlæggende princip hos Max Havelaar«. Virkeligheden er imidlertid, at fair trade varer netop konkurrerer på det frie marked på lige fod med alle andre varer. De sælges, fordi forbrugerne er villige til at betale for kvalitet, herunder livskvalitet (bedre løn og arbejdsvilkår) for de mennesker, der producerer Max Havelaar mærkede varer. Hvorfor sige nej til sådan et marked?

Forfatteren hævder også, at udviklingen ofte har været katastrofal for befolkningen i lande med høje handelsbarrierer overfor omverdenen. Resultatet har været »lav vækst ofte med direkte fald i levestandard til følge blandt andet i Afrika«. Forfatteren forbigår imidlertid i tavshed, at dét, der i dag forhindrer global frihandel, er, at EU og USA omgiver sig med høje handelsbarrierer, og disse lande er ikke just præget af fald i levestandard.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Fairtrade - ja tak

30. juni 2006

Judith Kyst, Generalsekretær 
Max Havelaar Danmark:

I løbet af de første tre måneder af 2006 valgte de danske forbrugerne at spise ½ million flere Max Havelaar-mærkede bananer og at drikke 250.000 flere kopper Max Havelaar-mærket kaffe end året før. Fairtrade er ved at blive mainstream, og det skulle man vel egentlig blot glæde sig over. Men så enkel er verden ikke.

I sidste nummer af Samvirke tog økonomen Niels Westy Munch-Holbek Max Havelaar som gidsel i en ideologisk fejde. Han efterlader det indtryk, at Max Havelaar er modstander af markedsøkonomi i almindelighed – og verdensmarkedet i særdeleshed. Det er vi ikke.

Max Havelaar har slet ikke dens slags firkantede ideologiske synspunkter. Der er masser af eksempler på, at handel kan gavne fattige mennesker i fattige lande. Desværre er der også eksempler på det modsatte. Sommetider bliver de fattige bare slået ud af kapitalstærke konkurrenter. De allerfattigste rejser sig aldrig.

Fairtrade står på ingen måde i et modsætningsforhold til reel frihandel uden handels- og toldbarrierer. Men på samme måde som der findes mindstelønninger, som sikrer de danske lønmodtagere mod udnyttelse, sikrer Max Havelaar at bønderne som et minimum får det for deres varer, som det reelt koster at producere dem.

Markedet belønner ikke bare de dygtige og produktive, men også de stærke, heldige og forholdsvis velstillede – og det er her, at Fairtrade giver de mindre velstillede en chance for at tage konkurrencen op.

Fairtrade giver i dag over en million småbønder, arbejdere og deres familier en chance for at arbejde sig til et bedre liv. Sukkerbønder i Malawi har fået råd til medicin, kakaobønder i Ghana kan nu investere i vandbrønde. I Nicaragua kan kaffebøndernes børn gå i skole. Sundhed, vand og skolegang giver ikke bare et bedre liv, men også en bedre konkurrenceevne. Det sker i en tid, hvor forskellen mellem rig og fattig bliver mere og mere markant og i en tid, hvor globaliseringen på ingen måde ser ud til at udligne disse forskelle.

Tag et land som Brasilien, der har oplevet en god vækstperiode og ikke kan anses for at være et af verdens fattigste lande. Her lever der desværre stadigvæk ekstremt mange fattige appelsinbønder. Derfor findes der Max Havelaar-mærket juice fra Brasilien, og den kan forbrugerne så vælge eller fravælge at købe.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund. Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Drømmen er 70 kilo

Nina Elian har tabt sig 27 kilo med en elastik om mavesækken
Af Didde Rishøj | 5. juni 2006
Samvirke samvirke@fdb.dk

Mælken smager af koens menu

Mælk smager af mælk, eller hvad? Forskere gransker smagen af den hvide nationaldrik
Af Inger Abildgaard | Foto: Jes Buusmann | 5. juni 2006

Et

Hvad er det egentlig fløde lugter af?

Åbn den fuldfede flødekarton, og der er lukket op for sød, cremet lækkerlugt. Eller hvad? Prøv selv, snus godt ind og lad næsen være dommer - og kun næsen.

Hvad er det så, der stiger op fra indersiden af pappet? Måske lidt kostald, en anelse hø, en erindring om vådt tavlekridt? Ubestemmelige indtryk samlet i en lugt, der ikke er ufrisk, men alligevel lidt småplummer og osteagtig. Jordbærrene, lagkagen, den varme chokolade eller kantarellerne i flødestuvning er glemt, når næsen alene skal vurdere.

Svært at bruge lugtesansen isoleret fra erindringen

Alle vores rare minder om fløde får os til at forvente en delikat, sød duft. Vi bruger ikke sanserne isoleret. Kun professionelle smagsdommere kan nøgternt bruge deres sanseapparat. Alle vi andre må lukke op for følelser, forestillinger og erindring, før vi kan sætte ord på, hvad vi kan lugte og smage. Det viser forsøg med smagning af blandt andet mælk.

Forsker i foder til koen og smagen af koens mælk

Bromatolog og ph.d. Lise Wolf Frandsen og seniorforsker Jakob Holm Nielsen står bag et forskningsprojektet, der opklarer, hvordan forskellige fodertyper påvirker smagen af mælk - både den friske mælk og den, der har overnattet et par gange i køleskab. Smagsudviklingen i mælk, der lagrer, er nemlig ikke den samme, når foderet er forskelligt. Et vigtigt led i forskningsprojektet har været en række prøvesmagninger både med professionelle smagsdommere og med almindelige forbrugere.

 

Vi har ringe forventninger til udenlandsk mælk

Professionelle smagsdommere identificerede uden videre smagen i de forskellige typer mælk fra køer, der havde fået forskelligt foder. Men det kneb, når almindelige forbrugere kom til. Lise Wolf Frandsen fortæller, at umiddelbart kunne de almindelige forbrugere ikke smage signifikante forskelle på mælkeprøverne. Sanserne skulle hjælpes på vej. Og hjælpen bestod i at sætte både hukommelse og følelser i sving med et lille kunstgreb: Da forbrugerne igen kom ind til de anonyme mælkeprøver, fik de en historie om, at et udenlandsk mejeri havde en mælk klar til de danske supermarkeder. Ville de danske forbrugere kunne smage forskel? Kunne de udpege den udenlandske mælk? Mælken stod klar til smagning - ikke med udenlandsk mælk i nogle af glassene, men med mælk fra køer, der havde ædt høbaseret eller majsbaseret foder.

 

Historien om udenlandsk mælk provokerede følelserne og åbnede for sluserne til personernes ubevidste viden om, hvordan mælk smager. Nu kunne de smage forskel, og de udpegede de mælkeprøver, de mente var udenlandske. Det var de samme prøver, som de professionelle dommere havde karakteriseret som metalliske i smagen.

Mælk fra køer på græs bliver hurtigere dårlig end mælk fra majsfodrede køer

Der er en reel forklaring på, at smagen i mælken var metallisk. Mælken oxiderer, når dens fedt reagerer med luftens ilt. Det giver en papagtig, metallisk og harsk smag. Hurtig eller langsom oxidation har en sammenhæng med koens foder. Mælken oxiderer hurtigere, hvis indholdet af umættede fedtsyrer er højt, og det er det i mælk fra køer, der har ædt græsbaseret foder. Majsbaseret mælk er stadig efter et par dage sød og flødeagtig, en smag forbrugerne forbandt med dansk mælk, selv om majs ikke er nogen traditionel dansk afgrøde. Vi kan altså som forbrugere godt bruge vores sanseapparat og smage forskel på A og B, men vi er ikke rationelle, og det, vi smager, har måske en helt anden historie, end vi tror.

Almindelige forbrugere smager ikke objektivt

»Vi voksne kan drømme romantisk om køer på græs, men vores børn vil afvise mælk, der smager af græssende køer som i 50'erne,« siger Lise Wolf Frandsen. Hun forklarer, at det er en misforståelse at forvente, at almindelige forbrugere har et smageapparat, som gør dem objektive.

Det sensoriske center ligger tæt på følecentret, og hukommelsen er en del af det sensoriske apparat. Det forklarer, hvorfor følelserne hjalp sansen for mælk på vej, og hvorfor et menneske kan opfange en svag lugt af forrådnelse, men ikke beskrive den nærmere end fornemmelsen af bedstefars loft, hvor æblerne var lagt på lager vinteren igennem.

Kunder klager, når mælken smager af græs

Det økologiske Thise Mejeri taler til de mennesker, der holder af den fri ko på marken. Alligevel slår det ikke fejl, at når de nordvestjyske jerseykøer tumler ud på græsset om foråret, går der højst en uge, så har mejeriet de første klager i telefonen. Det er kunder, der har bemærket en forandring i mælkens smag, og måske også i mælkens farve, den bliver nemlig mere gul, når koen sluger kløverets indhold af betakaroten.

Folk aner ikke, at de egentlig klager over, at koen er kommet på græs, men det er et sundt træk, at de henvender sig, for det er naturligt at bede om en forklaring, når man kan smage en forandring, mener mejeribestyrer Poul Pedersen.

Forbrugerne kan godt lide majssmag i mælken

Poul Pedersen holder sig orienteret om forsøg og forskning med forskelligt foder til køerne og foderets indvirkning på smagen, og han siger, at han godt tør vædde en kasse økologiske bajere på, at mælk snart vil blive markedsført på den søde smag, der kommer fra majsfoder. Man vil måske endda vise på kartonen, at her vil Jens Hansen lave en ny majsmark, for det er majs, der får mælken til at smage så godt.

»Majsfoder er godt, det er effektivt, dyrene kan lide det, og forbrugerne kan lide den søde, lidt cornflakesagtige smag, mælken får. Men majs bliver en sag for konventionelle landmænd,« siger Poul Pedersen. Han har større interesse i andre forsøg, hvor der eksperimenteres med at plante forskellige urter ud i græsmarkerne og få smagsstofferne ind i mælken. En plante som persille bukkede under, da den blev plantet mellem græs, men der findes andre muligheder. Poul Pedersen tror på, at fremtidens mælkeforbrugere vil kunne vælge mellem mælk med forskellig smag i foderstofferne fra majs til krydrede urter, der vokser mellem kløveret.

»Vi er langt væk fra den fortid, hvor en landmand kunne slippe af sted med at give koen kålroer, hvor den svovlede roesmag dukkede op i mælken,« siger han.

Nutidens mælkepublikum er mere følsomt over for bismag i mælken, men alligevel uvidende om, hvad mælken egentlig smager af og hvorfor.

Samvirke samvirke@fdb.dk

Bedre bonus på vej til forbrugerne

Den nuværende bonus, som FDBs medlemmer optjener i Coops butikker, er ikke tilfredsstillende. Sammen tester de en ny bonusordning netop nu.
Af Inger Abildgaard | 5. juni 2006

Bonus stiger, jo mere, man handler

Bonus kan blive bedre. Brugsforeningsbevægelserne i andre nordiske lande, sender store checks ud, så medlemmerne for alvor mærker på deres pengepung, når der er udbetaling af bonus eller dividende. I Finland har brugsforeningsbevægelsen især stor succes med en bonus, som kunderne benytter sig af og er glade for. Her er der bonus på alle varer, og bonussen stiger, jo mere man handler. Kernekunderne kommer op i en gruppe, hvor de får seks procent i bonus på den del af deres samlede indkøb, der overstiger et vist beløb.

FDB og Coop tester bonusmodeller

Hverken FDB eller Coop er tilfredse med den nuværende bonus, som er den klassiske dividendes afløser. Det er de fire procent i bonus på egne varemærker i Coops og brugsforeningernes medlemsbutikker. Derfor er FDB og Coop i samarbejde gået i gang med at teste flere forskellige bonusmodeller. Undersøgelserne vil formentlig ende med, at der kommer en ny bonusmodel, der træder i kraft i løbet af 2007.

Loyalitet skal belønnes

»Hovedpointen i en ny bonusordning er, at loyaliteten over for medlemsbutikkerne skal belønnes. Samtidig skal der være en økonomisk gevinst for butikkerne, og de tests, vi har gennemført, viser, at vi er tæt på at finde en god model,« siger Paul Mollerup, der er administrerende direktør i FDB.

Han vil endnu ikke løfte sløret for, hvad testen peger på, selvom resultaterne efterhånden er meget entydige. Det skyldes, at FDB og Coop i slutningen af 2006 vil igangsætte en pilottest af en ny model for at sikre, at den virker efter hensigten - og desuden er forudsætningerne for den ny model ikke diskuteret færdig i det medlemsdemokratiske system.

Tilbuddet skal passe til den enkelte

»Der er ikke tvivl om, at vi kan knytte medlemmerne endnu tættere til os. Ejerskabet skal være tydeligere og fordelene til at føle på. Vores medlemmer skal have en bonusopsparing, der kan mærkes og gode tilbud, der passer til en enkelte. I fremtiden vil vi i endnu højere grad tage udgangspunkt i medlemmernes hverdag,« siger Paul Mollerup.

Større fordel for medejere

Han pointerer også FDBs og Coops tilhørsforhold til andelsbevægelsen:

»Bonusen er vores måde at udbetale udbytte på. Det skal også være en måde at sige tak til de medlemmer, der er loyale over for brugsforeningsbevægelsens butikker og lægger hovedparten af deres indkøb i medlemsbutikkerne. Der skal være større fordele for medejerne end for ikke-ejere, og de medejere, der handler meget skal have større fordele, end de, der kommer sjældent. Som bonusordningen er nu, betyder den ikke noget væsentligt for folks indkøb.« n

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Læserbreve - Fødevarernes belastning

31. maj 2006

Peter Marckmann, Roskilde:

Svar fra artiklens forfatter Henrik Saxe:

Tabellen side 21 i majnummeret rangordner ganske rigtigt fødevarer efter deres miljøpåvirkning uden hensyn til mængden af fødevarer, som forbrugerne indkøber og konsumerer. Dette er imidlertid helt bevidst.

Mængden af en given fødevarer betyder naturligvis meget for det endelige resultat. F.eks. figurerer sodavand og juice lavt på listen, de er altså ikke særligt miljøbelastende beregnet på vægtbasis, men da der drikkes store mængder, bidrager de meget til den samlede miljøbelastning. Listen angiver de overordnede fødevaregruppers belastning per kilogram. Derfor betyder den forbrugte mængde ikke noget for, hvor på listen varerne ender.

Man kunne også have lavet en liste, som viste belastningen af de faktisk konsumerede varer, men vi fandt det mere relevant som vejledning til forbrugerne at angive miljøbelastningen per kilogram, så forbrugeren selv kan fylde sit forbrug ind efter egen kostprofil.

Når kød generelt ender højere på listen end mejeriprodukter, så skyldes det bl.a., at en ko producerer mange gange sin vægt i mælk og afledte produkter (smør og ost) i løbet af sit liv, mens slagtekvæg eller svin kun producerer sin vægt i kød en gang, nemlig når den slagtes.

På den måde er der tale om to forskellige »produktionsformer «, selvom de begge vedrører animalske fødevareprodukter. Vores resultater bygger på detaljerede livscyklusvurderinger, så der er ingen tvivl om resultatet: Mejeriprodukter er mindre miljøbelastende end kød.


Send et læserbrev til Samvirke: Samvirke, Vallensbæk Torvevej 9, 2620 Albertslund, Mærk kuverten »Læserbrev« eller på en mail til laeserbreve@samvirke.dk

Samvirke samvirke@fdb.dk

Rosens lange rejse

Røde roser fødes og vokser op i den afrikanske muld, men dør i danske dagligstuer. En afskåren rose får masser af vand, varme og omsorg. Men også kulde, bumpede veje og lange flyveture
Af Helle Maj | 4. maj 2006

Turen op langs den mægtige Rift Valley går forbi fåreavlere, folk med uldhuer på hovedet og nåleskov.

Lige efter toppen åbenbarer hele dalen sig. Længst væk glimter Lake Naivasha som sølv i landskabet.

Her er epicentret for kenyansk blomsteravl.

I gamle dage græssede masaierne deres kvæg ved søen. Siden overtog hvide farmere jorden.

Den engelske overklasse holdt dekadente fester nærmest uden ende, hvorfor dalen fik tilnavnet Happy Valley.

Det var tilbage i 1940' erne. I dag har især hollandske blomsterdyrkere overtaget jorden. Men hvis nogle skulle tro, at det er et kønt syn at se millioner af roser gro, så tager de fejl. Det er mildest talt ucharmerende. Hvid eller klar plastik dækker stort set hver en kvadratmeter jord rundt om Lake Naivasha.

Det er her i disse kæmpe drivhuse i dalen, at de fleste kenyanske blomster til eksport starter deres liv.

Hollænderen John Petterson er en af de få, der har sine roser stående i den fri luft ved søen. De andre farmere har valgt drivhusene for at beskytte blomsterne mod for stærk sol eller for voldsom regn.

» Risikoen er selvfølgelig større, men især tyskerne kan godt lide roser, der ikke vokser op i et drivhus. Bladene bliver kraftigere. Roserne ser kort sagt mere rustikke ud, « forklarer han.

Trods et nærmest konstant solskinsvejr med temperaturer omkring de 26- 28 grader, slår vejrguderne ind imellem mindre formildende til over området ved Lake Naivasha. Haglstorme er årlige begivenheder. Sidste år ramte en sådan Carzan Flowers. Hele farmen lignede et snelandskab - nabofarmene fik ikke et eneste hagl.

» Skaderne var enorme. Flere af vores drivhuse faldt sammen over blomsterne. Vi mistede knap en million kroner på den haglbyge, « fortæller Zaine Manji, som ejer adskillige blomsterfarme i Kenya.

Men fordelene ved at dyrke blomster i Kenya opvejer ulemperne. I Europa skal vi bruge penge til både opvarmning af og lys i drivhusene i de mørke måneder. I Kenya får blomsterne dagslys 12 timer om dagen hele året. Enkelte farmere bruger lys om natten for at få blomsterne til at gro hurtigere.

I de tilfælde ligner deres farm om natten snarere Tivoli end et sted med en eksportafgrøde.

 

KÆRLIG HÅND OG GRØN NYLON

. Det er tidlig morgen på John Pettersons farm. Flere kvinder står i pakkerummet. De er igang med at rense dagens høst af afskårne roser med grøn skurenylon - bedre kendt for at rense beskidte køkkengryder.

 

Hver en stilk får et morgentoilette. Pæne skal de være, roserne, inden de skal ud på deres livs rejse til Europa.

Den kenyanske blomsterindustri er blandt de hurtigst voksende i verden og er ved at overhale te og turisme i valutaindtjening til landet. 50.000 kenyanere er ansat i industrien. 70.000 andre har arbejde relateret til blomsterdyrkningen.

For en dansker ser arbejdsforholdene ikke for gode ud - de fleste ansatte er tilflyttere, som bor i bittesmå, grå stenhuse på farmene. De tjener ikke en formue, men de mange tvantenner på hustagene er tegn på, at livet ikke er helt så slemt, som det tidligere har været for de ansatte i den kenyanske blomsterindustri.

For slemt har det været for bare fem år siden. Kritikken har haglet ned over de kenyanske blomsteravlere i mange år, både fra de europæiske opkøbere og fra forbrugerne - og avlerne har taget kritikken til sig. Europa er nemlig Kenyas største eksportmarked.

De største farme har indført et sæt moralske regler for industrien. De giver en højere løn end mindstelønnen. De sørger for beskyttelse af deres ansatte, når de skal sprøjte blomsterne. De bruger mindre vand og mindre sprøjtegift takket være ny teknologi. Og de renser deres spildevand, inden det ryger tilbage i søen. Andre regler har EU og de enkelte importører indført for at sikre, at både de kenyanske arbejdere, de kenyanske blomster og den kenyanske natur får en ordentlig behandling. Måske netop derfor tonser 1400 flodheste stadig lykkeligt rundt i Lake Naivasha i dag.

 

KØLIG BEHANDLING

. Rosen er ubetinget europæernes favoritblomst. Men på Carzan Flowers eksperimenterer de med en række andre blomster.

 

Nogle er ikke særlig eksotiske for en afrikaner, som er vant til at se dem. Men flere og flere europæere vender blikket mod nye blomster til hjemmet.

Og Kenya leverer det hele i stor stil. I 2003 eksporterede landet 29 millioner kilo afskårne blomster.

I det enorme pakkerum hos Carzan Flowers er stemningen denne fredag morgen dybt koncentreret.

Blomster i alle farver og arter sorteres og pakkes med hurtige bevægelser. Tid er liv. Når en blomst først er skåret af, så kan ethvert minut ude i den almindelige varme luft få den til at hænge med hovedet. Hvor den før var afhængig af lys og varme, så er den nu 100 procent afhængig af kulde. Og kulde betyder tæt på nul grader.

Derfor er blomsterdyrkning ikke for små landbrug. Investeringerne til kølerum og kølebiler er enorme.

Det er en risikofyldt forretning at eksportere blomster, fordi så meget kan gå galt og ødelægge måneders arbejde. Selv hvis en afskåren rose er i perfekt stand, når den bliver kørt fra farmen, kan den falde død om allerede i lastbilen på vej til lufthavnen. De ekstremt hullede asfaltveje i Kenya betyder, at mange lastvogne bryder sammen.

Hvis ikke der kommer hurtig hjælp, så er alle blomsterne lige til at smide ud. I lufthavnen kan et forsinket fly ødelægge dagens eksport.

» I gamle dage kunne vi også miste for millioner af kroner, når kølerummet i lufthavnen gik ned på grund af strømsvigt. Nu har vi fået generatorer på derude, så det sker heldigvis ikke længere, « smiler Zaine Manji.

Kenyas elektricitetsvæsen er så ustabilt, at generatorer er nødvendige på alle større virksomheder og butikker i landet.

 

TIL KÆRESTEN ELLER SUPERMARKEDET.

At pakke en rose, der skal køre i lastbil trefire timer og derefter flyve i ni timer, er lidt af et kunststykke.

 

Hvis man altså gerne vil have, at den holder hovedet koldt og ryggen rank under hele turen. Det ideelle ville være at sætte blomsterne i vand. Men dels er det for upraktisk, dels er det alt for dyrt i flyfragt, da prisen er afhængig af vægten.

Derfor pakker eksportørerne blomsterne i kasser uden vand. Lag på lag ligger de - og overlever turen.
» Vi eksperimenterer konstant for at finde den rigtige balance mellem vægt og holdbarhed. Hvis vi lader blomsterne være for vandholdige, så koster de for meget i flyfragt. Hvis vi tørster dem for meget, så overlever de kun få dage hos kunderne, « forklarer Zaine Manji fra Carzan Flowers. En rose fra Kenya kan komme til Europa i mange indpakninger. Er den smuk og langstilket, kommer den i en kasse med ligesindede og havner til sidst hos en blomsterhandler, måske i København.

Op til Valentines Day og Mors Dag producerer de kenyanske farmere millioner af roser og får gode priser for dem på grund af efterspørgslen.

Andre dage kan rosen havne i en buket med andre blomsterarter, bundet, indpakket i plastik og datostemplet i Kenya. De store supermarkedskæder som Marks & Spencer, Tesco og Safeway foretrækker at få buketter direkte fra farmene i Afrika i stedet for at gå igennem en mellemhandler.

På den måde får deres kunder lov til at nyde blomsterne en dags tid længere i hjemmet.

Langt de fleste afskårne blomster til Europa starter imidlertid deres immigrantliv i den hollandske by Aalsmeer. Inde i verdens største overdækkede bygning er 18 millioner blomster på auktion. Hver dag. Først har blomsterne været til eksamen og fået karakter for deres udseende.

Karaktererne havner i en computer og kommer på internettet.

Så kommer 1600 opkøbere og byder løs, nogle i egen person, andre via nettet. Så snart blomsterne er solgt, haster de videre ud i verden. Nogle flyver til USA og Japan, andre til Belgien eller Italien. Og så er der dem, der ender deres dage i en vase i en dagligstue i Danmark.

 

SIG DET MED BLOMSTER

. Vi køber blomster og forærer dem væk, når vi vil sige undskyld eller vise kærlighed. Vi køber dem til pynt i hjemmet eller for dog én gang om året at tænke på vores gamle mor. Vi køber også blomster til at lægge på gravstederne. På den måde er danskerne ikke så forskellige fra folk i resten af verden. Faktisk er de fleste blomsterkøb bestemt af ovennævnte faktorer. I USA har de så også Thanksgiving Day med i handlen.

 

Men der er nogle markante forskelle fra land til land på, hvad vi egentlig bruger blomsterne til. I Japan køber stort set ingen privatpersoner blomster til deres egne hjem. Priserne er skyhøje og blomsterhandlere et sjældent syn. Når de endelig køber blomster, så kigger japanerne på kvalitet.

Italien havner halvdelen af de indkøbte blomster på en kiste eller et gravsted. I Holland derimod - Europas største blomsterproducent - køber de fleste blomster til hjemmet. Amerikanerne ser afskårne blomster som ren luksus, sikkert på grund af prisen, som selv i supermarkederne er skyhøj. England elsker de roser til at vise kærlighed. I mindre romatiske perioder køber de dog nelliker, som er billigere og holder længere.

 

I ROSENS NAVN.

I det 15. århundrede tronede rosen som et symbol på de to fraktioner, der kæmpede om magten i England. Den hvide rose symboliserede York, den røde Lancaster. Konflikten hed meget passende »Rosenkrigen«. Blomsternes dronning er en ældre dame. Fossile fund viser, at rosen er 35 millioner år gammel. I det gamle Grækenland kronede de deres krigshelte med rosenblade. De brugte også blomsten som et medicinsk hjælpemiddel i salver og i aroma-terapi.

 

Også romerne elskede rosen og brugte dens blade som confetti til større fester eller som blødt og velduftende gulvtæppe til meget fine fester. Det siges, at Cleopatra inviterede sin elskede Marcus Antonius ind i et værelse, hvor de begge stod i rosenblomster til knæene. Romerne fandt også ud af at lave parfume af rosen. I 1700-tallet var rosen så højt skattet, at den ligefrem blev brugt som betalingsmiddel.

Det er formodentlig i Kina, at den første egentlige dyrkning af rosen fandt sted, muligvis allerede for 5000 år siden. Men det var først i slutningen af 1800-tallet, at kineserne introducerede denne dyrkningsform til Europa. Vi formåede at pode nye roser med gamle. I dag er der over 30.000 forskellige varianter af roser i verden. Ingen anden blomst har så kompliceret et stamtræ.


Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4

Samvirke samvirke@fdb.dk

Bakteriernes fjende NR.1

Bakteriernes fjende nummer et er hverken penicillin, antibiotika, rengøring eller den tandbørste, der gør det af med Karius og Baktus i den kendte børnebog. En dansk forsker har opdaget, at i bakteriernes gener ligger giftstoffer, der så let som ingenting kan slå dem ihjel. Det handler bare om at finde en måde at udløse giften på
Af Rasmus Rune Nielsen | 4. maj 2006

» Nu skal du se, hvorfor det er blevet så sjovt at være genetiker i de senere år, « siger Kenn Gerdes og sætter sig foran computeren, der ligner enhver anden pc på ethvert andet offentligt kontor. Computeren er da også helt almindelig, men den søgemaskine, som Kenn Gerdes åbner på skærmen, hedder hverken Google, Jubii eller Yahoo. Kenn Gerdes er genetiker på Forskningscenteret på Syddansk Universitet i Odense, der er støttet af Forskningsrådet for Natur og Univers. Hans foretrukne søgemaskine finder ikke hjemmesider frem; den er derimod udviklet til at bladre igennem de efterhånden mange forskellige levende organismer, der har fået deres gener kortlagt af mennesket. På forsiden kan man vælge mellem forskellige databaser; der er pattedyrene, hvor man kan klikke på hest, hund, kat, mus og en del andre, og så er der en meget større gruppe, som er den, der interesserer Kenn Gerdes. Det er bakterierne.

Kenn Gerdes taster en tilsyneladende uforståelig kode ind i søgefeltet og klikker på søg. I løbet af et par minutter dukker en lang liste af navne op på skærmen. Nogle af dem kender man. Der er kolera, tuberkulose, kolibakterier og mange, mange andre. Kenn Gerdes øjne falder på en i rækken, legionellabakterien, der står bag den livsfarlige legionærsyge. » Det var pokkers, « udbryder Gerdes og sætter en note på sin blok.

GIFTGENER

. Den uforståelige kode, som Kenn Gerdes har tastet ind i computeren, er den genetiske kode for et helt særligt giftgen, som han har opdaget i kolibakterier. For nogle år siden opdagede Kenn Gerdes, at kolibakterier har et indbygget giftstof, som bakterierne bruger til at bremse deres vækst eller endda at begå selvmord. Dybt i deres indre bærer bakterierne altså redskaberne til at slå sig selv ihjel.

På computeren har han fået den lange liste over andre bakterier, der har det selv samme gen i deres indre, frem. De fleste af dem var han allerede på sporet af, men med dagens søgning blev legionella det næste levende billede på listen.

» Genet her koder for et giftstof, der kan slå bakterierne ihjel. Det, vi arbejder på, er at finde en måde at udløse giften på. Når det lykkes, vil vi have et antibiotikum, der virker indefra. Vi behøver ikke pøse antibiotika på bakterierne, de ville forgifte sig selv. Og det her vil vel at mærke virke på utroligt mange forskellige bakterier. Både bakterier, man støder på i fødevarer, og bakterier, der udløser alvorlige sygdomme, « fortæller Kenn Gerdes begejstret.

TIL KAMP MOD MULTIRESISTENTE BAKTERIER.

Gerdes og kollegerne i Odense ligger måske inde med løsningen på et af de senere års største sundhedsproblemer, nemlig at stadig flere bakterier er blevet resistente over for de kendte antibiotika.

Man har brugt så meget antibiotika, både i landbruget og for at behandle os mennesker, at de små krabater er ved at vænne sig til medicinen.

» For nylig har vi opdaget, at bakterierne ikke bare har et, men mange af de her giftgener, og vi er også på sporet af den hovedafbryder, der kan aktivere alle giftgenerne på én gang. Hvis vi kan lave et stof, der aktiverer den hovedafbryder, vil vi have et antibiotikum, som bakterierne vil have meget, meget vanskeligt ved at slippe udenom, « fortæller Gerdes.

GODE TIDER OG DÅRLIGE TIDER

. Man kan undre sig over, at bakterierne har alle disse giftgener i deres indre, men de er en del af den sindrige måde, som bakterierne styrer deres vækst på. Hvert giftgen bliver normalt holdt i skak af et antigiftgen. Når bakterierne oplever dårlige tider, f. eks. når de mangler næring, rykker de lidt ved balancen mellem giftgenerne og antigiftgenerne.

På den måde udløses en lille smule af giften, der bremser bakteriens vækst, sådan at den ikke opbruger al den sparsomme næring på én gang. Bakterierne bruger med andre ord systemet af giftgener og antigiftgener til at skrue op og ned for blusset.
» Amerikanerne kalder de her gener for killer genes eller suicide genes . Det lyder selvfølgelig meget dramatisk, men i virkeligheden kan man sammen ligne generne med en slags gear. Ligesom Bjarne Riis har 20 gear og bruger de virkelig små gear, når han kører over et bjerg, har nogle af de her bakterier helt op til 60 gear, som de bruger, når de kæmper sig gennem vanskelige tider,« forklarer Gerdes.

NU KØRER TOGET.

For nylig etablerede Kenn Gerdes og to kolleger firmaet Genobiotix, der skal indlede udviklingen af et stof, der kan virke på de ca. 200 forskellige bakterier, som forskerne foreløbig har identificeret giftgenerne i. Og det er faktisk tiltrængt med nye måder at angribe bakterierne på, for medicinalindustrien står ikke ligefrem i kø for at udvikle nye typer antibiotika, forklarer han.
»Problemet er, at medicinalindustrien er mest interesseret i at udvikle medicin, som folk er afhængige af i lang tid, og ikke medicin som f.eks. antibiotika, som man kun skal tage i nogle dage. Dertil kommer problemet med de mange fattige i den tredje verden. F.eks. dør der omkring to mio. mennesker om året af tuberkulose. Det er noget i samme stil som malaria, men man gør ikke meget for at finde en kur, fordi de fattige alligevel ikke har råd til at betale.«
Til gengæld har Gerdes' måde at gå til bakterierne på, vakt stor international opmærksomhed. Nu er der hård international konkurrence om at komme først med et helt nyt antibiotikum, der kan gøre det af med alle mulige bakterier ved ganske simpelt at udsætte dem for deres egen medicin.

Bakterierne har mange giftgener, og vi er på sporet af den hovedafbryder, der kan aktivere alle giftgenerne på én gang. Altså et antibiotikum, som bakterierne vil have meget vanskeligt ved at slippe udenom

Blandt de mest kendte af de bakterier, som Kenn Gerdes opdagelse kan gøre bugt med er:
Mycobacterium tuberculosis (tuberculose)
Bacillus anthracis (miltbrand, bioterrorisme)
Clostridium perfringens (pølseforgiftning) Clostridium tetani (stivkrampe)
Listeria monocytogenes (madforgiftning)
Staphylococcus aureus (bylder og blodforgiftning)
Streptococcus pneumonia (lungebetændelse)
Neisseria meningitidis (meningitis)
Helicobacter pylori (mavesår, mavekræft)
Escherichia coli O157 (hamburger bakterien)
Shigella flexneri (maveinfektion)
Yersinia pestis (byldepest)
Vibrio cholerae (kolera) Pseudomonas aeruginosa (lungeinfektion)
Salmonella (kronisk tarminfektion)
Streptococcus pyogenes (sårinfektion)



Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5
Samvirke samvirke@fdb.dk

Når motion er et fremmedord

Mange indvandrerkvinder har for mange kilo på maven og risikerer at få type 2 diabetes. Alligevel er det svært at trænge igennem med budskaber om, at de skal røre sig mere og spare på olien, når de laver mad
Af Dorthe Olsgaard | 4. maj 2006

Orientalske toner strømmer ud af en ghettoblaster i et hjørne. Otte par arme svinger i takt over hoveder pakket ind i tørklæder, mens trippende strømpefødder titter frem under lange kjoler. Den danske instruktør Suzzane Potempa går rundt og mærker kvinderne på brystet. Jo, den er god nok. Hjerterne hamrer derudaf. Efter knap tre kvarters motion skal kroppene strækkes ud. Suzzane viser, hvordan hænderne skal foldes og derefter rækkes op mod loftet. Mens musklerne i armene strækkes ud, øver kvinderne talrækken og alfabetet på dansk.

Da de har talt til 30 og derefter fra 30 til 60, foreslår tyrkiske Safinaz, at de også lige tæller til 90. Mens resten af holdet lader deres arme falde befriet ned, da de er nået til 90, fortsætter Safinaz: » 91, 92 93! Mine kilo! « udbryder hun. Suzzane og de andre griner hjerteligt.

Her i Gymnastikforeningen for Etniske Kvinder er ingen bange for at indrømme, hvad de vejer.

Tillid og fællesskab præger holdet, og Suzzane Potempa tager tit en snak med kvinderne om både blodsukker, lægebesøg, sund mad og motion.

Også mere private forhold som dødsfald i familien eller problemer med børnene bliver taget op, når kvinderne mødes.

 

OVERVÆGTIGE KVINDER

Gymnastikforeningen for Etniske Kvinder er en af de få aktiviteter særlig henvendt til indvandrerkvinder, der kører uproblematisk og har et fast fremmøde hver gang. Mange motionshold for indvandrerkvinder har problemer med overhovedet at få dem til at komme og deltage aktivt og melde afbud, når de ikke kan komme. Nina Bergendorff fra Københavns Gymnastikforening har kørt et motionshold for overvægtige, men det var kun i starten, at der også dukkede indvandrerkvinder op til undervisningen.

 

» Da tilskuddet fra Københavns Kommune stoppede, og kvinderne selv skulle gribe til lommerne, så blev de væk, « fortæller hun.

Suzzanes to hold for indvandrerkvinder får tilskud fra Folkesundhed København under Københavns kommune, men kvinderne betaler selv 100 kr. om måneden for at deltage. Hvert hold har to timer i et lokale i Nørre Alle Medborgerhus på Nørrebro to gange om ugen. Alderspræsidenten på dagens hold, kurderen Dündü, er 62 og har boet i Danmark i 28 år. De sidste seks har hun gået til gymnastik i foreningen.

» Jeg har tabt otte kilo, « siger hun og smiler stolt over sit vægttab. Ligesom flere andre på holdet er hun overvægtig og lider af type 2 diabetes. Det samme gælder for mange flygtninge og indvandrere fra lavere sociale lag. De motionerer for lidt og spiser for usundt, mener praktiserende læge og foredragsholder Leif Skive. Han har belyst, hvor vigtig motion er for sundheden - ikke mindst for indvandrere - og skrev i 2003 Motionsmanualen , som blev sendt ud til læger i hele landet for at opfordre dem til at lægge mere vægt på motion som både forebyggelse og behandling.

Flere danske undersøgelser bakker op om hans påstand. De har nemlig vist, at en tredjedel af mænd og halvdelen af kvinder med anden etnisk baggrund ikke dyrker motion. Samtidig har en svensk undersøgelse foretaget af Statens Folkhälsoinstitut i 2002 sammenlignet helbredstilstanden mellem svenskere og flygtninge og indvandrere.

80 procent af de svenske kvinder og 83 procent af de svenske mænd i undersøgelsen vurderede deres eget helbred til at være godt. De tilsvarende tal for tyrkiske kvinder og mænd var kun 48 og 66 procent.

LÅG PÅ KROPPEN

Sidste år var der på landsplan 249 forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter målrettet etniske minoriteter. Men kun én aktivitet var målrettet mænd med anden etnisk baggrund. Resten var henvendt til børn og unge og kvinder, viser en rapport fra Sundhedsstyrelsen.

» Det kan bunde i, at kvinden ofte er omsorgsgiveren og den, der har ansvaret for familiens sundhed. Det er også hende, der står for madlavningen, « forklarer Niels Sandø fra Center for Forebyggelse under Sundhedsstyrelsen.

Han pointerer, at aktiviteterne ikke kun gavner indvandrerkvindernes fysiske sundhedstilstand.

» Mange kvinder er også socialt isolerede. Hvis de deltager i et stavgangsprojekt eller i et kursus om sund mad, så kan det være med til at bryde deres isolation. Og hvis deres sociale situation bliver bedre, jamen så vil de også få et større overskud til at fokusere på sundhed, « siger han.

Problemet er bare, at indvandrerkvinderne er den gruppe, der er allermest usynlige i idrætslivet.

» Hvis du ikke har bevæget dig i 15 år, er det svært at deltage på lige fod med andre, der er vokset op med idræt eller i hvert fald ser deres krop som en styrke, « fortæller integrationsmedarbejder i Danmarks Idræts Forbund, Preben Astrup, og uddyber: » De kommer til en kultur, hvor kroppen er et vigtigt redskab. Men der, hvor de kommer fra, er kroppen noget, man lægger låg på og distancerer sig fra. «

 

UVIDENHED OG MANGLENDE FORSTÅELSE

. Da Suzzane Potempa fra Gymnastikforeningen for Etniske Kvinder startede det første hold op, var der mange kulturelle barrierer, der skulle overvindes, inden kvinderne fik det fællesskab og det engagement, der hersker på holdet i dag. For det første havde de et meget afmålt forhold til deres egen krop, og for det andet kom de fra mange forskellige lande, hvilket gjorde forholdet imellem dem anspændt.

» Det var svært i starten. Der var et enormt hierarki blandt kvinderne. Jeg måtte henvende mig til én bestemt kvinde, hvis jeg ville trænge igennem med mine budskaber til hele holdet. I dag er de ligestillede. De bruger hinanden, og de er blevet veninder, « fortæller Suzzane Potempa.

Også opbakningen fra kvindernes mænd er af nyere dato.

» I starten var de skeptiske. Men nu undrer de sig, hvis deres kone ikke skal herhen. De får jo også noget ud af det. Kvinderne kommer hjem med meget mere energi, end da de tog afsted, « forklarer instruktøren.

Men det kan stadig være svært at trænge igennem med budskaber om sundhed. Suzzane Potempa mener, at det især er uvidenhed om sund kost og manglende almen viden om, hvordan kroppen virker, der er skyld i, at kvinderne ikke forstår, hvad sund kost er, og hvordan motion virker.

» De siger ja til, at de forstår det. Men man har en fornemmelse af, at de alligevel ikke forstår det helt, « siger Leif Skive om de indvandrerkvinder, han har haft som patienter i sin praksis.

Og det er vigtigt, at flygtninge og indvandrere fra især ikkevestlige lande får en forståelse for, hvor vigtig sund kost og daglig motion er, hvis det offentlige sundhedsbudget ikke skal stige eksplosivt de næste år som følge af indlæggelser på hospitaler, operationer osv.

En rapport fra 2005 om diabetes blandt etniske minoriteter forudser, at indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande som Tyrkiet, Pakistan og Somalia vil udgøre 60 procent af alle indvandrere og efterkommere i 2021. Det svarer til 445.674 personer. I 2001 udgjorde samme gruppe kun cirka 84.000. Det kan komme til at koste samfundet dyrt, da netop disse grupper har en meget høj forekomst af type 2 diabetes.

 

EN »LET« DIABETES

. Ikke alle årsager til inaktivitet blandt etniske minoriteter bunder i kulturelle barrierer. Danskere med lav eller ingen uddannelse bliver nemlig også oftere overvægtige end andre. Alligevel mener Leif Skive, at det er de kulturelle barrierer, der gør det sværest at nå indvandrerkvinderne.

 

»Hvor danskeren erkender problemet og fortæller, at han bare ikke kan tage sig sammen, så får man fornemmelsen af, at budskabet slet ikke er trængt ind, når det gælder indvandrerkvinderne, « siger Leif Skive. Han fortæller om en video, han lavede til flygtninge og indvandrere om blandt andet type 2 diabetes. Forskellige tolke oversatte videoen til urdu, tyrkisk og andre sprog, men det viste sig, at de havde oversat type 2 diabetes til en » let « diabetes.

»Det var jo katastrofalt. De opfatter simpelthen ikke type 2 diabetes som noget særligt, men som noget, der kan overvindes ved, at de sparer på sukkeret og spiser godt med surt, « siger Leif Skive, som også mener, at motion som forebyggelse og behandling er fremmedord i indvandrerkvindernes ører.

»Religion og kultur har stor betydning for, hvordan de opfører sig. Det handler meget om værdighed.

En fattig, tyrkisk kvinde over tyve år bevæger sig meget langsomt. Hun hopper og springer ikke rundt, « fortæller han.

Mange indvandrerkvinder er samtidig hjemmegående.

De kommer ikke ud og bevæger sig, og de har ifølge Leif Skive en forkert opfattelse af sund mad. For eksempel bruger de meget olie i maden og er ikke opmærksomme på, at det feder lige så meget som smør. Den viden møder de først, når de kommer her til landet.

»Alle har svært ved at ændre vaner, men i forhold til indvandrerkvinder handler det også om at ændre det kulturelle mønster. Det er en lang og svær proces, og det kan virke stort set håbløst.

Jeg tror, vi skal blive ved med at informere, og det skal foregå på et meget basalt niveau, så de fornemmer, at man kan blive syg af den livsstil, de fører. Så tror jeg, det vil hjælpe med de kommende generationer. Jeg tror, samfundet vil have påvirket deres måde at leve på, « siger Leif Skive.

Hvor danskeren erkender problemet og fortæller, at han bare ikke kan tage sig sammen, så får man fornemmelsen af, at budskabet slet ikke er trængt ind hos indvandrerkvinderne

 

TYPE 2 DIABETES

 Man taler allerede nu om en epidemi af nye tilfælde af type 2 diabetes. Omkring 15-20 procent af befolkningen har insulinresistens, dvs. at insulinet ikke virker. Dette skyldes overvægt og inaktivitet. Det er i denne gruppe, man finder mange kommende diabetikere. Cellerne hos en type 2 diabetiker har nedsat insulinfølsomhed. For at råde bod på dette producerer kroppen mere insulin, således at en type 2 diabetiker har mere insulin i blodet end en rask person. Efterhånden kan kroppen ikke opretholde den høje insulinproduktion, og patientens sukkersyge forværres - ofte i en grad så insulinbehandling bliver nødvendig. Tilsammen betyder diabetes, overvægt, inaktivitet, for højt blodtryk og for meget fedt i blodet en betydeligt forhøjet risiko for at dø for tidligt. Type 2 diabetes er meget arvelig - fra forældre til børn er der ca. 40 procent arvelighed. Men arven er ikke nok; der skal som regel også en usund livsstil med forkert kost, for lidt motion og overvægt til, før sygdommen bryder ud. I Københavns Amt har en undersøgelse vist, at 21 procent af pakistanske indvandrere i alderen 40 til 60 år har type 2 diabetes mod tre procent danskere. 1. januar 2005 udgjorde flygtninge og indvandrere fra ikkevestlige lande seks procent af befolkningen. Kilder: Diabetes blandt etniske minoriteter, 2005 af overlæge Jette Vibe-Petersen, Amtssygehuset i Glostrup Diabetesforeningens hjemmeside www.diabetes.dk Integrationsministeriets hjemmeside www.inm.dk Læge Leif Skive