Samvirke samvirke@fdb.dk

Køkken på turné

1. april 2005

FDB vil have børnene tilbage til madgryderne. Under fem procent af de danske børn laver mad med deres forældre. Derfor er madvaner og møgvaner i centrum, når FDBs rullende køkken turnerer rundt i landet. I weekenden 5. til 6. marts var køkkenet til Forbrugermesse i Slagelse, og 8. til 10. april besøger køkkenet forbrugermessen i Hillerød i Frederiksborg Hallen.



Samvirke samvirke@fdb.dk

Matematikkens naturlige skønhed

Sneglehuse, solsikker og sæbebobler er ikke alene smukke. De er også stærke, smidige og sprængfyldt med viden om indviklede regnestykker og effektive konstruktionsprincipper. Konstant lurer mennesket dem kunsterne af i springet fra natur til arkitektur, kunst og anden kultur
Af Jens Kerte | 1. april 2005

Matematikken kan man regne med. Det ved vi alle. Og så er der stil over formlerne og deres former. De skaber både styrke og skønhed. Oven i købet helt af sig selv og i fri dressur.

Bare tag en tur til stranden, i skoven eller til søs. Naturen flyder over med geometriske mønstre af forunderlig skønhed og overraskende styrke.

Sneglens snoede sneglehus, solsikkens spiral i centrum og søstjernens fem arme. Eksemplerne er talrige.

I naturen hersker jungleloven, og ofte drejer udfaldet af alles kamp mod alle sig om at udnytte endog meget små arealer bedst muligt.

Generelt er der god mening i at være overordentligt robust og samtidig fylde så lidt som muligt. Den slags er matematikken i samarbejde med fysikken og kemien rigtig dygtig til at få på plads.

Det er ikke for ingenting, at de tre discipliner er centrale fag inden for alle naturvidenskaber. Fra zoologi og botanik til astronomi og aerodynamik.

Tjek lige sæbeboblen. Kuglerund, blank og gennemsigtig svæver den omkring med sin tynde hinde rundt om det rene ingenting, lige indtil trykket udefra trods alt slår igennem, og den brister.

Men i sin korte levetid er sæbeboblen en uimodståelig manifestation af kombinationen af materialets automatiske formdannelse og dets maksimale styrke.

Naturen med sine indbyggede naturlove er knalddygtig til at sno sig i en snæver vending. Her kunne mennesket tage ved lære. Og det gør vi da også.

 

SÆBEBOBLENS TRIUMF.

Menneskehedens Triumfbue, La Grande Arche, i Paris er en sæbeboble.

 

Sådan er den tænkt, tegnet og bygget af sine danske konstruktører, ingeniørprofessor Erik Reitzel og nu afdøde arkitektprofessor Johan Otto von Spreckelsen.

Inspirationen til formgivningen af det gigantiske bygningsværk fik de to professorer en eftermiddag i begyndelsen af 1980erne ved at sidde og pjaske i en balje sæbevand med et stykke bøjet ståltråd og studere boblerne.

Idéen med bobleformen viste sig holdbar, men først i 1989 kom den konkave kolos endelig på plads i bydelen La Défense. Til gengæld står den der endnu og er ikke sådan at blæse omkuld.

Springet er voldsomt fra en indadbuet sæbehinde på mindre end en tusindedel millimeter i tykkelse inde i et lille, terningformet ståltrådsskelet til en hul betonklods på over 100 meter i højde, bredde og dybde.

Men principperne for deres konstruktioner er de samme og drejer sig om minimalflader.

Sådan noget kan naturen på rygmarven, mens mennesket må lure den kunsten af for at finde frem til de indviklede, matematiske formler for størst mulig styrke med mindst muligt materiale. Skønheden er en sidegevinst til os alle.

Sæbeboblernes molekyler danner automatisk deres former i deres stræben efter styrke. Den får de ved at minimere overfladen, så den giver mindst mulig spænding.

Tilsvarende principper gælder til alle tider overalt i naturen og er plagieret i den menneskeskabte kultur fra bygning af søjler, buer og hvælvinger i gotikkens katedraler til de mange monumentale murværker i vor egen tid.

Bl.a. ses sæbehindekonstruktionen på spil i den tyske arkitekt Frei Ottos overdækning af det olympiske stadion i München fra 1972.

Det menneskelige skelet såvel som alle andre skeletter i dyreverdenen kan også det der med at opnå størst mulig styrke med anvendelse af mindst muligt materiale.

Så naturligt nok er f.eks. skelettet til det 550 ton tunge rulletag over Parken i København opbygget efter dette princip.

Dets 13 dragere er sat sammen som en slags minimalkonstruktion, hvor det handler om at placere og sammenføje de lette rør i de helt rigtige vinkler, så de giver maksimal bæreevne.

Den aktuelle udstilling Bionik - Mennesket lærer af naturen på Zoologisk Museum i København viser adskillige eksempler på, hvordan forskellige, tekniske principper opdaget i dyre- og planteverdenen er genbrugt i utallige, menneskeskabte konstruktioner.

 

SOLSIKKER PÅ TAL.

Alle levende væsener er underlagt et fundament af matematik. Især Det Gyldne Snit, logaritmiske spiraler og de såkaldte Fibonaccital er populære og nemme at finde i naturen.

 

Fibonaccitallene er opkaldt efter den italienske matematiker Leonardo Fibonacci, der levede i 11- 1200-tallet og var tidens største, europæiske matematiker.

Den bestemte talrække, han selv har defineret og lagt navn til, er karakteriseret ved, at man får det næste tal i talrækken ved at lægge de to foregående tal i rækken sammen.

Altså: (0), 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89 .. osv. i det uendelige.

Nummer 100 i den talrække løber op i 254.224.8 48.179.261.915.075. Det er altså et tal af størrelsesordenen flere hundrede milliarder milliarder.

Ved et nærstudie af solsikkens mange, tætsiddende frø midt i blomsten viser det sig, at frøene oftest danner et spiralmønster med præcis 21 kurver den ene vej og 34 den anden vej.

Der er altså tale om to sidestillede Fibonaccital, ligesom hos ananasen, der har 8 spiraler i den ene retning og 13 i den anden.

Noget tilsvarende gælder for kronbladene i okseøje, rosenkål, artiskokker, palmer og tusindfryd, som for det meste gør sig i 34, 55 eller 89 af den slags kulørte blade.

Ved at anbringe de botaniske smådele på netop denne måde udnytter diverse planter pladsen bedst. Også den fidus har mennesket kopieret.

I sin simpleste anvendelse kan Fibonaccitallene bruges til at regne ud, hvordan man bruger det mindste antal fliser til et bestemt mønster på f.eks. en havegang, eller hvordan man mest effektivt beklæder en rumraket med et varmeskjold af keramikfliser.

 

ET SNIT AF SKØNHED.

Fibonaccitallene er i nær familie med både de logaritmiske spiraler og Det Gyldne Snit.

 

Dette klassiske snit er i virkeligheden et tal. Et forholdstal.

Det kan illustreres ved hjælp af en linie, hvorpå der er et punkt, som deler linien i to stykker, så forholdet mellem længden af de to nye liniestykker er det samme som forholdet mellem det største af disse to stykker og hele stykket.

Nu hvor foråret så sagte kommer, kan vi om kort tid ikke alene nyde skønheden i de spæde knopper på træerne, men også opleve den matematiske orden i afstanden mellem de nye skud.

For de springer frem på grenene i en skruelinie med mellemrum nogenlunde fordelt efter forholdet i Det Gyldne Snit.

På træerne udnytter forårsknopperne den begrænsede plads, safterne og lyset bedst, når de popper op på grene og kviste på netop den måde.

Rent æstetisk påviste allerede de gamle grækere ved et rundspørge, at de fleste mennesker pr. intuition vælger noget nær Det Gyldne Snit, hvis de skal dele en linie, et rektangel eller et rum efter harmoniske eller skønne kriterier.

Desuden indgår Det Gyldne Snit i konstruktionen af en ligesidet femkant og den tilhørende femtakkede stjerne.

Også disse figurer ses overalt i dyre- og planteriget. F.eks. hos søstjerner, i kronblade og i kernehuse.

Forholdet mellem diagonalen og siden i en regulær femkant er helt præcis Det Gyldne Snit.

Det gigantiske, amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er bygget som en ligesidet femkant, som den også har sit græske navn efter.

Let genkendelige mønstre og symmetriske former i almindelighed er centrale begreber for attraktion overalt i naturen. Fra biernes forkærlighed for de mest ligedannede blomster til menneskets skønhedsidealer omkring ansigtsform og kropsbygning.

 

GYLDEN NAVLEBESKUELSE.

Både den antikke, græske billedhugger Polyklet og renæssancens italienske universalgeni Leonardo da Vinci definerede den ideelle menneskefigur som en størrelse, hvor målene for hoved, arme, ben og krop er gennemsyret af indbyrdes symmetri og andre matematiske spidsfindigheder. Inklusive Det Gyldne Snit.

 

Omkring begyndelsen af vor tidsregning foreskrev den romerske forfatter Vitruvius i sit store værk om arkitektur, at en tempelbygning skal være lige så harmonisk proportioneret som en velskabt menneskekrop. Leonardo da Vincis 500 år gamle tegning af en nøgen mand med udstrakte arme og spredte ben indskrevet i et kvadrat og en cirkel er da også betitlet Den vitruvianske mand.

Mest tydeligt ses Det Gyldne Snit i kroppens længde, hvor navlen deler den større underkrop og den mindre overkrop i samme forhold som hele kroppen til underkroppen.

I billedkunsten og arkitekturens verden er Det Gyldne Snit bevidst taget i brug gennem tiderne af navne som Botticelli, Dürer, Poussin, Palladio, Mondrian og Le Corbusier foruden Bauhausdesignerne og ikke mindst vor hjemlige guldaldermaler C. W. Eckersberg.

Desuden anvender komponisten Pelle Gudmundsen- Holmgreen Fibonaccitallene i sin komposition Tricolore 1 fra 1966.

Kunstmaleren Steffen Jørgensen er universitetsuddannet i matematik, hvilket tydeligt kan ses i stor målestok i hans gavlmalerier i Valdemarsgade i København og på flere højhuse i Brøndby, hvor han kredser om regulære sekskanter og konkave nikanter.

Også et klassisk stykke kunsthåndværk som en violin er i forholdet mellem længden af dens hals og korpus proportioneret over Det Gyldne Snit ligesom skruekassen på det yderste af instrumentets hals er snegleformet som en logaritmisk spiral.

Mere magtfulde versioner af denne kurve ses tydeligt som naturlige størrelser i vædderhorn og blandt andre drøvtyggere og hjortes stangeredskaber.

 

SPIRALER PÅ LIV OG DØD.

Når det drejer sig om blomster og andre biologiske skabninger, er de langt mere interesseret i forplantning end i Fibonaccital og matematik.

 

Frøenes placering i f.eks. solsikker går som sagt ud på at få anbragt så mange frø - altså potentielle blomsterbørn - som muligt på mindst mulig plads. I stedet for bare sådan hulter til bulter.

De dermed opståede kurveformer af solsikkefrø på rad og række er af talknuserne regnet ud til at danne såkaldte logaritmiske spiraler, som Descartes fandt formlen for allerede i 1600-tallet.

Den type kurve er karakteriseret ved, at den mere og mere udfladede spiral vokser nærmest eksplosivt i størrelsen, jo længere væk den kommer fra sit udgangspunkt.

I matematisk lingo tales der om eksponentiel vækst.

Archimedes' spiral er anderledes. Den ligner mest en rund skydeskive bestående af en masse større og større cirkler om det samme centrum og med den samme afstand mellem cirklerne.

Faktisk drejer den sig som en lang, snoet kurvelinie med lige stor afstand mellem de forskellige lag i spiralen.

Det er sådan en, edderkoppen går frem efter på sine otte ben, når den bygger sit netværk af selvspunden, klæbrig silketråd.

Rundt og rundt arbejder den sig ud fra midten af de først anbragte tværtråde for til slut at fange sine omkringflyvende måltider af insekter i en dødelig udgave af Archimedes' spiral.

Dog ruller den sin allerførste rundsnor ud efter princippet i den logaritmiske spiral bare for at holde lidt sammen på spindet, inden det mere langsommelige hæklearbejde skal i gang.

En logaritmisk spiral vikler sig også rundt i det indre af skallen hos Nautilusblæksprutten. Det ses tydeligt, hvis man skærer havdyrets »sneglehus« igennem.

Tilsvarende snoede figurer kan iagttages på nattehimlen som spiraltåger. I virkeligheden drejer det sig om meget fjerne, gigantiske galakser hver især opbygget af mange milliarder stjerner. Vor egen Mælkevej er en sådan spiralgalakse.

Inger Christensens digtsamling alfabet fra 1981 er også bygget op omkring Fibonaccitallene. Den første strofe i digtsamlingen fylder kun én linie, og det gentagede substantiv i sætningerne begynder med bogstavet a.

Den næste strofe er på to linier, og begyndelsesbogstavet er b, derefter tre linier og c, fem og d osv. ud af Fibonaccis talrække. Lige indtil digteren stopper ved bogstavet n på grund af pladsproblemer.

Hvis digtsamlingen var fortsat til slutbogstavet å, skulle alene den sidste strofe have været på 832.040 linier. En bog af almindelig størrelse på et par hundrede sider rummer ca. 7.000 linier.

Allerførste linie i det siden så berømte systemdigt lyder: »Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes.«

Det gør så sandelig også sneglehusene, solsikkerne og sæbeboblerne, tilføjer vi for egen matematiske regning.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Hvorfor dumper børnene i idræt?

Danmarks Evalueringsinstitut offentliggjorde for nylig rapporten »Idræt i Folkeskolen«. Af den fremgår det blandt andet, at flere lærere ønsker mulighed for karaktergivning i faget idræt. Men Jakob Nørlem, formand for Dansk Idrætslærerforening, er ikke enig med sine kolleger
Af Mia Thomsen | 1. april 2005

Hvad synes du om lærernes ønske om karaktergivning i idræt?

Som udgangspunkt synes jeg, at det er en dårlig idé. Jeg synes ikke, at idræt er et fag, der egner sig til karaktergivning. Efter min mening bliver karakterer brugt til at slå eleverne oven i hovedet med, og det, synes jeg, ikke er den mest hensigtsmæssige måde at motivere på.


Kan karaktergivningen ikke være medvirkende til at øge fokus på idræt?

Måske på kort sigt. Men det ville i højere grad være for forældrenes skyld - ikke børnenes.

Jeg hørte engang Marianne Jelved sige, at »svin bliver ikke federe af at blive vejet«. Og det synes jeg er en rigtig god pointe. Vi får ikke sundere børn af at give dem karakterer, men vi kan få sundere børn, hvis vi allerede fra indskolingen etablerer en bevægelseskultur, hvor det at røre sig og spise sundt bliver en naturlig del af hverdagen. Det er benhårdt arbejde, og der er ingen tvivl om, at det bliver et langt sejt træk. Karaktergivning vil bare være en kortsigtet løsning, der truer børnene til at yde en ekstra indsats frem for at motivere dem til det.


Men i evalueringsrapporten fremgår det, at idræt har meget lav status i folkeskolen. Kunne karaktergivning ikke hjælpe på det?

Karakterer vil sidestille faget med de andre fag, og det er selvfølgelig et problem, når både elever, forældre og andre lærere ikke tager idræt alvorligt. Men hvis vi skal ændre på det, er det altså helt andre og mere langsigtede tiltag, vi skal sætte i gang. Efter min mening skal vi hellere fokusere på at motivere eleverne, frem for at slå dem oven i hovedet.


Hvordan motivere?

Det handler om at brede faget idræt ud. Som det er nu, opfatter de fleste idræt som et underholdningsfag. Det handler i alt for høj grad om at aktivere eleverne frem for at undervise dem, og det er en stor fejl. Vi skal fokusere meget mere på sundhedsdelen i idræt, og hvor vigtigt det rent faktisk er, at holde sin krop i ordentlig form. Vi lever i et samfund, hvor overvægt og inaktivitet er et voldsomt stigende problem. Og dér synes jeg altså, at vi har et ansvar overfor børnene, til at hjælpe dem på rette vej og lære dem, hvordan man passer på sin egen krop.


Hvad kan idrætslærerne gøre for at motivere eleverne?

Der er mange måder at gribe det an på. Men jeg synes, at vi skal blive bedre til at inddrage eleverne i faget. Det handler jo ikke om, at vi skal til at producere topidrætsudøvere i folkeskolen. Men vi skal møde dem, der hvor de er fysisk - og så hjælpe dem med at videreudvikle sig. F.eks. kan hver elev lave sin egen logbog, hvor de skriver ned, hvad de gerne vil blive bedre til. Og opstiller små delmål i løbet af året. Og så skal vi som lærere hjælpe og vejlede dem til at opnå deres mål.


Hvad er dine ønsker for idrætsundervisningen i fremtiden?

Først og fremmest synes jeg, at faget skal prioriteres højere i folkeskolen. Der skal gives mere tid til undervisningen og åbnes op for mere tværfaglighed, hvor man f.eks. kombinerer idræt med hjemkundskab eller natur og teknik. Min drøm er, at der bliver afsat fem timer ugentligt til idræt. Som det ser ud nu, er der i gennemsnit kun to timers idræt om ugen, og det er alt for lidt. Det viser antallet af overvægtige børn tydeligt. Og så skal vi have engageret forældrene mere. F.eks. synes jeg, at sundhed, kost og idræt skal være et fast punkt på alle forældremøder. Der er alt for mange forældre, som ikke er opmærksomme på deres børns behov for sund kost og masser af motion.


Hvordan kan lærerne blive bedre til at undervise i idræt?

Rapporten fra evalueringsinstituttet viste jo tydeligt, at der er alt for mange ikke-uddannede idrætslærere i folkeskolen, og det er et stort problem. Hvis lærerne skal blive respekteret af eleverne - her tænker jeg især på de ældre klasser - så er de nødt til at have et grundlæggende kendskab til faget idræt. Det er altså ikke nok, at en lærer bare lader eleverne spille badminton, hvis ikke han kender reglerne, har en forståelse af spillet og kan lære eleverne de forskellige slag osv. Så mere efteruddannelse til idrætslærerne, er da også et helt klart ønske. Og så ville det være et stort plus, hvis idrætslærerne blev bedre til at supplere hinanden. Man kan jo ikke være specialist i alle idrætsgrene, men man kan trække på hinanden og bruge hinandens forskellige kompetencer til at skabe en højere kvalitet i undervisningen


Du har mange ønsker for folkeskolens idrætsundervisning. Er det realistisk at tro, at de kan blive opfyldt?

Hvis vi får timerne til det, så er det realistisk - den strander ligesom der. Hvis vi vender blikket mod Norge, er de allerede i gang med mange af disse ting. Faktisk har den norske regering udarbejdet en decideret handlingsplan for fysisk aktivitet. Hvor der blandt andet fokuseres på flere idrætstimer i skolerne og efteruddannelse af idrætslærerne. Så jeg tror sagtens, at vi kan forvente det samme i Danmark. Det vil i hvert fald være dumt af os som samfund, hvis vi ikke snart gør noget for at knække fedmekurven. Det er ingen hemmelighed, at det bliver dyrt. Men i sidste ende bliver det endnu dyrere, hvis vi ikke gør noget.


Hvorfor bliver det dyrere?

Hvis vi ikke får børnene til at spise sundere og bevæge sig mere, end de gør i dag. Så vil antallet af overvægtige fortsætte med at stige. Og det er altså videnskabeligt bevist, at overvægt og inaktivitet genererer en lang række følgesygdomme, som koster samfundet millioner af kroner hver evig eneste år. Og så synes jeg, at det er smartere at bruge pengene på forebyggelse end på lappeløsninger, når skaden er sket. Når alt det er sagt, synes jeg også, at det i højere grad er et spørgsmål om livskvalitet. Den vigtigste grund til, at vi skal fokusere mere på kost, motion og sundhed i folkeskolen er for børnenes skyld. Vi skal hjælpe dem til at få en krop, der fungerer så godt som muligt, og som kan holde hele livet ud.


Men tror du, at politikerne vil være lydhøre overfor idrætslærernes ønsker?

Ja, det tror jeg. Politikerne ved jo godt, at den er gal med folkesundheden. Det er der masser af undersøgelser, der viser. Men det evige problem er, at når der skal bruges penge et sted, så skal de tages fra et andet sted. Og derfor er det så svært at få gennemført noget. Det er også ret problematisk at komme til orde, når man vil diskutere idræt. I øjeblikket er opmærksomheden på alle de boglige fag, og hvor vigtige de er. Og så glemmer man de kreative og praktiske fag. Det er synd, for vi er nødt til at have en balance i undervisningen, så det ikke kun er de boglige fag, der anses som »vigtige«. For helt ærligt, så synes jeg altså, at det er vigtigere for et menneske at have et godt helbred og en krop, der fungerer, end at have en stor viden om verdenskrigene eller kende samtlige europæiske hovedstader. Dermed ikke sagt, at det ikke er nyttig viden. Men jeg synes bare, et godt helbred er vigtigere. Og det ene udelukker jo ikke det andet.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

At leve med sin sjæl

Det engelsk-danske par Gill Cracknell og Jannik Schou har tilbragt sammenlagt mere end syv år i den canadiske vildmark, men hvad er det, der får det moderne menneske til at søge vildmarken for at leve et primitivt liv med jagt, tørkost og 40 graders kulde i en jordhule?
Af Christina Elisabeth Gadiel | 1. marts 2005

Jeg møder dem på deres moderne og midlertidige boplads på sydspidsen af Djursland. De er moderne mennesker, der lever et nomadisk liv i en evig vekselvirkning mellem det danske, moderne samfund og det enkle liv i pagt med en vildsom natur. Naturen har fra første færd været deres fælles skæbne.

I 1982 meldte engelske Gill, i dag 46 år, og danske Jannik, 51 år, sig uafhængigt af hinanden til en Antarktis-ekspedition. Sammen med kun fire andre mennesker sejlede de en ombygget fiskerbåd hele vejen fra Australien til Antarktis - sejlturen varede to måneder. Kort efter ankomsten til Antarktis lod de båden fastfryse i havisen, og der lå de i 10 måneder. Efter måneders optælling af bl.a. kejserpingviner i et af de barskeste levesteder i verden med temperaturer ned til minus 70 grader, vendte de tilbage til Australien i 1984.

Men hvorfor overhovedet binde an med så lang en tur i kulde og is og tilbringe uger med endeløs søsyge?

»Eventyret!« udbryder Gill begejstret, og Jannik supplerer:

»Ja, det var eventyret. Alene sejlturen derned igennem det stormfyldte Sydhav med bølger i ni meters højde og udfordringen ved at leve så primitivt et så ekstremt sted. Det at være medaktør frem for tilskuer.«

Da de kom tilbage efter den ekspedition, havde de i allerhøjeste grad lært sig selv og hinanden at kende - både deres stærke og svage sider. De vidste, at de kunne leve sammen under meget primitive forhold. Samtidig havde de besluttet, at de fremover ville rejse alene sammen efter slidsomme erfaringer med den øvrige ekspeditionsgruppe, der som helhed fungerede dårligt.

Efter Antarktis begyndte Jannik og Gill at arbejde på at realisere drømmen om Yukon. Yukon ligger i den nordvestlige del af Canada og er 10 gange større end Danmark, men der bor kun 30.000 mennesker - hvis Danmark havde samme lave befolkningstæthed, ville det svare til, at vi herhjemme kun ville være 3000 mennesker. Naturmæssigt er det derfor et meget attraktivt område. Der er endnu meget uberørt natur, hvor der udover 65.000 elge lever bjørne, ulve, jærve, losser, samt mange ørne- og falkearter.

 

MODERNE SYSLER.

Sammenlagt har Gill og Jannik tilbragt over syv år af deres liv i vildmarken. Deres hidtil længste ophold varede tre år, hvor de i vintermånederne boede i en hule i jorden, som de selv byggede af gamle afbarkede træstammer. I sommermånederne lå de i telt ved et stort vådområde, hvor teltet var slået op på en platform tre meter over jorden, så de og deres proviant kunne ligge i fred for bjørnene. Med sig havde de godt friluftsgrej, ca. 300 kg tørmad, som var nok til ca. fem måneder - og fotoudstyr.

Et par gange om året tog de til byen efter forsyninger, hvad der om vinteren betød en seks dages vandretur på snesko til nærmeste landsby. Herfra tog de bussen 300 km til nærmeste større by, hvor de købte ind, sendte film til fremkaldelse og fik nyheder udefra.

 

Tørmaden blev suppleret med jagt og fiskeri, og længden af deres ophold i vildmarken blev bestemt af, hvornår de havde materiale nok til at rejse hjem til Danmark og lave et diasshow over deres oplevelser derude. Det er primært via deres foredrag, at de finansierer deres liv i vildmarken.

»Vi lever jo ikke som de indfødte gjorde i gamle dage derude. Vi bruger ikke al vores tid på jagt efter mad eller på at lave vores eget tøj. Vi tager det meste af vores mad med derud, og i kraft af vores arbejde derude - at tage billeder og lydoptagelser til fremtidige shows - føler vi, at vi er del af det moderne samfund, selvom vi lever afsondret fra den moderne verden gennem lange perioder,« fortæller Gill.

Trods parrets valg af levested i det vildsomme Yukon tilbringer de meget af deres tid med moderne sysler. De fotograferer og laver lydoptagelser med professionelt udstyr, de læser i deres medbragte bøger, og Gill bruger tid på at male akvareller. Til gengæld har de ikke adgang til aviser, ugeblade, radio eller venner andet end et par gange om året. Samtidig er de daglige gøremål med at få lavet mad, bagt brød og vasket tidskrævende.

 

ALLE SANSER ER ÅBNE.

Når Gill og Jannik taler om den omgivende verden, er det mest i relation til den trussel, den udgør mod »deres« Yukon i dens evige jagt efter råstoffer. En stor del af den canadiske økonomi er baseret på tømmer, olie og mineraler.

Den store efterspørgsel efter disse råstoffer bekymrer parret, særligt efter regeringen i Yukon har lagt låg på alle naturfredningsinitiativer og med dens egne ord erklæret territoriet open for business. Netop derfor samarbejder parret med The Canadian Parks and Wilderness Society om naturbevarende aktiviteter i området og håber på i fremtiden at få fredet et areal på størrelse med Danmark.

 

Vildmarken er blevet Gill og Janniks hjem; derude oplever de sig i centrum af den verden, der interesserer dem mest.

»Andre forestiller sig måske alle de ting, vi går glip af ved at sidde derude, men jeg kan tænke på alle de ting, jeg går glip af ved at sidde her,« fortæller Jannik.

Jannik er uddannet skytte, og Gill er geograf. De kommer begge fra familier med traditionelle familiemønstre, men ingen af dem har drømt om et traditionelt arbejde og familieliv med hus, børn og bil. Som yngre havde Gill en drøm om at rejse meget, men efter at hun og Jannik rejste til Yukon i 1987, oplevede hun, at hun ikke havde behov for at se mere af verden, for både hun og Jannik havde fundet det sted, de helst ville være.

»Det er oplevelsen af den uberørte natur med al dens liv, der driver mig derud« forklarer Jannik og fortsætter »det er den frihed, renhed, fred og den inspiration, man får i de storslåede landskaber...«

»Ja, friheden... der er meget få mennesker og enormt meget plads, der er bjerge, sletter, floder og søer - og selve udfordringen i at opholde sig derude gennem længere tid og have gjort stedet til et velkendt hjem. Personligt føler jeg, at man lever med sin sjæl derude, for alle dine sanser er åbne,« fortsætter Gill.

For parret er noget af det karakteristiske for tilværelsen derude netop, at man bliver ekstremt sanselig, modsat vores samfund, hvor strømmen af information er massiv, og man konstant må vælge fra for at kunne orientere sig. Derude er der ikke noget, der kommer af sig selv. Den eneste næring, man får, må man selv få øje på.

At leve i vildmarken er Gill og Janniks drøm.

»For os findes lykken i vildmarken - der er øjeblikke derude, som blot fyldes af den der følelse af tidløshed, som f.eks. den dag en elg lagde sin mule i min hånd efter mange timers fotografering, « fortæller Jannik.

 

VI ER IKKE SUPERMENNESKER.

»Efter at have overværet vores dias-show har der været flere kvinder, der er kommet til mig og sagt, at sådan en vinter med manden i en lille jordhule kunne de ikke klare - uden venner, telefon, fjernsyn - og hvad gør man, når man skal på toilettet i minus 40 grader?« fortæller Gill.

 

I vores egn af verden er venner vigtige - f.eks. til at tale med, hvis man ikke lige kan finde ud af det i sit parforhold, men Gill synes ikke, at det hjælper på skilsmisseprocenten herhjemme.

»Nogle gange tror jeg, at det at være blandt så mange mennesker kan komme i vejen for, at et parforhold kan overleve, fordi der er så mange muligheder for at udvikle sig i hver sin retning. I mit og Janniks tilfælde oplever jeg, at vi er vokset tættere og tættere sammen, netop i kraft af, at vi arbejder og lever sammen på den måde.«

»Men vores liv er også forbundet med omkostninger og fravalg, vi er ikke på nogen måde supermennesker, vi har blot tidligt i vores liv prioriteret, hvad vi fandt var vigtigt,« fortsætter Jannik.

Derfor ejer parret f.eks. ikke en bil, men har een på langtidsleje, når de opholder sig herhjemme. I øjeblikket bor de et afsidesliggende sted på Djursland i et lille lejet hus uden så mange ejendele.

»Vi føler, at frihed og rigdom kan måles i de ting, vi kan klare os uden. Det forenkler tilværelsen. Som menneske må man vælge, og vi er klar over, at hvis vi vælger at leve sådan, som vi gør, er der til gengæld en masse andre ting, vi må afstå fra. Vi har ingen børn. Børn er et kæmpe ansvar, og vi har ønsket os meget frihed,« siger Jannik.

Til trods for, at parret ikke har noget hjem i traditionel forstand, idet de har flyttet så meget fra sted til sted, føler de sig hverken nomadiske eller rastløse, for som Gill udtrykker det:

»Et hjem er ikke kun et fysisk sted eller materielle ting, vi møblerer vores huse med. »Hjem« er også en følelse, som vi bærer med os, hvorend i verden vi er.«

Forbrugersamfundet var noget af det, der virkelig slog Gill og Jannik, da de kom tilbage efter tre år i vildmarken. Hele købekulturen virkede overvældende og egocentreret på dem. Og fjernsynet med dets endeløse strøm af spots og reklamer var en prøvelse.

»Fjernsynet med alle dets mange billeder på vold giver ængstelse, hvilket ikke er særligt produktivt, for når man bliver angst, lukker man af for dele af sig selv og bliver ude af stand til at nå sit egentlige potentiale,« siger Gill.

I vildmarken synes hun derimod, at hun har fundet andre og større kræfter i sig selv.

Angsten er i det hele taget ikke noget, parret dvæler ved - hvis noget sker, må man forholde sig til det. De er ikke bange for bjørne, for at være alene, for store vidder eller for kulden - til gengæld nærer de en stor respekt for naturen og dens beboere og tager nogle forholdsregler, når de er i vildmarken, bl.a. medbringer de tøj, der kan holde elementerne ude, ligesom de for nyligt har skaffet sig en satellittelefon, de kan bruge, hvis de skulle komme ud for en ulykke derude:

»Det er jo fjollet at ligge og dø, hvis man kan ringe efter hjælp,« smiler Jannik.

Faktisk oplever parret mere angst herhjemme end derude. Tempoet herhjemme kan være ganske angstprovokerende efter flere år, hvor man kun har haft muligheden for at gå eller padle fra sted til sted.

»Der gik tre måneder efter vores sidste tur til Yukon, før jeg havde tillid til at køre vores bil til Århus igen. Jeg fik både klaustrofobi og stress, så det var Gill, der måtte køre i den første tid« griner Jannik.


Læs mere på www.yukon.dk



Samvirke samvirke@fdb.dk

I Østen stiger grisen op

Det seriefremstillede danske svin passer til japansk perfektionisme. Vi er forskellige, men kan mødes over en japansk gaveæske med dansk rullesteg
Af Inger Abildgaard | 1. marts 2005

 

Det ville du ikke bruge en flæskesteg til i Danmark: Pakke den ind i gavepapir som tak til lægen for den medicin, han har skrevet op til dig, som erkendtlighed til kommunen, fordi du har fået byggetilladelse, som gave til chefen, så han tænker pænt om dig i det kommende år.

Men japanerne gør, og hvis du synes, at der ikke er grund til at gøre noget nummer ud af det danske svin, så forestil dig et stykke brystflæsk og spæk, rullet tæt i vakuum og lagt i en gaveæske af træ eller rispapir med skrifttegn og guldkanter på. Vores oversete gris hæves til uanede højder og bliver afleveret med buk og alle tegn på respekt, når den ene habitklædte japanske funktionær begaver den anden.

Japanerne har to årlige gavedage, hvor gaveindpakningerne når et niveau og et tempo, vi bedst kender fra jul. Men det er ikke børn med hede kinder, der skriver alenlange ønskesedler. I Japan hører gaver til de voksnes verden, og jo højere på strå, jo større bliver gaverne. Oseibo og Ochugen hedder årets to store gavedage, den ene til nytår og den anden den 2. juni, og gaverne tilfalder dem, der har betydning for dig. Både rullesteg, hamburgerryg, skinke i skiver, ja selv bacon og pølser kan blive til gaveartikler, når det gode samarbejde skal besegles. Og det er ikke billige varer, vi taler om. Priseksempel: En 400 gram tung dansk hamburgerryg: 550 kroner.

EN MÆRKEVARE.

»Jamen, det er ikke så underligt, som det måske lige ser ud,« siger den dansk/japanske kok Jens Rahbek Hansen, som har levet 10 år i Tokyo.

»For japanerne er dansk gris en mærkevare, og et kendt mærke er det, der tæller. Det er da en pæn bluse, siger japaneren til sin kollega, mens han nysgerrigt vender mærket i nakken, for det er helt i orden at vise, at det er her, værdien røber sig.«

Jens Rahbek Hansen lærte danskerne at spise sushi, da han sammen med sin bror og dennes svoger, åbnede Sticks'n'Sushi-restauranterne i København. Siden har han vist, at japansk mad også er andet end sushi med restauranten Takagi på Østerbro i Købehavn (nu lukket) og siden i Tivoli.

Japansk kogekunst på højt plan forhindrer ikke kokken i at bringe en rød dansk spegepølse med som gave, når han kommer på besøg i Japan. De hvide fedtpletter i den trestjernede har japanerne ikke noget imod, det minder om ekstremt findelt fedtmarmorering som i det berømte japanske kobekvæg, køerne der får både majs, øl og daglig massage. Japanerne skærer salamien i tynde skiver og skiverne ud i små firkanter, sætter dem på tandstikker med oliven og serverer dem som canapéer. Udsøgt og eksotisk. En gængs dansk lillebror-ost kan nyde samme respekt. Den smager ikke af meget, men det gør ikke noget, bare den er dyr.

Fødevarer er simpelthen dyre i Japan. En almindelig vare som frugt kan blive hævet op i en anden sfære bare med den udsøgte behandling og indpakning, den får. Uden at blinke vil japaneren betale 400 kroner for en æske med 24 små rum og et kirsebær i hvert rum. Alle bær i æsken vender ens, som var de støbt i formen, og stilken er skåret af i præcis samme længde.

»De går op i enkeltting,« siger Jens Rahbek Hansen, der husker en tv-quiz på japansk tv, hvor alle spørgsmål gennem tre kvarter belyste en eneste grøntsag, broccoli: For eksempel: Hvor mange små knolde kan man pille ud af denne ene broccoli? I studiet stod et par unge hjælpere klar med pincetter for at dele og tælle hver lille knold. Man giver sin kæreste et æble med udskårne initialer. Den meget dyre muskmelon kan løbe op i 1600 kroner, eller man køber bare en enkelt skive af den med salat og citron på de eksklusive sushibarer.

»Lidt er godt i Japan, man behøver ikke at spise sig mæt, en japaner kan altid undvære«, siger Jens Rahbek Hansen.

GRIS MED PRÆCISION.

I den anden ende af svinefødekæden hos Michael Nielsen i Lynge i Nordsjælland går 640 søer og 17.000 smågrise i en intensiv svineproduktion. Fodringen styres af computer, produktionen efter en minutiøs plan fra inseminering til fravænning, og Michael Nielsen har hele tiden i baghovedet, at alle muligheder for at minimere spildtid og forbedre indtjening skal udnyttes. Der er effektivitet i den danske svineproduktion, og det tiltaler japanerne.

Af en japansk importør af svinekød har Michael Nielsen fået en af den slags gaver, man viser frem ved særlige lejligheder og ellers sætter langt tilbage i skabet igen: Et radiostyret kaminur med en blank maghoniramme, der ved nærmere eftersyn viser sig at være af plastik.

»Det er svært at forholde sig til, at svinekød kan blive til en gaveartikel, men man kan kun være stolt af at se, hvilken kvalitet der bliver lagt i produktet,« siger han.

Ensartetheden, det meget lille vægtinterval fra gris til gris, den skarpt styrede produktion, klassificeringen, det honorerer japanerne. De har ikke noget som helst imod dyr som industri, det begejstrer dem at se teknologien og effektiviteten, når delegationer fra japansk fødevareindustri kommer med bus fra København til Michael Nielsens gård i Nordsjælland. Rigeligheden af plads omkring gården, hyggen og rummeligheden i stuehuset og også duften af kaffe og kage på kaffebordet gør indtryk på dem. De kan bare godt lide, hvad de ser.

Japanerne kan i det hele taget lide Danmark og danskerne, og man kan undre sig, for der er langt fra det japanske hierarki til den danske formløshed.

Nøglen gemmer sig måske i det japanske begreb wa, som betyder harmoni. I Japan opretholder man wa ved ikke at give for tydeligt udtryk for et ja eller nej, hvis det kan forstyrre harmonien, siger cand.mag. i japansk Kristine Ahrensbach, som har boet og arbejdet i Japan og har undervist i sprog og kultur på Handelshøjskolen i København og på Københavns Universitet.

»Den ellers så udskældte jantelov kommer os endelig til gode, fordi vi ikke er vant til at råbe så meget op om os selv og vores fantastiske evner. Vi kan lide at være tilbageholdende og tænke på andre, og japanerne synes, at vi er beskedne og hjælpsomme. Japanerne kalder den danske livsstil for slow-life, hvilket er en ros. De ser noget holistisk i det danske liv, valgfriheden, livet på landet og åbenheden, når de får lov at kigge indenfor i en dansk svinestald. I Japan vil en stald være lukket,« siger Kristine Ahrensbach, som er konsulent for Landbrugsrådet og derfor har været vært for mange japanere på besøg i Danmark.

MÅ VI SE EN HUSMOR?

Hvordan køber danskerne ind? Det ville et japansk tv-hold på et tidspunkt opklare, og Kristine Arensbach fulgte tv-holdet ind i et københavnsk supermarked en sen eftermiddag, hvor hun undrede sig over, at de japanske tv-folk længe stod og ventede uden at bruge kameraerne. Unge danske fædre styrede deres institutionstrætte børn i klapvogne ind mellem supermarkedets hylder, og her lå forklaringen på japanernes tøven med kameraet:

»Vi venter på husmødrene, hvornår begynder de at komme?« spurgte de.

Japanerne ser normalt ikke mænd skubbe en barnevogn foran sig.

»Forskellene er store, men alligevel har vi danskere nok for fasttømrede forestillinger om, at japanerne er stive og mærkelige. Folk, der har rejst i Japan i mange år ser japanerne som meget humorfyldte, festlige, betænksomme og søde. Men de er formelle og påtager sig de roller, der passer i situationen. Vi danskere mener jo, at vi skal være os selv, uanset om vi er hjemme eller på arbejde, mellem familie og venner eller kolleger. Modsat påtager man sig i Japan en rolle, og man får ikke smidt i hovedet, at man pludselig er blevet »en anden«. Forskellen fra det japanske til det europæiske og amerikanske ideal oplever man tydeligt efter mørkets frembrud, når man skal ud at spise med sine japanske kontakter. Fra at være meget høflige og korrekte smider de nu alle tøjler, de pjanker, griner og fjoller, og man kan godt synes, at de er direkte barnlige. En dansk chef kan også joke om aftenen, når der kommer øl på bordet, men vil alligevel på en eller anden måde holde stilen. Det behøver japaneren ikke,« siger Kristine Ahrensbach.

Der er en gennemgående tvetydighed i hele den japanske kultur. Japanerne henter gerne fremmede islæt og inspiration. Et japansk madmagasin vil for eksempel virke flot, moderne og stilrent på enhver kosmopolit fra New York til Rom, og gæster på Tokyos restauranter kan vælge mellem alle verdenskøkkener. Men selvom der er fascination for slow-life og for vesten, er japanernes egen kultur stadig eksisterende med dens rester af samuraikulturen: Tålmodighed skal trænes, og man skal hærdes med hårdhed. Den, der finder sig i alt, er stærk, mens den, der hidser sig op eller bryder sammen, ikke kan regne med andres respekt.

»Som ny medarbejder på for eksempel Nissan Motors i Japan er du nederst i hierarkiet. Alder og avancer følges ad, ikke kvalifikationer og avancer, så når man kommer op i de bestemmende lag, er det om at få afløb,« siger Kristine Ahrensbach.

Hun har på en arbejdsplads i Japan set nyansatte få opgaver, hvor nødvendige informationer for at løse opgaven bevidst bliver holdt tilbage. Når så den nyansatte skal fremlægge sine resultater i plenum, og manglerne viser sig, vil det fyge gennem luften med ukvemsord. Her holder den japanske chef sig ikke tilbage: »Det er dog utroligt, hvad du kommer med. Kraftiditot. Fjols.«

På en dansk arbejdsplads ville medarbejderen nok gå hjem. Japanerne holder til det, men er samtidig stressede. De ryger og drikker alkohol dagligt og hører alligevel til verdens ældste, måske fordi de spiser sund afbalanceret kost, hvor fisk er en væsentlig del.

Når japanerne så går ud og spiser efter arbejde, bliver den hårde tone afløst af harmoni og omsorg for hinanden. Alle retter sætter de midt på bordet og deler små tallerkener omkring, så alle kan smage, hvad andre har bestilt. Følger der ikke små ekstra tallerkener med serveringen, vil de alligevel sende mad på tværs af bordet og over til hinanden. Forretningsforbindelser og folk af alle slags nipper til hinandens drinks, spiser med hinandens pinde og drikker af hinandens suppeskål. Det sjove er, at når Kristine Ahrensbach går i byen i København med besøgende japanere, er det bedst at undgå de fineste restauranter. Japanerne vil helst kunne tale højt, grine og slå sig på lårene og spise retterne i den rækkefølge, de har lyst, men da de har så meget indbygget wa og harmoni i sig, tilpasser de sig, dæmper tonen og bliver en smule hæmmede, hvis rammerne er for stive og fine. Nu er de tilbage i den sociale, omsorgsfulde rolle, hvor gækken gerne må slås løs.

Den japanske gavepolitik med gris og andre fødevarer i gaveæskerne er ikke kun konvention, men også et udslag af japanernes høflighed og omtanke.

»På alle stationer i Japan, kan man købe små gaver med spiseligt indhold, søde kager af zukibønner, skiver af tørret fisk eller egnsspecialiteter. Det er gaver, du tager med til de andre på kontoret, når du har været ude at rejse. Sådan er japanerne også, de vil fortælle kollegerne, at: I har slidt i det, mens jeg har været ude at rejse, men jeg vil gerne dele min oplevelse med jer.«

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

De revolutionære stole

De klassiske designmøbler blev skabt i en revolutionær ånd, hvor arbejderen skulle sidde godt i et solidt kvalitetsmøbel. Men han gad ikke købe stolen og deltage i oprøret
Af Henrik Lund-Larsen | 1. marts 2005

Stolen, bilen og tøjet står blandt de stærkeste designikoner i det tyvende århundrede.

Bilen har været indbegrebet af dynamik og troen på fremtid. Tøjet har stået for iscenesættelse og tilhørsforhold. Både biler og tøj er designet for, at vi mennesker skal leve vores drømme ud.

Stolen har som projekt haft et helt andet sigte. Den skulle befri og opdrage arbejderen. Som et tegn, der kunne forklare, hvordan bedre og billige boliger kunne indrettes.

Med slagord som »luft og lys«, »hygiejne« og »8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile« strømmede den sociale bevidsthed gennem arkitektstanden i starten af det tyvende århundrede i et gigantisk designprojekt, der gik ud på at omforme samtlige brugsgenstande til en ny og bedre verden. En sandere verden, man kunne opdrages til og lære at sætte pris på. Individet havde intet at skulle have sagt. Det var designerne, der havde drømmen. Arbejderne skulle stadig indordne sig, nu under et andet præsteskab.

For at nå arbejderen var arkitekten klar over, at prisbillighed var målet. Stolene skulle være billige, dvs. at de skulle fremstilles industrielt - en tilsnigelse, for der var stadig mange arbejdstimer involveret i at fremstille forbrugsgoder, da håndarbejde kostede mindre end maskiner. Så for at nå målet måtte man forenkle produktet, så det håndlavede møbel så ud som om, det var forarbejdet industrielt - ja onde tunger i tiden sagde: så billigt ud. Væk med ornamenter og gesvejsninger, som snildt lod sig udføre industrielt, for det så håndlavet ud. Ind til benet skulle man. Form følger funktion. Formen blev derfor en syntese af funktionen og produktionsmåden.

 

FORBILLEDERNE.

Intet inden for kunstens eller arkitekturens verden bliver til noget uden forbilleder. Så arkitekterne måtte have et forbillede til deres ideologiske stol til arbejderen. Det var ikke svært at finde. Faktisk faldt man over stolen alle vegne. Da arkitekterne opdagede den, var den allerede produceret i over 100 millioner eksemplarer.

 

Det var wienerstolen. Den første masseproducerede stol.

Impressionisterne brugte den i deres malerier og på plakater, Charlie Chaplin kastede rundt med den i sine film. De banebrydende arkitekter Le Corbusier og Mies van der Rohe brugte den begge, da de revolutionerede arkitekturen med at opføre huse i hvidmalet beton og gennemløbende vinduesbånd, før de fik tegnet deres egne stole, der passede til husene. Som vores hjemlige lysdiode, Poul Henningsen, tørt sagde, mens han balancerede med wienerstolen på een finger:

»På at gøre denne stol fem gange så dyr, tre gange så tung, halvt så behagelig og en kvart gang så smuk kan en arkitekt godt vinde sig et stort navn.«

Stolen af i dag har ikke den fjerneste tone af ideologi i sig. Lav pris og høj kvalitet. Omvendt er det gået med designermøblerne, de sælges gennem deres navn, historie og branding. Arkitektnavnet borger for det eksklusive. Arne Jacobsen er et kendt navn for forbrugeren. Producenten Fritz Hansen kender man knapt.

Nye stole forsøger at fange denne bølge af drømme og historie ved at lægge sig ind i en retrobølge.

Hvad er der blevet af vor tids tanker og deres aftryk i kulturen?

Hvad er der for resten blevet af den etisk tænkende designer? Har hun forskanset sig i brugercentreret design som målgruppeekspert og glemt sin kamp for en bedre verden?

 

STOLEN FOR MASSERNE.

Wienerstolen havde ingen let fødsel, dens opfinder skulle meget igennem.

Michael Thonet var en opfindsom snedker, der i 1819 satte sig for at fremstille møbler i tidens stil - svungen nyrokoko. Han indså, at han kunne opnå store besparelser ved bukke de krumme ben i stedet for høvle dem krumme. Gennem en lang række forsøg lykkedes det ham endelig i 1842 i en alder af 46 år at opnå det kejserlige østrigske eneprivilegium »At bøje enhver træsort med kemisk/ mekaniske midler i enhver ønsket form og kurve.« Men penge til udvikling og patenter havde slugt det meste af kapitalen. Så lykken var ikke gjort derved. Tilmed havde hans dampbøjningsprincip hidtil været baseret på tyndt finéret træ, der blev dyppet i kogende lim for siden at blive presset i form. Elegant så det ud, men glansen gik hurtigt af efter en sørejse, hvor luften fik finéren til at skille.

 

Men snedker-værkstedet holdt skindet på næsen, samtidig med at Michael Thonet og hans fire sønner i bedste iværksætterånd bestræbte sig på at skabe den ultimative stol. En stol, der var fremstillet af få komponenter, der kunne byttes ud, lavet af solidt, billigt, lokalt bøgetræ og bearbejdet frem til endeligt møbel af lokale, fattige bønder. Da Michael Thonet var nået et godt stykke hen mod pensionsalderen i 1859, han var nu 63, nåede han sit mål.

Stolen kom til at bære det for os prosaiske navn nr. 14, der derimod for en producent er et stolt navn - rækken af ens værker.
Nr. 14 var en ydmyg stol. Seks stykker bøgetræ, blot skruet sammen. Formen var blød og rund, elastisk og fjedrende, ingen skarpe kanter - og du har garanteret selv siddet på den, sidst du var på café.

Thonet fabrik efter Thonet fabrik skød nu op. Millioner efter millioner af stole solgte snedkerværkstedet, og en lang søgen var blevet til en profitabel industri. Men samtidig var stolen blevet til et kært kulturelt ikon. For den rige, for den fattige. Stolen, alle havde råd til, vandt alle hjerter.

 

FRISVINGEREN.

Da 1. verdenskrig randt ud, kaldte tiden på nye strømninger. I et sårslikkende Tyskland fik arkitekten Walter Gropius til opgave at opbygge en ny kunsthåndværkerskole. Han kaldte den Bauhaus, opkaldt efter de byggesjak som i middelalderen opførte de gotiske kirker. Hans skole blev et lille lukket samfund med tidens mest radikale kunstnere og tænkere som lærere. En skole, der efter bare få års eksistens brød med traditionen og åbnede sig udadtil med en kraftpræstation af designprodukter. Blomstringstiden var kort, efter blot 15 år lukkede skolen atter, tvunget af nazisterne, men dens ideer blomstrede videre.

 

En af de studerende på skolen var en ung mand ved navn Marcel Breuer. Thonet brugte hele sit liv på at komme frem til sin endelige stol, men det modsatte skete her. En gnist antændte et nyt og anderledes formsprog. I 1927-1928 så den moderne stol, der tilsigtede at møblere arbejdernes nye boliger, dagens lys. I en rus skabtes på kort tid frisvingerstolen i stålrør. Selv skabte han et utal af varianter. Hans medstuderende Mart Stam skabte en lignende, og hans lærer, Mies van der Rohe, lavede også sin version for at være på den sikre side.

Hvem var producenten, der så muligheder i disse stole? Det var såmænd Thonet, der også indså, at tiden var til, at stål ville vinde over træ.

På alle arkitekturtegninger fra denne tidlige funkis-tid erstattedes wienerstolen nu med frisvingerstolen. Men den blev ikke solgt til andre end kulturradikale. Den var for anderledes. Men kimen var lagt til den ideologiske stol, der ville menneskeheden det så godt. Og til arkitekternes tro på sig selv som frelsende engle, der skaber et paradisisk liv for andre.

 

SKALSTOLEN.

Efter endnu en verdenskrig voksede en endnu stærkere tro på, at design kunne gøre en forskel, frem.

Det superæstetiske og lettere snobbede amerikanske kunstmuseum Museum of Modern Art afholdt i 1948 en international møbelkonkurrence med det formål at skabe prisbillige møbler. Den amerikanske designer og produktudvikler Charles Eames blev en af vinderne. Vores hjemlige Hans Wegner var en af de andre.

 

Eames havde under krigen høstet en del erfaring med at producere fjerlette benstøtter af krydsfiner til den amerikanske hær. Erfaringen udnyttede han nu som stoledesigner. Først havde han forestillet sig møbler af stål lavet på samme trykpresse, som bilindustrien brugte. Det var for koldt, mente han og vendte blikket mod det helt nye materiale plastik, og derved blev det. En frit svungen stoleskal lavet af glasfibre, der understregede, at kroppen kunne indtage stolen i mange stillinger båret på et spinkelt stålstel, der gjorde, at den siddende næsten svævede over jorden. Siddestillingen i stolen var også på vej væk fra det formelle »sid lige op og ned og lad vær og vip!« til flydende sexede stillinger på tværs af armlæn.

Det var nyt og igen for anderledes. Igen var det kultureliten, arkitekterne og reklamebureauerne, der købte stolen. De sidste skrig inden for lufthavnsterminaler blev også møbleret med den. Derved blev det. En luksuriøs designerstol, der indtil for få år siden kostede rigtig mange penge, for det er først nu, at firmaet har lanceret en billig udgave, der forfølger det oprindelige formål.

 

HJEMLIG EVOLUTION.

I Danmark blev den ideologiske stol skabt på en helt anden baggrund. To fronter skulle mødes for at skabe den. Fra arkitekternes side var det en skole eller rettere en tankegang. Den var lejret hos en mand ved navn Kaare Klint, der skabte Møbelskolen på Arkitektskolen ud fra en filosofi om, at brugskunst skabes ved evolution frem for revolution. En fin snedkersamling frem for et bukket stålrør. Det, vi forstår ved den danske møbelarv med Hans Wegner, Børge Mogensen og Finn Juhl i samarbejde med dygtige snedkermestre, er skabt i den ånd.

 

Den anden front, som var den forretningsmæssige, var FDB. En nærmere introduktion i dette blad behøves vel næppe.

FDB havde siden 30erne haft en produktion af møbler til salg gennem deres brugsforeninger. Møbler i tidens åndenød, tunge ikke kun af vægt og fremstillet i mørkt ådret nød. De solgte, men FDB ville den arbejdende klasse det bedre. De måtte opdrages til en bedre livsførelse. Et stort anlagt PR og opdragelsesprogram tog sin start. Med opbyggelige udstillinger på Kunstindustrimuseet, tilrettelagt af tidens bedste arkitekter, blev husmoderen opdraget til god og luftig indretning af stue og soverum og hensigtsmæssig og hygiejnisk indretning af køkken - badet var endnu knapt nået til denne klasse. Alt var udregnet på pris. Det var andelstanken, der slog igennem her. For opdragelsen var ikke lavet med bagtanke om en hurtig profit, men om et fælles løft af landets folk til en bedre standard.

Men da man ville udstille møbler, kom man til kort. For man kunne nok finde møbler, der udtrykte tidsånden, men ikke med prisbillighed in mente.

Man måtte skabe dem selv.

Børge Mogensen blev tilknyttet FDBs Arkitektkontor som leder af møbelkontoret. Hurtigt fik han tegnet en kollektion, der blev vist rundt omkring. Enkle møbler, ofte lavet med tremmekonstruktioner og som pindestole.

Hvad skete der? Det sædvanlige - de solgte ikke. De var for anderledes, for grimme, som folk sagde: »pindestole er det samme som pindebrænde!«

Den stol, der er valgt her som eksempel, Børge Mogensens shakerstol J 39, oser da heller ikke af arbejderhjem, men af lærer- eller akademikerhjem. For det var dem, der tog møblerne til sig. Men som de andre eksempler er stolen virkelig et ønske om at skære ind til benet. Et ønske om at lave den enklest mulige løsning med en slags rundstok til ben og en anden til tværpind, herpå et kopstykke. Men stadig med udtryk og historisk forbillede, som Kaare Klint foreskrev - evolution frem for revolution. Stolene blev i starten produceret hos dem, der var bedst til rundstokke herhjemme, generalagenten for Thonet - Fritz Hansen.

FDB-møbler repræsenterer nærmest en håbløs naiv tankegang set med dagens øjne. Man producerede af idealisme og med øje for det opdragende. Metoderne var moderne med alle mulige PR-tiltag.

Modsat i dag, hvor man producerer for at tilfredsstille folks selvdefinerede behov. Her drejer det sig om drømme, overskud og hurtige sceneskift, hvor det førhen drejede sig om at skabe overskud til andre aktiviteter. Tid for husmoderen, penge i budgettet til uddannelse.

 

DEN GLOBALE STOL.

Stolen af i dag er oftest basket ned i pris uden at gå på kompromis med kvaliteten. IKEA laver fremragende møbler til markedets bedste priser.

 

Eller tænk på plastikhavestolen - velkonstrueret i bløde kurver, der kan støbes i een arbejdsgang af en robot. Den kræver ingen efterbearbejdning, og den er vejrbestandig. Den er faktisk den mest avancerede stol på markedet. Den koster næsten ingen penge og smides blot ud efter endt brug. Er det den stol, der peger frem og definerer vores kultur netop nu og betegner vor ideologi?

Eller er det i afmagt over denne »brug og smid væk tanke«, at vi vender blikket romantisk bagud efter retromøbler og designklassikere som Børge Mogensen?


Henrik Lund-Larsen er projektlærer på Danmarks Designskole

Samvirke samvirke@fdb.dk

Av for en forside

1. marts 2005

Samvirke er jo normalt ikke et særligt bloddryppende medie. Det lader vi formiddagsaviserne om. Derfor fik vi også et par forskrækkede læsere i røret, da vi i august sidste år præsenterede en blødende pegefinger på forsiden. Der var tale om en meget let blødning, og den tilhørende artikel inde i bladet var faktisk ret så opløftende. Den handlede om, at videnskaben nu endelig ser sig i stand til at »fotografere « og måle smerter, og det har betydet en mindre revolution i behandlingen af led- og muskelsygdomme. Forsidefotoet af pegefingeren, der stak sig på en nål, virkede bare langt fra opløftende på vores læsere!

Derfor havde vi nok en fornemmelse af, at netop den forside ville komme dårligt ud, da vi for nylig lod bladets læsere stemme om, hvilken af forsiderne i 2004, der var den flotteste

Knap 400 personer deltog i afstemningen, og pegefingeren kom ganske rigtigt aldrig med i opløbet. Sejren - og den var til gengæld ret overbevisende - gik til aprilforsiden med et knivskarpt nærbillede af en skoleelev, der drikker vand fra en vandautomat. Omkring hver fjerde pegede på det motiv som det flotteste.

Overskriften på den historie lød: »Vand er cool«, og artiklen inde i bladet handlede om, at en del skoler bruger vandautomater som våben i den svære kamp mod sodavand.

Fotograf Nils Lund skød favorit-forsiden, og billedet blev til på Agerbæk skole i Sydvestjylland, hvor vandautomaterne med det kølige vand er populært blandt skolens elever.

Sammenfattende må man sige om Samvirkes læsere, at de synes, blod er styggere end vand, og at de derfor langt foretrækker vandet. Fra redaktionen kan vi godt love, at de blodige indslag vil være sjældne, men blodfattige skal I ikke satse på, at vi bliver...

God læselyst

Samvirke samvirke@fdb.dk

Afrikas vej til demokrati

At vente på rigtigt demokrati er en lang og pinefuld affære for afrikanerne, men spirerne er ved at slå rod. Trods politiske ledere, der gerne torturerer og skyder politiske fjender for at holde sig ved magten
Af Helle Maj | 1. marts 2005

Han står og sveder i lysene i balsalen på Serena Hotel. Det er ikke en nem tale, han skal til at holde. Uhuru Kenyatta troede i julen 2002, at han skulle være Kenyas næste præsident, udpeget af forgængeren Daniel arap Moi. Nu har han set valgresultatet, og oppositionen har vundet stort.

»Dette valg har været en glødende tribut til Kenyas store nation og til friheden til at vælge«, startede han sin tale, og alle holdt vejret: »Jeg accepterer folkets valg. Vi blev ikke set på af folket som den forandring, de ledte efter.«

Det var ikke en stor tale, men i Afrika var den nærmest revolutionær. Kenya sitrede i de dage af nervøsitet. Politiet var i gaderne, forberedt på det værste. Vrede og etniske slagsmål var, hvad alle forventede. Sådan har såkaldte demokratiske valg været i Kenya siden det første i 1992.

Og så stod han der, den unge Uhuru Kenyatta, søn af Kenyas første præsident, og indrømmede det siddende styres nederlag, som var det den mest naturlige ting i verden at gøre. Hans gestus var abnorm. Det var ikke bare første gang et valg endte fredeligt i Kenya - det var starten på en nyt og mere demokratisk sindelag blandt afrikanske ledere.

I Afrika har demokrati som koncept været svært at sluge. Demokratibølger her er kommet og gået som små brus af lykke, hvorefter storme og orkaner har taget over.

National stolthed og fællesskab kommer ikke nemt på et kontinent, hvor kolonimagterne splittede floder, bjerge, stammer, ja selv familier, da de delte kontinentet mellem sig selv. Siden dengang har afrikanernes egen stamme altid betydet mere for dem end deres nation. Ikke det bedste udgangspunkt for demokrati.

Da de fleste afrikanske lande i 60erne fik deres selvstændighed, gik der heller ikke længe, før al tale om demokrati døde hen. Et sundt demokrati kræver en veluddannet befolkning for at kunne fungere. Det havde Afrika ikke, da Tanganyika (Tanzania) i 1961 fik sin selvstændighed, havde det for eksempel kun 16 universitetsuddannede borgere.

Så Afrika fik autoritære ledere. De var en broget skare af mere eller mindre gale mænd. Nogle kaldte sig socialister, andre kapitalister, men de havde næsten alle det tilfælles, at de ragede til sig af deres landes rigdomme på bekostning af deres folk.

Mest ekstrem - mesteren over dem alle - var Mobuto Sese Seko, som erklærede, at »demokrati hører ikke hjemme i Afrika« og derefter begyndte at udplyndre Zaire. Politiske modstandere forsøgte han at købe, og hvis det ikke lykkedes, besluttede præsidenten simpelthen, at modstanderen havde gjort noget ulovligt og derfor måtte i fængsel. Det var let nok, for Mobuto havde allerede købt efterretningschefen, politichefen og hele dommerstanden.

Zaire faldt støt og roligt sammen, mens Mobuto drak lyserød champagne i sit palads langt væk fra folket. Han sad på magten i 22 år.

 

HELLERE RIG END DØD.

I 1997 indtog en oprørsbevægelse Kinshasa i Zaire og tvang Mobuto fra magten. Alle jublede. Indtil de indså, at alternativet, Laurent Kabila, ikke var en tøddel bedre. Snarere tværtimod - under hans styre nåede tre millioner at dø i et land, der aldrig har holdt et demokratisk valg, men som Kabila alligevel omdøbte til »Den Demokratiske Republik Congo«.

 

Hvis man ser på statistikkerne, er det ikke mærkeligt, at afrikanske præsidenter vil gøre alt for at holde sig ved magten. Alternativet er ikke særligt rart: Af de 107 afrikanske præsidenter, som blev afsat i årene 1960-2003, blev to tredjedele myrdet, fængslet eller drevet i eksil.

Tanken om demokrati virker derfor på mange præsidenter lige så frastødende som tanken om at bo i et blikskur i et slumkvarter med pøblen. Mugabe i Zimbabwe, Paul Biya i Cameroon, Dos Santos i Angola har det ubetinget sådan, for at nævne et par stykker.

Kabila havde det også sådan, men han blev skudt i 2001. Hans søn har nu taget over, har indgået en fredsaftale og lovet demokratiske valg i 2005. Men ingen er begyndt at finde ud af, hvor mange der egentlig har stemmeret i det enorme land. For slet ikke at tale om at uddanne disse mennesker om deres rettigheder. De fleste congolesere kender intet til valg. Det sidste blev holdt i 1960.

Den unge Coco Bombenga er glad for, at der er kommet fred i det meste af Congo, at bådene igen sejler på floden, og folk kan fange fisk. Men som han siger til New York Times som argument for demokratiske valg:

»Det er ikke nok kun at leve for at spise. Vi er ikke dyr.«

 

MAGT KORRUMPERER.

Mange troede, at 1990erne endelig ville bringe noget fornuft til Afrikas lidende folk. Optimismen var enorm. I Benin, Etiopien, Mali og Liberia var tyraner allerede faldet, og de, der fortsat talte for et-partistyre, som Kenyas Daniel arap Moi, Fèlix Houphouêt-Boigny på Elfenbenskysten og Zambias Kenneth Kaunda, begyndte at føle presset.

 

USAs regering skrev ligefrem en manual for demokratiseringen af Afrika. Men Afrikas store mænd var mere stædige end forventet. Og selv nye ledertyper viste sig efter et stykke tid at leve op til Lord Actons maksime om, at magt har det med at korrumpere, og uindskrænket magt korrumperer fuldstændigt.

En af de nye var Ugandas præsident Yoweri Museveni. Da han kom til magten i 1986, udtalte han, at han mente, det var en dårlig idé for en præsident af blive siddende på magten i 15 år. Han sidder der nu på 19. år, og selv om han ifølge den ny forfatning skal gå af til næste valg, så ved han ikke, om han har lyst til det. Så for en sikkerheds skyld har han bedt sine politiske venner kræve forfatningen ændret.

»Mit eneste ønske er at se Uganda stå på egne ben,« siger han uskyldigt uden at kunne se komikken i, at han måske ikke er den bedste til det job, når han har haft 19 år til det og ikke er nået målet.

Men så er der altid nogle andre afrikanske ledere, som en Muammar Gadaffi, der støtter op bag sådan nogle som Museveni.

»Revolutionære ledere bør ikke have en udløbsdato som sodavand på dåse. Min bror Museveni blev født revolutionær,« sagde Gadaffi i en tale til det ugandiske folk i 2001.

MIRAKEL.

Stemmesedler og valgurner har været et krav fra de vestlige donorer de seneste 10-15 år. I 90erne blev der nærmest opbygget en hel industri af folk, som kom fra Vesten for at observere, om nu afrikanerne holdt frie og fair valg.

 

I de lande, hvor det sker, er det lidt af et mirakel, når man tager i betragtning, at kun 12 procent af kontinentets veje er asfalterede. Tænk at få stemmesedler og valgurner fragtet ud til de mindste flækker og få valgresultaterne kørt tilbage ad smalle, hullede, mudrede eller støvede jordveje.

Mange mener, at Afrika endnu ikke er modent til demokrati. At folk skal have uddannelse, mad i maven og velfungerende institutioner, før et demokrati kan fungere.

»Kun hvis folk er uddannede, kan de være med til at ændre et land. Hvordan kan vi spørge om mad, hvis vi ikke ved, hvad der er i køkkenet,« spørger socialarbejderen Julio Dos Santos i Angola.

Men hvis afrikanerne skal have det godt, før de kan få demokrati, så sker det ikke i vores levetid. Afrika er det kontinent med flest fattige mennesker, det er stedet med flest igangværende borgerkrige, med flest flygtninge, med flest AIDS-tilfælde.

Kort sagt, så er Afrika syd for Sahara i dag mere sygt og mere ødelagt, end da kolonialisterne forlod kontinentet i starten af 1960erne.

»Vores fisk dør af alderdom i floden,« sagde en congoleser til mig en dag, da vi sad og spiste fisk importeret fra Europa i et af Afrikas frodigste lande Zaire, nu den Demokratiske Republik Congo.

Folk havde ikke mulighed for at få fragtet fiskene til markederne, fordi vejene var ædt af regnskoven, og bådene manglede benzin.

I dag er det sådan, at 200 millioner afrikanere ikke aner, hvor deres næste måltid vil komme fra. Og selv om vi fortsætter med at give international bistand, så vil Afrika i 2030 have 183 millioner underernærede borgere ifølge FN.

Det behøver ikke blive ved med at være sådan. Men hvis man tænker over, hvor længe vi i Europa var om at få indført rigtigt demokrati og dermed også sikre de fattigste, så er det måske ikke så mærkeligt, at Afrika stadig er som en nyfødt baby. Det er kun ti år siden, at afrikanske lande for alvor begyndte at gøre forsøget med at give folket indflydelse.

Alle lande i Afrika har afholdt en eller anden form for valg de seneste 10-15 år, bortset fra Den Demokratiske Republik Congo. Det er langt fra demokratiske valg som i Danmark - i et land som Swaziland har de valgte parlamentsmedlemmer ingen anden indflydelse, end de kan få lov til at rådgive landets konge. Måske han vil lytte, måske ikke.

 

AT SLÅ ROD.

I Kenya, Togo og på Elfenbenskysten indførte præsidenterne flerparti-systemer i 1990erne for at få Vesten til at give bistand, ikke for at give folk mere indflydelse. Så de gjorde alt i deres magt for, at systemerne ikke skulle fungere efter hensigten. De ændrede i valglisterne, fyldte valgurner med falske stemmesedler og brugte vold og intimidering mod oppositionen.

 

Da Kenya i 1992 holdt sit første demokratiske valg, måtte den daværende danske ambassadør i Nairobi, Erik Fiil, da også konstatere, at valget var »så frit og fair, som vi kunne forlange det.« Ikke just en topkarakter til demokratiet, men et stille håb om, at det engang ville blive bedre.

Og de demokratiske spirer er begyndt at slå rod. Over det meste af kontinentet kræver afrikanerne at få lov til at stemme. De har intet imod at stå i kø i bagende sol i ti timer, hvis det er dét, der skal til. Og det er det tit i Afrika.

Det demokratiske højdepunkt kom, da Sydafrika i 1994 skiftede apartheid ud med frie valg. Det gik ikke stille for sig, politikere blev skudt på, townships gik amok i had, Inkarta-tilhængere angreb ANC-tilhængere og omvendt. Mennesker, der egentlig bare ville have lov til at stemme på et parti, fik brændende bildæk om halsen.

Hvad er der sket siden? I april sidste år gik sydafrikanerne til deres 3. demokratiske valg. Et valg, som pressen beskrev som »kedeligt«, fordi valgkampen stort set var uden en eneste voldelig episode. Kort sagt: Et land, hvor demokrati er ved at blive hverdag, som i Botswana og Senegal.

HÅB.

Det et er kun ti år siden, at 930.000 mennesker i Rwanda, de fleste tutsier, blev slagtet i en blodrus, som verden først alt for sent accepterede som et folkedrab.

 

Alligevel afholdt Rwanda i august 2003 sit første flerparti-valg siden uafhængigheden i 1962. Det var ikke et fair valg. Den siddende præsident efter folkedrabet, tutsien Paul Kagame, brugte statsapparatet - regeringsbiler, radio, aviser - til sin fordel og vandt valget med 95 procent af stemmerne. Men at tutsierne overhovedet turde tillade et valg så kort tid efter, flertallet af landets befolkning havde forsøgt at udrydde dem, var dog modigt.

Fra 1960 frem til i dag er kun 19 afrikanske præsidenter gået af frivilligt. Ikke så mærkeligt, at alle er ved at falde ned af stolen af forbløffelse, når det endelig sker, som da Jerry Rawlings gjorde det i Ghana i 2001, og da Daniel arap Moi - efter 24 år på magten - gjorde det i Kenya i december 2002.

I mange andre lande foregår demokrati på den måde, at den med flest våben vinder. Hvis man er pessimist, så kan man sige, at når det handler om reel, politisk magt, så er geværet stadig stærkere end pennen i Afrika. Krige som i de senere år i Sierra Leone, Congo Brazzaville, DR Congo, Somalia, Sudan, Liberia og Elfensbenskysten er bevis nok.

En optimist vil imidlertid sige, at mange krige er sluttet godt, som i Mozambique, og at Afrikas store mænd - de, som styrer efter deres egen mave og pengepung og ikke efter landets love - enten er døde eller på vej ud.

 

OM AT LÆRE AF HISTORIEN.

»Folk kan stemme nu. Men for flertallet er der ellers ikke sket de store forandringer, det er i mine øjne ret trist,« siger Lumkile Mondi, cheføkonom i Industrial Development Corporation of South Africa.

I Sydafrika er de fleste sorte faktisk blevet fattigere efter ti års demokrati, men det er sådan set ikke demokratiets skyld.

 

Den tidligere formand for OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed), Dr. Salim Ahmed Salim, har sagt:

»Politiske reformer kan ikke hæve verdenspriserne på Afrikas varer.«

Det kan et nyt, afrikansk lederskab imidlertid, og det begynder at gøre det. For de findes, de unge, veluddannede afrikanere, som har indset, at de ikke som deres fædre kan tage store skridt fremad, for derefter at tage store skridt bagud. At det er de små, men sikre skridt frem, der gør en forskel.

Uhuru Kenyatta - den unge mand, som troede han ville blive præsident efter Daniel arap Moi - er stadig politiker i Kenya og tror på, at han ved at være en ærlig oppositionspolitiker kan tage Kenya et skridt videre væk fra den støvede 3. verdensvej. Til avisen Christian Science Monitor sagde han:

»Vi har brug for at designe systemer og skabe institutioner, som vil tjene ikke kun individer eller denne generation, men også vores efterkommere. Amerika har gjort det, og det er derfor, landet stadig står efter 200 år.«

Der er altid pessimister. En afrikansk professor, Samwiri Karugire, har engang sagt, at afrikanerne kun læser historie for at bestå deres eksamen, aldrig for at lære af historien.

Måske får han langt om længe uret.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Det tror vi på

Religion og spiritualitet er blevet noget, medier, politikere og menige danskere interesserer sig for. Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet har kortlagt det religiøse landskab i Danmark
Af Jørn Borup | 1. marts 2005

Der var engang, hvor Danmark var for danskere, og alle spiste frikadeller. Det var dengang, klassekammeraterne hed Kirsten og Peter, og hedninge var sorte og gule og eksotiske indslag fra fjerne himmelstrøg. Da var kultur og religion ikke til forhandling. Det var der bare, som sociale facts i en harmonisk monokultur.

Sådan kan vi måske godt lide at forestille os fortidens Morten Korchske univers. At det aldrig rigtig har været så simpelt, er en anden snak, men i hvert fald har de sidste år givet nye impulser og rammer for, hvad det vil sige at være dansk. Det gælder i høj grad også inden for religionernes verden. Allerede oplysningstidens tænkere var begejstrede over ideen om en affortryllet verden uden religion, og forskellige ideologier har siden gjort sit til at bære brænde til bålet. Gud har ofte været erklæret død. Men han og hans kolleger er genopstået. Man kan diskutere, om der er mere eller mindre religion i dagens Danmark. I hvert fald kan man sige, at moderne tid også har oplevet en genfortryllelse af den vestlige verden, og at religionsudøvelsen er blevet anderledes. Både fordi, danskernes religiøsitet har ændret karakter, og fordi der er kommet folk hertil med andre religioner. Det religiøse landskab i Danmark er blevet langt mere mangfoldigt.

 

KRISTENDOMMENS UDFORDRINGER.

De fleste danskere er kristne. I hvert fald er 85 procent medlemmer af den danske folkekirke, der klart er landets majoritetsreligion og de facto statsreligion. Kristendommen er vigtig i dansk historie og kultur. I samspil med moderniteten har den givet os en national selvforståelse, og kirken er ligeså selvindlysende som kulturelt symbol for en dansker, som en McDonalds er det for en amerikaner.

 

Trods Folkekirkens særlige rolle i danskernes bevidsthed er udfordringerne til dens status store. Kirken bliver affolket, og kernemenigheden svinder - under to procent går i kirke hver søndag. Der kæmpes en kamp for overhovedet at få folk til at stille op til menighedsrådene. Nogle diskuterer, om kirken skal have en anden struktur og måske helt eller delvis adskilles fra staten, samtidig med at kristendommens dogmer og praksis udfordres af brugernes trang til alternativer.

Skønsmæssigt er der i Danmark ca.:

- 4,5 millioner medlemmer af den danske folkekirke
- 200.000 muslimer, hvoraf sunni-muslimer udgør 67 procent
- 18.000 buddhister, hvoraf de fleste er »etniske buddhister« fra Asien
- 12.000 hinduer, de fleste tamilske flygtninge fra Sri Lanka
- 10.000 er medlemmer og brugere af de nye religiøse eller spirituelle grupper 

Meditation, healing, pilgrimsfærd og lyskæder på kirkegårdenes gravpladser er nogle af de »nye« input fra andre traditioner, som flere folkekirkekristne har taget til sig. Ikke alle tiltag er dog lige populære i kirken. Når en del af dens medlemmer tror på reinkarnation og spirituel selvudvikling og til gengæld betvivler grundlæggende dogmer som Jesu guddommelighed og genopstandelse, er det for nogle ligeså ukristent, som når protestantiske præster enten er »for meget« religiøse ved at uddrive ånder eller »for lidt« religiøse ved slet ikke at tro på Gud.

 

DE FREMMEDE RELIGIONER.

Det er umuligt at give et præcist tal for antallet af troende og praktiserende inden for de andre religioner, men skønsmæssige tal baseret på forespørgsler, undersøgelser og beregninger kan give et billede af omfanget. Den »fremmede« religion, der er blevet mest kendt og debatteret de sidste år er uden sammenligning islam, men også andre religioner er repræsenteret, først og fremmest hinduisme og buddhisme.

 

Langt de fleste personer tilknyttet disse har oprindelse i andre lande, og kun nogle få tusinde er etnisk danske konvertitter eller »brugere« af typisk østlige traditioner med fokus på f.eks. yoga og meditation. De fleste af disse religiøse grupper er bundet op på deres kulturelle ophav. Når man taler om »muslimerne«, skal man huske på, at der er mange forskellige grupper, som typisk ikke har noget med hinanden at gøre, endsige taler samme sprog. De somaliske muslimer mødes ikke med de tyrkiske eller bosniske muslimer, ligesom de vietnamesiske buddhister ikke har noget med de thailandske eller etnisk danske buddhister at gøre. De ca. 120 moskeer, ca. 20 hinduistiske og buddhistiske templer eller de ca. 150 kristne migrantmenigheder er i lige så høj grad kulturelle fælleshuse, der tiltrækker landsmænd til både bøn og networking, diskussion og socialt samvær. Religion og religiøse samlingssteder er for de fleste »udlændinge« både et synligt bånd til deres oprindelseskultur og en ramme, i hvilken de kan forstå sig selv i integrationen til - eller mødet med den danske kultur.

 

SÅDAN BRUGER VI RELIGIONERNE.

Derfor er også de andre religioner opmærksomme på at få videreført religionen til nye generationer. Mens Folkekirken mister medlemmer blandt andet på grund af faldende fødselstal, har tendensen de sidste årtier været den modsatte hos muslimerne, hinduerne og buddhisterne - fordi der er kommet flere hertil, og fordi der de sidste årtier er født flere ind i religionerne. Det betyder dog ikke, at børnene automatisk overtager forældrenes religiøse og kulturelle værdier og praksisformer. Nogle bliver »mere« religiøse, som når muslimske piger begynder at gå med tørklæde og læse i koranen, selv om forældrene måske mest har været »kulturmuslimer«. Andre vender sig væk fra forældrenes og hjemlandets normer for at blive mere »danske«, ofte til fortrydelse for religiøse forældre, der snarere end andre religioner ser ikke-religion som den største fare og udfordring for deres identitet.

 

Pluralismeprojektets undersøgelser viser nemlig, at der er stor variation i den religiøse praksis blandt de forskellige religioners medlemmer. Muslimer fremstilles f.eks. ofte som om, de alle er meget religiøse. Men mange er, hvad man kan kalde »kulturmuslimer «, og kun omkring en tiendedel kommer regelmæssigt i moske. Heller ikke buddhister og hinduer overbebyrder deres templer. Kun to procent af de vietnamesiske buddhister kommer f.eks. regelmæssigt i tempel, mens højtider som nytår og fejring af Buddhas fødselsdag trækker flere hundrede til de største templer.

På samme måde gælder det, at man ikke kan sidestille præsternes, imamernes eller munkenes udlægninger af de hellige tekster med, hvad den almindelige bruger måtte tænke, vide og føle. Hvordan religion bliver forstået og brugt, afhænger af mange forskellige forhold som oprindelsesland, køn, alder, uddannelse og de enkelte individers engagement. Nogle deltager aktivt uden at lægge særlig vægt på troens dogmatiske indhold. Det gælder for mange folkekirkemedlemmer, der gerne kommer i kirke til jul eller ved begravelser, men som helst undværer »præsternes kristne snak«. Mange asiater er vant til at kunne bruge flere religioner på samme tid, og for mange hinduer og buddhister er det vigtigere at komme til templet eller ofre til guderne og forfædrene end at studere de helligskrifter, der for dem ikke har samme absolutte autoritet som Biblen eller Koranen.

 

VI VIL SELV VÆLGE RELIGION.

»Man kan godt være en god kristen uden at komme i kirke.« Sådan lyder et gammelt ordsprog, hvis relevans kan overføres til andre religioner. Der er nemlig også mange, der har en religiøs overbevisning, men som ikke deltager i religiøs praksis. Et væsentligt træk ved moderne religiøsitet er, at individet selv vil bestemme og vælge, hvad det tror på, og hvordan det praktiserer. De religiøse institutioner har specielt i det moderne Vesten ikke længere samme autoritet. Mange fravælger religion eller sammensætter selv elementer fra forskellige religioner eller spirituelle traditioner. Det er i dag mere naturligt at »surfe« rundt på markedet som privat bruger uden at binde sig til fastlagte dogmer eller forpligtende medlemskaber af religiøse institutioner.

 

Mange moderne mennesker ser derimod friheden i forhold til de religiøse institutioner som noget positivt. Nogle taler hellere om spiritualitet end om religion, da man herved distancerer sig fra traditionelle systemer og håndfaste dogmer. Inden for det spirituelle univers, der kan sammenfattes under betegnelsen new age, er »spiritualitet« derfor et begreb, som mange tager til sig som et mantra i overgangen fra at være en passiv modtager til at være en aktiv erfarende udøver.

Tæt beslægtet med new age, og til dels overlappende hermed, er dele af den alternative behandling. Undersøgelser har vist, at de fleste alternative behandlere har en vis relation til religion, hvad enten denne er bestemt af gudstro eller tro på »spirituelle kræfter« som Kristus-impuls eller Buddhanatur. For mange er tro på astrologi, helbredelse ved healing og velvære ved krystalmeditation ikke ensbetydende med tilknytning til et bestemt verdensbillede eller medlemskab af en religiøs gruppe. Mange ser det som ren åndsvidenskabelig teknik til velvære for krop og sind.

Det gør flere medlemmer af nogle af de nye religiøse grupper, hvis eneste fællesnævner er, at de trods inspiration fra de »gamle religioner« er nye. Det Teosofiske Selskab, der har rødder tilbage til sidste halvdel af det 19. årh., har været den måske mest indflydelsesrige inspirationskilde overhovedet for de nye religioner. Sammen med andre gamle kendinge som Martinus' kosmologi og nyere grupper med reference til de nordiske guder har bidraget til at gøre religion i Danmark endnu mere mangfoldig.

 

ER DANMARK BLEVET MERE RELIGIØS?

Spiller religion en større rolle i dag? Måler man efter medlemskab og religiøs praksis ser det ikke nødvendigvis sådan ud, men religion er bestemt heller ikke på vej ud. Der er kommet mange flere religioner og religiøse grupper, og religiøsiteten har ændret karakter. Individet er blevet centrum. og der er kommet alternativer til institutionaliseret tro og praksis. Men mange har også søgt tilbage til de »traditionelle religioner«, både kristendom, islam, hinduisme og buddhisme. Billedet ændrer sig konstant, grupper uden for Folkekirken kommer og går. Pluralismeprojektet har tegnet konturerne af samtidens religioner og spiritualiteten i Danmark.


 

Jørn Borup er religionshistoriker og forfatter til bogen Dansk dharma - buddhisme og buddhister i Danmark, der udkommer 11. marts på Forlaget Univers.

I løbet af 2005 følger bøger om: Kristendommen under forvandling (Viggo Mortensen) de nye religioner (René Dybdal Pedersen), islam (Lene Kühle), alternativ behandling (Lars Ahlin) og hinduisme (Marianne Qvortrup Fibiger).

Det religiøse landskab

Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet har sat sig for at kortlægge det religiøse og spirituelle landskab i Danmark.

Sidste år blev et pilotprojekt om religion i en større dansk provinsby udgivet med titlen Religiøs mangfoldighed - en kortlægning af religion og spiritualitet i Århus (Systime 2004). Siden har forskningsprojektet bredt sig til at omfatte hele landet. En bog om buddhisme i Danmark er netop udkommet, og yderligere fire religionsvidenskabelige bøger om islam, nye religioner, hinduisme og alternativ behandling samt en teologisk refleksion over kristendommens møde med pluralismen bliver udgivet i løbet af 2005.

For at få et fyldigt indblik i religionernes danske verden har forskere og studerende over længere tid læst rapporter og bøger, set på hjemmesider, besøgt kirker, templer og moskeer, interviewet og talt med præster, imamer, munke og healere og overværet eller deltaget i gudstjenester, fredagsbøn, meditation og krop-sindåndmesser.

Bøgerne vil foreligge som forskningsformidling, men også som opslagsværker og håndbøger til religionerne i Danmark. 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Smagen af Norge

Danske fordomme om norsk mad bliver gjort til skamme ved et besøg på Gastronomisk Institut i Stavanger. Her trives de ambitioner, som det ikke er lykkedes at etablere i Danmark
Af Sune Højrup Bencke | 1. marts 2005

En tilfældig fjeldstues overkogte kartofler, dyr og trist cafeteriamad på de norske landeveje eller egnsretter som rømmegrød og myseost. Danskernes forestillinger om norsk gastronomi når sjældent de store fjeldhøjder.

Men nordmændene vil overbevise omverdenen om, at norsk mad handler om et væld af spændende og velsmagende råvarer, som det er svært at matche noget andet sted i norden. Det bliver bevist i Gastronomisk Institut - en stiftelse, der kunne have fået en pendant herhjemme i det planlagte, men kuldsejlede Måltidets Hus.

Gastronomisk Institut ligger i Stavanger og blev etableret i 1991. Ikke for ingenting blev det netop Stavanger, der kom til at huse instituttet, og ikke hovedstaden i Oslo, som ellers ville være oplagt.

»Det er nemmere at drukne dér,« forklarer Knut-Espen Misje, der er sommelier på Gastronomisk Institut, og uddyber:

»Der sker alligevel så mange andre ting i Oslo. Her i Rogaland-området findes nogle af Norges bedste landbrugsområder og de bedste muligheder for fiskeri. Vi har de bedste råvarer lige ved hånden,» siger han og bliver bakket op af Sven Erik Renaa, der er såkaldt food &beverage consultant - og kok i topklasse - på Gastronomisk Institut.«

»Vores ambition er at øge kundskaben og forståelsen for mad og drikke i Norge,« fastslår han.

 

EN MADGLAD BY.

Stavanger har som Norges olieby nr. 1 altid haft let ved at udvikle hotel- og restaurationslivet, og i dag tæller byen - der er landets fjerde største - en lang række toprestauranter. Byen kan desuden præsentere et væld af madrelaterede festivaler hvert år. Glad Mad i juli, Vinfest i marts, Hvidløgsuge i april, Chili-festival i september osv.

 

Og skulle man være så heldig at indtage sin frokost i Statoil-hovedkvarterets kantine i Stavanger, så er det Charles Tjessem, der står i køkkenet. Han vandt i 2003 verdens fornemste kokkekonkurrence, Bocuse d'Or.

Det er altså de gastronomiske muligheders by, der huser Gastronomisk Institut. Derfor er det heller ikke unaturligt, at kokkene på Gastronomisk Institut hører til i den gastronomiske superliga. Naturligvis holder det norske kokkelandshold også til på Gastronomisk Institut, der har nogle ydmyge lokaler på den norske hotelhøjskole i Stavanger.

Sven Erik Renaa og Knut-Espen Misje arbejder i et køkken med alle tænkelige komponenter sponsoreret af velvillige firmaer. Opbygningen ligner et moderne fysiklokale, så alle kan følge med i det, der sker ved køkkenbordet. Således kan man få lov at opleve Sven Erik Renaa på en meters afstand, mens han med den ene hånd forbereder en omgang lune østers og med den anden gestikulerer for at understøtte sine pointer.

Tillige er Knut-Espen Misje i gang med at kantere eller kontrollere duften på - en af aftenens vine, mens han fortæller om sin arbejdsplads.

»Gastronomisk Institut er en stiftelse, der på papiret er uafhængigt, men som modtager støtte fra forskellige sponsorer eller bidragsydere, som oftest fødevareproducenter og oplysningskontorer. Der skal ikke tjenes penge, men kun gøres et stykke arbejde for at udbrede kendskabet til norske råvarer og madtraditioner både ude og herhjemme,« forklarer Knut-Espen Misje.

 

BEDRE FØDEVARER.

En del af arbejdet for medarbejderne på Gastronomisk Institut er at støtte norsk industri, når der er reklamefremstød i for eksempel Rusland, der er en af de store aftagere af laks fra Norge. I den forbindelse er det folk som Sven Erik Renaa, der er med for at præsentere russerne for laks på en smagfuld måde.

 

Eller også er medarbejderne med på diplomatrejser til for eksempel Brasilien, hvor de også udbreder kendskabet til norske råvarer. Derudover holder de seminarer i fisk og skaldyr, efteruddanner norske kokke og har en hel uddannelse for sommelierer. Noget, der heller ikke kan lade sig gøre i Danmark endnu. Og så står de også klar til at hjælpe fødevareindustrien med at lave nogle bedre produkter.

»Vi skal ikke rakke ned på for eksempel færdigretter. Vi skal bruge vores viden konstruktivt, så forbrugerne kan få så gode fødevarer som muligt, « siger Sven Erik Renaa.

Han bliver suppleret af Knut-Espen Misje:

»Vi ser det sådan, at vi engang imellem skal spille på hold med nogle af dem, der ikke selv spiller så godt,« siger sommelieren og refererer dermed til det samarbejde som Gastronomisk Institut har haft med blandt andet færdigmadsproducenten Fjordland.

Ligesom Gastronomisk Institut også har været med til at udvikle nye pizzavarianter og is og videreudviklet arbejdet med stegeposer. Men grænsen trækkes, når en producent vil bruge Gastronomisk Instituts logo i sin markedsføring. »Ellers kan alt andet lade sig gøre, så længe det kan sikre forbrugerne nogle bedre fødevarer,« siger Knut-Espen Misje.


Sune Højrup Bencke er journalist

For yderligere oplysninger:
www.gastronomi.no og www.visitstavanger.com