Samvirke samvirke@fdb.dk

Robotten - menneskets bedste ven

Omgivelserne får liv. Nye fund fra fremtiden afslører, at legetøjet begynder at tale, og kæledyret bliver en robot
Af Peter Hesseldahl | 1. juli 2005

Sidste søndag sad familien Jensen og så en gammel Disney tegnefilm, Skønheden og Udyret. Et af omdrejningspunkterne i den gamle film var, da den skønne unge pige kom til det fortryllede slot, hvor tekopper, kander, ure og lysestager kunne tale og bevæge sig.

For familien Jensens børn var det fascinerende at se, at pigen i filmen kunne blive så overrasket, for når de selv så sig omkring, var de jo netop omgivet af talende termokander, bevægelige billeder på væggene og lamper man kan tale til.

I den gamle tegnefilm var det ren magi. I dag er det nærmest... naturligt.

Det var ungerne selv, der tog diskussionen op senere ved aftensmaden. Familiens 8-årige, Anna, havde lige fået en ny dukke. Den ny var straks blevet en hjerteveninde, den kunne meget mere, og den forstod langt bedre end den gamle. Men Anna havde lidt dårlig samvittighed over, at hun ikke engang havde opladet sin gamle dukke, siden hun fik den ny. Hun vidste, at hvis hun tændte den, ville den vide, at den ikke længere var den vigtigste.

Nej, det skal du altså ikke bekymre dig om, sagde hendes mor:

»Selvom den græder, så er det ikke noget den bliver rigtig ked af. Det er bare noget, den gør, det er jo sådan, den er lavet.«

Storebror Anders fortalte, at i skolen lærte de, at der var tre måder man kunne være på: Man kunne være død - som en sten, Man kunne være levende som et menneske eller en kat. Og så var der den tredje måde at være på; som en maskine.

Det sjove ved Disney filmen var, at den tydeligvis var fra en tidsalder, hvor folk regnede maskiner for at være ligeså døde som sten - og som både mor og far påpegede, så var det faktisk ikke så længe siden endda.

 

DENGANG MASKINER FIK LIV.

Det var lige efter årtusindeskiftet, at forståelsen af maskiner skiftede, i takt med at folk i stigende grad fik fornemmelsen af at, der var »noget derinde« i deres apparater.

 

For hver ny og bedre model - hvad enten det var mobiltelefoner, biler eller vaskemaskiner - blev teknologierne bedre og bedre istand til at tage beslutninger og løse problemer. Det var som om, de fik en slags personlighed, der udviklede sig efterhånden, som apparaterne fik erfaringer med brugeren og de omgivelser, de skulle fungere i.

Dengang far og mor var små, kunne bilen ikke selv finde ud af at bremse op, hvis der kom noget i vejen, og vaskemaskinen fortsatte uanfægtet med at vaske al tøjet lyserødt, selvom man var kommet til at lægge en rød sok i sammen med den hvide kogevask.

Ja, og kan du huske hvordan vi måbede, første gang vi mødte en robot-betjent?... Og bla bla bla. Anders og Anna så på hinanden, nu begyndte deres forældre deres sædvanlige snak om dengang, de var unge. Det var problemet med voksne, man kunne ikke bare skifte emne eller slukke for dem.

Trods alle forudsigelser om en opbremsning i udviklingen af computer-teknologien, så er de fortsat med at vokse i kraft. Den større kraft går imidlertid ikke længere til at lave flottere videokvalitet eller hurtigere søgninger på internettet.

I dag drejer udviklingen sig først og fremmest om at få computere til at fungere, som var de levende - og dét er noget, der virkelig kræver kraft og avanceret programmering.

Computerkraft blev - så at sige - et sæt af sanser, som kunne indlejres i alle mulige genstande - lidt på samme måde som elektricitet i løbet af det 20. århundrede blev indbygget i alt fra komfurer til tandbørster. Mobiltelefonerne var typiske for udviklingen. Dybest set bestod en mobiltelefon af en computerchip forsynet med en mikrofon, en højttaler, et kamera, evnen til at sende signaler frem og tilbage og regnekraft og hukommelse nok til at fungere som kalender, notesblok, spillemaskine osv.

Senere kom evnen til at registrere den præcise position, og der blev tilføjet et væld af forskellige sensorer, der kunne mærke temperatur, fugtighed, kemikalier og meget andet.

Fra at have været en »mobiltelefon«, udviklede teknologien sig hurtigt til at blive så billig og kompakt, at det ikke kun var noget, man gik rundt med i lommen. Det samme sæt af egenskaber kunne efterhånden indbygges i alle hverdagens ting. I biler, så de kunne holde sig orienteret om vejrudsigten, så de kunne kalde på nødhjælp, og modtage indkaldelser til serviceeftersyn. Eller i termokander, så de kunne mærke, om de var fyldt, og hvor varm kaffen var, og så de kunne sende beskeder ud om, at det var tid at blive fyldt op igen.

I dag ser vi den oprindelige mobiltelefons funktioner indbygget i mælkekartoner, cykler, tøj, sko, vægge - ja, overalt. Man kan sige, at vores omgivelser har fået sanser. Samtidig er de blevet langt bedre til at analysere det, de ser, og til at forstå det i sammenhæng med de observationer, de modtager fra alle de andre apparater, de er koblet sammen med.

Det er en udvikling, der fortsætter i rivende fart, og derfor ser vi mere og mere, at apparaterne omkring os virker levende og bevidste.

 

REVOLUTION I BØRNEVÆRELSET.

Det er ikke så sært, at børnene uden videre accepterede maskiner som levende, for det var netop legetøj, der førte an i udviklingen. Det har altid været en vigtig del af børns leg at lade som om, deres dukker var levende. Selvom nogen stadig vil mene, at det er

 

fuldstændigt lige meget for legeoplevelsen, om en dukke er realistisk eller computeriseret, så har legetøjsindustrien alle dage skubbet hårdt på for at gøre deres dukker, robotter eller biler mere interessante ved hjælp af den nyeste teknologi.

Det er ikke så tit, man udskifter sit køleskab eller sin bil, men gennem børneværelserne flyder der en hastig strøm af billig højteknologi. Dimserne udskiftes i et forrygende tempo, ingen hidser sig op over, at teknologien måske ikke virker helt som lovet, og børnene har ingen barrierer eller teknologi-angst, men kaster sig uforbeholdne ud i forholdet til maskinen.

Tamagotchi'erne var en milepæl i udviklingen; en kortvarig, men voldsom dille omkring årtusindeskiftet. Ideen var ekstremt simpel; Tamagotchi var et lille videospil med en figur, der krævede en vis opmærksomhed fra sin ejer i form af jævnlige tryk på de rette knapper - ellers ville den dø.

I dag virker det latterligt eller uforståeligt, men dengang var der en del forargelse og ubehag ved at man på den måde fik børn til at knytte sig til en ting.

Siden er det unægtelig gået hastigt fremad. Sonys robothund Aibo var et andet afgørende skridt. I starten var den lille robot ekstremt kostbar og ganske begrænset i sine egenskaber. Ikke desto mindre blev Aibo stamfader til hele robodyr-industrien.

I dag er der, ifølge Eurostat, i gennemsnit 12,4 robotkæledyr pr. husholdning i EU-regionen, og selvom ethvert barn har ihvertfald et par stykker, er der bestemt ikke kun tale om »legetøj« længere. Hvem ville i dag bryde sig om at klare sig uden robodyr til at ordne opgaver som støvsugning og oprydning, overvågning af huset og at finde tabte ting og sager?

Det er tankevækkende, hvordan håndværkere og reparatører indtil for få år siden møjsommeligt kørte rundt til selv de mest simple opgaver. Nu kan selv et veludrustet robodyr i reglen betale sig hjem på et par år alene på grund af de penge, man sparer ved at lade håndværkere, boligrådgivere, læger og andre former for personlige tjenester bruge robotten til tele-tilstedværelse. En robo-konsultation er langt billigere - ikke mindst hvis man benytter tjenester i lande som Indien eller Bangladesh - og i langt de fleste tilfælde er det fuldt ud tilstrækkeligt. Ved at bruge robottens kamera, mikrofon og arme, kan specialisten i reglen få et godt overblik over situationen, og i langt de fleste tilfælde kan man løse problemet over afstand.

Udbredelsen af robodyr er gået hånd i hånd med den generelle aldring af befolkningen. For tusindvis af ældre er den hjælp og sikkerhed, som robodyr giver, netop dét, der gør dem i stand til at klare sig selv i deres egen bolig.

Men selvfølgelig er det kontroversielt. Siden japanerne for alvor begyndte at bruge robodyr som en del af plejen af ældre og syge, har diskussionen bølget om, hvorvidt teknologien bruges til at forbedre forholdene - eller blot til at at spare penge.

Elias Vindbjerg fra Nordeuropæisk Folkeparti er ikke tvivl:

»Det er sølle! Der er sket præcis det, vi frygtede, at regeringen har brugt automatiseringen til at rationalisere, og dermed er tusindvis af ældre og svage overladt til en robots omsorg og selskab - samtidig med at masser af unge fra vores mindre velstillede partnerlande går arbejdsløse rundt.«

 

EN SPEJLING AF OS SELV.

Engang var maskiner dumme. De gjorde præcis, hvad de fik besked på og kun det. For den menneskelige bruger kunne det være lidt af en udfordring at instruere sin maskine, f.eks. fordi det var svært at skulle tage højde for alle mulige uforudsete situationer.

 

Med neurale netværk, lærende software og den fremspirende kunstige intelligens ændredes vores måde at omgås maskiner på. At »programmere« et apparat kan i dag bedre sammenlignes med at træne et dyr - eller opdrage et barn. Når man pakker apparater ud af æsken, er de hjælpeløse som børn, men efterhånden som de får overført data fra ejerens øvrige maskiner, kan de prøve sig frem med at løse de opgaver, de bliver stillet. Ved at rette på dem og ved at rose og rise lærer de gradvist at forstå deres ejers behov og de forhold, de skal fungere under. Det betyder, at de er langt mere fleksible. De behøver ikke at have fået instrukser om enhver tænkelig situation, for de er vant til selv at finde løsninger på nye problemer.

Ligesom børn holder maskinerne ikke op med at lære. De observerer, analyserer, tilpasser sig og forfiner deres strategi til problemløsning. Og ligesom til børn eller husdyr, så udvikler mennesket og maskinen med tiden et nært forhold, man kender hinanden.

Filosofisk set har det været et markant skift, at vi mennesker nu forstår og accepterer vores maskiner som partnere eller ligefrem bekendte.

Som antropologen Inga Gühlent fortæller, så var der tidligere noget mistænkeligt eller socialt problematisk i at vedkende sig en dyb tilknytning til sine nærmeste robodyr. Men holdningen er en anden i dag:

»Som bekendt ligger der en betragtelig indsats i at opdrage et robodyr, og derfor er det kun naturligt, at folk engagerer sig følelsesmæssigt. Det ER et stort projekt, og et velfungerende robodyr kan være fuldstændig afgørende for hvor godt vores hverdag fungerer,« siger Gühlent.

 

FØLELSER ER EN STYRKE.

Allerede i 2014 konkluderede en rapport fra Videnskabsministeriet at »Verden er langt mere kompleks og omskiftelig i dag - og det ser bestemt ikke ud til at tingene bliver mere enkle fremover. Det er en simpel nødvendighed med maskiner, der kan tænke og lære selv.«

 

Konklusionen har vist sig at være korrekt. Men konsekvensen af at få mere selvstændige apparater er naturligvis, at de af og til er uenige med os - og ikke sjældent har de faktisk ret.

Vi mærker det som en vis modstand eller omsorg: bilen vil ikke lade os skifte vognbane, der er butikker og tjenester, vi bliver frarådet at bruge. Hvem kender ikke fornemmelsen af at måtte argumentere med sit regneark for at få lov til at bruge sine penge - eller at måtte bøje sig for firmaets ekspertsystem, når det med en hurtig simulation viser, hvorfor ens geniale plan næppe er holdbar i praksis?

Engang blev det set som en af menneskets svagheder i forhold til robotter, at vi er drevet af følelser. Men vores forståelse af styrke og svaghed er blevet vendt om, forklarer antropologen Jens Baul:

»Det er netop en af menneskets styrker, at vi ikke kun tænker logisk, rationelt og følelseskoldt. Vi inddrager en masse faktorer, etiske og æstetiske, når vi beslutter os for det ene eller det andet. Det betyder, at vi bedre kan skære igennem i komplicerede situationer for at få en løsning, vi har det godt med. En maskine, der står over for to forskellige løsninger, som objektivt og funktionelt er lige gode, kan ikke komme videre. Den er nødt til at have følelser for at kunne prioritere. Derfor er vi endt med alle disse lunefulde maskiner med deres stædighed og nykker,« siger Jens Baul.

 

KROPSSPROG FOR ROBODYR.

En rejsende frem i tiden fra for blot 10-15 år siden ville formentlig som noget af det første bemærke, hvordan mennesker nu går omkring og taler og gestikulerer til de utallige store og små skærme, til deres forskellige robodyr - eller tilsyneladende ud i den blå luft.

 

For ældre mennesker kan det stadig være en overvindelse at henvende sig til et apparat ved at tale til det, men for dem, der er vokset op med den omgangsform, virker det håbløst besværligt at taste sig vej gennem lange kryptiske sekvenser af menuer. Desuden er der simpelthen ikke plads til knapperne, efterhånden som computerne i vores apparater er blevet så små, at de i reglen helt er forsvundet ud af syne.

Og som 8-årige Anna meget præcist siger det:

»Hvorfor skulle man ikke bare fortælle den, hvad den skal gøre?«

På mange måder har det været som at lære et nyt sprog - både for mennesker og maskiner. Parterne har måttet tilpasse sig og lære at aflæse hinanden.

Som udgangspunkt forsøgte man at lære maskiner ikke blot at forstå tale, men også at aflæse kropssprog som fagter og ansigtsudtryk for at få en bedre fornemmelse af, hvad personen i virkeligheden vil sige. Tilsvarende udviklede man robodyr og skærmfigurer, der ikke blot kunne tale, men også understregede meningen ved at pege og bruge ansigtsudtryk, blik-retning og kropsholdning.

Undervejs er der imidlertid opstået et nyt »sprog«. Man taler ikke til et robodyr fuldstændig som til et menneske. Man ved, at nogle udtryk og fagter forstås klarere end andre, og omvendt lærer man at aflæse maskinen, selvom den ikke udtrykker sig præcist som et menneske.

Dybest set handler det netop om, at vi lærer, at maskiner IKKE er mennesker. De er intelligente, de har en slags følelser og kan udtrykke sig - men de er af en anden slags.


Al lighed med nulevende eller fremtidige personer i artiklen er tilfældig


Peter Hesseldahl er journalist og forfatter

 

Links


- Hondas robot Asimo: world.honda.com/ASIMO/
- Robotic life group på MIT Medialab: robotic.media.mit.edu/
- Dr. Ray Kurzweil om robotter mm.: www.kurzweilai.net

 

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Grønland ruster op til madturisme

Verden har fået øjnene op for fangst fra ishavet, turismen er en saltvandsindsprøjtning for den gastronomiske side af Grønland
Af Inger Abildgaard Opskrifter Maria Larsen | 1. juli 2005

 

Hellefisk er udsøgt i Kina, Japan og Italien

Hovedet af grøndlandsk hellefisk serveres på eksklusive restauranter i Kina. Tænderne i den skæve, grålige fladfi skemund siges at virke overraskende store.

Vi danskere kender hellefisk i skiver fra supermarkederne i tynde skiver, pakket som laks. Nogle vil sige husmandslaks. Men i det økonomisk fremadstormende Kina, i Japan og i det kræsne Italien er der kendere, der ser helt anderledes på den udsøgte fisk fanget med line i ishavet omkring et fjernt og gådefuldt land.

På den tyndslidte klode er Grønland stadig tæt på det uberørte med isbjerge som sejlende kasteller, der glimter blåligt med tårne, takker, folder og smeltede porte. Det trækker ikke bare i danskere. Verden vil gerne åbne sig for fangst fra ishavet. Det, der i ældgammel eskimoisk mytologi var selveste paradiset med sit uudtømmelige spisekammer af duftende sømad.

 

Japanske restauranter vil have hellefiskens finner

Ikke alene har kineserne opdaget fiskens hoved. Japanere har for længst set mulighederne i hellefiskens finner. På grænsen mellem finnerne og kroppen sidder et særligt elastisk bånd. Netop det bånd har fundet sin egen eksportvej til japanernes sushikøkken.

Italienere elsker grønlandske rejer

 

På hotellet Arctic i Ilulissat (Jacobshavn) højt mod nord på Grønlands vestkyst er Royal Greenlands salgsdirektør i Italien, Francesco Picello, tilbage for fjerde eller femte gang. Han kan ikke blive træt af diskobugten, af at vågne til hundenes langtrukne ulvehyl om morgenen og få luftens skarpe riv i næsen.

»Grønland er så specielt, ligner ikke nogen som helst andre steder, og fødevarerne er førsteklasses, « siger han, der har nydt smagen af det hele fra moskusokse til rå sæl-lever.

Francesco Picello taler om velhavende norditalienere, der bestiller rejekocktail på de bedre milanesiske restauranter. Grønlandske rejer, der anrettes rent med salat, citron og mayonnaise.

»De grønlandske rejer er dobbelt så gode, de er også dobbelt så dyre som varmtvandsrejer,« siger han.

Francesco Picello sælger både grønlandske rejer og hellefisk til Italien. Fisk går til catering. Den grønlandske hellefi sk lever i ufortjent hemmelighed, mener han.

»Ingen ved noget om den. Hvis de gjorde, kunne vi sælge det dobbelte. Men vi sælger en masse til skoler, kantiner og hospitaler, hvor fisken serveres dampet eller stegt som al anden fisk. En stor fisk, næsten uden ben, der ikke smager ret meget af fisk. Den er perfekt.«

 

Isen på fjordene mangler, grønlænderne kan ikke komme ud med hundeslæderne 

Varmen har i år overrumplet grønlænderne. Selv i de nordlige områder har isen trukket sig tilbage fra vestvendte kyster måneder før tid. Børn med solbrændte ansigter leger ude til solnedgang, unge i meget lidt overtøj gasser snescooterne op. Kun fiskerne er ikke vilde med varmen. De frygter for fiskeriets skrøbelighed. Det er ikke til at komme ud på isen med hundeslæderne, og varmen fører storme og uroligt vand med sig. Det fortæller Frank Reimer, der er 26 år og sin unge alder til trods har levet af at fiske i 10 år, den mest indlysende beskæftigelse for ham, selv om det slider på ryg og lemmer, og luften er bidende.

 

Stilheden er det bedste ved at isfiske

Fangerne slår deres telt op med hundesæden som bund ude på isen i minus 40 grader. Om natten beholder man alt sit tøj og overtøj på, og man kan sådan set godt falde i søvn. Man skal bare ikke regne med at sove så længe, fortæller han. Dagen efter går turen tilbage i fem kolde timer. 15-20 kilometer over isen, slæden lastet med fisk, kroppen stiv af kulde og søvnmangel. Alligevel trækker det i den 26-årige fisker.

Stilheden er det bedste. Man tænker på en måde mere klart, når man er ude på isen. Man glemmer, hvad de går og snakker om hjemme i byen.

»Det er altid forfriskende,« siger han, som om han leder efter et passende dansk ord for den hvide, iskolde ro.

 

Ilulissat forbereder sig på turister

 

Smukkere end Ilulissat kan Grønland dårligt blive, mener Frank. Mange af byens unge er om eftermiddagen travlt beskæftiget med at køre turister i minibusser rundt mellem hoteller, slædeture, udsigtspunktet mod isbræen og Knud Rasmussens barndomshjem. De imødeser optimistisk en travl sommer. I løbet af en hel sæson kan byens hoteller og vandrehjem godt rumme 20-30.000 turister, og det er slet ikke urealistisk, at der kommer så mange, mener en af de unge kvindelige chauffører, der som ingenting tumler bussen rundt i sneens smalle og stejle passager.

 

Grønlandsk mad kan blive et stærkt brand

Netop den saltvandsindsprøjtning af turisme kan gøre Grønland og grønlandsk mad til et stærkt brand. Utilgængeligheden og modstanden fra vind og vejr kan vendes til en fordel i en afsætningssituation.

 

Det mener Claus Meyer, som sidste efterår var initiativtager til Nordisk Køkkensymposium på Nordatlantisk Brygge i København. Symposiets ide er, at fødevarer fra nordens have, skove, fjorde og fjelde kombineret med de ældgamle konserveringsmetoder som tørring og saltning har et indbygget potentiale til at løfte det nordiske køkken op i et plan som det franske, kinesiske, italienske eller andre verdensberømte køkkener.

Claus Meyer kalder de grønlandske fødevarer en juvel i den nordiske krone. Den langsomtvoksende koldtvandsreje må høre til på top 20 listen over de bedste råvarer i verden, især hvis man smager den friskfanget, sprød og ristet på en pande

»Der er også hellefisken med den lækre struktur i kødet og særlige saftighed, moskusoksen, der er helt vidunderlig og så aromatisk, at man næsten kan smage den grønlandske tundra, torsk, lam, rensdyr, vild timian og sortebær.

Der er praktiske og tekniske problemer med at skaffe de grønlandske råvarer, men praktiske problemer forhindrer os jo ikke i at få fat i størkaviar og trøfler. Kan masser af turister trækkes til gourmetrejser for kræsne kunder i hele verden, komme på slæderejser, sejle mellem isbjerge på fjorde, så bliver det nemmere at sælge grønlandske råvarer som fuldstændig enestående. «

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Mere dansk musik på nettet

1. juli 2005

De Kreatives Uafhængige Andelsselskab er det lange navn på en sammenslutning af musikere, forfattere, fotografer og andre kreative personer, som så lyset for et års tid siden. DKUA blev beskrevet i Samvirke maj 2004, hvor der var 150 andelshavere. I dag er der tæt på 250 andelshavere, og de har netop indgået en aftale med verdens største musikbutik på nettet, Apples iTunes.

Derfor er det nu muligt at købe danske musikeres musik over det meste af verden, selvom musikken er udgivet på et lille pladeselskab uden den store bevågenhed. I princippet kan alle og enhver faktisk købe en andel i DKUA og begynde at udgive musik, som kommer til salg via iTunes.com. Vejen fra øvelokalet til verdensmarkedet er med andre ord blevet meget kortere.

Blandt andelshaverne er Dodo, Lars H.U.G., Nikolaj Nørlund og Kaare Norge. iTunes-aftalen betyder, at kunstnerne nu er til stede i alle de større danske musikbutikker på nettet.

DKUA sælger også kunstnernes musik på foreningens egen side, musik.dk, og ambitionen er at fjerne unødvendige og fordyrende mellemled. I alt har DKUA mellem 5000 og 7000 musiknumre at handle med. Kunstnerne får cirka halvdelen af udsalgsprisen, og det er meget i forhold til cd-markedet, hvor måske en sekstendedel går til kunstnerne.

DKUA har samtidig fået 400.000 kroner i støtte fra Biblioteksstyrelsen til et projekt, der skal sikre bredde og dybde i bibliotekernes musikudbud.

Gennem et samarbejde med mymusic.dk skal DKUA bygge en database op, så et hvilket som helst band over nettet kan styre sin musik og hvilke priser, den skal sælges til.

Databasen skal gøre det muligt for bands at stille deres musik til rådighed for bibliotekerne.

DKUAs vision er, at komponisten sidder i sit hjemmestudie og laver musik, der kommer til salg i USA uden at involvere et pladeselskab.

www.dkua.dk



Samvirke samvirke@fdb.dk

Tors problematiske verden

Hvis vi skulle spise kød efter Tor Nørretranders' anvisninger, ville verden få alvorlige miljøproblemer
Af Niels Halberg, seniorforsker i fødevareproduktion og miljø på Forskningscenter Foulum | 1. juli 2005

Miljøproblemerne med kvælstof-forurening og udledninger af drivhusgasser samt tab af biodiversitet ville blive kolossale, såfremt verdens befolkning skulle have en stor del af deres energibehov dækket af kød!

Tor Nørretranders (TN) skoser i sidste nummer af Samvirke kostrådene, fordi de siger, at »man skal holde igen med kød og mejeriprodukter.« Det er blot et spare-råd, skriver TN.

Kød er dejligt og sundt, de fleste af os sætter pris på en god bøf, og efter min mening skal vi spise det med nydelse og god samvittighed - men i moderate mængder! Det samme gælder for mælkeprodukter. Akkurat som kostrådene foreskriver. Der er nemlig op til ti gange større ressourceforbrug og miljøpåvirkning ved produktion af kød og mælkeprodukter end ved andre madvarer. er er både en meget større udledning af drivhusgasser og større tab af næringsstoffer (kvælstof og fosfor, som kan forurene vandmiljøet). Og efterspørgslen efter mælk og kød stiger eksplosivt i disse år, fordi store dele af befolkningerne i nyligt industrialiserede lande i f.eks. Asien heldigvis nu også har råd til mere kød og flere mælkeprodukter. Men det medfører et stort pres på land til dyrkning af soyabønner og andet foder, hvilket igen medfører tab af natur og biologisk mangfoldighed. Det er derfor ikke klogt og absolut ikke bæredygtigt at foreslå de rige landes befolkninger at spise mere kød - blot fordi dele af befolkningen ikke kan afstemme kalorieindtaget til deres energibehov.

Der er mange pudsige og løse påstande i TNs kommentar. En grundlæggende påstand hos TN er, at vi bliver fede af en kost med mere energi i form af stivelse fra kartofler og kornarter end energi fra kød og (andre?) grøntsager. Et vigtigt argument for TN er, at det »kun« er 10.000 år siden mennesker begyndte at basere deres kost på kornarterne og på landbrug. Denne udvikling er sket løbende gennem historien (og foregår stadig) i takt med, at befolkningstætheden stiger, så man i et område ikke længere kan leve i et jæger-samler samfund. Men der er vist ikke noget, som tyder på, at vores forfædre allerede blev overvægtige for 10.000 år siden, Tor? Så det virker lidt søgt, at det netop skulle være denne »kostomlægning«, som er årsagen til vore dages »fedme-epidemi«. Årsagen kunne jo snarere ligge i, at vi i dag bevæger os så lidt, men samtidigt har så let adgang til energirige fødevarer, at vi har svært ved at afpasse appetitten til kroppens behov. Og så kan det jo være udmærket at dæmpe appetitten med en gulerod eller en banan, dvs. frugt og grønt, her er de fleste vel principielt enige med TN. Men bananer indeholder da vist også stivelse?

I store dele af verden lever befolkningen netop af stivelsesholdig mad, såsom græsarterne ris, majs og hirse samt rodfrugter som cassava m.m. Og overvægt er vist ikke hovedproblemet for de mange fattige bønder i afrikanske og asiatiske lande. Derimod ser man ofte meget overvægtige børn og voksne blandt den velhavende befolkning i udviklingslande. Dette ser ud til (og indrømmet, her gætter jeg) at hænge sammen med et stort forbrug af både slik, sodavand og fedtholdig mad - netop fordi de har råd. Altså akkurat det, som bærer en stor del af forklaringen på overvægt i vores del af verden. Så inden du skyder skylden på mine grovboller, var det måske en idé at opregne energiindtaget i form af fedt i pålægget for ikke at tale om kalorierne i chips, kager, sodavand og chokoladebarer i familiens forbrug.

Derfor: Prøv lige, om ikke du kan holde din nye normalvægt en periode, hvis du netop følger de nyligt genudsendte »gamle« kostråd - men hold igen på mængderne! Og til andre: Hvis I læser TNs budskab, så nyd hans formidable evne til at sammensætte og formidle viden fra meget forskellige områder og tidsaldre - men spis brød til..!

Samvirke samvirke@fdb.dk

Søn af månen

Siden Buzz Aldrin som den anden mand i historien satte sin fod på månen, har han været hele verdens månemand. Levet og kæmpet for rumfart, været igennem depression og alkoholisme. Og tæsket filmmanden, der satte spørgsmålstegn ved månelandingerne
Af Lars Bøgeskov | 1. juli 2005

Buzz Aldrins mund, der 20. juli 1969 spontant udbrød »Smukt, smukt, storslået ensomhed,« da han som nummer to i verden steg ned på månen, står ikke stille, når talen falder på visioner for rumfarten. Blodet koger stadig for ideer om rumturisme og Mars-landinger i Aldrins 75-årige krop, der sidder fremme på kanten af hotellets Chesterfieldsofa under hele interviewet.

Engang var han skaldet, nu pynter en smuk grå manke over de lysende øjne, den lyseblå skjorte, det røde slips og det mørke jakkesæt. Ved siden af ham sidder hans evige støtte, den platinblonde kone, Lois, der sukker og studerer hotellets stukloft, hver gang Aldrin fægtende gør rede for, hvorfor han mener, at udviklingen i rumfarten går alt for langsomt.

»Jeg har arbejdet i mange år for mine ideer, og så kræver det tålmodighed, når jeg synes, at udviklingen ikke går hurtigt nok. Man bliver nemt skuffet,« siger Buzz Aldrin, der især har lagt sit videnskabelige arbejde i sit eget projekt, The Cycler.

Hans ide er at skabe et rumskib, der kan udnytte planeternes tiltrækningskraft til at flyve i kredsløb mellem Jorden og Mars. En konstant og næsten energifri frem- og tilbagerejse på 6-8 måneder hver vej med mennesker og udstyr. En ide om til sidst at kolonisere »den røde planet«.

 

DEN HISTORISKE MÅNELANDING.

Buzz Aldrins skæbne i rumfarten blev beseglet ombord på Apollo 11 i 1969. På forhånd havde den amerikanske rumfartsorganisation Nasa ikke besluttet, at det netop var Apollo 11, som skulle foretage den historiske månelanding. Det var tilfældigt, at Nasa efter en vellykket Apollo 10-opsending mente, at tiden nu var inde. De hidtidige ekspeditioner var gået godt, nu skulle det forsøges. Tilfældigvis var Apollo 11 den ekspedition, hvor Buzz Aldrin skulle være astronaut.

 

»Jeg var jo heldig, jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt,« siger Buzz Aldrin.

Men ufarlig var historiens første månelanding bestemt ikke. Det var ikke noget, astronauterne talte om, mens Buzz Aldrin kunne se Jorden ud gennem månefartøjets lille vindue på vej til Månen.

»Piloter, der flyver tidligt i deres karriere, lærer at indstille sig på risikoen. Er det svært for dem, så finder de et andet job,« siger Buzz Aldrin.

Men Neil Armstrong og Buzz Aldrin skulle lande i uvejsomt terræn på Månen. Og spørgsmålet var yderligere, om de overhovedet kunne få det lille månefartøj til at lette igen for at blive forenet med Apollo 11 og deres kollega, Michael Collins, der ventede i kredsløb omkring Månen.

På vej ned på Månen i månefartøjet sendte computeren hele tiden advarsler til de to astronauter. Noget var galt. Men fra Nasa lød det hver gang: »fortsæt, fortsæt.«

»Der var en ingeniør på jorden, som vidste mere om teknikken, end vi gjorde. Han havde indset, at vores lille computer havde nået punktet for, hvad den kunne rumme - derfor sendte den advarsler. Det vidste vi ikke, men vi fortsatte alligevel,« siger Buzz Aldrin.

Imidlertid var terrænet, hvor fartøjet efter planen skulle lande, fyldt med store sten. Risikoen for havari var overhængende, og de to astronauter turde ikke lande der. Neil Armstrong måtte overtage styringen af månefartøjet manuelt. I det samme fik de at vide, at der kun var brændstof til 30 sekunders flyvning tilbage, men Armstrong landede det mærkelige stankelben sikkert i sandet, før tanken var tom.

Øjeblikket efter er et af de mest kendte og et af de mest forunderlige i verdenshistorien.

»Et lille skridt for en enkelt mand, et stort skridt for menneskeheden,« siger Neil Armstrong velforberedt, da han som den første træder ud i Månens sand.

Buzz Aldrin betages spontant af Månens »storslåede ensomhed«, mens begge bliver vist i sløret sort-hvid på fjernsynsskærme verden over. De fleste husker i dag, hvor og med hvem de så månelandingen den 20. juli 1969.

»Jeg var stolt over at kunne sætte fødderne, hvor ingen før havde været. Der var krystalklart på Månen, ingen luft, ingen dis. Og så var det jo så let at bevæge sig rundt,« siger Buzz Aldrin.

 

SKULLE DØ I STILHED.

Månelandingen var ikke blot et gigantisk teknologisk fremskridt. Det var også afslutningen på et dramatisk rumkapløb, som russerne, USAs fjende i øst, lå i spidsen af i mange år. Yuri Gagarin blev til amerikanernes fortvivlelse sendt i kredsløb om jorden allerede i 1961. Noget, som amerikanerne slet ikke kunne matche, og præsident John F. Kennedy erklærede samme år modigt, at USA ville have en mand på Månen inden årtiets udgang. Det lykkedes så med landets bedste hjerner og milliarder af dollars godt fem måneder før deadline.

 

»Vi fløj primært til Månen for at gøre noget spektakulært - og for at slå russerne. Det er klart. Men det var et teknologisk spring, som inspirerede til en amerikansk teknologisk udvikling, der var nødvendig for nationens sikkerhed,« siger Buzz Aldrin.

Ved månelandingens 30-års jubilæum i 1999 kom det frem, at Nasa og den amerikanske regering bestemt heller ikke betragtede historiens største måne-mission som ufarlig. Regeringen havde lagt en simpel plan for, hvad der skulle ske, hvis noget gik helt galt: Nasa skulle lukke for kommunikationen med Neil Armstrong og Buzz Aldrin. Overlade dem til selvmord eller en langsom død. For ingen kunne komme dem til undsætning.

Og præsident Nixon havde også skrevet en højtidelig tale om helte, der fandt deres endeligt på Månen for nationens ære.

Buzz Aldrin vidste intet om planen dengang i 1969.

»Jeg finder det meget fornuftigt af regeringen at være beredt på katastrofen. Det var den nødt til, og jeg har intet imod planen. Og jeg har heller intet imod, at de holdt planen hemmelig for os. Det var helt klart det mest fornuftige at tilbageholde, hvilke forholdsregler regeringen havde truffet,« siger Buzz Aldrin.

 

ALKOHOL OG DEPRESSION.

Buzz Aldrin hed oprindeligt Edwin Eugene Aldrin Jr. Men under sin opvækst i Montclair, New Jersey, kaldte hans lillesøster sin ældre »brother« for »buzzer«, så Buzz blev hans kaldenavn. I begyndelsen af 80'erne tog han konsekvensen og tog navneforandring til Buzz Aldrin.

 

Buzz Aldrin er militæruddannet ved West Point, deltog i Korea-krigen i 50'erne som pilot, hvor han i sin Sabre Jet skød to MIG-jagere ned. Siden tog han doktorgrad i astronautik ved Massachusetts Institute of Technology (MIT). Her udviklede han teknikker for sammenkobling af rumfartøjer, som siden er brugt ved alle Nasa-missioner. I oktober 1963 blev han astronaut ved Nasa.

»Da jeg var 23 år under Korea-krigen, begyndte jeg at interessere mig for det store billede i stedet for blot at blive en god pilot. Jeg begyndte at interessere mig for visionerne og fremtiden inden for rumaktivitet. Derfor forlod jeg pilot-gerningen i 1960 for at beskæftige mig med udfordringerne i rummet,« siger Buzz Aldrin.

Langsomt, men sikkert blev Buzz Aldrin uddannet til at deltage i Apollo-programmet, som skulle bringe mennesket til Månen. Livet som astronaut var en fortsættelse af det meget strukturerede liv, som han også havde ført i militæret og på universitetet.

Men da Buzz Aldrin landede i rumkapslen i Stillehavet efter månelandingen, så opløste hans liv sig. Strukturen var væk, og det kunne han ikke klare. I 1971 blev han ramt af en dyb depression, og han havde samtidig opbygget et massivt alkoholproblem.

»Jeg havde levet et meget struktureret liv, indtil jeg efter månelandingen besluttede at forlade Nasa for at skrive mine erindringer. Jeg skulle selv til at styre mit liv, og så blev jeg ramt af den depression og alkoholisme, som jeg nok har arvet efter min far. Jeg blev indlagt, det tog lang tid, men langsomt begyndte jeg at komme ud af mørket. Nu har jeg ikke drukket i 26 år,« siger Buzz Aldrin, der også langsomt fik sin energi og produktivitet tilbage.

»Langsomt accepterede jeg, hvad der skete i 70'erne, og så var det bare med at komme videre. Og jeg tror, at jeg er mere produktiv nu, end jeg ville have været, hvis jeg ikke havde været gennem den lange nedtur,« siger Buzz Aldrin.

 

SLOG MÅNE-TVIVLER NED.

Livet i månelyset fik for et par år siden en skygge for Buzz Aldrin. Et amerikansk filmhold lavede en dokumentar-ud sendelse, hvis påstand var, at månelandingerne var snyd. At Buzz Aldrin aldrig satte sin fod på månen, men blot i noget strandsand i et tv-studie. Alt sammen angiveligt for at holde hvad Kennedy lovede og slå russerne i rumkapløbet.

 

Det kunne i filmen i hvert fald se ud som om, at der er manipuleret med nogle af Apollo-programmets fotos fra månen. Men derfra til at fornægte alle månelandingerne - det er langt ude, mener Buzz Aldrin.

»Jeg ved, at lige meget, hvad jeg siger, så kan jeg ikke omvende de mennesker, som åbenbart er meget faste i troen på, at vi aldrig var på månen. Konspirationsteorier er spændende og populære. Men der var jo en anden nation, som også prøvede at komme til månen. Russerne kunne følge os på tæt hold og kunne have afsløret os, hvis månelandingerne var et fupnummer. Men det har de aldrig prøvet på, de har aldrig stillet spørgsmålstegn ved månelandingerne,« siger Buzz Aldrin, der tydeligt er ved at være træt af spørgsmålet om månelandingernes ægthed, som nok vil forfølge ham resten af livet.

»Men beskyldningerne ændrer intet for mig. Jeg ignorerer dem, der beskylder os for snyd - indtil de virkelig går mig på nerverne,« siger Buzz Aldrin og fører sin højre knytnæve i en bue gennem luften.

For det er jo ved at være en offentlig hemmelighed, at Buzz Aldrin for et par år siden slog en af hovedmændene bag filmen ned.

Slog du ham virkelig ned?

»Ja!« råber Buzz Aldrin og ler stille. »Han var en del af dette tv-program, og han havde efterhånden generet alle 12 astronauter, som har været på månen. Han gjorde det meget svært for amerikanske lærere at fortælle børnene historien om månelandingerne. Han gjorde det svært at overbevise børnene om, at de sindssyge folk, der påstod det modsatte, bare var ude på at skabe kontroverser og konspirationsteori. Han var ude på at promovere sig selv, han ville være berømt og brugte andre mennesker til det. Han fik os til at se dårlige ud og sig selv til at se godt ud,« siger Buzz Aldrin.

Hvad der skete efter det historiske slag på kæben, vil Buzz Aldrin helst ikke tale om.

»Det klarede advokaterne. Det vil jeg ikke beskæftige mig mere med,« siger Buzz Aldrin.

 

RUMTURISME.

Buzz Aldrin har i mange år arbejdet sammen med rumforskere fra Purdue University, MIT og Texas University om sit program, The Cycler. Et ambitiøst rumprogram, hvor ideen er, at et rumfartøj ved brug af meget lidt energi, men med hjælp fra planeternes tiltrækningskraft, skal rejse i konstant rutefart mellem Mars og Jorden - uden at lande. Mennesker og materiel tager så en form for rumtaxi fra fartøjet til Mars og Jorden. Buzz Aldrin er ekspert i netop dette felt - han tog sin doktorgrad i sammenkobling af rumfartøjer i kredsløb. Alt materiel skal bruges mange gange, det skal ikke som hidtil smides væk efter en rumoperation.

 

Buzz Aldrin forestiller sig, at den private sektor og det offentlige kan arbejde sammen om finansieringen.

»Det er dyrt at gennemføre et større rumprogram, så et samarbejde mellem kommerciel udnyttelse af rummet og offentlige forskningsmidler er den eneste realistiske måde,« siger Buzz Aldrin.

»Derfor er rumturisme en del af mit rumprogram. Jeg tror, at der kan være en forretning i at sende folk længere ud end i kredsløb om Jorden. Menneskets eventyrlyst er stor, så jeg tror, at det kunne blive en god forretning at sende turister til Månen. Og det kan være med til at finansiere og udvikle teknikker til erobring af Mars,« siger Buzz Aldrin, der helst ser, at rumturisme ikke blot bliver for de rige. Måske ved at trække lod om enkelte pladser i rumskibene på hver tur.

Buzz Aldrin tør godt spå om, hvornår mennesket er tilbage på Månen og lander for første gang på Mars.

»Jeg tror, at vi er tilbage på Månen i 2020, så kan vi rejse videre til Mars i 2030,« siger Buzz Aldrin.

I øjeblikket går udviklingen dog slet ikke så hurtigt, som rumentusiasten kunne ønske sig. USAs rumfærgeprogram er sat tilbage blandt andet af chokket over rumfærgen Challengers eksplosion i 1986.

»Rumfærgen var et kompromis, og skulle vi have skabt en form for rumfærge i dag, så havde vi nok gjort det anderledes. Måske skulle man i dag gå tilbage til det mere simple - for jo mere sofistikeret teknikken bliver, jo mere sårbare bliver rumfartøjerne åbenbart,« siger Buzz Aldrin, der erkender, at det er meget svært at vælge vejen for rumudviklingen.

»Det ser nu ud til, at Nasa bevæger sig hen imod noget i retning af Apollo-kapslen igen, mens russerne tror på noget med vinger - ikke en rumfærge, men noget med en løftekrop. Russerne har ikke mange penge, men jeg tror, at deres valg er bedre end vores. Det amerikanske valg er i for høj grad en overreaktion på uheldene med rumfærgerne, « siger Buzz Aldrin, der efterhånden har indset, at mennesket ikke sætter sine fødder på Mars i hans levetid.

Han er i dag ikke slyngven med Neil Armstrong, som han skrev historie med i 1969. Modsat Buzz Aldrin, som har levet et liv som forsker, rådgiver for rumfartsfirmaer og med mange offentlige og kommercielle optrædener, så lever Apollo 11's leder fra dengang et tilbagetrukket liv.

»Vi har stadig kontakt, men ikke et specielt tæt forhold. Han har valgt at gøre tingene mere privat end jeg. Og da han havde kommandoen ombord dengang, så er det også ham, der sætter normen for kontakten i dag,« siger Buzz Aldrin.

Apollo-programmet

  • Apollo-programmet bestod af en række ubemandede missioner og 11 bemandede missioner, hvoraf to bare var i kredsløb om jorden.
  • 12 astronauter har været på Månen.
  • Apollo-programmet stoppede i 1972, selv om Nasa havde tre fartøjer, Apollo 18, 19 og 20, klar til afsendelse. Det var dyrt, og rumkapløbet mod russerne var vundet.
  • Apollo-raketterne blev sendt op fra Kennedy Space Center i Florida.
  • Mange dagligdags ting stammer fra opfindelserne til Apolloprogrammet - fra teflon til mikroteknologi.
Samvirke samvirke@fdb.dk

Sommer i indkøbskurven

1. juli 2005

Når temperaturen stiger fra 17-25 grader,stiger salget:

  • 700 procent for koldskål
  • 500 procent for grillkul
  • 100 procent for jordbær
  • 60 procent for kartoffelsalat
  • 60 procent for pølser
  • 50 procent for ærter
  • 50 procent for kirsebær, blommer og nektariner
  • 25 procent for salat inkl. tomater, agurker, majs og peberfrugter

Kilde: Ugens Coop

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Brønden er livets ven

En kommunalreform i det vestafrikanske land Niger betyder, at høvdingehierarkier afløses af lokalråd. De skal løse opgaver og problemer decentralt - og for eksempel forvalte brøndens livgivende vand
Af Nanna Callisen Friis og Christian Lund | 1. juli 2005

På grænsen til verdens største ørken, Sahara, er vand et helt centralt omdrejningspunkt for alt liv. Og man forstår det godt. Her er tørt og varmt, og så langt øjet rækker er der sand, sand og atter sand. Området kaldes Sahel. Det er arabisk og betyder kyst - Ørkenhavets kyst.

Nærmest som et fatamorgana kan der pludselige være en dal midt i det uendelige tørre landskab. Og i dalen ligger brønden omgivet af et par træer og buske. Her venter flere hundrede kameler, kvæg, får og geder på at komme til at drikke. Brønden er livets ven - og et kosmopolitisk samlingssted. For her mødes folk fra de forskellige etniske grupper, der udgør Nigers kulturelle kludetæppe.

I Diffa i det østlige Niger er der varmt og støvet - dagstemperaturen når nemt op på 45 grader, og der er ingen skygge for den stærke sol. Regnen er sparsom og uforudsigelig. Det ene år kan det regne i juli, men ikke i august. Det næste år er der måske områder, hvor det slet ikke regner. På grænsen til Sahara er landbrug ikke muligt. Men man kan holde kvæg, hvis man er villig til at bevæge sig. Kamelen er særlig egnet i disse egne, hvor der er store afstande mellem de forskellige græsningsområder, som benyttes hen over året. Kamelen kan drikke op til 100 liter vand på én gang. Men så kan den til gengæld også gå uden vand i 5-6 dage i de perioder af året, hvor det er knap så varmt, og græsset stadig er grønt og saftigt. Det er disse forhold, der gør kamelen specielt egnet til livet i Diffa på grænsen mellem Sahels sparsomme vegetation og Saharas sand.

Nomaderne har gennem generationer tilpasset sig vilkårene og bevæger sig ofte hundredvis af kilometer om året med deres flokke af dyr. I perioder kan hele familien være på farten. Andre gange bliver kvinder, børn og gamle i en lejr ved en brønd, mens de unge mænd vandrer med kvæget for hele tiden at finde de bedste græsgange.

Mobilitet er forudsætningen for tilværelsen i Diffa. Men det omvandrende liv er langt fra anarkistisk. Mennesker og dyr er afhængige af vand, og nomaderne bevæger sig fra brønd til brønd og lader deres kvæg græsse på de omkringliggende græsgange.

 

TØRSTIGE KAMELER.

Omkring brønden er der larm og liv. Kamelerne er tørstige efter flere dage på farten og venter flokvis på, at det bliver deres tur. Det er fortrinsvis de unge, der laver det hårde arbejde med at hente vand op. En lille araberpige på omkring seks år står ved sin flok af omkring 25 kameler. Med en lille kæp dirigerer hun dem frem til brønden, når det er deres tur. En ung Peuhl med den karakteristiske slanke skikkelse forlader netop brønden med en stor hjord af kvæg. Det er et betroet hverv at passe kvæget, da kvæget er familiens vigtigste ejendom, og omkring brønden hersker en særlig orden. Alle ved, hvad de skal gøre. Vandet hentes op i omsyede bilslanger, der bruges som baljer. Det er hårdt arbejde. Baljen kan rumme ca. 50 liter vand, og nogle steder er grundspejlet så lavt, at man må grave op til 60 meter ned for at finde vandet. Det tager lang tid med så dybe brønde, når man skal vande en stor flok kvæg. Derfor bruger man æsler eller kameler til at trække vandet den lange vej op. Hvert år sker der uheld ved brønden. Hvis man kommer ind i hejsespillet, kan man let blive trukket med ned i brønden.

 

Ingen ejer jorden, men historisk har brøndene tilhørt forskellige klaner og familier. Det betyder, at man skal spørge om lov til at vande sine dyr ved de brønde, man kommer forbi. Ifølge god skik nægter man ikke gæster adgang til sin brønd. Man ved jo, at man selv er afhængig af adgangen til andres brønde, når ens eget kvæg bevæger sig fra græsgang til græsgang.

Når der er rigeligt med græs omkring ens brønd, kan gæsterne blive længe. Men er det et dårligt år, er gæstfriheden mere begrænset, og de må rejse videre efter tre dage. Sådan sikrer den familie, der ejer brønden, at deres ressourcer ikke overudnyttes. Gæstfriheden er fundamental, men ikke uendelig.

Mobilitet og gæstfrihed er imidlertid ingen forsikring mod konflikter og problemer. Paradoksalt nok har den franske koloniadministration og siden den nigerske regering i sine bestræbelser på at hjælpe befolkningen lagt grunden til mange konflikter.

 

OFFENTLIGE BRØNDE.

For at sikre en optimal udnyttelse af græsgangene satte man sig for at etablere et fintmasket netværk af offentlige brønde, så nomadernes bevægelsesfrihed blev så stor som mulig. Det har imidlertid haft dramatiske negative konsekvenser. Når ingen ejer brønden, kan ingen begrænse andres ophold ved den og de omkringliggende græsgange. Resultatet var overudnyttelse, krise og blodige konflikter mellem de forskellige grupper.

 

Tilbagevendende tørkeperioder har ofte tilspidset konkurrencen om ressourcerne, og andre begivenheder har tillige spillet ind. Borgerkrigen i nabolandet Tchad i 1990'erne fik mange nomader til at foretrække de nigerske græsgange og den »fri« adgang til brøndene.

I løbet af årtiet blev situationen helt uholdbar. Borgerkrigen i Tchad betød ikke alene en strøm af flygtninge, men tillige en strøm af våben ind i Diffa. Fulanierne organiserede sig i væbnede militser, Toubouerne og araberne gjorde det samme, og de slagsmål mellem grupperne, der før kunne koste enkelte liv, blev dødsensfarlige i en helt anden skala.

Mange tålmodige forsøg på at forhandle sig til forståelse mellem Peuhl, Toubouer og Arabere resulterede mod slutningen af 1990'erne i en skrøbelig fred. Opgaven, befolkningen nu står over for, er at få genetableret et system, hvor mobilitet og adgang til vand og græsgangene kan finde sted uden brug af våben; hvor man kan finde en balance mellem mobilitet, gæstfrihed og ansvarlighed i forhold til udnyttelsen af de ressourcer, alle er afhængige af.

 

BORGERNE SKAL TÆLLES.

En mulig løsning på konflikterne er de nye kommuner og lokalråd, som fra juli 2004 formelt fik indflydelse på forvaltningen af brøndene. Men der venter en række store udfordringer for de nye lokalråd.

 

Et problem er, at de nye lokalråd kendetegnes ved, at de fleste medlemmer er analfabeter uden nogen erfaring i formel lokalpolitik. Der er også usikkerhed om, hvad lokalrådene skal lave, og de har stort set intet budget.

Commune Pastorale de Foulatari hedder en af de nye kommuner i Niger. Her er ingen veje, ingen elektricitet, ingen skoler, ingen banker, ja i Foulatari er der end ikke et marked. Er man ikke lokalkendt, må man navigere efter enten stjerner eller GPS for at finde frem til byen.

Lokalrådet består af 11 valgte medlemmer, heraf to kvinder. Lokalrådet har en valgt borgmester, men styres de facto af høvdingen. Kvinderne i rådet er høvdingens kone og søster. I et land som Niger, i en egn som Diffa, er der nok at tage fat på, og lokalrådet har lavet en liste over de ting, de gerne vil prioritere. Det første er en optælling af borgerne i kommunen. Sidste optælling blev foretaget i slutningen af 80'erne, og med befolkningens hastige vækst og store mobilitet har hverken regering eller lokalråd nogen viden om dens størrelse. De næste punkter på dagsordenen er mere klassiske: brønde og en skole.

 

GAMLE FJENDER SAMARBEJDER.

Brøndene er fortsat livsnerven i samfundene. Men vedligeholdelsen koster penge, og spørgsmålet om, hvem der skal betale hvor meget, hvem der skal samle ind, og hvordan der opbygges tillid mellem de forskellige etniske grupper, der indtil for nylig nærmest var i krig med hinanden, melder sig. Faktisk kan det katastrofalt lave uddannelsesniveau i landet bogstaveligt talt få det hele til at løbe ud i sandet. Den nuværende mangel på information om rettigheder og pligter i forhold til adgang til naturressourcerne - så som vand og græsningsarealer - truer mulighederne for at etablere en fredelig forvaltning.

 

I verdens nok fattigste land fungerer det officielle skolesystem stort set ikke. Mindre end 15 procent af befolkningen kan læse og skrive, og mindre end 20 procent af børnene indskrives i folkeskolen. Særligt i de områder af landet, hvor de nomadiske eller halv-nomadiske befolkningsgrupper lever, er skolegang en stor mangelvare. Det er en udfordring: hvordan kan man gå i skole, når ens familie bevæger sig rundt i landet efter græs til kvæget?

Den udfordring har flere små grupper af omvandrende kvæghyrder taget op. Med støtte fra CARE har de har taget initiativ til selv at skabe skoler og uddannelsesmuligheder i de fjerneste områder af Niger ved at gå sammen om løn til en lærer og etablere en slags kantine, så børnene ikke undervises på tom mave.

Udfordringerne med at etablere skoler synes at skabe en helt konkret platform for samarbejde og genopbygning af tilliden mellem Diffas mange nomader. Således sker der en erfaringsudveksling omkring etablering af skoler mellem Peuhl og de arabere, der er kommet fra Tchad for ti år siden. Gamle fjender synes nu at have en fælles dagsorden.

At kunne læse betyder, at man ikke så let bliver snydt, at man kan forstå kontrakter, at man kan skrive til de statslige myndigheder, at man kan læse instruktionen på pakken med medicin til sine dyr osv. At kunne læse og skrive samt at kende sine rettigheder og pligter bliver på den måde en forudsætning for, at der kan findes fredelige måder at fordele de knappe naturressourcer på og sikre adgang til det livgivende vand.


Nanna Callisen Friis er programkoordinator i CARE.
Christian Lund er professor ved Internationale Udviklingsstudier på RUC

Samvirke samvirke@fdb.dk

Der er noget i luften

Kan mund- og klovsyge blæse fra Sahara til England? Er det i virkeligheden bakterier, der laver regn? Og faldt selve livet ned fra himlen? Udforskningen af atmosfærens biologi er kun lige begyndt og giver foreløbig flere spørgsmål end svar
Af Anne-Sofie Forfang | 1. juli 2005

Usynligt for os eksisterer myriader af små levende væsener langt oppe i luften. Det såkaldte luftplankton svæver omkring, omtrent som havets plankton bevæger sig i vandet, og er en blandet landhandel af bittesmå insekter og edderkopper, pollenkorn og mikroorganismer.

Millioner af tons insekter svæver til enhver tid rundt i atmosfæren. Mange af disse smådyr bruger himlens luftstrømme som et effektivt transportmiddel, der sender dem vidt omkring. Nogle af smådyrene danner store sværme - hvad piloter på mindre fly af og til må sande, når de er så uheldige at flyve ind i dem.

Insekterne opholder sig i atmosfærens nederste lag, troposfæren, og findes sjældent over 2000 meters højde. Længere oppe i atmosfæren hersker der meget barske forhold - bl.a. ekstreme temperaturer, skadelig ultraviolet stråling og en udpræget vandmangel. Alligevel har også de højere luftlag overraskende vist sig at rumme liv. For få år siden mente man, at mikroorganismer som bakterier og virus, der tilfældigt blev ført højt op i atmosfæren, meget hurtigt ville blive slået ihjel. Men de seneste 10 års forskning har vist, at naturens allermindste væsener - mikroberne - findes levende helt op i 20-40 kilometers højde.

Det rejser spørgsmål om, hvor langt op i atmosfæren der egentlig findes liv. Allerede i 1970'erne hævdede russiske forskere at have fundet levende mikrober i højder mellem 48 og 77 km i det ekstremt kolde atmosfære-lag, der kaldes mesosfæren. Der er dog ikke lavet nyere forskning, der kan be- eller afkræfte russernes fund. Der eksisterer ingen viden om forekomsten af mikrober endnu højere oppe. Det er ganske enkelt ikke blevet undersøgt.

De senere års forskning har også budt på en anden overraskelse: Mikroberne kan overleve selv langvarige ophold i atmosfærens barske miljø, for eksempel en flere tusind kilometer lang tur over verdenshavene. Hvordan, de gør det, er endnu ikke fuldt opklaret. Men de sejlivede mikroorganismer har typisk et pigment, der beskytter mod UV-stråling, og er samtidig i stand til at danne en robust dvaletilstand, der modstår bl.a. udtørring og ekstreme temperaturer.

Nogle mikrober opnår måske også en vis beskyttelse ved at sætte sig fast på små partikler i bunden af større støvskyer. Forsker Gene Shinn fra US Geological Survey og hans kolleger, der har undersøgt livet i støvskyerne, mener, at støvet filtrerer en del af UV-strålingen fra.

 

FRYGTET STØV.

 Hvert år hvirvles ca. to milliarder tons støv op i atmosfæren, hovedsageligt via sandstorme i verdens ørkenområder, og føres af vinden mange tusinde kilometer bort. Særligt det røde støv fra Afrikas tørre områder og det gule støv fra den kolossale Gobi-ørken er med god grund frygtet i mange egne fjernt fra støvets oprindelse.

 

Sandstormene er blevet hyppigere igennem de seneste årtier, og den stigende støvmængde sættes sættes i forbindelse med øget forekomst af astma og allergi flere steder i verden. Man frygter ikke blot de små støvpartikler i sig selv, men også deres blandede last af kemikalierester, bakterier, virus og svampesporer. Det er målt, at luften over De Caraibiske Øer indeholder 2-8 gange flere levende mikroorganismer, når en afrikansk støvsky er blæst ind over området. Op til en tredjedel af de identificerede mikrober er bakterier og svampe, der kan forårsage sygdomme hos mennesker, dyr og planter.

En stor del af støvet fra Afrika har endestation i Sydamerika og Caraibien. Men af og til kan det røde støv også lægge sig over dele af Europa. Gene Shinn peger på, at England i 2001 blev ramt af en støvstorm fra Sahara, en uge før landet blev ramt af mund- og klovsyge, der hurtigt udviklede sig til en voldsom epidemi.

»Inkubationstiden er netop syv dage. Og samme virustype fandtes i det område, støvet kom fra. Det er et meget mistænkeligt sammenfald,« siger han.

En af årsagerne til koralrevenes ellers uforklarlige skranten verden over skal måske også søges i støvskyerne. Forskere har sporet årsagen til koralrevenes mystiske uddøen i Det Caraibiske Hav tilbage til svampen Aspergillus sydowii, der er fulgt med støvskyer fra Afrika.

En række nye spørgsmål trænger sig på: Hvor farligt er støvet reelt for mennesker og økosystemer? Hvorfor er sandstorme blevet hyppigere? Og hvad kan vi gøre ved det?

 

HIMMELSØER.

 Den østrigske ferskvandsekspert Birgit Sattler kunne i 2001 berette om endnu en interessant opdagelse. Under sit arbejde med mikrober, der lever i iskolde bjergsøer, kom hun til at spekulere på, om de også kunne leve i skyer.

 

Hendes forskerhold udtog en prøve fra en sky, der passerede en alpetop i tre kilometers højde, og undersøgte prøven under laboratorieforhold, der efterlignede skyens miljø. Til holdets store forbavselse viste det sig, at ikke blot var der levende bakterier i skyen - de var også aktive og i stand til at formere sig under skyens superafkølede forhold. Forskerne havde ellers forventet, at mikroberne højst var i stand til at overleve i passiv dvaletilstand. Konstateringen af, at skyerne tilsyneladende er beboede, har fået forskerne til at sammenligne klodens skysystemer med en gigantisk fladvandet sø.

Det er endnu ikke fastlagt, om sky-bakterier-ne er identiske med kendte bakterier på Jorden. En anden mulighed er, at der findes specialiserede mikrober, der tilbringer hele deres livscyklus i luften og som skjult for videnskaben danner et svævende økosystem. Forskerne søger også svar på, om de spiller en rolle i dannelsen af skyer og regn.

Nogle bakterier er kendt for at fremprovokere iskrystaller, hvilket ofte er første skridt i dannelsen af regndråber. Bakterien Pseudomonas syringae er så effektiv, at den somme tider tilsættes til maskiner, der fremstiller kunstig sne på skisportssteder. Nogle forskere mener, at bakterierne måske har udviklet den evne for at kunne fremprovokere regn, når de tilfældigt er ført op i luften med vinden og har brug for et transportmiddel for at komme ned på Jorden igen.

Alle disse spørgsmål forsøger bl.a. den engelske forsker Bruce Moffett nu at finde svar på. Med et sindrigt system af tråde udspændt på Hebridernes bjergtinder indsamler han sky-dråber og analyserer deres indhold af mikrober. Foreløbige analyser har vist, at skyerne indeholder bakterier af slægten Pseudomonas.

 

ATMOSFÆREN SOM TRANSITHAL.

Atmosfæren er ikke klart afgrænset, men begynder i ca. 100 kilometers højde at tynde gradvist ud imod det åbne rum. I rummet er forholdene endnu mere livsfjendske med ekstreme temperaturer samt voldsom elektromagnetisk og kosmisk stråling. Alligevel er tanken om levende mikrober i rummet ikke nær så absurd, som den var for bare 20 år siden.

 

I de senere år har forskerne fundet en række bakterier, der er ekstremt robuste (se boks). Det er i dag en anerkendt mulighed, at der eksisterer superbakterier, som vil kunne overleve en rejse mellem Jorden og en anden planet.

Astronom Chandra Wickramasinghe fra det engelske Cardiff Centre for Astrobiology hævder, at livet bogstaveligt talt faldt ned fra himlen i form af rum-mikrober - og altså slet ikke opstod her på Jorden ved kemiske reaktioner i urhavet, sådan som den gængse teori lyder. En anden af hans stærkt kontroversielle teorier er, at mængder af rum-mikrober dagligt daler ned til os gennem atmosfæren, og at nogle af dem måske er skyld i epidemier som Den Spanske Syge, kogalskab og SARS.

Ifølge Wickramasinghe er livet et kosmisk fænomen, og universet er fuldt af mikrober.

»Jordkloden er ikke en pansret boks, men et åbent system, der er i konstant udveksling med det ydre rum. Det er for eksempel svært at forestille sig, at mikrober ikke følger med materiale fra Jorden, der slynges ud i rummet,« siger han.

Det kan bl.a. ske som følge af meteornedslag.

De fleste andre forskere er dybt skeptiske overfor Wickramasinghe's teorier, men foreløbig findes der ikke data fra den øvre atmosfære, der kan bidrage til at bevise eller modbevise dem. Sammenlignet med anden biologisk forskning er granskningen af livet i luften stadig på begynderstadiet, eller som forsker Gene Shinn fra US Geological Survey siger: »Vi har kun kradset en lille smule i overfladen af atmosfærens økologi.«

Superbakterier

Fund af en række ekstremt robuste bakterier - såkaldte ekstremofiler - har ført til spekulationer om, at der måske findes mikrober, som kan overleve en længere rumrejse. Mest sandsynligt hvis de er indkapslet i et beskyttende materiale som for eksempel en meteorit.
Bakterien Deinococcus radiodurans modstår både stærk udtørring, DNA-nedbrydende kemikalier og radioaktiv stråling, der er flere tusinde gange stærkere end tålegrænsen for mennesker. Nogle bakterier stortrives i grønlandske gletschere, mens andre overlever mere end 100 graders varme. Og Det Døde Hav er slet ikke dødt, men vrimler med salttålende bakterier. Flere af de hypertolerante bakterier har vist sig at være usædvanligt effektive til at gendanne ødelagt DNA.
Den tid, som en rumrejse vil tage, er heller ikke nødvendigvis noget problem. Nogle bakterier har vist sig at kunne overleve i flere millioner år ved at gå i en dødlignende dvaletilstand. Senest har amerikanske forskere genoplivet en bakterie af slægten Bacillus, der tilsyneladende har tilbragt 250 millioner år i dvaletilstand.

Aerobiologi

Udforskningen af livet i luften - aerobiologi - er en gammel faggren. Allerede i midten af 1800-tallet analyserede Louis Pasteur prøver af luften taget fra høje bjergtinder, og senere tog man den moderne opfindelse, luftballonen, i brug. En af flyvningens pionerer, Charles Lindbergh, havde en særligt udviklet luftfanger fastgjort til sin flyvemaskine, så luftens mikrober kunne bringes med ned på jorden til nærmere undersøgelse. I dag studeres atmosfærens liv ofte ved hjælp af højteknologisk isenkram som specialudstyrede fly, radarudstyr og satellitter. Da den flybaserede forskning er ekstremt kostbar, er bjergtinder og luftballoner dog stadig populære.

 



 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Kaffebarerne siger farvel og tak

Før lå der en kaffebar på næsten hvert gadehjørne, men nu ses arbejderens oase sjældent i gadebilledet
Af Karsten Biering | 1. juli 2005

Kaffebar:

 »Beskeden restaurant, hvor der serveres kaffe med brød, smørrebrød og en dagens ret, men sjældent øl og spiritus. Sådanne coffee-shops fandtes i USA. Kaffebaren kendes i Danmark fra 1930'erne som en del af den københavnske arbejderkultur. Forløbere var de kaffevogne, der omkring 1900 skabtes som et led i afholdsbevægelsen.« (Citat: Den store danske Encyklopedi). 

»En kaffebar - det er en forretning, der åbner klokken seks om morgenen og med et par friske damer med rundstykker, ost og kaffe,« siger Søren Vester, tidligere taxachauffør og stamkunde gennem 25 år på kaffebaren, Tagensvej 68.

 

»Og så op ad formiddagen: smørrebrød. Eventuelt en lun ret i løbet af dagen. Og så kører vi til klokken tre, så lukker vi. Og det er en rigtig, ægte kaffebar, der ikke har pizza eller hotdogs! - Sådan er det bare... Smørrebrød til håndværkere - godt belagt! - og kaffe og mælk.«

Man skal nok også tilføje wienerbrødet som en fast bestanddel, men ellers er åbningstid og madtilbud helt karakteristisk for den traditionelle kaffebar. Måske med den tilføjelse, at der altid er lukket i weekender og på helligdage, samt at mange kunder ikke mener, at øl, vin og spiritus hører sig til på en rigtig kaffebar, selv om nogle har fået spiritusbevilling.

Der er stor variation i kvalitet og udbud af smørrebrød, som typisk koster mellem 8,50 og 12 kr. for et almindeligt, men pænt belagt og pyntet stykke mad. Hermed konkurrerer kaffebarerne med smørrebrødsforretningerne, og på nogle kaffebarer er det også almindeligt, at kunderne køber en madpakke og tager den med sig på arbejdspladsen eller til fortæring undervejs i bilen. Frokosten spises tidligt - allerede fra omkring kl. 10.30.

Det suverænt største tilbud af smørrebrød finder man på Dyrbys Kaffebar, Skudehavnsvej 6 i Nordhavnen, men til gengæld ingen varme retter. Indehaveren Ole Dyrby er udlært bager. Han har siden 1978 arbejdet sammen med sin far, Hjalmar, i kaffebaren. Efter faderens død er Ole Dyrby nu sammen med sin kæreste, Annette, alene om at drive kaffebaren. Det er en lille rødmalet træbarak, klemt inde, mellem skibscontainerpladserne og de hastigt ekspanderende kontorpaladser eller firmadomiciler.

»Vi er oppe på nogleogtyve stykker forskellig slags mad. Sådan cirka,« fortæller Ole Dyrby.

»Nogle gange har vi lidt flere. Nogle gange laver vi også æggekage og æbleflæsk om vinteren. Når det er varmt, laver vi så lidt varmt som muligt, fordi vi skal også kunne være ude i køkkenet. Men ellers er vi oppe på omkring tyve stykker. Så er der nogle gange, man springer nogle stykker over. Hvis vi siger: »Nu gider vi ikke lave det den dag.« Så bliver der ballade! Så kommer folk og siger: »Hvor er min spegepølse henne, og hvor er min kødpølse henne, og nu skal den være der!« - Og så lige pludselig ender det med, at vi kommer op på tyve stykker mad om dagen, ikke!«

På kaffebarerne leder man forgæves efter pølsevognspølser, burgere, kinaruller eller pizza. Der er heller ikke nogen salatbuffet eller grønsagstærte, og eneste fisk er den stegte, panerede fiskefilet med remoulade på et stykke rugbrød.

 

MAN SLÅR IKKE ROD.

Helt op i 1960'erne lå der endnu mange værksteder og små virksomheder i kældre og baghuse i Indre By og i brokvartererne. Forfatteren og journalisten Hans Kirk havde sin hyppige gang på de københavnske kaffebarer, og i en artikel fra 1941 noterer han:

 

»De fleste kaffebarer besøges af kuske, bude og håndværkere, der sluger en kop billig kaffe og en mundfuld varme midt i arbejdet. Nogle spiser deres medbragte mad i frokostpausen Forretningen er baseret på en livlig omsætning. Hvis kunderne ikke skifter hurtigt, giver det underskud. Som en af indehaverne udtrykker det: »Det ka' faneme ikke nytte no'et, at folk sidder her og slår rødder - hvis de ikke rupper sig, ska' jeg nok få dem viftet ud.« Princippet er stor omsætning, lille avance...«

Gennem 1960'erne og 1970'erne blev mange små værksteder og mindre virksomheder nedlagt eller flyttet uden for Københavns centrum til de nybyggede industrikvarterer med frokoststuer eller kantiner. Cykelbudene - »svajerne« - var også væk, og bygge- og anlægsarbejderne havde fået komfortable skurvogne med varme, tekøkken og toilet.

Det er stadig mænd i arbejdstøj - arbejdere og håndværkere, chauffører og flyttefolk - der kommer her og får deres morgenmad i stedet for at bruge tid på det derhjemme.

Kaffebarerne har deres stamkunder. Nogle kommer hver dag - og måske flere gange om dagen - andre et par gange om ugen, og man kører gerne langt for at spise på sin foretrukne kaffebar. Andre stamgæster mødes fast hver dag og spiser frokost sammen. Der kommer også arbejdere og håndværkere fra byggepladser og vej- og ledningsarbejder i nærheden. Og når byggeriet er færdigt, forsvinder de fra kaffebaren igen. Herudover kommer der enkelte forretnings- og kontorfolk samt en del pensionister, der gerne vil have et godt og billigt måltid dansk mad med sovs og kartofler som alternativ til fast food eller den kommunale madordning fra et storkøkken. Kaffebarerne er i høj grad et københavnerfænomen, og kunderne er langt overvejende mænd i den arbejdsduelige alder, men man støder af og til på et par kvindelige hjemmehjælpere, der holder pause mellem to hjemmebesøg.

 

KAFFEBARENS JOHN CLEESE.

Hjalmar Dyrby, der døde i 2004 som 76-årig, var berømt og berygtet for sin »uforskammede« behandling af kunderne på kaffebaren i Nordhavnen. Hjalmar yndede at sammenligne sig med John Cleese i rollen som indehaver af »Badehotellet« i TV-serien. I filmen Kaffebaren. Et stykke dansk arbejderkultur på retur fortalte han:

 

»Ja, altså de fleste mennesker, der kommer her, de kan godt tåle både det ene og det andet. Men der kan jo komme nogen - finere nogen, ikke. Og så når jeg står herhenne og ryger cigarer, så begynder de at - »host!« - demonstrere derude, ikke. »Host, host!« Det er derfor, vi har fået den maske op. Så siger jeg til dem: »Der hænger altså en gasmaske dér, hvis I ikke kan tåle røgen!« Jeg tror sgu aldrig, det bliver aktuelt med, at vi laver røgfrit herude. Så nogle gange, så får jeg sådan en skør idé. Så har jeg tænkt på: Jeg vil sgu' sætte et skilt op dernede på døren, du ved nede på toilettet, og så skrive »Røgfrit Lokale«. Så kan de gå derned, hvis ikke de kan tåle røgen. Men så langt er vi ikke kommet endnu!«

På kaffebarerne er både det sociale samvær og den faglige snak gået hånd i hånd. Bendt Olsen er indehaver af kaffebaren på Rødovrevej 302. Han har været i branchen i over 30 år og husker, at det oftest var morgenkaffen, som trak. Så sad kunderne og drøftede aftenens fjernsyn. Montørerne brugte også tiden over kaffekoppen til at udveksle erfaringer og gode praktiske råd om bestemte kunder.

Den tidligere elevatormontør Henning Madsen kom på kaffebaren, Ålekistevej 143, sammen med kollegaerne gennem 30 år - eller mere. Alle montørerne fra Siemens mødtes næsten hver dag til frokost på kaffebaren. En vane som pensionistlivet ikke har sat en stopper for. Selvom det nu er kaffebaren på Rødovrevej 302, den 75-årige Henning Madsen kommer på hver fredag.

»Det er ikke hver dag, de kommer alle sammen. Men nogle gange om fredagen plejer de at møde talstærkt op... Altså, det er vores stambord det her,« fortæller Henning Madsen.

 

DEN SIDSTE OASE TØRRER UD.

Med en tilbagegang fra 114 kaffebarer i 1955 til otte i 2002 kan man næppe hævde, at fremtiden tegner lys. På den anden side ser det ud til, at kundegrundlaget er stabilt i dag, og at den traditionelle kaffebar har sin egen niche og livsform. Altafgørende er sammenhængen mellem lav pris, god kvalitet, venlig og munter betjening og en indretning, der både er enkel og funktionel og alligevel har helt sin egen stil og karakter. En af kaffebarejerne har understreget, at man aldrig må modernisere en kaffebar, for så flygter kunderne! Omgivelserne skal være de vante. Når man besøger en kaffebar, der for nylig har skiftet ejer eller forpagter, kan navnet udendørs være ændret - medmindre den altid har heddet f.eks. »Sørensens Kaffebar« uanset den aktuelle ejers navn. Men indendørs må der ikke ske større ændringer end højst en anden farve voksdug på bordene. Og så skal udbuddet af mad og drikke være det samme som altid.

 

Stigende huslejepriser og forbrugsafgifter (vand, el og varme) kan tvinge priserne på mad og drikke op på et niveau, hvor kunderne vil svigte og søge andre muligheder for at stille sult og tørst. De mange shawarma- og kinesergriller tilbyder lave priser og enkle indretninger, der kan konkurrere med kaffebarernes. Et handicap for de etniske madsteder er dog, at den traditionelle kaffebarkunde vil have dansk mad, så derfor er smørrebrødsforretningen og pølsevognen nok de nærmeste konkurrenter. Men her kan man ikke sidde ned og få varmen, spise med kniv og gaffel på en rigtig tallerken, læse i dagens avis og købe mælk og almindelig kaffe.

Bernhard Eggersborg er tidligere flyttemand og fortsat stamkunde på Sannes Kaffebar, Ågade 98. Han ridser fremtidsperspektiverne op således:

»Jeg ser det på den måde, at det ebber ud med årene, tror jeg. Der er ikke så mange, som jeg mener, der var dengang, da jeg var flyttemand for 10 år siden. Der var altid nogen på kaffebar. Om du kom der klokken elleve, eller du kom der klokken tolv eller klokken syv - der var altid mennesker, ikke. Det kørte jævnt, men jeg tror, det ebber ud mere eller mindre. For du ser jo ikke nogen kaffebarer, når du kører inde i byen og sådan noget. Der er ikke så mange tilbage. Det er ikke sådan, at man lige siger: »Ov, dér er en kaffebar! Lad os lige holde ind.« Det gør man ikke mere. Så jeg tror sådan på længere sigt, det forsvinder stille og roligt. Det bliver lavet om til kinesergrill - eller hvad ved jeg!«



Karsten Biering er lektor ved Center for Arbejderkulturstudier, Københavns Universitet.
Han har produceret videofilmen: Kaffebaren. Et stykke dansk arbejderkultur på retur. Udg. af Center for Arbejderkulturstudier og AV/ITV-afdelingen, Københavns Universitet Amager 2003.

Fakta

Fra 1930'erne bredte kaffebarerne sig og blev hurtigt populære blandt de københavnske arbejdere. I 1947 var der 100 i Storkøbenhavn, og i 1955 havde kaffebarerne deres største udbredelse med i alt 114. Herefter er det gået tilbage: i 1975 var der 43 kaffebarer, og 10 år senere var dette antal halveret. I 2002 var der otte kaffebarer tilbage af den traditionelle type.

Startskuddet til fastfood i Danmark var den første pølsevognspølse, der blev serveret den 18. januar 1921 i København. Allerede fra 1907 havde man kunnet købe en kop varm kaffe ved Københavnske Kvinders Kaffevogne på torve og pladser og foran større virksomheder, hvor man gerne ville fremme ædrueligheden blandt arbejderne.

 

Samvirke samvirke@fdb.dk

Balladen om kostrådene

1. juli 2005

»Kostrådene duer ikke,« buldrede forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders i forrige nummer af Samvirke. Og i samtlige andre medier i vores lille konsensusland. Vi spiser efter kostråd, der er udtænkt i en tid, hvor maven skulle fyldes billigt, og derfor æder vi os fede i stivelsesholdige kartofler og hvidt brød, lyder budskabet fra Tor Nørretranders i hans bog Menneskeføde.

Nørretranders smed en eksplosiv varm kartoffel ind i ernæringsdebatten, ernæringseksperterne greb den og gav igen.

Samvirkes læsere var også hurtige på aftrækkeren. Bladet var knap på gaden, før debatten bølgede på www.samvirke.dk.

Nørretranders er helt ude i hampen i sit opgør med kostrådene og promoveringen af sin bog om sund ernæring, lød kommentaren i et indlæg, der fortsætter med et forsvar for stivelseholdig mad, hvor der f.eks. peges på »de mange risspisende nationer i Sydøstasien,« hvor befolkningen ikke er overvægtig. Skribenten spørger også: »vi har meget effektive enzymer i både spyttet og tarmen, som præcis egner sig til at fordøje stivelse. Hvorfor har vi det, hvis det slet ikke er meningen, at vi skal spise stivelse?«

Et faktum, som flere andre debatindlæg på www.samvirke.dk også hæfter sig ved.

Men ikke alle er sure på Tor Nørretranders. Et par indlæg roser ham for at åbne debatten og slå ned på det usunde hvide hvedebrød og gluten. Et enkelt indlæg påstår, at hvede ligefrem kan være årsag til autisme hos børn.

Andre bibringer diskussionen et globalt perspektiv ved at påpege, at et højere forbrug af kød og mejeriprodukter hos en stadig voksende verdensbefolkning vil sætte miljøet og planetens ressourcer under så voldsomt et pres, at det vil forårsage tab af natur og biologisk mangfoldighed. Også denne måneds synspunkt på side 31 peger på det problem.

Her hos FDB har der også været hovedrysten og hævede stemmer på gangene som følge af Nørretranders angreb på madpyramiden.

»FDBs madpyramide var oprindeligt en model for kost, som både skulle være sund og billig. Det er der ikke noget odiøst i, så længe rådene vitterligt er sunde, og det er de,« udtaler Ole Jepsen, forbrugerpolitisk chef i FDB.

Også Ernæringsrådet holder fast i, at der ikke er en sundhedsmæssig risiko ved at spise kartofler, ris og pasta. Men man skal spise groft og vælge fuldkorn, når det gælder fødevarer med meget stivelse i.

Og så er frugt og grønt i rigelige mængder stadig god tone.

Altså ikke den helt store afvigelse fra den stenalderkost, som Tor Nørretranders har gjort sig til talsmand for. Han indrømmede også selv i Politiken, at han da nok ville liste et par nyopgravede, danske sommerkartofler med på tallerknen.

Og således nåede vi igen - næsten - konsensus i det danske sommerland. Bon appetit.


Redaktionen