Tyg på den!
Hvordan laver man en rigtig stor tyggegummiboble? Få et par tips på Samvirkes juniorsider, der denne gang handler om tyggegummi.
Ka' du boble?
Æselørets redaktion har været på besøg i Århus for at tjekke, hvor gode børnene på Thunøgårdens fritidshjem er til at blæse tyggegummi-bobler.
Vidste du ...
- at danskerne i gennemsnit tygger 350 gram eller 23 pakker tyggegummi om året?
- at tyggegummi med stærk smag er trendy?
- at sukkerfrit tyggegummi kom frem i 1970'erne?
- at tyggegummi nemmest fjernes ved at fryse det af med is og tage resterne af med rensebenzin?
- at Danmarks eneste tyggegummimuseum åbnede i 1996 i Vejle?
- at et stykke tyggegummi vejer 1,4 gram?
- at man kun må tygge tyggegummi i Singapore, hvis ens læge giver tilladelse?
- at den irske stat overvejer at lægge skat på tyggegummi for at få penge til at fjerne det fra fortovene?
Efter ihærdig smasken og test af et par prøvebobler er alle enige om, at Hubba Bubba er den klart bedste bobler, mens V6 og sukkerfrit tyggegummi slet ikke dur!
Eskil Walther Hansen på 11 år har liiidt svært ved at få boblerne til at blive store, men derfor kan man jo godt ha' det skægt...
Inger Bjerringfelt på 11 år og Anna Testrup Andersen på 10 år prøver at lave dobbeltbobler. Det kræver koncentration.
Sådan blæser Louis Egholm Skovmand på 10 år bobler:
Guide til megabobler
- Vælg tyggegummi, der er hårdt og lavet med sukker. Det skal helst være med original smag, fordi de nyere smagsvarianter nogle gange ødelægger boble-evnen.
- Du skal ikke bruge mere end to-tre stykker tyggegummi ad gangen. Flere stykker gør dig øm i kæben, så du ikke kan blæse ordentligt. Og hvis du bliver rigtig god og vil slå verdensrekorden, så tillader Guiness Rekordbog kun tre stykker tyggegummi.
- Det er vigtigt, at der er helt vindstille, hvor du blæser bobler. Og det må hverken være for koldt eller for varmt; stuetemperatur passer fint.
- Tyg et par minutter for at få tyggegummiet blødt og smidigt. Blæs langsomt og forsigtigt, og hold din mund så åben som muligt. Når boblen bliver rigtig stor, må du godt støtte med fingrene, så du undgår, at boblen splatter ud i hovedet på dig.
Hvad er der i tyggegummi?
Tyggegummi består af selve gummiet, sødestoffer, smagsfarve- og blødgøringsstoffer og nogle gange ingredienser, der skal beskytte dine tænder.
Sødestofferne kan være sukker, sorbitol (som man får fra majs eller hvede), xylitol (som kommer fra majs eller birkebark) og/eller aspartam (der er kemisk fremstillet og søder 200 gange mere end sukker).
Smagsstofferne kan være alt fra lakrids, mentol og pebermynte til aroma fra jordbær, citron, æble eller cola. Hvis tyggegummiet sælges som 'sundt', kan der være zink, calcium, flour eller vitaminer i.
Et typisk stykke tyggegummi indeholder:
59,5% sødestoffer 2% blødgøringsstoffer 3% tandbeskyttende ingredienser 3,5% smagsstoffer 30% gummi
Tyggegummi til kæledyr
I Brasilien kan man købe et tyggegummi til sit kæledyr, så det ikke lugter ud af munden.
Med en smag af nikotin
I dag er tyggegummi ikke kun noget, vi stopper i munden for at have noget at gumle på. Voksne bruger f.eks. nikotintyggegummi, hvis de gerne vil holde op med at ryge.
Dandy-Stimorolfabrikkerne i Vejle er ved at lave en aftale med den amerikanske hær om at udvikle en særlig slags tyggegummi. Det kan soldaterne tygge på, når de ikke har tid til at børste tænder!
Tyg, og bliv hurtigere i hovedet
En engelsk undersøgelse viser, at tyggegummi tygning forbedrer menneskers hukommelse og tænkning. Når man tygger tyggegummi, banker hjertet hurtigere. Så kommer ilt og sukkerstof hurtigere til hjernen. Derfor opfatter hjernen hurtigere.
Tyggegummiets historie
Det ældste tyggegummi, forskere har fundet, er faktisk 9000 år gammelt. Dengang brugte folk i Norden harpiks fra træerne. Det smagte sødt, fordi det indeholder xylitol, som i dag bruges i noget slik i stedet for sukker. Folk, der boede steder uden træer, der laver harpiks, tyggede alligevel. I Afrika tyggede folk nødder fra colatræet. Inuitterne nord for polarcirklen tyggede på rå hvalhud.
Mayaerne tyggede på naturgummi fra gummitræet, men i midten af 1800-tallet i USA begyndte man at lave tyggegummi fra voks, der bliver til overs, når man laver råolie. Slikproducenten Thomas Adams tilsatte lakridssmag, som er den ældste smagstype, der stadigvæk eksisterer. Hans kollega William White fandt ud af at tilsætte sukker - og det moderne tyggegummi var født. I dag er næsten al tyggegummi kunstigt lavet.
Danmarks førende tyggegummifabrik
I Danmark blev den første tyggegummifabrik bygget i Vejle i 1927. Den fik navnet »Dandy« efter 2. verdenskrig. I 1956 kom Stimorolmærket til og blev hurtigt en succes i hele verden. Begge mærker er i dag ejet af den engelske slikgigant Cadbury-Schweppes.
Verdens største boble!
Susan Montgomery Williams har Guiness-rekorden i bobleblæsning med en boble på hele 58,4 cm i diameter. Rekorden blev sat den 19. juli 1994 i New York. Susan har 20 års erfaring i bobleblæs. På www.guinnessworldrecords. com kan du finde en video med den tidligere rekordholder i bobleblæs, hvis du vil tjekke teknik ud.
Blæs en boble
Blæs en tyggegummiboble til redaktionen af Æseløret. Den største boble præmieres med vores eftertragtede T-shirt. Du deltager i konkurrencen ved at sende et foto af dig og din megastore tyggegummiboble til e-mail-adressen aeseloeret@fdb.dk (angiv størrelse) Billedet med vinderboblen lægges ud på www.samvirke.dk/aeseloeret
Elefantastisk tyggegummiproduktion
I år 2000 producerede Dandyfabrikkerne i Vejle ca. 75 tons tyggegummi - om dagen. Det svarer til vægten af 12 elefanter. Dandy lavede dengang 100 forskellige slags tyggegummi i mere end 700 forskellige pakninger!
Dyre klatter på fortovet
På Amagertorv ved Storkespringvandet i København er der cirka 15-20 klatter på hver kvadratmeter torv. Kommunen prøvede i 2003 at fjerne tyggegummiet med tør-is. Tøris er kuldioxid (CO2) i fast form. Maskinen sender med stor kraft en byge -80 grader kold tør-is mod hver klat, der forsvinder på fire sekunder. Det koster hvert år 100.000 kroner at fjerne bare det tyggegummi, der ligger omkring Storkespringvandet.
Tyggegummikongen Bobbel
Halfdan Rasmussen, der er kendt for sine børnerim, har lavet en rigtig sjov sang om tyggegummikongen Bobbel. Den er ikke kun sjov at synge, men også sjov at læse.
Tyggegummikongen Bobbel
sidder i en gummipoppel
synger tyggegummisange
for en tyggegummislange
I hans slot af tyggegummi
med de mange flotte rum i
sidder tyggegummikonen
midt på tyggegummitronen
Alle folk fra kvist til kælder
spiser gummifrikadeller
drikker tyggegummivander
af de store gummikander
De har tyggegummitunger
de får tyggegummiunger
går med tyggegummihatte
og har tyggegummikatte
Halfdan Rasmussen.
Halfdans ABC, Carlsens Forlag.









5 af Danmarks bedste kassedamer
Dankortets historie
Sådan kan du nemt skjule pletter eller huller på tøjet
Se mit elskede køkkenredskab
14 eksotiske rejsemål i Danmark
Kuriøse slikbutikker
Spøjse juletraditioner rundt om på kloden
10 gode julefilm til voksne
Kaffens historie i ord og billeder
Fortæl os: Hvad ønsker du dig ikke i julegave?











Andre kommenterer på
Se andres gode råd om rester og skriv selv dine egne resteråd her 100
Sådan skider du i skoven 9
SKRIV IND: Din vildeste oplevelse med bier 19
Sådan slipper du for telefonsælgere 51
Skal skoene af? Det er spørgsmålet 56