Den største gave

Hans Kristian Olsen blev født en februardag i 1955 i sin mormor og morfars hus i Sisimiut i Grønland. Efter fødslen boede han med forældrene i Aasiaat, men da farens kontrakt på skibsværftet udløb efter nogle år, måtte forældrene tage til Danmark for at videreuddanne sig. Hans Kristian var kun tre år, og på grund af boligsituationen og manglende pasningsmuligheder besluttede hans forældre, at Hans Kristian skulle flytte hjem til sin mormor og morfar.

Nogle år før havde bedsteforældrene mistet to sønner. Den ene døde af blindtarmsbetændelse i Danmark, hvor han var ved at uddanne sig til journalist. Den anden omkom på havet ved Grønland. De var begge meget unge, og det var et hårdt tab for bedsteforældrene. Hans Kristian blev en slags plaster på såret.

Jeg blev jo på en måde deres nye søn. Ikke i den forstand at jeg troede, de var min mor og far, for jeg har altid været klar over, at de var mine bedsteforældre. Men jeg voksede op hos dem, som havde jeg været deres egen søn. Og så blev jeg opkaldt efter mine to afdøde onkler - Hans og Kristian,« fortæller Hans Kristian Olsen.

Nogle bruger udtrykket »gavebørn« om børn, der »foræres« til bedsteforældre, mostre, søstre eller andet familie. Men Hans Kristian betragter ikke sig selv som gavebarn.

GAMLE FAMILIEMØNSTRE.

Faktisk er de færreste klar over, hvad ordet gavebarn egentlig betyder. Og det er vel nærmest blevet brugt i mangel af bedre, fordi det har været så almindeligt i Grønland, at børn er vokset op hos andre familiemedlemmer end de biologiske forældre.

Sådan som jeg vil definere gavebørn, er det, når man simpelthen giver barnet til en anden. Hvis man snakker jurasprog, så er det jo en privat plejeanbringelse. Men hvis man snakker de menneskers følelsessprog, så er det, at de forærer barnet til en anden og afskriver det som deres eget - i psykologisk forstand,« siger psykolog Conni Gregersen, der arbejder for Familiedirektoratets døgninstitutionskontor under Grønlands Hjemmestyre.

Og det har historisk set været helt naturligt for grønlænderne at overlade opdragelsen af deres børn til andre i familien.

»Det kommer jo af, at man i gamle dage boede sammen i storfamilier på tværs af generationer og søskendeforhold. Og så var det altså bare den, der lige var i nærheden og havde tid, der tog sig af børnene, uafhængigt af om det nu lige var barnets biologiske far eller mor. Det betød ikke så meget, « fortæller Jette Krag fra Socialforvaltningen i Nuuk.

KULTURSAMMENSTØD.

I dag kan det dog skabe store problemer, hvis kommunen pludselig finder ud af, at et barn er blevet givet væk til eksempelvis sine bedsteforældre.

»Vi er forpligtede af loven til at gribe ind, hvis vi bliver bekendt med, at et barn ikke bor hos sine biologiske forældre. Faktisk er vi forpligtede til at handle alene på mistanke herom. Det er ulovligt at have børn, der ikke er ens egne, boende, for der skal ifølge lovgivningen være en plejetilladelse - også selvom det er bedsteforældrene, barnet bor hos. Og der er vi jo røget ind i nogle gevaldige problemer af og til, for der er simpelthen tale om kultursammenstød, der vil noget,« fortæller Jette Krag og tilføjer:

Man kan sige, at på det punkt er de gamle familiemønstre blevet overhalet indenom af den moderne civilisation i Grønland. Og det kan være svært for eksempelvis bedsteforældre at forstå, hvorfor der pludselig skal komme nogen rendende og se, hvordan man bor, hvor rent der er, hvor meget tøj man har, hvad man tjener osv. bare for, at man kan få lov til at tage sig af sit eget barnebarn. Men sådan er reglerne altså.«

Hvis man i dag ønsker at forære sit barn til f.eks. sin søster eller mor, skal der laves en egentlig plejetilladelse eller adoption, der skal godkendes af Socialforvaltningen. Og selvom det er forholdsvis sjældent i Nuuk, møder Jette Krag det stadig engang imellem.

»I øjeblikket har vi en to-tre ansøgninger liggende på det, man kan kalde gavebørn. Det er altså slægtninge, der ønsker at adoptere eksempelvis en søsters eller datters endnu ufødte barn. Familien har lavet aftalen på forhånd, inden barnet er født, og så søger de om adoption for at få legaliseret det. Man kan sige, at det er den moderne udgave af gavebørn,« siger Jette Krag.

ÉN STOR FAMILIE.

For Hans Kristian Olsen har der aldrig været tvivl om, hvordan tingene hang sammen. Det var mormor og morfars hjem, der var hans hjem. Men han havde samtidig et godt og nært forhold til sine forældre. Og har derfor kun positivt at fortælle om sin opvækst, som var præget af stor kærlighed, tryghed og faste rammer.

»Det er jo nærliggende at tro, at jeg var en lille forkælet efternøler, når jeg voksede op hos min mormor og morfar. Men sådan har det nu aldrig været. Mine bedsteforældre behandlede mig på samme måde som deres øvrige børn. Vi skulle opføre os ordentligt og ikke noget med at lave ballade,« siger Hans Kristian.

Da han var fire år, vendte forældrene tilbage til Sisimiut. Han havde ikke haft den store kontakt med dem, mens de var i Danmark, men da de kom tilbage til byen, kom de også tilbage til familien. I mellemtiden havde forældrene fået endnu et barn, og flere kom til. I alt fik de fire børn, hvoraf Hans Kristian var den eneste, der voksede op hos bedsteforældrene.

»Da min mor og far kom tilbage til Sisimiut, begyndte vi selvfølgelig at se meget til hinanden igen. Jeg havde daglig kontakt med både dem og mine søskende, men blev boende hos mine bedsteforældre. Det var jo blevet mit hjem,« fortæller Hans Kristian og fortsætter:

»Jeg havde faktisk også flere kammerater i skolen, der boede hos deres bedsteforældre. Så jeg har aldrig opfattet det som noget særligt.

HVEM ER HVEM?

Netop åbenhed og afklarethed i sådanne sager er altafgørende for, at barnet får en god opvækst, mener psykolog Conni Gregersen fra Familiedirektoratet. Hun har mødt flere gavebørn.

»Jeg tror, at det i gamle dage har været forholdsvis uproblematisk følelsesmæssigt at være gavebarn, fordi man alligevel boede i de her storfamilier og på den måde var knyttet til mange forskellige voksne. Men i dag, hvor familieforholdene er helt anderledes, og hjemmet som regel kun består af far, mor og børn, er det altså vigtigt at have klare linier omkring tilhørsforholdene.

Hun har selv mødt en mand, der var blevet givet væk af forældrene som spæd og var vokset op hos sin moster i den tro, at det var hans mor.

»Jeg tror ikke, familien havde valgt, at det skulle være hemmeligt; de havde bare ikke tænkt på at fortælle ham det, mens han var barn. Og da han så blev ældre, og det gik op for ham, at hans »mor« faktisk var hans moster, blev han utrolig vred på familien. Ikke fordi det var sket, for han havde haft en god opvækst, men fordi at alle havde vidst noget om ham, som han ikke selv vidste. Det var svært for ham at acceptere. Så man skal altså tænke sig om og fortælle børnene sandheden. Det er meget vigtigt,« siger Conni Gregersen.

INGEN FORSKNING.

Hvor udbredt fænomenet med gavebørn er i Grønland i dag, vides ikke. Der er aldrig lavet statistik på området, til trods for at alle ved, at det foregår.

På Videnscenter om Børn og Unge i Nuuk sidder koordinator Nina Banerjee og arbejder med indsamling af viden om børn og unge i Grønland.

»Socialforskningen i Grønland er meget sparsom. Utroligt mange skriger på forskning inden for børne-unge-området, og vi laver også en del, men vi har simpelthen ikke ressourcer til at imødekomme efterspørgslen,« siger Nina Banerjee.

Det nærmeste, man kan komme statistik på området, er en rapport fra 1994: »Børn og unges anbringelser uden for hjemmet«. I den fremgår det, at 4,3 procent af alle grønlandske børn mellem 0-17 år i kalenderåret 1992, var anbragt uden for hjemmet. Af dem var en tredjedel anbragt i såkaldte »private anbringelser«, dvs. anbringelser formidlet uden de sociale myndigheders indblanden. Knap halvdelen af disse børn boede hos forskellige slægtninge, men undersøgelsesmaterialet giver hverken klarhed over baggrunden eller formålet med anbringelserne. I samtaler med kommunerne fandt man dog ud af, at flere af de private anbringelser, hvor barnet boede hos slægtninge, blev karakteriseret som gavebørnsforhold, og undersøgelsen pegede på et udækket behov for rådgivning, opfølgning og information om rettigheder og pligter for de mennesker, der aftaler disse ordninger.

Der er dog ikke efterfølgende blevet forsket mere i emnet, og da rapportens data stammer helt tilbage fra 1992, er det umuligt at sige noget om, hvordan det ser ud i dag. Men at gavebørn stadig forekommer, bekræftes af psykolog Conni Gregersen fra Familiedirektoratet:

»Man gør det stadig - laver børn til hinanden heroppe. Men jeg vil gætte på, at det er mindre udbredt i dag. Det er dog ikke mere end fjorten dage siden, jeg sidst hørte om et tilfælde.«

LOVLIGE GAVEBØRN.

Nina Banerjee fra Videnscenter om Børn og Unge kender udmærket til rapporten fra 1994.

»Jeg vil arbejde for, at vi får lavet en opfølgning på rapporten. Da den udkom i 1994, gav det for første gang et overblik over anbringelser af børn i Grønland. Det overblik findes ikke i dag. Så jeg håber på, at vi kan skaffe penge og arbejdskraft til at lave en gentagelse af undersøgelsen,« fortæller Nina Banerjee.

Og netop manglen på arbejdskraft er også grunden til, at Socialforvaltningen har svært ved at leve op til reglerne om, at de skal føre tilsyn og lave opsøgende arbejde f.eks. i forhold til børn, der ikke bor hos deres forældre.

»I øjeblikket har vi omkring ti ledige stillinger, så vi har simpelthen ikke mulighed for at lave det opsøgende arbejde, som vi gerne ville. Manglen på arbejdskraft er et stort problem,« siger Jette Krag.

Heldigvis trives mange børn fint med at vokse op hos andre familiemedlemmer end de biologiske forældre. Så det er nok ikke gavebørnene, der lider mest under Socialforvaltningens manglende ressourcer. Men opgaven ligger i at få lovliggjort forholdene.

»Det er nok det, man skal satse på med gavebørn - at det bliver gjort til egentlig adoption. Man er jo nødt til at kunne definere det, hvis et barn ikke bor hjemme hos sin mor og far. Eller nødt til og nødt til. Det er i hvert fald svært at få et samfund til at fungere, hvis folks børn bare flytter rundt og ingen ved, hvor de er henne,« siger Conni Gregersen. Men samtidig mener hun også, at de sociale myndigheder skal tage det helt roligt og ikke bare flytte barnet tilbage til forældrene igen, hvis de opdager, at det f.eks. bor hos bedsteforældrene.

»Hvis barnet er et sted, hvor det trives, og alle i familien er enige om, at det er der, barnet hører til, så skulle det jo være en smal sag at lave en adoption eller en plejeanbringelse. Så får man det formaliseret på en eller anden måde - uden at sætte himmel og jord i bevægelse af den grund,« siger Conni Gregersen.

MASSER AF SØSKENDE.

For Hans Kristian Olsen har det at vokse op hos bedsteforældrene i hvert fald aldrig givet anledning til problemer.

Han husker dog en lille episode fra sin barndom, hvor han sammen med bedsteforældrene var ovre og spise aftensmad hos sine forældre. Det var blevet lidt sent, og Hans Kristian var faldet i søvn, da bedsteforældrene skulle hjem. De nænnede ikke at vække ham, så de lod ham ligge i forældrenes hus og gik hjem.

»Jeg vågnede i løbet af natten og blev helt ude af mig selv over, at jeg ikke var »hjemme«, og at mine bedsteforældre bare havde efterladt mig der. Jeg var jo ikke særlig gammel og var slet ikke vant til at sove der. Jeg blev så ked af det, at min far måtte stå op og følge mig hjem til mine bedsteforældre, så jeg kunne komme i seng,« fortæller Hans Kristian og griner lidt af sin egen historie.

Men det var sådan, det var. Mit hjem var hos mormor og morfar - ikke mor og far. Men derfor havde jeg stadig et nært og kærligt forhold til både mine forældre og mine søskende. På en måde er jeg jo virkelig privilegeret, fordi jeg har haft to hold søskende, tre hos min mor og far og syv hos mine bedsteforældre. Det var da skønt som barn,« siger Hans Kristian.

Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2
Artikel side 3
Artikel side 4
Artikel side 5