De må ikke blive afhængige af hinanden

Der er gang i den i Camilla Rubin og Niclas Rudkjøbings stuelejlighed på Borups Allé i København. De enæggede tvillinger Gustav og Anton på 1 ½ år kravler med stor beslutsomhed rundt på borde og stole og betragter tydeligvis lejlighedens møbler som forhindringer, der blot skal forceres. Alligevel hersker der samtidig en større ro, end man kunne forvente i en stue med to drenge i den størrelse. Gråd og konflikter er stort set fraværende, og som de trisser rundt i rummet med hver deres gøremål, virker det som om, at de trods den slående fysiske lighed opfatter sig som to enkeltstående personer. Præcis som forældrene ønsker.

»Lige fra vi i 8. graviditetsuge fik besked om, at der var to fostre, gav vi dem hver deres navn. Vi har hele tiden fokuseret på, at der var to børn frem for et sæt tvillinger,« fortæller Camilla Rubin, der også fravalgte mødregruppen for tvillinger, efter hun havde født

»Jeg ønskede ikke at gå op i, at vi havde fået tvillinger. Jeg havde meget mere lyst til at snakke med andre førstegangsfødende kvinder om spisning og søvn osv.,« fortæller hun.

NEGATIV REAKTION.

Begge forældre er pædagoger, men ønsket om at hjælpe tvillingerne med at skabe hver deres identitet stammer ikke fra deres uddannelse. Det kommer et helt andet sted fra: nemlig omgivelsernes ofte lidt negative reaktion på at høre, at parret ventede tvillinger. Kun ganske få ønskede oprigtigt tillykke. De fleste betonede, hvor hårdt det måtte blive, og Camilla og Niclas følte, at der påhvilede dem et kæmpe ansvar. Stabler af bøger om tvillinger blev gennempløjet, og én ting stod klart: Drengene skulle opvokse som selvstændige individer!

»Det har i den grad provokeret mig, når venner og bekendte hele tiden omtaler Anton og Gustav som »tvillingerne« og »dem« frem for at bruge deres navne,« fortæller Niclas Rudkjøbing og tilføjer, at det også har kostet venskaber at få tvillingerne. Dels fordi de sagde nej tak til mange invitationer det første års tid, og dels på grund af irritationen over omgivelsernes måde at håndtere Anton og Gustav på som et »sæt«.

For selvom den ydre skal ser ens ud, er den indre kerne vidt forskellig. Gustav er ifølge sin far blid og vil gerne nusses og krammes, mens Anton helst vil kastes op i luften og have det mere vildt. Forældrene erkender, at de med fokus på forskelligheden frem for på ligheden risikerer at forstærke de nævnte karaktertræk og samtidig overse andre aspekter af tvillingernes personlighed - ikke mindst betydningen og respekten for selve tvillingeskabet og den tætte relation.

»Vi fik os en advarsel, da de var omkring et års tid. Anton var indlagt på hospitalet sammen med mig et døgns tid pga. en feberkrampe, og Gustav var helt vildt ulykkelig. Pludselig gik det op for os, at vi havde taget alt for let på dét med at skille dem ad. Men da vi kom hjem, faldt Gustav til ro igen,« fortæller Camilla.

På trods af oplevelsen holder forældrene fast i, at det vigtigste er, at Gustav og Anton udvikler sig som to selvstændige individer. De får f.eks. aldrig ens tøj på, og de skal ikke i institution, før de kan sige deres navn og dermed har gøre opmærksom på det, hvis pædagoger og andre børn har svært ved at kende forskel på de to.

»Det, vi er allermest bange for, er, at de ikke kan foretage sig noget, når de bliver større, uden at den anden er med. Det skal være sådan, at den ene kan tage til Australien og plukke frugt uden, at den anden føler sig svigtet,« siger Camilla Rubin.

Læs som PDF:
Artikel side 1
Artikel side 2