Kager for en tyver - tak

Hvor mange kager kan man få for en tyver?« Sådan falder spørgsmålet på en helt almindelig onsdag morgen hos en helt almindelig bager et sted i Danmark.

Bag spørgsmålet står skolebørn fra de mindste klasser, og forventningsfuldt rækker de hånden frem med den mønt, de har stukket i lommen med et formanende ord om at købe noget sundt for pengene.

Det går stærkt i en småbørnsfamilie om morgenen. Og det er ikke kun afgørende, om vi stikker hovedet indenfor på Indre Nørrebro eller i Gentofte - billedet er det samme, og familierne løser problemet på nogenlunde samme måde.

Mad er blevet noget, vi indtager på vej fra ét sted til at andet - på vej til skole, på vej til arbejde, på vej til møde, på vej til sport.

Vi lever i en tid, hvor vi aldrig før har brugt så mange penge på køkkener - og aldrig har brugt så lidt af vores disponible indkomst på ordentlig mad. Under fem procent af de danske børn laver mad med deres forældre, og på den måde vokser en generation op uden forhold til selv den mest basale madlavning - og især uden forhold til råvarer og inspireret køkkentjans.

For ikke så længe siden kunne vi se på tv, hvordan en ung generation i dag vælger pizza slices som hverdagskost, når de flytter hjemmefra, fordi madlavning er et uoverskueligt projekt.

Konsekvenserne taler deres tydelige sprog: 1,7 millioner danskere er overvægtige - heraf er 400.000 fede i medicinsk forstand.

15 procent af de danske børn er overvægtige, når de går ud af skolen. 12 procent af alle børn dyrker aldrig motion. En ud af 50 unge mænd bliver kasseret ved session pga. fedme.

Og fælles for langt de fleste af dem er, at de har overvægten med sig fra barndommen. Fra alle de morgener, hvor en tyver skulle erstatte morgenmaden, fra alle de spisefrikvarterer, hvor en lun og lidt slasket leverpostejmad skulle forestille at være større fristelse end slikkiosken og colaen.

Så når vi hører regeringen hævde, at det er den enkeltes ret at spise, som vi vil. At børnenes madvaner er forældrene ansvar. At junkfood ikke er et samfundsanliggende, så går vi galt i byen. Et sundhedsproblem af denne størrelse koster årligt samfundet syv mia. kr., og når vi aften efter aften overlader det til tilfældige markedskræfter at vifte vores børn om næsen med reklameblokke af pommes frittes og slik, så lader vi stiltiende en generation køre af sted på en glidebane, som vi hverken kan betale eller være bekendt.

Den næste generations madvaner er et fælles anliggende, som kræver handling - og som især kræver forebyggelse. Og det må være op til en ansvarlig regering at sikre, at vores børn i hverdagen både møder reelle alternativer i form af sund, tilgængelig mad, og at deres valg ikke alene defineres af, at fødevareindustrien årligt bruger 500 mio. kr. på reklamer, heraf 150 mio. alene på slik. Det er muligt, det er formynderisk at tale om forbud mod reklamer for en bestemt produktgruppe rettet mod en bestemt målgruppe, men siden hvornår har det været op til små børn selv at definere, hvor grænsen går? Eller op til en magtfuld industri?

Vi skylder den næste generation og deres samfund at sikre, at de vokser op med flere madvaner end møgvaner.

Hvor mange kager kan man få for en tyver? Tre - og så er der lige til en kakaomælk...