Skraldebyen i Cairo

Børnene begynder ofte karrieren som bare fire-fem-årige. Flere forældre har ikke råd til at sende deres børn i skole, og indtil 1980’erne fandtes der faktisk ikke skoler i nabolaget. Børnedødeligheden inden for det første leveår i skraldebyen er på cirka 120/1000, hvilket er mere end dobbelt så højt som for det øvrige Egypten. En meget stor del af børnene lider desuden af åndedrætsproblemer,infektioner og diarré.

Affaldet sorteres grundigt , og der er flest penge i at samle og sortere plasticaffald. Fremmedlegemer sorteres fra, og plasticen sorteres efter farve og kvalitet. Herefter vaskes det og renses med kaustisk soda, granuleres eller omsmeltes og skæres i stykker, hvorefter det bliver solgt til plasticfabrikker.

Nogle af byens arbejdere kommer fra en by, der hedder Assiut, hvor der er stor arbejdsløshed. Derfor er de søgt til skraldebyen for at få arbejde. De arbejder, bor, bader og sover sammen og er nogle af de dårligst lønnede i skraldebyen. Men de er glade, venlige og imødekommende.

I skraldebyen er der små forretninger af forskellig art. Bageren her ligger i Manshiet Nasr, men i udkanten af det kristne skraldeområde. Derfor ses både kristne og muslimske kunder ved bageren.

Skraldefolket er kristne koptere, som omkring 1950’erne blev delvist tvangsforflyttet eller søgte ind til Kairo på grund af voldsom tørke. Her begyndte de at indsamle husholdningsaffald, som de fodrede deres svin med. Som kristne må kopterne godt holde svin i det ellers muslimske Kairo. Svinene fodres med organisk affald, og deres afføring sælges som gødning.

Det er primært kvindernes og pigernes job at sortere affaldet derhjemme,mens drengene indsamler affaldet – ofte på æselkærrer – sammen med deres fædre, onkler eller fætre. Men der skal også være tid til at lege.