Sådan ser det åndelige liv ud i Apostelkirken på Vesterbro

I Apostelkirken kommer unge med længerevarende uddannelser, straffede, der har brugt år bag tremmer, hjemløse og flygtninge, der har søgt tilflugt i kirkens rum og den kristne tro. Apostelkirken har tradition for et stærkt frivilligt arbejde i menigheden og et stort socialt engagement. Sådan har det været, siden kirken blev bygget i 1901. Diakonissesøstre tilknyttet kirken stod for hjemmeplejen på dele af Vesterbro, indtil kommunen i 1975 overtog opgaven. Kirken har været mødested for ensomme kvinder. Kirken tilbyder også hjælp og netværk til tidligere og nuværende indsatte ved hjælp af de frivilliges indsats. I Apostelkirken tror man på, at det åndelige findes i hverdagen og i mødet mellem mennesker.

»Skal du ikke ha’ suppe? Det er mig, der har lavet den, den er god.« Gabi Arcadias griner. Lidt efter kommer han med en kop kaffe i et plastickrus og stiller på bordet foran mig. Han er iført kasket og Prada-solbriller. Det var han også, sidst jeg mødte ham. Til bibelmeditation tidligt om morgenen. Gabi Arcadias er flygtning fra Rumænien. Han blev fundet i en skraldespand, da han var tre uger gammel, og er opvokset på et børnehjem. En dansk kvinde fandt ham, tog ham med til Danmark og ind i kirken. Her hjælper han til og bliver hjulpet. Der er fællesfrokost efter højmessen hver søndag i Apostelkirken. Frivillige fra menigheden arrangerer og laver mad.

»Da vi var drenge, talte vi meget om, om der mon var noget oppe over os. En anden verden. Om der var mennesker, der levede andre steder. Levende og døde. Om der var en gud. I dag er jeg sikker på, at der er noget større deroppe.« Bergur Nilssen er lige blevet ansat som ny kirketjener i Apostelkirken. Han er 41 og kommer fra Færøerne. Til maj har han afsonet sin dom på fire og et halvt år. Det var i fængslet, han begyndte at komme meget i kirken. Café Exit, – et tilbud til eks-indsatte under Apostelkirken, ledte ham til folkekirken på Vesterbro. Billedet er taget kort efter Bergur Nilssens første begravelse som kirketjener.

»Jeg kommer til bibelmeditationen, når det passer med mit arbejde,« siger Mia Jensen, der er 22 og i praktik i Café Exit, der er tilknyttet kirken. »Det giver mig god ro at starte dagen med at være stille. Så bliver der plads til de tanker, der nemt bliver skubbet i baggrunden, når jeg har travlt. Jeg tænker på min familie og de mennesker, jeg kender. Ved at lade tankerne glide rundt imellem dem beder jeg for dem.« I den ene side af kirken står et bord med en lerkrukke på. Her kan kirkegængerne lægge bønner i om søndagen. Bønnerne bliver læst op til morgenandagterne. I dag bliver der læst op fra to små lapper papir: »Bed for Inger, som er syg med kræft i leveren. Bed til, at hun må blive rask.« »Bed for Esben – at han må få hjælp til at bearbejde og komme frugtbart igennem den krise, som er udløst af et overfald.« Hver morgen klokken otte mødes en lille gruppe mennesker i kirken for at være stille og bede sammen.

»Folk her i huset er kristne, respektfulde og gode,« siger Perwin, 57, der sidder i Mødestedets sofa mandag aften. Hun deltager ikke i samtalen, men lytter alvorligt. Hun er fra Iran og har boet i Danmark i 20 år. Børnene er flyttet hjemmefra, og nu bor hun alene i sin lejlighed. De er sytten samlet i aften. Danskere, tyrkere, iranere. Én svensker og en fyr fra Congo. De sidder og taler. Om tro og om at leve enkelt og i modsætning til det materielle. Det meste bliver oversat, og tempoet er langsomt. Der bliver grinet indimellem. Koinonia betyder fællesskab på græsk og er navnet på en åben gruppe af mennesker, der hver mandag aften samles på tværs af religion og etnicitet i Mødestedet tæt på kirken. Her spiser de sammen og taler om livet og troen.

»Når man får et barn, bliver man gjort bevidst om livets skrøbelighed. Man står med et lille barn i sine hænder. Man ønsker det alt godt, men er samtidig klar over, at den verden, det barn skal ud i, kan være hård, og at der ingen garanti er for, at det vil gå det barn godt. Det, der sker i dåben, er, at man tager sit barn og lægger det over til Gud. Man siger: Gud, vær du far for vores barn. Før det et godt sted hen, lad det aldrig blive forladt af dig. Lad det aldrig blive tabt i verden,« siger præst Niels Nymann Eriksen til forældrene ved dagens dåb. Maria er lige blevet døbt.

»Åndelighed handler ikke om at være højt hævet over det daglige. Det handler snarere om at kunne være til stede og være nærværende i de relationer, man står i,« siger Niels Nymann Eriksen, 44, der har været præst i Apostelkirken siden 2005. »Jeg tror, en stor del af kirkens opgave er at være med til at minde folk om, at vi er skrøbelige og skal dø engang. Meget af den styrke, vi inddrager i vores selvforståelse, kommer ved, at vi fortrænger en dybere sårbarhed i os selv. Vi bygger mure op omkring os selv i en slags forskansning.« Niels Nymann Eriksen bor med sin kone og deres søn Zakarias på halvandet år i det almene boligbyggeri Saxogården få hundrede meter fra Apostelkirken.