Wellness: Fiskene spiser dine fødder til frokost

Pedicure. Fiskene spiser den hårde hud.

To kvindefødder glider ned i akvariets klare, lunkne vand. Så er der serveret.

To hundrede småfisk stimler sammen og kæmper om at komme først til buffeten. Tagselvfødderne byder på døde hudceller. En godbid for garra rufa-fisk. I et kvarter guffer de løs af tæer, hæle og neglebånd.

Doktorfisk

Garra rufa-fisk kaldes også doktorfisk, fordi de hjælper mod
psoriasis, eksem, svamp og andre hudlidelser, som ellers er svære at
bekæmpe.

Siden 1800-tallet har fiskene været kendt for deres
lindrende virkning på huden. De stammer fra den lille by Kangal i
Tyrkiet, hvor de lever i kilder med en temperatur på 35 grader året
rundt. Der er ikke meget plankton i det varme vand, og derfor kaster
fiskene sig over mennesker, der bader i kilderne.

Garra rufa-fiskene findes også på klinikker i Danmark.

Resultatet bliver som efter en omgang med en fodfil - blød og glat hud.

»De kilder ikke så meget under fødderne, som jeg troede. Det føles mest, som om der er nogle vibrationer i vandet,« siger Julie Petrine Glargaard, som lægger tæer til frokosten i dag.

Der er heller ingen grund til at være bange. Garra rufa-fisk har ingen tænder. Læberne søger mod fødderne som små kys og suger hudcellerne til sig. Som tak for mad efterlader fiskene lidt slim på huden, som gør den blød.

»Fiskene er blide. Jeg synes næsten, de er lidt søde,« siger Julie Petrine Glargaard.

Nyttedyr

Vi er i skønhedssalonen Doktor Fisk & Nail Spa Salong i Malmö i Sverige. Her tilbyder indehaveren Tran Oanh pedicure og manicure med garra rufa-fisk. De kosmetiske nyttedyr er cirka fem centimeter lange og stammer fra Tyrkiet, hvor de lever i varme kilder i naturen.

»Mine kunder kommer her, fordi fiskene er gode for huden. De kan hjælpe mod psoriasis og eksem.

Men mange kommer også for sjov og for at blive forkælet,« siger hun.

Tran Oanh, der stammer fra Vietnam, har haft garra rufa-fisk ansat i to år og fik ideen, da hun så nogle klip på YouTube fra saloner i USA.

Derovre er fænomenet mere udbredt end i Sverige og Danmark.

»Jeg tror, der er mange, der ikke tør åbne en klinik med fiskene, fordi de ikke ved, hvordan de skal passe dem. De er meget skrøbelige og kan dø på én dag, hvis man ikke passer godt på dem,« fortæller hun.

Selv om fiskene knokler, mens Tran Oanh ser til, er der ingen tvivl om, at hun forkæler sine garra rufaer.

Fødder bliver vasket rene for snavs, creme og parfume, inden de slippes ned til fiskene. Det er nødvendigt, for at dyrene ikke bliver syge.

Efter lukketid hælder hun garra rufaerne over i større akvarier i baglokalet og fodrer dem, inden de holder fri. Mere får vi ikke at vide.

»Det er en forretningshemmelighed, hvordan jeg passer på mine fisk,« siger Tran Oanh.

Læs som PDF:

Artikel side 1

Artikel side 2

Se, hvad vi ellers skriver om: #sundhed, #Samvirke, #fisk og #velvære