Vi synes, vi ser yngre ud, end vi er

4 ud af 10 synes, at deres alder er lavere, når de kigger sig i spejlet, end når de ser på dåbsattesten. Vi har brug for det optimistiske selvbedrag, siger psykolog.

Hvis du synes, du holder dig godt, når du kigger dig i spejlet, er du ikke alene. Mere end 40 procent af danskerne synes, de ser yngre ud, end de er.

Sådan ser undersøgelsen ud

Tror du, du ser ældre eller yngre ud, end du faktisk er?Ældre: 10 %Jeg ligner min alder: 46,4 %Yngre: 40,9 %

(Kilde: Coop Analyse)

»Det er en optimisme-bias. Lige som mange andre undersøgelser viser, at vi tror, vi er pænere end andre, bedre til at køre bil, mere intelligente og dygtigere, så er det en selvbedragstaktik,« siger Niels Holm Jensen.  

Vi vil være yngre, fordi det er smukt

Når det er mere interessant at være yngre, skyldes det dels, at skønhedsidealet i højere grad domineres af unge mennesker uden rynker og andre tegn på alderdom. Men der er også en evolutionspsykologisk forklaring.

»Vi stiler alle sammen efter at ligne nogen, der er i midten eller slutningen af 20’erne. Det jo et udtryk for, at det er der, man er i topform biologisk set,« siger Niels Holm Jensen og understreger at både fertilitet, reaktionsevne og hjernens arbejdshastighed topper i disse år. Derfor er det for de fleste mennesker mere tillokkende at føle sig yngre end ældre.

Aldersforvirring er sundt selvbedrag

Selvom man muligvis bare bilder sig selv ind, at man ser ung ud, er det en ganske god mekanisme.

»Det er et selvbedrag, som har den funktion, at man bliver bedre til at overbevise andre om, at man er ung og attraktiv. Du har brug for den her optimisme for at have den selvtillid,« siger Niels Holm Jensen, og det er ganske sundt, fordi det giver mulighed for bedre sociale forhold. 

»Når du tror, du er yngre, opfører du dig også sådan, og det giver nogle fordele. Måske bliver man i stand til at få en yngre partner eller et bedre job. Man kan sige, at man bedrager sig selv for bedre at kunne bedrage andre,« siger han.

Hele 46 procent synes dog selv, at de ligner den alder, de har. Så det er ikke alle der er grebet af det visuelle selvbedrag.

Se, hvad vi ellers skriver om: #alderdom og #alder