Værd at vide, før du køber hus på landet

Overvejer du at flytte fra byen og ud på landet, bør du sætte dig grundigt ind i, om der gælder særlige regler for det hus, du ønsker at købe. Overvej også, hvilke andre forandringer flytningen vil medføre.
Gammel gård med køkkenhave.

På landet er det masser af plads til at dyrke grøntsager i sin egne køkkenhave og holde husdyr.

Hvad skal du overveje, inden du flytter på landet?

Er du vokset op og har boet i byen hele dit liv, kan det være en stor omvæltning at flytte fra by til land. Det kan ændre livet til det bedre eller til det mere besværlige. Måske begge dele.

Dagligdagen på landet er anderledes end bylivet på en lang række områder – der er længere til indkøb, fritidsaktiviteter og lign., og om vinteren kan det være en yderligere udfordring at komme frem og tilbage, hvis der er faldet en del sne.

At naboerne bor længere væk end lige bag hækken, behøver ikke at betyde, at man ikke kommer hinanden ved, når man bor i et landdistrikt. Men det sociale liv kræver ofte en ekstra indsats. Det kan også være en stor omvæltning for ens børn, hvis der ikke bor jævnaldrende tæt på.

Hvis du har kig på en landejendom, er det en god idé at undersøge nærmere, hvem der bor i nærområdet, og hvordan netværket blandt naboerne fungerer. Det vil kræve en større indsats som forældre, hvis børn og legekammerater skal køres frem og tilbage frem for, at de selv kan tage cyklen, når de skal besøge hinanden.

Mange steder vil du få længere til dagligvarer, indkøb m.m., og det kan måske være vanskeligt fx at få bragt varer ud. Dine indkøbsvaner vil måske ændre sig til, at du køber større ind lidt tiere.

Med bopæl på landet kan transporttiden til og fra arbejde være længere sammenlignet med transporttiden i større byer – især hvis rejsen foregår med offentlig transport. Både bus- og togforbindelser er mere sparsomme, og det kan betyde ekstra kørsel i bil – også når evt. børn skal køres til og fra skole og fritidsaktiviteter. Tænk derfor udgiften til en ekstra bil ind i dit budget, hvis du overvejer at flytte på landet.

Et hus på landet kan også rumme muligheden for at have sin virksomhed på bopælen, hvis du er selvstændig erhvervsdrivende. En del af de mennesker, der flytter på landet, vælger at koble deres økonomi, arbejdsliv og dagligdag sammen for at kunne udleve en gammel drøm om at have bed & breakfast, atelier, hesteopdræt el.lign.

Landejendomme rummer ofte mange kvadratmeter, både i form af boligareal og som tilstødende bygninger og lader. God plads giver rigtig gode muligheder for fritidsinteresser, ekstra værelser til gæster, familie eller måske lidt udlejning. En stor grund og evt. lidt jord til vil også gøre det muligt at have dyr eller dyrke hobbyafgrøder.

Selve driften og vedligeholdelsen af en landejendom kan godt være dyrere sammenlignet med et hus i byen. Landejendomme er typisk noget større end byhuse, og derfor må du regne med flere udgifter til vedligeholdelse – står du selv for vedligeholdelsen, må du også regne med at bruge ekstra tid på den.

Især ældre landejendomme opfylder ofte ikke de gældende krav og ønsker til isolering og installationer. Sørg derfor for at få hele ejendommens byggetekniske stand gennemgået, inden du køber en ældre landejendom, så du har en fornemmelse af, hvor mange udgifter du skal regne med til vedligeholdelse og eventuelle forbedringer.

På landejendomme med landbrugspligt, er det ikke muligt at tegne en ejerskifteforsikring. Det samme gælder, hvis erhvervsarealet, dvs. længer, udhuse og driftsbygninger til landbrug, udgør mere end 50 procent af det samlede areal. Så betragtes ejendommen som en erhvervsejendom, hvormed der ikke kan tegnes ejerskifteforsikring.

Det vil i mange tilfælde kunne anbefales at få en bygningssagkyndig til at lave en byggeteknisk gennemgang af bolig og sidebygninger, så du som køber får mulighed for at få et overblik over landejendommens stand, inden du køber den.

Der skal altid, uanset landbrugspligt eller ej, udarbejdes et energimærke på beboelsesdelen af ejendommen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvilke typer boliger findes der på landet?

Langt de fleste landejendomme og nedlagte landbrug ligger i landzone, om end der også i byzoner kan ligge enkelte ejendomme, der hører til kategorien landejendom.

På en landejendom med landbrugspligt er der bopælspligt, og bopælskravet skal være opfyldt inden 6 måneder efter, du har købt ejendommen, og inden 2 år hvis det er en ejendom, du har arvet eller på anden måde overtaget fra familie. Men bopælspligten kan også opfyldes af en anden person, dvs. du kan leje ejendommen ud. Bopælspligten ophører efter 10 år.

I salgsannoncer for huse på landet omtales boligen fx som "idyllisk nedlagt landbrug", fritidslandbrug eller som landbrugsejendom, landhus, skovløber- eller forvalterbolig. Disse navne kan dække over mange forskellige typer ejendomme, men navnene i sig selv har ingen betydning. Det afgørende i forhold til belåning, lovgivning, beskatning og rettigheder er, om der er tale om en ejendom med eller uden landbrugspligt. Så pas på, du ikke lader dig forføre af de mange salgsopslag. Brug fornuften, når du leder efter en bolig på landet, og sørg for at få en sagkyndig til at gennemgå papirer og ejendommen grundigt, inden du skriver under på en købsaftale.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvad er landbrugspligt?

Der er som udgangspunkt landbrugspligt på alle ejendomme med mere end 2 hektar jord (dvs. 20.000 kvadratmeter eller 3,6 tønder land). Hvis der er landbrugspligt på ejendommen, er du ikke forpligtet til at dyrke jorden, men du er forpligtet til at holde arealet, så det ikke gror til. Ønsker du ikke selv at dyrke eller holde arealet, kan du vælge at forpagte jorden ud.

Derudover er der særlige beskatningsregler for salg af landejendomme med landbrugspligt, hvor du vil skulle betale ejendomsavanceskat.

Landbrugspligten kan ophæves på ejendomme med under 2 hektar jord. Dette kan ske ved at henvende sig til Geodatastyrelsen. Hører der mere end 2 hektar jord til ejendommen, kan du få ophævet landbrugspligten ved at søge tilladelse hos Jordbrugskommissionen til at sælge jorden fra. Jordbrugskommissionen er en selvstændig myndighed, der træffer afgørelser jævnfør landbrugsloven.

Landejendomme uden landbrugspligt

Landejendomme uden landbrugspligt kan være alle typer boliger på landet - nedlagte landbrug, fritidslandbrug, landhuse, forvalterboliger osv. Når der ikke er krav om landbrugspligt, er der heller ikke krav om at vedligeholde jorden, ligesom der heller ikke er særlige skatteregler for salg af den type ejendomme. Hvis du køber et af disse huse, er det de samme regler, der gælder, som for huse i byerne eller fritidshuse.

Du bør undersøge, om landejendommen uden landbrugspligt har bopælspligt. Hvis der er bopælspligt, betyder det, at du skal have din adresse på stedet og ikke kan anvende det som et fritidshus. Du bør også være opmærksom på, at SKAT kan vurdere, at din ejendom ikke opfylder kravene til at have status som landbrugsejendom, hvis den er på under 5,5 hektar og du ikke driver landbrug. Her vil SKAT kunne vurdere, at ejendommen skal beskattes som et almindeligt parcelhus, selvom det ligger i en landzone. En ændring af ejendommens status hos SKAT kan have store økonomiske konsekvenser, da en parcelhusgrund ofte beskattes langt højere end en grund med landbrugspligt.

Kræver det uddannelse at købe og eje en landejendom?

Det kræver ingen forudsætninger, certifikater eller nogen form for uddannelse at købe en landejendom, hvad enten der er landbrugspligt eller ej. Du kan dog have stor gavn af at vide lidt om jordbrug og afgrøder, hvis du har tænkt dig at dyrke de tønder land, du overvejer at købe. Dyrehold kræver naturligvis også indsigt og viden, så du er i stand til at passe dyrene forsvarligt.

Overvejer du køb af en landejendom med mere end 30 hektar jord, kan der være nogle skærpede krav. Du bør altid gennemgå lovgivningen og søge faglig hjælp, hvis du køber landejendomme med mere end 30 hektar jord.

Hvilke love og regler gælder for husdyr og dyrehold på landet?

Uden nogen form for ekstra godkendelse kan du ifølge "Bekendtgørelsen om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold" holde ét af følgende:

  • 2 køer med tilhørende kalve eller 4 stykker andet kvæg
  • 4 heste med tilhørende føl
  • 2 søer med opfedning af maksimum 5 slagtesvin
  • 10 får med lam
  • 10 geder med kid

Derudover har du mulighed for at holdende følgende dyr:

  • 30 høns
  • 4 voksne hunde med hvalpe

Hvis du ønsker at holde flere dyr eller andre dyr, fx gæs og ænder, skal du søge dispensation hos kommunen.

Visse kommuner har bestemmelser, der afviger fra bekendtgørelsen. Det kan betyde, at du må holde flere eller færre dyr, end der er angivet i bekendtgørelsen. Så kontakt din kommune, hvis du er i tvivl.

Du har som ejer pligt til at sikre en forsvarlig og hensigtsmæssig opbevaring og bortskaffelse af affald samt gødning fra de dyr, du holder på din ejendom. Det vil sige at du skal sikre, at der ikke er unødige lugtgener, og at du ikke forurener grundvandet eller åer, søer og vandløb i nærheden.

Reglerne for affald og mødding varierer fra kommune til kommune. Er du i tvivl, så kontakt kommunen.

Læs mere om