Tag familien med på skattejagt i naturen

Med en smartphone ved hånden kan du og dine børn eller børnebørn nu deltage i en stor skattejagt i naturen og samtidig give en hjælpende hånd til organisationer og forskere, der arbejder for at skabe en bedre natur i Danmark.

Med din smartphone kan du hjælpe forskerne med at finde de danske dyr.

Hjælp med at finde dyrene

Så du lige et egern i morges, da du var ude at gå tur med hunden? Eller fik du måske øje på en strandskade, en hare eller en citronsommerfugl, da familien var på skovtur, løbetur, cykeltur eller fisketur?

Hvis du var så heldig, vil Danmarks Naturfredningsforening og en række forskere fra Københavns og Aalborg Universiteter være glade for, at du deler dine iagttagelser med dem.

Projektet hedder Biodiversitet Nu, og formålet er tage pulsen på den danske natur over en årrække, så man får et samlet billede af, hvordan naturen har det, hvordan den udvikler sig, og hvad der gavner eller skader.

Skovtur for alle

På listen over de udvalgte dyr, planter og svampe er både arter, som er relativt almindelige, og  arter, der er sjældne. For eksempel pindsvin eller guldsmed, som de fleste kender, eller hvepseedderkoppen, der er let at kende, men til gengæld ikke er nær så udbredt.

»Vi har udvalgt 30 arter, hvor en registreret stigning i antallet over årene vil antyde, at naturen har fået det bedre, mens færre vil give et hint om en tilbagegang i naturens tilstand,« fortæller ph.d. Jonas Geldmann fra Statens Naturhistoriske Museum.

Projektet indsamler en viden, som ikke findes i dag. For at det skal lykkes, har forskerne brug for mange deltagere.

»Vi er ikke bare er interesserede i at vide, om en art findes på et givet sted, men også hvor mange, der møder den. Det fortæller, om arten går frem eller tilbage, og det kræver i sagens natur store mængder data. Det ville slet ikke være muligt at indsamle så meget data uden hjælp fra almindelige mennesker,« fortæller han.

Få klik og du er med

Hvis du har din smartphone med dig, når du ser en af de udvalgte arter, kræver det kun ganske få klik at registrere, hvad du set. Man kan også vente med at indtaste sine observationer til senere på en tablet eller computer.

»Derefter kan man til enhver tid gå ind og tjekke alt det, man har set og indberettet, og hvornår og hvor man har været. Man kan også se, hvad andre har fundet overalt i hele landet,« fortæller Jonas Geldmann.

Sådan kommer du i gang

Klik ind på www.biodiversitet.nu, og læs mere om den store naturundersøgelse. Her kan du også melde dig til og få billeder og beskrivelser af alle 30 arter i undersøgelsen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #natur, #dyr og #leg