Sys Bjerre: Jeg gør mig umage

Sangerinden med de sjove poptekster er rundet af klassisk musik, kæft, trit og retning. Lige nu øver hun sig på at være mindre arrig.

»Mine forældre er vildt sjove og søde, og de er nogle inspirerende og grineren mennesker, men de fjoller ikke med tingene,« siger Sys Bjerre.

Som teenager var valget af mærkeligt tøj en forsvarsmekanisme. Hun følte sig anderledes. Derfor gjorde hun et stort nummer ud af at se »super underlig ud«. Hvis der så var nogen, der sagde, at hun så mærkelig ud, kunne hun sige, at det var med vilje. I dag kan hun bedre lide at klæde sig ud end at klæde sig på.

Hun har ikke lært at synge

Sys Bjerre er sanger, selv om hun faktisk ikke har lært at synge. Hun har spillet stort set alle instrumenter, men har aldrig gået til sang. Det med musikken begyndte for alvor, da hun startede til suzukiviolin som tre-årig. Suzukimetoden er japansk og går ud på, at børn så tidligt som muligt skal begynde at spille et instrument. De skal ikke lære teori og noder, men lytte sig frem til musikken og via ros og opmuntringer lære at spille. 

Hver gang Sys gik til violinundervisning, havde hun sin suzukibog med. Hjemme i sit køkken viser hun mig bogen. Når hun mødte op til undervisning, fik hun et klistermærke. Der sidder 48 guldstjerne-klistermærker på venstre side og otte sommerfugleklistermærker på højre side. De fine sommerfugle fik hun, når hun havde været særlig dygtig. På forsiden af bogen har treårige Sys tegnet sig selv. 

»Det er mærkeligt, når jeg kunne spille violin, at jeg så tegnede så dårligt,« siger voksne Sys, da hun kigger på sit selvportræt af en pindemand med kjole.

Sys Bjerre er sangerinden, der blev landskendt, da hun i 2008 sendte sangen om Malene på gaden og solgte 80.000 eksemplarer af sit første album, siden har hun sendt to album ud, og i øjeblikket arbejder hun på det, der forhåbentlig bliver det fjerde album, hvis det altså ikke bliver for mærkeligt og bare må blive til en digtsamling. Hun er 29 år, har 55.804 likes på facebook, og så elsker hun pomfritter, vegansk mormormad og amerikanske high school musicals fyldt med gule skolebusser og forelskede cheerleaders.

Hjemme på slagmarken

I barndomshjemmets stue i Vanløse stod morens brune Hindsberg-flygel. På flygelets store, vingeformede låg stod en udstilling af morens stiletter. Da Sys var cirka syv år, begyndte hun at spille klaver. Når Sys sad og øvede sig, lagde hun tre kuglepenne eller lignende oven på flygelet. For hver gang hun spillede et stykke musik fejlfrit, tog hun en kuglepen ned. Når alle tre kuglepenne var taget ned og lå ved siden af hende, var hun færdig med at øve sig og kunne rejse sig fra klaverbænken og lade ibenholt og elfenben være for i dag.

»Jeg tror, det var godt, at mine forældre tvang mig til det. Der er ikke nogen, der bare har vildt meget lyst til at lægge sig i selen hver dag. Men det kræver det jo, hvis man vil blive god til noget,« siger Sys Bjerre.

Barndomshjemmet ynder Sys Bjerre at kalde slagmarken. 

»Det var et voldsomt hus, der rystede,« forklarer Sys Bjerre. 

For det sidste familien Engstrøm Bjerre gjorde, var at stikke fingeren i jorden. Til gengæld sagde de også undskyld, og der blev ikke båret nag. Sys Bjerres mor har flere gange været så vred, at hun tog alt Sys eller Bolettes tøj og kom det i sorte affaldssække og satte det ud på vejen. Når de så kom hjem fra skole, sagde hendes mor, at de godt kunne flytte. 

Men det var ikke kun moren, der lod vreden løbe af med sig. Familiens mest hidsige medlem er ifølge Sys hendes mindste lillesøster Gunhild, der på et tidspunkt selv indførte skrigetid. Hun satte sig foran et spejl og kiggede på sig selv og sagde »så er det vist skrigetid«, og så skreg den lille pige til sit eget rødhårede spejlbillede.

»Men det var helt acceptabelt at være så vred i vores barndomshjem. Ja, det var mere end acceptabelt. Det var godt, at vi viste vores følelser og ikke brændte inde med noget,« siger Sys Bjerre.

Sys Bjerre får mange henvendelser på facebook fra sine fans. Hun besvarer dem alle. Især betyder det meget for hende at hjælpe de unge piger, der skriver til hende og har problemer med dårligt selvværd.

Forældrene var flippede, men fjollede ikke

Hendes forældre lærte hinanden at kende, fordi de lejede hver sin etage i et hus i Vanløse. De gik begge to på det klassiske musikkonservatorium. Moren spillede klaver og var karseklippet, gik med John Lennon-briller og i kedeldragt. Faren havde hår ned til skuldrene og spillede guitar. De gik op i, at deres børn sad ordentligt, når de spiste, at de øvede sig på deres instrumenter, lavede deres lektier og gjorde sig umage. Familien stod altid tidligt op, og der var ingen, der lige tog sig en lur på sofaen. Når børnene fyldte 14 år, syntes deres mor, de skulle have et job. Derfor gik hun ned i den lokale Netto-butik og passede en af de ansatte op og sagde: »Du skal lige ansætte min datter, for hun har brug for et job.« Det resulterede i, at alle tre døtre har arbejdet i Netto.

Da Sys og søsteren Bolette var præ-teenagere, gik de til musical. Ved sæsonafslutningen kom deres forældre og så deres optræden. Men søstrene havde gået mere op i at være kærester med drengene på musicalholdet end at øve sig. Forestillingen var derefter. Og så blev kære mor skiftet ud med det, Sys kalder Nazi-mutti, og forældrene sagde til pigerne efter showet, at det havde været noget lort. 

»Jeg er sikker på, at det var ganske rædselsfuldt. Men vi blev selvfølgelig vildt sure på vores forældre, da de sagde, at det var noget lort. Men siden hen syntes jeg, det var meget fint, at de sagde det, for det var noget lort,« siger Sys Bjerre. 

Til trods for den til tider barske tone fortæller Sys, at hun i dag har et godt forhold til sine forældre.

Jurastudiet blev til pop på slap line

Sys Bjerre vidste ikke, hvad hun ville være, da hendes venner en efter en begyndte på universitetet. Hun blev ved med at rejse til Nepal, hvor hun udførte frivilligt arbejde. Alligevel sendte hun en dag en ansøgning til jurastudiet. Det var et håb om at blive voksen og et romantiseret billede af noget med retfærdighed, der fik hende til at søge. Nogle måneder senere, hvor hun igen var i Nepal, modtog hun et brev, hvor der stod, at hun var optaget på jura. Hun mindes, at hun tænkte: »Ej, nej, nej, det mener I ikke.« 

Hun begyndte aldrig. Da hun kom hjem, besluttede hun sig for, at hun ville lave musik. Og så gik tingene hurtigt. Hun sang duet med sangeren Thomas Buttenschøn i 2007, og lydmanden til koncerten optog deres sange. Da Sys Bjerre først havde lagt sangene op på nettet, stod pladeselskaberne i kø for at udgive hendes første album.

Da Sys Bjerre var en lille pige, bad hun denne aftenbøn: »Kære vorherre, jeg takker for alt, hvad du har givet mig, og undskylder for alt, jeg har gjort forkert. Velsign alle sovedyr, dyr, mennesker og planter på hele jorden. Jeg takker, fordi jeg har haft en dejlig dag i dag, og håber, jeg får en lige så god dag i morgen«.

P3 er skæbnesvanger

I dag er Sys Bjerre til fods på vej til spillestedet Vega. Undervejs fortæller hun om sit venskab med veninden Vanessa, som hun netop har købt en gave til. Det er en kalender fra 1998. Sys Bjerre har nemlig researchet sig frem til, at 1998 og 2015 er identiske år med hensyn til ugedage og datoer. Hun fandt en ubrugt vægkalender på nettet med motiver af oddere, og det passer perfekt, for de to veninder føler sig særligt beslægtet med oddere, der også holder hinanden i hånden, når de sover sammen. 

Hun trykker koden på døren til Vega, og vi kommer ind i en stor garage, hvor der er plads til bagenden af en lastbil. Lugten af gammel humle står op fra syv gigantiske poser med tomme øldåser.

På Lille Vegas scene står de seks musikere og deres instrumenter allerede klar. Trommeslager Adam Winberg råber: »Hej Sysser« og springer ned og krammer hende. Han har skæg, der løber i en smal skipperkrans fra det ene til det andet øre. Bandet er sammensat for at kunne spille til aftenens arrangement: Flygtningestemmer, hvor 12 danske kunstnere har lagt stemme til sangtekster skrevet af flygtninge.

Sys Bjerre stiller sin rygsæk indeholdende turkise stiletter med havfrueskæl og store stofblomster købt i en polsk genbrugsbutik, prikket skjorte, grøn butterfly, syrevaskede og meget højtaljede jeans i 80’erstil, iPhone, makeup og makeupspejl. Klokken er 16.15, og hun synger sin sang Halleluja én gang. 

»Må jeg få mere monitor?« spørger Sys Bjerre lydmanden, der står bagest i lokalet og nikker bekræftende. Hun synger et par strofer til og går ned fra scenen. Prøven er overstået, og der er seks timer, til hun skal stå på scenen igen. Hun svinger rygsækken over skulderen og går ned i backstagerummet.

Backstage er der selvbetjening

I Vegas slidte baglokale, der ligger mellem stuen og første sal, på det, der i elevatoren hedder ½ etage, står Sys og stryger sin skjorte. Hun opdager begejstret et ærmebræt og går efter endt strygning over under rummets kraftigste lampe og studerer skjorten kritisk for folder. Den består.

Sangerinden Freya, der primært består af slanke ben i sorte gamacher og til trods for en skovmandsskjorte og en hue er naturstridigt køn, får et knus, sætter sig og fortæller Sys om sin nye single Into the Fire. 

»Bliver den spillet på P3,« spørger Sys Bjerre som det første. 

»Desværre kun på P4,« siger Freya. Men musikchefen på P3 har ikke givet et endeligt nej, så der er stadigvæk håb.

P3 er nøglen til succes for musikere i Danmark. Det, der spilles dagligt for P3’s en million unge lyttere, definerer i høj grad, hvilke musikere der bookes til at spille på spillestederne og på festivalerne, og hvem folk lytter til på Spotify og andre streamingtjenester, skriver musikbladet Gaffa. Der sidder én mand på P3, som i samarbejde med en håndfuld udvalgte DR-folk vurderer, om den musik, der udgives, skal spilles på P3. Musikchefen lytter til mellem 500 og 600 nye sange om ugen. Men musikchefen var på ferie, da Freyas nummer udkom, så nu er hun kommet bag i køen og håber på, at hans tavshed ikke er et nej.

Klokken er 19, og Sys tager sit blå armbånd af håndleddet og stikker den ene ende ind i telefonen. Armbåndet er en skridttæller. Hun har gået 11.221 skridt i dag. Skridttælleren har hun gået med i halvandet år, fordi hun vil sørge for at gå minimum 10.000 skridt om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. 

»Men det bliver til mange flere skridt, inden natten er omme,« siger Sys Bjerre, der altid har armbåndet på. Det registrerer også, når hun sover, så hun kan holde øje med, om hun får søvn nok. 

Sys Bjerre bliver vred hver dag. Men hun bliver hurtigt glad igen.

Kæresten er en anden type

Sys tager fire tomme flasker af bordet og stiller dem i en kasse og sætter sig og tegner en kat på en gul melon. Selvom hun virker rolig og stilfærdig, fortæller hun, at vreden ligger lige under overfladen.

»Jeg har et heftigt temperament, og jeg bliver rasende flere gange om dagen. Og så går det hurtigt over igen.«

Det kan gøre hende rasende, hvis hendes kæreste sætter en tøjvask over og så går ud ad døren, så hun skal hænge den op, selvom hun har vildt travlt. Men selvom raseriet ofte tager ved hende, er hun generelt ikke sur. Hun er faktisk mest glad og grundlykkelig, og raseriet forsvinder lige så hurtigt, som det er kommet.

»Jeg tror aldrig nogen sinde, jeg har følt en ting mere end nogle minutter,« siger Sys Bjerre. Hendes kæreste er helt anderledes. Han føler ting i lang tid. Sys og hendes nuværende kæreste var venner i ti år, før de blev kærester. Da Sys boede sammen med sin ekskæreste, fik hun besøg af sin nuværende kæreste, der var blevet forladt af en pige. Han var ulykkelig, og ifølge Sys lå han stramt rullet ind i et tæppe i et halvt år hjemme hos Sys.

»Et halvt år,« gentager Sys Bjerre og spærrer vantro øjnene op og fortsætter: »Jeg kan slet ikke forestille mig at være ked af noget i et halvt år.«

Men hun har opdaget, at når hun bliver rasende og får sin vrede hurtigt ud af systemet ved at råbe, kan den risikere at sætte sig i andre.

»Jeg er sådan lidt teflonagtig, når det kommer til råberi. Jeg tænker ikke over det fem minutter efter. Men det gør min kæreste. Hvis jeg lige har råbt et eller andet surt, så er det allerede ude af min krop, men så sætter det sig i ham. Det er jo overhovedet ikke meningen,« siger Sys Bjerre. 

I hendes kærestes familie skændes de aldrig. De bliver stille, hvis der er noget i vejen. Så Sys Bjerre skræmte livet af ham de første mange år, de kendte hinanden.

»Da vi blev kærester, påvirkede det ham vildt meget, når jeg blev vred og hævede stemmen. Og hans søster, der er en af mine bedste veninder, begynder at græde, når jeg råber,« forklarer Sys Bjerre med forundring i stemmen.

Sagt om Sys Bjerre

Adam Winberg, spiller sammen med Sys Bjerre i Duks, et nyopstartet band.

Jeg fornemmer aldrig, hun brænder inde med noget. Hvis hun vil sige noget, så siger hun det råt for usødet. Hun er meget i sine følelsers vold. Så er hun heller ikke bange for at opdrage på folk, men på en god måde. Måske på en lidt skrap måde, men det kommer direkte fra hjertet, og jeg ser det som en stor kvalitet.

Hun er god til at se verden på hovedet. Hun har stadigvæk sin barnetro, og tror på ting, vi andre voksne har afskrevet. Hun er lidt som Peter Pan, der tror, man godt kan flyve, hvis man har lyst til det. Hun ser det sjove, komiske i en situation, hvor vi andre kan være for rationelle.

Hun er ekstremt ambitiøs i alt, hvad hun foretager sig. Hun er ikke selviscenesættende, men har en ambition om at komme ud med sine ting.

Sangerinde Søs Fenger, blev venner med Sys Bjerre i tv-programmet Toppen af poppen, hvor de fortolkede hinandens sange.

Hun er en gammel sjæl i en ung krop og ved alle mulige mærkelige detaljer om alverdens ting. Hun er musikalsk meget velbegavet og enormt grundig og arbejdsom. Jeg er vildt imponeret over de versioner, hun leverede af vores sange. Hun havde virkelig formået at finde på nye melodilinjer og lave sine helt egne versioner.

Hendes dukkeverden undrede mig, da jeg mødte hende. Jeg kunne ikke forstå, hvordan hendes tegneserieudseende hang sammen med hendes gamle, kloge sjæl. Al den ballast, hun har, var svær for mig at få til at passe i det meget barnlige univers. Det undrede mig, men det betyder ikke noget, for efter at jeg har lært hende at kende, ved jeg, at der er stof til enormt mange gode og voksne samtaler.

»Det har gjort et stort indtryk på mig at lære de mennesker at kende, og jeg bliver nødt til at tænke mig om. For det gør dem kede af det og utrygge, når jeg pludselig får et raserianfald. Så jeg øver mig meget i ikke at råbe. Så siger jeg som regel en eller anden lyd i stedet for at råbe og så ud med det,« siger Sys Bjerre.

Koncerten begynder

Inden Sys Bjerre skal ind og synge, står hun i kulissen og lytter til sine kollegaer. Da Sara Grabow træder ind på scenen, kommer Sys Bjerre hen og hvisker til mig: »Det her er den bedste sang på pladen.« I stor kontrast til de pjattede jævnaldrende sangerinder, der fjoller rundt på sidescenen, står Sys Bjerre helt stille med hænderne i lommerne og lytter til den sørgelige, smukke og lidt countryagtige sang Broken Heart, hvis tekst er skrevet af den bosniske kvinde Radmila Suslovski. Hun flygtede med sin lille søn og måtte efterlade sin mand tilbage uden at vide, om de ville se hinanden igen. Flere af de andre kvinder, hun fulgtes med ud af Bosnien, blev slået ihjel på vejen, og hun følte, at hendes hjerte gik i stykker. Sys Bjerres øjne bliver blanke, og hun fælder en tåre. Den sang, Sys Bjerre selv skal synge, er også skrevet af Radmila.

Sys Bjerre går med forsigtige skridt ind på Vegas scene i de lidt for store og meget høje havfruesko. Hun takker sangskriver Radmila Suslovski for sangen og synger Halleluja. Salen pifter, fire mennesker filmer hende med deres telefoner, nogle tager hænderne i vejret og vugger fra side til side.  

Sys Bjerre har taget et kors om halsen for den meget kristne Radmilas skyld. Da de to mødtes for at blive interviewet til Go’ Morgen Danmark, bad Radmila Sys om at blive siddende i studiet efterfølgende. Og imens folk ryddede op omkring dem, lagde Radmila sin hånd på Sys Bjerres hjerte og velsignede hende. 

»Jeg takker Gud,« sagde Radmila og takkede Gud for at have sendt Sys, så hun kunne synge hendes sang. Og så sagde hun, at man ikke skal bede Gud om noget, men takke ham for, hvad man har.

Det gjorde et stort indtryk på Sys Bjerre, og som altid valgte hun at lade den nye indsigt blive til handling. Siden mødet med Radmila har Sys hver aften bedt aftenbøn for at få styr på tankerne og takke »noget, nogen, vorherre, whatever«. Forleden dag lød bønnen nogenlunde sådan her: »Tak, fordi den veganske glutenfri macaroni and cheese, jeg lavede til mine venner, blev vildt god. Tak, fordi det var en virkelig hyggelig aften, vi havde. Tak, fordi jeg får lov til at leve af det, jeg elsker at lave. Tak, fordi hende der damen, jeg mødte på gaden, sagde, at farmorsangen havde rørt hende helt vildt dybt. Tak, fordi jeg huskede, at vi skulle have renset faldstammer.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #musik, #kvinder, #interview og #vrede