Syltede småsager gør vintermaden sjovere

Når det er vinter, og maden bliver tungere og brunere, er det godt at have noget sprødt og syrligt i baghånden. Madbloggeren Nada Louise Cay gemmer sommerens bær og de friske vintergrøntsager på glas.

Noget af sprødheden og friskheden går fløjten, når vinteren kommer. Det kan der rådes bod på med sprøde og syrlige sylterier.

Sæt etiketter på dine sylteglas

Det forhøjer nydelsen at gribe et glas med lækkert indhold og en håndskrevet etiket udenpå, der fortæller, hvad glasset indeholder, og eventuelt hvornår det er syltet. Så er glasset lige til at forære væk.

Lavede også mad som barn

Nada Louise Cay lærte tidligt at lave mad. Hun er vokset op med en enlig mor, der havde travlt med at gå på arbejde og tjene penge til familien og i øvrigt ikke havde den store lidenskab for madlavning. Moren havde det princip, at de var to om at få det huslige til at glide. Nada voksede op med pligter og fik husholdingspungen i hånden, så hun selv kunne gå ned i den nærmeste Irma og stykke ingredienserne til familiens aftensmåltid sammen.

»Det satte jeg aldrig spørgsmålstegn ved. Jeg kunne lide at hjælpe til, og min mor vidste også godt, at da jeg kom i gymnasiet, eller når jeg gik til eksamen, var det i orden at drosle ned på det huslige plan,« fortæller hun.

Far er palæstinenser

Nada fandt hurtigt inspiration til at udvikle sin madlavning i nye og anderledes retninger. Hendes biologiske far er palæstinenser. Hos ham lærte hun at arbejde med elementer fra det mellemøstlige køkken. Hendes mors nye mand var italiener. Han tog hende med på rejse til Italien og sagde: »Her skal du bare smage en oliven« og introducerede hende for de italienske regionale køkkener. Smag for at sylte fik hun hos sin moster og onkel i Sverige. Familien havde seks børn og ikke mange penge, men de var gode til at finde bær og sylte.

»Vi samlede blåbær og multebær og brombær i naturen og fyldte et helt babybadekar med bær, som skulle hjem og syltes. Sjovt nok er min kusine fra den familie også blevet noget af et mad­øre,« siger Nada Louise Cay.

Bordet er dækket med alverdens mad

Når hun selv skal forkæle gæster, kan hun lide at blande alle elementerne fra både det italienske, det mellemøstlige, syltekøkkenet og det danske køkken. I Tyrkiet og Mellemøsten findes forskellige udgaver af meze, der er et stort bord dækket med masser af små retter og lækkerier, som man spiser og nipper af, mens måltidet trækker i langdrag på den hyggelige måde. 

»I Danmark har vi det store frokostbord, hvor vi kan sidde i timevis og snakke om, at mormor igen har stegt mørbradbøf, og »har du smagt den derovre«. Fællesnævneren er, at vi går på opdagelse sammen i bordets glæder, og i det koncept kan man blande alverdens lækkerier,« siger hun.

Nada Louise Cay uddannede sig til pædagog og begyndte at blogge om mad i 2010. Hun var blandt de første madbloggere i Danmark og kom lige i kølvandet på navne som New Yorker by Heart og Klidmoster, der begge er kendte klassikere blandt de danske bloggere og bloglæsere.

Blogger om mad

»Mig bekendt er alle madbloggere meget kreative, og mange er meget dygtige, men det er næsten umuligt at leve af at blogge om mad i Danmark,« mener Nada Louise Cay. For de fleste bliver det en kombination af fast arbejde og blogging.

Hendes egne overvejelser om at skrive blog har været, at hun ikke vil skrive blog bare for at skrive, eller fordi hun har smagt en ny kakaomælk og må fortælle om den. 

»Der skal være substans i madbloggen, billeder og opskrifter skal have et ordentligt niveau, vinklen på stoffet skal være personlig, men uden at blive privat. Selv ville jeg ikke gide at læse om sygdomsberetninger og lidelseshistorier, det ville jeg springe over, mens jeg ledte efter opskrifterne. En blog skal ikke være dagbogsnotater, der skal være mere at hente for læserne,« siger hun. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #grøntsager, #bær, #sylte og #produktion