Svarer en løbetur i bilos til at ryge?

Når du løber en tur rundt om søerne i København i myldretiden, er luften så forurenet, at det svarer til at ryge en pakke cigaretter, lyder myten. Kan man sammenligne rygning og forureningen fra trafik?

»Nej, det kan man hurtigt afkræfte ud fra den bedste viden om, hvad rygning og partikelforurening fra biler betyder,« lyder det kontante svar fra Steffen Loft, der forsker i luftforurenings indflydelse på helbredet ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Han er en af de føren­de danske eksperter på området.

Øget risiko for lungekræft og KOL

Hvis man bor tæt på en tungt trafikeret vej og er udsat for partikelforurening hele døgnet, har man måske 30 til 50 procent øget risiko for lidelser som lungekræft og KOL, det vil sige rygerlunger. Rygere har derimod 300-3000 procent øget risiko.

»På en løbetur ved Søerne i København udsætter man typisk kun sig selv for forureningen i for eksempel 30 minutter, og selv om man trækker vejret mere under løb, bliver det ikke til så meget i forhold til resten af tiden,« siger Steffen Loft.

Kan man sammenligne rygning og forureningen fra trafik?

»Der er en del, der ligner hinanden. For eksempel kulstoffer og tjære,« forklarer Steffen Loft.
Men der er alligevel stor forskel på at tage en dyb indånding på en trafikeret vej i myldretiden og et hvæs af en cigaret.

Fakta

Partikler, der skader lungerne, kan stamme fra  cigaretter, men
også fra biltrafik, industri, skibstrafik, brændeovne og landbrug. De
skadelige partikler i trafikken kommer hovedsageligt fra dieselbiler.
Det vil sige fra busser, lastbiler og varevogne, men også fra
privatbiler med dieselmotor.Rygere har 10-30 gange så stor risiko for at udvikle rygerlunger og lungekræft som ikke-rygere.

»Tobaksrøg er en meget kompliceret blanding, og der er mange andre stoffer i cigaretter, som vi ved er direkte kræftfremkaldende. En cigaret indeholder omkring 4000 forskellige stoffer, hvoraf mindst 50 er kræftfremkaldende, og mange er giftige på andre måder,« siger forskeren og fortsætter med at skitsere en tænkt situation:

»Lad os sige, at vi måler mængden af partikler på vægten, uden at tage hensyn til hvor giftige de er. Selv da er man som ryger udsat for 100 eller flere gange så store mængder partikler som den, der trækker vejret på en tungt trafikeret vej. Måske kan man sammenligne det at bo i et trafikforurenet område med passiv rygning – på mængden af partikler.«

Alligevel kan man godt få rygerlunger af at indånde store mængder bilos gennem længere tid. Det skyldes formentlig især partikler fra dieseldrevne biler.

Lad ikke løbeskoene blive i skabet

På en mark langt fra trafikken kan man forvente at finde 3000 ultrafine partikler pr. kubikcentimeter, mens man på Søgaderne langs Søerne i København typisk kan måle omkring 35.000.

Trods partikelskyen på tæt trafikerede veje er det ingen god idé at lade løbeskoene blive i skabet.

»Selv om man er udsat for forurening, er motionen også med til at styrke hjertet og modvirke hjertekar-sygdomme,« siger Steffen Loft. Men man kan med fordel lægge ruten om til de mindre trafikerede veje, tilføjer han.

Kilde: Steffen Loft, professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet

Se, hvad vi ellers skriver om: #rygning, #myte og #løb