Sundhed: Styr dine søde vaner

Spis gerne slik i små portioner

Groft knækbrød med frugt er et godt mellemmåltid

Tænk mellemmåltiderne ind i din dag og planlæg dem hjemmefra. Et stykke groft knækbrød med frugt eller grønt mellem to hovedmåltider holder blodsukkeret stabilt, og når blodsukkeret er stabilt, fristes vi ikke så nemt af søde sager, siger ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen, Susanne Dunch.

Sukkerafhængig?

Afhængighed af sukker er aldrig blevet videnskabeligt dokumenteret. Sandsynligvis har vi svært ved at give afkald på sukker, når vi har vænnet os til meget sukker. Nogle får hovedpine, når de skærer ned på Cola, men det er sandsynligvis manglen på colaens koffein, de reagerer på, ikke manglen på sukker.

Danskerne spiser masser af sukker

Vi danskere spiser masser af sødt. 6 ud af 10 børn og 1 ud af 4 voksne får mere energi fra tilsat sukker end de anbefalet maks. 10%. Tallene er fra Fødevarinstituttet DTUs rapport om danskernes kostvaner 2003-2008.

Vi glemmer noget af det slik, vi har spist

”Undersøgelsens personer har selv givet rapporter om deres vaner, så de virkelige tal er sandsynligvis endnu højere, vi har nemlig tendens til at glemme de tre lakridspastiller eller chokoladen, vi spiste inde på arbejde, eller et lille indkøb på vej hjem,” siger Susanne Dunch.
Forældre har tendens til at undervurdere deres børns sukkerforbrug og overser for eksempel, at et glas saftevand til aftensmaden er en ekstra kilde til sukker, fortæller Susanne Dunch.

Hold regnskab med din mad

Sunde snacks er et godt sted at begynde for at få styr på sukkerforbruget, siger Susanne Dunch. Det lyder måske lidt kedeligt, men hold regnskab med maden og planlæg de sunde snacks hjemmefra. Tag en lille yoghurt med mysli eller en banan med til børnene, når de skal hentes fra børnehaven.

Køb små poser slik i stedet for store

Der er plads til lidt slik i en sund kost. Udfordringen er, at undgå store poser slik og købe en lille. Eller køb en stor og fordel indholdet i nogle små poser, så du får har en lille daglig portion ad gangen – men denne løsning stiller større krav til ens selvkontrol, siger Susanne Dunch.

Se, hvad vi ellers skriver om: #slik, #vægt og #mellemmåltider