Stress: Læs om Pernille Kornum, der gik ned med stress

At smøre en madpakke og hælde benzin på bilen var pludselig uoverskuelige opgaver for Pernille Kornum, da hun for 2 år siden blev ramt af stress. I 3 måneder lå hun foran brændeovnen og forsøgte at komme til sig selv igen.

På gåture i naturen begyndte Pernille at forstå, hvorfor hun var blevet ramt af stress.

Blev sygemeldt frem til jul

Tre dage efter, om torsdagen, hvor hun havde forældresamtaler, tog hun tilbage på skolen. Men tårerne pressede sig på, da hun trådte ind på skolen i Frederikshavn, og hendes kolleger kunne godt se, at hun ikke havde det godt.

»Der havde jeg så småt givet slip. Og når du først giver slip, så falder du,« siger hun.

Pernille kom hurtigt i kontakt med en psykolog, der rådede hende til at gå hjem, slappe af og bare trække gulerødder op fra jorden.

»Der må være nogle jordbakterier, der er gode mod stress,« smiler hun, når hun tænker tilbage. 

Pernille blev efter aftale med sine ledere sygemeldt i et par uger indtil efterårsferien. Efter ferien kom hun tilbage, men det samme gjorde kvalmen, knuden i maven og søvnløsheden, og derfor tog hun til sin læge.

»Mine læge sagde, jeg skulle sygemeldes frem til jul,« siger Pernille, der blev ret overrasket over beskeden. Hun var egentlig gået til læge, fordi hun havde det fysisk dårligt. 

Brug for, nogen tog hånd om hende

Når hun i dag ser tilbage, er hun glad for, at hendes læge tog hånd om hende.

»Jeg er ikke typen, der går ind til min leder og siger, at jeg har brug for en pause eller en delvis sygemelding. Jeg havde brug for, at nogen gjorde det for mig. Det gjorde min læge heldigvis, men det var bare ret sent. Der endte med at gå et år, fra jeg gik hjem fra arbejde den første gang, til jeg var tilbage på fuld tid igen.« 

Kort tid efter begyndte hun hos en psykolog, som hun gennem hele sit stressforløb havde samtaler med. Psykologen var med til at hjælpe Pernille med at forstå sin stress.

Tab af kontrol

Varmen fra den grå brændeovn fyldte stuen. På en foldemadras og med to tæpper over sig lå Pernille i de fleste af dagtimerne indtil januar 2014, tre måneder efter sin sygemelding. Her begyndte Pernille at finde en længe ventet ro.

Mens hun lå foran brændeovnen med kvalme, migræne og en kæmpestor knude i maven, kiggede hun i ALT for damerne og iForm. Hun kunne i begyndelsen ikke koncentrere sig om at læse, og en roman, hun havde lagt frem, forblev urørt.  

»Stress føles som en massiv, vedvarende mavepumper. Jeg havde ingen appetit, ingen lyst, og det var enormt svært at falde i søvn,« siger Pernille.

Hendes livline blev telefonen og et headset, der lå på sengebordet. Vågnede hun midt om natten, lyttede hun til sangerinden Agnes Obel eller til en lydfil med afslappende øvelser, der kunne hjælpe hende med at falde i søvn igen.

En samtale krævede et fokus på 100 procent

På grund af stressen havde hun mistet evnen til at koncentrere sig. Hun skulle fokusere 100 procent, hvis hun skulle føre en samtale med en anden person. Og hun kunne bryde ud i gråd når som helst uden at kunne kontrollere det. 

»Jeg er et menneske, der altid har haft styr på alting både på mit arbejde og i mit privatliv. Og det kunne jo ikke passe, at det var mig, der endte i en situation, hvor jeg ikke kunne samle mig om noget. Helt uden kontrol over noget som helst. Jeg har brugt enormt meget krudt på at lære at acceptere hele min situation,« siger hun.

Pernille havde stadig styr på tingene, når hun var sammen med sine døtre. Hver dag stod hun op samtidig med børnene, spiste morgenmad og satte sig med dem rundt om det rustikke træbord i stuen, før de skulle af sted. Meget af tiden foran brændeovnen i stuen gik også med at lade op, så hun kunne være klar, når de kom hjem igen.

»Det var vigtigt for mig, at min stress ikke gik ud over Anna og Caroline. Så jeg har brugt meget energi på at være der for dem. Også selvom det har været hårdt,« siger Pernille.

Lange gåture hjalp Pernille tilbage

Pernille brugte meget tid i skoven under blå himmel, sol og høje træer, når hun ikke lå på foldemadrassen derhjemme. Imens hun lyttede til rolig musik i høretelefonerne, genfandt hun noget af sig selv på lange gåture gennem den nordjyske skov. Hun lærte at acceptere, at hun havde mistet kontrollen, og begyndte at forstå, hvorfor hun blev ramt af stress.

»Roen i skoven gav mig plads til at tænke over livet, over mine prioriteringer. Gåturene blev en form for meditation,« siger Pernille. 

Kort efter sin sygemelding kom Pernille i kontakt med en af mandens kollegaer, der også var sygemeldt med stress. De to kvinder mødtes og blev gode veninder, og i januar 2014 begyndte de at gå ture og træne sammen enten i skoven eller i fitnesscentret.

»Jeg ved godt, mange siger, at løb udløser hormoner, du ikke har brug for, når du er stresset. For mig var løbeturene et frirum. Når jeg trænede, var det et frirum for tankemylderet,« siger hun.

Lærte at accepterede, at hun havde tabt kontrollen

I samtalerne med psykologen, på de lange gåture i skoven med veninden eller ved spisebordet med Anders Peter, når børnene var gået i seng, begyndte Pernille at genfinde sig selv og acceptere, at hun havde tabt kontrollen.

»Det betød meget at kunne tale med andre om min stress,« siger hun og fortæller, at veninden, der også havde stress, betød specielt meget. Hvis en af dem stod med tårer i øjnene på løbebåndet, var der en umiddelbar forståelse. De behøvede ikke at bore i det og trøste hinanden.

I dag kender Pernille symptomerne

I forsommeren 2014 gik Pernille i gang med at undervise igen. I begyndelsen havde hun tre lektioner om ugen i engelsk i sin egen klasse, og gradvist byggede hun på, så hun i oktober samme år var tilbage på fuld tid. 

»Jeg fik hjertebanken, allerede da jeg kørte i min bil mod Frederikshavn, og jeg var meget nervøs, da jeg havde min første time. Men det gik heldigvis godt, jeg tror slet ikke, eleverne bed mærke i, hvor nervøs jeg var,« siger hun.

Efter tiden med stress har Pernille lært at have fokus på ro. Og nu kender hun symptomerne. Hvis hun i perioder glemmer at trække vejret helt ned i maven, ved hun, at hun skal passe på sig selv. Hvis kvalmen eller knuden i maven dukker op, er det tid at tage det roligt.

»Jeg er blevet meget bedre til at være mere spontan og mærke, hvad jeg egentlig har lyst til. Og jeg har lært, at det er okay at sige nej til en aftale, uden at jeg behøver at have dårlig samvittighed. Også selvom jeg ikke har planer i forvejen,« siger hun. 

Lader opgaverne ligge på jobbet

Når Pernille ser tilbage på tiden, hvor hun var hårdt ramt af stress, er hun glad for, hun har haft en støttende mand, gode veninder og en arbejdsplads, der har bakket op om hende. Hun har lært at lade opgaver, der ikke er rettet, ligge på skolen i stedet for at rette opgaver derhjemme sent om aftenen. 

»Hvis jeg ikke når at få rettet opgaverne på skolen, hvad er så det værste, der kan ske? Ja, at de opgaver ikke bliver rettet lige med det samme. Så må de vente, og det går jo nok,« siger hun.

»For det er da meget federe at ligge i sofaen med mine døtre og læse bøger i stedet for at sidde ved min computer og rette opgaver.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #stress og #arbejdsliv