Smerten er min ven - mød ultraløberen og masochisten

Ultraløberen

Tove Sand Brodersen, 43 år, studerende og spinningansvarlig, Horsens

»Marathonløb begyndte at kede mig, og derfor kastede jeg mig over ultraløb. Alt over 50 kilometer er ultraløb – mit domæne er 24-timers løbene, hvor jeg også løber for landsholdet. Min personlige rekord, som jeg håber at slå i august, er 189 kilometer på 24 timer.

Det spændende ved ultraløb er, om man kan få psyken til at overvinde smerten. Det er en helt anden smerte, end ved et maratonløb, når man løber 24 timer i streg. Kroppen begynder at reagerer anderledes, når man ikke får søvn.

Det bliver svært at fokusere. Smerten i benene kommer måske efter 7-8 timer. Og så er der langt, til de 24 timer er gået. Maven er også sårbar under et løb, og det kan være svært at finde den rette balance mellem at spise og indtage væske, så man hele tiden har energi nok. Selv om jeg kan udholde smerte under et løb, kan jeg sagtens synes, at det gør ondt, når jeg går til tandlæge dagen efter. 

Det jeg løber for, er det sekund, det tager at komme over målstregen. Det er der, du kan bære smerterne i benene. Det er det sekund, hvor jeg er kommet længere end tidligere og præsteret noget, ikke mange andre kan.«

Selvpineren

Frank Stauersbøl Kristensen, 51 år, mentaltræner og underviser, Randers

»Forventningen om smerte kan ofte stoppe os i at bevæge os ud af komfortzonen. At gå på gløder eller knække pile mod halsen er et meget fysisk og konkret billede på at overskride grænser og vinde nyt territorie. Og det er vigtigt at udfordre sig selv. 

For 22 år siden valgte jeg at gå på glødende trækul. Kullene kan have en temperatur 600-900 grader, og gløderne kan fremkalde et svedlag om foden, som beskytter godt. Det føles lidt som at gå på popcorn, mens de popper. Det er en svuppende fornemmelse. Samtidig handler det også om tillid og stemning.

Man skal sætte sig i en tilstand, hvor man siger, at det her kan jeg uden tvivl. Og så er det ikke noget særligt. Det er ikke kroppens fortjeneste, men hovedets formåen. Jeg kan gå fem meter på glødende kul, men har set instruktører, som er nået op på 50 meter. Senere har jeg også gået på glas, knækket pile mod halsen og haft en til at dumpe skarpe knive på maven af mig. Og jeg var nervøs.

Men det er vores fantasi, der bekymres. Jeg ser af og til op på de knækkede pile, hvis jeg skal ringe til skattevæsenet eller andre ting, som kan gøre mig lidt nervøs. Hvis man kan knække pile med halsen, skal man ikke være bange for Skat. Men jeg går kold, hvis jeg ser en 10-meter vippe i svømmehallen.«

Masochisten

Michelle Nielsen, 22 år, ejer webshoppen uniquelady.dk, Odense

»Folk tror, at man er lidt tosset, når man tænder på smerte. Det er noget forkert, for man kan vel ikke tænde på vold? Alligevel er de nysgerrige, og derfor har jeg oprettet en videobrevkasse på nettet, hvor jeg svarer på spørgsmål om sex og lyster, der handler om smerte.
Hjernen udskiller endorfiner og dopamin, når noget gør ondt. Stofferne er en slags advarsel, men de kan også give os en lykkefølelse. Et smæk i numsen kan gøre os glade.
Når man leger med smerte, aktiverer man alle kroppens sanser. Sanserne arbejder på højtryk, og på mig virker det næsten, som jeg svæver over grunden. Følelsen kan vare ved i 10-15 minutter.
Jeg gik med idéen om, at smerte kunne være noget for mig i nogle år, inden jeg begyndte at eksperimentere. Det er ikke nødvendigvis ens, hver gang. Det handler meget om den, man udøver det sammen med, og det behøver ikke nødvendigvis at være seksuelt.
Det handler om tillid, og der skal være et ønske om at ville den anden det bedste. Det er et rollespil, jeg har kørende, og det handler om at rykke grænserne lidt.«