Skilsmisse: Læs om Jessica Berkan, der er vokset op som skilsmissebarn

Jessica Berkans forældre har været skilt, lige så længe hun kan huske. Jessica ærgrer sig ikke over, at de aldrig fik ægteskabet til at fungere, men at skilsmissen heller ikke kom til at fungere.

Selvom Jessica Berkan var helt lille, da hendes forældre gik fra hinanden, påvirker skilsmissen hende stadig den dag i dag.

Sådan kan børnene påvirkes af en skilsmisse

  • Skilsmisse vil for mange børn føles som en stor sorg, som kan sammenlignes med, når nogen dør. 
  • Hvis et barn bruger meget energi på at aflæse sine forældre, kan det opleve en følelsesmæssig smerte og blive selvudslettende. 
  • Det ældste barn føler ofte en større pligt til at stå foran, bane vejen og beskytte sine yngre søskende.  
  • Hvis familien ikke har været en fast størrelse, kan det være svært at blive voksen. Man mangler et solidt fundament at møde puberteten i. Det kan gøre et ungt menneske ekstra sårbart. 
  • Når børn oplever, at deres forældre skændes, ikke holder aftaler, spiller hinanden og børnene ud mod hinanden, så føler børn en utrolig afmagt. Og det avler angst hos børnene.
  • De relationer, barnet danner i opvæksten, er med til at forme det som menneske. Hvis der ikke er dybe og gode relationer i barndommen, kan barnet risikere at føle sig ensomt. Omvendt giver tidlig tilknytning barnet selvværd og en bedre evne til at indgå i nye relationer senere i livet. 

Kilde: psykolog Margrethe Brun Hansen

»Er du glad for at bo her?« spurgte betjenten. Jessica svarede først ikke. Hun hørte kun sin fars stemme som en plade, der var gået i hak.

»Du skal sige nej, du er ikke glad for at bo hos din mor.« 

»Du skal sige nej, du er ikke glad for at bo hos din mor.« 

Til sidst fik hun fremstammet et »ja«. 

Politiet forlod lejligheden igen, men frygten for at skulle vælge mellem sin egen far og mor blev hængende og bed sig fast i Jessica Berkans bevidsthed.    

»Det var som at stå foran to døre. Hvis jeg vælger far, går jeg denne her vej. Vælger jeg mor, går jeg den anden vej. Men hvad er det rigtige? Jeg vidste, at hvis jeg valgte den forkerte dør, ville mit liv blive vendt fuldstændig på hovedet. Men begge døre var lukkede, så jeg vidste ikke, hvad der ventede på den anden side af nogen af dem,« siger Jessica Berkan i dag om det svære valg. 

Det meste af tiden tilbragte hun som barn hos sin mor, imens hver anden weekend var øremærket til hendes far. Men aftalerne var sjældent faste, og der kom ofte noget i vejen, som gjorde, at Jessica og hendes søster ikke blev hentet som planlagt. 

»Men hvis det var os, der ville aflyse, så turde jeg ikke sige det. For jeg var bange for, at min far ville blive sur og råbe,« siger Jessica. Hun husker, hvordan hun op til weekenderne hos sin far kunne føle sig anspændt og ugidelig, men også at der altid var slik og sodavand og salamimadder med ketchup i farens hjem – »luksus« i forhold til hjemme hos hendes mor, hvor der var flere regler i forhold til den slags. Hendes far havde også en Playstation, hvor de af og til spillede et sjovt »abespil«. Og når Jessicas fætre en gang imellem også kom forbi hos faren, var hun en kort stund tættere på følelsen af at være en familie. 

Jessica følte sig fanget i midten 

Et af de emner, der kunne få bølgerne til at gå højt i den splittede familie, var det månedlige børnebidrag til Jessica og hendes tre år yngre lillesøster. Diskussionen om, hvordan pengene skulle bruges, startede tidligt, og Jessica blev som det ældste barn hurtigt en del af den.

Når hun var hos sin far, blev Jessica ofte spurgt til, hvor mange lommepenge hun fik derhjemme, men der var ingen fast aftale om lommepenge hos moren, så svaret var oftest »ikke nogen«.

»Det blev min far sådan lidt sur over og sagde, at hver måned skulle jeg have 1000 kroner i hånden af min mor, for det var det beløb, han betalte til hende. Så hver søndag, når jeg kom hjem igen, diskuterede jeg altid med min mor og sagde: »Mor, far siger, at vi skal have 1000 kroner, hvorfor får jeg ikke det, det er mine penge,« genfortæller Jessica, der i dag godt ved, at børnebidraget skal dække faste udgifter i barnets liv såsom sko, tøj, sport og fritid. 

»Men jeg var jo lille, så jeg forstod det ikke.« Det tog hende flere år og mange skænderier at forstå. Manglen på forudsigelighed i barndommen gjorde hende, ifølge Jessica Berkan selv, til et »skrupforvirret« barn, og hun kunne hurtigt blive ked af det i skolen.

»Når jeg så kom grædende hjem til min mor, fik jeg lov til at spise,« siger hun. 

Trøstespisningen fortsatte, indtil Jessica en dag besluttede sig for at skære ned på de overflødige kalorier. I stedet fik hun anoreksi i en alder af 15 år. I takt med sygdommens udvikling forværredes Jessicas forhold til begge forældre, men særligt Jessicas far gled længere væk. Hun mindes, hvordan han begyndte at råbe mere og tvinge hende til at spise ting, hun ikke havde lyst til, når hun besøgte ham. 

»Jeg kan huske, at jeg sidder og spiser, mens jeg græder, og slet ikke synes, at det er behageligt overhovedet,« siger hun og forklarer, hvordan de to kunne blive uvenner over skorperne på rugbrødet, som Jessica skar væk. Da Jessica blev indlagt første gang, dukkede hendes far sjældent op til samtalerne.  

De svære teenageår 

Det var en sommerdag i 2010. Roen havde lagt sig over bofællesskabet Lillevangsgård i Ballerup, hvor Jessica Berkan var i behandling for sin spiseforstyrrelse. De andre beboere var ude, og Jessica sad alene på sit værelse med sin mobil. 

»Du gider ikke ringe,« lød det fra mobilens højttaler. »Du gider ikke noget som helst.« Ordene var hendes fars. De to havde netop talt i telefon, men Jessica var blevet ked af det og nægtede at besvare de næste opkald, så hun lyttede til telefonsvareren i stedet. 

I et roligt, men bestemt toneleje forklarede stemmen på svareren, hvordan han ville have forældremyndigheden over hende, så hun kunne få den rette behandling. 

»Ring til din far. Jeg er din far.« Jessica sad på sin seng med våde øjne. Så afbrød en mekanisk kvindestemme beskeden. 

»Lyt igen tast et, slet tast to…«   

Med ét fløj telefonen ind i væggen, imens Jessica skreg så højt, hun kunne. Hun håbede, at nogen ville høre hende. Først nede i køkkenet gik det op for hende, at hun var alene i bygningen, da hun så brødkrummerne og de brugte glas på køkkenbordet.

Hun fik pludselig lyst til at smadre et af dem og greb ud efter glasset tættest på hende. Med den ene arm sendte hun glasset i gulvet, så det splintrede for fødderne af hende. Så så hun glasskårene og fik en ny idé. Med et af skårene i hånden forlod hun køkkenet. På det tidspunkt var hun blevet vant til at ridse sig selv med spidsen af en passer, så hun vendte hovedet bort og gjorde, hvad hun plejede, for at få smerten i hjertet på afstand. 

Og sådan fortsatte det. Syg og ude af stand til at sætte ord på, hvordan hun havde det, fortsatte Jessica Berkan med at skade sig selv, spise mindre og synke ned i et sort hul, der lod til at blive ved med at vokse.

»Jeg tror, at det har haft meget at sige, det med skilsmissen og alle de her problemer og skænderier. Det blev bare til ét stort kaos,« siger hun i dag.    

Samlede mod til at sige stop

Efter fire år fik Jessica Berkan endelig sagt stop. Stop over for anoreksien, sig selv og sin far, som hun ikke følte, havde været der.

»Jeg havde tænkt: »Nu er det sidste chance« så mange gange før, så det var kun et spørgsmål om tid,« siger Jessica om den dag, hun for alvor sagde fra over for sin far. De to havde i lang tid haft perioder, hvor de ikke talte sammen, men de var altid blevet gode venner igen. Det var jo trods alt hendes far, tænkte hun. 

Den majdag var Jessica netop blevet indlagt igen, da han ringede og spurgte, om de skulle tage ud og spise om aftenen. Det kunne hun ikke.

»Jeg har taget en overdosis Panodiler,« sagde hun.   

»Nu igen? Hvis du virkelig gerne vil dø, så gør det dog på en ordentlig måde.«

Jessicas hjerte sank. Hun vidste godt, at han ikke mente det. Var godt klar over, at hele situationen ikke var let for nogen af dem. Men hun sagde det alligevel: »Farvel, far.« 

To år senere sidder Jessica Berkan med benene oppe under sig og ser  minderne glide forbi på en gammel bærbar computer. Billeder af hende og lillesøsteren på ferie med deres mor.

»Hvor ser jeg glad ud der. Det er skræmmende, at et smil kan skjule så meget,« mumler hun og lader en finger glide over de farvede pixels på skærmen. Hun har overvejet, om hun skulle tage kontakt til sin far igen, men er bange for, hvad det vil gøre ved hende. Hun har det godt, alt taget i betragtning. Hun danser to gange om ugen. Og arrene, der får venstre arm til at syne rynket på trods af hendes unge alder, er det, de er. Ar. Noget, der ikke længere bløder, men som alligevel godt indimellem kan klø lidt, når hun tænker på sin fortid eller på shoppeturen i Søstrene Grene for et par måneder siden, hvor hun så sin far for første gang siden dengang. 

»Jeg elsker min far, det gør jeg. Jeg elsker ham bare ikke for de ting, han har gjort.«  

Drømmer om familielivet

Jessica Berkan ved nu, at hendes mor og far i flere år kæmpede om forældremyndigheden over hende. Hun kan i dag ikke forestille sig de to i samme rum, og slet ikke sammen som et par.  

»Min mor er rolig, og der er altid gang i min far,« siger hun. 

Hun ærgrer sig dog mest over, at forældrene ikke formåede at få det til at fungere efter skilsmissen.

»Hvis de to kunne have snakket sammen, uden at jeg skulle være indblandet, og hvis de kunne have fået det til at fungere, så tror jeg, det ville have været bedre for mig og min søster og for min mor og far. Jeg tror faktisk, det ville have været bedre for os alle sammen.«  

Bag hende i lejligheden på den anden side af vejen er en familie ved at dække op til middag. De danser rundt om bordet, far, mor og to børn. Når Jessica møder familier som dem, kan hun ikke lade være med at lade sig fascinere.  

»Jeg vil nærmest høre mere, for jeg synes, det er spændende, at man kan være sammen i så lang tid. Jeg synes, det er svært at skulle sige, at os to, vi er sammen for evig. Man kan sagtens komme sammen med én, man elsker over alt på jorden, og så pludselig blive skilt alligevel. Man ved jo aldrig, hvad der sker,« siger hun. Men skepsissen og stigende skilsmisserater afholder ikke Jessica fra selv at drømme om tosomhed.

»Jeg drømmer om et familieliv. Men hvem drømmer ikke om det?« 

Se, hvad vi ellers skriver om: #børn, #psykologi, #spiseforstyrrelse, #skilsmisse, #familie, #forældre og #ægteskab