Skal jeg undgå urtete, hvis jeg mangler jern?

Skal jeg holde igen med både kaffe, te og urtete?

De fleste urteteer hæmmer optagelse af jern

?

Jeg har læst, at hvis man mangler jern, skal man undgå kaffe og te til hovedmåltiderne og et par timer efter. Gælder det også urtete?
 

Inger Marie Malaton, København

Svar fra Leif Skibsted

De fleste urteteer vil også hæmme optag af jern. Alle planter indeholder plantefenoler, dog i forskellig mængde.

Plantefenoler udtrækkes fra plantedelene af det varme vand i drikken. Det er plantefenoler i kaffe og i te, der binder jern og forhindrer kroppen i at optage jern i tarmen.

I stedet udskilles det med afføringen. Denne gruppe af plantefenoler, der samlet ofte kaldes tannin eller garvestof, giver kaffe og te farve og den behagelige bitre smag og snerpende mundfornemmelse.

Kamille indeholder også tannin, så kamillete er en dårlig erstatning.

Brændenælder indeholder relativt meget jern sammenlignet med andre planter, så te brygget på brændenælde kan være et alternativ. En tredjedel af verdens befolkning lider af jernmangel.
 

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kaffe, #mineraler og #sundhed