Sara Blædel lægger folk i graven

Krimiforfatter Sara Blædel har slået cirka 35 personer ihjel i løbet af de sidste 10 år. Det gør ondt
på hende hver gang, hun dræber sine karakterer, men privat er hun ikke bange for døden.

For tiden arbejder Sara Blædel på at udvikle et nyt krimiunivers. Hun har lagt sin hovedperson Louise Rick på hylden og er så småt i gang med at researche til en ny krimiserie. Det bliver ikke en politikrimi, men der vil fortsat være en kvinde som hovedperson. Billederne af Sara Blædel er taget på Assistens Kirkegård og ved Mindelunden i København.

Sønnen er tæt på

»Heeeeej,« råber Adam, da han træder ind i villaen i Virum en forårsdag i 2014.

»Ssssshhhhhhh,« lyder svaret fra Sara Blædel, der sidder inde i stuen med benene oppe i den beige sofa og er midt i at skrive om en kvinde, der efter at have været forsvundet i 18 år er blevet skudt i panden med et jagtgevær.

Adam på 17 år er krimiforfatter Sara Blædels søn, og han er ikke sur over at blive tysset på. Han går ned på sit værelse i kælderen. Da Sara Blædel er færdig med at skrive dagens scener, råber hun: »Så er jeg klar«, og Adam kommer op fra kælderen, så de to kan mødes i køkkenet. Adam kan se, det har været en hård dag i skriveværkstedet.

»Nåååh mor, har du slået nogen ihjel i dag?« spørger han.

Og, ja, det har hun. 

I begyndelsen af sin karriere, da Sara Blædel udgav andres krimier, kørte hun selv ud til alle boghandlerne for at overtale dem til at bestille bøgerne.

Krimiuniverset sluger hende

Sara Blædel skrev i foråret 2014 sin seneste roman Kvinden de meldte savnet. I seks måneder brugte hun fra klokken 9 til15 på at skrive den uhyggelige mordgåde. Hun så stort set ingen venner og levede i en verden af ord, der føltes mere virkelig end den verden, hun fysisk befandt sig i.

»Det er jo mærkeligt at sidde med en følelse af, at jeg betragter et andet menneske, og jeg i detaljer kender hendes rutiner, og også ved, at jeg vil slå hende ihjel om en halv time. Det er ubehageligt, for jeg er ikke bare hård i filten, når jeg sender en person på gaden for at slå ihjel. Det er hårdt følelsesmæssigt,« forklarer Sara Blædel.

Fantasien bliver virkelig. Sara Blædels første kriminalroman udkom i 2004, og derefter har hun cirka en gang om året gemt sig i en seks måneder lang skriveboble, som har resulteret i ni krimier om politiefterforsker Louise Rick. Bøgerne er oversat til 18 sprog, og hun har solgt omkring to millioner eksemplarer alene i Danmark. Krimierne er i øjeblikket ved at finde fodfæste på det amerikanske marked, hvor blandt andre den berømte talkshowvært Oprah Winfrey har rost Sara Blædels krimiunivers.

Når Sara Blædel er i karakterernes virkelighed, har hun svært ved at være i den virkelighed, der er rundt om hende, og derfor takker hun nej til stort set alle sociale arrangementer. Hun har meldt afbud til fødselsdage, bryllupper og sågar til sit gudbarns konfirmation. Det sidstnævnte har hun virkelig fortrudt. Men hun kunne bare ikke tage af sted. 

»Når jeg begynder at skrive, bliver jeg ekstremt sårbar. Det er, som om der ryger et lag af mig, så man kan komme ind og kratte dybt inde i mig,« siger Sara Blædel. 

I skriverummet kan hun pludselig huske stemninger fra tidligere i livet. Følelsen af at være ensom, bange eller opløftet står pludselig helt tydeligt frem.

»Jeg samler på stemninger, og det har jeg åbenbart altid gjort. Det har jeg glæde af nu, hvor jeg har et stort register af følelser og stemninger, jeg kan trække på,« siger Sara Blædel.

Men når hun åbner for fortidens stemninger og lader sig rive med af skriveriet, begynder verden også at gøre ondt.

»Hvis nogen dytter ad mig i trafikken eller taler surt til mig, bliver jeg meget påvirket, og jeg har en virkelig kort lunte, når jeg skriver,« siger Sara Blædel.

Modtager Martha-prisen i 2014 og bliver dermed for fjerde gang kåret som danskernes yndlingsforfatter. Debuterer lige nu i USA med den syvende bog i Louise Rick-serien, De glemte piger.

Barndommens have

I den store have i Hvalsø stod der en gammel skurvogn. Det var Sara Blædels legehus, da hun var barn. Der var borde og bænke i, og Sara Blædels mor havde plantet bambus på den ene side af skurvognen. Sara og hendes bedste veninde Gitte kravlede ofte op på taget af skurvognen. Her lå de og spionerede. De havde frit udkig til markerne, skoven og den lille parkeringsplads i skovbrynet. De studerede nøje bilerne og menneskene, der langsomt kom kørende og parkerede for at gå tur i Bidstrup Skov. Når en bil kørte særligt langsomt, gik fantasien i gang. Måske var det tyve, der havde stjålet noget sølvtøj, eller måske lå der et lig i bagagerummet, de skulle ud og begrave i skoven.

»De leder efter et sted,« sagde Sara til Gitte, og de to sprang ned fra skurvognens tag, hoppede på deres minicykler og kørte de 100 meter op til skoven for at fortsætte spionagen. De to piger skjulte sig i krattet for at se, om personerne fra bilen tog noget ud af bagagerummet. Hvis de gjorde, forfulgte Sara og Gitte dem for at se, om de gemte noget inde i skoven.

»Vi har digtet de vildeste ting derude og troet på, at  nogen var blevet bortført, og vi skulle løse mysterierne. Men vi har aldrig været bange for skoven på trods af fantasien om det uhyggelige,« siger Sara Blædel.

Heldigvis mødte de to piger aldrig nogen med lig i bagagerummet.

»Så havde det ikke været sjovt længere, og så var jeg nok aldrig kommet til at skrive kriminalromaner,« siger Sara Blædel, der tror, at hun kan holde ud at skrive om frygt, fordi hun ikke selv er frygtsom af natur. 

Sara Blædel har det godt i sit eget selskab. Andre mennesker er et skønt krydderi, men hun kan ikke tåle dem i for store doser. Hendes søn Adam er en undtagelse fra den regel.

Forældrenes hjem og Poul Henningsen

Hendes barndom var meget lidt dramatisk uden for fantasiens verden. Den var fyldt med skovture på ryggen af nordbaggen Lady, håndboldtræning tre gange om ugen og fodboldtræning to gange om ugen. Hun havde bedste veninder, som hun stadig er bedste venner med i dag, og som kan huske duften af Saras mors boller, der var noget helt for sig. Barndomshjemmet var indbegrebet af rulamspels, træskostøvler og diskussioner, der gjaldede gennem stuerne. Hendes far var den prisbelønnede og samfundskritiske journalist Leif Blædel, der gik i klinch med de fleste og havde holdninger til alt fra afslørende journalistik til gastronomi. Hendes mor var skuespiller Annegrethe Nissen, der som ung spillede på Odense teater og medvirkede i flere danske film. Forældrene fandt sammen som 18- og 27-årige og boede på Østerbro i København og på en ældre trelænget gård ved Hvalsø. Gården var ombygget af Poul Henningsen, der havde sat sine signaturfarver orange, lilla og blå på radiatorerne og åbnet den gamle gård op til kip og bygget en gangbro. Der var synlige bjælker, vægge beklædt med mørkt træ, og i weekenderne fik forældrene besøg af det kulturradikale parnas fra København, der talte blandt andre forfatterne Sven Holm og Klaus Rifbjerg. 

Om økologi

Hvor meget af din mad er økologisk?

»Det meste, men jeg er ikke en økohelgen. Jeg køber økologi, fordi det er gedigent og ikke er pumpet med 

al muligt.«

Hvorfor spiser du økologisk?

»Jeg er vokset op med ikke-forarbejdede råvarer. Lammet og kalven købte vi af naboen. Æggene kom fra vores egne høns, og vi har aldrig fået skiveskåret pålæg. Men som 15-årig kom jeg på efterskole, og her kom maden fra et storkøkken. Jeg blev syg, og mine led svulmede op. Det viste sig, at jeg havde  fødevareallergi og ikke kunne tåle konserverings-

midler. Derfor begyndte jeg at spise økologisk.«

Hvilken vare vill du vælge, hvis du kun måtte vælge én økologisk vare?

»Kylling er vigtigst for mig. Jeg kan ikke holde billederne ud af de afpillede høns på ingen plads, derfor kunne jeg aldrig købe en ikke-økologisk kylling.«

Hvad køber du ikke økologisk?

»Mel og gryn. Det køber jeg aldrig økologisk. Jeg gider ikke melmøl, det er for ulækkert.«

Den eneste uhygge, hendes forældre introducerede hende for, var om aftenen, når hendes mor læste godnathistorier. Annegrethe sad i kurvestolen på Saras værelse, og Sara lå i sengen. Moren læste krimier højt for Sara, fra hun var lille. Agatha Christie og andet inden for den bløde engelske krimigenre. Kurvestolen knagede, og Sara lyttede til sin mors stemme, der læste op af Brevet der dræbte og Den åbne grav. Sara syntes, krimierne var spændende, men de gjorde hende aldrig bange.  

Hvornår kommer døden?

Der er ikke meget i virkelighedens eller fantasiens verden, der kan gøre Sara Blædel bange. Hun sidder gerne mutters alene i sit sommerhus en bælgmørk vinter og bygger uhyggelige plot op uden selv at få den mindste angst for mørket. Hun har haft indbrud og kom ind i sit hus, imens tyvene var der. Hun blev ikke bange, men vred. Tyvene stak af.

»Selvom jeg skriver en masse uhyggelige ting, er jeg ikke selv bange. Det eneste, jeg er bange for, er, at nogle unge mennesker skulle kede sig og i et øjebliks dumhed begå meningsløs vold mod min søn. Men det er heldigvis ikke noget, der fylder mig med frygt til daglig,« siger Sara Blædel.

Indtil for to år siden havde Sara Blædel en anden frygt, der pressede sig på — frygten for sin mors død. Annegrethe Nissen havde i mange år sagt, at når hendes ni år ældre mand døde, ville hun også af sted. Leif Blædel nærmede sig de 90 år, og til trods for at han stadig gik på fasanjagt, var det ikke længere usandsynligt, at han ville falde fra.

Sara Blædel synes, vi skal tale om døden. »Man bliver ikke mere angst for at miste ved at tale om døden.«

»Jeg havde for længst accepteret, at mine forældre kom som et sæt, og at min mor ville, at de tog herfra som et sæt. Men jeg kunne ikke holde tanken ud om, at jeg ikke vidste, hvad min mor havde tænkt sig at gøre for at få fred, og om hun ville involvere mig i det,« fortæller Sara Blædel. 

I efteråret 2012 inviterede hun derfor sin mor på Søllerød Kro, for at de kunne få noget godt at spise og få talt om døden. Den stråtækte gourmetkro fra 1677 ligger nord for København og byder på fransk gastronomi i særklasse. Hen over bordet fortalte Sara sin mor, at hun godt vidste, at moren ikke rigtig gad mere af livet, men at Sara så nødigt ville af med hende.

»Vi elsker dig, og jeg skal nok hjælpe dig,« sagde Sara.

»Du skal da ikke rende rundt og tage dig af mig,« svarede moren. Hendes krop var blevet gammel, og hun havde smerter hver dag. Men hun kunne stadig klare det meste selv. Sara havde dog købt de tunge dagligvarer ind for sine forældre i den seneste tid. Forældrene bad aldrig om hjælp, men Sara ville gerne aflaste dem.

»Jeg kan slet ikke overskue, at du ikke skal være her mere,« sagde Sara og bad sin mor, om hun ikke nok ville prøve, og moren sagde, at hun nok skulle hænge i, så længe hun kunne.

Døden havde aldrig været tabu i deres familie, og derfor var det ikke svært eller sentimentalt at tale om. Sara sagde også til sin mor den dag på Søllerød Kro, at hun skulle love hende, at Sara ikke skulle finde hende i en blodpøl, og at moren ikke skulle tænde for gassen, så resten af folkene i ejendommen kunne komme til skade. 

Moren sagde, at det havde hun heller ikke tænkt sig.

»Men okay, hvad har du så egentlig tænkt dig, hvis far dør?« spurgte Sara. Ville hun have, at Sara var hos hende, imens det skete, eller at Sara bare skulle sidde derhjemme i sofaen og vide, at nu ville moren ikke leve mere? Det havde moren ikke tænkt over.

»Tanken om, hvornår tiden var inde, har redet mig som en mare. Og her kan du tale om at være bange,« siger Sara Blædel.

Døden kom

Nogle måneder senere, i februar 2013, kørte to ambulancer samtidig væk fra forældrenes hjem. I den ene lå Saras far, i den anden hendes mor. De var begge blevet meget syge med lungebetændelse og blev kørt til to forskellige hospitaler. Nogle uger senere stod det klart, at Leif Blædel ikke ville komme hjem igen. Annegrethe Nissen var blevet udskrevet, men hun var meget svækket fysisk. Hendes hoved fungerede stadigvæk godt, og hun læste Dostojevskij. Men hun var ikke sig selv, og kroppen kunne ikke mere.

»Jeg nåede at få sagt, at jeg godt forstod, at hun ikke ville mere. Hun var jo ikke mere. De var begge to nået til endestationen, og jeg sagde til dem: Det er i orden, at I står af her,« siger Sara Blædel.

»Min mor valgte at stå af før min far. Det var så respektfuldt og så smukt af hende at stå af først, så jeg ikke blev bragt i en situation, hvor jeg skulle vente på, at hun gjorde det. Hun havde skrevet et skønt brev, og det var utroligt fint,« siger Sara Blædel. 

Tre dage efter morens død døde Sara Blædels far.

»Nu hvor jeg kender forløbet, skulle de måske slet ikke have været på hospitalet. Men have haft lov til at tage en ordentlig sjus derhjemme og falde i søvn med hinanden i hånden. Men vi vidste ikke, at de ville dø. Og min far ville på hospitalet, han sagde, at han gerne lige ville have foråret med,« siger Sara Blædel.

Seks uger senere døde Saras eneste anden ældre slægtning — hendes faster. 

»Men selvom jeg har haft døden tæt på, er jeg ikke bange for den. Jeg kan selvfølgelig godt ønske, at jeg ikke bliver smadret af en bil og når at opleve det alt for meget, og jeg er fandeme også glad for, at jeg ikke hang i det fly over Alperne, hvor man vidste, det kun gik nedad. Selvom jeg ikke er styret af frygt, kan jeg til hver en tid skrive et par scener, jeg selv meget nødigt vil være i,« siger Sara Blædel.

Nutids-r skræmmer

Da Sara Blædel var barn, mødte hun angsten i folkeskolen,  i form af præstationsangst.

Hun kan stadigvæk mærke den knugende fornemmelse, hun fik i maven, når hun skulle læse højt. Alle skulle læse op, og når hendes tur nærmede sig, sad hun og bad til, at timen ville blive afbrudt, inden hun skulle hakke sig gennem teksten. Ondt i maven fik hun også, når læreren sagde:

»Sara, kan du lige komme op.«

Hun gik modvilligt op til tavlen og mærkede de 22 klassekammeraters øjne på sig. Hun satte kridtet til tavlen og vidste, at nu skulle hun noget, hun ikke kunne finde ud af. Hun blev ikke drillet, når hun skrev forkert, og lærerne var søde. Men fornemmelsen af at skulle stå foran de andre og stave eller læse højt husker hun som rædselsfuldt. 

Hun led af en mild form for ordblindhed. I egen erindring skulle hun konstant læse op på dansk, engelsk og tysk, og det var lige slemt alt sammen.

»Jeg følte, der var noget, der gik i stykker indeni. Det var ikke så meget, fordi jeg blev udstillet over for de andre, men jeg følte, at jeg blev udstillet over for mig selv. Jeg kan bedst lide at lave noget, jeg er god til,« siger Sara Blædel.

Først i fjerde klasse knækkede hun koden og fik de myldrende bogstaver til at danne ord og lærte at læse. Men det blev aldrig nemt for hende at stave, og hun læser stadigvæk langsomt. Af samme grund siger Sara Blædel for det meste nej til at læse højt af sine egne bøger.

»Hvorfor skulle jeg sidde i Aftenshowet og læse højt, når jeg synes, det er rædselsfuldt?« siger Sara Blædel, der også kan mærke ubehaget, når hun signerer bøger, og fans vil have hende til at skrive en personlig dedikation.

»Den gamle følelse sidder stadigvæk i mig. Det kan være, jeg skal skrive 'god læselyst på terrassen', og så ved jeg ikke lige, hvordan man staver til terrasse. Det er ubehageligt, når folk står ind over bogen og følger min kuglepen med øjnene og måske tænker: Du er forfatter, du burde kunne stave det der. Og nej, det kan jeg ikke nødvendigvis,« siger Sara Blædel, der også møder stavepolitiet på facebook. 

Sidst Sara Blædel fortalte sine fans om reglerne på sin facebookside, var i juli 2014, og da lød teksten sådan her:Søde venner! I der bliver irriterede eller måske oven i købet føler jer chikanerede over at der til tider forefindes slåfejl, stavefejl, forkert eller manglende kommateringer i mine opdateringer skal ikke være her på siden. I skal meget hellere finde andre forfattere I kan følge. I må selvfølgelig gerne blive. MEN I skal være klar over at det med fejl vil gentage sig ...

Fjolser på Facebook

Sara Blædel har en fanside med knap 30.000 fans, der i den grad kommenterer, deler og liker hendes opslag. Hun deler alt fra feriebilleder, bestsellerlister og konkurrencer, hvor man kan vinde krimier.

»Vi har en fest inde på facebook, og jeg har de sødeste følgere,« siger Sara Blædel.

Men nogle gange kan der komme en vred besked, hvor en skriver: »Hvordan kan du være et forbillede for nogen, når du ikke engang kan stave og sætte kommaer.«

Det gør Sara Blædel rasende.

»Når nogen skriver sådan, så bider jeg altså! Jeg skriver, at jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er ordblind, og mit liv er alt for kort til, at nogen skal sidde og korrekse på min stavning. De skal bare gå væk. For det er min facebookside, og det er mig, der bestemmer,« siger Sara Blædel med en stemme, der dirrer af vrede, og hun gentager: »De skal gå.«

»Jeg er blevet forfatter, fordi jeg gerne vil fortælle historier, men nej, jeg staver ikke perfekt. Og det kommer aldrig til at fjerne min lyst til at fortælle,« siger Sara Blædel.

SAGT OM:

Kristina Lund er Sara Blædels barndomsveninde:

»Vi mødtes, da Sara flyttede til Hvalsø og begyndte i min parallelklasse. Vi gik i femte klasse og kom hurtigt til at hænge sammen. Hun går på med krum hals, hun får mange ideer, og hun er målrettet på en professionel måde, og så er hun glad. Vi var sammen i onsdags og satte hylder og lamper op. Hun er jo lige flyttet, så for tiden er jeg den praktiske ven. Vi er begge enebørn og kender hinandens historier. Da vi var børn, fik vi morgenmad i sengen i weekenden hjemme hos Sara, hendes mor kom med friskbagte boller, og vi nød de langsomme morgener og lavede ingenting og bladrede i bøger og lyttede til musik og red en tur i skoven.« 

Trine Busch er Sara Blædels agent, assistent, manager og veninde:

»Hun er et paradoks, der elsker håndbajere og champagne. Flæsk og foie gras. Hun er en hårdtarbejdende livsnyder, der elsker alt, som smager godt og ser smukt ud. Hun stiller store krav til sin omverden, uanset om man laver frikadeller eller PR. Men hun er også en, der altid selv gør sig umage. Det mest irriterende ved hende er, at hun er helt vildt utålmodig. Selvom hun burde slippe ting, når de er givet videre, så husker hun på dem alligevel. Hun kan ikke lide at have ting liggende på sit eller andres bordet. De skal bare videre og ekspederes. Det er jo samtidig fint, at der sker noget, at der er gang i business.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #økologi, #kvinder, #bøger, #interview og #facebook