Sælg rodfrugter i løs vægt

I mange andre lande kan man købe frugt og grønt efter vægt. Det ville mindske madspildet meget - for eksempel på rodfrugterne. En læser undrer sig over, hvorfor Coop ikke gør mere for at mindske madspild.
?

Hvorfor bruger Coop ikke snart noget krudt på at sælge varer, specielt grøntsager, i løs vægt. I taler om madspild og om, hvor mange kilo mad hver dansker smider ud årligt. Kig dog grundigt på, hvor mange danskere der bor alene - hvor mange af dem, tror I, får brugt to kilo rødbeder eller poser i de størrelser.

Hvorfor laver I ikke forsøgsbutikker, hvor grøntsager, salatgrønt og den slags bliver løsvægt i en periode, og så laver tilfredshedsmålinger undervejs. Jeg elsker at komme i supermarkeder i udlandet, der ofte har grøntsager i løs vægt.

Elisabeth

Svar fra Henrik Nielsen

Vi kører løsvægt på rodfrugter i perioder, men salget er meget ringe, så vi har ikke umiddelbart planer om at gøre det til en fast del af vores sortiment. Du har ret i dine betragtninger om størrelsen på poser med rodfrugter. Vi har meget fokus på mindre posestørrelser, og vi er for eksempel gået fra 2 kg til 1,5 kg rødbeder.

Henrik Nielsen er kategorichef for grøntsager. Henrik Nielsen er ansvarlig for sortiment og indkøb af grøntsager til Coops butikker i Danmark.

Se, hvad vi ellers skriver om: #indkøb, #mad, #grøntsager, #coop, #madspild, #vægt og #rodfrugter