Sådan undgår du tilisning af fryseren

Det er tidskrævende og irriterende at fjerne store isblokke fra fryseren. Og det koster også mere på elregningen, når fryseren har is på siderne og ikke fryser optimalt. Men der er flere ting, du kan gøre for at undgå eller i hvert fald udsætte rim i fryseren. Og selv om de fleste frysere i dag er selvafrimende, kan de desværre godt samle rim alligevel.

Almindelige frysere, der ikke er selvafrimende, samler nogle millimeter frost hver måned og kræver afrimning. Hvis ikke man afrimer fryseren eller køleskabsfryseren jævnligt, kan madvarerne få frost på sig, og pølserne hænger sammen i en isklump.

Åbn fryserdøren så lidt som muligt

Det er en god idé  ikke at åbne døren til fryseren for ofte eller i længere tid ad gangen. For hver gang, du åbner lågen til fryseren, strømmer den kolde luft ud, og der kommer varm luft ind i fryseren. Fugtigheden i den varme luft skaber kondens i fryseren og sætter sig på væggene og bliver til is. 

Organiser din frysers indhold

For at undgå, at døren står åben for længe ad gangen, er det praktisk at organisere sin fryser, så det er let at finde, hvad du skal bruge. Sørg for tydelige mærkater, og placer kød for sig, grøntsager et andet sted og brød og kager i en helt tredje afdeling af fryseren, så du nemt kan finde rundt.

Kom kun kold mad i fryseren

Der skal kun kold mad i fryseren. For varm eller lunken mad skaber fugt i fryseren, og fugt fører til frost og is i fryseren. Hvis du har varm mad, der skal i fryseren, så kom det først i køleskabet, og lad det køle ned, inden du stiller det i fryseren.

Tør vand og fugt af mad, inden du kommer den i fryseren

Mad skal være tør, inden den får plads i fryseren. Hvis der er kondens på pakken med kød eller posen med ærter, er det en god ide at tørre kondensvandet af, inden du lægger den i fryseren. Så undgår du unødigt vand og is i fryseren.

Lukker din fryser helt tæt?

Hvis der bliver ved med at danne sig rim og is i din fryser, kan det skyldes, at den ikke lukker helt tæt, og at der siver varm luft ind i den. Du kan tjekke om fryseren lukker tæt, ved at smække fryserdøren over et stykke papir. Når døren er lukke om papiret skal det være svært eller umuligt at trække papiret ud, uden at det knækker, så lukker fryserdøren ordentligt. Kan du derimod nemt trække papiret ud af den lukkede dør, har din fryser et problem. 

Måske skal der ikke andet end et ekstra puf til for at få døren til at lukke. Det kan også være, du skal skifte gummilister. Du kan også tjekke om din fryser står i vatter. Gør den ikke det, kan det gøre lågen skæv og resultere i, at den ikke lukker tæt til.

Brug en pude, der suger kondens

Der findes også teknologiske løsninger, der kan hjælpe fryseren og dig, så du ikke behøver afrime fryseren gang på gang. Der findes en lille pude, der suger fugt fra fryseren, og som ikke fylder mere end en pose isterninger. På engelsk hedder den’anti-frost mat’ og på svensk ’Mirakelkassetten för frysen’. Den kan købes i forskellige udenlandske webbutikker til et sted mellem 100 og 175 kroner. Den lille pude suger kondens til sig, så fugten samler sig i posen og ikke i fryseren. Den virker cirka 3 år, før den skal skiftes.

Se, hvad vi ellers skriver om: #rengøring, #frost og #fryser