Sådan tilbereder du blåmuslingerne

Muslinger fra A til Z. Se hvordan du fjerner muslingernes skæg, hvor lang tid du skal dampe dem, og husk, at du kan bruge skallen som ske.

Damp kun muslinger i ganske kort tid. De må ikke få mere end tre minutter.

Kog muslinger, før du fryser dem

Blåmuslinger skal være levende, når de tilberedes. Derfor skal friske muslinger ikke fryses. Levende muslinger er lukkede, når man køber dem. Når de dampes eller koges, dør de. Lukkemusklerne slappes af, og muslingerne åbner sig, og det er tegn på, at muslingerne var levende, da de blev dampet.

Rens muslinger

Læg muslingerne i din rengjorte køkkenvask, skyl dem med lidt vand, gnub dem mod hinanden, eller skrub dem eventuelt med en hård børste, og skyl dem igen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kig på muslingerne, og lugt til dem

Friske muslinger skal lugte af hav, ikke af fisk. Når du har konstateret, at lugten er rigtig, begynder du med at kassere muslinger, hvor skallen er knækket.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fjern døde muslinger

Muslingerne skal være lukkede. Det viser, at de er i live. Hvis muslingen er lidt åben, og du er i tvivl, kan du klemme på den og se, om lukkemusklen reagerer. Hvis den gør det, er muslingen stadig levende og okay. Kasser den i modsat fald.

Fjern skægget

Muslingerne kan have skæg, som er de tynde tråde, de bruger til at holde sig fast med på bunden af vandet. Får du ikke fjernet alle trådene nu, kan du pille resten af, når muslingerne er dampet.

Damp muslingerne kort

Muslinger skal tilberedes i kort tid, ellers bliver de tørre og indskrumpede og mister smag og sødme. 2-3 minutter er tilstrækkeligt. Det er en god idé at bruge en dyb sauterpande. Svits rensede og snittede grøntsager på panden, for eksempel løg, gulerødder og hvidløg, et par minutter. Mens panden damper godt, hældes hvidvin eller vand på, og muslingerne dampes i vandet. De skal åbne sig under dampningen. Det beviser, at de er i live. Kasser muslinger, hvis de er lukkede. En korrekt dampet musling har fået så meget, at den har sluppet kanterne, men fylder stadig skallen ud og er saftig og blød.

Brug skallen som ske 

Når du spiser muslinger, kan du bruge en tom skal som spiseredskab. Skrab muslingen ud af sin skal med den tomme muslingeskal, brug den som gaffel og spis muslingen. Muslingeskallen, der er tilovers, er måske fyldt med lækker hvidvinssuppe, muslingerne er kogt i. Når du har tømt skallen for muslingen, kan du drikke suppen fra skallen.

Læs mere om