Sådan sparer du på strømmen i dit køleskab

Køleskab og fryser står for 14% af elforbruget i en typisk husstand. Kan du spare på strømmen, vil det derfor hurtigt kunne mærkes på din elregning. Samvirke viser dig, hvordan du kan spare på strømmen i køleskabet.

Hold den rigtige temperatur, og sørg for, at listen rundt om køleskabsdøren er tæt. Sådan lyder 2 af energisparerådene, når det gælder køleskabet.

Tjek, om listen ved døren slutter tæt

Køleskabsdøren skal slutte helt tæt. Du kan tjekke, om den slutter tæt, ved at sætte et stykke papir i klemme. Papiret skal blive siddende, når du lukker døren til køleskabet. Listen skal også være hel og uskadet.

Hav luft bag køleskabet, og rengør gitteret

Tjek, om der er lidt fri plads bag køleskabet. Køleskabet skal kunne komme af med varmen via de ribber, der findes på bagsiden. Derfor skal der være nogle centimeter til nærmeste væg. Sørg også for afstøve ribberne jævnligt. Det mindsker strømforbruget, for støvet holder på varmen.

Temperaturen skal være 5 grader

Dit køleskab skal holde en temperatur på 5 grader. For hver grad, du sænker temperaturen under 5 grader, stiger køleskabets elforbrug med 5%. Er temperaturen højere, går det ud over levnedsmidlernes holdbarhed. Temperaturen kontrolleres bedst ved at placere et termometer i et glas vand midt i køleskabet i et døgns tid.

Tø op i køleskabet. Det giver ”gratis” strøm

Du får en times elforbrug foræret for hvert kilo frossent kød, der bliver optøet i køleskabet. Og det giver det bedste resultat både med hensyn til hygiejne og kvalitet, hvis dine frosne ærter, kød og lignende tør langsomt op.

Vælg den rigtige størrelse køleskab

Find et køleskab i den størrelse, du skal bruge. Ikke større. Der er ingen grund til at bruge energi til at afkøle mere, end du skal bruge. Som tommelfingerregel skal 1 person bruge 100 liter plads. Efterfølgende personer skal bruge 50 liter køleplads. En familie på 4 personer skal altså bruge et køleskab på 250 liter.

Lad varm mad køle af

Sæt varm mad uden for køleskabet lidt, inden du sætter det ind. Jo koldere maden er, når den kommer i køleskabet, jo mindre energi skal køleskabet bruge. Sæt mad til afkøling i en kasse udendørs om vinteren.

Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at du højst lader mad stå på køkkenbordet i en halv time.

Undgå kølefryseskab

Du risikerer at køle luften i køleskabet, selvom det er fryseren, der har brug for nedkøling, og det er dyrere på energiregningen. Typisk har et kølefryseskab nemlig kun én termostat og én kompressor, som reagerer, både hvis køleskabet eller fryseren bliver for varm. Så har du plads til det, bør du undgå et kombineret køle- og fryseskab.

Gå efter mange plusser

Kig efter A+-mærket, hvis du skal skifte dit køleskab til et nyt. Gå efter så mange plusser som muligt, da det giver bedst økonomi på langt sigt. Du kan også se det årlige energiforbrug på energimærket.

Se, hvad vi ellers skriver om: #miljø, #energi, #økonomi, #køkken og #spareråd