Sådan plejer du dit skæg

Varme klude, creme og omhyggelighed. Rasmus Helbo, der ejer barber- og frisørsalonen Helbos i Odense, giver dig gode råd til, hvordan du vasker, plejer og klipper dit skæg.

Regelmæssig vask og god creme er nogle af rådene til et flot, velholdt skæg.

Vask skægget, når du vasker hår

Skæg er moderne, og et skæg skal passes og plejes, hvis det skal se godt ud. Sådan lyder det fra Rasmus Helbo, der ejer Helbos Herresalon i Odense. Her kan mænd i alle aldre blive klippet eller barberet.

»Hvis man vælger at få skæg, skal man også vedligeholde det. Ellers får du samme forhold til dit skæg som til en gammel Lada, hvor du er ligeglad med buler og ridser. Eller om bilen kan køre. Du skal sørge for at se ordentlig ud,« fortæller Rasmus Helbo.

En af grundreglerne for at pleje skægget er, at man skal vaske det.

»Vask skægget, når du vasker hår. Du kan i princippet bruge din hårshampoo. Vask og skyl først håret. Dernæst kan du vaske og skylle dit skæg,« siger Rasmus Helbo.

Brug en god creme under skægget

Selvom du har skæg, skal du pleje din ansigtshud. Har du et kort skæg, trimmer du det jævnligt. Når du trimmer efter en vask, bør du bruge en varm klud på skægget eller vaske dit ansigt med varmt vand. Varmen åbner porerne i huden, og på den måde kan du få renset huden. Også hvis den er lidt irriteret.

»Når huden varm og ren, kan du give din hud lidt creme, så du får fugtighed til din hud. Efter cremen skal du bruge en kold klud eller tage lidt koldt vand i ansigtet. Det lukker porerne igen, og din hud er god beskyttet,« siger Rasmus Helbo, der ikke vil anbefale at bruge skægolie, medmindre man går efter det meget shiny look.

»Olie får nemt skæg og huden under til at se fedtet ud. Samtidig øges risikoen for bumser,« siger Rasmus Helbo.

Du kan bruge voks til at forme dit lange skæg

Har du længere skæg, skal du som udgangspunkt pleje dit skæg på samme måde som det korte skæg:

  • Vask og skyl håret
  • Vask og skyl så skægget
  • Brug en ansigtscreme på ansigtshuden
  • Gnub cremen ind

Giver du også skægget lidt fugtighedscreme beregnet til formålet, får du et blødere skæg, der er nemmere at styre.

Få styr på cykelstyret

Har du lidt længere overskæg, så oplever du på et tidspunkt, at længden kan drille lidt. Især når du spidser enderne. Kan du klippe håret tættest på læben selv, så det ikke sidder og stritter, kan det hjælpe dig.

»Vil du have langt overskæg eller et ægte cykelstyrsskæg, kan du få en særlig skægvoks, så du kan forme skægget. Skægvoksen giver et flot look, holder bedre og fedter mindre, end hvis du forsøger med din hårvoks,« forklarer Rasmus Helbo.

Brug kammen til at måle – og undgå dobbelthager

Når du skal klippe i dit skæg, kan du forme dit ansigt med trimmeren. Har du »fodboldkinder«, dem af den runde slags, skal skægget klippes lidt kortere på kinderne end på hagen. Har du et langt ansigt, kan du klippe skægget lidt kortere på hagen end på kinden.

»Skæg kan også fremhæve en dobbelthage – eller give dig en, selvom du ikke har en i forvejen. Hold en kam op mod undersiden af din hage. Klip skægget op til det punkt på halsen, som kammen rammer, og sørg for at trimme skægget i en pæn linje. Det gælder mest ved lidt kortere skæg,« fortæller Rasmus Helbo.

Se, hvad vi ellers skriver om: #hår, #skæg, #mænd og #kroppen