Sådan overlever din teenager – trods kosten

Pizza, cola, kager, slik og chips. Teenageren grovgnasker fedt og sukker, men vokser alligevel.

Jo ældre børn, jo mere sukker

I den seneste skolebørnsundersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010 har man opgjort, hvad børn i forskellige aldre spiser.

  • Over en fjerdedel af drengene på 15 år og lidt under en fjerdedel af pigerne i samme alder – henholdsvis 27 og 22 procent – spiser chokolade og slik hver dag.
  • Og næsten hver tredje dreng i den alder, 31 procent, drikker sukkerholdig sodavand hver dag, mens langt færre 15-årige piger, 13 procent, gør det samme. For begge køn gælder det, at deres sukkerindtag stiger med alderen.
  • Til beroligelse spiser de unge også frugt og grønt. 65 procent af drengene og 84 procent af pigerne på 15 år får den slags sunde sager hver dag.

Han påpeger, at selv hvis teenagere fortsætter med at spise usundt i en længere periode, vil de normalt vælge noget forskelligt og også jævnligt få eksempelvis almindelig aftensmad og lidt frugt.

»Som hovedregel kan man regne med, at de danske teenagere får det i kosten, de har brug for til at vokse og udvikle sig. Det skal virkelig være ekstreme madvaner, før det går ud over væksten, når man lever i et samfund med generel overflod som vores. Det er jo ikke, fordi de ikke får noget at spise,« siger Christian Mølgaard.

En del af teenagelivet

Der er altså ingen grund til at bekymre sig for voldsomt, hvis man har teenagere, der svælger i dårlig mad, medmindre de er syge eller overvægtige. Det er nærmest en integreret del af det at være teenager at gå egne, usunde kostveje. Der er naturligvis forskel på, hvor meget de går amok, men generelt spiser de dårligere end både yngre børn og voksne, bekræfter seniorrådgiver Sisse Fagt, DTU Fødevareinstitut:

»Teenagere spiser per definition usundt og uregelmæssigt, men de er ikke decideret fejlernærede. De spiser generelt meget sukker, men får også en hel del mineraler, vitaminer og kostfibre. Det virker nærmest, som om det er en livsfase, de skal igennem. De retter ind igen kostmæssigt, når de bliver lidt ældre.«

Så hvis teenageværelset er svøbt i slikpapir, henslængte sodavandsflasker og tømte pizzabakker, kan man trøste sig med, at det er en overgangsfase. Lektor Christian Mølgaard siger:

»Kost handler meget om identitet, og når børn bliver teenagere, er det ikke altid lige smart at sidde og gnave i en gulerod. I dag er der meget fokus på kost, men man skal huske, at der er meget stor forskel på, hvad der er optimal kost, og hvad der skal til for at udvikle mangelsygdomme. Man behøver ikke følge kostrådene hver dag for samlet at få det, man har behov for – heller ikke som teenager.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #fastfood, #kost, #teenager og #vægt