Sådan opvarmer du din leverpostej

Lun leverpostej med champignon og ristet bacon er som regel et hit på frokostbordet. Samvirke har talt med Grethe Andersen, chefkonsulent for måltider og ernæring hos Danish Meat Association for at høre, hvordan man luner postejen bedst, og om der er noget, man skal tage hensyn til.
Sådan en frokostmad kan være svær at gå forbi.

Der er 3 måder at gøre det på

Når du skal varme din leverpostej op, hvadendten den er købt eller hjemmebagt og nedkølet, er der 3 måder, der er ligetil. Herunder kan du se, hvad der er godt og skidt ved dem.

Mikroovn

Fordele: Det går stærkt, og det er let at varme lidt af gangen efter behov.

Ulemper: Når du opvarmer i mikroovnen, holder postejen ikke formen og bliver gerne lidt smattet at se på. Desuden skal du tage postejen ud af folien, da du ikke må putte metal i en mikroovn.

Vandbad i gryde

Fordele: Du undgår tørre kanter, og postejen holder formen nogenlunde.

Ulemper: Fylder du for meget vand i gryden, flyder det ned til postejen. Måden er bedst til at lune og ikke til genopvarmning, og skorpen bliver lidt blød.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Ovn

Fordele: En postej opvarmet i ovnen holder formen og får en sprød skorpe.

Ulemper: Glemmer du postejen, eller skruer du ovnen for højt op, kan postejen godt blive tør og hård i kanterne.

Generelle tips og råd

 

  • Varm din leverpostej op i den skål, den skal serveres i.
  • Varm ikke mere, end du skal bruge, for når du varmer det samme op flere gange, øger du risikoen for bakteriedannelse.
  •  Varmer du det samme op igen, skal kernetemperaturen være 75 grader.