Sådan klarer du at have syv børn og stadigvæk have kærestetid

Det lyder som en kabale, der er umulig at få til at gå op: job, studium, vuggestue, børnehave, skole og syv børn med hver deres aktiviteter. Løsningen er forældre, der er meget hjemme, har droppet egne hobbyer og sover meget lidt - så går syvkabalen op

En torsdag aften i pizzaens navn.

Fuld fart og multitasking

Simone på 7 år laver matematikopgaver sammen med Jonas på 5. Mor Sille taler med Sebastian på 12 og Kaya på 11 om dengang, den lokale skole lukkede. Samtidig giver hun  Emil på et år en riskiks og guider Oliver på 14 til at finde et målebånd, der er blevet væk. Far Karsten er lige kommet hjem fra job og er i bad. Emil hyler højt og vil ned fra sin stol. Han finder en gammel mobiletelefon uden batteri og går rundt og siger »hej hej«, og William på ni fortæller, at han må få en mobiltelefon om et år, når han fylder 10.

»Jeg havde ikke planlagt at skulle have mange børn. Oliver kom, da jeg kun var 17 år, og det var bestemt ikke meningen. Men så kom han og var helt fantastisk,« siger Sille Andersen, der er 31 år og mor til de syv børn. 

Måtte omtænke karrieren

Indtil for to år siden arbejdede hun som souschef i Netto, men i øjeblikket studerer hun på et-årig hf for at kvalificere sig til at læse til lærer.

Hendes mand Karsten Højbo Andersen havde slet ikke tænkt sig, at han ville have børn. Han dyrkede atletik på eliteplan og havde travlt med sin sport, da han mødte Sille, der på det tidspunkt havde fire børn.

»Men så blev Sille gravid ved en fejltagelse, og jeg fik en skade i låret, så jeg ikke kunne træne mere, og så fik vi Simone,« siger Karsten, der er 34 år og far til de tre yngste børn. 

Han er lastvognsopbygger og har dyrket hammerkast, indtil lårskaden satte en stopper for det, og han helligede sig familielivet.

De syv børn bor primært hos Sille og Karsten, men de fire store er hos deres far hver anden weekend, medmindre de hellere vil blive hjemme i Guldager i nærheden af Esbjerg.

»Når man har syv børn, kræver det meget struktur og faste rytmer at få hverdagen til at fungere,« siger Sille. 

I familien Andersens bryggers midt i huset hænger en tavle. Her kan familien få et visuelt overblik over slagets gang. Her står, hvad familien skal have at spise til aften de næste par dage, hvornår mor og far kommer hjem fra arbejde, hvor mange lommepenge hvert barn har sparet op, og hvilke dage de forskellige børn har idræt i skolen.  

Seks børneværelser er nødvendige

De fem midterste børn går til gymnastik i fritiden, og Sille underviser selv på de mindstes gymnastikhold. Hun har tidligere dyrket gymnastik på konkurrenceplan. 

Emil på et år går ikke til noget endnu, og Oliver på 14 går til badminton og skydning, hvor salonriflen har ført ham til DM i skydning to gange. De fem midterste børn bliver kørt til deres fritidsaktiviteter, kun Oliver transporterer sig selv.

Ud over den store tavle er en af de vigtige ting, der får hverdagen til at fungere og mindsker konfliktniveauet med så mange børn i forskellige aldre, at næsten alle børn har deres eget værelse, undtagen Simone på 7 og Jonas på 5, der deler.

Kaya og Sebastian hjælper med at lave pizzaer. De laver tre bradepander. Simone laver salat. Og da alle har spist, rydder Karsten køkkenet op og laver bolledej, der senere bliver til 27 boller. Sille tager Emil og Jonas i bad i badekarret. Simone tager et brusebad, og William overtager badekarret, da de to mindste er færdige.

»Der er lige en halv til en hel time om aftenen, hvor der er rigeligt gang i den,« siger Sille og fortsætter henvendt til Jonas »en, to, tre«, og Jonas læner hovedet tilbage og får børstet tænderne. Sille forsøger samtidig med kroppen at blokere for lille Emil og forhindre ham i at kravle tilbage i badekarret og gøre nattøjet vådt.

Seks ud af syv børn er fortidligt fødte

Da Sille og Karsten havde fået to børn sammen, og de altså havde seks børn i alt, blev Sille steriliseret, fordi hun blev ved med at føde meget for tidligt. Og Karsten og Sille havde talt om at adoptere et barn, hvis de ville have flere. Men hun blev gravid alligevel  – steriliseringen havde ikke virket. Så kom Emil til verden. Næsten tre måneder for tidligt. Han fik to hjerneblødninger og lå i respirator. Det var ekstremt hårdt for familien, og Karsten beskriver det som »én stor dårlig samvittighed over for de andre børn«, at han skulle være på hospitalet og hjemme og på arbejde på en gang. Men her halvandet år efter ser Emil ud til at klare sig godt. 

Om de skal have flere børn

»Jeg har lært ikke at svare nej på det spørgsmål, for jeg sagde også, at jeg ikke ville have flere børn efter nummer fire, og så kom der tre mere. Men hvis vi skal have flere, vil vi adoptere,« siger Sille. 

Det er Karsten enig i. Han siger, at han er blevet 10 år ældre, hver gang de har fået et for tidligt født barn, fordi man bliver så bange for, om de skal klare sig.

»Jeg tror ikke, vi skal have flere børn. Nu skal vi bare nyde,« siger Karsten.

Og han nyder at have mange børn og kan godt være lidt træt af de negative reaktioner, han møder, når han fortæller, at han har syv børn. 

»Hvorfor gøre børn op i kartofler,« siger Karsten og trækker irriteret på skulderen over de kommentarer, han ofte møder: Så må I godt nok skulle skrælle mange kartofler, eller der må godt nok være meget vasketøj. Og jo, der skal skrælles mange kartofler, og vaskemaskinen kører 4-6 gange om dagen med syvkilos portioner, men det, Karsten gerne vil fremhæve ved at have mange børn, er glæderne:

»Tænk hvis vi kun havde to børn med i sommerland om sommeren.« 

Og Sille fortsætter: »Så ville der jo kun være to børn til at komme med sjove kommentarer og spørgsmål.«

»Jeg kan slet ikke forestille mig at sidde rundt om bordet, hvis vi kun var to børn og to voksne. Det må være kedeligt,« siger Karsten og fortæller om hver anden weekend, hvor nogle af de store børn tager op og besøger deres biologiske far. Så ringer Sille og Karsten tit efter farfaren, fordi det er lidt tomt kun at være fem omkring bordet. Og allerede når de når til lørdag morgen, siger de små, at de savner de store. 

Man keder sig aldrig

Børnene selv har blandede meninger om det at have mange søskende, og Sebastian gør status over sin store familie således:

»Man keder sig aldrig, men det kan godt blive lidt hektisk om morgenen. Du har på en måde altid nogen, du kan lave noget med. Og det er kun i yderste nødstilfælde, jeg sætter mig ned på mit eget værelse alene og spiller Playstation.«

Han fortæller også, at William og ham »er ret meget på nakken af hinanden«, og at det er lidt som en »brødrekrig« til tider. Oliver på 14 synes, det kan være lidt for meget at have så mange søskende.

»Der er ret meget larm, men til gengæld er det hyggeligt med det selskab, man har,« siger han. 

Jonas på 5 kommer gående hen til Oliver og putter sig ind i hans armhule. Oliver lægger armen om ham, og Jonas spørger, om han vil hjælpe ham med at sortere alt legoet i farver. Det orker Oliver ikke, han har lidt ondt i hovedet, fordi han lige har været syg. 

Sille kommer ned til bordet, hvor de andre sidder, hun har puttet Emil og givet ham flaske og været nede og sige godnat til William, som er kommet i tanke om, at han måske havde en side matematik, han skulle lave til i morgen. Den må han lave i morgen tidlig. Hun spørger, hvor Sebastian er.

»Han ser fjernsyn på sit værelse,« siger Oliver og tilføjer: »og så er han måske lidt sur«. 

Sille går tilbage ned ad gangen til Sebastians værelse, og de kommer begge tilbage efter fem minutter. Så spiser de tre ældste boller med Karsten og Sille.

»Aftenhygge er noget, de store børn har indført,« siger Sille og forklarer om de familiemøder, de holder en gang imellem. Senest var det Sille, der indkaldte til et familiemøde.

»Jeg syntes ikke, at jeg så de store børn nok. Der er fritidsaktiviteter mandag til onsdag, og de er ved at være teenagere og har mange planer. Så nu har vi aftalt, at vi alle sammen spiser sammen hver anden fredag, så vi er sikre på, vi får set hinanden alle sammen,« siger Sille.

Der skal være plads til voksentid ellers bliver man skør

Hver aften et sted mellem klokken ni og ti, når alle børn er gået i seng, er der voksentid indtil midnat, hvor forældrene går i seng. For det meste sidder Karsten og Sille i den samme sofa. Sille ser tv, og Karsten spiller Playstation. I det tidsrum skal de også smøre madpakker, og nogle gange lægger de også vasketøj sammen. Men for det meste er der to timer sidst på aftenen reserveret til hygge.

»Så står den på ren og skær afslapning. Det er vigtigt at have tid til at lade op, ellers bliver man sgu skør,« siger Karsten.

Karsten og Sille fik alle børnene passet hver tirsdag aften, før Emil kom til verden. Så havde de tid for sig selv, hvor de enten gik ud og spiste eller bare havde tid til at tage en tur ud og handle. Men det kan de ikke mere, fordi Emil er for skrøbelig til at blive passet.

De voksne har heller ikke meget tid alene hver for sig. Det meste af deres sociale liv er sammen med deres børn og de af deres venner, der har børn. Mange af Karstens gamle venner er faldet fra. Sille mødes af og til med en veninde alene, men oftest har de gæster hjemme, og de er sjældent alle sammen ude og besøge nogen. 

De voksnes fritid i løbet af dagen er begrænset, men Sille holder et par rygepauser og går udenfor og får en halv smøg og lidt fred. 

»I weekenderne får jeg også tit lov at sove længe. Min mand har heldigvis ikke brug for så meget søvn,« siger hun. 

Karsten sover kun omkring 4-5 timer om natten, fordi der er særligt travlt på hans arbejde for tiden.

Se, hvad vi ellers skriver om: #børn, #parforhold og #afslapning