Sådan gør du, når kufferten bliver væk på flyrejsen

Når kufferten bliver væk, kan det være nødvendigt at købe en ny tandbørste, et par underbukser og måske en t-shirt, så de første kuffertløse dage kan klares. Se, hvad du har ret til her.

Hvert år bliver mere end 25 millioner kufferter væk for flyselskaberne.
52 procent af kufferterne forsvandt, da passagererne skiftede fly, 16
procent nåede aldrig med samme fly som kuffertens ejermand.

Andre bliver typisk væk, fordi der er problemer med billetterne eller bagagemærket går i stykker eller ikke kan læses.

Bliver kufferten forsinket eller væk, så kontakt selskabet, der håndterer bagagen

Hvis
din bagage bliver væk eller ikke dukker op på båndet, når du ankommer
med dit fly, skal du kontakte det selskab, som håndterer bagagen. Oftest
har lufthavnen en eller flere diske i ankomstområdet.

Husk at udfylde skaderapporten og få en kopi

Når
du anmelder en kuffert forsinket, skal du udfylde en skaderapport, der
forkortes PIR, som står for Property Irregularity Report. Husk en kopi
af rapporten.

Rapporten indeholder oplysninger om din kuffert og
dine kontaktoplysninger – og er en forudsætning, hvis du vil forenes
med dine ejendele.

Husk at anmelde krav om erstatning senest 21
dage efter, du har modtaget bagagen igen efter forsinkelse - eller 21
dage efter kufferten blev væk, hvis den ikke er dukket op igen.

Du får ikke nyt tøj, hvis kufferten bliver forsinket på hjemrejsen

Fly- eller rejseselskaberne skal dække:

  • rimelige omkostninger – typisk en tandbørste, lidt undertøj eller lignende, hvis din kuffert er forsinket til den kommende dag
  • nyt
    tøj og lignende, hvis kufferten er væk i flere dage på din udrejse.
    Sker forsinkelsen på hjemrejsen, formodes du at have ekstra tøj hjemme
  • dine
    omkostninger på op til 1000 SDR. SDR står for special drawing rights,
    og er en gennemsnitskurs på fem valuater. 1 SDR er cirka 9 danske
    kroner. (15. juni 2010)

Når kufferten bliver beskadiget kan du få erstatning

Ødelægger
lufthavnen eller flyselskabet din kuffert, har du ret til at få
erstatning, så du kan købe en ny eller erstatte de ting i kufferten, der
er gået i stykker.

Sådan gør du:

  • sørg for at anmelde din skade i lufthavnen
  • smid ikke kufferten eller de ting, der er i stykker ud, før sagen er afgjort
  • indgiv kravet om erstatning inden syv dage efter bagagen er modtaget

Beløbet vurderes i hver enkelt sag

Du
har ret til at få erstattet op til 1000 SDR. Flyselskabet eller
handlingagenten vil typisk give dig lov til at købe en kuffert eller
toiletartikler, tøj og lignende for et bestemt beløb.

En konkret
vurdering i hver sag vil afgøre hvor mange af de 1000 SDR, du kan bruge
til nye indkøb. Man kigger her på, hvor længe, du har måttet undvære
bagagen.

Værdigenstande skal anbringes i håndbagagen


Visse ejendele og genstande skal anbringes i håndbagagen, da de
ellers ikke vil blive erstattet. Det drejer sig særligt om
værdigenstande (smykker, ure mv.) samt elektroniske og tekniske
genstande.


Hvis de er anbragt i den indchekkede bagage, kan du risikere, at du ikke
får erstatning, hvis bagagen bortkommer eller bliver beskadiget.

Se, hvad vi ellers skriver om: #gode råd, #rejse, #kuffert og #fly