Sådan gør du med juletræet efter jul

Du behøver ikke kassere juletræet, når juletræspynten er pillet ned. Her kan du få gode ideer til, hvordan du kan genbruge dit juletræ.

Juletræet kan gøre meget godt også efter, at juletræspynten er pillet ned. Udnyt både grene og stamme udenfor såvel som indenfor.

Beskyt dine roser med grene fra juletræet

Fra januar til april kan temperaturen nå helt op på + 20 grader på sydsiden, når solen skinner, og står solen lige ned på dine rosenplanter, stiger planternes fordampning. Er jorden samtidig bundfrossen i rodzonen, kan rosenplanterne ikke erstatte det fordampede vand med nyt, og de tørrer ud og dør.

For at beskytte roserne mod vintersolen, kan du klippe grenene af dit juletræ og stikke dem ned i jorden foran rosenplanterne, som skygge.

Husk også, at podningsstedet på rosenplanterne helst skal være dækket af 5-10 cm jord eller kompost. Hvis podningsstedet udtørrer, dør hele planten.

NB! Grangrene er til gengæld ikke særlig effektive som beskyttelse mod frost – for eksempel i forbindelse med sarte stauder. Her er det bedre at dække stauderne med et tykt lag blade med et tyndt jordlag over for at forhindre bladene i at flyve væk.

Brug juletræstammen som brænde

Grantræ er udmærket brænde, trods myter om det modsatte. Sav stammen i passende stykker og lad træet tørre mindst en sæson og helst hen over de tidlige forårsmåneder, da brændet tørrer mest her.

Læs flere tips til, hvad du kan bruge juletræet til efter jul

Lav klatregrene til ærterne

Gem grangrenene til sommer og brug dem som klatregrene for dine ærter i køkkenhaven. Her kan du også bruge grene fra vinterbeskæringen af dine løvfældende buske.

Kværn juletræet til flis til haven

Med en flishakker kan du lave flis af dit juletræ. Juletræsflis er godt som topdressing i surbundsbede med for eksempel rhododendron. Granflis er længe om at blive nedbrudt og har dermed en længere virkning end en topdressing med løvblade.

Få juletræet afhentet

I nogle kommuner kan du i januar sætte juletræet ud sammen med din dagrenovation, hvor det vil blive afhentet og lavet til kompost. Tjek din kommunes hjemmeside for info. Du kan naturligvis også selv aflevere juletræet på genbrugspladsen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #genbrug, #jul, #have og #juletræ