Sådan gør du dine havemøbler af træ forårsklar

Før du får set dig om, er det sommer, og så kan du sikkert finde på noget bedre at bruge din tid på end at slibe og oliere havemøbler. Se derfor at komme i gang nu, for havemøbler af træ bør du slibe og give olie hver forår. Samvirke forklarer hvordan.

Vælg den rigtige olie eller maling til havemøblerne

  • Vælg altid en olie eller maling af god kvalitet – det betyder virkelig en forskel.
  • Vælg en olie, der passer til den type træ, dine møbler er lavet af.
  • Vil du beskytte havemøblerne mod solens uv-stråler, skal du vælge en træolie med farvepigmenter.
  • Vælg ikke en farveløs træolie, da den ikke beskytter effektivt mod uv-stråler.
  • Bed om at se prøver på olien og malingen i butikken, så du kan vurdere det færdige resultat.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Rengør brugte havemøbler grundigt

  • Har du lige købt møblerne og samlet dem, behøver du ikke rengøre dem, før du giver dem olie.
  • Overvej om du vil bruge almindelig trærens i vandet, eller om du vil bruge specialprodukter til teaktræ og andre hårde træsorter. Sidstnævnte kan fjerne snavs uden at fjerne olien i træet.
  • Bland det valgte produkt i en spand med vand. Læs blandingsforhold bag på produktet.
  • Skur møblerne med en stiv børste og vandblanding.
  • Er du i besiddelse af en højtryksrenser, er den meget velegnet til rengøringen. 
  • Tør møblerne i solen eller stil dem under en overdækning, så duggen ikke fugter dem.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Slib havemøblerne grundigt ad to omgange

  • Tjek grundigt, at havemøblerne er gennemtørre.
  • Slib den ru overflade af to omgange. Benyt først et grovere sandpapir (korn 100-120) og bagefter et finere sandpapir (korn 200-300). 
  • Slib altid i træets længderetning – den vej årerne i træet løber. 
  • Børst støvrester af de slebne overfalder – benyt ikke vand. 
  • Tør evt. efter med et rent viskestykke.

Påfør olie eller maling i et jævnt lag 

  • Sørg for at male og oliere på en tør og lun dag. Undgå direkte sol. 
  • Kun maling: Giv først møblerne et dækkende lag med en grunder for et jævnt slutresultat. Lad grunderen tørre et døgns tid.
  • Opnå en optimal holdbarhed og påfør olien vådt-i-vådt med 30 minutters interval, indtil træet er ensartet mættet overalt. 
  • Især enderne på træet skal du være omhyggelig med at mætte med olie eller maling. 
  • En halv time efter sidste behandling tørres overskydende olie bort. 
  • Havemøblerne skal have mindst to lag maling eller olie for et pænt resultat. 
  • Lad møblerne tørre i et par dage og hærde igennem. 
  • Udsættes møblerne for stærkt sollys dagligt, bør du oliebehandle dem flere gange i løbet af en sommer.

Læs mere om