Sådan fortæller I jeres barn, at I skal skilles

En skilsmisse er en stor omvæltning i et barns liv, og derfor er det vigtigt, at I får fortalt nyheden om, at I skal skilles, på en ordentlig måde. En klar rollefordeling, god timing og forudaftalte svar på børnenes spørgsmål kan hjælpe med at gøre det lettere for jer selv og for jeres børn, fortæller psykolog Lene Stephensen.
Kvinde med ring

Det er afgørende, at I forbereder jer på samtalen med jeres børn, siger psykolog Lene Stephensen.

Vær enige om beslutningen 

“Mor og far skal skilles”. Det er en stor mundfuld for et barn at få at vide, at familien skal deles i to. Derfor skal I være helt enige om, at skilsmissen er udvejen for jer, inden I fortæller børnene, at I går hver til sit. Uanset om bruddet skyldes en tredjepart, eller at I bare er vokset fra hinanden, er det vigtigt, at I taler sammen og lytter til hinanden og ikke inddrager børnene i eventuelle konflikter.   

Gennemgå rollefordelingen inden

Når beslutningen om at blive skilt har bundfældet sig, skal I forberede samtalen med børnene. Hvad skal I sige, og hvem skal sige hvad? En stor del af arbejdet ligger i tiden op til samtalen, og her er det vigtigt, at I også tager højde for de ting, I ikke er enige om, så der ikke opstår uenighed under samtalen. Jo bedre forberedt I er, jo tryggere bliver samtalen for jer selv og for børnene. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sig “vi” i stedet for “jeg”

Mor og far skal begge være til stede, når nyheden om skilsmissen skal fortælles til børnene. Hvis I kan, er det også en god idé at sige “vi har besluttet at blive skilt”. Børn er gode til at gennemskue, hvis én af jer er blevet forrådt af den anden, og vil derfor ofte tage parti med den “svage” forælder, og det kan sætte barnet i en stresset situation. Når I viser, at I er sammen om beslutningen, forhindrer I, at børnene ender i en loyalitetskonflikt mellem mor og far.  

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hav svarene klar på forhånd

Børn vil ofte stille meget praktiske spørgsmål i forbindelse med en skilsmisse, så vær klar på spørgsmål om nye værelser, skoleskift, venner og fritidsaktiviteter. For at kunne svare på børnenes spørgsmål er I derfor nødt til at have aftalt nogle ting på forhånd – herunder hvordan en eventuel deleordning skal se ud. Vær desuden forberedt på og overbærende over for, at børnene godt kan stille de samme spørgsmål et par gange. 

Fortæl det op til en weekend

Fortæl om skilsmissen op til en weekend, hvor I har tid og mulighed for at følge børnenes reaktioner i kølvandet på samtalen. Nogle børn er så chokerede, at reaktionen først kommer dagen efter eller om søndagen, så giv dem tid til at sluge nyheden. Lad være med at stille spørgsmål, men gæt i stedet på, hvordan barnet har det. Sig eksempelvis: “Jeg kan godt forstå, hvis du er ked af det” eller “jeg kan mærke, at du er så stille”. Det skaber tryghed og hjælper barnet med at åbne op.

Giv ikke børnene håb

Hvis I ikke tror, at I kommer til at holde jul og fødselsdage sammen, skal I ikke give jeres børn falske forhåbninger i et forsøg på at mildne chokket over nyheden om jeres skilsmisse. Hvis det er muligt, kan I i stedet sige, at mor og far stadig er gode venner, men at I bare ikke er gode til at være gift. Lov heller ikke børnene store, nye værelser og tivoliture hver weekend, hvis I ikke kan overholde det, lyder rådet fra psykolog Lene Stephensen.