Sådan får du sagt: Du lugter!

Lider du af duftoverfølsomhed, så har du sikkert oplevet at blive syg, når du er i nærheden af mennesker, der bruger parfume. Men hvordan får du sagt, at et andet menneskes duft gør dig syg? Få gode råd her.

Duft- og kemikaliefølsomme kan få vejrtrækningsbesvær, hovedpine og have svært ved at holde sig vågne.

Dufte er personlige

Mennesker, der lider af duft- og/eller kemikalieoverfølsomhed, har det ofte svært på arbejdspladsen. Mange af dem bliver faktisk nødt til at holde op med at arbejde eller må arbejde hjemmefra. For hvordan får man fortalt sine kolleger, at man ikke kan tåle deres dufte?

»Det er meget følsom at skulle sige til et andet menneske, at man ikke kan tåle deres duft. Mange vil føle det som et angreb på deres person. De har jo puttet duften på for at gøre et godt indtryk,« siger journalist og pressekonsulent i MCS Foreningen - Foreningen for Duft- og kemikalieoverfølsomme, Joan Grønning.  

Duft- og kemikalieoverfølsomme kan få:

  • Irritation i øjne, næse og svælg
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Influenzalignende symptomer
  • Svimmelhed og omtågethed
  • Muskel- og ledsmerter
  • Træthed og manglende energi
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Hovedpine
  • Hudproblemer. For eksempel kløe, tørhed og udslæt 

Når de udsættes for: 

  • Parfume
  • Krops- og hårprodukter med parfume
  • Vaske- og skyllemidler med parfume
  • Rengøringsmidler med parfume 
  • Duftblokke og luftfriskere
  • Duftende blomster og planter
  • Tobaks- og brænderøg
  • Stege- og bilos
  • Duftolier/æteriske olier
  • Aviser og tryksager
  • Kontormaskiner. For eksempel pc, kopi og print
  • Kontormaterialer – især papir og penne
  • Organiske opløsningsmidler
  • Skimmelsvampe
  • Sprøjte midler
  • Nyt inventar for eksempel spånplader, maling, lak, lim og bolig- og tøjtekstiler 

Kilde: MCS Foreningen

Tal med chefen

Da Jonas Laurholt for godt 3 år siden blev ramt af duftoverfølsomhed, måtte han igennem en længere proces for at få det fortalt. Jonas Laurholt er fuldmægtig i Social- og Integrationsministeriet, og han valgte først at gå til sin chef, der heldigvis viste forståelse for de udfordringer, Jonas pludselig stod over for. 

Jonas’ chef mente, at Jonas med de rigtige rammer sagtens kunne blive på den arbejdsplads, hvor han på det tidspunkt havde været i 2 år. 

»Jeg har for eksempel fået enmandskontor, og det er en stor hjælp for mig. Fordi ledelsen viser forståelse for min sygdom, er det også lettere for kollegerne at gøre det,« forklarer Jonas Laurholt. 

Man kan ikke se det

En af de store udfordringer er, at man ikke kan se sygdommen. I modsætning til allergi viser den sig ikke som eksem eller rødmen i huden. Derfor opfattes duft- og kemikalieoverfølsomme ofte som hysteriske. 

»Hvis en kollega har en hund med på arbejde, og en anden kollega får allergi, så vil man jo ikke tøve med at forbyde hunden på arbejdspladsen. Men det er langt sværere, når det gælder dufte,« siger Jonas Laurholt. 

Jonas har 24 kolleger, og da han blev syg, brugte cirka halvdelen af dem parfume. I dag er 6 eller 7 stoppet for Jonas’ skyld, og det er han taknemmelig for. 

Svært at få sagt

For Jonas var det grænseoverskridende, og det fyldte ham med nervøsitet at skulle fortælle, at han ikke længere kunne tåle kollegernes dufte. I dag har han lært, at det er vigtigt, at en kollega forstår, at det ikke er kollegaen, men blot duften, Jonas ikke tåler. Samtidig forsøger han at komme med forslag til, hvordan problemet kan løses. 

Jonas siger for eksempel: »Jeg kræver ikke, at du holder op med at bruge parfume, men jeg kan bare ikke tåle at være i nærheden af dig. Derfor kan det blive nødvendigt, at jeg må ringe til dig, når vi skal tale sammen – også selv om vi sidder tæt på hinanden.«

Vær imødekommende og tålmodig

Hans råd til alle duft- og kemikaliefølsomme er, at de skal være åbne om deres sygdom på arbejdspladsen. 

  • Gå til ledelsen og forklar situationen. Hent eventuel den pjece, som Videncenter for Duft- og Kemikaliefølsomhed har udgivet. Den er baseret på videnskabelige fakta, og på den måde undgår man, at folk tror, der blot er tale om hysteri. 
  • Hav en imødekommende attitude. Det er ikke de andres problem, men sammen kan I måske finde en løsning. 
  • Vær tålmodig og få sagt fra i tide. Duftfølsomme har den udfordring, at de får kort lunte, når de er påvirkede af dufte. Derfor kan de nemt komme til at skælde ud, i stedet for at få sagt fra på en ordentlig måde. 

Når du kommer hen til kollegerne i kantinen, og der kun er plads ved siden af ham med den kraftige aftershave, så spørg om der er nogen, der vil bytte plads. Sig for eksempel: »Jeg vil gerne være i jeres selskab, men jeg kan ikke tåle duften. Kan vi bytte pladser rundt om bordet?« eller »Jeg kan ikke tåle din parfume. Er det ok, at jeg rykker lidt væk?« lyder rådene fra Jonas Laurholt. 

En fjerdedel af os bliver generet af dufte

En undersøgelse fra Videncenter for Duft- og Kemikalieoverfølsomhed viser, at cirka 25% af alle danskere oplever symptomer som irritation af luftveje og hovedpine, når de indånder dufte og kemiske stoffer. 

For en mindre gruppe – cirka 17.000 voksne danskere – er symptomerne så alvorlige, at de får både sociale og arbejdsmæssige konsekvenser. For eksempel kan de være nødt til at begrænse kontakten til familie og venner. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #allergi og #lugt