Sådan får du økologisk frugt og grønt til at holde sig længere

Økologisk frugt og grønt bliver ikke sprøjtet mod sygdomsfremkaldende organismer og kan for eksempel have svampesygdomme, som forkorter levetiden. Læg varerne på køl, og fordel frugt og grønt i 2 skuffer.
porrer ligger nyopgravede på jorden

Hygiejne er vigtig, for at grøntsagerne og frugten kan holde. Vask porrerne, hvis der er jord på, pak dem i en plastpose med huller, og læg den i køleskabet.

Brug næsen og øjnene til at bedømme, om frugt og grønt er godt endnu

Varerne skal være friske. Frugt skal dufte af frugt, grøntsager skal have en neutral duft. Gå efter uindpakkede økologiske varer, hvis du kan, så du kan lugte til dem allerede i butikken.

Køb grøntsager indendørs

Varerne skal helst være kølige og have været opbevaret køligt i butikken. Hvis du vil have så friske varer som muligt, skal du ikke købe dem, der står uden for butikken og får lys og måske også fugt.

Løg og hvidløg er nogle af de grøntsager, der ikke tåler sol eller fugt. Fugt får dem til at rådne, og lys får dem til at spire.

Læg varerne i køleskabet

Moden frugt holder længere i køleskabet end i en frugtskål ved stuetemperatur. Lad umodne frugter modne på køkkenbordet, før du lægger dem i køleskabet, hvor modningen gøres langsom eller helt sættes i stå.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Disse frugter og grøntsager skal ikke i køleskabet

  • Bananer
  • Tomater
  • Kartofler
  • Umoden avocado

Adskil varerne i køleskabet

Det er en god idé at adskille frugt og grønt i 2 grøntsagsskuffer i køleskabet. Pak gerne de forskellige produkter ind hver for sig, så kan frugter, der udskiller ethylen, ikke påvirke andre varers modning og holdbarhed.

Hygiejne hjælper på holdbarheden. Hold skufferne rene, og kig jævnligt til indholdet.

Kilde: Seniorforsker Merete Edelenbos, Institut for Fødevarekvalitet.