Sådan får du flere og flottere grøntsager i køkkenhaven

Dæk jorden til mellem planterne for at undgå ukrudt og få ekstra mange ærter i bælgen og gulerødder i jorden, hvis jorden omkring rødderne er blød. Samvirke og giftfri-have.dk guider dig til at få en bedre køkkenhave.

Det siges, at hvis man planter gulerødder og løg i rækker skiftevis, skulle de holde løgfluer og gulerodsfluer væk.

Bar jord skal dækkes

Ukrudt finder nemt vej til den bare jord mellem køkkenhavens planter. Sørg derfor for, at der ikke er bar jord i køkkenhaven. Mellem rækkerne kan man så bunddække eller lægge græsafklip, halm, blade eller kompost.

Dækker du jorden til, forhindrer du også vandet og næringsstoffer i at fordampe.

Hold jorden sund med sædskifte og møg

Har man en større køkkenhave, er sædskifte vigtigt for at optimere udbyttet. Undgå at dyrke de samme ting på det samme sted år efter år – så undgår du at man udpine jorden.

Undgå kunstgødning. Kunstgødning svækker planternes modstandskraft over for sygdomme og skadedyr. I stedet for kunstgødning kan man bruge grøngødning, kompost eller møg.

Rødder skal have løs jord

Gulerødder og andre sorter, der stikker dybt ned i jorden skal have løs jord. Jorden skal være løs i et par spadestiks dybde. Er jorden meget fed, kan man overveje højbede med en blanding af kompost. Ærteplanter kan også godt lide løs jord.

Varm jord tager godt imod frø

Det er vigtigt, at frøene får en god start. Tjek på frøposerne, hvor varm jorden skal være, før du kan så direkte i jorden. Til gulerødder skal jorden være minimum 4 grader, men helst omkring 8 grader. Er jorden koldere, og vil du gerne tidligt i gang, kan du så og bagefter dække til med glas eller plastik. 

Så flere gange

Nogle afgrøder kan sås flere gange i løbet af sæsonen. Eksempelvis gulerødder og salat. Sår man løbende gennem forår og forsommer, får man også et løbende udbytte i sommeren og sensommeren.

Luger du tidligt, skal du luge mindre

Vær tidligt ude med lugning, så ukrudtet ikke når at smide frø. Fjern også snegle allerede tidligt på sæsonen og kig grundigt efter flere snegle, når du ser en. På den måde når sneglene ikke at etablere sig i din have.

Lad fuglene hjælpe dig

Fuglene kan også hjælpe dig med at holde ormene væk fra dine salathoveder. Så sørg for at skabe gode vilkår for havens fugle, så de kan hjælpe med at holde skadedyrene nede. Fugle kan godt lide en have, der ikke er alt for pæn. Her må gerne ligge en bunke kvas og være gode gemmesteder. Sæt fuglekasser op, sørg for vand at drikke til fuglene og foder dem hele året.

Se, hvad vi ellers skriver om: #grøntsager, #bæredygtighed, #have, #havearbejde, #gulerødder og #køkkenhave