Sådan får du din hund og kat til at enes

Mange drømmer om at holde både hund og kat, og det kan også komme til at fungere fint. Dyrlæge Paulette Topsøe-Jensen med speciale i familiedyr har i flere omgange gjort sig erfaringer med hund og kat samtidig. Her er hendes bedste råd.

Det er lettest at få en killing og en voksen hund integreret med hinanden.

Killing og voksen hund er det bedste match

Det er ikke uden grund, at man ofte karakteriserer et dårligt ægteskab ved at sige, at de lever sammen som hund og kat. Fra naturens side er det ikke det letteste i verden. Men det er slet ikke umuligt.

»Det er lettest at få en killing og en voksen hund integreret med hinanden, mens en voksen kat og en hvalp tager noget længere tid, fordi den lille hvalp hele tiden vil klø på med krum hals, og det gider den voksne kat bare ikke. Her er det en fordel, hvis hvalpen stammer fra en opdrætter, der selv har kat, fordi hvalpen da allerede har lært at acceptere katte,« siger dyrlæge Paulette Topsøe-Jensen.

Kig også på den hund eller kat, du har derhjemme. Hvis den hjemmeboende hund tidligere i livet har været i nærkontakt med naboens kat, eller hvis den hjemmeboende kat gentagne gange har været jagtet rundt af naboens hunde, er chancen for succes noget mindre.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Giv samlivet en god start

Hvis de 2 naturlige fjender kommer skævt ind på hinanden allerede fra starten, kan målet med en fredelig sameksistens blive besværliggjort, for ikke at sige umuliggjort. Derfor skal man tage det gelinde i starten.

»Der er der nogle klare spilleregler. Generelt er det sådan, at indendørs bestemmer katten og udendørs bestemmer hunden – i hvert fald i begyndelsen,« siger dyrlægen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Adskil dem i forskellige rum i huset

Til en start skal man adskille hund og kat inden døre.

»Det er en god idé at installere katten i dens eget rum, hvor den har sine ting. Sæt en lille krog på døren, så dyrene kan snuse til hinanden gennem en sprække uden at komme i nærkontakt. Senere kan man lukke dem ind i samme rum, mens man holder nøje øje med, hvad der foregår,« siger hun.

Begge dyr skal føle sig sikre

Når katten og hunden bringes sammen, kan hunden med fordel for en tid holdes i snor, mens katten udforsker sit nye miljø. Der gælder om at få begge dyr til at føle sig sikre, når den anden er i nærheden. Under hele processen er det vigtigt med rigelige belønninger.

Mens katten indendørs har mange muligheder for at gemme sig eller smutte væk, er det anderledes udendørs. 

»Her vil hunde, der ikke er vant til katte, jage katten, det vil sige, at katten er meget mere sårbar. Derfor skal man aldrig ikke lukke hund og kat ud samtidig, fordi det ofte vil resultere i, at hunden begynder at jagte katten,« fortæller Paulette Topsøe-Jensen. 

Læs mere om