Sådan beskytter du dit privatliv mod Google

Du kan ikke beskytte dit privatliv 100 procent, når du bruger Google. Det fortæller dataetisk rådgiver Pernille Tranberg, der kommer med 6 gode råd til at minimere Googles viden om dig. Viden, som de blandt andet sælger videre til annoncører.

Langt de fleste bruger Google som søgemaskine til næsten alle deres søgninger, og derfor har Google mange – ofte private – informationer om os.

Skift mellem forskellige browsere

Bruger du mange af Googles programmer, får Google et fuldt billede af dig ved at koble dine data og din adfærd sammen på tværs af programmerne. Derfor gælder det helt generelt om at sprede sine spor.

Når du bruger browsere, så brug ikke kun Google Chrome, men skift imellem forskellige browsere som for eksempel Firefox, Internet Explorer, Opera og Safari, når du søger eller surfer på nettet, så du ’spreder dine spor’ og ikke giver Google et samlet billede af dig.

Firefox er den browser med den bedste privatlivsbeskyttelse, nævner dataetisk rådgiver Pernille Tranberg, men husk også at bruge andre browsere.

Brug andre søgemaskiner

Ligesom du bør bruge forskellige browsere, så brug også forskellige søgemaskiner. Det, du søger efter på Google, fortæller rigtig meget om dig – bekymringer, sygdomme, feriedrømme, og så videre. Informationer, Google kan bruge til blandt andet målrettede reklamer til dig.

Pernille Tranberg bruger selv søgemaskinen startpage.com, som anonymiserer dine søgninger og ikke gemmer dem – modsat det, du søger efter på Google, som bliver gemt. Derudover anbefaler hun søgemaskinerne qwant.com og duckduckgo.com.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Log ud fra Googles tjenester

Hvis du søger på Google, så sørg for, du ikke er logget ind på din Gmail-konto imens – både når du er på computer, tablet og mobil.

Har du søgt på eksempelvis ’bleer’ på Google på din mobil, vil du måske senere få målrettede tilbud om babystole til bilen eller andet babyrelateret, når du er på din computer. Viden, som Google har samlet ind fra blandt andet dine søgninger og solgt videre til annoncører.

Bruger du andre apps fra Google som for eksempel Google Maps, så sørg for at være logget ud af din Gmail – og slå lokationer fra i dine indstillinger, når du ikke bruger Google Maps, så Google ikke ved, hvor du er hele tiden.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hold private oplysninger for sig selv

Generelt råder Pernille Tranberg til, at man bruger andre navne, adresser og fødselsdatoer på Google, Facebook, Instagram, Snapchat og andre sociale medier, som man ikke bruger rent professionelt. Giv kun dine rigtige data til nogle, du har tillid til, råder hun.

Hav flere e-mailkonti

Hvis du primært bruger Gmail som din e-mail, så har Google en masse private og mindre private informationer om dig samlet ét sted. Det gør det meget nemmere for dem at tegne et fuldt billede af dig som privatperson.

Derfor råder Pernille Tranberg dig til at have flere e-mailkonti, som du bruger til forskellige ting. Og du bør faktisk helst holde dig fra Googles mail, hvis du vil være sikker på, at dine oplysninger er private.

Du kan for eksempel bruge proton.me eller neomailbox.com i stedet. Google tager nemlig ikke direkte betaling fra dig, men lever af dine data – altså viden om dig, som de kan bruge til at sælge annoncer.

Din Gmail kan du eventuelt bruge som »spammail«, som du giver til apps eller hjemmesider, som du ikke har tillid til, eller som beder om din e-mail for at give adgang til deres »gratis« service, råder Pernille Tranberg.

Adskil din professionelle og private identitet

Hvis du ikke har lyst til, at din arbejdsgiver finder din Facebookprofil ved en Google-søgning, så sørg for at adskille din professionelle og private identitet, råder Pernille Tranberg.

Spred dine spor ved at vælge et andet navn end dit rigtige til din Facebookprofil, din Instagram, og så videre, så du ikke dukker op, når din chef eller kommende chef leder efter dig.

Pernille Tranbergs råd er altid at bruge dit eget navn, når du er professionel, og andre navne, når du ikke er.